Kapitel 1–8

1. Jeg kan ikke sige, min kære søn Laurentius, hvor meget din lærdom glæder mig, og hvor meget jeg ønsker, at du må være vis – ikke som en af dem, om hvem der siges: «Hvor er der en vis? Hvor er der en skriftlærd? Hvor er der en debattør i denne verden? Har Gud ikke gjort denne verdens visdom til tåbelighed?» (1 Kor 1,20), men som en af dem, om hvem der står skrevet: «Mange vise er verdens vel» (Visd 6,24), og sådan som apostlen vil have dem til at blive, når han siger: «Jeg vil, at I skal være vise med hensyn til det gode og uskyldige med hensyn til det onde» (Rom 16,19). [Den engelske oversættelse i NPNF har her en sætning mere: «Ligesom ingen kan være til af sig selv, kan ingen heller være vis af sig selv, men kun ved oplysning fra ham, om hvem der står skrevet: ’Al visdom kommer fra Herren’ (Sir 1,1).» Den står ikke i den latinske tekst, der er oversat her.]

2. Menneskets visdom er fromhed. Det har du i den hellige Jobs bog. Dér læser man nemlig, at Visdommen selv har sagt til mennesket: «Se, fromhed er visdom» (Job 28,28). Spørger du, hvilken fromhed der menes på det sted, finder du det udtrykt tydeligere på græsk: θεοσέβειαν, det vil sige gudsdyrkelse. For på græsk har fromhed også et andet navn, nemlig εὐσέβεια, et ord, der betegner den rette dyrkelse, selv om også det især bruges om at dyrke Gud. Men intet ord var mere passende end det, der tydeligt udtrykker gudsdyrkelse, da det skulle siges, hvad menneskets visdom er. Vil du have noget sagt kortere, du, som beder mig om at sige store ting kort? Eller ønsker du måske netop, at det skal forklares dig kort og samles i en kort tale, hvordan Gud skal dyrkes?

3. Svarer jeg nu, at Gud skal dyrkes med tro, håb og kærlighed, vil du sikkert sige, at det er sagt kortere, end du ønsker, og derefter bede mig om kort at forklare, hvad der hører til hver af disse tre ting, altså hvad der skal tros, hvad der skal håbes, og hvad der skal elskes. Når jeg har gjort det, vil alt det, du stillede som spørgsmål i dit brev, findes dér. Har du en afskrift af brevet, kan du let slå op i den og læse den igen; har du ikke, kan du genkalde dig spørgsmålene, når jeg nævner dem.

4. Du ønsker nemlig, som du skriver, at jeg skal skrive en bog til dig, som du kan have som håndbog – et enchiridion, som man siger – og som aldrig skal forlade dine hænder. Den skal indeholde det, du spørger om: hvad man frem for alt skal følge; hvad man især skal undgå på grund af de forskellige vranglærer; hvor langt fornuften kan kæmpe for religionen, eller hvad der ikke falder ind under fornuften, når det alene er troen, det drejer sig om; hvad der skal holdes først, og hvad sidst; hvad der er summen af hele læren; og hvad der er den katolske tros sikre og egentlige fundament. [«Katolsk» betyder hos Augustin den almindelige kirkes fælles tro, ikke romersk-katolsk i nutidig forstand.] Alt dette, du spørger om, vil du uden tvivl vide, når du omhyggeligt ved, hvad der skal tros, hvad der skal håbes, og hvad der skal elskes. For dette er det vigtigste, ja, det eneste, man skal følge i religionen. Den, der modsiger det, er enten helt fremmed for Kristi navn eller en vranglærer. Med fornuften skal man forsvare det, der enten har sit udgangspunkt i de legemlige sanser eller er fundet ved forstandens indsigt. Men det, vi hverken har erfaret med de legemlige sanser eller har kunnet eller kan nå med forstanden, skal vi uden nogen tvivl tro på de vidners ord, som har skrevet den Skrift, der allerede med rette har fået navnet guddommelig. Med guddommelig hjælp kunne de, enten gennem legemet eller i ånden, se disse ting eller endda forudse dem.

5. Når sindet først er blevet gennemtrængt af begyndelsen til den tro, som er virksom ved kærlighed (jf. Gal 5,6), stræber det ved et godt liv efter også at nå frem til skuen. Dér kender de hellige og fuldkomne hjerter den uudsigelige skønhed, og at skue den fuldt ud er den højeste lykke. Det er netop det, du spørger om: hvad der skal holdes først, og hvad sidst. Det begynder med troen og fuldendes i skuen. Dette er summen af hele læren. Men den katolske tros sikre og egentlige fundament er Kristus. «For ingen,» siger apostlen, «kan lægge et andet fundament end det, der er lagt, og det er Kristus Jesus» (1 Kor 3,11). Man skal ikke benægte, at dette er den katolske tros egentlige fundament, blot fordi man kunne mene, at visse vranglærere har det til fælles med os. Tænker man nemlig omhyggeligt over, hvad der hører Kristus til, finder man kun Kristus af navn hos de vranglærere, hvem de end er, der vil kaldes kristne; i virkeligheden er han ikke hos dem. At vise det ville føre alt for vidt, for så skulle man nævne alle de vranglærer, der har været, er eller kunne være under det kristne navn, og ved hver enkelt påvise, hvor sandt dette er. En sådan drøftelse ville fylde så mange bind, at den ville synes uendelig.

