Femte del. Om alterets sakramente

1] Ligesom vi har hørt om den hellige dåb, sådan må vi også tale om det andet sakramente, nemlig om de tre stykker: hvad det er, hvad det gavner, og hvem der skal modtage det. Og alt dette skal begrundes ud fra de ord, som Kristus har indstiftet det med, 2] og som enhver også bør kende, der vil være kristen og gå til sakramentet. For det er ikke vores mening at lade dem komme til og række det til dem, der ikke ved, hvad de søger der, eller hvorfor de kommer [deraf den tilmelding med skriftemålsforhør, som allerede blev indført i Wittenberg i 1523]. Ordene lyder sådan:

3] Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat, da han blev forrådt, brødet, takkede, brød det, gav sine disciple det og sagde: Tag og spis; dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til erindring om mig!

På samme måde tog han også bægeret efter måltidet, takkede, gav dem det og sagde: Tag og drik alle heraf; dette bæger er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Gør dette, så ofte I drikker det, til erindring om mig!

4] Her vil vi heller ikke komme i totterne på og strides med dem, der spotter og vanærer dette sakramente. Vi vil først lære det, som det hele afhænger af (ligesom ved dåben), nemlig at det vigtigste stykke er Guds ord og ordning eller befaling. For sakramentet er ikke udtænkt eller indført af noget menneske, men er indstiftet af Kristus, uden at nogen har rådet ham eller tænkt det ud. 5] Derfor: Ligesom de ti bud, Fadervor og trosbekendelsen bevarer deres væsen og værdighed, selv om du aldrig holder, beder eller tror dem, sådan bliver også dette højværdige sakramente urokket, så intet brydes af det eller tages fra det, selv om vi bruger og forvalter det uværdigt. 6] Tror du, at Gud spørger efter, hvad vi gør eller tror, så han af den grund skulle ændre sin ordning? I alle verdslige ting bliver jo alt, som Gud har skabt og ordnet det, ligegyldigt hvordan vi bruger og omgås det. 7] Det må man altid indskærpe, for dermed kan man slå næsten alle sværmeres snak tilbage. For de betragter sakramenterne uden for Guds ord som noget, vi gør.

8] Hvad er så alterets sakramente?

Svar:

Det er Herren Kristi sande legeme og blod, i og under brødet og vinen, som vi kristne ved Kristi ord er befalet at spise og drikke. 9] Og ligesom vi har sagt om dåben, at den ikke er bare vand, sådan siger vi også her: Sakramentet er brød og vin, men ikke bare brød og vin, sådan som man ellers sætter på bordet, men brød og vin, som er fattet i Guds ord og bundet til det.

10] Det er ordet (siger jeg), som gør dette sakramente og skiller det ud, så det ikke blot er brød og vin, men er og kaldes Kristi legeme og blod. For det hedder: Accedat verbum ad elementum et fit sacramentum; «Når ordet kommer til det ydre element, så bliver det et sakramente.» Dette udsagn af den hellige Augustin er så rammende og godt sagt, at han næppe har sagt noget bedre. Ordet må gøre elementet til et sakramente; ellers forbliver det blot et element. 11] Nu er det ikke en fyrstes eller kejsers ord og ordning, men den høje Majestæts, som alle skabninger skal falde ned for og sige ja til, at det er, som han siger, og tage imod det med al ærbødighed, frygt og ydmyghed.

12] Ud fra ordet kan du styrke din samvittighed og sige: Om så hundredtusind djævle sammen med alle sværmere kom farende og sagde: «Hvordan kan brød og vin være Kristi legeme og blod?» osv., så ved jeg, at alle ånder og lærde tilsammen ikke er så kloge som den guddommelige Majestæt i sin mindste lillefinger. 13] Her står nu Kristi ord: «Tag det og spis det; dette er mit legeme. Drik alle heraf; dette er den nye pagt i mit blod» osv. Det holder vi fast ved, og vi vil gerne se dem, der vil belære ham og gøre det anderledes, end han har sagt. Det er ganske vist sandt: Tager du ordet bort eller betragter det uden ordet, så har du kun brød og vin; 14] men bliver ordene ved det, som de skal og må, så er det ifølge dem virkelig Kristi legeme og blod. For som Kristi mund taler og siger, sådan er det, for han kan hverken lyve eller bedrage.

