Tilegnelse

TIL DE HØJTANSETE, MEGET LÆRDE OG MEGET VISE MÆND, HERRERNE BORGMESTRE OG FORHENVÆRENDE BORGMESTRE OG HELE RÅDET I DEN BERØMTE STAD HALBERSTADT, SINE HERRER OG VELYNDERE, SOM BØR ÆRES MED AL ÆRBØDIGHED: HILSEN. [Halberstadt er en bispeby i det nuværende Sachsen-Anhalt, nær Gerhards fødeby Quedlinburg.]

Der er mange, som sammenligner teologien med lægekunsten, og de synes at forklare sagen rigtigt. For ligesom lægekunsten har et dobbelt mål – at bevare sundheden i menneskets legeme og at genvinde den, når den er tabt – sådan har teologien, hvad angår sjælens sygdomme, på samme måde et dobbelt mål: den viser nemlig ikke blot, hvordan vi bliver befriet fra synderne, men også, hvordan vi bliver bevaret i nåden. Begge slags lægekunst, både legemets og sjælens, er fra Gud, sagde Gregor; altså er de også enige, hvad ophavsmanden angår. Lægekunsten har sine faste grundprincipper, nemlig λόγον καὶ πεῖραν [fornuft og erfaring], som derfor så at sige kaldes dens ben; hvad der stemmer med dem, tager den imod, og hvad der strider imod dem, afviser den. Sådan har teologien et fast og urokkeligt princip, Guds ord, som er indeholdt i de profetiske og apostolske skrifter; hvad der stemmer med det, tager den imod, og hvad der strider imod det, afviser den. Andre går videre og viser, at al sand lægekunst kommer af genfødsel, eftersom intet kan genføde, som ikke selv er genfødt. For at livsånden kan blive renset for sygdommenes urene tinkturer – hvilket er en slags genfødsel – kræves der derfor genfødte legemer, det vil sige ånder, som er åndelige legemer på grund af deres gennemtrængende kraft og deres tinktur, og som ikke desto mindre også er legemlige ånder. [Gerhard gengiver her den paracelsiske lægekunst og alkymi, som var på mode omkring 1600.] Sådan er også teologiens sande mål den åndelige genfødsel af det indre menneske, som Sandheden selv bevidner sker af vand og Ånd (Joh 3,5). De tilføjer også en sammenligning mellem de vises sten og den velsignede sten i kirken; men da dette hverken er kendt af alle eller indrømmet af alle, vil jeg ikke dvæle ved det. Til mit formål er det nok, at jeg ud fra sammenligningen mellem teologien og lægekunsten med fuld ret kan slutte, at teologien er en praktisk lære, og at de derfor har mindre ret, som hævder, at den er spekulativ; blandt dem er nogle af skolastikerne. For selv om denne himmelske filosofi ikke blot fremlægger, hvad vi skal gøre, men også, hvad vi skal tro og håbe, hindrer det ikke, at den stadig kaldes praktisk; for også lægekunsten beskæftiger sig med betragtning (θεωρία) af visse ting, og alligevel er den ikke af den grund en teoretisk disciplin, fordi den netop søger denne θεωρία for udøvelsens skyld og med henblik på udøvelsen. Det samme gælder teologien – for ikke at nævne, at der i netop det, vi skal tro, altså i troens artikler, ikke kræves blot kundskab, men også samtykke, og at dette er en handling fra viljens side, hvad de, som har dette til opgave, har bekræftet med gode grunde.

