Kapitel 21. Genfødslen

Definition

1. Hvad er genfødslen?

Den handling, hvorved Helligånden giver mennesket, som er dødt i synder, et nyt og åndeligt liv.

Joh 3,3: «Hvis ikke nogen er blevet født på ny, kan han ikke se Guds rige.»

2. Hvordan forholder den sig til oplysningen?

Ved oplysningen bringes mennesket til at se sin fortabte tilstand og til at lære, hvad Gud har sørget for i Kristus til dets frelse. Efterhånden som denne handling skrider frem, rummer den også en vis indstilling af viljen over for den tilbudte nåde. Genfødslen sker, når Helligånden ved sit indre virke i ord eller sakramente fuldbringer den handling, at mennesket overgiver sig til Guds vilje og løfte. Oplysningen påvirker viljen, men det er genfødslen, der bringer beslutningen til afgørelse.

3. Hvilken kort definition kan der da gives?

«Genfødslen er den handling, hvorved et menneske gøres troende»; eller «den handling, hvorved troen gives», eller «den handling, hvorved troen skænkes». (Se kap. 17, spm. 6.)

Bekendelsesskrifternes lære

4. Hvordan læres dette i vore bekendelsesskrifter?

«For at vi kan få denne tro, er embedet indstiftet til at lære evangeliet og forvalte sakramenterne. For ved Ordet og sakramenterne som ved redskaber gives Helligånden, som virker troen, hvor og når det behager Gud, hos dem, der hører evangeliet» (Den Augsburgske Bekendelse, art. 5).

«Mennesket er og bliver Guds fjende, indtil det ved Helligåndens kraft, gennem det prædikede og hørte ord, af lutter nåde, uden nogen medvirken fra dets egen side, bliver omvendt, gjort troende, genfødt og fornyet» (Konkordieformlen, s. 552, jf. s. 563).

«Hvordan sker det?» spørger vor katekismus, og så svarer den:

«Når vor himmelske Fader giver os sin Helligånd, så vi ved hans nåde tror hans hellige ord og lever et gudfrygtigt liv her i tiden og i himlen i al evighed» (Den Lille Katekismus, anden bøn i Fadervor).

Skriftbeviser for menneskets uformåen

5. Men går man ikke for vidt, når man påstår, at mennesket ikke af egen kraft kan tro, heller ikke efter at det er bragt til at se sine synder og har lært den tilbudte nåde at kende?

Svaret finder man ved at overveje følgende skriftsteder:

Fil 2,13: «For Gud er den, som virker i jer i både vilje og handling, på grund af hans gode vilje.» Her føres selve viljen til at gøre Guds vilje tilbage til en gerning, som Gud udfører i mennesket.

2 Kor 3,5: «Vores kvalifikation er fra Gud.»

Fil 1,6: «Han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldende den.»

Joh 15,5: «Uden mig kan I intet gøre.» Augustin bemærker her, at vor Herre ikke siger:

«Uden mig kan I kun handle med besvær» eller «Uden mig kan I intet stort gøre», men ubetinget «intet», det vil sige «slet intet».

Joh 6,44: «Ingen kan komme til mig, uden at Faderen, som sendte mig, drager ham.»

1 Kor 12,3: «Ingen kan sige: ’Jesus er Herre’, uden ved Helligånden.»

Ef 2,8: «For af nåden er I blevet frelst ved tro, og dette skyldes ikke jer selv, gaven er Guds.»

Joh 6,29: «Dette er Guds gerning, at I tror på ham, som han har udsendt.»

Fil 1,29: «Det er blevet skænket jer for Kristi skyld, ikke kun at tro på ham, men også at lide for hans skyld.»

