Fortale til den kristne Konkordiebog

1 Til alle og enhver, der læser disse vores skrifter: Vi, kurfyrster, fyrster og stænder i Det Hellige Romerske Rige i Tyskland, der holder fast ved Den Augsburgske Bekendelse og har underskrevet den med vores navne, kundgør og erklærer – hver efter sin værdighed og stand – vores hengivenhed, venskab og hilsen sammen med vores villige tjeneste.

[Stridsspørgsmålene]

2 Det er en enestående velgerning fra den almægtige Gud, at han i disse sidste tider og i denne verdens alderdom efter sin usigelige kærlighed, langmodighed og barmhjertighed har villet, at lyset fra hans evangelium og ord – og alene ved det modtager vi den sande frelse – efter den pavelige overtros mørke skulle bryde frem og skinne klart og rent i Tyskland, vores højt elskede fædreland. Af den grund blev der også ud fra Guds ord og profeternes og apostlenes allerhelligste skrifter udarbejdet en kort og koncis bekendelse. På rigsdagen i Augsburg i året 1530 blev den af vores højst gudfrygtige forfædre overrakt på tysk og latin til salig kejser Karl V og forelagt [alle] rigets stænder. Til sidst blev den offentligt udbredt blandt alle, der bekender sig til den kristne lære, og dermed i hele verden. Den blev spredt overalt og kom på alles læber og i alles tale.

3 Siden har mange kirker og skoler taget imod denne bekendelse og forsvaret den som denne tids symbol [dvs. bekendelsesskrift] i de vigtigste trosartikler, især dem, der var omstridte i striden med romerkirkens tilhængere og med forskellige forvanskninger af den himmelske lære [sekter]. I vedvarende enighed har de henholdt sig til den uden nogen strid eller tvivl. Den lære, som bekendelsen rummer, vidste de både var underbygget af faste vidnesbyrd fra Skriften og godkendt af de gamle, anerkendte symboler [dvs. de oldkirkelige trosbekendelser]. Derfor har de også bestandig anset den for den sandt troende kirkes eneste og blivende enighed, som tidligere blev forsvaret mod mange slags kætterier og vildfarelser og nu gentages.

4 Men ingen kan være uvidende om, at straks efter at dr. Martin Luther, denne fremragende og overordentlig gudfrygtige helt, var taget bort fra denne verden, oplevede Tyskland, vores kære fædreland, særdeles farlige tider og voldsomme rystelser. Under disse vanskeligheder, og mens et tidligere blomstrende og velordnet styre var sørgeligt splittet, arbejdede menneskenes fjende listigt på at så falsk lære og uenighed i kirker og skoler og at vække splittelse og forargelse. Ved disse kneb ville han forvanske den himmelske lære i dens renhed, overskære den kristne kærligheds og den gudfrygtige enigheds bånd og i endnu højere grad hindre og forsinke det allerhelligste evangeliums løb. Alle ved også, hvordan den himmelske læres fjender greb denne lejlighed til at tale nedsættende om vores kirker og skoler, til at finde et skjul for deres egne vildfarelser og til at drage forskræmte og vildfarne samvittigheder bort fra evangeliets rene lære, så de mere villigt ville bære og tåle pavedømmets slaveåg og også tage imod andre forvanskninger, der strider mod Guds ord.

5 For os kunne intet i sandhed være kærere, og intet burde efter vores mening søges mere inderligt og bedes mere om hos den almægtige Gud, end at både vores kirker og vores skoler var blevet ved den rene lære i Guds ord og i den gudfrygtige enighed i sindet, som vi så inderligt længes efter. Og vi ønskede, at de – sådan som det var, mens Luther endnu levede – var blevet ordnet efter det guddommelige ords rettesnor og givet videre til eftertiden på en gudfrygtig og fortræffelig måde. Vi ser imidlertid, at ligesom falske brødre i apostlenes tid førte forvanskninger ind i de menigheder, hvor apostlene selv havde plantet Kristi evangelium, sådan har en vred Gud for vores synders skyld og på grund af denne tids løsagtighed tilladt det samme over for vores kirker.