15] Derfor er det nu let at svare på alle mulige spørgsmål, som man i dag plager sig med, for eksempel dette: om også en ond præst kan forvalte og give sakramentet, og hvad der ellers er af den slags. 16] For her slutter vi og siger: Selv om en skurk modtager eller giver sakramentet, så modtager han det rette sakramente, det vil sige Kristi legeme og blod, lige så vel som den, der forvalter det på den allerværdigste måde. For det er ikke grundet på menneskers hellighed, men på Guds ord. Og ligesom ingen helgen på jorden, ja, ingen engel i himlen kan gøre brødet og vinen til Kristi legeme og blod, sådan kan heller ingen ændre eller forvandle det, selv om det bliver misbrugt. 17] For ordet, som har gjort det til et sakramente og indstiftet det, bliver ikke falsk på grund af personen eller hans vantro. Han siger jo ikke: Hvis I tror eller er værdige, så får I mit legeme og blod, men: «Tag det, spis og drik; dette er mit legeme og blod»; og videre: «Gør dette» (nemlig det, som jeg nu gør, indstifter, giver jer og befaler jer at tage). 18] Det er det samme som at sige: Hvad enten du er uværdig eller værdig, så har du her hans legeme og blod i kraft af disse ord, som kommer til brødet og vinen. Læg nu blot godt mærke til det, og hold fast ved det. For på disse ord står hele vores grundvold, værn og forsvar mod alle vildfarelser og forførelser, som nogen sinde er kommet eller endnu måtte komme.

20] Dermed har vi kort det første stykke, som angår dette sakramentes væsen. Se nu videre på den kraft og nytte, som sakramentet egentlig er indstiftet for. Det er også det mest nødvendige i det, så man ved, hvad vi skal søge og hente der. 21] Det fremgår klart og let netop af de nævnte ord: «Dette er mit legeme og blod, givet og udgydt for jer til syndernes forladelse.» 22] Kort sagt betyder det: Vi går til sakramentet for at modtage en skat, som vi ved og i får syndernes forladelse. Hvorfor det? Fordi ordene står der og giver os det. For netop derfor befaler han mig at spise og drikke, for at det skal være mit og gavne mig som et sikkert pant og tegn, ja, netop det samme gode, som er sat ind for mig mod min synd, død og al ulykke.

23] Derfor kaldes det med rette en føde for sjælen, som nærer og styrker det nye menneske. For ved dåben bliver vi først født på ny; men ved siden af (som sagt) bliver den gamle ham i kød og blod alligevel siddende på mennesket. Og der er så mange hindringer og anfægtelser fra djævelen og verden, at vi ofte bliver trætte og matte og af og til også snubler.

24] Derfor er det givet som daglig føde og næring, så troen kan komme til kræfter og blive styrket og ikke falder tilbage i en sådan kamp, men bliver stadig stærkere. 25] For det nye liv skal være sådan, at det hele tiden vokser og går fremad; 26] men det må til gengæld lide meget. For djævelen er en så vred fjende: Når han ser, at man sætter sig op imod ham og angriber det gamle menneske, og han ikke kan overrumple os med magt, så lister og stryger han omkring på alle sider, prøver alle kneb og giver ikke op, før han til sidst gør os trætte, så man enten opgiver troen eller lader hænder og fødder synke og bliver ulysten eller utålmodig. 27] Derfor er trøsten givet: Når hjertet mærker, at det bliver for tungt for det, så kan det her hente ny kraft og lindring.

