Indledning til Johannesevangeliet

Hvad ordet «evangelium» betyder på græsk, er velkendt. I Skriften bruges det κατ᾿ ἐξοχὴν [græsk: «i særlig grad», dvs. i ordets fremhævede betydning] om det glade og lykkelige budskab om den nåde, der er givet os i Kristus, for at vi skal lære at foragte verden og dens forgængelige rigdomme og nydelser og med hele hjertets længsel stræbe efter dette uforlignelige gode og tage imod det, når det bliver tilbudt. Det, vi ser verdslige mennesker gøre – at de jubler umådeholdent over verdens tomme glæder og slet ikke eller kun ganske lidt bliver berørt af de åndelige goder – er medfødt hos næsten os alle. For at rette denne fejl giver Gud derfor det budskab, han befaler at forkynde om Kristus, det særlige navn evangelium. Dermed minder han os nemlig om, at sand og fast glæde ikke kan findes andetsteds, idet vi i ham har alt, hvad der hører til et saligt liv, fuldt og helt. Nogle udstrækker ordet evangelium til alle Guds nådige løfter, som også findes spredt i loven og profeterne. Det kan heller ikke benægtes, at hver gang Gud vidner, at han vil være mennesker nådig, og tilgiver dem deres synder, tilbyder han samtidig Kristus, hvis særpræg det er at udbrede glædens stråler, hvor han end lyser frem. Jeg indrømmer altså, at fædrene havde del i det samme evangelium som vi, for så vidt angår troen på den uforskyldte frelse. Men da Ånden i Skrifterne plejer at tale sådan, at evangeliet først blev forkyndt ved Kristi komme, vil også vi holde fast ved denne talemåde, og den definition på evangeliet, jeg har givet, skal gælde: at det er den højtidelige forkyndelse af den nåde, der er åbenbaret i Kristus. Derfor kaldes evangeliet Guds kraft til frelse for enhver, som tror, fordi Gud deri åbenbarer sin retfærdighed; det kaldes også den sendebudstjeneste, hvorved han forsoner menneskene med sig. Og da Kristus er pantet på Guds barmhjertighed og hans faderlige kærlighed til os, er han også evangeliets egentlige stof. Derfor er det sket, at navnet evangelium særlig er blevet givet de beretninger, der fortæller, at Kristus viste sig i kødet, døde og blev oprejst fra døden og til sidst blev optaget i himlen. For selv om hele Det Nye Testamente af den grund, jeg lige anførte, regnes under dette navn, er det dog blevet sædvane ved en synekdoke [talefigur, hvor en del står for helheden eller omvendt] at give navnet til den del, som vidner om, at Kristus blev givet os i kødet, døde og opstod fra døden. Men da den blotte historie ikke ville være nok, ja, slet ikke ville gavne til frelse, fortæller evangelisterne ikke blot, at Kristus blev født og døde og sejrede over døden, men forklarer samtidig, til hvilket formål han blev født, hvorfor han døde og opstod, og hvilken frugt vi får deraf. Dog er der også den forskel mellem dem, at de tre andre er mere udførlige i fortællingen om Kristi liv og død, mens vores evangelist mere dvæler ved læren, hvori både Kristi embede og kraften i hans død og opstandelse forklares. De andre tier ganske vist ikke om, at Kristus kom for at bringe verden frelse, for at sone verdens synder ved offeret i sin død, kort sagt for at udføre alt, hvad der hører til mellemmandens gerning, ligesom også Johannes til en vis grad beskæftiger sig med den historiske fortælling; men den lære, der viser os kraften og frugten af Kristi komme, træder langt klarere frem hos ham end hos de andre. Og da de alle har det fælles formål at vise Kristus, fremstiller de første så at sige legemet, mens Johannes fremstiller sjælen. Derfor plejer jeg at sige, at dette evangelium er nøglen, som åbner døren til forståelsen af de andre. For den, der har fattet Kristi kraft, sådan som den her er tegnet levende, vil først da med udbytte læse det, de andre fortæller om den forløser, der er givet os. Man mener, at Johannes især blev ført til at skrive for at hævde Kristi guddom mod Ebions og Kerinths gudløse blasfemier [Ebion, den formodede grundlægger af ebionitterne, og Kerinth var vranglærere omkring år 100, som begge benægtede Kristi guddom]; det beretter Eusebius og Hieronymus efter de gamles almindelige opfattelse. Men hvad hans grund til at skrive end var dengang, er der ingen tvivl om, at Gud sørgede for sin kirke langt ud over den tid. Sådan dikterede han altså de fire evangelister, hvad de skulle skrive, så han ved at fordele delene mellem dem fuldendte ét helt legeme. Nu er det derfor vores opgave at forbinde de fire sådan med hinanden, at vi lader os undervise som af én mund fra dem alle. At man har sat Johannes som den fjerde, kan skyldes hensynet til den tid, han skrev i; men ved læsningen er en anden rækkefølge mere nyttig: at vi, før vi hos Matthæus og de andre læser, at Kristus er givet os af Faderen, først af Johannes lærer, til hvilket formål han er åbenbaret for os.