6 Vi husker derfor vores pligt, som vi ved, at Gud har pålagt os, og mener, at vi flittigt må tage fat på arbejdet med at bekæmpe de falske lærdomme i vores lande og riger. De er blevet udbredt dér og sniger sig lidt efter lidt så at sige ind i menneskers fortrolige omgang og bekendtskab. Vi må også sørge for, at undersåtterne under vores styre kan blive ved på gudsfrygtens lige vej og i den himmelske læres sandhed, sådan som den er erkendt og hidtil bevaret og forsvaret, og at de ikke tillades at blive ført bort fra den. Med dette var dels vores højt ærede forgængere, dels vi selv ivrigt i gang, da kurfyrsterne i Kristi år 1558 holdt rigsdag i Frankfurt am Main. Ved den lejlighed blev det enstemmigt besluttet, at der skulle holdes et særligt, fælles møde. Dér skulle vi grundigt, men alligevel venskabeligt drøfte de anklager, som vores modstandere ondsindet rejser mod [os og] vores kirker og skoler.

[Mødet i Naumburg 1561]

7 Efter disse overvejelser samledes vores gudfrygtige og fortræffelige forgængere, hvis minde vi ærer, sammen med nogle af os i Naumburg i Thüringen. Ved den lejlighed tog vi Den Augsburgske Bekendelse frem, den bekendelse, som blev overrakt kejser Karl V på rigets store forsamling i Augsburg i året 1530, og som vi allerede har nævnt flere gange. Denne gudfrygtige bekendelse er bygget på sandhedens faste vidnesbyrd, som ikke kan rokkes, og som er udtrykt i Guds ord, og den underskrev vi alle med ét sind. På den måde ville vi naturligvis sørge for eftertidens bedste og så vidt muligt gøre de kommende slægter i stand til at undgå falske lærdomme, der strider mod Guds ord, og tilskynde dem til det. Det gjorde vi også i den hensigt, at der både over for Hans Kejserlige Majestæt, vores allernådigste herre, og over for alle i det hele taget kunne stå et blivende vidnesbyrd om, at det aldrig har været vores hensigt at forsvare eller udbrede nogen ny og fremmed lære, men at vi med Guds hjælp ønskede bestandigt at fastholde og bevare den sandhed, som vi bekendte i Augsburg i året 1530. Vi nærede også et velbegrundet håb om, at ikke alene de, der modsætter sig den rene evangeliske lære, på denne måde ville holde op med deres opdigtede beskyldninger og anklager, men at også andre gode og velvillige mennesker ville blive draget af denne vores fornyede og gentagne bekendelse. Så ville de med større iver og omhu søge og udforske sandheden i den himmelske lære, som alene er vores vejleder til frelse, og for deres sjæls frelse og evige saligheds skyld give den deres tilslutning, mens al videre strid og disputats blev afvist.

[Mødet i Naumburg mislykkedes]

8 Men med stor uro i sindet erfarede vi, at denne vores erklæring og denne gentagelse af en gudfrygtig bekendelse vejede alt for lidt hos vores modstandere, og at hverken vi eller vores kirker blev befriet for de grove, fordomsfulde bagvaskelser, som de havde udbredt om os blandt folket. Vi erfarede også, at den sande religions modstandere opfattede det, vi havde gjort i den bedste hensigt og mening, som om vi var så usikre på vores [trosbekendelse og] religion og så ofte havde omstøbt den fra den ene formulering til den anden, at hverken vi eller vores teologer længere vidste, hvilken bekendelse der engang blev overrakt kejseren i Augsburg. Disse opdigtelser fra modstandernes side har skræmt mange gode mennesker bort fra vores kirker, skoler, lære, tro og bekendelse og gjort dem fremmede over for dem. Hertil kommer den ulempe, at der under påskud af Den Augsburgske Bekendelse hist og her i kirker og skoler blev ført en lære ind, der strider mod indstiftelsen af Kristi legemes og blods hellige nadver, foruden andre forvanskninger.

9 Da nogle gudfrygtige mænd, der elskede fred og enighed, og desuden lærde teologer havde lagt mærke til alt dette, mente de, at disse bagvaskelser og den religiøse uenighed, der hele tiden voksede, ikke kunne imødegås bedre end ved, at de omstridte artikler blev grundigt og nøjagtigt fremstillet og forklaret ud fra Guds ord, at de falske lærdomme blev forkastet og fordømt, og at den sandhed, Gud har overleveret, til gengæld blev fremlagt klart og tydeligt. De var nemlig overbeviste om, at man ad denne vej både kunne bringe modstanderne til tavshed og vise de mere enfoldige og gudfrygtige en sikker vej og plan for, hvordan de skulle forholde sig i denne uenighed, så de med hjælp fra Guds nåde også i fremtiden kunne undgå forvanskninger af læren.

