Indledning til Hebræerbrevet

Man har ikke blot i gamle dage været uenig om, hvem der har skrevet dette brev; selve brevet blev også først sent anerkendt i de latinske kirker. De mistænkte det for at støtte Novatus i at nægte de faldne tilgivelse [Novatus (Novatian) og hans tilhængere i 200-tallet ville ikke genoptage dem, der var faldet fra under forfølgelsen.]; men hvor grundløs den mistanke var, vil blive behandlet på de rette steder. Jeg for min del tager det uden diskussion til mig som et af de apostoliske skrifter, og jeg tvivler ikke på, at det skyldtes Satans list, at nogle engang fratog det dets myndighed. [Luther dømte anderledes: i sin fortale til Hebræerbrevet mener han, at brevet ikke er skrevet af en apostel, og regner det ikke blandt Det Nye Testamentes sikre hovedbøger, selv om han roser dets lære om Kristi præstedømme; se fortalen i Studiebiblioteket.] For der er ingen af de hellige bøger, der så klart taler om Kristi præstedømme, så storslået priser kraften og værdigheden af det ene offer, han bragte ved sin død, så udførligt behandler både ceremoniernes brug og deres ophævelse og endelig så fyldigt forklarer, at Kristus er lovens ende. Lad os derfor ikke tillade, at Guds kirke og vi selv bliver berøvet et så stort gode, men lad os standhaftigt holde fast ved vores ret til at eje det. Hvem der har forfattet det, behøver man ikke bekymre sig meget om. Nogle har ment, at det var Paulus, andre Lukas, andre Barnabas, andre Klemens, som Hieronymus beretter, skønt Eusebius i sjette bog af sin Kirkehistorie kun nævner Lukas og Klemens. Jeg ved, at grækerne på Chrysostomos' tid almindeligvis regnede det blandt Paulus' breve. Men latinerne mente noget andet, især de, der levede nærmere apostlenes tid. Jeg kan ikke bringe mig selv til at anerkende Paulus som forfatter. For de, der siger, at navnet med vilje blev holdt skjult, fordi det var forhadt hos jøderne, fører intet frem. For hvorfor skulle han så have nævnt Timotheus? Ved det tegn røbede han sig jo. Men selve måden at undervise på og stilen vidner tilstrækkeligt om, at det er en anden end Paulus, og forfatteren erklærer i andet kapitel selv, at han er en af apostlenes disciple, hvilket ligger langt fra Paulus' sædvane. Desuden ville det, han i sjette kapitel fremfører om skikken med katekismusundervisning, passe mindre godt til Paulus' tid. Der er andre ting, som vi vil gøre opmærksom på de rette steder. Jeg ved, hvilken undskyldning man plejer at fremføre om stilen: at man nemlig ikke kan dømme ud fra den, fordi Lukas eller en anden har oversat dette brev fra hebraisk til græsk. Men den formodning kan gendrives uden besvær. For lader vi de andre steder, der citeres fra Skriften, ligge: Hvis brevet var skrevet på hebraisk, ville der ikke have været noget ordspil på ordet «testamente», som forfatteren dvæler ved. Det, han i niende kapitel drøfter om testamentets retsvirkning, kunne, siger jeg, ikke være hentet fra nogen anden kilde end det græske ord. For διαθήκη har en dobbelt betydning hos grækerne, mens ברית hos hebræerne kun betyder pagt. Denne ene grund vil være nok for mennesker med sund dømmekraft til at bevise det, jeg sagde: at brevet er skrevet på græsk. Når man omvendt indvender, at det er mere sandsynligt, at apostlen kun har skrevet til jøderne på deres eget sprog, har det ikke spor mere vægt. For hvor mange var der dengang, der forstod fædrenes sprog? Hver enkelt havde lært sproget i den egn, hvor han boede. Desuden var det græske sprog langt mere udbredt end alle de andre. Nu kommer jeg til brevets indhold. For det første går det her ikke ud på at overbevise jøderne om, at Jesus, Marias søn, er Kristus og den forløser, der var lovet dem; for da han skriver til nogle, der allerede havde givet sig hen til Kristus, tager han dette hovedpunkt for givet. Men det, det hele drejer sig om, er at bevise, hvad Kristi embede er, så det derved bliver klart, at hans komme har gjort ende på ceremonierne. Det er værd at lægge mærke til denne sondring. For ligesom det ville have været spildt arbejde for apostlen at bevise over for dem, der allerede var overbeviste om det, at denne er den Kristus, som var blevet åbenbaret, sådan var det nødvendigt at lære dem, hvordan han var; for de havde endnu ikke fat i formålet med hans komme, dets kraft og frugt, men var optaget af en falsk fortolkning af loven og greb efter skyggen i stedet for legemet. Det samme har vi i dag med de pavelige. De bekender nemlig sammen med os, at Kristus er Guds Søn, som var lovet verden som forløser; men når det kommer til stykket, berøver de ham mere end halvdelen af hans kraft. Han begynder med Kristi værdighed, fordi det forekom jøderne urimeligt, at loven skulle sættes efter evangeliet. Og først fastslår han