1 Kor 4,7: «Hvad har du, som du ikke har modtaget?»

Billeder i bekendelsesskrifterne

6. Hvilke billeder bruger vore bekendelsesskrifter om menneskets uformåen?

«Skriften lærer, at mennesket ikke blot er svagt og sygt, men helt og aldeles dødt (Ef 2,1.5; Kol 2,13). Ligesom et menneske, der er legemligt dødt, ikke af egne kræfter kan forberede eller indrette sig til at få det timelige liv tilbage, sådan kan et menneske, der er åndeligt dødt i synder, heller ikke af egen kraft indstille sig på eller arbejde hen imod at opnå den åndelige og himmelske retfærdighed og det åndelige og himmelske liv, medmindre Guds Søn frier det fra syndens død og gør det levende» (Konkordieformlen, s. 553).

«Af sine egne naturlige kræfter kan mennesket i åndelige ting og i sin egen omvendelse og genfødsel lige så lidt begynde, virke eller medvirke som en sten eller en blok eller ler» (sst., s. 556).

Spørgsmålet om ansvar

7. Men ophæver dette ikke i praksis menneskets ansvar?

Nej.

«For i en anden henseende er mennesket ikke en sten eller blok. En sten eller blok gør ikke modstand mod det, som bevæger den, og den forstår og fornemmer ikke, hvad der sker med den. Men et menneske står med sin vilje Gud Herren imod, så længe det ikke er omvendt. Og det er ikke desto mindre sandt, at et menneske før sin omvendelse stadig er en fornuftig skabning, der har forstand og vilje, men ikke forstand i guddommelige ting eller en vilje til at ville noget godt og frelsebringende. Alligevel kan det intet gøre til sin omvendelse og er i denne henseende langt værre end en sten og blok; for det står Guds ord og vilje imod, indtil Gud vækker det fra syndens død, oplyser og fornyer det. Og selv om Gud ikke tvinger mennesket til at blive gudfrygtigt (for de, der altid står Helligånden imod og vedholdende sætter sig op mod den erkendte sandhed, sådan som Stefanus siger om de forhærdede jøder (ApG 7,51), bliver ikke omvendt), så drager Gud Herren dog det menneske, han vil omvende, og drager det endda sådan, at dets forstand bliver oplyst i stedet for ’formørket’, og dets vilje bliver lydig i stedet for forvendt. Det kalder Skriften at ’skabe et nyt hjerte’ (Sl 51,12).»

I hvilken henseende menneskets vilje er fri

8. Betyder det, at menneskets vilje har en vis frihed?

Den er altid fri til at stå den tilbudte nåde imod og forkaste den (se kap. 19, spm. 9). Genfødslen kommer helt og alene af Guds frie gave; at den udebliver, skyldes derimod, at mennesket afviser det, som Gud har tilbudt.

9. Men ophører viljens modstand mod Guds nåde nogensinde helt?

Aldrig i dette liv.

Rom 7,23: «Jeg ser en anden magt i mine lemmer, som fører krig mod loven i mine tanker.»

Gal 5,17: «For kødet begærer mod Ånden.»

Men de genfødte beklager hele tiden denne modstand, og den strider mod deres livs egentlige sigte.

Rom 7,25: «Altså tjener jeg selv med tankerne Guds lov.»

Rom 7,22: «Jeg glæder mig over Guds lov ifølge det indre menneske.»

Den, der ikke er genfødt, står derimod Gud helt imod og er aldeles syndens træl (Joh 8,34; Rom 6,16).

Hvordan genfødslen virkes

10. Hvordan virkes genfødslen?

Ved ord og sakramenter (se ovenfor, spm. 4); desuden:

«Ved dette middel og på ingen anden måde, nemlig ved sit hellige ord, når det høres prædiket eller læses, og ved de hellige sakramenter, når de bruges efter Ordet, vil Gud kalde mennesker til den evige frelse, drage dem til sig og omvende, genføde og helliggøre dem» (Konkordieformlen, s. 562).

Rom 10,17; 1 Kor 1,21; Jak 1,18; 1 Pet 1,23.

Lov, evangelium og sakramenter i deres forhold til genfødslen

11. Virkes genfødslen af alle dele af Guds ord?

Kun af evangeliet. For at loven ikke genføder, fremgår tydeligt af

2 Kor 3,6: «Bogstavet slår ihjel, men Ånden gør levende.»

Rom 3,20: «Ved loven kommer erkendelse af synd.»

