Fjerde del. Om dåben

1] Vi har nu gennemgået de tre hovedstykker i den almindelige kristne lære. Ud over dem skal der også siges noget om vores to sakramenter, som Kristus har indstiftet. Om dem skal enhver kristen også have i det mindste en almindelig, kort undervisning, for uden dem kan ingen være kristen – selv om man desværre hidtil ikke har lært noget om dem. 2] Først tager vi dåben for os; ved den bliver vi først optaget i kristenheden. Men for at man rigtig kan forstå den, vil vi behandle den i rækkefølge og kun holde os til det, som er nødvendigt for os at vide. For hvordan man skal bevare og forsvare den mod kætterne og sekterne, overlader vi til de lærde.

3] Først og fremmest må man kende de ord godt, som dåben er grundlagt på, og som alt, hvad der skal siges om den, går ud fra. Det er dér, hvor Herren Kristus siger i sidste kapitel af Matthæus:

4] Gå ud i hele verden, lær alle folkeslag og døb dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

5] Ligeledes i sidste kapitel af Markus:

Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst; men den der ikke tror, vil blive fordømt.

6] I disse ord skal du først lægge mærke til, at her står Guds bud og indstiftelse, så man ikke tvivler på, at dåben er en guddommelig ting, ikke udtænkt eller opfundet af mennesker. For lige så vel som jeg kan sige, at intet menneske har spundet De ti bud, Trosbekendelsen og Fadervor ud af sit eget hoved, men at de er åbenbaret og givet af Gud selv, lige så vel kan jeg også rose mig af, at dåben ikke er menneskers pjat, men indstiftet af Gud selv, og at han desuden alvorligt og strengt har befalet, at vi skal lade os døbe, ellers bliver vi ikke frelst. Man må altså ikke tro, at det er en lige så ligegyldig ting som at tage en ny rød frakke på. 7] For det har den allerstørste betydning, at man holder dåben for noget fremragende, herligt og højt. Det er netop det, vi især strides og kæmper for, fordi verden nu er så fuld af sekter, der råber, at dåben er en ydre ting, og at en ydre ting ikke er til nogen nytte. 8] Lad den bare være nok så meget en ydre ting; her står Guds ord og bud, som indstifter, grundlægger og stadfæster dåben. Men hvad Gud indstifter og befaler, kan ikke være forgæves, men må være en kostbar ting alt igennem, selv om den i det ydre var ringere end et halmstrå. 9] Har man hidtil kunnet sætte højt, at paven delte aflad ud med sine breve og buller og indviede altre eller kirker, alene for brevenes og seglenes skyld, så skal vi holde dåben langt højere og mere kostbar, fordi Gud har befalet den, og den desuden sker i hans navn. For sådan lyder ordene: «Gå ud og døb», dog ikke i jeres eget, men i Guds navn.

10] For «at blive døbt i Guds navn» er ikke at blive døbt af mennesker, men af Gud selv. Selv om det sker ved et menneskes hånd, er det derfor i sandhed Guds egen gerning. Deraf kan enhver selv let slutte, at den står langt højere end nogen gerning, som et menneske eller en helgen har gjort. For hvilken gerning kan man gøre større end Guds gerning?

11] Men her har Djævelen travlt med at blænde os med falsk skin og føre os bort fra Guds gerning over til vores egen gerning. For det har et langt mere kostbart skin, når en kartusermunk gør mange tunge, store gerninger, og alle sætter langt mere pris på det, vi selv gør og fortjener. 12] Men Skriften lærer sådan: Selv om man samlede alle munkenes gerninger i én bunke, hvor kostbart de så end skinner, så ville de alligevel ikke være så ædle og gode, som når Gud løftede et halmstrå op. Hvorfor? Fordi personen er ædlere og bedre. Og her skal man ikke vurdere personen efter gerningerne, men gerningerne efter personen, som de må få deres adel fra. 13] Men det vil den tåbelige fornuft ikke tage hensyn til, og fordi dåben ikke skinner som de gerninger, vi gør, så skal den ikke gælde noget.

