Kapitel 8. Synden

Definition

1. Hvad er synd?

1 Joh 3,4: «… synd er nemlig lovløshed.»

2. Hvad betyder det?

At Gud har sat en målestok, og at alt, hvad der i tilstand eller i gerning ikke lever op til dens krav, er synd.

Stedet i skabelsen

3. Hvad er målestokken?

Hans lov, det vil sige den evige rettesnor for, hvad der er ret. I den har han foreskrevet, hvad han vil have, at hans skabninger skal være, gøre eller afholde sig fra.

To dele: dikotomi og trikotomi

4. Giv så ud fra spm. 3 en noget fyldigere definition.

Synd er at være anderledes og at gøre anderledes, end Gud vil, at vi skal være eller gøre.

Årsag og arter

5. Hvem er årsag til synden?

«De lærer, at selv om Gud skaber og opretholder naturen, er årsagen til synden dog de ondes vilje, det vil sige Djævelens og de ugudelige menneskers vilje, som uden Guds hjælp vendte sig bort fra ham» (Den Augsburgske Bekendelse, art. 19).

6. Hvor mange arter af synd er der?

To: arvesynd og gerningssynd.

Arvesynden: bekendelsens ord

7. Hvad er arvesynd?

«Efter Adams fald fødes alle mennesker, der avles på naturlig vis, med synd, det vil sige uden gudsfrygt, uden tillid til Gud og med begær. Og denne sygdom eller arvefejl er virkelig synd, som også nu fordømmer og bringer den evige død over dem, der ikke bliver født på ny ved dåben og Helligånden» (Den Augsburgske Bekendelse, art. 2).

Begyndelsen

8. Hvor begynder arvesynden da?

I Adams fald. Rom 5,12: «Ved ét menneske kom synden ind i verden og døden ved synden, og således kom døden til alle mennesker, fordi de alle syndede.»

Ordets oprindelse og brug

9. Men er arvesynd et bibelsk udtryk?

Nej, men et udtryk, som kirken bruger til at betegne den sandhed, der læres i det nævnte skriftsted og ofte også andre steder i Skriften.

10. Betegner det altid det samme?

Undertiden betegner det ulydigheden mod Guds forbud i Paradiset («arvesynden som ophav», peccatum originans), det vil sige vor slægts første synd. Undertiden betegner det den fordærvelse eller forvorpenhed i den menneskelige natur, som er en følge af den første synd («arvesynden som følge», peccatum originatum). Den Augsburgske Bekendelses artikel 2 bruger det i den anden betydning.

Den første synd og dens betydning

11. Hvad betød forbuddet i Paradiset?

Det var en prøve på lydighed.

12. Hvad indebar ulydigheden?

Før den ydre handling, da hånden blev rakt ud og den forbudne frugt taget, var der tvivl i forstanden (1 Mos 3,3), et uordentligt begær i viljen efter at ligne Gud mere eller blive ham lig (1 Mos 3,5) og lyst til at tilfredsstille sanserne ud over det, Gud tillod (1 Mos 3,6).

13. Hvilket bud blev overtrådt?

Da ét bud blev brudt, blev hele loven overtrådt.

Brydes ét led i en kæde, er hele kæden brudt; skæres et søkabel over ét sted, er hele kablet afbrudt.

Jak 2,10: «Den, som overholder hele loven, men snubler på ét punkt, er blevet skyldig i alt.»

14. Hvorfor kaldes synden «Adams synd»?

Fordi Adam var slægtens hoved, selv om også Eva faldt og blev ramt af alle syndefaldets følger. Havde han vist sig tro, kunne Gud have givet hans efterkommere en anden mor.

Syndefaldets følger

15. Hvad blev følgerne af syndefaldet?

A. Tabet af Guds billede i streng forstand, det vil sige af de fuldkommenheder, som den menneskelige natur var udrustet med ved skabelsen (se ovenfor, kap. 7, spm. 26–30).

B. Skyld, det vil sige den vanære og moralske plet, som synden fører med sig.

C. En syndig tilstand eller vane. For manglen på Guds billedes fuldkommenheder er i sig selv synd. Er summen af budene kærlighed til Gud, så er fraværet af denne kærlighed utvivlsomt synd.

D. Straf, som uadskilleligt følger med skylden.

Straffene

16. Hvad var straffen?

Døden.

1 Mos 2,17: «På den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø.»

Rom 5,12: «… døden kom til alle mennesker, fordi de alle syndede.»

