Indledning til Andet Petersbrev

At der, som Eusebius beretter, tidligere har været tvivl om dette brev, bør ikke holde os fra at læse det. For hvis man blot holder sig til menneskers myndighed, ville der – eftersom han ikke tilføjer, hvem der har rejst spørgsmålet – ikke være grund til at tillægge dem mere vægt end ukendte mennesker. Og bagefter tilføjer han, at det mange steder er blevet modtaget uden indvendinger. Mere bevæger det mig, hvad Hieronymus skriver: at nogle på grund af forskellen i stil ikke mente, at Peter var forfatteren. For selvom man kan påvise en vis lighed, indrømmer jeg dog, at der er en tydelig forskel, som tyder på forskellige forfattere. Der er også andre sandsynlige formodninger, som man kan slutte ud fra, at det snarere er en andens end Peters. Samtidig er alle enige om, at det ikke indeholder noget, som er Peter uværdigt, ja, at det overalt udtrykker den apostoliske ånds kraft og nåde. Hvis det nu modtages som kanonisk, må man indrømme, at Peter er dets forfatter, eftersom det ikke alene bærer hans navn, men han også selv vidner om, at han har levet sammen med Kristus. Og det ville være uværdigt for en Kristi tjener at foregive at være en anden. Derfor fastslår jeg: Anses brevet for troværdigt, er det udgået fra Peter – ikke sådan, at han selv har skrevet det, men sådan, at en af hans disciple på hans befaling har samlet det, som tidens nød krævede. For det er sandsynligt, at han dengang var i sin høje alderdom; han siger jo, at han er døden nær. Og det kan være, at han på de frommes anmodning har tilladt, at dette vidnesbyrd om hans sind blev nedskrevet kort før hans død, så det efter hans død kunne have nogen betydning til at styrke de gode og holde de ugudelige tilbage. I hvert fald, da Kristi Ånds majestæt viser sig i alle brevets dele, holder min samvittighed mig fra helt at forkaste det, selvom jeg ikke her genkender Peters egentlige sprogbrug. Men da det ikke står fast, hvem forfatteren er, vil jeg tillade mig at bruge snart navnet Peter, snart betegnelsen apostlen, i flæng. Nu kommer jeg til indholdet, som det er nok at angive kort. Formålet er, at de, der én gang har bekendt den rette tro på Kristus, skal svare til deres kaldelse helt til det sidste. Efter at han altså på storslået vis har lovprist Guds nåde, anbefaler han dem et helligt liv, for Gud plejer i reglen at straffe hyklernes falske påskud af hans navn med en frygtelig forblindelse; men omvendt øger han sine gaver hos dem, der virkelig og af hjertet har taget imod gudfrygtighedens lære. Derfor formaner han dem til at bekræfte deres kaldelse ved et gudfrygtigt liv. Og for at denne formaning skal få så meget mere vægt, giver han til kende, at han allerede er døden nær; samtidig undskylder han, at han derfor gentager det samme flere gange, så de, der bliver tilbage på jorden efter hans død, kan have det, han skrev, mens han levede, dybere indprentet i sindet. Men fordi grundlaget for hele gudfrygtigheden er evangeliets visshed, viser han, hvor utvivlsom dets sandhed er: først ved at han selv var øjenvidne til alt, hvad der står i det, og især ved at han hørte Kristus blive forkyndt fra himlen som Guds Søn; dernæst ved at Gud ville have det bevidnet og stadfæstet ved profeternes udsagn. Samtidig forudsiger han dog, at der truer fare både fra falske lærere, som spreder ugudelige opdigtninger, og fra Guds foragtere, som håner hele religionen; så de troende kan være undervist og rustet til at tage sig i agt. Han synes med vilje at sige dette, for at de ikke skal love sig selv, at lærens forløb under Kristi rige bliver rolig og jævn og fri for enhver kamp. Siden tegner han, som på et billede, et portræt af sindelaget og levevisen hos dem, der med deres fordærvelse ville besmitte kristendommen. Den beskrivelse, han giver, passer i øvrigt allerbedst på vores egen tid, sådan som det bedre vil vise sig ved en sammenligning. For han retter især sin pen mod lukianske mennesker [Lukian af Samosata (2. årh.), græsk satiriker, der spottede religion og guderne.], som, givet hen til al slags ondskab, indfører en vanhellig tøjlesløshed til foragt for Gud, ja, gør helt og aldeles nar af håbet om det kommende liv – og af den slags menneskeskum ser vi i dag verden fyldt alle vegne. De troende formaner han desuden ikke blot til altid at vente på Kristi komme med spændt og løftet sind, men også til at stille sig den dag for øje, som var den allerede til stede, og imens holde sig ubesmittede for Herren. I denne lære gør han Paulus til sin ledsager og medhjælper, og for at forsvare hans skrifter mod de ugudeliges bagtalelser fordømmer han strengt alle, der fordrejer dem.