Indledning til Jakobsbrevet

At dette brev i sin tid ikke blev modtaget af mange kirker uden strid, er kendt fra Hieronymus' og Eusebius' vidnesbyrd. Også i dag er der nogle, der ikke mener, at det fortjener anseelse. [Luther kaldte i fortalen til Det Nye Testamente 1522 Jakobsbrevet «en ret stråepistel» i sammenligning med hovedbøgerne og regnede det ikke for et apostelbrev; se Luthers fortale til Jakobs og Judas' breve i Studiebiblioteket.] Men da jeg ikke ser nogen tilstrækkelig vægtig grund til at forkaste det, tager jeg gerne imod det uden indvendinger. For hvad angår, at læren om den uforskyldte retfærdiggørelse synes at blive rystet i andet kapitel, vil vi let gendrive det på sit sted. Og at han synes mere sparsom i at forkynde Kristi nåde, end det sømmer sig for en apostel – det kan man bestemt ikke kræve af alle, at de behandler det samme emne. Salomos skrifter adskiller sig meget fra Davids stil. For mens Salomo mere er optaget af at forme det ydre menneske og give forskrifter for samfundslivet, er det kendt, at David uophørligt prædiker om den åndelige gudsdyrkelse og samvittighedens fred, om Guds barmhjertighed og det uforskyldte løfte om frelse. Alligevel får denne forskel os ikke til at godkende den ene og fordømme den anden. Ja, selv blandt evangelisterne er der så stor forskel i fremstillingen af Kristi kraft, at de tre andre sammenlignet med Johannes knap har gnister af den fulde glans, som ses så tydeligt hos ham – og alligevel omfavner vi dem alle lige meget. Derfor er det mig nok til at tage imod dette brev, at det ikke indeholder noget, der er en Kristi apostel uværdigt; tværtimod er det fuldt af mangfoldig lære, hvis nytte rækker vidt ud til alle dele af det kristne liv. For her er fremragende udsagn om tålmodighed, om at påkalde Gud, om den himmelske lærdoms fortrin og frugt, om ydmyghed, om hellige øvelser, om at styre tungen, om at holde fred, om at tøjle begærlighederne, om at foragte det nærværende liv og lignende; dem vil vi undersøge hvert for sig på deres sted. Om forfatteren er der derimod noget større grund til tvivl. Det er i hvert fald sikkert, at det ikke er Zebedæus' søn, som Herodes slog ihjel kort efter Herrens opstandelse. De gamle er næsten enige om, at det var en af disciplene med tilnavnet Oblias, en slægtning af Kristus, som stod i spidsen for menigheden i Jerusalem. Og de mener, at han er den samme, som Paulus i Galaterbrevet (Gal 2,9) nævner sammen med Peter og Johannes, og om hvem han siger, at de blev regnet for søjler. Men at en af disciplene skulle regnes blandt de tre søjler og hæves over de ti apostle, synes jeg ikke er sandsynligt. Derfor hælder jeg snarere til den formodning, at den, Paulus taler om, var Alfæus' søn, selvom jeg ikke benægter, at en anden stod i spidsen for menigheden i Jerusalem, og det endda en fra disciplenes kreds. For apostlene skulle ikke bindes til et bestemt sted. Men hvem af de to der har skrevet dette brev, er ikke mit at fastslå. At denne Oblias i hvert fald havde den allerstørste anseelse blandt jøderne, fremgår allerede af, at Josefus ikke tøver med delvis at tilskrive byens ødelæggelse hans død, da han var blevet grusomt dræbt af den ugudelige ypperstepræsts parti.