Rom 6,23: «Syndens løn er død.»

17. Hvor mange former har denne straf?

Tre: den åndelige, den timelige og den evige død.

A. Den åndelige død er sjælens adskillelse fra Gud, det vil sige afbrydelsen af det livsfællesskab, sjælen havde med Gud.

Ef 2,5: «… da vi var døde i vores overtrædelser, har han gjort os levende sammen med Kristus.»

Kol 2,13: «Jer, som var døde i jeres overtrædelser …» Jf. Matt 8,22; Luk 9,60; 15,24; 1 Tim 5,6.

Hvad sjælen er for legemet, det var Gud for sjælen. Da dette forhold blev afbrudt, forsvandt alt åndeligt liv.

B. Den timelige død, det vil sige sjælens adskillelse fra legemet.

Præd 12,7: «Støvet vender om til jorden, sådan som det var, og ånden til Gud, der gav den.»

C. Den evige død er den evige tilstand, hvor sjælen er genforenet med legemet og adskilt fra Gud. Den kaldes også «den anden død» (Åb 2,11; 20,14; 21,8; se kap. 39).

Slægtens enhed

18. Hvordan hænger disse tre sammen?

De er kun stadier af en og samme død. Når legemet dør, dør den ene sans eller den ene del af legemet før den anden, og en kvist kan blomstre, selv efter at den er skåret af stilken. Sådan fører sjælens adskillelse fra Gud til den timelige død, og den timelige død ender i den evige død, hvis den ikke standses.

19. Hvordan gik advarslen «På den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø» i opfyldelse?

Den åndelige død indtrådte straks, og selv den timelige døds processer begyndte med det samme. Men at enden først nås gennem en lang proces, skyldes uden tvivl den foranstaltning, Gud traf for menneskets forløsning. Korsets skygge faldt allerede over menneskeslægten og beskyttede den mod Guds vredes fulde hede.

20. Du talte om «den timelige døds processer». Forklar det.

Ved «processer» mener jeg alle legemets og sjælens svagheder og sygdomme og de lidelser, de fører med sig. Selv det sundeste legeme har svækkede eller syge organer. Efter syndefaldet er sundhed kun et relativt begreb.

Følgernes omfang

21. Men var denne skyld og denne straf begrænset til vore første forældre?

Rom 5,12: «… og således kom døden til alle mennesker, fordi de alle syndede.»

Sjælens oprindelse: præeksistens, kreatianisme og traducianisme

22. Hvordan kan vi være ansvarlige for en andens synd?

I én forstand var Adams synd ikke en andens synd. Hele menneskeheden var i Adam og mistede i ham de gaver, som behagede Gud. Desuden stod han ikke blot som slægtens organiske hoved, men også som dens pagtshoved.

1 Kor 15,22: «For ligesom alle dør i Adam, således vil også alle blive levende i Kristus.»

Guds billede

23. Men har vi ikke en udtrykkelig erklæring: «Sønnen skal ikke bære faderens skyld» (Ez 18,20)?

Profeten taler om gerningssynder, som han opregner i sammenhængen. Vi har ikke del i skylden for nogen af vore forfædres synder ud over Adams. Den fælles natur, som vi har fået gennem vore forældre, er blevet fordærvet ved Adams synd; den arver vi med al dens synd. Men de bestemte synder, som denne fælles, fordærvede natur har ført mine forfædre siden Adam til, er ikke mine.

24. Hvad så med 2 Mos 20,5: «… som lader fædrenes misgerning komme over børnene i tredje og fjerde led af dem, som hader mig»?

Her får børnene del i skylden for forældrenes gerningssynder ved at følge deres eksempel og begå lignende synder.

Umiddelbar og middelbar tilregnelse

25. Hvilke to udtryk har teologerne brugt til at forklare forholdet mellem Adams synd og hans efterkommere?

Umiddelbar og middelbar tilregnelse.

Umiddelbar tilregnelse vil sige, at den første synd i Edens have siges at være vores (som ovenfor, spm. 22). Middelbar tilregnelse vil sige, at Adams synd betragtes som kilden til den fordærvelse af den menneskelige natur, der er fulgt efter, og at denne fordærvelse fortjener Guds vrede.

Den middelbare tilregnelse ræsonnerer sådan: Er vor naturs tilstand syndig, og stammer denne syndighed fra Adam, så betyder vort ansvar for denne syndige tilstand, at vi har del i hans skyld for, at den findes.