Om evangeliets genfødende kraft:

1 Kor 4,15: «Jeg er ved evangeliet blevet jeres far i Kristus Jesus.»

Joh 6,63: «De ord, som jeg har talt til jer, er ånd og er liv.»

Derfor erklærer Den Augsburgske Bekendelse (art. 5):

«… Helligånden, som virker troen hos dem, der hører evangeliet, nemlig at Gud ikke for vore egne fortjenesters skyld, men for Kristi skyld retfærdiggør dem, der tror.»

12. Hvordan genføder sakramenterne?

Ikke uden for evangeliet eller som midler adskilt fra det, men kun som midler, hvorved evangeliets ord bliver anvendt på den enkelte. Dåben er frem for alt «genfødslens sakramente».

Joh 3,5: «Hvis ikke nogen er blevet født af vand og Ånd, kan han ikke gå ind i Guds rige.»

Tit 3,5: «… på grund af sin barmhjertighed frelste han os ved genfødslens og fornyelsens bad ved Helligånden.»

Gal 3,26–27: «For I er alle i Kristus Jesus Guds sønner ved troen. For alle I, som er blevet døbt til Kristus, lod jer iklæde Kristus.»

Substantiel eller accidentel; på én gang eller gradvis

13. Er genfødslen en «substantiel» eller en «accidentel» forandring, sådan som det blev drøftet i den flacianske strid?

I genfødslen bliver personligheden ikke ødelagt; den person, som hidtil ikke var genfødt, får blot et nyt liv skænket. (Se kap. 7, spm. 33; kap. 8, spm. 35–38.) «Stenhjertet» og «kødhjertet» (Ez 11,19), «det gamle menneske» og «det nye» er de samme, men deres egenskaber er forandret.

14. Sker genfødslen på én gang eller gradvis?

Svaret afhænger af, hvad man nøjagtigt forstår ved genfødslen. Omfatter den hele Helligåndens virksomhed, hvorved troen gives og næres (for troen vokser, se kap. 17, spm. 29), sker den gradvis. Men begrænses den til begyndelsen af det åndelige liv, «tændingen af en gnist af tro», sker den på én gang, ligesom retfærdiggørelsen, der er dens uadskillelige følge.

Hvem genfødes – barnetroen

15. Hvem kan genfødes?

Bag dette ligger spørgsmålet, om spædbørn lige så vel som voksne er i stand til at tro og derfor kan genfødes. Her, hvor Skriften ikke udtaler sig udtrykkeligt, må vi på den ene side vogte os for at sætte grænser for, hvad Gud kan eller må gøre, og på den anden side for at foreskrive, hvad han skal gøre.

Joh 3,8: «Vinden blæser, hvor den vil, og du hører dens susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den går hen; sådan er det med enhver, som er blevet født af Ånden.»

Det ser næsten ud, som om vor Herres ord til Nikodemus om den nye fødsel har Præd 11,5 for øje, hvor det siges, hvor gådefuldt Guds værk er:

«Ligesom du ikke ved, hvilken vej vinden går, eller hvordan knoglerne vokser i den svangre kvindes liv, sådan kender du heller ikke Guds værk, han som gør alt.»

16. Hvilke forsigtighedsregler skal man derfor iagttage?

A. At de enkeltheder om voksnes genfødsel, der nævnes i forbindelse med anvisninger om apostelkirkens missionsforkyndelse eller i breve til nytestamentlige menigheder, ikke gøres til den ubetingede målestok, hvormed man afgør spørgsmålet, om spædbørn kan genfødes.

Når Paulus for eksempel i Romerbrevets tiende kapitel kommer med sin mest indtrængende opfordring til at sende missionærer ud til hedningerne, erklærer han, at de må høre evangeliet for at blive bragt til tro. Men en sådan erklæring kan ikke tolkes, som om den benægter, at Gud kan have andre måder at virke på hos spædbørn.

B. At vi altid husker, at troens kraft til retfærdiggørelse ikke afhænger af dens fuldkommenhed eller udviklingstrin, men alene af dens indhold.