14] Lær nu heraf at forstå det rigtigt og at svare på spørgsmålet om, hvad dåben er, nemlig sådan: Den er ikke bare almindeligt vand, men vand, der er fattet ind i Guds ord og bud og helliget ved dem, så den ikke er andet end Guds vand. Ikke fordi vandet i sig selv er ædlere end andet vand, men fordi Guds ord og bud kommer til.

15] Derfor er det et rent skurkestykke og Djævelens hån, når vores nye ånder nu, for at håne dåben, udelader Guds ord og ordning og ikke ser på den som andet end det vand, man øser op af brønden, og så sidder og sprøjter edder: «Hvordan skulle en håndfuld vand hjælpe sjælen?» 16] Ja, min ven, hvem ved ikke, at vand er vand, hvis man skal skille tingene ad? Men hvordan tør du gribe sådan ind i Guds ordning og rive den bedste juvel bort, som Gud har forbundet den med og fattet den ind i, og som han ikke vil have skilt fra den? For kernen i vandet er Guds ord eller bud og Guds navn – en skat, der er større og ædlere end himmel og jord.

17] Læg derfor mærke til forskellen: Dåben er noget helt andet end alt andet vand. Det skyldes ikke dens naturlige væsen, men at der her kommer noget ædlere til; for Gud selv sætter sin ære ind på den og lægger sin kraft og magt i den. Derfor er den ikke blot naturligt vand, men et guddommeligt, himmelsk, helligt og frelsende vand – og hvordan man ellers kan prise det – alt sammen for Ordets skyld. Det er et himmelsk, helligt ord, som ingen kan prise nok; for det har og formår alt det, som er Guds. 18] Derfra får dåben også sit væsen, så den kaldes et sakramente, sådan som også Augustin har lært: Accedat verbum ad elementum et fit sacramentum, det vil sige: Når ordet kommer til elementet eller det naturlige stof, så bliver der et sakramente af det, det vil sige en hellig, guddommelig ting og et helligt, guddommeligt tegn.

19] Derfor lærer vi altid, at man ikke skal se på sakramenterne og alle de ydre ting, som Gud ordner og indstifter, efter den grove ydre maske, sådan som man ser skallen på en nød, men efter hvordan Guds ord er lukket ind i dem. 20] Sådan taler vi nemlig også om forældrenes stand og om den verdslige øvrighed. Vil man se på dem, sådan som de har næse, øjne, hud og hår, kød og knogler, så ligner de tyrkere og hedninger, og nogen kunne fare op og sige: Hvorfor skulle jeg regne dem for mere end andre? Men fordi budet kommer til: «Du skal ære din far og din mor», så ser jeg en anden mand, smykket og iklædt Guds majestæt og herlighed. Budet, siger jeg, er den gyldne kæde, som han bærer om halsen, ja, kronen på hans hoved, som viser mig, hvordan og hvorfor man skal ære dette kød og blod.

21] Sådan, og meget mere, skal du ære dåben og holde den i høj agt for Ordets skyld, for Gud har selv æret den både med ord og gerninger og desuden stadfæstet den med undere fra himlen. Tror du da, at det var for spøg, da Kristus lod sig døbe, himlen åbnede sig, Helligånden synligt dalede ned, og det hele var den rene guddommelige herlighed og majestæt?

22] Derfor formaner jeg igen til, at man for alt i verden ikke lader de to, ord og vand, skilles ad. For skiller man ordet fra, så er det ikke andet vand end det, pigen koger mad i, og det kan godt kaldes en baderdåb [et bad hos baderen, den tids badstuemand]. Men når ordet er med, sådan som Gud har ordnet det, så er det et sakramente og kaldes Kristi dåb. Så meget om det første stykke: det hellige sakramentes væsen og værdighed.

23] For det andet: Når vi nu ved, hvad dåben er, og hvad man skal holde den for, må vi også lære, hvorfor og til hvad den er indstiftet, det vil sige, hvad den gavner, giver og virker. Det kan man heller ikke fatte bedre end ud fra Kristi ord, som er anført ovenfor, nemlig: «Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst.» 24] Fat det derfor så enkelt som muligt: Dåbens kraft, virkning, nytte, frugt og formål er, at den frelser. For man døber ikke nogen, for at han skal blive fyrste, men, som ordene lyder, for at han skal blive frelst. 25] Og at blive frelst betyder, det ved man godt, ikke andet end at blive forløst fra synd, død og Djævelen, komme ind i Kristi rige og leve med ham evigt.