26. Hvilken af de to former lærer den lutherske kirke?

Begge. Men i overensstemmelse med vor kirkes helt igennem praktiske præg lægges hovedvægten på den sidste, fordi den bedst overbeviser mennesker om, at de af naturen er under Guds vrede. Derfor bestemmer Den Augsburgske Bekendelse i art. 2 arvesynden som vor naturs fordærvede tilstand og lægger al vægt på «arvesynden som følge» (se ovenfor, spm. 10). Mange teologer, særlig i den reformerte kirke, betragter den ikke som synd i sig selv, men som en straf for synden.

Negative og positive bestanddele

27. Hvilke bestanddele deler Den Augsburgske Bekendelse arvesynden i?

En negativ bestanddel, nemlig «at være uden gudsfrygt og uden tillid til Gud», og en positiv, nemlig «at have begær».

Dens bestanddele

28. Hvordan kan den første være synd?

Den er en overtrædelse af det første bud, som er summen af alle budene. Ikke at kunne frygte og elske Gud er i sig selv mangel på overensstemmelse med Guds lov (se ovenfor, spm. 1–4); det er at være anderledes, end Gud vil, at vi skal være.

29. Hvad er «begær»?

Det sindelag, den holdning eller indstilling i menneskets hjerte og sind, som står i modsætning til alt, hvad Gud vil og er.

Rom 8,7: «Kødets stræben er fjendskab mod Gud, for det underordner sig ikke under Guds lov, ja, det kan heller ikke.»

1 Kor 2,14: «Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds Ånd, for det er ham en tåbelighed.»

Matt 15,19: «For fra hjertet udgår de onde tanker: mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd, bespottelse.»

Jak 1,14: «Enhver fristes, når han drages og lokkes af sit eget begær.»

Gal 5,17: «Kødet begærer mod Ånden.»

Dette begær er ikke begrænset til et enkelt af budene, men er rettet mod dem alle. Augustin og efter ham middelalderens kirke var tilbøjelige til at se dets vigtigste område i lyster, der strider mod det sjette bud.

Arvesyndens almenhed

30. Hvor vidt strækker arvesynden sig?

Med én undtagelse er alle underlagt den. Den Augsburgske Bekendelse bruger ordene «alle mennesker, der fødes efter naturens almindelige gang, fødes med synd» for at undtage Kristi menneskelige natur fra udsagnet.

Hebr 4,15: «… fristet i alt ligesom os, men uden synd.» Hebr 7,26: «… hellig, uskyldig, ubesmittet, adskilt fra syndere.»

31. Bevis denne almenhed.

Hele argumentationen i Romerbrevets femte kapitel går ud på, at dødens nærvær er et bevis på synd, og at enhver, der dør, må have syndet. Kristi død skete, som vi ved, fordi han bar menneskeslægtens synder. «Døden herskede», får vi at vide i v. 14, «fra Adam til Moses også over dem, der ikke har syndet i lighed med Adams overtrædelse», det vil sige også dér, hvor der ikke var gerningssynd.

Ligeledes udelukker vor Herre i Joh 3,3.5–6 udtrykkeligt alle, der ikke er genfødt, fra Himmeriget. Med ordene «Det, som er blevet født af kødet, er kød» erklærer han, at enhver, der kommer til verden, er i en sådan tilstand, at der må ske en stor indre forandring, for at han kan komme ind i det nye liv.

I Ef 2,1–5 omtaler Paulus de kristne som nogle, der har været døde i overtrædelser og synder og af selve deres natur «vredens børn».

Ydre tegn på billedet

32. Men der står udtrykkeligt: «Hvor der ikke er lov, er der heller ikke overtrædelse» (Rom 4,15). Fritager dette ikke spædbørn, som ikke kan kende loven?

Stedet må forstås i overensstemmelse med sammenhængen. Paulus' argument er, at døden beviser synd og overtrædelse af lov. Selv om børnene ikke er skyldige i gerningssynd ved at synde i lighed med Adams overtrædelse, viser deres død, at de på anden måde har overtrådt og er under loven. Andre steder, som man kunne anføre om små børns uskyld, må ligeledes forstås om gerningssynder og ikke om arvesynden.

Hører den til væsenet, eller er den et accidens?