10 Først sendte teologerne derfor hinanden nogle ret udførlige skrifter om dette emne, hentet fra Guds ord. I dem viste de klart og dygtigt, hvordan disse stridigheder, som ikke var uden forargelse for kirkerne, kunne bilægges og fjernes, uden at evangeliets sandhed led noget tab. Resultatet ville nemlig blive, at modstanderne fik frataget de anledninger og påskud til bagvaskelse, som de søgte. Til sidst tog de fat på de omstridte artikler og gennemtænkte og forklarede dem nøjagtigt og i gudsfrygt. Derefter fremlagde de udførligt i et særligt skrift, hvordan og ad hvilken vej den uenighed, der var opstået, kunne bilægges på ret og gudfrygtig vis.

11 Efter at være blevet underrettet om teologernes gudfrygtige forehavende har vi ikke alene godkendt det, men også ment, at vi med stor alvor og iver burde fremme det i betragtning af det embede og den pligt, som Gud har betroet os.

[Mødet i Torgau 1576]

12 Derfor sammenkaldte vi, af Guds nåde hertug af Sachsen, kurfyrste osv., efter råd fra nogle andre kurfyrster og fyrster, som er enige med os i religionen, i året 1576 nogle fremtrædende teologer til Torgau. De var mindst af alle under mistanke, de var erfarne og udrustet med fremragende lærdom, og formålet var at fremme den gudfrygtige plan om enighed blandt kirkens lærere. Da de var samlet, rådførte de sig fromt med hinanden om de omstridte artikler og om det fredsdokument, som vi netop har nævnt. Efter først at have bedt til den almægtige Gud og givet ham lov og ære, samlede de med usædvanlig omhu og flid – mens Herrens Ånd hjalp dem med sin nåde – i et meget godt og passende skrift alt det, der syntes at høre med til og være nødvendigt for denne drøftelse. Derefter blev denne bog sendt til nogle af de førende tilhængere af Den Augsburgske Bekendelse, kurfyrster, fyrster og stænder. De blev bedt om selv, med hjælp fra de mest fremtrædende og lærde teologer, at læse den med stor omhu og gudfrygtig iver, gennemgå den grundigt og skrive deres mening og kritik ned. Til sidst skulle de udtale deres dom over helheden og hver enkelt del og begrunde den. 13 Da vi havde modtaget disse bedømmelser, fandt vi i dem mange gudfrygtige og nyttige forslag til, hvordan den udsendte fremstilling af den rene kristne lære med vidnesbyrd fra Den Hellige Skrift kunne befæstes og styrkes mod forvanskninger og fordrejninger, så ugudelige lærdomme ikke med tiden skulle kunne skjule sig under dens dække, men en helt usminket fremstilling af den rene sandhed kunne overleveres til eftertiden. Derfor blev den nævnte bog om gudfrygtig enighed udarbejdet ud fra det, der blev anset for det bedste af det, vi modtog, og fuldendt i den form, den nu vil blive fremlagt i.

14 Derefter lod nogle af os (for på det tidspunkt kunne hverken vi alle eller visse andre gøre det på grund af forskellige hindringer) denne bog læse tydeligt op, artikel for artikel, for teologerne og for kirkernes og skolernes tjenere, samlet og hver for sig. Vi lod dem også opfordre til omhyggeligt og nøjagtigt at overveje de dele af læren, som bogen indeholder.

15 Da de så, at forklaringen af de omstridte artikler først og fremmest stemte overens med Guds ord og dernæst med Den Augsburgske Bekendelse, tog de imod denne konkordiebog med stor villighed og under tak til Gud som et udtryk for Den Augsburgske Bekendelses gudfrygtige og ægte mening. De havde frivilligt og grundigt overvejet og gennemtænkt den, og de godkendte den, underskrev den og aflagde offentligt vidnesbyrd om den med hjerte, mund og hånd. Derfor kaldes denne gudfrygtige overenskomst – og den vil for altid blive kaldt – ikke blot den enige og samstemmende bekendelse fra nogle få af vores teologer, men i det hele taget bekendelsen fra præsterne i vores kirker og skolernes rektorer, samlet og hver for sig, i vores lande og riger.