26] Her ser du igen, hvor dyrebar og værdifuld dåben skal agtes, fordi vi får en så uudsigelig skat i den. Det viser også tydeligt, at den ikke kan være almindeligt, rent vand. For rent vand kunne ikke gøre noget sådant; men det gør ordet og det, at Guds navn (som sagt ovenfor) er i den. 27] Men hvor Guds navn er, dér må også liv og frelse være, så den med rette kaldes et guddommeligt, frelsende, frugtbart og nåderigt vand; for ved ordet får den den kraft, at den er et genfødslens bad, sådan som også Paulus kalder den i Tit 3.

28] Men når vores kloge hoveder, de nye ånder, påstår, at troen alene frelser, og at gerninger og ydre ting ikke bidrager til det, så svarer vi: Ganske rigtigt, intet i os gør det uden troen, som vi senere skal høre mere om. 29] Men det vil de blinde førere ikke se, at troen må have noget, som den tror, det vil sige noget, som den holder sig til, og som den står og bygger på. Sådan hænger troen altså ved vandet og tror, at det er dåben, som rummer lutter frelse og liv – ikke på grund af vandet (det er der sagt nok om), men fordi det er forenet med Guds ord og ordning, og at hans navn hænger ved det. Når jeg nu tror dette, hvad tror jeg da andet end på Gud, som den, der har givet og plantet sit ord i den og lægger denne ydre ting frem for os, så vi kan gribe en sådan skat i den?

30] Nu er de så tossede, at de skiller troen fra den ting, som troen hænger ved og er bundet til, selv om den er ydre. Ja, den skal og må være ydre, så man kan fatte og gribe den med sanserne og derved bringe den ind i hjertet, ligesom hele evangeliet er en ydre, mundtlig prædiken. Kort sagt: Hvad Gud gør og virker i os, vil han virke gennem sådanne ydre ordninger. Hvor han nu taler, ja, hvorhen eller hvorigennem han taler, dér skal troen se hen og holde sig. 31] Her har vi nu ordene: «Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst.» Hvad handler de om andet end dåben, det vil sige vandet, fattet i Guds ordning? Heraf følger, at den, der forkaster dåben, forkaster Guds ord, troen og Kristus, som viser os derhen og binder os til dåben.

32] For det tredje: Når vi nu har dåbens store nytte og kraft, så lad os dernæst se, hvem den person er, som modtager det, dåben giver og gavner. 33] Det er igen udtrykt så fint og klart som muligt netop med ordene: «Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst.» Det vil sige: Troen alene gør personen værdig til at modtage det frelsende, guddommelige vand til gavn. For da dette her i ordene bliver fremholdt og lovet ved og med vandet, kan det ikke modtages på anden måde, end at vi af hjertet tror det. 34] Uden tro gavner det intet, selv om det i sig selv er en guddommelig, overstrømmende skat. Derfor formår det ene ord («den som tror») så meget, at det udelukker og driver bort alle gerninger, som vi kan gøre i den hensigt at opnå og fortjene frelsen ved dem. For det står fast: Hvad der ikke er tro, bidrager intet og modtager heller intet.

35] Men de siger, som de plejer: Dåben er jo også selv en gerning, og du siger, at gerningerne intet gælder til frelse – hvor bliver troen så af? Svar: Ja, vore gerninger bidrager bestemt intet til frelsen; men dåben er ikke vores gerning, men Guds (for du må, som sagt, skelne skarpt mellem Kristi dåb og baderdåben). Men Guds gerninger er frelsende og nødvendige til frelse, og de udelukker ikke troen, men kræver den; for uden tro kunne man ikke gribe dem. 36] For når du lader vandet hælde over dig, har du endnu ikke modtaget dåben sådan, at den gavner dig noget; men den bliver dig til gavn, når du lader dig døbe i den forvisning, at det sker efter Guds befaling og ordning og desuden i Guds navn, for at du i vandet kan modtage den lovede frelse. Det kan hverken hånden eller legemet gøre, men hjertet må tro det.