28] Men her vrider og vender vores kloge ånder sig med deres store kunst og klogskab. De råber og larmer: Hvordan kan brød og vin tilgive synden eller styrke troen? Og det gør de, selv om de hører og ved, at vi ikke siger dette om brød og vin, sådan som brød i sig selv er brød, men om det brød og den vin, som er Kristi legeme og blod og har ordene hos sig. 29] Det, siger vi, er jo den skat og ingen anden, som denne forladelse er vundet ved. Men den bringes og tilegnes os ikke på anden måde end i ordene: «Givet og udgydt for jer.» For i dem har du begge dele: at det er Kristi legeme og blod, og at det er dit som en skat og gave. 30] Kristi legeme kan jo ikke være en ufrugtbar og forgæves ting, som hverken udretter eller gavner noget. Men hvor stor skatten end er i sig selv, så må den fattes i ordet og rækkes os; ellers ville vi hverken kunne vide om den eller søge den.

31] Derfor er det også intet værd, når de siger, at Kristi legeme og blod ikke er givet og udgydt for os i nadveren, og at man derfor ikke kan have syndernes forladelse i sakramentet. For selv om gerningen er sket på korset, og syndernes forladelse er vundet der, så kan den dog ikke komme til os på anden måde end ved ordet. For hvad skulle vi ellers vide om, at det var sket eller skulle være givet os, hvis man ikke fremførte det ved prædikenen eller det mundtlige ord? Hvorfra ved de det, eller hvordan kan de gribe forladelsen og gøre den til deres egen, hvis de ikke holder sig til og tror på Skriften og evangeliet? 32] Nu er jo hele evangeliet og troens artikel: «Jeg tror på en hellig kristen kirke, syndernes forladelse» osv. ved ordet lagt ind i dette sakramente og lagt frem for os. Hvorfor skulle vi så lade en sådan skat blive revet ud af sakramentet, når de dog må indrømme, at det netop er de ord, som vi overalt hører i evangeliet? De kan lige så lidt sige, at disse ord i sakramentet ikke gavner noget, som de tør påstå, at hele evangeliet eller Guds ord uden for sakramentet ikke gavner noget.

33] Nu har vi altså hele sakramentet, både hvad det er i sig selv, og hvad det bringer og gavner. Nu må vi også se, hvem den person er, som modtager denne kraft og gavn. Kort sagt er det, som vi har sagt ovenfor om dåben og ofte ellers: Den, der tror dette, har, hvad ordene siger, og hvad de bringer. For de er ikke sagt eller forkyndt til sten eller træ, men til dem, der hører dem, og som han taler til: «Tag og spis» osv. 34] Og fordi han tilbyder og lover syndernes forladelse, kan det ikke modtages på anden måde end ved troen. Den tro kræver han selv i ordet, når han siger: «udgydt for jer», som om han ville sige: Derfor giver jeg det og befaler jer at spise og drikke, for at I skal tage det til jer og nyde godt af det. 35] Den, der nu lader sig sige dette og tror, at det er sandt, han har det. Men den, der ikke tror, har intet, for han lader det blive forkyndt for sig forgæves og vil ikke nyde godt af denne frelsende gave. Skatten er godt nok lukket op og lagt foran enhvers dør, ja, på bordet, men det hører med, at du også tager imod den og fast stoler på den, sådan som ordene giver dig.

36] Det er nu hele den kristne forberedelse til at modtage dette sakramente værdigt. For når denne skat helt og holdent bliver lagt frem i ordene, kan man ikke gribe den og tage den til sig på anden måde end med hjertet. For en sådan gave og evig skat kan man ikke gribe med næven. 37] Faste og bøn osv. kan nok være en udvortes forberedelse og en øvelse for børn, så kroppen opfører sig sømmeligt og ærbødigt over for Kristi legeme og blod. Men det, der bliver givet i og med sakramentet, kan kroppen hverken gribe eller tage til sig. 38] Det gør hjertets tro, som kender denne skat og længes efter den. Dette må være nok om sakramentet, så vidt det er nødvendigt for den almindelige undervisning; hvad der ellers er at sige om det, hører til en anden gang.

