Kapitel 10. Forberedelsen af forløsningen

Hvornår den blev forkyndt

1. Hvornår åbenbarede Gud første gang sit forsæt om at forløse mennesket?

Så snart mennesket var faldet. I 1 Mos 3,15 står et løfte, der ofte kaldes «protevangeliet» eller «det første evangelium»: «Kvindens sæd skal knuse slangens hoved.» Det sigter til den endelige sejr, som menneskeheden, «kvindens sæd», skal vinde i den stadige kamp, der begyndte i Eden. Løftets endnu dybere betydning blev efterhånden tydelig i de følgende profetier og nåede sit højdepunkt i ham, som både er «kvindens sæd» og slægtens sande repræsentant og samtidig sand Gud.

1 Kor 15,22: «For ligesom alle dør i Adam, således vil også alle blive levende i Kristus.»

V. 47: «Det første menneske var af jord, jordisk, det andet menneske er fra himlen.»

En dobbelt forberedelse

2. Hvilken dobbelt forberedelse begyndte straks?

Gud forberedte efterhånden mennesket til frelsen og forberedte frelsen til mennesket.

3. Hvordan blev mennesket forberedt til frelsen?

Gennem mange århundreders opdragelse, hvor dets erkendelse af synden blev uddybet, hvor det indså, at det ikke kunne hjælpe sig selv, og hvor det erkendte, at det behøvede en forløsning fra højere hånd, og inderligt længtes efter den.

4. Hvordan blev frelsen forberedt til mennesket?

Ved at forløsningsplanen efterhånden blev åbenbaret i forbilleder, ceremonier og løfter, indtil Guds Søn blev menneske, da tidens fylde kom (Gal 4,4).

5. Gør rede for, hvordan menneskeslægtens to dele forholder sig til denne dobbelte forberedelse.

Den første fandt især sted i hedenskabet, som viser, hvordan mennesket med sine egne kræfter forsøgte at kæmpe sig op mod Gud (ApG 17,27). Hele hedningeverdenens historie rummes i Augustins ord:

«Du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig.»

Den anden fandt sted i jødedommen (Rom 3,1–2). Gennem den positive åbenbaring, selv om den var ufuldstændig, kom Gud trin for trin stadig nærmere mennesket, indtil Kristus kom.

Hedenskab og jødedom sammenlignet

6. Skal vi da forstå det sådan, at forberedelsen gennem hedenskabet var helt negativ og forberedelsen gennem jødedommen helt positiv?

Nej. For hedenskabet bidrog også, om end i mindre grad, med visse positive elementer, idet det forberedte de midler, som evangeliet skulle udbredes ved. Det romerske verdensrige, det fælles verdenssprog, forbindelsesvejene mellem folkene og menneskeslægtens kultur blev vigtige redskaber for evangeliets fremgang.

På samme måde var der også et negativt element i jødedommen. Når mennesket forsøgte at opnå retfærdighed for Gud ved at opfylde alle lovens forskrifter, lærte det sin egen hjælpeløshed. Rom 3,20: «Ved loven kommer erkendelse af synd.» Hele systemet af ritualer, ceremonier og ofre vidnede, som Hebræerbrevet viser, om at den daværende orden var ufuldstændig og utilstrækkelig, og pegede hen mod noget højere og bedre.

Frelse for dem, der levede før Kristus

7. Var der da ingen frelse for nogen af dem, der levede og døde før Kristus?

Jo, hvor der var en tro, som tog imod forsikringen om Guds nåde og løftet om en frelse, der siden skulle tilvejebringes på en måde, man ikke forstod dengang.

«Paulus anfører om Abraham (Rom 4,3): ’Abraham troede Gud, og det blev tilregnet ham til retfærdighed’, dvs. Abraham vidste, at Gud var ham nådig alene for sit løftes skyld. Han gav sit samtykke til Guds løfte og lod sig ikke drage bort fra det, selv om han så, at han var uren og uværdig. Han vidste, at Gud tilbyder sit løfte for sin egen sandheds skyld og ikke for vore gerningers eller fortjenesters skyld» (Melanchthon).

Yderligere skriftbevis findes i Hebr 11.

8. Hvad grund er der til at sige, at de gammeltestamentlige hellige kun havde et almindeligt løfte om en frelse, som siden skulle tilvejebringes?

Ef 3,5; Luk 10,23–24; Hebr 11,40; 1 Pet 1,11.