Indledning til Titusbrevet

Da Paulus kun havde lagt grunden til menighederne på Kreta og skyndte sig videre (han var jo ikke hyrde for én enkelt ø, men hedningernes apostel), overdrog han Titus opgaven at føre arbejdet videre som evangelist. Af dette brev fremgår det, at Satan straks efter Paulus' afrejse satte ind, ikke blot for at forvride kirkens styre, men også for at forfalske læren. Der var nogle, der af ærgerrighed ville op i hyrdernes stand, og fordi Titus ikke gav efter for deres onde ønsker, havde han et dårligt ry hos de fleste. Der var på den anden side nogle af jøderne, der under påskud af Moseloven bragte en masse tomt snak ind, og den slags mennesker blev hørt ivrigt og med stor velvilje. Paulus skriver derfor med det formål at væbne Titus med sin myndighed, så han kan bære en så tung byrde. For der er ingen tvivl om, at nogle uden videre har set ned på ham, som var han blot en hvilken som helst af de almindelige hyrder. Det kan også være, at der gik klager om ham: at han tog sig mere ret, end der tilkom ham, fordi han ikke antog hyrder, medmindre de var godkendt efter hans eget skøn. Heraf kan man slutte, at Paulus ikke så meget skrev privat til Titus som offentligt til kreterne. For det er ikke sandsynligt, at Titus bliver irettesat, fordi han alt for let ophøjede uværdige til biskopsembedet, eller at det blev foreskrevet ham, som var han uerfaren og en nybegynder, hvordan han skulle undervise folket. Men fordi han ikke blev vist den ære, der tilkom ham, giver Paulus ham så at sige sin egen, Paulus', person at optræde i, både når der skal indsættes tjenere, og i hele kirkens ledelse. Fordi mange tåbeligt søgte en anden form for lære end den, Titus gav dem, godkender Paulus denne alene og forkaster de andre, og han formaner ham til at fortsætte, som han er begyndt. Først lærer han altså, hvordan de tjenere skal være, som man vælger. Blandt de andre gaver kræver han, at en sådan er udrustet med den sunde lære, så han kan modstå modstanderne. I den forbindelse revser han kreternes sæder, men især peger han på jøderne, der lagde helligheden i forskel på mad og andre ydre ting. For at gendrive deres tåbeligheder stiller han de sande øvelser i gudsfrygt og kristent liv op over for dem. Og for at komme dem endnu mere på livet beskriver han, hvilke pligter der passer til hver enkelt livsstilling. Disse ting pålægger han Titus at holde fast ved med iver og udholdenhed, og samtidig formaner han igen de andre til ikke at blive trætte af at høre. Og han lærer, at dette er formålet med den forløsning og frelse, som er vundet ved Kristus. Men hvis nogen trættekær modsiger eller nægter at adlyde, befaler han, at man skal lade ham fare. Nu ser vi, at Paulus ikke sigter på andet end at tage Titus' sag op og række ham en hjælpende hånd til at fuldføre Herrens værk.