39] Til sidst: Nu da vi har den rette forståelse af og lære om sakramentet, er der også stort behov for en formaning og opfordring, så man ikke lader denne store skat, som hver dag bliver forvaltet og uddelt blandt de kristne, gå forbi til ingen nytte. Det vil sige, at de, der vil være kristne, skal gøre sig rede til ofte at modtage det højværdige sakramente. 40] For vi ser, at folk stiller sig ret sløve og dovne an over for det. Der er en stor flok af dem, der hører evangeliet, som – fordi pavens tant er afskaffet, så vi er blevet fri for hans tvang og bud – går et, to eller tre år eller længere uden sakramentet, som om de var så stærke kristne, at de ikke har brug for det. 41] Nogle lader sig hindre og skræmme bort, fordi vi har lært, at ingen skal gå til det medmindre sult og tørst driver ham dertil. Nogle undskylder sig med, at det er frit og ikke nødvendigt, og at det er nok, at de ellers tror. Og så ender de fleste med at blive helt forhærdede og til sidst foragte både sakramentet og Guds ord.

42] Nu er det sandt, som vi har sagt, at man for alt i verden ikke skal drive eller tvinge nogen, så vi ikke igen indfører et nyt sjælemord. Men man skal alligevel vide, at sådanne folk, der så længe holder sig borte fra sakramentet og unddrager sig det, ikke kan regnes for kristne. For Kristus har ikke indstiftet det, for at man skal opføre det som et skuespil, men han har befalet sine kristne at spise og drikke det og derved mindes ham.

43] De, der er rigtige kristne og holder sakramentet højt og dyrebart, skal nok selv drive sig selv og trænge sig frem til det. Men for at de enfoldige og svage, som også gerne vil være kristne, desto mere kan blive tilskyndet til at tænke over grunden og behovet, der skal drive dem, vil vi sige lidt om det. 44] For ligesom det i andre sager, der angår tro, kærlighed og tålmodighed, ikke er nok kun at lære og undervise, men der også skal formanes dagligt, sådan er det også her nødvendigt at blive ved med at prædike, så man ikke bliver sløv og træt. For vi ved og mærker, hvordan Djævelen altid sætter sig imod dette og imod alt kristent liv og, så meget han kan, jager og driver folk bort fra det.

45] For det første har vi den klare tekst i Kristi ord: «Gør dette til erindring om mig.» Det er ord, der befaler og byder os, og ved dem er det pålagt dem, der vil være kristne, at tage imod sakramentet. Derfor skal den, der vil være Kristi discipel – og det er dem, han taler til her – også tænke over det og holde sig til det, ikke af tvang, som om mennesker pressede ham, men for at adlyde og glæde Herren Kristus. 46] Men du siger måske: Der står jo også «så ofte I gør det». Dér tvinger han jo ingen, men overlader det til vores frie valg. Svar: 47] Det er sandt. Men der står ikke, at man aldrig skal gøre det. Ja, netop fordi han siger ordene: «så ofte I gør det», er det alligevel indskærpet, at man skal gøre det ofte. Og det er tilføjet, fordi han vil have, at sakramentet skal være frit og ikke bundet til en bestemt tid, sådan som jødernes påskelam var. Det skulle de kun spise én gang om året, netop om aftenen den fjortende dag ved den første fuldmåne, og de måtte ikke flytte det en eneste dag. Det er, som om han dermed ville sige: Jeg indstifter for jer en påskefest eller nadver, som I ikke kun skal holde netop denne aften én gang om året, men ofte, når og hvor I vil, efter hver enkelts lejlighed og behov, ikke bundet til noget sted eller nogen bestemt tid. 48] Alligevel har paven senere vendt det om og igen gjort en jødisk fest ud af det.

49] Du ser altså, at friheden ikke er givet sådan, at man må foragte sakramentet. For det kalder jeg at foragte det, når man lader så lang tid gå uden at have nogen anden hindring og alligevel aldrig længes efter det. Vil du have den slags frihed, så kan du lige så godt tage dig den frihed ikke at være kristen og ikke behøve at tro eller bede, for det ene er lige så meget Kristi bud som det andet. Men vil du være kristen, så må du da i hvert fald af og til opfylde og adlyde dette bud. 50] For dette bud burde da få dig til at gå i dig selv og tænke: Se, hvad er jeg for en kristen? Var jeg en kristen, ville jeg da længes bare en lille smule efter det, som min Herre har befalet at gøre.

