Indledning til evangelieharmonien

Skal vi læse evangeliehistorien med udbytte, er det meget vigtigt at forstå, hvad selve ordet «evangelium» betyder. For ud fra det kan vi fastslå, hvad disse guddommelige vidner havde til hensigt med at skrive, og hvortil alt det, de overleverer, skal henføres. Denne betegnelse er nemlig ikke sat på deres beretninger udefra; at forfatterne selv har givet dem den overskrift, fremgår af Markus, der udtrykkeligt siger, at han overleverer begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus. En sikker og klar bestemmelse af evangeliet kan man bedst hente fra et enkelt sted hos Paulus (Rom 1,2–4), hvor han siger, at det er lovet af Gud forud ved profeterne i Skrifterne, om hans Søn, som blev født af Davids slægt, men blev åbenbaret som Guds Søn i kraft ifølge helligheds ånd ved opstandelsen fra de døde. For det første viser han, at det er et vidnesbyrd om den frelse, som nu er givet, og som fordum var lovet fædrene gennem tidernes uafbrudte række. Dermed markeres også forskellen mellem løfterne, der holdt de troendes håb i spænding, og dette glædelige budskab, hvori Gud vidner, at han har opfyldt det, som han før ville have dem til at håbe på. Sådan siger han også lidt senere, at Guds retfærdighed her åbenbares offentligt, den retfærdighed, som loven og profeterne bevidnede. Derfor kalder samme apostel det andetsteds (2 Kor 5,20) en sendebudstjeneste, hvorved forsoningen mellem verden og Gud, som én gang er fuldbragt ved Kristi død, dagligt bringes ud til menneskene. Dernæst gør han det klart, at Kristus ikke blot er pant på alle de goder, Gud nogensinde har lovet, men at de i ham foreligger fuldt og fast givet, sådan som han andetsteds siger, at alle Guds løfter i ham er ja og amen. Og sandelig: den uforskyldte adoption, hvorved vi bliver Guds børn, udspringer af Faderens evige velbehag, og den er åbenbaret for os derved, at Kristus (som alene er Søn af natur) iklædte sig vores kød og tog os til sig som sine brødre. Soningen, hvorved synderne udslettes, så forbandelsen og dødsdommen ikke længere hviler på os, skal ikke søges andetsteds end i hans døds offer. Retfærdighed og frelse og fuldkommen lykke er grundlagt i hans opstandelse. Evangeliet er altså den højtidelige kundgørelse om, at Guds Søn er givet i kødet for at genoprette den fortabte verden og føre menneskene tilbage fra døden til livet. Det kaldes ikke uden grund et godt og glædeligt budskab, for det rummer den fuldkomne lykke: dets mål er nemlig, at det begynder Guds rige i os og, når kødets fordærvelse er afskaffet, fører os, fornyet af Ånden, ind i den himmelske herlighed. Derfor kaldes det ofte Himmeriget, og den genoprettelse af det salige liv, som Kristus har bragt, kaldes undertiden Guds rige; som når Markus (Mark 15,43) siger, at Josef ventede Guds rige: det sigter uden tvivl til Messias' komme. Heraf er det klart, at betegnelsen «evangelium» egentlig hører til Det Nye Testamente, og at de forfattere ikke udtrykker sig præcist nok, som gør den fælles for alle tider og mener, at profeterne ikke mindre end apostlene var evangeliets tjenere. Helt anderledes taler Kristus selv: Han lærer, at loven og profeterne gjaldt indtil Johannes (Luk 16,16), og erklærer, at fra den tid begyndte Guds rige at blive forkyndt som evangelium; og Markus sætter evangeliets begyndelse ved Johannes' prædiken, som vi lige har sagt. I øvrigt er det ikke tilfældigt, at netop de fire beretninger, der fortæller, hvordan Kristus udførte mellemmandens embede, har fået denne overskrift. For da Kristi fødsel, død og opstandelse rummer hele summen af vores frelse og derfor er evangeliets egentlige stof, kaldes de med rette og passende evangelister, som stiller Kristus, sendt af Faderen, frem for vores øjne, så vores tro kan kende ham som ophavet til det salige liv. Kraften og virkningen af hans komme udtrykker Det Nye Testamentes andre bøger tydeligere. Ja, Johannes adskiller sig på dette punkt stærkt fra de tre andre, fordi han næsten helt er optaget af at forklare Kristi kraft og den frugt, der derfra kommer til os, mens de andre mere dvæler ved ét hovedpunkt: at vores Kristus er Guds Søn, den forløser, som var lovet verden. De indskyder ganske vist undervisning om Kristi embede, så vi kan forstå, hvad hans nåde er, og hvortil han er givet os; men først og fremmest behandler de det, jeg sagde: at det, Gud fra begyndelsen havde lovet, er opfyldt i Jesu Kristi person. Det var nemlig ikke deres mening eller hensigt at afskaffe loven og profeterne med deres skrifter, sådan som visse sværmere drømmer om, at Det Gamle Testamente nu er overflødigt, nu da sandheden om den himmelske visdom er blevet åbenbaret for os ved Kristus og apostlene. Tværtimod peger de med fingeren på Kristus og formaner os til at søge hos ham alt det, som loven og profeterne tilskriver ham. Derfor bliver læsningen af evangeliet først nyttig og frugtbar, når vi lærer at forbinde den med de gamle løfter.