[Den Augsburgske Bekendelses betydning]

16 De forhandlinger, som vi og vores berømte forgængere indledte med gudfrygtig og oprigtig hensigt, først i Frankfurt am Main og siden i Naumburg, og som blev nedskrevet, nåede ikke det mål og den fredelige ordning, man ønskede. Nogle søgte endda i dem et forsvar for vildfarelser og falske lærdomme. Men det var aldrig faldet os ind med dette vores skrift at indføre, dække over eller fastslå nogen falsk lære eller i mindste måde at vige fra den bekendelse, der blev overgivet i Augsburg i året 1530. Tværtimod fastholdt alle vi, som deltog i forhandlingerne i Naumburg, den helt og fuldt, og vi lovede desuden, at hvis der med tiden skulle ønskes noget med hensyn til Den Augsburgske Bekendelse, eller så ofte det syntes nødvendigt, ville vi forklare alt yderligere, grundigt og udførligt. Det er grunden til, at vi i denne konkordiebog i stor og gudfrygtig enighed har udarbejdet en erklæring om vores faste og varige vilje og en gentagelse af vores kristne tro og bekendelse. Modstanderne kommer med beskyldninger, som de har spundet ud af deres eget hoved, og praler med, at ikke engang vi selv ved med sikkerhed, hvad der er den sande og ægte Augsburgske Bekendelse. For at ingen skal lade sig forvirre af dette, og for at både de, der nu lever, og eftertiden klart og fast kan blive undervist og oplyst om, hvilken gudfrygtig bekendelse både vi og kirkerne og skolerne i vores lande til enhver tid har bekendt og holdt fast ved, erklærer vi med eftertryk: Næst efter Guds ords rene og uforanderlige sandhed vil vi alene holde os til den første Augsburgske Bekendelse, som blev overgivet til kejser Karl V i året 1530 på den berømte rigsdag i Augsburg (den alene, siger vi), og ingen anden. Afskrifter af den ligger i arkiverne hos vores forgængere, hvis minde vi ærer, og som selv overgav den til Karl V på rigsdagen. For ikke at forsømme den yderste omhu har vi ladet troværdige mænd sammenligne disse afskrifter med det eksemplar, som blev overgivet til kejseren selv og opbevares i Det Hellige Romerske Riges arkiv. Vi er sikre på, at vores eksemplarer, både det latinske og det tyske, i alt stemmer overens med det og har samme mening. Derfor har vi også villet indføje den bekendelse, der dengang blev overgivet, i vores forklaring, som fremlægges hermed, altså i Konkordiebogen, så alle kan forstå, at vi har besluttet ikke at tåle nogen anden lære i vores lande, kirker og skoler end den, som i året 1530 blev godkendt i Augsburg i en højtidelig bekendelse af de førnævnte kurfyrster, fyrster og rigets stænder. Denne bekendelse vil vi også med Guds hjælp holde fast ved til vores sidste åndedrag, når vi går bort fra dette liv til det himmelske fædreland for med glad og uforfærdet sind og med en ren samvittighed at træde frem for vor Herre Jesu Kristi domstol. Vi håber derfor, at vores modstandere fremover vil skåne både os og præsterne i vores kirker og ikke længere fremføre de sædvanlige og meget grove beskyldninger om, at vi ikke kan blive enige med hinanden om noget sikkert i vores tro, og at vi derfor smeder nye bekendelser næsten hvert år, ja, endda hver måned.

