Kapitel 9–17

9. Når man altså spørger, hvad man skal tro i det, der hører til religionen, er det ikke nødvendigt at udforske naturen sådan, som de gør, som grækerne kalder «fysikere». Man behøver heller ikke frygte, at en kristen ikke ved noget om elementernes kraft og antal, om stjernernes bevægelse, orden og formørkelser, om himlens form, om arterne og egenskaberne hos dyr, buske, sten, kilder, floder og bjerge, om udstrækningen i rum og tid, om tegnene på forestående uvejr og tusind andre ting af den slags, som de enten har fundet ud af eller mener at have fundet ud af. For heller ikke de selv har opdaget alt, skønt de udmærker sig ved deres begavelse, brænder af iver og har rigelig fritid, og skønt de udforsker noget ved menneskelig formodning og andet ved historisk erfaring; og i det, de roser sig af at have fundet, er der mere, de mener, end de ved. Det er nok for en kristen at tro, at årsagen til de skabte ting, hvad enten de er himmelske eller jordiske, synlige eller usynlige, ikke er andet end godheden hos Skaberen, som er den ene og sande Gud, og at der ingen natur findes, som ikke enten er ham selv eller er fra ham; og at han er treenigheden, nemlig Faderen og Sønnen, som er født af Faderen, og Helligånden, som udgår fra den samme Fader, men er én og den samme Ånd, både Faderens og Sønnens.

10. Af denne treenighed, der er god i højeste grad, ligeligt og uforanderligt, er alt skabt. Det er ikke godt i højeste grad, ikke ligeligt og ikke uforanderligt, men dog godt, også hver enkelt ting for sig; og alt sammen er det meget godt (jf. 1 Mos 1,31), for af alt dette består helhedens beundringsværdige skønhed.

11. I helheden fremhæver selv det, der kaldes ondt, når det er ordnet rigtigt og sat på sin plads, det gode så meget desto stærkere, så det gode behager mere og er mere prisværdigt, når det sammenlignes med det onde. For den almægtige Gud – han, «som har den højeste magt over alle ting», som også de vantro bekender [Vergil, Æneiden 10,100.] – ville, da han er god i højeste grad, på ingen måde tillade, at der var noget ondt i hans værker, hvis han ikke var så almægtig og god, at han også kunne gøre godt ud af det onde. Hvad er det da, der kaldes ondt, andet end mangel på godt? For ligesom det for dyrs legemer ikke er andet at blive ramt af sygdomme og sår end at blive berøvet sundheden – når man giver behandling, er det jo ikke for at de onder, der var der, altså sygdommene og sårene, skal forlade stedet og være et andet sted, men for at de slet ikke skal være; for et sår eller en sygdom er ikke selv en substans, men en fejl ved kødets substans, da kødet selv er substansen og bestemt noget godt, som disse onder rammer, det vil sige berøvelser af det gode, der kaldes sundhed – sådan er også alle sjælens fejl berøvelser af naturlige goder. Når de helbredes, flyttes de ikke et andet sted hen; men de fejl, der var der, vil ikke være nogen steder, når de ikke længere er der i den genvundne sundhed.

12. Alle naturer er altså gode, fordi Skaberen af alle naturer uden undtagelse er god i højeste grad. Men fordi de ikke som deres Skaber er gode i højeste grad og uforanderligt, kan det gode i dem både mindskes og øges. Men for det gode er det ondt at blive mindsket; dog må der, hvor meget det end mindskes, nødvendigvis blive noget tilbage (hvis det stadig er en natur), hvorved det er en natur. For uanset hvilken art og hvor lille en natur det er, kan det gode, hvorved den er natur, ikke fortæres, medmindre også naturen selv fortæres. Med rette roses en ufordærvet natur; og hvis den tilmed er ufordærvelig, så den slet ikke kan fordærves, er den uden tvivl langt mere prisværdig. Når den derimod fordærves, er dens fordærvelse ond, fordi den berøver den et eller andet gode. For hvis den ikke berøver den noget gode, skader den ikke; men den skader; den tager altså noget godt bort. Så længe en natur fordærves, er der altså noget godt i den, som den kan berøves; og derfor: Hvis der af naturen bliver noget tilbage, som ikke længere kan fordærves, vil den bestemt være en ufordærvelig natur, og gennem fordærvelsen vil den nå frem til et så stort gode. Men hvis den ikke holder op med at blive fordærvet, holder den heller ikke op med at have noget godt, som fordærvelsen kan berøve den. Hvis fordærvelsen fortærer den helt og fuldt, vil der ikke være noget godt i den, fordi der ingen natur vil være. Derfor kan fordærvelsen ikke fortære det gode uden at fortære naturen. Enhver natur er altså noget godt: et stort gode, hvis den ikke kan fordærves, et lille, hvis den kan; men at den er noget godt, kan kun benægtes af tåbelighed og uvidenhed. Hvis den fortæres af fordærvelsen, vil heller ikke fordærvelsen selv blive tilbage, da der ingen natur er, som den kan være i.