6. Men du beder mig om et enchiridion, det vil sige noget, man kan holde i hånden, ikke noget, der kan tynge bogskabene. Lad os derfor vende tilbage til de tre ting, som vi sagde, at Gud skal dyrkes ved: tro, håb og kærlighed. Det er let at sige, hvad der skal tros, hvad der skal håbes, og hvad der skal elskes. Men hvordan det skal forsvares mod de falske anklager fra dem, der mener noget andet, hører til en mere møjsommelig og mere omfattende lærdom. For at få den skal man ikke fylde hånden med en lille håndbog, men tænde hjertet med stor iver.

7. Se, du har trosbekendelsen og Herrens bøn. Hvad er kortere at høre eller læse? Hvad er lettere at lære udenad? Fordi menneskeslægten var tynget af svær elendighed på grund af synden og trængte til Guds barmhjertighed, sagde profeten, da han forudsagde nådens tid: «Og det skal ske: Enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses» (Joel 3,5; jf. ApG 2,21; Rom 10,13). Derfor bønnen. Men da apostlen havde anført dette profetord for at anbefale netop nåden, tilføjede han straks: «Hvordan skal de da påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på?» (Rom 10,14). Derfor trosbekendelsen. I disse to kan du se de tre: troen tror, håbet og kærligheden beder. Men de kan ikke være til uden troen, og derfor beder troen også. Det er jo derfor, der er sagt: «Hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på?»

8. Men hvad kan man håbe på, som man ikke tror? Derimod kan man godt tro noget, som man ikke håber på. For hvem af de troende tror ikke på de ugudeliges straf? Og dog håber han ikke på den. Og den, der tror, at den truer ham selv, og gyser for den med et sind, der vil flygte, siges med større ret at frygte end at håbe. Det skelner en vis digter imellem, når han siger:

«Lad den, der frygter, have lov at håbe.» [Lukan, Pharsalia 2,15.] Men da en anden digter, skønt en bedre, sagde: «Hvis jeg kunne håbe på så stor en smerte», brugte han ikke ordet i dets egentlige betydning. [Vergil, Æneiden 4,419.]

Ja, nogle grammatikere bruger netop dette ord som eksempel på et upræcist udtryk og siger: «Han sagde ’håbe’ i stedet for ’frygte’.» Troen gælder altså både onde og gode ting, for både det gode og det onde tros, og det med en god tro, ikke en ond. Troen gælder også både fortidige, nutidige og fremtidige ting. Vi tror nemlig, at Kristus døde – det er allerede forbi; vi tror, at han sidder ved Faderens højre hånd – det er nu; vi tror, at han skal komme for at dømme – det ligger i fremtiden. Ligeledes gælder troen både ens egne forhold og andres. For enhver tror om sig selv, at han engang er begyndt at være til og altså ikke har været til evigt, og han tror også noget om andre mennesker og andre ting. Og det er ikke kun om andre mennesker, vi tror meget, der angår religionen, men også om englene. Håbet gælder derimod kun gode ting, kun fremtidige ting og kun ting, der angår den, som siges at nære håbet om dem. Når det forholder sig sådan, måtte troen af disse grunde skelnes fra håbet, både i ordet og ved en fornuftig forskel. For hvad angår det ikke at se – hvad enten det gælder det, der tros, eller det, der håbes – er det fælles for troen og håbet. I Hebræerbrevet, som berømte forsvarere af den katolske tro og Regelen har brugt som vidne, kaldes troen nemlig «overbevisning om ting, der ikke ses» (Hebr 11,1). [«Regelen» (Regula) er troens regel, kirkens fælles troslære.] Men når nogen siger, at han har troet – det vil sige fæstet lid til noget – ikke på grund af ord, ikke på grund af vidner og heller ikke på grund af nogen beviser, men fordi tingene lå klart for ham, synes han dog ikke så urimelig, at man med rette kan dadle hans ordvalg og sige til ham: «Du har set; altså har du ikke troet.» Derfor kunne man mene, at det ikke nødvendigvis følger, at det, der tros, ikke ses. Men vi kalder hellere det tro, som Guds ord har lært os, nemlig tro på de ting, der ikke ses. Også om håbet siger apostlen: «Et håb, som ses, er ikke et håb; for hvem håber på det, han ser? Men hvis vi håber på det, vi ikke ser, venter vi i udholdenhed» (Rom 8,24–25). Når vi altså tror, at noget godt skal komme til os, er det intet andet end at håbe på det. Hvad skal jeg så sige om kærligheden, uden hvilken troen intet gavner? Men håbet kan ikke være til uden kærlighed. Ja, som apostlen Jakob siger: «Også dæmonerne tror og ryster» (Jak 2,19). Men de hverken håber eller elsker; de frygter tværtimod, at det, vi håber på og elsker, skal komme, sådan som de tror. Derfor godkender og anbefaler også apostlen Paulus den tro, som er virksom ved kærlighed (jf. Gal 5,6), og den kan i hvert fald ikke være uden håb. Altså er kærligheden ikke uden håb, håbet ikke uden kærlighed, og ingen af dem uden tro.