Fortale

Til abbederne og provsterne i klostrene i det prisværdige fyrstendømme Braunschweig, ærværdige i Gud, og til de ærværdige, værdige, højlærde og vellærde general- og specialsuperintendenter samt alle sognepræster ved kirkerne i samme fyrstendømme, mine velvillige herrer og højtelskede brødre i Kristus osv. Først ønsker jeg jer Guds nåde i Kristus Jesus, vor eneste forløser og mellemmand. Ærværdige i Gud, værdige, gudfrygtige og vellærde, velvillige herrer og elskede brødre i Kristus! Den største velgerning, Gud kan vise lande, byer og folk i dette liv, er at tænde lyset fra sit sunde ord, som gør salig, og lade det gå op, så alt mørke af falsk og vildfarende lære, misbrug, overtro og afgudsdyrkelse bliver drevet bort, og hjerterne bliver oplyst til en sand og salig erkendelse af Gud. Det kalder Skriften en salig tid, et saligt folk og et saligt land, Luk 10; 2 Kor 6; Sl 144 og 147. Skriften priser denne skat som ædlere og dyrere end det bedste guld og ædle sten, Sl 19 og 119. For dette er det eneste ordentlige middel, som Helligånden her på jorden bruger til at kalde, samle, oplyse og bevare en sand kristen kirke, der i dette liv har en nådig Gud og efter dette liv glæden i den evige salighed.

Den kære Gud har nu af særlig stor nåde også gavmildt ladet kirken i dette prisværdige fyrstendømme få del i den samme høje velgerning: Den romerske antikrists kræmmerbod og vekselbord med hans løse, rådne, falske og giftige varer er blevet skaffet af vejen, og i stedet er den rene og sunde lære fra Guds hellige ord, som alene gør salig, ved en kristen reformation blevet plantet i klostre, kirker og skoler ud fra Den Hellige Skrift. For en sådan nåde, godhed og velgerning kan vi aldrig takke den fromme og trofaste Gud nok. Alligevel skal vi erkende den, tage den til hjerte og tænke over den og vise vores kristne, taknemmelige hjerte og sind ved at bruge denne Guds velgerning ret som kristne, til hans ære og til vore fattige sjæles frelse og salighed. Ellers kunne den forfærdelige forbandelse komme over os, fordi vi har foragtet velsignelsen. Om den står der skrevet i Matt 11,23: «Og du, Kapernaum! Skal du ophøjes til himlen? Til dødsriget skal du styrtes ned.» Og i Luk 11,26: «Det sidste bliver værre end det første.»

Men et så stort og højt værk kan ikke være fuldkomment overalt i begyndelsen, mens disse kirker endnu er unge og spæde. Derfor vil den kære Gud bedes om, at han, som har begyndt den gode gerning i os, også vil fuldende den indtil Jesu Kristi dag, Fil 1, og at han vil bevare og befæste det, som han i sin nåde er begyndt at virke, Sl 68. Den kære Gud har indstiftet prædikeembedet og bruger det til, at Kristi legeme, det vil sige hans menighed, bliver opbygget og hele tiden vokser, så det bygger sig selv op, Ef 4. Derfor må de, som er i prædikeembedet, med al alvor, flid og troskab være Guds medarbejdere, plante og vande, 1 Kor 3, så Guds ord kan bo rigt blandt os med al visdom, Kol 3, og så alt slags ukrudt af falsk og vildfarende lære kan blive luget ud og ved Guds nåde holdt borte fra disse kirker, Matt 15; ApG 20. Af den grund og ud fra den betragtning er det fastsat i den kristne kirkeordning for vor nådige fyrste og herre, hertug Julius af Braunschweig og Lüneburg osv., at eksaminationerne ikke kun skal holdes, når nogen skal optages og antages til prædikeembedet. Superintendenterne skal også to gange om året eksaminere de sognepræster, som hører under dem. Det skal samtidig være en undervisning og vejledning i grundlaget for den rene lære og den rette forståelse af den: hvordan enfoldige præster skal tilrettelægge deres studier, hvordan de skal vogte sig for falsk lære, og hvordan de kan fremlægge læren helt enkelt for deres tilhørere. Så kan hele kirken, både præster og tilhørere, ved Guds velsignelse blive opbygget gennem disse eksaminationer, til stor nytte og gavn.