Spørgsmålet drejer sig kun om, hvorvidt det er muligt, at Helligånden virker en evne til at modtage (kap. 17, spm. 29–30). Troen er, som vi har lært (kap. 17, spm. 11), aldrig en grund, men kun et redskab til at tage imod Guds nåde.

C. At der også tages hensyn til skellet mellem «direkte» og «diskursiv», «habituel» og «aktiv», «implicit» og «eksplicit tro» (kap. 17, spm. 7, 8 og 9).

D. At vi i vores vurdering også medregner, at børn har synd uafhængigt af og før al forstand, al evne til at stå i forbindelse med den ydre verden og al selvbevidsthed, og at denne synd ikke er en fysisk, men en moralsk og åndelig brist.

(Se Den Augsburgske Bekendelse, art. 2; se ovenfor, kap. 8, spm. 7.) Hvilken grund kan de, som anerkender den medfødte fordærvelse og den medfødte kundskab om Gud, anføre for at benægte, at spædbørn kan tro?

E. At vi, da troens genstand (se kap. 17, spm. 15) simpelthen er Guds løfte, ikke tør benægte, at tro er mulig, hvor forståelsen af det, løftet rummer, ikke når højere end hos de hellige i den tidlige gammeltestamentlige tid. Troen er i sit inderste væsen en sådan tillid til Gud, at den er rede til at tage imod alt, hvad han lærer, og til at gøre alt, hvad han befaler.

Dens genstande vokser i antal og klarhed, efterhånden som åbenbaringen vokser. Prøven på, om den er virkelig, er ikke, hvor vidt den rækker, men dens indre holdning over for Gud. Den tro, man kan tilskrive spædbørn, er derfor måske ikke andet end en holdning i hjerte og sind over for Gud, som med voksende forstand skal gribe det ene løfte og den ene åbenbarede kendsgerning efter den anden.

17. Hvilke beviser er der for, at spædbørn kan have tro og blive genfødt?

A. Helligåndens usædvanlige indvirkning på visse børn før fødslen og kort efter.

Jer 1,5: «Før du kom ud af moderlivet, helligede jeg dig.»

Luk 1,41: «Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang fosteret i hendes liv. Og Elisabeth blev fyldt med den Helligånd.»

Sl 22,10: «Du lærte mig at stole på dig, da jeg lå ved min moders bryst.»

B. Skriften tillægger udtrykkeligt små børn tro.

Matt 18,6: «Den som bringer til fald en af disse mindste som tror på mig …»

At dette sted taler om «små børn» i bogstavelig forstand og ikke om de troende i almindelighed, som i 1 Joh 2,18, fremgår tydeligt af sammenhængen (v. 3). Mark 10,13–16 viser, at børnene var så små, at de blev båret på armen. «De blev ganske vist ’kaldt hen’ (Matt 18,2) og kan have været fire eller fem år gamle. Alligevel kunne troen selv hos sådanne ikke være opstået ved menneskelig undervisning, men må tilskrives en indre guddommelig virkning» (Spener). Vi er tilbøjelige til at tilskrive disse børns tro Kristi tiltrækkende personlighed. Ordet kom til dem i hans blik og væsen og i hans stemmes milde, men myndige tone. Det vakte deres tillid og gjorde dem rede til i kærlighed at tage imod alt, hvad han ville sige og gøre.

C. Ud fra deres ret til at komme ind i Himmeriget og ud fra, at man kommer derind ved genfødslen.

Joh 3,3: «Hvis ikke nogen er blevet født på ny, kan han ikke se Guds rige.»

Joh 3,5: «Hvis ikke nogen er blevet født af vand og Ånd, kan han ikke gå ind i Guds rige.»