Men hvis teologien er en praktisk lære, så vil dens mål heller ikke være blot γνῶσις [kundskab] og spidsfindig θεωρία [teori, betragtning], men snarere udøvelse. «Når I ved dette, er I salige, hvis I også gør det,» siger Frelseren til disciplene (Joh 13,17). «Vores religions sag består ikke i ord, men i gerninger,» siger Justin (Formaningstale til grækerne 1). «Οὐ λέγειν μόνον, ἀλλὰ καὶ εἶναι ποιεῖ Χριστιανούς» [Ikke blot at tale, men også at være gør folk til kristne], siger Ignatius (3. brev, til magnesierne). «Summen af den kristne religion er at efterligne ham, som du dyrker,» siger Augustin (Om Guds stad II,17). «Τί ἐστι χριστιανισμός; Θεοῦ ὁμοίωσις κατὰ τὸ ἐνδεχόμενον ἀνθρώπου φύσει» [Hvad er kristendom? At blive Gud lig, så vidt det er muligt for menneskets natur], siger Basilius (10. homili over skabelsesugen). Men hvis den kristne religions mål og fuldkommenhed ikke er blot γνῶσις, men πρᾶξις [handling, udøvelse], hvor få sande kristne vil du så finde i dag! Overalt megen viden, men lidt samvittighed. Det er ganske rigtigt, at ὀρθοδοξία [den rette lære] forsvares med bøger, disputatser, prædikener og på alle måder; men man må også gøre sig umage for, at livet svarer til den kristne bekendelse. «Hvis jeg kender alle hemmeligheder, men ikke har kærlighed, er jeg intet,» siger apostlen (1 Kor 13,2). Hvad skal de da engang svare, som ikke kender alle, men få hemmeligheder, og ikke fuldkomment, men højst sparsomt, og som alligevel af den grund er hovmodige, foragter andre og misunder andre og knap tager noget hensyn til den kristne kærlighed? Jeg vil her anføre et sted fra en fortræffelig lille bog (Thomas a Kempis, Kristi efterfølgelse I,1–2): «Den, der fuldt ud og med smag vil forstå Kristi ord, må stræbe efter at forme hele sit liv efter ham. Hvad gavner det dig at disputere dybsindigt om treenigheden, hvis du mangler ydmyghed og derfor mishager treenigheden? Hvis du kendte hele Bibelen og alle filosoffernes udsagn, hvad gavnede det alt sammen uden Guds kærlighed og nåde? Forfængeligheders forfængelighed, alt er forfængelighed, undtagen at elske Gud og tjene ham alene. Hvad betyder viden uden gudsfrygt? Om jeg vidste alt, hvad der er i verden, og ikke var i kærligheden, hvad ville det hjælpe mig for Gud? Jo mere og jo bedre du ved, desto strengere skal du dømmes, medmindre du har levet så meget helligere. Bliv derfor ikke hovmodig over nogen kunst eller viden, men frygt hellere for den kundskab, der er givet dig.» — Hertil hører også et sted hos Erasmus: «Hvad nytter det at strides om, på hvor mange måder ordet synd kan forstås, og om synden blot er en mangel eller en plet, der hænger ved sjælen? Teologen skulle hellere arbejde på, at alle gyser for synden og hader den. Vi strides uden ende om, hvad der adskiller Faderen fra Sønnen og dem begge fra Helligånden, om det er en ting eller en relation, og hvordan man kan tale om tre, af hvilke ingen er den anden, når de er ét væsen. Hvor meget mere vedkommer det ikke sagen på enhver måde at arbejde for, at vi fromt og helligt dyrker og tilbeder den treenighed, hvis majestæt det ikke er tilladt at granske, og så vidt det er muligt afspejler dens uudsigelige enighed i vores egen enighed, så det engang må blive os givet at blive optaget i dens fællesskab. Vi disputerer om, hvordan det kan gå til, at ilden, som de ugudeliges sjæle skal pines i, kan virke på noget ulegemligt, når den selv er stoflig. Hvor meget mere gjaldt det ikke om at stræbe af alle kræfter for, at den ild ikke finder noget i os, som den kan brænde» (Erasmus, Noter til 1 Tim 1).

Men jeg gentager endnu en gang, at det ikke er sagen selv, men misbruget af den, jeg dadler. Det er rigtigt, at man bruger flid og arbejde på en nøjagtig kundskab om troens artikler; det er rigtigt, at ὀρθοδοξία forsvares mod vranglære, blot man ikke mener, at den kristne religions højeste fuldkommenhed består i det, og blot man også tager hensyn til det kristne liv og kærligheden. Man lever dårligt, hvor man ikke tror ret om Gud; men omvendt tror man til ingen nytte, hvor man ikke lever ret. Der er ingen sand tro indvendig, hvor gerningerne ikke viser sig udvendig. De, der ikke vandrer i lyset, er endnu ikke lysets børn. De er ikke kristne, som ikke fører et liv, der er en kristen værdigt.