33. Hvad kan der ellers siges om arvesyndens udstrækning, ud over at den har smittet alle mennesker?

Den gennemtrænger alt. Den hører til alle dele og kræfter i den menneskelige natur. Den er en sygdom eller en lastefuld og fordærvet tilbøjelighed, der fordærver hele mennesket. «Den er en dyb, ond, gruelig, bundløs, uransagelig og usigelig fordærvelse af hele naturen og alle dens kræfter, især af sjælens højeste og fornemste kræfter i forstand, hjerte og vilje» (Konkordieformlen, s. 592).

Virkninger på menneskets vilje

34. Hvad følger af denne fordærvelse af de højeste kræfter?

Det behandles udførligere senere under «Viljens frihed». Indtil da kan vi minde om det, der blev anført ovenfor i kap. 1, spm. 32:

«Når selv de dygtigste og mest lærde mennesker på jorden læser eller hører evangeliet om Guds Søn og løftet om den evige frelse, kan de ikke af egne kræfter fatte, gribe, forstå eller tro det og holde det for sandt. Jo mere flid og alvor de anvender for med deres fornuft at begribe disse åndelige ting, des mindre forstår eller tror de. Før de bliver oplyst eller belært af Helligånden, regner de alt dette for lutter dårskab eller opspind.»

Flacius' vildfarelse

35. Er denne fordærvelse da så stor, at den berettiger påstanden om, at menneskets natur siden syndefaldet er synd?

Nej. Ordet «natur» bruges ganske vist undertiden i en løs betydning, ikke om selve naturen, men om en egenskab eller tilbøjelighed i naturen, som når vi siger: «Det er slangens natur at bide.» Alligevel skal udtrykket undgås og fordømmes. Menneskets natur er ikke synd, men syndig. Hvor hårdt man end rammes af difteri eller tyfus, kan man ikke sige, at nogen bliver til en af disse sygdomme.

36. Er en sådan vildfarelse nogen sinde blevet lært?

Ja, i kristendommens første tid af manikæerne og kort efter reformationen af Matthias Flacius Illyricus.

37. Gengiv de argumenter, som hans vildfarelse blev gendrevet med.

Gud skabte den menneskelige natur; man kan ikke sige, at han skaber synd.

Guds Søn antog den menneskelige natur; han antog ikke synd.

Han forløste den menneskelige natur; han forløser ikke synd. Han retfærdiggør og helliggør den menneskelige natur; ingen af delene gør han med synden.

På den yderste dag vil han oprejse den menneskelige natur fra de døde; det vil han ikke gøre med arvesynden.

Arvesynden er altså ikke en substans, men et accidens i den menneskelige natur.

38. Hvordan kom Flacius til at forfægte et så åbenlyst yderliggående standpunkt?

Ved sin iver for at gendrive den opfattelse, at arvesynden kun er en ringe fordærvelse af menneskets kræfter, og at mennesket stadig har noget godt i sig, så det kan begynde eller medvirke i de ting, der angår Gud.

Ulige magt

39. Har arvesynden lige stor magt i alle?

Nej. I nogle hersker den og gør dem til sine slaver (Rom 6,16; Tit 3,3). I andre bliver den modstået, og dens herredømme er brudt (Rom 8,2.13).

Varighed

40. Hvor længe bliver den?

Dens skyld fjernes i retfærdiggørelsen. Dens herredømme brydes, når fornyelsen begynder, og den svinder gradvis og skridt for skridt, alt som fornyelsen vokser. Et levende billede af denne proces findes i Rom 7. Den bliver først helt tilintetgjort i døden.

41. Hvilken anden opfattelse er blevet fremsat?

Den Romersk-Katolske Kirkes, som i tilslutning til nogle skolastikere hævder, at begæret hos de døbte ikke længere er synd.

42. Hvordan gendrives den?

Chemnitz argumenterer således: Begæret hos de døbte er én af tre ting: enten noget godt, noget ligegyldigt eller noget ondt. Kan det være noget godt, når Paulus siger: «I mig, det vil sige i mit kød, bor der ikke noget godt» (Rom 7,18)? Kan det være noget ligegyldigt, når han igen siger: «Jeg gør ikke det gode jeg vil, men jeg praktiserer det onde jeg ikke vil» (Rom 7,19)? Han kan ikke tale om begæret før dåben; det er den døbte og erfarne kristne, der aflægger denne bekendelse. I samme kapitel kaldes dette begær gentagne gange synd, og dets strid mod Guds lov beskrives.

