Om den sammenfattende fremstilling, grundlaget, reglen og rettesnoren hvorefter al lære skal bedømmes efter Guds ord, og de opståede stridigheder skal forklares og afgøres på kristen vis

1] For at opnå en grundig og varig enighed i kirken er det frem for alt nødvendigt, at man har en sammenfattende, enstemmig fremstilling og form, hvor den fælles, sammenfattende lære (som de kirker, der hører til den sande kristne religion, bekender sig til) er samlet ud fra Guds ord. Sådan har oldkirken også altid haft sine bestemte symboler til dette brug. 2] En sådan fremstilling skal ikke bygge på private skrifter, men på bøger, som er affattet, godkendt og antaget i navn af de kirker, der bekender sig til én lære og religion. Derfor har vi over for hinanden med hjerte og mund erklæret, at vi ikke vil lave eller antage nogen særlig eller ny bekendelse af vor tro. Vi bekender os derimod til de offentlige, fælles skrifter, som altid og overalt er blevet holdt og brugt som sådanne symboler eller fælles bekendelser i alle kirker, der hører til Den Augsburgske Bekendelse – før striden opstod blandt dem, der bekendte sig til Den Augsburgske Bekendelse, og så længe man overalt enstemmigt i alle artikler blev ved den rene lære fra Guds ord (sådan som salig dr. Luther har forklaret den):

3] 1. For det første bekender vi os til Det Gamle og Det Nye Testamentes profetiske og apostoliske skrifter som til Israels rene, klare kilde. De alene er den eneste sande rettesnor, som alle lærere og al lære skal bedømmes og dømmes efter.

4] 2. Og fordi den sande kristne lære i oldtiden, i sin rene og sunde forstand, blev samlet ud fra Guds ord i korte artikler eller hovedstykker mod kætternes forfalskning, bekender vi os for det andet til de tre almindelige symboler, nemlig Den apostolske, Den nikænske og Den hellige Athanasius' trosbekendelse. De er korte, kristne og i Guds ord grundfæstede, herlige bekendelser af troen, og i dem alle bliver de kætterier, som på den tid opstod i den kristne kirke, klart og fast modsagt.

5] 3. For det tredje: I disse sidste tider har den gode Gud af særlig nåde ført sandheden i sit ord frem i lyset igen ud af pavedømmets frygtelige mørke gennem den trofaste tjeneste, som den dyrebare Guds mand dr. Luther har udført. Og denne lære er ud fra og efter Guds ord blevet samlet i artiklerne og hovedstykkerne i Den Augsburgske Bekendelse, mod pavedømmets og andre sekters forfalskning. Derfor bekender vi os også til denne første, uændrede Augsburgske Bekendelse – ikke fordi den er affattet af vore teologer, men fordi den er taget ud af Guds ord og er fast og godt grundfæstet i det – i alle henseender sådan, som den blev affattet skriftligt i året 1530 og i Augsburg overgivet til kejser Karl V af nogle kristne kurfyrster og stænder i Det Romerske Rige som en fælles bekendelse for de reformerede kirker. Den er vort symbol i denne tid, og ved den er vore reformerede kirker blevet adskilt fra pavekirken og andre forkastede og fordømte sekter og kætterier. Sådan var det også skik og brug i oldkirken, at de senere synoder og de kristne biskopper og lærere henholdt sig til Det nikænske symbol og bekendte sig til det.

6] 4. For det fjerde: Hvad angår den egentlige og sande mening i den ofte nævnte Augsburgske Bekendelse, så blev der, efter at bekendelsen var overgivet, affattet en udførlig Apologi, som blev udgivet på tryk i året 1531. Det skete, for at man kunne forklare sig mere udførligt over for de pavelige og værne sig mod dem, og for at fordømte vildfarelser ikke skulle snige sig ind i Guds kirke under navnet Den Augsburgske Bekendelse og vove at påberåbe sig den. Til denne Apologi bekender vi os også enstemmigt, for i den bliver den nævnte Augsburgske Bekendelse ikke alene udfoldet og forsvaret i nødvendigt omfang, men også bevist med klare, uimodsigelige vidnesbyrd fra Den Hellige Skrift.