det, som striden drejede sig om: at den lære, Kristus har bragt, har førstepladsen, fordi den er afslutningen på alle profetierne. Men fordi den ærbødighed, de viste Moses, kunne stå i vejen, lærer han, at Kristus langt overgår alle. Og efter kort at have berørt, på hvilke punkter han overgår dem, lægger han udtrykkeligt englene under ham for med dem at tvinge alle andre ind i deres rette rang. Det er klogt, at han går frem på denne måde; for hvis han var begyndt med Moses, ville sammenligningen have vakt større modvilje. Men når det af Skrifterne står fast, at også de himmelske magter står under Kristus, er der ingen grund til, at Moses eller noget andet dødeligt menneske skulle nægte at blive regnet sammen med dem, så Guds Søn rager op over alle, både mennesker og engle. Efter at apostlen således har lagt englene under Kristi herredømme og magt, erklærer han derfor straks, som om han havde fået frimodighed, hvor meget ringere Moses er: nemlig lige så meget som en tjener adskiller sig fra sin herre. At han i de tre første kapitler sætter Kristus på det højeste trin af herredømme, har altså til formål, at alle skal tie, når han taler, og at intet skal hindre os i at give hans lære vores fulde og helhjertede opmærksomhed; skønt han i andet kapitel stiller ham frem for os som vores bror i vores kød og på den måde drager os, så vi desto villigere vier og overgiver os helt til ham. Samtidig blander han formaninger og trusler ind, hvis nogen enten er for langsom til at adlyde eller trodsigt sætter sig imod, og det gør han næsten helt til slutningen af fjerde kapitel. Derfra går han over til at forklare Kristi præstedømme, hvis sande og rene erkendelse ophæver alle lovens ceremonier. Men efter kun kort at have antydet, hvor kært det bør være os, og hvor sødt vi kan hvile i det, går han et øjeblik bort fra emnet for at irettesætte jøderne, fordi de som børn blev hængende ved de første begyndelsesgrunde; dér skræmmer han dem også med en alvorlig og streng advarsel: der er nemlig fare for, at de til sidst bliver forkastet af Herren, hvis de er så dovne til at gøre fremskridt. Men denne strenghed mildner han snart, når han siger, at han venter sig noget bedre, så han snarere rejser deres sind op til iver efter at gøre fremskridt end slår dem ned. Derefter vender han tilbage til behandlingen af præstedømmet, hvor han først lærer, at det adskiller sig fra det gamle præstedømme, der var under loven; dernæst at det er bedre, fordi det træder i stedet for det og stadfæstes med en ed; at det er evigt og altid gælder; at den, der udøver det, overgår Aron og alle de andre af Levis slægt i ære. Han viser, at billedet af alt dette var skitseret i Melkisedeks person. For endnu sikrere at bevise, at lovens ceremonier er ophævet, minder han om, at de sammen med tabernaklet blev indstiftet til et andet formål, nemlig for at tjene det himmelske forbillede. Heraf følger, at man ikke må blive stående ved dem, medmindre vi vil sætte os ned midt på vejen og ringeagte målet. Hertil anfører han et sted fra Jeremias, hvor der loves en ny pagt, som ikke er andet end en forbedring af den gamle; heraf følger, at den gamle var svag og forgængelig. Derefter drøfter han ligheden og overensstemmelsen mellem skyggerne og den sandhed, der er givet i Kristus, og slutter, at alle de skikke, Moses indstiftede, er ophævet ved Kristi ene offer, fordi dette offers virkning er evig, og fordi den nye pagt ikke blot er fuldt stadfæstet ved det, men dette offer også er den sande og åndelige fuldendelse af det ydre præstedømme, der gjaldt under loven. Til læren knytter han igen en formaning som en ansporing, så de skal tage afsked med alle hindringer og tage imod Kristus med den ærbødighed, der tilkommer ham. De mange eksempler fra fædrene, som han gennemgår i ellevte kapitel, synes mig at være fremført med det formål, at jøderne skulle erkende, at hvis de blev ført fra Moses til Kristus, ville de så lidt skille sig fra de hellige fædre, at de netop i dette ville være forbundet med dem. For hvis troen var den fremmeste dyd hos dem og roden til alle dyder, følger det, at det især er ved den, man regnes for Abrahams og profeternes børn, og omvendt, at alle, der ikke følger fædrenes tro, er vanslægtede. Det taler ikke så lidt til evangeliets fordel, at vi i det har enighed og fællesskab med hele den kirke, der har været fra verdens begyndelse. De to kapitler, der er tilbage, indeholder forskellige forskrifter om, hvordan livet skal indrettes: om håb, om at bære korset tålmodigt, om udholdenhed, om taknemmelighed mod Gud, om lydighed, om barmhjertighed og kærlighedens pligter, om kyskhed og lignende. Til sidst slutter han brevet med en bøn, dog med den tilføjelse, at han giver dem håb om sit eget komme.