18. Hvordan har man værnet om læren om spædbørns tro eller genfødsel?

«Helligånden er virksom i dem efter deres mål.» «Selv om vi altså ikke forstår, af hvilken art denne Guds virksomhed i spædbørnene er, så er det dog sikkert, at der i dem virkes nye og hellige bevægelser, ligesom der skete nye bevægelser i Johannes, da han var i moderlivet. For selv om vi ikke må forestille os, at spædbørnene forstår, er disse bevægelser og tilbøjeligheder til at tro på Kristus og elske Gud dog i en vis grad lig troens og kærlighedens bevægelser. Det er det, vi mener, når vi siger, at spædbørnene har tro» (Wittenberg-konkordien 1536, underskrevet af Luther, Melanchthon, Bugenhagen, Jonas, Bucer m.fl.).

«Der er ingen tvivl om, at de spædbørn, der er lemmer af Kristi kirke, ikke har en sådan tro, dvs. ikke en så udtrykkelig og så at sige så sanseligt mærkbar tro som de voksne, i hvem Helligånden er virksom gennem den ydre hørelse af evangeliet» (Brenz, «Apologi for Den Württembergske Bekendelse»).

«Når vi siger, at spædbørnene tror, må man ikke forestille sig, at de kender eller fornemmer troens bevægelser.»

«Da det er sikkert, at døbte spædbørn er lemmer af kirken og behager Gud, er det også sikkert, at Helligånden er virksom i dem, og det endda så virksom, at de kan tage imod Guds nåde og syndernes forladelse.»

«Og selv om vi hverken kan forstå eller med ord forklare, hvad denne Åndens virksomhed og virkning i de døbte spædbørn er, så er det dog sikkert ud fra Guds ord. Men denne Helligåndens virksomhed eller virkning i spædbørnene kalder vi tro, og vi siger, at de små børn tror» (Chemnitz). Se kap. 27.

18. Kan genfødslen gå tabt?

Det er det samme som at spørge, om troen kan gå tabt. Svaret er ja. (Se kap. 17, spm. 36 og 37.)

19. Bruges ordet genfødsel ikke undertiden som teologisk fagord i en videre betydning end den, vi hidtil har behandlet?

I Matt 19,28, «I genfødslen, når Menneskesønnen sidder på sin herligheds trone», er der tale om alle tings fornyelse og genoprettelse ved Kristi genkomst, sådan som det er lovet.

Åb 21,5: «Han som sidder på tronen, sagde: ’Se, jeg gør alt nyt.’»

2 Pet 3,13: «Ifølge hans løfte venter vi på nye himle og en ny jord hvor retfærdighed bor.»

At komme til fuldt ud at nyde herlighedsrigets fuldendelse er genfødsel, ligesom det også kaldes genfødsel at komme ind i nåderiget eller ind ad dets port.

Men ud over denne bibelske sprogbrug har ordet i kirkens sprog haft et ret bredt betydningsfelt. Det skabte forvirring og gjorde det nødvendigt at definere ordet mere præcist og bruge det konsekvent. Herom siger Konkordieformlen:

«Fordi ordet ’genfødsel’ undertiden bruges i stedet for ordet ’retfærdiggørelse’, er det nødvendigt, at dette ord forklares rigtigt, for at den fornyelse, som følger efter troens retfærdiggørelse, ikke skal blandes sammen med den, men at de kan skelnes rigtigt fra hinanden … Endvidere bruges det om helliggørelse og fornyelse» (s. 572–573). (Se hele stedet for en fyldigere fremstilling.)

Forskelle og synonymer

20. Hvordan vil du skelne den fra retfærdiggørelsen og helliggørelsen?

Genfødslen og retfærdiggørelsen er begge handlinger, som Gud alene udfører. Helliggørelsen er en handling, hvor mennesket medvirker. Genfødslen er en handling inden i mennesket, retfærdiggørelsen en handling uden for mennesket. Helliggørelsen begynder med en indre handling og arbejder sig ud i det ydre liv. Genfødslen giver troen. Ved troen bliver mennesket retfærdiggjort, og retfærdiggørelsens uundgåelige følge er, at helliggørelsen begynder.

21. Hvilke synonymer har den? De nærmeste er:

A. At gøre levende.

Ef 2,4–5: «Gud, som er rig på barmhjertighed, har på grund af sin store kærlighed som han har elsket os med, gjort os levende sammen med Kristus da vi var døde i vores overtrædelser.»