[Den anden udgave af Den Augsburgske Bekendelse]

17 Hvad angår den anden udgave af Den Augsburgske Bekendelse, som også nævnes i forhandlingerne i Naumburg, bemærker vi, hvad der også er kendt af alle: Nogle har under påskud af ordlyden i denne senere udgave villet dække over og skjule forvanskninger med hensyn til nadveren og andre vildfarelser, og de har forsøgt at påtvinge et uvidende folk dem gennem trykte skrifter. De har heller ikke ladet sig bevæge af de tydelige ord i Den Augsburgske Bekendelse (den, der først blev overgivet), som åbenlyst forkaster disse vildfarelser, og som viser en helt anden mening end den, de ønsker. Derfor har vi besluttet i dette skrift offentligt at bevidne og gøre alle bekendt, at vi hverken dengang eller nu på nogen måde har villet forsvare, undskylde eller godkende falske og ugudelige lærdomme og meninger, som kan ligge skjult under visse ords dække, som om de stemte overens med evangeliets lære. Vi har aldrig godtaget den senere udgave i en betydning, der på noget punkt afveg fra den første, som blev overgivet. Vi mener heller ikke, at andre nyttige skrifter af dr. Philipp Melanchthon eller af Brenz, Urbanus Rhegius, Pomeranus (Johannes Bugenhagen) osv. skal forkastes og fordømmes, for så vidt de i alt stemmer overens med den norm, som er fremlagt i Konkordiebogen.

18 Ganske vist drog modstanderne nogle teologer, deriblandt Luther selv, mod deres vilje ind i stridigheder om den personlige forening af de to naturer i Kristus, når de behandlede nadveren. Alligevel bevidner vores teologer i Konkordiebogen og ved den norm for den sunde lære, som findes i den, at det er både vores faste og varige opfattelse og denne bogs opfattelse, at fromme mennesker med hensyn til nadveren ikke skal henvises til noget andet grundlag end indstiftelsesordene i vor Herre Jesu Kristi testamente. For da han er både almægtig og sanddru, er det let for ham at gøre det, som han både har indstiftet og lovet i sit ord. Og så længe modstanderne ikke angriber dette grundlag, vil vores teologer ikke strides om andre bevismåder i denne slags argumentation, men i troens sande enfold holde fast ved Kristi helt klare ord. Den fremgangsmåde er den sikreste og egner sig bedst til at undervise ulærde mennesker, for de forstår ikke det, der er drøftet mere indgående. Men modstanderne angriber denne vores påstand og den enkle mening af ordene i Kristi testamente, forkaster dem som ugudelige og i strid med den sande tros natur og hævder til sidst, at de strider mod Den apostolske trosbekendelse (især med udsagnene om Guds Søns menneskevorden, hans himmelfart og hans sidden ved Guds almægtige krafts og majestæts højre hånd) og derfor er falske. Derfor må det ved en sand og grundig udlægning af disse artikler påvises, at vores opfattelse hverken afviger fra Kristi ord eller fra disse artikler.

[Konkordiebogen]

19 Hvad angår de vendinger og udtryksformer, der bruges i denne konkordiebog, når vi taler om den menneskelige naturs majestæt i Kristi person, ophøjet og sat ved Guds højre hånd, gælder følgende: For at fjerne al spidsfindig mistanke og alle anledninger til anstød, som kunne opstå af de forskellige betydninger af ordet abstrakt (sådan som både skolerne og fædrene hidtil har brugt dette ord), vil vores teologer med tydelige og udtrykkelige ord bevidne, at denne majestæt på ingen måde skal tillægges Kristi menneskelige natur uden for den personlige forening. Vi skal heller ikke indrømme, at den menneskelige natur (selv i den personlige forening) besidder denne majestæt som sin egen eller i sig selv væsensmæssigt, formelt, habituelt eller subjektivt. (Skolerne holder af disse udtryk, selv om de ikke er godt latin.) For hvis vi gjorde denne måde at tale og lære på til vores egen, ville den guddommelige og den menneskelige natur med deres egenskaber blive sammenblandet, og den menneskelige natur ville med hensyn til sit væsen og sine egenskaber blive gjort lig med den guddommelige, ja, den ville helt blive fornægtet. Derfor mener teologerne, at vi skal tro, at dette sker efter den hypostatiske forenings måde og ordning, sådan som den lærde oldkirke varsomt har talt om denne sag: Det er en hemmelighed så stor, at den overgår alle vores naturlige evners og vores forstands kræfter.

