Kapitel 9. Guds nåde mod de faldne mennesker

Den tilstand, nåden finder mennesket i

1. Hvad er syndens naturlige frugt?

Den evige død. Som vi har set ovenfor (kap. 8, spm. 17–18), er den simpelthen den åndelige død, når den er blevet moden eller har nået sit højdepunkt.

2. Men er den evige død ikke følgen af en ny handling eller en ny viljesakt fra Guds side?

Nej. Al menneskets ulykke kommer fra det selv. Går nogen fortabt, går han fortabt alene ved sin egen skyld. Ingen går fortabt, fordi Gud vil det. Gud tillader meget, som han ikke selv er årsag til (kap. 5, spm. 23).

3. Da alle har syndet, forstår vi altså, at alle ville være gået evigt fortabt, hvis Gud ikke havde brudt syndens og dødens naturlige orden?

Sådan lærer Den Hellige Skrift klart.

Ikke krævet af nogen hensyn til retfærdigheden

4. Hvis Gud nu ikke havde grebet ind, og alle var blevet overladt til følgerne af deres synder, kunne mennesket så have klaget?

Det ville ikke have været andet end det retfærdige, nemlig det samme, som skete med de faldne engle.

5. Hvis Gud havde grebet ind for at frelse ét menneske eller hundrede eller tusind og ikke havde sørget for resten, ville der så have været nogen uretfærdighed?

Da enhver, som har syndet, med rette har fortjent hele straffen, kan ingen påberåbe sig nogen uretfærdighed, hvis Gud af ren barmhjertighed beslutter at frelse andre, der har del i den samme skyld.

6. Men hvis han ville frelse størstedelen af slægten, ville resten så lide uret?

Svaret er det samme, selv om retfærdigheden kun krævede sin yderste straf i ét eneste tilfælde, og alle de andre slap fri.

7. Blev der gjort en sådan forskel?

Nej. Men vi når frem til den sande lære, ikke ved at ræsonnere abstrakt over Guds retfærdighed, men ved at lære, at forløsningsplanen er universel, sådan som evangeliet lærer.

Bevæggrunden

8. Hvad bevægede Gud til at gribe ind i syndens naturlige orden og sørge for menneskets frelse?

Intet andet end hans frie vilje (Gal 1,4; Ef 1,1.5.9 osv.) eller hans «gode vilje» (eudokia) (Ef 1,5.9; Fil 2,13; Luk 2,14). Han var ikke bestemt af nogen nødvendighed i sin natur eller af nogen forpligtelse over for mennesket.

9. Hvilket sindelag hos Gud viser sig især i denne vilje til at frelse mennesket?

Hans nåde (se kap. 2, spm. 73).

Ef 1,7: «I ham har vi løskøbelsen ved hans blod, tilgivelsen af synderne, efter hans nådes rigdom.» 2,8: «For af nåden er I blevet frelst ved tro, og dette skyldes ikke jer selv, gaven er Guds.» Tit 2,11: «For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker.» Det indebærer, at mennesket overhovedet ikke har nogen fortjeneste, som kunne gøre det værdigt til dette indgreb, men at Guds kærlighed blev vist trods det, der kaldte på hans vrede.

Hans barmhjertighed (se kap. 2); Ef 2,4; Tit 3,5. Den forudsætter, at Gud forud så menneskenes elendighed, som skyldes synden og dens følger.

Nådens universalitet

10. Hvad mener du med nådens universalitet?

At den er rettet mod alle mennesker. Nåden er lige så universel som synden. Og barmhjertigheden, der skal afhjælpe elendigheden, er lige så universel som den elendighed, synden har ført med sig.

1 Tim 2,4: «Gud, vores Frelser, som vil at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden.»

2 Pet 3,9: «Han vil ikke at nogen går fortabt, men at alle må nå til omvendelse.»

Joh 3,16: «For således elskede Gud verden at han gav sin eneste søn» osv.

11. Men kan nådens universalitet ikke blot gælde slægten som helhed?

I alt det, nåden sørger for, gælder den hvert eneste menneske på samme måde. Ingen er undtaget eller forbigået.

1 Tim 1,15: «Dette ord er troværdigt og værdigt til al modtagelse, for Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største.»

Rom 11,32: «For Gud har indesluttet alle under ulydighed for at vise alle barmhjertighed.»

12. Hvad vidner den lutherske kirke om dette spørgsmål?

Ligesom omvendelsesprædikenen er også evangeliets løfte universelt, dvs. det gælder alle mennesker (Luk 24). Derfor har Kristus befalet, ’at der i hans navn skal prædikes omvendelse og syndernes forladelse for alle folkeslagene’. For Gud elskede verden og gav sin Søn (Joh 3,16). Kristus bar verdens synd (Joh 1,29), gav sit kød til liv for verden (Joh 6,51), og hans blod er sonofferet for hele verdens synder (1 Joh 1,7; 2,2) (Konkordieformlen, s. 654).