Frugter

43. Hvad er arvesyndens frugter?

Alle de onde gerninger, der er forbudt i De Ti Bud. Enhver gernings moralske beskaffenhed bestemmes af den handlendes moralske beskaffenhed eller karakter.

Matt 7,17: «Ethvert godt træ bærer gode frugter, men det dårlige træ bærer dårlige frugter.»

Luk 6,45: «Et godt menneske fremfører det gode af sit hjertes gode forråd, og et ondt menneske fremfører det onde af sit onde forråd; for af hjertets overflødighed taler hans mund.»

Matt 15,19: «For fra hjertet udgår de onde tanker: mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd, bespottelse.»

Alle menneskers synder er derfor organisk forbundet i den syndetilstand, de udspringer af. Arvesynden er roden; gerningssynderne er skuddene. Arvesynden er kilden; gerningssynderne er strømmene. Arvesynden er havet; de er bølgerne, der rejser sig og synker på det. Arvesynden er sygdommen; gerningssynderne er symptomerne.

44. Hvor læres dette særligt?

Af David i Salme 51. Han fører den store synd, som han bekender i Sl 51,4–6, tilbage til dens kilde, arvesynden (Sl 51,7–8.12). (Se Luthers udlægning.)

Gerningssynder: definition

45. Hvordan skal ordet «aktuel» forstås, når der tales om aktuelle synder eller gerningssynder?

Ikke som ensbetydende med «virkelig», som om arvesynden ikke i denne forstand var aktuel, dvs. en virkelighed. Synderne kaldes «aktuelle», fordi de består i en handling, til forskel fra arvesynden, som angår tilstand, beskaffenhed, vane, sindelag eller tilbøjelighed.

46. Hvordan defineres gerningssynd?

Enhver handling, indre eller ydre, der strider mod Guds lov, og enhver undladelse af en handling, som samme lov befaler.

Årsager

47. Hvad er årsagerne til gerningssynd?

Begæret eller den indre fordærvelse kan virke på to måder: enten af sig selv, eller fordi det tilskyndes udefra. Om det første gælder især Jak 1,14–15:

«Enhver fristes når han drages og lokkes af sit eget begær. Når så begæret har undfanget, føder det synd, og når synden er vokset op, bringer det død.»

Når det tilskyndes udefra, kan det ske enten ved Djævelen eller ved verden.

Fristelser

48. Hvordan frister eller tilskynder Djævelen menneskets indre fordærvelse?

Ved at indgive tanken om synden og endda planen for, hvordan tanken skal føres ud i livet, som i Joh 13,2. Han har ingen magt til at tvinge nogen til at begå den synd, han indgiver. De genfødte har større kraft til at modstå ham end de ikke-genfødte.

Jak 4,7: «Stå Djævelen imod, så han flygter fra jer.»

1 Kor 10,13: «Gud er trofast, og han vil ikke tillade at I fristes ud over det I kan bære, men sammen med fristelsen vil han skabe udgangen af den.» Jf. Ef 6,11–13; 1 Pet 5,9.

49. Hvordan tilskynder verden menneskets indre fordærvelse?

Ved onde mænds og kvinders lære, tilskyndelse, råd og eksempel og ved ting, der appellerer til sanserne og således tænder lysten til synd.

1 Joh 2,15–16: «Elsk ikke verden eller det som er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham. For alt det der er i verden: kødets begær og øjnenes begær og pral over livet, er ikke af Faderen, men af verden.»

Indre handlinger

50. Hvad menes med «en indre handling»?

Et ønske eller forsæt om at synde, som vækkes eller næres (Matt 5,27–28).

Virkninger

51. Hvilken virkning har enhver gerningssynd?

Den giver viljen en tilbøjelighed til at gentage lignende synder og fører til sidst til en bestemt syndevane.

Inddeling

52. Hvordan inddeles synderne?

For det første i frivillige og ufrivillige. De frivillige begås med overlæg og med viden om, at de er synder. De ufrivillige begås i uvidenhed eller drevet af voldsom lidenskab; de kaldes undertiden uvidenhedssynder eller skrøbelighedssynder i modsætning til overmodige synder.

Sl 19,13–14: «Hvem kan forstå sine forvildelser? Rens mig for skjulte synder. Hold også din tjener tilbage fra overmodige synder.»

1 Tim 1,13: «Jeg blev vist barmhjertighed fordi jeg handlede uvidende i vantro.»

53. Hvad er en anden inddeling?

I synder ved handling, dvs. positive handlinger, der strider mod et forbydende bud, og undladelsessynder, der består i, at man undlader de handlinger, som et påbydende bud foreskriver.