Hvad angår de tre forfattere af evangeliehistorien, som jeg påtager mig at udlægge, er Matthæus velkendt. Om Markus mener man, at han var Peters nære discipel, og også at det evangelium, han skrev, blev dikteret ham af Peter, så han blot gjorde tjeneste som sekretær eller skriver. Det behøver vi ikke at gøre os ængstelige over, for det har ikke stor betydning for os, så længe vi holder fast ved, at han er et retmæssigt og af Gud indsat vidne, som intet har skrevet, uden at Helligånden gik foran og dikterede. Men det, Hieronymus siger – at hans evangelium er et udtog af det, Matthæus skrev – er helt grundløst. For han følger ikke overalt Matthæus' rækkefølge, han er fra selve begyndelsen anderledes i sin fremstillingsmåde, han beretter noget, som den anden har udeladt, og i fortællingen om de samme ting er han undertiden mere udførlig. Jeg finder det i hvert fald mere sandsynligt, og man kan også slutte det af selve sagen, at han aldrig havde set Matthæus' bog, da han skrev sin egen; så langt er han fra bevidst at have villet sammenfatte den i et udtog. Samme dom fælder jeg om Lukas. For vi vil ikke sige, at den forskel, der viser sig mellem de tre, er tilstræbt med vilje; men da hver af dem havde sat sig for i god tro at nedskrive det, han vidste med sikkerhed og havde fået bekræftet, fulgte hver den fremgangsmåde, han mente var den bedste. Men ligesom det ikke skete tilfældigt, men under Guds forsyns styrelse, således gav Helligånden dem midt i den forskellige skrivemåde en forunderlig enighed, som næsten alene ville være nok til at give dem troværdighed, hvis der ikke andetsteds fra var en større autoritet at støtte sig til. Lukas er selv et tydeligt vidne om, at han var Paulus' uadskillelige ledsager. Men det er barnligt, når Eusebius beretter, at Paulus er ophavsmand til det evangelium, der bærer Lukas' navn, fordi han et sted (2 Tim 2,8) nævner sit evangelium. Som om det ikke klart fremgår af det, der straks følger, at han taler om hele sin forkyndelse og ikke om en bestemt bog. Han siger nemlig: «som jeg lider ondt for, ja, helt indtil fængsling» (2 Tim 2,9). Men det er sikkert, at han ikke blev anklaget, fordi han havde skrevet en bog, men fordi han med levende røst var tjener og forkynder af Kristi lære. Heraf ses det, at Eusebius ganske vist var en flittig mand, men ikke havde stor dømmekraft, siden han uden at sortere samler så smagløse ammestuehistorier. Det har jeg villet gøre læserne opmærksom på, så ingen skal tage anstød af lignende tåbeligheder, som man ofte møder hos ham.

Da jeg har valgt en form for udlægning, som mange måske ikke vil synes om ved første øjekast, må jeg gøre rede for den, så fromme og rimelige læsere kan være tilfredse. For det første er det uomtvisteligt, at ingen af de tre evangelister kan udlægges dygtigt og rigtigt uden at blive sammenlignet med de to andre. Derfor anstrenger trofaste og kyndige fortolkere sig især på dette punkt for at bringe det, de tre har sagt, i samklang med hinanden. Men da det ofte ikke er let for jævne begavelser at foretage sammenligningen, når man hele tiden må gå frem og tilbage, mente jeg, at det ville være en velkommen og nyttig genvej, hvis jeg ordnede de tre beretninger sammen i én sammenhængende række, som på én tavle, hvor læserne med ét blik kan se, hvad de har til fælles, og hvori de afviger fra hinanden. På den måde vil jeg ikke udelade noget, som én af de tre har skrevet, og hvad der står hos flere, vil jeg gennemgå i én sammenhæng. Om jeg har udført et arbejde, der er så meget værd, som jeg håber, eller ej, må læserne selv bedømme ud fra deres brug af det. I hvert fald har jeg så lidt søgt ros for nyhedens skyld, at jeg gerne vedgår (som det sømmer sig for en ærlig mand), at denne metode er taget efter andres forbillede. Især har jeg efterlignet Bucer [Martin Bucer (1491–1551), reformator i Strasbourg, som Calvin arbejdede sammen med dér 1538–41], en mand af salig ihukommelse og en fremragende lærer i Guds kirke, som efter min vurdering mere end nogen anden har ydet noget på dette område, der ikke er at foragte. Og ligesom han selv fik hjælp af de gamles arbejde, som var gået foran ham på denne bane, sådan har hans flid og omhu lettet mit arbejde ikke så lidt. Og hvor jeg er uenig med ham (hvad jeg frit har tilladt mig, hver gang det var nødvendigt), ville heller ikke han selv tage det ilde op, hvis han endnu levede her på jorden.