7] 5. For det femte bekender vi os også til de artikler, som blev affattet, godkendt og antaget i Schmalkalden i året 1537 i en stor forsamling af teologer, sådan som de først blev affattet og trykt. De skulle overgives på koncilet i Mantova, eller hvor det ellers måtte blive holdt, i navn af de førnævnte højtstående kurfyrster, fyrster og stænder som en forklaring af den førnævnte Augsburgske Bekendelse, som de ved Guds nåde var besluttet på at forblive ved. I dem bliver læren i Den Augsburgske Bekendelse gentaget, og nogle artikler bliver forklaret videre ud fra Guds ord. Desuden bliver det i nødvendigt omfang vist, af hvilken grund og på hvilket grundlag man har forladt de pavelige vildfarelser og afgudsdyrkelser og ikke vil have fællesskab med dem, og hvorfor man hverken ser nogen vej til eller agter at forlige sig med paven om dem.

8] 6. For det sjette: Disse meget vigtige sager angår også den almindelige mand og lægfolket, som for deres frelses skyld alligevel som kristne må skelne mellem ren og falsk lære. Derfor bekender vi os også enstemmigt til dr. Luthers Lille og Store Katekismus, sådan som han har skrevet dem, og som de er optaget i udgaven af hans samlede værker. Det gør vi, fordi de enstemmigt er blevet godkendt og antaget af alle kirker, der hører til Den Augsburgske Bekendelse, og offentligt brugt i kirker, skoler og hjem, og fordi den kristne lære ud fra Guds ord i dem er sammenfattet på den mest rigtige og enkle måde for enfoldige lægfolk og ligeledes forklaret i nødvendigt omfang.

9] Disse offentlige, fælles skrifter er i de rene kirker og skoler altid blevet anset for at være summen og mønsteret for den lære, som salig dr. Luther i sine skrifter ud fra Guds ord har udfoldet fortræffeligt og grundfæstet solidt mod pavedømmet og andre sekter. Til hans udførlige forklaringer i hans lære- og stridsskrifter vil vi henholde os – på den måde og i det omfang, som dr. Luther selv har givet en nødvendig og kristelig påmindelse om sine skrifter i den latinske fortale til udgaven af sine samlede bøger. Dér har han udtrykkeligt fastslået denne forskel: at Guds ord alene skal være og forblive den eneste rettesnor og regel for al lære, og at intet menneskes skrifter må sidestilles med det, men at alt skal underordnes det.

10] Hermed forkastes dog ikke andre gode, nyttige og rene bøger, udlægninger af Den Hellige Skrift, gendrivelser af vildfarelser og forklaringer af lærens artikler. For så vidt de stemmer med det mønster for læren, som vi nu har nævnt, kan de holdes for nyttige udlægninger og forklaringer og bruges med gavn. Men det, vi hidtil har sagt om summen af vor kristne lære, betyder kun, at man skal have en enstemmig, sikker og fælles form for læren, som alle vore evangeliske kirker i fællesskab bekender sig til. Ud fra den og efter den – fordi den er taget af Guds ord – skal alle andre skrifter bedømmes og rettes, i hvilket omfang de skal godkendes og antages.

11] Når vi har optaget de ovenfor nævnte skrifter, nemlig Den Augsburgske Bekendelse, Apologien, De Schmalkaldiske Artikler og Luthers Store og Lille Katekismus, i den ofte nævnte sammenfatning af vores kristne lære, er det sket, fordi de til alle tider er blevet regnet for vores kirkers fælles og enige forståelse. De blev også på den tid underskrevet af de mest fremtrædende og højt oplyste teologer, og alle evangeliske kirker og skoler har haft dem i brug. 12] Som tidligere nævnt blev de også alle skrevet og udgivet, før splittelsen mellem de teologer, der holder sig til Den Augsburgske Bekendelse, opstod. Og fordi de anses for upartiske og hverken kan eller skal forkastes af nogen af de parter, der har kastet sig ind i striden, og fordi ingen, der oprigtigt holder fast ved Den Augsburgske Bekendelse, vil klage over disse skrifter, men gerne vil tage imod dem og godtage dem som vidner, kan ingen fortænke os i, 13] at vi også henter forklaring og afgørelse af de omstridte artikler fra dem. Ligesom vi lægger Guds ord til grund som den evige sandhed, sådan fremfører og henviser vi også til disse skrifter som et vidnesbyrd om sandheden og om den enige, rette forståelse hos vores forgængere, som stod fast ved den rene lære.

