Om den sande erkendelse af synden

Den, der bekender sin sygdom, bliver helbredt.

Hellige Gud (3 Mos 11,45), retfærdige dommer (Sl 7,12), mine synder står mig for øjne og sind. Hver time tænker jeg på døden, for døden truer hver time; hver dag tænker jeg på dommen (2 Kor 5,10), for der skal aflægges regnskab for hver dag ved dommen. Jeg gennemsøger mit liv, og se, det er helt igennem tomt eller vanhelligt. Tomme og unyttige er mange af mine gerninger, endnu flere af mine ord er tomme, og de allerfleste af mine tanker er tomme. Og mit liv er ikke blot tomt, men også vanhelligt og ugudeligt; jeg finder intet godt i det; for hvis noget i det synes godt, er det ikke virkelig godt og fuldkomment, fordi arvesyndens og den fordærvede naturs smitte har skæmmet det. Den hellige Job sagde: «Jeg frygtede for alle mine gerninger» (Job 9,28); klager en hellig mand sådan, hvad skal den ugudelige så gøre? «Al vores retfærdighed er som en uren klud» (Es 64,5); er vores retfærdighed sådan, hvordan skal vores uretfærdighed så ikke være? «Når I har gjort alt, hvad I har fået befalet,» siger Frelseren, «så sig: Vi er unyttige tjenere» (Luk 17,10). Er vi unyttige, når vi adlyder, så bliver vi i hvert fald afskyelige, når vi overtræder.

Når jeg skylder dig, hellige Gud, mig selv og alt, hvad jeg formår, også når jeg ikke synder, hvad skal jeg så kunne give for synden? Selv det, der synes at være vores retfærdighed, er ren uretfærdighed sammenlignet med Guds retfærdighed. En lampe ser lys ud i mørket, men sat i solens stråler bliver den mørk; ofte tror man, at et stykke træ er lige, så længe det ikke lægges op ad linealen, men lægges det til linealen, viser det sig at være krumt, dér hvor det buler ud; ofte vil et segls aftryk synes fuldkomment i beskuernes øjne og dog være meget ufuldkomment i kunstnerens øjne: sådan er det, der stråler i den handlendes egen vurdering, ofte urent i dommerens skøn; for Guds domme er én ting, menneskers en anden. Mindet om mange synder skræmmer mig, men endnu flere undslipper min erkendelse: «Hvem forstår sine forsyndelser? Gør mig ren fra mine skjulte synder, Herre» (Sl 19,13). Jeg tør ikke løfte øjnene mod himlen (Luk 18,13), for jeg har krænket ham, som bor i himlen; og på jorden finder jeg ingen tilflugt; for hvilken gunst skulle jeg vove at håbe på hos skabningerne, når jeg har krænket skabningernes Herre? Min modstander, Djævelen, anklager mig (Åb 12,10): «Du allerretfærdigste dommer,» siger han til Gud, «døm, at han er min på grund af skylden, han som ikke ville være din ved nåden; din er han ved naturen, min ved sit behag i synderne; din ved din lidelse, min ved min overtalelse; mod dig ulydig, mod mig lydig; af dig fik han udødelighedens og uskyldens klædning, af mig fik han denne lasede kjortel, sit onde liv; din klædning lagde han fra sig, da han kom til dig i min. Døm, at han er min og skal fordømmes med mig.» — Alle elementerne anklager mig. Himlen siger: «Jeg gav dig lys til trøst.» Luften siger: «Jeg gav dig alle slags fugle til at tjene dig.» Vandet siger: «Jeg gav dig mange slags fisk til føde.» Jorden siger: «Jeg gav dig brød og vin til næring.» «Men alt dette har du misbrugt til at foragte vores Skaber; lad derfor alle vores velgerninger blive til straf for dig.» Ilden siger: «Lad ham brænde i mig.» Vandet siger: «Lad ham drukne i mig.» Luften siger: «Lad ham hvirvles bort i mig.» Jorden siger: «Lad ham blive slugt af mig.» Ilden siger: «Lad ham blive fortæret af mig.» De hellige engle anklager mig, som Gud havde givet mig til tjeneste her og til fællesskab i det kommende liv; men ved mine synder har jeg berøvet mig deres hellige tjeneste i dette liv og håbet om deres fællesskab i det kommende liv. Guds egen røst anklager mig, nemlig Guds lov; enten må Guds lov opfyldes, eller jeg må gå fortabt; men at jeg skulle opfylde loven, er umuligt, og at gå fortabt for evigt er uudholdeligt. Gud anklager mig, den strengeste dommer, den mægtigste fuldbyrder af sin evige lov; ham kan jeg ikke narre, for han er visdommen selv; fra ham kan jeg ikke flygte, for han er den magt, der hersker overalt. Hvor skal jeg så flygte hen? (Sl 139,7). Til dig, o barmhjertige Kristus, vores eneste Forløser og Frelser. Store er mine synder, men større er din fyldestgørelse; stor er min uretfærdighed, men større din retfærdighed. Jeg bekender, tilgiv du; jeg åbner, dæk du til; jeg blotter, skjul du; i mig er der intet andet end det, der fordømmer mig, i dig intet andet end det, der frelser mig; jeg har begået meget, som jeg med fuld ret kan fordømmes for, men du har intet undladt, hvorved du i barmhjertighed kan frelse mig. Jeg hører røsten i Højsangen (Højs 2,14), der byder mig at skjule mig i klippens kløfter; du er den faste klippe (1 Kor 10,4), klippens kløfter er dine sår; i dem vil jeg skjule mig mod alle skabningers anklager. Mine synder råber til himlen, men stærkere råber dit blod, der er udgydt for mine synder (Hebr 12,24). Mine synder er stærke til at anklage mig for Gud, men stærkere er din lidelse til at forsvare mig. Mit højst uretfærdige liv har magt til at fordømme mig, men dit fuldkomment retfærdige liv har større magt til at frelse mig. Jeg appellerer fra retfærdighedens trone til barmhjertighedens trone, og jeg vil ikke komme for dommen, uden at din allerhelligste fortjeneste er stillet mellem mig og din dom.