51] Og når vi stiller os så fremmede over for det, kan man godt mærke, hvad slags kristne vi var under pavedømmet: Vi gik derhen af ren tvang og af frygt for menneskebud, uden lyst og kærlighed, og så aldrig på Kristi bud. Men vi tvinger eller presser ingen, og ingen behøver at gøre det for at tjene os eller gøre os en glæde. 52] Men det skal tilskynde dig og af sig selv tvinge dig, at han vil have det, og at det behager ham. Af mennesker skal man ikke lade sig tvinge, hverken til troen eller til nogen god gerning. Vi gør ikke mere end at sige og formane, hvad du skal gøre, ikke for vores skyld, men for din. Han lokker og tilskynder dig. Vil du foragte det, så må du selv stå til ansvar for det.

53] Det skal nu være det første, især for de kolde og ligegyldige, så de kan prøve sig selv og vågne op. For det er helt sikkert sandt – som jeg selv har erfaret, og som enhver vil opdage hos sig selv – at når man på den måde trækker sig bort fra det, bliver man dag for dag mere forhærdet og kold og slår det til sidst helt hen i vejret. 54] I stedet må man da spørge sit hjerte og sin samvittighed til råds og opføre sig som et menneske, der gerne vil stå sig godt med Gud. Jo mere det sker, desto mere bliver hjertet varmet og tændt, så det ikke bliver helt koldt.

55] Men du siger måske: Hvad så, hvis jeg føler, at jeg ikke er rede til det? Svar: Det er også min anfægtelse, især fra den gamle tid under paven, da man pinte sig selv så meget for at være helt ren, så Gud ikke skulle finde den mindste plet på os. Det har gjort os så sky, at alle straks er blevet forskrækkede og har sagt: 56] Åh nej, du er ikke værdig! For da begynder naturen og fornuften at regne vores uværdighed op over for det store, dyrebare gode. Så ligner den en mørk lygte over for den lysende sol eller møg over for ædelsten. Og fordi den ser det, vil den ikke gå hen til det, men venter, til den bliver rede – så længe, at den ene uge tager den anden og det ene halvår det andet. 57] Men hvis du vil se på, hvor from og ren du er, og arbejde på, at intet skal nage dig i samvittigheden, så kommer du aldrig nogen sinde til sakramentet.

58] Derfor skal man her skelne mellem folk. De frække og vilde skal man sige, at de skal blive borte, for de er ikke rede til at modtage syndernes forladelse, eftersom de ikke ønsker den og ikke vil være fromme. 59] Men de andre, som ikke er sådan nogle forhærdede og løse folk, og som gerne vil være fromme, skal ikke holde sig væk, selv om de ellers er svage og skrøbelige. Det har også Hilarius sagt: «Hvis en synd ikke er af den slags, at man med rette kan udstøde et menneske af menigheden og regne ham for en ikke-kristen, så skal man ikke holde sig væk fra sakramentet, for at man ikke berøver sig selv livet.» 60] For ingen når så vidt, at han ikke stadig har mange daglige skrøbeligheder i kød og blod.

61] Derfor skal sådanne folk lære, at den største kunst er at vide, at vores sakramente ikke hviler på vores værdighed. For vi lader os ikke døbe, fordi vi er værdige og hellige, og vi kommer heller ikke til skriftemål, som om vi var rene og uden synd, men tværtimod som fattige, elendige mennesker – og netop fordi vi er uværdige – medmindre det er en, der ikke ønsker nåde og tilgivelse og heller ikke tænker på at forbedre sig.

62] Men den, der gerne vil have nåde og trøst, skal drive sig selv og ikke lade nogen skræmme sig bort, og han skal sige sådan: Jeg ville gerne være værdig, men jeg kommer ikke i kraft af nogen værdighed, men i kraft af dit ord, fordi du har befalet det, som en, der gerne vil være din discipel. Min værdighed får blive, hvor den kan. 63] Men det er svært. For dette ligger os altid i vejen og hindrer os, så vi ser mere på os selv end på Kristi ord og mund. For naturen vil gerne handle sådan, at den sikkert kan bygge og stå på sig selv; ellers vil den ikke gå hen til det. Det må være nok om det første punkt.