13. Forklar lidt nærmere ordet «Gud vil, at alle mennesker skal frelses» (1 Tim 2,4).

«Han siger ikke, at det er hans vilje, at de gudfrygtige skal frelses, men at verden skal frelses ved ham. For med udtrykket ’verden’ mener han hele de dødeliges slægt. For selv om ikke hele verden bliver frelst ved Kristus, bliver Guds vilje dog fremstillet for os som rettet, ikke mod alles fortabelse, men mod alles frelse» (Wolfgang Musculus, citeret af Calov).

14. Sammenfat vore teologers argumenter for denne opfattelse.

A. Kristi fortjenestes universalitet.

1 Joh 2,2: «Han er soning for vores synder, og ikke alene for vores, men også for hele verden.»

B. Kaldets universalitet.

Matt 11,28: «Kom til mig, alle I som er trætte og bærer byrder, og jeg vil give jer hvile.»

C. Universaliteten i Helligåndens gave.

ApG 2,17: «Jeg vil udgyde af min ånd over alt kød.»

D. Forvaltningen af ord og sakramenter, hvis formål er frelse for dem, de når ud til, selv om virkningen er forskellig hos forskellige slags mennesker.

E. At de vantro fordømmes, fordi de har forkastet evangeliets tilbud.

Indholdet af Guds vilje

15. Er det så rigtigt at sige, at Gud ville, at alle skulle frelses, forudsat at de tror?

Nej. For det er Guds vilje, ikke blot at mennesker skal frelses, men også at de skal tro (se ovenfor, spm. 10; 1 Tim 2,4; 2 Pet 3,9). Ligesom Kristus døde også for dem, som ikke tror eller ikke vil tro, sådan er også Guds nådige vilje uafhængig af menneskets tro eller af noget sindelag hos mennesket over for Gud. Ligesom kaldet og løftet er universelle, er også den vilje hos Gud, som de giver udtryk for, universel.

Hvorfor mange går fortabt

16. Hvis det er Guds vilje, at alle skal tro og blive frelst, hvordan kan det så være, at mange går fortabt?

Fordi det ikke er Guds vilje, at mennesker skal frelses mod deres egen vilje. Menneskets vilje bevarer altid friheden til at forkaste det, som Gud tilbyder, og som Gud oprigtigt ønsker, at mennesket skal tage imod.

Matt 23,37: «Jerusalem, Jerusalem, som dræber profeter og stener dem som er sendt til dig, hvor ofte har jeg villet samle dine børn som en høne samler sine kyllinger under sine vinger, men I ville ikke.»

Hvad Guds vilje betyder

17. Hvad ligger der i at sige, at Gud vil menneskets frelse?

Det er mere end en velbehagets vilje (se kap. 2, spm. 72 c), hvorved han blot ville være tilfreds med eller glæde sig over alt, hvad der tjener menneskets vel.

18. Hvorfor?

Fordi mennesket er åndeligt dødt og ikke har nogen som helst evne til at ville, udtænke eller bidrage til sin egen frelse.

«I åndelige og guddommelige ting kan de ugenfødte menneskers forstand, hjerte og vilje på ingen måde ved deres egne naturlige kræfter forstå, tro, tage imod, tænke, ville, begynde, udrette, gøre, virke eller medvirke til noget som helst; men de er helt døde for det gode og fordærvede» (Konkordieformlen, s. 552).

Al hjælp for mennesket må derfor komme fra Gud alene.

19. Hvad er da Guds frelsende vilje mod mennesket?

Det er hans forsæt at sørge for alt det, der gør det muligt for hvert eneste menneske at blive frelst. Alt dette er omfattet af den forløsningsplan, som han har udtænkt.

Forløsningsplanens led

20. Hvad hører med til denne plan?

Guds Søns menneskevordelse og hans gerning som mellemmand.

Helligåndens særlige sendelse for at tilegne mennesker frugterne af dette mellemmandsembede.

Indstiftelsen af nådemidlerne. Gennem dem udfører den tilegnende nåde sine forskellige handlinger, for at mennesker kan blive kaldet, retfærdiggjort og herliggjort.

Hvor forudbestemmelsen skal behandles

21. Hvor er det rette sted at behandle forudbestemmelsen?

Først når man af evangeliet har lært alle de enkeltheder, som Guds beslutning og forsæt omfattede. For alt, hvad evangeliet indeholder og forkynder, var indbefattet i dette forsæt.

22. Hvad har Luther sagt om dette?

«Følg Romerbrevets orden, og hold dig til Kristus og evangeliet, så du kan erkende dine synder og hans nåde. Kæmp så med synderne, sådan som kapitel 1–8 har lært. Når du derefter er kommet til det ottende kapitel og står under korset og lidelsen, vil du i kapitel 9–11 for alvor lære, hvor trøsterig forudbestemmelsen er» (Fortalen til Romerbrevet).

23. Hvad har den lutherske kirke bekendt om forudbestemmelsen?

«Den skal ikke udforskes i Guds skjulte rådslutning, men læres af Guds ord, hvor den også er åbenbaret. Men Guds ord fører os til Kristus, som er livets bog, i hvem alle de er indskrevet og udvalgt, som skal frelses, som der står skrevet (Ef 1,4): ’Han har udvalgt os i ham før verdens grundlæggelse.’» Se kap. 12.