Indledning til Andet Timotheusbrev

Ud fra Lukas' beretning kan man næppe med sikkerhed slutte, hvornår det første brev blev skrevet. Jeg tvivler dog ikke på, at Paulus siden da har talt med Timotheus ansigt til ansigt, og det kan også godt være (hvis man skal tro den gængse overlevering), at han har haft ham med som ledsager og medhjælper mange steder. Men at Timotheus endnu var i Efesos, da dette brev blev skrevet til ham, er let at slutte, for Paulus hilser til sidst Priskilla, Akvila og Onesiforos. Den sidste af dem var fra Efesos, og at de andre blev der, da Paulus sejlede til Judæa, bevidner Lukas. Brevets hovedsigte er dette: at Paulus vil styrke Timotheus både i troen på evangeliet og i en standhaftig og ren forkyndelse af det. Men tidspunktet giver disse formaninger ikke så lidt vægt. Paulus havde døden for øje, og han var rede til at lide den for at vidne om evangeliet. Alt, hvad vi her læser om Kristi rige, om håbet om det evige liv, om den kristne krigstjeneste, om frimodigheden i bekendelsen og om lærens vished, skal vi derfor modtage, ikke som skrevet med blæk, men med Paulus' eget blod. For han hævder intet, som han ikke sætter sin død i pant for. Derfor er dette brev ligesom en højtidelig underskrift under Paulus' lære, og det ud fra hans situation dengang. Det er nu værd at huske, hvad vi gjorde opmærksom på ved det første brev: at apostlen ikke skrev for én enkelt mands skyld, men under én persons navn fremlagde en fælles lære, som siden skulle gives videre til andre ved hans hånd. Først roser han Timotheus' tro, som han var opdraget i fra barnsben, og formaner ham til trofast at blive ved den lære, han havde lært, og ved det embede, der var betroet ham. Samtidig roser han sig af sit apostelembede og af den løn, der ligger rede til ham, for at Timotheus ikke skal vakle på grund af hans lænker eller andres frafald. Han roser også Onesiforos for at opmuntre de øvrige ved hans eksempel. Og fordi de, der vil tjene Kristus, har hårde kår, henter han billeder både fra bønderne og fra soldaterne: de første tøver ikke med at lægge et stort arbejde i at dyrke jorden, før der viser sig nogen frugt; de sidste giver afkald på alle bekymringer og gøremål for helt at hellige sig våbnene og deres feltherre. Derefter sammenfatter han kort sit evangelium og pålægger Timotheus også at give det videre til andre og sørge for, at det bliver bragt videre til de kommende slægter. Så nævner han igen sine lænker og bryder ud i en hellig ros af sig selv for at rejse de fromme op ved sit eget store mod. For han opfordrer alle til sammen med ham at se hen til den krone, der venter os i himlen. Desuden befaler han Timotheus at holde sig fra stridigheder og tomme spørgsmål og anbefaler til gengæld iveren efter at opbygge. Og for at det bedre kan stå klart, hvor dødbringende et onde det er, fortæller han, at nogle er gået fortabt ved det, og nævner to ved navn, Hymenæus og Filetos, der var gledet ind i et uhyrligt vanvid, så de omstyrtede troen på opstandelsen, og som havde fået en forfærdelig straf for deres tomhed. Men fordi den slags fald plejer at vække stor forargelse, især når det gælder fremtrædende mennesker, der har været anset for noget, lærer han, at de fromme ikke skal lade sig forvirre af det: for ikke alle, der bekender Kristi navn, hører virkelig Kristus til, og kirken må være underlagt denne elendighed, at den i denne verden bor blandt onde og ugudelige. Men for at det ikke skal ramme svage sind over al måde, mildner han det klogt: for Herren bevarer sine, som han har udvalgt, helt til enden. Derefter vender han tilbage til at formane Timotheus til trofast at fortsætte med at udføre sin tjeneste. Og for at gøre ham så meget mere omhyggelig forudsiger han, hvor fjendtlige tider der venter de gode og fromme, og hvor fordærvelige mennesker der snart vil træde frem. Men over for alt dette styrker han ham med håbet om en glad og lykkelig udgang. Især anbefaler han ham at øve sig stadigt i den sunde lære, og han viser den rette brug af Skriften, så Timotheus kan vide, at han ved den er rustet på alle måder til en solid opbyggelse af kirken. Derefter nævner han, at hans død nu er nær, men sådan at han ligesom en sejrherre skynder sig hen mod et herligt triumftog. Det er et lysende eksempel på en forunderlig tillid. Til sidst beder han Timotheus om at komme til ham så hurtigt som muligt og viser, hvorfor det er nødvendigt, ud fra sin situation dengang. Dette er hovedindholdet i brevets afslutning.