37] Så ser du klart, at der her ikke er tale om en gerning, som vi gør, men en skat, som han giver os, og som troen griber – ligesom Herren Kristus på korset ikke er en gerning, men en skat, fattet i ordet, fremholdt for os og modtaget ved troen. Derfor gør de os uret, når de skriger imod os, som om vi prædikede imod troen, for det er jo netop den alene, vi insisterer på, som noget, der er så nødvendigt, at [dåbens nytte] uden den hverken kan modtages eller nydes.

38] Så har vi de tre stykker, som man må vide om dette sakramente, især at Guds ordning skal holdes i al ære. Det alene ville være nok, selv om den er en helt ydre ting, ligesom budet: «Du skal ære din far og din mor», der kun gælder et legemligt kød og blod. Dér ser man ikke på kødet og blodet, men på Guds bud, som det er fattet i, og som er grunden til, at kødet kaldes far og mor. Sådan måtte vi også, selv om vi ikke havde andet end disse ord: «Gå hen og døb» osv., alligevel tage imod og gøre det som Guds ordning. Men nu er der ikke alene bud og befaling, men også et løfte. 39] Derfor er det meget mere herligt end noget andet, Gud har befalet og ordnet; kort sagt, så fuldt af trøst og nåde, at himmel og jord ikke kan fatte det. 40] Men det kræver kunst at tro det; for det skorter ikke på skatten, men det skorter på, at man griber den og holder fast ved den.

41] Derfor har hver kristen hele sit liv nok at lære og øve sig i med dåben; for han har altid nok at gøre med at tro fast, hvad den lover og bringer: sejr over Djævelen og døden, syndernes forladelse, Guds nåde, hele Kristus og Helligånden med hans gaver. 42] Kort sagt: Det er så overvældende, at hvis den svage natur kunne fatte det, måtte den vel tvivle på, om det kunne være sandt. 43] For tænk selv: Hvis der et sted fandtes en læge, der kunne den kunst, at folk ikke døde, eller, selv om de døde, snart blev levende igen og siden levede evigt – hvordan ville verden så ikke sne og regne med penge over ham, så ingen kunne komme til for de rige! Men her i dåben bringes en sådan skat og lægedom gratis til enhvers dør, en lægedom, der opsluger døden og holder alle mennesker i live.

44] Sådan skal man se på dåben og gøre den til gavn for os, så vi styrker og trøster os med den, når vores synd og samvittighed tynger os, og siger: Jeg er alligevel døbt; men er jeg døbt, så er det lovet mig, at jeg skal blive frelst og have det evige liv, både på sjæl og legeme. 45] Det er derfor, begge dele sker i dåben: Legemet bliver overøst, og det kan ikke fatte mere end vandet; og dertil bliver ordet sagt, for at sjælen også kan fatte det. 46] Når nu både vand og ord er én dåb, så må også både legeme og sjæl blive frelst og leve evigt: sjælen ved ordet, som den tror, og legemet, fordi det er forenet med sjælen og også griber dåben, så godt som det kan gribe den. Derfor har vi ingen større skat for vores legeme og sjæl; for ved den bliver vi helt hellige og frelste, noget, som intet andet liv og ingen gerning på jorden kan opnå. Dermed er der sagt nok om dåbens væsen, nytte og brug, så vidt det hører hjemme her.

Om barnedåben.