64] For det andet er der ud over buddet også et løfte, som vi også har hørt ovenfor, og som skal tilskynde og drive os allerstærkest. For dér står de venlige, kærlige ord: «Dette er mit legeme, som gives for jer. Dette er mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse.» 65] Disse ord, har jeg sagt, er ikke prædiket for en stok eller en sten, men for mig og dig. Ellers kunne han lige så godt have tiet og ikke indstiftet noget sakramente. Tænk derfor over det, og sæt også dig selv ind i det «jer», så han ikke taler forgæves til dig!

66] For her tilbyder han os hele den skat, som han har bragt os fra himlen. Og han lokker os også ellers på den allervenligste måde, som når han siger i Matt 11: «Kom til mig, alle I som er trætte og bærer byrder, og jeg vil give jer hvile.» 67] Det er virkelig synd og skam, at han så hjerteligt og trofast kalder på os og formaner os til vores højeste og bedste gode, og at vi så stiller os så fremmede over for det og bliver ved med at holde os væk, indtil vi bliver helt kolde og forhærdede og hverken har lyst eller kærlighed til det. 68] Man må endelig ikke se sakramentet som noget skadeligt, som man skal løbe bort fra, men som en helt igennem helsebringende og trøstende medicin, der hjælper dig og giver liv både til sjæl og legeme. For hvor sjælen er blevet rask, dér er legemet også hjulpet. Hvorfor opfører vi os så, som om det var en gift, som man spiser sig til døden på?

69] Det er rigtigt nok, at de, der foragter det og lever ukristeligt, tager det til skade og fordømmelse for sig selv. For dem kan intet være godt eller helsebringende, ligesom for en syg, der af ren egenrådighed spiser og drikker det, som lægen har forbudt ham. 70] Men de, der mærker deres svaghed og gerne vil være af med den og søger hjælp, skal ikke se det og bruge det anderledes end som en kostbar modgift [tysk «Tyriak», teriak, et gammelt lægemiddel mod forgiftning] mod den gift, de bærer i sig. For her i sakramentet skal du af Kristi mund modtage syndernes forladelse, og den har Guds nåde og Ånd med sig og bringer dem med sig sammen med alle hans gaver: beskyttelse, værn og magt mod død og djævel og al ulykke.

71] Sådan har du fra Guds side både Herren Kristi befaling og løfte. Desuden skal din egen nød, som hænger dig om halsen, drive dig for din egen skyld, for det er netop på grund af den, at han befaler, lokker og lover. For han siger selv: «De raske har ikke brug for læge, men de syge», det vil sige de, der er trætte og tynget af synd, dødsangst og fristelser fra kødet og djævelen. 72] Er du nu tynget og mærker din svaghed, så gå glad derhen, og lad dig give hvile, trøst og styrke. 73] For vil du vente, til du er af med alt dette, så du kan komme ren og værdig til sakramentet, så må du blive borte for evigt. For dér fælder han dommen og siger: 74] Er du ren og from, så har du ikke brug for mig, og jeg har heller ikke brug for dig. Derfor er det kun dem, der hverken mærker deres skrøbelighed eller vil være syndere, som kaldes uværdige.

75] Men siger du: «Hvad skal jeg da gøre, når jeg ikke kan mærke en sådan nød og ikke føler sult og tørst efter sakramentet?» Svar: Til dem, der er sådan til mode, at de ikke mærker sig selv, ved jeg ikke noget bedre råd, end at de dog stikker hånden i egen barm og ser efter, om de også har kød og blod. Finder du det, så gå dog for din egen skyld til Paulus' brev til galaterne, og hør, hvilken fin lille frugt dit kød er. «Kødets gerninger er åbenbare», siger han, «nemlig ægteskabsbrud, utugt, urenhed, liderlighed, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskab, strid, misundelse, vrede, kiv, splid, partier, had, mord, drukkenskab, frådseri og lignende.»

