De tre oldkirkelige trosbekendelser

Den apostolske trosbekendelse

Jeg tror på Gud Fader, den almægtige, himlens og jordens skaber.

Og på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til helvede, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaren til himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.

Jeg tror på Helligånden, en hellig kristen kirke [latin «catholicam»; i den danske gudstjeneste siges «den hellige, almindelige kirke»], de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og et evigt liv. Amen.

Den nikænske trosbekendelse

Jeg tror på én eneste almægtig Gud, Faderen, skaber af himmel og jord, af alt, hvad der er synligt og usynligt.

Og på én eneste Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen før al verden, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt; som for os mennesker og for vor frelses skyld er kommet ned fra himlen og er blevet kød ved Helligånden af Jomfru Maria og er blevet menneske, er også korsfæstet for os under Pontius Pilatus, har lidt og er begravet og på tredje dag opstået efter Skriften og er opfaret til himlen og sidder ved Faderens højre hånd og skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde; og hans rige skal ingen ende have.

Og på Herren, Helligånden, som gør levende, som udgår fra Faderen og Sønnen, som tilbedes og æres sammen med Faderen og Sønnen, og som har talt gennem profeterne. Og én eneste, hellig, kristen, apostolsk kirke. Jeg bekender én eneste dåb til syndernes forladelse og venter på de dødes opstandelse og den kommende verdens liv. Amen.

Den athanasianske trosbekendelse

Den, der vil blive frelst, må frem for alt have den rette kristne tro.

Den, der ikke bevarer den hel og ren, vil uden tvivl gå evigt fortabt.

Men dette er den rette kristne tro, at vi ærer én eneste Gud i tre personer og tre personer i én guddom,

uden at blande personerne sammen eller dele det guddommelige væsen.

Faderen er én person, Sønnen er en anden, Helligånden en anden.

Men Faderen og Sønnen og Helligånden er én eneste Gud, lige i herlighed, lige i evig majestæt.

Som Faderen er, sådan er Sønnen, og sådan er også Helligånden.

Faderen er ikke skabt, Sønnen er ikke skabt, Helligånden er ikke skabt.

Faderen er umålelig, Sønnen er umålelig, Helligånden er umålelig.

Faderen er evig, Sønnen er evig, Helligånden er evig;

og dog er der ikke tre evige, men én evig,

ligesom der heller ikke er tre uskabte eller tre umålelige, men én uskabt og én umålelig.

På samme måde er Faderen almægtig, Sønnen almægtig, Helligånden almægtig;

og dog er der ikke tre almægtige, men én almægtig.

Således er Faderen Gud, Sønnen Gud, Helligånden Gud;

og dog er der ikke tre guder, men én Gud.

Således er Faderen Herre, Sønnen Herre, Helligånden Herre;

og dog er der ikke tre herrer, men én Herre.

For ligesom vi efter den kristne sandhed må bekende hver person for sig som Gud og Herre,

sådan kan vi i den kristne tro ikke sige, at der er tre guder eller tre herrer.

Faderen er ikke af nogen, hverken gjort, skabt eller født.

Sønnen er af Faderen alene, ikke gjort eller skabt, men født.

Helligånden er af Faderen og Sønnen, ikke gjort, ikke skabt, ikke født, men udgående.

Altså er der én Fader, ikke tre fædre; én Søn, ikke tre sønner; én Helligånd, ikke tre helligånder.

Og blandt disse tre personer er ingen den første, ingen den sidste, ingen den største, ingen den mindste,

men alle tre personer er indbyrdes lige evige og lige store,

så der, som sagt, skal æres tre personer i én guddom og én Gud i tre personer.

Den, der vil blive frelst, må altså tænke sådan om de tre personer i Gud.

Men det er også nødvendigt til den evige frelse, at man trofast tror, at Jesus Kristus, vor Herre, er sandt menneske.

Dette er altså den rette tro, at vi tror og bekender, at vor Herre Jesus Kristus, Guds Søn, er Gud og menneske:

Gud er han, født af Faderens natur før verden; menneske er han, født af moderens natur i verden;

fuldkommen Gud, fuldkomment menneske med fornuftig sjæl og menneskeligt legeme;

lig Faderen efter guddommen, mindre end Faderen efter menneskeheden;

og skønt han er Gud og menneske, er han dog ikke to, men én Kristus –

én, ikke fordi guddommen er forvandlet til menneskehed, men fordi guddommen har taget menneskeheden til sig.

Ja, én er han, ikke fordi de to naturer er blandet sammen, men fordi han er én eneste person.

For ligesom legeme og sjæl er ét menneske, sådan er Gud og menneske én Kristus,

som har lidt for vor frelses skyld, er nedfaret til helvede og på tredje dag opstået fra de døde,

opfaren til himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd,

hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.

Og når han kommer, skal alle mennesker opstå med deres egne legemer

og aflægge regnskab for, hvad de har gjort;

og de, der har gjort det gode, skal gå ind til det evige liv, men de, der har gjort det onde, til den evige ild.

Dette er den rette kristne tro; den, der ikke tror den fast og trofast, kan ikke blive frelst.