20 Hvad angår fordømmelserne, irettesættelserne og afvisningerne af ugudelige lærdomme, og især af den lære, der er opstået om Herrens nadver, så måtte de udtrykkeligt fremlægges i vores erklæring og grundige forklaring og afgørelse af de omstridte artikler. Det skete ikke kun, for at alle skulle tage sig i agt for disse fordømte lærdomme; der var også andre grunde til, at de på ingen måde kunne forbigås. Det er altså på ingen måde vores hensigt og formål at fordømme de mennesker, der farer vild af en vis enfoldighed i sindet, men som ikke er spottere af den himmelske læres sandhed – og endnu mindre hele kirker, hvad enten de hører under Det Romerske Rige af tysk nation eller findes andre steder. Tværtimod har det været vores hensigt og vilje på denne måde åbent at irettesætte og fordømme alene de sværmeriske meninger og deres hårdnakkede og gudsbespottende lærere (som efter vores dom på ingen måde bør tåles i vores lande, kirker og skoler), fordi disse vildfarelser strider mod Guds udtrykkelige ord, så de ikke kan forliges med det. Vi har også gjort det, for at alle gudfrygtige kunne blive advaret og omhyggeligt undgå dem. For vi er slet ikke i tvivl om, at der også i de kirker, som hidtil ikke har været enige med os i alt, findes mange gudfrygtige og på ingen måde onde mennesker. De følger deres egen enfoldighed og forstår ikke selve sagen ret, men de billiger på ingen måde de bespottelser, som slynges ud mod den hellige nadver, sådan som den forvaltes i vores kirker efter Kristi indstiftelse og med alle gode menneskers enstemmige tilslutning læres i overensstemmelse med selve testamentets ord. Vi har også et stort håb om, at hvis de blev undervist ret om alt dette, så ville de med Herrens Ånds hjælp blive enige med os og med vores kirker og skoler om Guds ords ufejlbarlige sandhed. Det påhviler bestemt især alle teologer og kirkens tjenere med passende mådehold at undervise også dem, der af en vis enfoldighed eller af uvidenhed er faret vild fra sandheden. De skal ud fra Guds ord vise dem den fare, deres frelse er i, og styrke dem mod forvanskningerne, så ikke alle går til grunde, mens blinde fører blinde. Derfor vidner vi med dette skrift for den almægtige Guds åsyn og for hele kirken, at det aldrig har været vores hensigt med denne gudfrygtige enhedsformel at skabe besvær eller fare for de gudfrygtige, som i dag lider forfølgelse. For ligesom vi af kristen kærlighed allerede har taget del i deres sorg, sådan forfærdes vi over den forfølgelse og det meget grusomme tyranni, som med så stor hårdhed udøves mod disse stakkels mennesker, og vi afskyr det af hjertet. For vi samtykker på ingen måde i udgydelsen af dette uskyldige blod. Det vil uden tvivl blive krævet med stor strenghed af forfølgerne ved Herrens frygtelige dom og for Kristi domstol, og de skal da helt sikkert aflægge et meget strengt regnskab og lide en forfærdelig straf.

21 Hvad disse sager angår, har det (som vi har nævnt ovenfor) altid været vores hensigt, at der i vores lande, riger, skoler og kirker ikke skal forkyndes og nøjagtigt fremlægges nogen anden lære end den, der er grundlagt på Guds ord og indeholdt i Den Augsburgske Bekendelse og Apologien (og det vel at mærke, når de forstås ret i deres sande mening), og at meninger, der strider mod dem, ikke skal tillades. Det var netop med denne hensigt, at denne enighedsformel blev påbegyndt og fuldført. Derfor erklærer og bevidner vi endnu en gang for Gud og alle mennesker, at vi i erklæringen om de omstridte artikler, som allerede er nævnt flere gange, ikke indfører en ny bekendelse eller en anden end den, der i året 1530 blev overrakt salig kejser Karl V. Vi har tværtimod villet føre vores kirker og skoler først og fremmest til Den Hellige Skrifts kilder og til trosbekendelserne og dernæst til Den Augsburgske Bekendelse, som vi har nævnt før. Vi formaner på det alvorligste til, at især de unge mænd, der uddannes til det hellige embede i kirker og skoler, bliver undervist trofast og omhyggeligt i den, så den rene lære og bekendelsen af vores tro ved Helligåndens hjælp kan bevares og udbredes også til vores efterkommere, indtil Jesu Kristi, vores eneste Forløser og Frelsers, herlige komme. Da det altså forholder sig sådan, og da vi – undervist af profeternes og apostlenes skrifter – er visse på vores lære og bekendelse, og vores sind og samvittighed ved Helligåndens nåde er blevet styrket endnu mere, har vi ment, at denne Konkordiebog burde udgives. For det syntes yderst nødvendigt, at der midt i så mange vildfarelser, som er opstået i vores tid, og midt i så mange anledninger til forargelse, uenigheder og disse langvarige stridigheder, skulle findes en gudfrygtig forklaring af og enighed om alle disse stridsspørgsmål, hentet fra Guds ord, så man efter dens bestemmelser kunne skelne og adskille den rene lære fra den falske.