For at eksaminationerne kunne holdes ens, og for at enfoldige præster bedre kunne forberede sig til dem, har det gejstlige konsistorium med vor nådige fyrste og herres nådige vidende og samtykke osv. fundet det rådeligt at udgive eksaminationens form på skrift, sådan som den bruges i konsistoriet over for dem, der skal ordineres og antages til prædikeembedet. Så kan superintendenterne følge den ved de årlige visitatser. Det er ikke sket for at forkaste andre nyttige småbøger af samme slags; i denne lille bog henvises der jo mange steder til Melanchthons «Examen ordinandorum» og til andre skrifter. Hensigten er, at man kan have en enkel form, der passer til disse nye og unge kirker og kan føre præsterne ind til det rette grundlag for den rene lære. Derfor er kapitlerne for skriftstederne angivet overalt, så præsterne selv kan lære at slå op i Bibelen og for hver artikel kan pege på sikre vidnesbyrd fra Skriften.

Denne eksaminationsform er skrevet på tysk, men ikke for at præsterne bare skal være tyske baccalaureer [dvs. kun kunne klare sig på tysk, ikke på latin] og holde denne lille bog for en «Sov trygt» [lat. dormi secure, titlen på en middelalderlig prædikensamling, som præster kunne prædike direkte fra uden selv at forberede sig]. Eksaminationerne holdes nemlig, og skal holdes, først og fremmest på latin. Men det viser sig ofte, at mange lirer de gængse definitioner af som papegøjer og enten ikke forstår den rette mening eller i hvert fald ikke kan pege på noget grundlag for den i Guds ord. Det er også noget helt andet at behandle en sag på latin i skolerne end at fremlægge den samme sag så folkeligt for den almindelige mand, at han kan forstå den grundigt, fatte den og tage imod den. Derfor er bogen også skrevet på tysk, så lægfolk kan læse og vide, hvad der behandles ved eksaminationerne, og hvad der er forbilledet for den sunde lære i de vigtigste hovedstykker. Så kan tilhørerne også se, om deres præster følger den rette stemme fra Kristus, den eneste overhyrde, eller om de taler med en fremmed stemme, Joh 10. Da denne lille bog første gang var klar til trykning, tilegnede jeg den for det første jer, de ærværdige prælater i klostrene i dette fyrstendømme. Reformationen af klostrene sigter nemlig mod, at prælaterne med tiden skal inddrages i konsistoriet og bruges ved visitatser, eksaminationer, synoder osv., og ved den første visitats blev præsterne for det meste eksamineret i klostrene. Derfor skal denne lille bog være et offentligt vidnesbyrd om, hvilken lære præsterne blev eksamineret efter, da reformationen begyndte – den lære, som også Deres Ærværdigheder har tilsluttet sig og bekender.

Dernæst har jeg samtidig tilegnet den jer, superintendenterne, både general- og specialsuperintendenterne, og alle sognepræster ved kirkerne i dette fyrstendømme. Det skal være en offentlig erklæring, en grundig bekræftelse og en varig bevarelse af den kristne og sunde enighed i den rene lære mellem kirkens tjenere i fyrstendømmet og i byen Braunschweig, mod alle skadelige forvanskninger. For ved Guds nåde er netop dette forbillede for den rene, uforfalskede lære indtil nu blevet fulgt, og det følges stadig i alle disse nabokirker og i de andre tilgrænsende saksiske kirker, både i læren og i forkastelsen af vranglæren, sådan som de vigtigste punkter bliver forklaret enkelt i denne lille håndbog. Den kære Gud har også givet sin særlige nåde og velsignelse, så den kristne erklæring om de omstridte trospunkter, der er optaget i den fyrstelige braunschweigske kirkeordning, og som også denne håndbog for det meste er hentet fra, er blevet godkendt og rost som rigtig af mange anselige kirker, ikke kun i nabolaget, men også langt borte. Derfor har jeg ikke haft noget imod det, da bogtrykkeren ville udgive denne lille bog på ny. Jeg har også forbedret den nogle steder, og hermed gentager og bekræfter jeg den første tilegnelse af denne lille bog til Deres Ærværdigheder og Værdigheder.

Den fromme og trofaste Gud styre, lære, velsigne og bevare os ved den rene lære i Åndens enhed, så vi alle sammen og hver især ved Helligåndens nåde og hjælp efter Paulus' lære holder urokkeligt fast ved det ord, som er sundt og sikkert, og gendriver dem, der siger imod, Tit 1. Han give, at vi ved siden af den rene lære stræber efter at bevare den kristne, broderlige enighed og fredens bånd, Ef 4, at vi vogter os for unødig og forargelig splittelse og spaltning, Rom 16, og ikke giver ulven og den falske læres ukrudt den mindste plads, Joh 10, men, som Luther siger, trofast og flittigt gør begge dele: nærer fårene og værger mod ulven. Amen.

Givet i Braunschweig den 6. august i det Herrens år 1574.

Martin Chemnitz, dr., superintendent.

Kort og enkel form og vejledning, som viser, hvordan sognepræsterne og præsterne i fyrstendømmet Braunschweig, den wolfenbüttelske del, er blevet eksamineret og skal eksamineres på latin og tysk ved de årlige visitatser.