B. At skabe på ny.

2 Kor 5,17: «Hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning.»

Gal 6,15: «For hverken omskærelse eller manglende omskærelse betyder noget, men en ny skabning.»

Sl 51,12.

22. Er der andre ord, som i betydelig grad dækker det samme område?

Ordene bod og omvendelse hører til samme slægt, men har hver sin artsforskel. Hermed mener vi naturligvis de bibelske ord, hvis betydning må afgøres ud fra Det Nye Testamentes græske grundtekst.

23. Hvad betyder bod?

Det engelske ord repentance har fået betydningen «sorg eller anger over det, man har gjort eller undladt», og har ligesom penitence etymologisk samme rod som pain (smerte). Men det græske navneord metanoia, der bruges 24 gange, og udsagnsordet metanoein, der bruges 31 gange i Det Nye Testamente, betyder «en ændring af sindet» og er næsten ensbetydende med «omvendelse», som simpelthen betyder «en gennemgribende forandring», der naturligvis begynder i sindet eller hjertet. Det stemmer med definitionen «en forandring af den sjælelige og åndelige indstilling» (Century Dictionary).

Bod

24. Hvilken vigtig følge fik det, at definitionen blev revideret?

Reformationen. I foråret 1518 skrev Luther både til sin åndelige fader, Staupitz, og til pave Leo 10. og førte sin protest tilbage til den nye betydning, ordet havde fået for ham ved hans studium af Det Nye Testamente. Johannes Døberens råb metanoeite (Matt 3,2) havde Vulgata oversat med Poenitentiam agite. Det kom til at betyde «Gør bod» i betydningen «udfør bodshandlinger». Selv når det ikke blev tolket så overfladisk, blev det regnet for ensbetydende med «Angr» eller «Føl en vis grad af sorg». Men Luther fandt, at den sande betydning var:

«Få et andet sind og en anden indstilling», «Skift sind og lad ånden gå over til noget nyt, så I nu forstår jer på det himmelske, som I før forstod jer på det jordiske, sådan som Paulus siger (Rom 12,2): ’Lad jer forvandle ved tankernes fornyelse.’»

25. Hvordan påvirkede denne opdagelse Luther?

«Hvor der før næsten ikke fandtes et ord i hele Skriften, som var mere bittert for mig end ordet ’bod’, er der nu intet, der lyder sødere eller mere velkomment.»

Forklaringen er, at hvis den smerte eller sorg, man føler over synden, er betingelsen for tilgivelse eller retfærdiggørelse, vil man altid være usikker på, om man har så megen sorg, som der kræves. Men når bod ligesom omvendelse forstås i den videre betydning, læres der et dobbelt forhold. Der er noget, man vender sig fra eller forlader, nemlig synden, og noget, som denne handling er rettet imod, nemlig Gud eller, hvad der er det samme, Guds løfte i Kristus.

26. Hvori falder bod da sammen med genfødslen?

En ændring af sindet eller holdningen over for synden og Gud ledsages af et forandret liv, eller af at der gives et nyt liv. Befalingen om at gøre bod var ikke kun en meddelelse om et krav, men også en forkyndelse af evangeliet og af, at den guddommelige nåde var til stede og gjorde boden mulig (Tit 2,11–14).

27. Hvilke to dele har boden?

«Boden består egentlig af disse to dele: Den ene er anger, det vil sige rædsler, som rammer samvittigheden ved erkendelsen af synden. Den anden er troen, som, født af løftet eller tilgivelsen, tror, at synderne er tilgivet for Kristi skyld, trøster samvittigheden og befrier den fra rædslerne» (Den Augsburgske Bekendelse, art. 12).

28. Hvilke slutninger kan man drage heraf?

1. Ingen sand bod uden tro.

2. Hvor der er tro, er der bod.

3. Anger og tro virker gensidigt på hinanden.

Med troen vokser sorgen over synden og bliver stadig dybere. «Rædsler, som rammer samvittigheden ved erkendelsen af synden», er måske ikke så skarpe eller ledsaget af så stærke følelser som første gang, man opdagede sin skyld, men hadet til synden bliver et princip, som gennemtrænger stadig mere og står stadig fastere.