For at lægge brænde til fromheden, som næsten er slukket i denne verdens iskolde alderdom, og give dem, der er langsomme på Herrens vej, en spore [græsk ὑπόκαυμα, «noget at fyre med», og ὁρμητήριον, «udgangspunkt, spore»], og for at minde både mig selv og andre om vores pligt har jeg i ledige stunder skrevet denne lille bog med hellige betragtninger. Jeg har fulgt i fodsporene på Augustin, Bernhard, Anselm, Tauler og andre, der har skrevet i denne genre, og deres udsagn har jeg nu og da strøet ind i denne håndbog; men jeg har ingen steder tilføjet forfatternes navne – hvad der ellers havde været let – ligesom jeg heller ikke har angivet skriftstederne, for jeg frygtede, at læsernes betragtning skulle blive forstyrret. [Henvisningerne i parentes i denne udgave er tilføjet af udgiveren Christian Mayer (1864).] Jeg tror ikke, det betyder meget at vide, om noget er udtrykt med fædrenes eller med mine ord, blot man omhyggeligt lægger mærke til, hvad der bliver sagt. Vil nogen tilskrive de hellige fædre alt, hvad der i denne lille bog er sagt passende og godt, og tilskrive mig det, der er sagt mindre heldigt, så har jeg intet imod det; jeg søger kun, at der må komme nogen frugt af den til kirkens børn; og jeg vil sandelig regne mit ønske for opfyldt, hvis blot én from og hellig tanke opstår i én eneste sjæl i ét eneste øjeblik ved læsningen af denne lille bog. Støder nogen på ord, der er mindre ciceronianske eller mindre heldigt brugt – ja, jeg tilføjer: på enkelte udtryk, der stemmer mindre godt med troens analogi [sammenhængen i troens lære som helhed] (hvad jeg dog ikke håber) – så skal han ikke straks forkaste hele bogen eller straks brændemærke mig som kætter, men overveje, hvilken slags skrift det er. Jeg behandler hellige ting, som ikke kræver ret meget retorisk pynt; jeg skriver opbyggelige taler, ikke præcise disputatser; jeg har villet tage mig mere af sagen end af ordene. Her finder du ikke tornede spørgsmål, men ivrige formaninger til et helligt liv; her finder du ikke plumpe vittigheder, men det indre menneskes åndelige rigdomme; her finder du ikke noget, der øver dig i spidsfindig disputats, men noget, der vejleder dig på ydmyghedens vej. Undertiden går jeg efter allegorier, ikke fordi jeg mener, at alt skal forvandles til allegorier, men fordi denne slags skrift, der sigter på at belære og formane, ikke på at strides, ikke syntes at afvise dem. Men hvorfor siger jeg mere om dette, og hvorfor fører jeg så meget frem til mit forsvar, når de retsindige læsere for længst har fået nok, mens de uretfærdige kritikere aldrig kan stilles tilfreds?

Jer, højtansete, meget lærde og meget vise mænd, tilegner og overrækker jeg disse hellige betragtninger, for at der kan foreligge et offentligt vidnesbyrd om min ærbødighed over for Jer. Alle kender og priser Jeres standhaftighed i at bevare religionens renhed, Jeres enestående klogskab i byens styre og Jeres velvilje mod alle lærde. Dette og lignende fik mig uden videre til ikke at tøve med i skyldig ærbødighed at overrække Jer disse mine studiers førstegrøde, hvad de end er værd, udbyttet af min vinterfritid, hvad det end er værd – så meget mere som nogle af Jeres berømte råd gennem min farfar og min morfar, salig ihukommelse, er i slægt og svogerskab med mig. Tag derfor, fremragende mænd, med et venligt ansigt og et velvilligt sind imod denne lille gave af papir fra min ringhed; tag mig under Jeres beskyttelse, og bliv ved med at vise mine studier velvilje fremover, som I har gjort hidtil. Med ydmyge suk beder jeg Gud, den Allerhøjeste og Bedste, at han vil lade Jer beholde Jeres goder for altid, det vil sige, at han i sin store nåde ikke vil nægte at bevare den hellige skat, som Ordet er, samt fred og ro, byens lykkelige fremgang og overhovedet alle de goder, han så rigeligt har givet Jeres by, og føre dem videre til eftertiden, hvis der skal komme en.

Jena, i april 1606.

De højtansete herrers

meget ærbødige Johann Gerhard fra Quedlinburg.