47] Her melder der sig nu et spørgsmål, som Djævelen forvirrer verden med gennem sine sekter, nemlig om barnedåben: om børnene også tror og bliver rigtigt døbt. Til det siger vi kort: 48] Den, der er enfoldig, skal slå spørgsmålet fra sig og henvise det til de lærde. Men vil du svare, så svar sådan:

49] At barnedåben behager Kristus, bevises tilstrækkeligt af hans egen gerning: Gud har gjort mange af dem, der er døbt på den måde, hellige og givet dem Helligånden, og der er stadig i dag mange, hvor man kan mærke, at de har Helligånden, både i lære og i liv. Sådan er det også af Guds nåde givet os, at vi kan udlægge Skriften og kende Kristus, og det kan ikke ske uden Helligånden. 50] Hvis Gud ikke tog imod barnedåben, ville han ikke give nogen af dem Helligånden, ikke engang en del af den. Kort sagt: Så ville der i al den lange tid frem til i dag ikke have været et eneste menneske på jorden, der var kristen. Nu bekræfter Gud dåben ved at give sin Helligånd, sådan som man tydeligt mærker det hos flere af fædrene, som Sankt Bernhard, Gerson, Johan Hus og andre, der blev døbt som børn, og den hellige kristne kirke går ikke under før verdens ende. Derfor må de indrømme, at en sådan barnedåb behager Gud. For han kan jo ikke modsige sig selv eller fremme løgn og skurkestreger, og han kan heller ikke give sin nåde og Ånd til det. 51] Det er næsten det bedste og stærkeste bevis for de enfoldige og ulærde. For denne artikel: «Jeg tror på en hellig kristen kirke, de helliges samfund» osv. vil ingen tage fra os eller vælte.

52] Dernæst siger vi, at det ikke er det vigtigste for os, om den, der bliver døbt, tror eller ikke tror. For dåben bliver ikke forkert af den grund; alt afhænger af Guds ord og befaling. 53] Det er nu nok lidt skarpt sagt, men det hviler helt på det, jeg har sagt: at dåben ikke er andet end vand og Guds ord sammen. Det vil sige: Når Ordet er ved vandet, så er dåben rigtig, selv om troen ikke kommer til. For min tro gør ikke dåben, men tager imod dåben. Dåben bliver altså ikke forkert, fordi den ikke bliver taget rigtigt imod eller brugt rigtigt, for den er (som sagt) ikke bundet til vores tro, men til Ordet.

54] For selv om en jøde i dag kom hertil med falskhed og ond hensigt, og vi døbte ham i fuld alvor, skal vi alligevel sige, at dåben var rigtig. For her er vandet sammen med Guds ord, selv om han ikke tager imod den, som han skal – ligesom de, der går uværdigt til sakramentet, får det rigtige sakramente, selv om de ikke tror.

55] Her ser du altså, at sværmernes indvending ikke duer. For (som sagt) selv om børnene ikke troede – og det er ikke tilfældet, som vi nu har bevist – så ville dåben alligevel være rigtig, og ingen må døbe dem igen. Sådan tages der heller ikke noget fra sakramentet [alterets sakramente], hvis nogen går til det med ond hensigt. Og det ville ikke være til at tåle, at han på grund af misbruget tog det igen i samme time, som om han ikke i sandhed havde fået sakramentet før. For det ville være at spotte og vanære sakramentet på det groveste. Hvordan skulle det gå til, at Guds ord og ordning skulle være forkert og intet gælde, fordi vi bruger det forkert?

56] Derfor siger jeg: Har du ikke troet, så tro nu og sig sådan: Dåben var ganske vist rigtig, men jeg tog desværre ikke rigtigt imod den. For også jeg selv og alle, der lader sig døbe, må sige sådan for Gud: Jeg kommer hertil i min tro og også i de andres tro; men alligevel kan jeg ikke bygge på, at jeg tror, og at mange mennesker beder for mig. Nej, jeg bygger på, at det er dit ord og din befaling. Sådan går jeg også til sakramentet, ikke i tillid til min tro, men til Kristi ord. Om jeg er stærk eller svag, det overlader jeg til Gud. Men det ved jeg: at han befaler mig at gå derhen, spise og drikke osv., og at han giver mig sit legeme og blod. Det lyver ikke for mig og bedrager mig ikke.

57] Sådan gør vi nu også med barnedåben: Vi bærer barnet frem i den tanke og det håb, at det tror, og vi beder om, at Gud vil give det troen. Men det er ikke det, vi døber det på, men alene på, at Gud har befalet det. Hvorfor det? Fordi vi ved, at Gud ikke lyver. Jeg og min næste, ja, kort sagt alle mennesker kan tage fejl og bedrage, men Guds ord kan ikke tage fejl.

