Kapitel 22. Den mystiske forening

Definition

1. Hvad modtager troen ud over Kristi retfærdighed og de gaver, den har erhvervet?

Kristus selv, som på en særlig måde bor i enhver genfødt og retfærdiggjort sjæl.

Gal 2,20: «Jeg lever ikke mere, men Kristus lever i mig.»

Joh 15,5: «Jeg er vintræet, I er grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt.»

Joh 14,23: «Min Far skal elske ham, og vi vil komme til ham og tage bolig hos ham.»

Ef 3,17: «At Kristus må bo ved troen i jeres hjerter.»

1 Kor 6,17: «Den som holder sig til Herren, er én ånd med ham.»

Hvad den betyder

2. Betyder dette ikke andet, end at Kristi indflydelse eller kraft eller gaver lever i den troende, sådan som en far lever videre i sit barn eller en stor lærer i sine elever?

Ingen rimelig fortolkning af de skriftsteder, der er anført ovenfor, kan føre til en sådan lære. Kraften og gaverne er der, fordi Kristus selv er til stede og gennemtrænger den troendes hele liv.

«Det er en tilstand af den mest umiddelbare personlige berøring, sådan som den kun er mulig inden for et religiøst forhold» (Kähler).

Bekendelsesskrifterne

3. Behandles denne lære udtrykkeligt i kirkens bekendelsesskrifter?

Nej, bortset fra en hentydning blandt de falske lærdomme om Kristi retfærdighed, som forkastes:

«Vi forkaster og fordømmer alle følgende vildfarelser: … At ikke Gud selv, men kun Guds gaver bor i den troende» (Konkordieformlen, s. 503).

At de senere lutherske teologer i den ortodokse periode (først efter midten af 1600-tallet) behandlede emnet mere udførligt, skyldtes, at de ville imødegå de forskellige overspændte meninger hos en falsk mystik, som dengang var vidt udbredt i Tyskland.

Luthers forklaring

4. Hvordan behandler Luther den?

«Kristus, som således hænger fast ved mig og er bundet sammen med mig» (ordret: «limet fast til mig», conglutinatus mihi), «og bliver i mig, lever i mig det liv, som jeg lever; ja, det liv, hvormed jeg således lever, er Kristus selv … Denne sammenhæftning befrier mig fra lovens og syndens rædsler, tager mig ud af min egen hud og flytter mig over i Kristus og hans rige, som er et rige af nåde, retfærdighed, fred, glæde, liv, frelse og evig herlighed … Fordi han lever i mig, er al den nåde, retfærdighed, liv, fred og frelse, der er i mig, Kristi egen, og alligevel er den min ved den forening (conglutinationem) og sammenhæftning, som sker ved troen, og hvorved Kristus og jeg ligesom bliver ét legeme i ånden.» … «Du er så tæt bundet sammen med Kristus, at der af dig og ham bliver én person, som ikke kan skilles ad, men bestandigt hænger så fast ved ham, at du med frimodighed kan sige: ’Jeg er Kristus’, dvs. Kristi retfærdighed, sejr, liv osv. er mine. Og Kristus siger på sin side: ’Jeg er den synder’, dvs. hans synder, død osv. er mine, fordi han hænger fast ved mig og jeg ved ham. For ved troen er vi sammenføjet til ét legeme og ét ben (Ef 5,30). Denne tro forener Kristus og mig tættere, end manden er forenet med hustruen» (om Gal 2,20).

Apostlenes behandling

5. Hvem lægger mest vægt på denne lære?

«Paulus lægger størst vægt på retfærdiggørelsen, Johannes på den mystiske forening, Peter på helliggørelsen som forberedelse til det evige liv» (Kahnis).

Praktisk anvendelse

6. Hvilken praktisk anvendelse er der blevet gjort af denne lære?

«Tænk på disse gæsters majestæt» (Faderen og Sønnen, Joh 14,23), «så vil du bedre forstå, hvor stor godhed der ligger i, at de kommer» («vi vil komme til ham»). «Da vi i dette liv ikke kan stige op til Gud for at være hjemme hos ham (2 Kor 5,8), men så længe dette liv varer, ’ikke er hjemme hos Herren’ (v. 6), stiger Gud i sin umådelige godhed ned til os og kommer til os, dvs. den højeste majestæt kommer til den mest usle ringhed, himlen til jorden, Skaberen til skabningen, Herren til tjeneren. Hvilken kærlighed til mennesket! ’Herre, hvad er et menneske, at du husker på ham, eller et menneskebarn, at du ser til ham?’ (Sl 8,5). Hvor glade bliver mennesker ikke, når jordiske konger og fyrster tager en omvej for at besøge dem! Men hvad er det sammenlignet med Guds komme! Jordiske konger bliver en byrde for dem, de besøger, på grund af de omkostninger, der følger med at beværte dem; men disse himmelske gæster kommer ikke med tomme hænder, men med et forråd af uvurderlige gaver» (Gerhard, om Joh 14,23).

Advarsel

7. Er udtrykket «den mystiske forening» og den særskilte behandling af læren i den lutherske dogmatik helt tilfredsstillende?

Nej. For som nævnt ovenfor (under spm. 3) var det et polemisk motiv eller en polemisk nødvendighed, der bestemte den opmærksomhed, læren fik som en særskilt artikel. Hvor man ikke tager hensyn til den historiske behandling, kan den med rette få sin plads under helliggørelsen. Sådan siger Schaeffer (utrykte forelæsninger over dogmatikken): «Den tilstand, som dette udtryk betegner (et udtryk, der let misbruges og ikke kan anbefales uden forbehold), kan kun være helliggørelsens højdepunkt eller være identisk med den. Den må ikke opfattes som andet end Helligåndens nærvær, der bliver i de genfødtes hjerte gennem evangeliets ord, et nærvær, som er uadskilleligt fra et særligt, nådigt nærvær af hele treenigheden.»