76] Kan du derfor ikke mærke det, så tro dog Skriften. Den lyver ikke for dig, for den kender dit kød bedre end du selv. Ja, Paulus konkluderer videre i Rom 7: «For jeg ved at i mig, det vil sige i mit kød, bor der ikke noget godt.» Tør Paulus tale sådan om sit kød, så vil vi heller ikke gøre os bedre eller helligere. 77] Men at vi ikke mærker det, er så meget desto værre. For det er et tegn på, at det er et spedalsk kød, som ikke føler noget og alligevel raser og æder om sig. 78] Men som sagt: Er du så helt død, så tro dog Skriften, som fælder dommen over dig. Og kort sagt: Jo mindre du mærker dine synder og din skrøbelighed, des mere grund har du til at gå derhen og søge hjælp og medicin.

79] For det andet: Se dig om, om du også er i verden. Eller ved du det ikke, så spørg dine naboer. Er du i verden, så tro ikke, at der kommer til at mangle synd og nød. For begynd bare og opfør dig, som om du ville være from og blive ved evangeliet, og se så, om ikke nogen vil blive din fjende og desuden gøre dig ondt, uret og vold og også give dig anledning til synd og laster. Har du ikke oplevet det, så lad Skriften sige dig det, for den giver alle vegne verden dette skudsmål og vidnesbyrd.

80] Desuden vil du jo også have djævelen omkring dig, og ham vil du ikke helt kunne træde under fødder, for selv vores Herre Kristus kunne ikke undgå ham. Hvad er så djævelen? 81] Intet andet end det, Skriften kalder ham: en løgner og en morder. En løgner, der vil lokke hjertet bort fra Guds ord og forblinde det, så du ikke mærker din nød og ikke kan komme til Kristus. En morder, der ikke under dig livet en eneste time. 82] Hvis du kunne se, hvor mange knive, spyd og pile der hvert øjeblik er rettet mod dig, så ville du blive glad, hver gang du kunne komme til sakramentet. Men at man går så sorgløst og ligegyldigt hen, kommer ikke af andet, end at vi hverken tænker på eller tror, at vi er i kødet og i den onde verden eller under djævelens herredømme.

83] Prøv derfor dette, og øv dig godt i det. Gå blot ind i dig selv, eller se dig lidt omkring, og hold dig blot til Skriften. Mærker du så stadig ingenting, så har du så meget desto mere grund til at klage det både for Gud og for din bror. Lad dig da give råd, og lad andre bede for dig, og hold ikke op, før stenen falder fra dit hjerte. 84] Så vil nøden nok vise sig, og du vil opdage, at det står dobbelt så slemt til med dig som med nogen anden fattig synder, og at du har langt mere brug for sakramentet mod den elendighed, som du desværre ikke ser. Måtte Gud give dig nåde til, at du mærkede den mere og blev stadig mere sulten efter sakramentet, især fordi djævelen sætter dig så hårdt og uden ophør lurer på dig for at fange dig og tage både sjæl og legeme fra dig, så du ikke en eneste time kan være sikker for ham. Hvor hurtigt kunne han ikke pludselig have bragt dig i jammer og nød, når du mindst venter det!

85] Dette skal nu være sagt som formaning, ikke alene for os gamle og voksne, men også for de unge, som man skal opdrage i den kristne lære og forståelse. For så kunne man så meget lettere føre de ti bud, trosbekendelsen og Fadervor ind i de unge, så det gik ind i dem med lyst og alvor, og så de øvede sig i det og vænnede sig til det fra ungdommen af. 86] For med de gamle er det nu næsten gået sådan, at man ikke kan bevare dette og andet, medmindre man opdrager de mennesker, der skal komme efter os og overtage vores embede og arbejde, så de også kan opdrage deres børn med frugt, for at Guds ord og kristenheden kan blive bevaret. 87] Derfor skal enhver husfar vide, at han efter Guds befaling og bud har pligt til selv at lære sine børn det, de skal kunne, eller lade dem lære det. For når de nu er døbt og optaget i kristenheden, skal de også have del i dette sakramentes fællesskab, så de kan tjene os og være til gavn. For de skal jo alle hjælpe os til at tro, elske, bede og kæmpe mod djævelen.