54. En tredje?

I synder direkte mod Gud, dvs. dem, der er forbudt i lovens første tavle, mod næsten, dvs. dem, der er forbudt i anden tavle, og mod en selv – sådan betegnes utugt i 1 Kor 6,18, og hertil kan føjes drukkenskab, selvmord osv.

55. En fjerde?

I synder med hjertet, munden og gerningen. Vor Herre taler om dem i Matt 5,21–22. Den første er den groveste. Vedvarende had til en uskyldig næste eller et forsæt om at skade ham, som man længe har næret, er en grovere synd end det barske svar fra én, der har lidt uret.

56. Hvordan forholder det sig med skelnen mellem tilgivelige synder og dødssynder?

I sig selv er ingen synder tilgivelige, men alle er dødssynder. Man kan derfor ikke godtage en inddeling, hvor bestemte overtrædelser kaldes tilgivelige og andre dødssynder. Om en synd er tilgivelig eller dødssynd, afgøres alene af synderens forhold til Kristus. Den mindste synd, der begås bevidst og med overlæg, er uforenelig med troen og er dødssynd. Men de genfødte er i deres skrøbelighed ikke uden synder, trods deres hjertes mest oprigtige stræben; disse, og kun disse, er tilgivelige.

Synden mod Helligånden

57. Findes der nogen synd, som ikke kan tilgives?

Ja, synden mod Helligånden.

Matt 12,31–32: «Enhver synd og bespottelse skal tilgives menneskene, men bespottelse mod Ånden skal ikke tilgives. Og den som taler et ord imod Menneskesønnen, ham skal det tilgives, men den som taler imod Helligånden, ham skal det ikke tilgives hverken i denne tid eller den kommende.»

Mark 3,29: «Den som spotter Helligånden, har ikke i evighed tilgivelse, men er skyldig i en evig synd.»

58. Hvorfor kan den ikke tilgives?

Ikke fordi den overgår Guds barmhjertighed og Kristi fortjeneste (Es 1,18), men fordi selve de midler, som Gud tilbyder sin nåde ved, foragtes og bespottes. «Det er ikke, som om Gud aldrig ville forbarme sig over sådanne syndere, for hans forsikring gælder alle, og i den bekræfter han med ed (Ez 18,32), at han ikke vil den døendes død. Det er heller ikke, som om Kristus ikke var død og havde gjort fyldest for en sådan synd, for han er sonofferet for hele verdens synder (1 Joh 2,2). Men den siges at være utilgivelig ved et accidens (per accidens), fordi sådanne syndere er så forhærdede, at de ikke vil tage imod Kristus, det eneste lægemiddel mod deres synder, men forfølger ham, med ubøjeligt forsæt bliver ved i deres raseri og således styrter sig selv i den evige fortabelse … Men hvis det kunne ske, at de blev ført til erkendelse af denne synd, ville Guds barmhjertighed også stå åben for dem» (Balduin, om 1 Tim 1).

Sammenhængen hos Matthæus viser, at Kristus gav denne advarsel, da farisæerne tilskrev Djævelen hans gerninger (Matt 12,24). Der står ikke her, at farisæerne allerede havde gjort sig skyldige i en sådan synd, for den synes især at høre til den tid, da Helligånden er givet fuldt ud. Men advarslen går ud på, at den synd, de var ved at begå, ville ende i synden mod Helligånden, når den nåede sit højdepunkt.

59. Omtales den andre steder i Den Hellige Skrift?

Hebr 6,4–6: «For dem som engang er blevet oplyst, har smagt den himmelske gave, har fået del i Helligånden, har smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter, og som er faldet fra, for dem er det umuligt igen at blive fornyet til omvendelse fordi de for dem selv korsfæster Guds søn på ny og gør ham til genstand for spot.»

Hebr 10,26: «For når vi synder med vilje efter at vi har modtaget sandhedserkendelse, er der ikke mere noget offer tilbage for synder.»

60. Hvad læres her?

At de, der begår denne synd, har været genfødte og gudfrygtige mennesker, som er faldet fra troen, og at synden ledsages af et særligt fjendskab mod sandheden og åben trods mod Helligånden.

61. Bliver de, der begår denne synd, nogen sinde urolige over den?

Nej, for de er forladt af Ånden, som al overbevisning om synd kommer fra.