22 Sagen er desuden vigtig, fordi urolige og stridslystne mennesker, som ikke vil lade sig binde til nogen formel for den rene lære, ikke skal have frihed til efter eget forgodtbefindende at vække stridigheder, der giver anledning til forargelse, og til at udbrede og kæmpe for overspændte meninger. For resultatet af den slags bliver til sidst, at den rene lære formørkes og går tabt, og at intet bliver givet videre til efterkommerne ud over akademiske meninger og tvivlrådig tilbageholdenhed med at tage stilling. Til disse overvejelser kom også dette: I overensstemmelse med det embede, Gud har betroet os, forstår vi, at vi skylder vores undersåtter at drage omsorg for det, der hører dette liv og det kommende liv til. Vi skylder dem med den største alvor og efter bedste evne at tage os af det, der fremmer Guds navn og ære og udbredelsen af hans ord (og alene fra det håber vi på frelse), freden og roen i kirker og skoler og belæringen og trøsten af urolige samvittigheder. Det gælder så meget mere, som vi ved med sikkerhed, at mange gode og oprigtige mennesker af både højeste og laveste stand allerede har ventet på dette gavnlige værk for kristen enighed med ængstelige bønner og den største længsel. For fra begyndelsen af dette fredsværk har vi ikke været af den mening, og det er vi heller ikke nu, at dette så gavnlige og yderst nødvendige enighedsværk skulle holdes borte fra menneskers øjne og helt skjules, og at den himmelske sandheds lys skulle sættes under en skæppe eller et bord. Derfor bør vi på ingen måde udskyde udgivelsen. Vi tvivler heller ikke på, at alle gudfrygtige, som elsker den himmelske sandhed og den enighed, der behager Gud, sammen med os vil billige dette gavnlige, nyttige, gudfrygtige og yderst nødvendige foretagende, og at de vil handle sådan, at intet mangler fra deres side, selv om det kræver den største anstrengelse, så Guds ære og det fælles vel i både timelige og evige ting kan fremmes.

[Afslutning]

23 Vi har altså (for til slut at gentage, hvad vi har nævnt flere gange ovenfor) i dette enighedsværk på ingen måde villet udtænke noget nyt eller vige fra den himmelske læres sandhed, som både vores forfædre, berømte for deres gudsfrygt, og vi selv har anerkendt og bekendt. Vi mener den lære, der er hentet fra profeternes og apostlenes skrifter og indeholdt i de tre oldkirkelige trosbekendelser, i Den Augsburgske Bekendelse, som i året 1530 blev overrakt salig kejser Karl V, dernæst i Apologien, som blev føjet til den, i De Schmalkaldiske Artikler og til sidst i begge katekismer af den fremragende mand dr. Luther. Derfor har vi også besluttet ikke at vige en fingerbredde, hverken fra selve sagerne eller fra de udtryk, der findes i dem, men med Herrens Ånds hjælp standhaftigt og i den største enighed at holde fast ved denne gudfrygtige overenskomst. Og vi agter at bedømme alle stridigheder efter denne sande rettesnor og erklæring af den rene lære. Dernæst har vi også besluttet og ønsket at holde fred og enighed med de øvrige kurfyrster, fyrster og stænder i Det Hellige Romerske Rige og med andre konger, fyrster og stormænd i den kristne verden i overensstemmelse med Det Hellige Riges forfatning og de overenskomster, vi har med dem, og at yde enhver efter hans stand alle de pligter, vi skylder, sammen med venskabets tjenester.

24 Efter at vi nu har gjort vores hensigter kendt, vil vi desuden med stor strenghed og den mest brændende iver arbejde for at forsvare dette enighedsværk ved omhyggelige visitatser af kirkerne og skolerne i vores riger, ved tilsyn med trykkerierne og ved andre gavnlige midler, alt efter de anledninger og omstændigheder, der måtte byde sig for os selv og andre. Skulle allerede bilagte stridigheder blusse op igen, eller skulle der opstå nye stridigheder om religionen, vil vi også gøre os umage for at fjerne og bilægge dem i tide uden lange og farlige omveje, så forargelse undgås.