58] Derfor er det virkelig formastelige og klodsede ånder, der drager den slutning: Hvor troen ikke er rigtig, kan dåben heller ikke være rigtig. Det er ligesom hvis jeg ville slutte: Når jeg ikke tror, så er Kristus intet; eller: Når jeg ikke er lydig, så er far, mor og øvrighed intet. Er det en rigtig slutning, at når nogen ikke gør, hvad han skal, så skal sagen i sig selv være intet og ikke gælde? 59] Kære ven, vend det om, og slut hellere sådan: Netop derfor er dåben noget og rigtig, fordi man har taget forkert imod den. For hvis den ikke var rigtig i sig selv, kunne man ikke misbruge den eller synde imod den. Det hedder jo: Abusus non tollit, sed confirmat substantiam – misbrug tager ikke væsenet bort, men bekræfter det. For guld bliver ikke mindre guld af, at en skøge bærer det i synd og skam.

60] Derfor skal det stå fast, at dåben altid er rigtig og bevarer hele sit væsen, også selv om kun ét menneske blev døbt og oven i købet ikke troede rigtigt. For Guds ordning og ord kan ikke ændres eller forvandles af mennesker. 61] Men sværmerne er så forblindede, at de ikke ser Guds ord og befaling og ikke ser dåben og øvrigheden som andet end vand i bækken og i gryderne eller som et hvilket som helst andet menneske. Og fordi de ikke ser nogen tro eller lydighed, skal det heller ikke gælde noget i sig selv. 62] Her sidder en lumsk, oprørsk djævel, der gerne ville rive kronen af øvrigheden, så man bagefter kunne træde den under fode, og som desuden vil forvrænge og gøre alle Guds gerninger og ordninger til intet for os. 63] Derfor må vi være vågne og rustede og ikke lade os føre bort fra Ordet eller vende os fra det, så vi ikke lader dåben blive et blot og tomt tegn, sådan som sværmerne drømmer.

64] Til sidst skal man også vide, hvad dåben betyder, og hvorfor Gud har indstiftet netop sådan et ydre tegn og en sådan handling ved det sakramente, som vi først bliver optaget i kristenheden ved. 65] Handlingen er den, at man sænker os ned i vandet, så det går hen over os, og derefter trækker os op igen. Disse to ting, at synke ned under vandet og komme op igen, betyder dåbens kraft og gerning. Den er ikke andet end den gamle Adams dødelse og derefter det nye menneskes opstandelse, og begge dele skal foregå i os hele livet igennem. Et kristent liv er altså ikke andet end en daglig dåb, som én gang er begyndt, og som man siden altid lever i. For det skal ske uden ophør, så man hele tiden fejer ud, hvad der hører den gamle Adam til, og det kommer frem, som hører det nye menneske til. Hvad er så det gamle menneske? 66] Det er det, som vi har medfødt fra Adam: vredt, hadefuldt, misundeligt, ukyskt, griskt, dovent, hovmodigt, ja vantro, fuldt af alle laster og uden noget godt af natur. Når vi nu kommer ind i Kristi rige, skal alt dette tage af dag for dag, så vi jo længere, jo mere bliver mildere, mere tålmodige og mere sagtmodige og i stadig højere grad bryder med vantro, griskhed, had, misundelse og hovmod.

68] Det er den rette brug af dåben blandt de kristne, som dåben med vand betyder. Hvor det nu ikke sker, men man giver det gamle menneske frie tøjler, så det bare bliver stærkere, så er det ikke at bruge dåben, men at stride imod dåben. 69] For de, der er uden for Kristus, kan ikke andet end blive værre dag for dag, sådan som ordsproget siger, og det er sandheden: Altid værre; jo længere, jo ondere. 70] Var en mand stolt og grisk sidste år, så er han i år meget griskere og stoltere, så lasten vokser med ham fra ungdommen og tager til. Et lille barn har ingen særlig last ved sig; men når det vokser op, bliver det tøjlesløst og ukyskt, og når det når sin fulde manddom, begynder de rigtige laster for alvor, og det bliver værre jo længere, jo mere.

