Indledning til Første Petersbrev

Peters hensigt med dette brev er at formane de troende til at fornægte sig selv og foragte verden, så de, fri for kødets lyster og løst fra alle jordiske hindringer, af hele deres sjæl kan stræbe efter Kristi himmelske rige; så de, løftet af håbet, båret af tålmodigheden og rustet med mod og standhaftighed, kan overvinde fristelser af enhver art og hele livet igennem holde fast ved denne stræben og eftertanke. Derfor forkynder han straks fra begyndelsen med så store ord, som han formår, den nåde fra Gud, som er åbenbaret for os i Kristus. Samtidig tilføjer han, at den tages imod ved troen og ejes i håbet, så de fromme løfter deres sind og hjerte op over verden. Derefter formaner han til hellighed, så de ikke gør den pris, de er løskøbt med, forgæves, og så de ikke lader Ordets uforgængelige sæd, som de er genfødt ved til evigt liv, blive fordærvet eller dø. Og fordi han havde sagt, at de var genfødt ved Guds ord, nævner han samtidig den åndelige barndom. For at deres tro ikke skal vakle eller komme i tvivl, fordi de ser, at Kristus foragtes eller forkastes af næsten hele verden, minder han dem om, at på den måde går det i opfyldelse, som er skrevet om ham: at han skulle blive en anstødssten. Men han lærer også omvendt, at frelsens grundvold står fast for dem, der tror på ham. Herefter minder han dem igen om, til hvor stor en ære Gud har ophøjet dem, så de ved mindet om deres tidligere tilstand og følelsen af den velgerning, de nu har fået, kan blive tilskyndet til at stræbe efter at leve et gudfrygtigt liv. Siden går han over til de enkelte formaninger: at de beskedent og lydigt skal holde sig under fyrsternes myndighed, at tjenestefolk skal være deres herrer underdanige, at hustruerne skal adlyde deres mænd og opføre sig kyskt og sømmeligt, og at mændene til gengæld skal behandle deres hustruer venligt. Dernæst befaler han, at de skal vise hinanden retsindighed; og for at de kan gøre det mere villigt, stiller han dem et godt og roligt liv i udsigt som frugten deraf. Men fordi det næsten er de kristnes skæbne, at de – hvor meget de end søger fred – ofte plages af mange uretfærdigheder og har verden imod sig uden nogen grund, formaner han dem til at bære forfølgelserne med sindsro, for de ved, at de vil tjene til deres frelse. Til det formål fremholder han Kristi eksempel. På den anden side minder han om, hvor ulykkelig en udgang der venter de ugudelige, mens Herren på underfuld vis udfrier sin kirke fra døden gennem døden. Derefter fører han Kristi eksempel videre, nemlig til at lade kødet dø. Til denne formaning knytter han forskellige korte udsagn; men lidt efter vender han tilbage til læren om tålmodighed, så de troende kan mildne deres lidelser med trøst, idet de betænker, at det er godt for dem at blive tugtet af Guds faderlige hånd. I begyndelsen af femte kapitel minder han de ældste om deres embede, så de ikke tilraner sig herredømme over kirken, men med måde står i spidsen under Kristus. De unge anbefaler han beskedenhed og lærevillighed. Til sidst tilføjer han en kort formaning og slutter brevet med en bøn. Hvorfra han skriver, er man ikke enige om; men jeg ser ingen grund til at tvivle på, at han dengang var i Babylon, for det siger han udtrykkeligt (1 Pet 5,13). Men fordi den opfattelse havde vundet indpas, at han var flyttet fra Antiokia til Rom og var død i Rom, var det alene af den grund, at de gamle fandt på, at Rom her i overført betydning kaldes Babylon. Men da de uden nogen sandsynlig begrundelse ubesindigt har ladet sig overbevise om alt, hvad de fortæller om Peters bispeembede i Rom, må man heller ikke lægge vægt på denne opdigtede overførte betydning. Det er i hvert fald langt mere sandsynligt, at Peter, sådan som hans apostelembede krævede det, rejste rundt i de egne, hvor der boede mange jøder. Og vi ved, at der i Babylon og i de egne var et stort antal af dem.