Om de omstridte artikler.

Om antitesen eller modlæren.

14] For at bevare den rene lære og opnå en grundig, varig og gudfrygtig enighed i kirken er det også nødvendigt, at man ikke alene fremlægger den rene, frelsende lære rigtigt, men også irettesætter dem, der modsiger og lærer anderledes, 1 Tim 3; Tit 1. For trofaste hyrder skal, som Luther siger, gøre begge dele: vogte og fodre fårene og holde ulvene borte, så fårene kan flygte fra de fremmedes stemmer, Joh 10, og skille det kostbare fra det usle, Jer 15.

15] Derfor har vi over for hinanden grundigt og tydeligt erklæret os om dette: Der skal og må under alle omstændigheder skelnes mellem på den ene side unødvendigt og unyttigt kævl, som kirken med rette ikke skal forvirres af, fordi det mere river ned end bygger op, og på den anden side nødvendig strid, nemlig når der opstår en strid, som angår troens artikler eller de vigtigste hovedpunkter i den kristne lære. Da må falsk modlære irettesættes for at forsvare sandheden.

16] De ovennævnte skrifter giver den kristne læser, som har lyst til og kærlighed til den guddommelige sandhed, en klar og rigtig besked om hver eneste af de omstridte artikler i vores kristne religion: hvad han ifølge Guds ord, profeternes og apostlenes skrifter skal holde for ret og sandt og tage imod, og hvad han skal forkaste, sky og undgå som falsk og uret. Alligevel har vi over for hinanden tydeligt og udtrykkeligt erklæret os om hver enkelt af de vigtigste og mest afgørende artikler, som i vor tid er blevet draget ind i striden. Det har vi gjort, for at sandheden kan bevares desto tydeligere og klarere og skilles fra alle vildfarelser, og for at intet skal skjules og gemmes bag almene vendinger. Så kan det være et offentligt og sikkert vidnesbyrd, ikke alene for dem, der lever nu, men også for vores efterkommere, om hvad vores kirkers enige mening og dom om de omstridte artikler er og skal forblive, nemlig:

17] 1. For det første forkaster og fordømmer vi alle kætterier og vildfarelser, som i den første, gamle, rettroende kirke er blevet forkastet og fordømt ud fra den sande, faste grund i Den hellige, guddommelige Skrift.

18] 2. For det andet forkaster og fordømmer vi alle sekter og kætterier, som er forkastet i de netop nævnte skrifter i den sammenfattende fremstilling af vores kirkers bekendelse.

19] 3. For det tredje er der inden for de sidste tredive år på grund af interimet og af andre årsager opstået en række splittelser mellem nogle teologer, der holder sig til Den Augsburgske Bekendelse. Om dem alle og om hver enkelt af dem har vi villet fremlægge og forklare vores tro og bekendelse ligefremt, rent og klart in thesi et antithesi [i tese og antitese], det vil sige den rette lære og modlæren. Sådan skal grunden for den guddommelige sandhed blive åbenbar i alle artikler, og al uretmæssig, tvivlsom, mistænkelig og fordømt lære skal fremlægges og afvises, hvor den end findes, i hvilke bøger den end står, og hvem der end har skrevet den eller stadig vil tage den i forsvar. 20] Så kan enhver blive trofast advaret mod de vildfarelser, der hist og her er udbredt i nogle teologers skrifter, og ingen skal her lade sig forføre af noget menneskes anseelse. I denne erklæring kan den kristne læser grundigt orientere sig efter behov og holde den op mod de ovennævnte skrifter. Deraf vil han tydeligt se, at det, som fra begyndelsen er bekendt om hver artikel i den sammenfattende fremstilling af vores religion og tro, siden er forklaret på forskellige tider og nu gentaget af os i dette skrift, på ingen måde strider mod hinanden, men er den enkle, uforanderlige, faste sandhed. Han vil også se, at vi derfor ikke falder fra den ene lære til den anden, som vores modstandere med urette påstår, men at vi ønsker at blive fundet ved Den Augsburgske Bekendelse, sådan som den engang blev overgivet, og i den enige, kristne forståelse af den, og ved Guds nåde at blive stående ved den, fast og standhaftigt, mod alle de forvanskninger, der er dukket op.