71] Derfor går det gamle menneske uhindret frem i sin natur, hvis man ikke standser og dæmper det ved dåbens kraft. Omvendt: Hvor mennesker er blevet kristne, tager det af dag for dag, indtil det går helt til grunde. Det er i sandhed at krybe ned i dåben og dagligt komme frem igen. 72] Det ydre tegn er altså indstiftet, ikke kun for at det skal virke med kraft, men også for at det skal betyde noget. 73] Hvor troen nu er til stede med sine frugter, er det ikke en tom betydning, men gerningen følger med. Men hvor troen ikke er, forbliver det et blot og ufrugtbart tegn.

74] Og her ser du, at dåben både med sin kraft og sin betydning også omfatter det tredje sakramente, som man har kaldt omvendelsen (bod), 75] for den er egentlig ikke andet end dåben. For hvad betyder omvendelse andet end at gå i alvor løs på det gamle menneske og træde ind i et nyt liv? Derfor: Når du lever i omvendelsen, så vandrer du i dåben, som ikke kun betyder et sådant nyt liv, men også virker det, begynder det og driver det frem. 76] For i den bliver der givet nåde, Ånd og kraft til at undertrykke det gamle menneske, så det nye kan komme frem og blive stærkt.

77] Derfor står dåben altid fast, og selv om nogen falder fra og synder, har vi dog altid adgang til den, så man igen kan kaste det gamle menneske under sig. 78] Men man behøver ikke at overøse os med vand igen. For selv om man lod sig sænke ned i vandet hundrede gange, er det dog ikke mere end én dåb; men gerningen og betydningen fortsætter og bliver ved. 79] Omvendelsen er altså ikke andet end en tilbagevenden og et nyt skridt hen til dåben, så man gentager og fortsætter det, som man før begyndte på, men alligevel holdt op med.

80] Det siger jeg, for at man ikke skal komme ind på den tanke, som vi længe har været fanget i, da vi mente, at det nu var forbi med dåben, så man ikke kunne bruge den mere, efter at vi igen var faldet i synd. Det kommer af, at man ikke ser på den som andet end en handling, der er sket én gang. 81] Og det stammer ganske vist fra, at Sankt Hieronymus har skrevet: «Omvendelsen er den anden planke [_tabula_, bræt], som vi må svømme i land på og komme over med, efter at skibet er forlist, det skib, som vi stiger om bord på og sejler over med, når vi kommer ind i kristenheden.» 82] Dermed er dåbens brug taget bort, så den ikke længere kan gavne os. Derfor er det ikke rigtigt sagt, eller i hvert fald ikke rigtigt forstået. For skibet går ikke i stykker, fordi det (som sagt) er Guds ordning og ikke vores værk. Men det sker nok, at vi glider og falder ud. Falder nogen ud, så skal han sørge for at svømme hen til det igen og holde sig fast i det, til han kommer om bord igen og sejler videre i det, sådan som han begyndte før.

83] Sådan ser man, hvilken høj og herlig ting dåben er: Den river os ud af djævelens gab, gør os til Guds ejendom, dæmper og tager synden bort, styrker derefter dagligt det nye menneske og fortsætter og bliver ved, indtil vi kommer fra denne elendighed til den evige herlighed.

84] Derfor skal enhver bruge dåben som en daglig klædning, som han altid skal gå i, så han hele tiden findes i troen og dens frugter, holder det gamle menneske nede og vokser op i det nye. 85] For vil vi være kristne, så må vi øve os i det, som gør os til kristne; 86] men falder nogen fra, så lad ham komme tilbage igen. For ligesom Kristus, nådestolen, ikke af den grund viger fra os eller forbyder os at komme til ham igen, selv om vi synder, sådan bliver også hele hans skat og gave. Når vi altså én gang har fået syndernes forladelse i dåben, så gælder den dog hver dag, så længe vi lever, det vil sige: så længe vi bærer det gamle menneske om halsen.