13. Derfor findes der intet, der kaldes ondt, hvis der intet godt findes. Men det gode, der er uden alt ondt, er et helt gode; det gode, som der er noget ondt i, er et skadet eller fejlbehæftet gode. Og der kan aldrig være noget ondt, hvor der intet godt er. Heraf følger noget forunderligt: Fordi enhver natur, for så vidt den er natur, er noget godt, synes man ikke at sige andet, når man kalder en fejlbehæftet natur en ond natur, end at det, der er godt, er ondt; og at intet er ondt uden det, der er godt. For enhver natur er noget godt, og intet ville være ondt, hvis ikke selve den ting, som er ond, var en natur. Ondt kan altså kun være noget, der er godt. Selv om det synes absurd at sige, tvinger sammenhængen i denne tankegang os næsten uafvendeligt til at sige det. Og vi må vogte os for at falde ind under den profetiske dom, hvor der står: «Ve dem, der kalder det gode ondt og det onde godt, som kalder mørke lys og lys mørke, som kalder sødt beskt og beskt sødt» (Es 5,20). Og dog siger Herren: «Et ondt menneske fremfører det onde af sit hjertes onde forråd» (Luk 6,45; jf. Matt 12,35). Hvad er da et ondt menneske andet end en ond natur, eftersom mennesket er en natur? Og hvis mennesket er noget godt, fordi det er en natur, hvad er da et ondt menneske andet end et ondt gode? Men når vi skelner mellem disse to ting, finder vi, at han hverken er ond, fordi han er menneske, eller god, fordi han er uretfærdig, men god, fordi han er menneske, og ond, fordi han er uretfærdig. Enhver, der siger: «Det er ondt at være menneske», eller: «Det er godt at være uretfærdig», falder altså selv ind under den profetiske dom: «Ve dem, der kalder det gode ondt og det onde godt»; for han dadler Guds værk, som er mennesket, og roser menneskets fejl, som er uretfærdigheden. Derfor er enhver natur, selv om den er fejlbehæftet, god, for så vidt den er natur, og ond, for så vidt den er fejlbehæftet.

14. Ved disse modsætninger, som kaldes ondt og godt, svigter derfor dialektikernes regel, at ingen ting kan have to modsætninger i sig på samme tid. For ingen luft er på samme tid mørk og lys; ingen mad eller drikke er på samme tid sød og bitter; intet legeme er sort på samme sted, hvor det er hvidt, og intet er smukt på samme sted, hvor det er grimt. Og det gælder for mange og næsten alle modsætninger, at de ikke kan være i én ting på samme tid. Men skønt ingen tvivler på, at godt og ondt er modsætninger, kan de ikke blot være til stede samtidig; det onde kan slet ikke være uden det gode og kun være i det gode, skønt det gode kan være uden det onde. For et menneske eller en engel kan godt være til uden at være uretfærdig, men uretfærdig kan kun et menneske eller en engel være; og det er godt, at han er menneske, godt, at han er engel, ondt, at han er uretfærdig. Og disse to modsætninger er sådan til stede samtidig, at hvis der ikke var noget godt, som det onde kunne være i, kunne det onde slet ikke have været til; for fordærvelsen ville ikke blot mangle noget at bestå i, men heller ikke noget at opstå af, hvis der ikke var noget, der kunne fordærves; og det ville ikke blive fordærvet, hvis det ikke var godt, for fordærvelse er ikke andet end ødelæggelse af det gode. Af det gode er det onde altså opstået, og det findes kun i noget godt. Der var heller ikke noget andet, som en ond natur kunne opstå af. For hvis der var det, ville den, for så vidt den var natur, bestemt være god; og enten ville den som ufordærvelig natur være et stort gode, eller også ville den selv som fordærvelig natur på ingen måde kunne være til uden som noget godt, som fordærvelsen kunne skade ved at fordærve det gode.

15. Men når vi siger, at det onde er opstået af det gode, må man ikke mene, at det strider mod Herrens ord, hvor han sagde: «Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter» (Matt 7,18). For man kan ikke, som Sandheden siger, samle druer af tornebuske (jf. Matt 7,16), fordi druer ikke kan vokse frem af tornebuske; men vi ser, at af god jord kan både vinstokke og tornebuske vokse frem. Og på samme måde kan en ond vilje, som et dårligt træ, ikke bære gode frugter, det vil sige gode gerninger; men af menneskets gode natur kan både en god og en ond vilje opstå. Og der var overhovedet intet andet, som den onde vilje oprindelig kunne opstå af, end englens og menneskets gode natur. Det viser Herren selv også helt klart samme sted, hvor han talte om træet og frugterne. Han siger nemlig: «Gør enten træet godt og dets frugt god, eller gør træet dårligt og dets frugt dårlig» (Matt 12,33). Dermed gør han det tilstrækkeligt klart, at der ganske vist ikke kan vokse dårlige frugter af et godt træ eller gode af et dårligt, men at begge slags træer kan vokse af selve den jord, han talte til.