25 Som et åbenlyst vidnesbyrd om dette har vi i stor enighed skrevet vores navne under og sat vores segl herunder: –

Ludwig, pfalzgreve ved Rhinen, kurfyrste. August, hertug af Sachsen, kurfyrste. Johann Georg, markgreve af Brandenburg, kurfyrste. Joachim Friedrich, markgreve af Brandenburg, administrator af ærkestiftet Magdeburg. Johann, biskop af Meissen. Eberhard, biskop af Lübeck, administrator af stiftet Verden. Philipp Ludwig, pfalzgreve ved Rhinen. Formynderne for Friedrich Wilhelm og Johann, hertuger af Sachsen. Formynderne for Johann Casimir og Johann Ernst, hertuger af Sachsen. Georg Friedrich, markgreve af Brandenburg. Julius, hertug af Braunschweig og Lüneburg. Otto, hertug af Braunschweig og Lüneburg. Heinrich den Yngre, hertug af Braunschweig og Lüneburg. Wilhelm den Yngre, hertug af Braunschweig og Lüneburg. Wolfgang, hertug af Braunschweig og Lüneburg. Ulrich, hertug af Mecklenburg. Formynderne for Johann og Sigismund August, hertuger af Mecklenburg. Ludwig, hertug af Württemberg. Formynderne for Ernst og Jakob, markgrever af Baden. Georg Ernst, greve og herre af Henneberg. Friedrich, greve af Württemberg og Mömpelgard. Johann Günther, greve af Schwarzburg. Wilhelm, greve af Schwarzburg. Albrecht, greve af Schwarzburg. Emich, greve af Leiningen. Philipp, greve af Hanau. Gottfried, greve af Oettingen. Georg, greve og herre til Castell. Heinrich, greve og herre til Castell. Otto, greve af Hoya og Bruchhausen. Johann, greve af Oldenburg og Delmenhorst. Johann Hoyer, greve af Mansfeld. Bruno, greve af Mansfeld. Hoyer Christoph, greve af Mansfeld. Peter Ernst den Yngre, greve af Mansfeld. Christoph, greve af Mansfeld. Albrecht Georg, greve af Stolberg. Wolfgang Ernst, greve af Stolberg. Ludwig, greve af Gleichen. Karl, greve af Gleichen. Ernst, greve af Regenstein. Boto, greve af Regenstein. Ludwig, greve af Löwenstein. Heinrich, friherre af Limpurg, Semperfrei. Georg, friherre af Schönburg. Wolfgang, friherre af Schönburg. Anarg Friedrich, friherre af Wildenfels. Borgmester og råd i byen Lübeck. Borgmester og råd i byen Lüneburg. Borgmester og råd i byen Hamborg. Rådet i byen Braunschweig. Borgmester og råd i byen Landau. Borgmester og råd i byen Münster i Gregoriental. Rådet i byen Goslar. Borgmester og råd i byen Ulm. Borgmester og råd i byen Esslingen. Rådet i byen Reutlingen. Borgmester og råd i byen Nördlingen. Borgmester og råd i Rothenburg ved Tauber. Borgmester og råd i byen Hall i Schwaben. Borgmester og råd i byen Heilbronn. Borgmester og råd i byen Memmingen. Borgmester og råd i byen Lindau. Borgmester og råd i byen Schweinfurt. Rådet i byen Donauwörth. Kæmner og råd i byen Regensburg. Borgmester og råd i byen Wimpfen. Borgmester og råd i byen Giengen. Borgmester og råd i Bopfingen. Borgmester og råd i byen Aalen. Borgmester og råd i byen Kaufbeuren. Borgmester og råd i byen Isny. Borgmester og råd i byen Kempten. Rådet i byen Göttingen. Borgmester og råd i byen Leutkirch. Hele stadsstyret i byen Hildesheim. Borgmester og råd i byen Hameln. Borgmester og rådmænd i byen Hannover. Rådet i Mühlhausen. Rådet i Erfurt. Rådet i byen Einbeck. Rådet i byen Northeim.