16. Når dette forholder sig sådan, og når Vergils vers behager os: «Lykkelig den, der kunne kende tingenes årsager», så lad det ikke synes os, at det hører med til at opnå lykken, at vi kender årsagerne til de store legemlige bevægelser i verden, som er skjult i naturens dybeste gemmer: «hvorfra jordskælv kommer, ved hvilken kraft det dybe hav svulmer op, når dæmningerne brydes, og atter synker tilbage i sig selv» [Vergil, Georgica 2,490 og 2,479–480.], og andet af den slags. Men årsagerne til gode og onde ting bør vi kende, og det i den udstrækning, det er givet et menneske at kende dem i dette liv, der er så fuldt af vildfarelser og trængsler, så han kan undslippe netop disse vildfarelser og trængsler. Vi skal jo stræbe hen imod den lykke, hvor ingen trængsel ryster os og ingen vildfarelse bedrager os. For hvis vi skulle kende årsagerne til de legemlige bevægelser, burde vi ikke kende nogen bedre end årsagerne til vores eget helbred; men når vi ikke kender dem og opsøger læger, hvem ser så ikke, hvor tålmodigt vi må affinde os med ikke at vide det om himlens og jordens hemmeligheder, som er skjult for os?

17. Skønt vildfarelse skal undgås med al den omhu, vi kan, ikke blot i større, men også i mindre ting, og skønt man kun kan fare vild af uvidenhed om tingene, følger det dog ikke, at enhver, der ikke ved noget, straks farer vild; det gør den, der mener at vide, hvad han ikke ved. Han godtager nemlig det falske som sandt, og det er netop det, der kendetegner vildfarelse. Det gør dog en meget stor forskel, hvad det er, man farer vild i. For i én og samme sag sætter fornuften med rette den, der ved, over den, der ikke ved, og den, der ikke farer vild, over den, der farer vild. Men når det gælder forskellige sager, altså når den ene ved én ting og den anden noget andet, og den ene ved mere nyttige ting, den anden mindre nyttige eller endda skadelige ting – hvem vil så ikke, hvad angår det, den sidste ved, foretrække den, der ikke ved det? For der er noget, som det er bedre ikke at vide end at vide. Ligeledes har det undertiden været til gavn for nogle at fare vild – men på den vej, man går med fødderne, ikke på livsførelsens vej. For det er hændt os selv, at vi tog fejl ved en vejforgrening og ikke kom forbi det sted, hvor en bevæbnet flok donatister lå på lur og ventede på, at vi skulle komme forbi. Og sådan gik det til, at vi nåede derhen, hvor vi skulle, ad en omvej, og da vi fik at vide, at de havde lagt sig i baghold, glædede vi os over at være faret vild og takkede Gud for det. Hvem vil da tøve med at sætte en vejfarende, der farer vild på den måde, over en røver, der ikke farer vild på den måde? Og måske er det derfor, at en ulykkelig elsker hos den største digter siger:

«Så snart jeg så, siger han, gik jeg til grunde; en ond vildfarelse rev mig bort!» [Vergil, Bukolika 8,41.]

Der findes nemlig også en god vildfarelse, som ikke blot ikke skader, men endda gavner noget. Men betragter man sandheden mere omhyggeligt, gælder dette: At fare vild er ikke andet end at holde det falske for sandt og det sande for falsk, eller at holde det usikre for sikkert eller det sikre for usikkert, hvad enten det er falsk eller sandt; og det er lige så grimt og upassende i sjælen, som vi fornemmer, at det er smukt og passende både i tale og i tilslutning at sige: «Ja, ja; nej, nej» (Matt 5,37). Så er det bestemt også netop derfor, at det liv, vi lever, er elendigt: at det undertiden behøver vildfarelse for ikke at gå tabt. Gud forbyde, at det liv skal være sådan, hvor sandheden selv er vores sjæls liv (jf. Joh 14,6), hvor ingen bedrager og ingen bliver bedraget. Her bedrager mennesker og bliver bedraget, og de er mere ulykkelige, når de bedrager ved at lyve, end når de bliver bedraget ved at tro på dem, der lyver. Alligevel skyr den fornuftige natur i den grad falskhed og undgår vildfarelse, så godt den kan, at selv de, der elsker at bedrage, ikke vil bedrages. For den, der lyver, mener ikke, at han selv farer vild, men at han fører en anden, der tror ham, i vildfarelse. Og i den sag, han skjuler med sin løgn, farer han ganske vist ikke vild, hvis han selv ved, hvad der er sandt; men han bedrager sig selv på det punkt, at han tror, at hans løgn ikke skader ham selv, skønt enhver synd skader den, der gør den, mere end den, der lider under den.