29. Hvordan lyder den første af Luthers 95 teser?

«Da vor Herre og Mester Jesus Kristus sagde: ’Gør bod’ osv., ville han, at de troendes hele liv skulle være bod.»

30. Hvordan udtrykkes dette i vor katekismus?

«Dåben betyder, at den gamle Adam ved daglig anger og bod skal druknes med alle synder og onde lyster, og at der igen dagligt skal komme frem og opstå et nyt menneske, som skal leve for Gud i retfærdighed og renhed evindelig.»

31. Hvori adskiller bod sig dog fra genfødslen?

A. Genfødslen er en Guds handling.

Bod er en tilstand hos mennesket og en følge af genfødslen. Gud giver bod (ApG 5,31; 11,18; 2 Tim 2,25), ligesom han giver troen i genfødslen. Genfødslen er ikke troen, men den handling, hvorved troen virkes, og troen er en væsentlig del af boden. Derfor er det ved genfødslen, at Gud virker boden. Når mennesket formanes til at gøre bod, kan det kun adlyde ved at bruge de nye kræfter, det har fået i genfødslen.

B. Genfødslen ser mere fremad og har det nye liv for øje.

Boden ser mere tilbage og peger mere på den syndige tilstand, man er ved at forlade. Eller sagt med skolastiske udtryk: Genfødslen lægger vægten på målet (terminus ad quem), boden på udgangspunktet (terminus a quo).

Omvendelsen: forskellen fra genfødslen; kan mennesket medvirke; er viljen passiv; ingen opmuntring til sikkerhed.

Vildfarelser: pelagianisme, semipelagianisme, synergisme, sværmeri

32. Hvordan adskiller omvendelsen sig fra boden?

Omvendelsen betegner ligesom genfødslen egentlig Guds virksomhed, når han virker boden.

33. Hvordan adskiller omvendelsen sig fra genfødslen?

I ordets videre betydning omfatter den genfødslen, for den er da den Guds virksomhed, hvorved hele forandringen med mennesket, både indadtil og udadtil, sker. Oplysningen, genfødslen og helliggørelsen samt retfærdiggørelsen er således samlet i ét ord. I en snævrere betydning bruges ordet om det forløb, hvorved boden virkes. Om et menneske, der er delvis oplyst, men ikke genfødt, kan man ikke sige, at det er omvendt. Når genfødslen betragtes som kaldets og oplysningens fuldendelse, er den derfor omvendelse i ordets mest almindelige betydning. Hvis man indrømmer, at spædbørn bliver genfødt, bliver omvendelsen det, at de nye kræfter, der er givet i genfødslen, sættes i virksomhed, så barnet, efterhånden som det oplyses mere og mere, ledes af Helligånden til at bruge disse nye kræfter i troens handlinger.

34. Kan mennesket på nogen måde medvirke til sin omvendelse?

Her afhænger alt af, hvordan man definerer omvendelsen. Gøres begrebet så vidt, at det også omfatter fornyelsen, og sigter det til, at mennesket bruger de kræfter, det har fået i genfødslen, kan mennesket medvirke. Sigter det derimod til, at mennesket bruger rent naturlige kræfter, så se ovenfor, spm. 3, og desuden følgende:

«I åndelige og guddommelige ting kan det ikke-genfødte menneskes forstand, hjerte og vilje slet ikke ved egne naturlige kræfter forstå, tro, tage imod, tænke, ville, begynde, udrette, gøre, virke eller medvirke til noget … så at der i menneskets natur siden faldet før genfødslen ikke er den mindste gnist af åndelig kraft til stede» (Konkordieformlen, s. 552).

35. Er det rigtigt at sige, at viljen er rent passiv i omvendelsen?

«Når Luther siger, at mennesket, hvad angår sin omvendelse, er rent passivt, dvs. slet intet gør til den, men kun lider det, Gud virker i det, så mener han ikke, at omvendelsen sker, uden at Guds ord prædikes og høres. Han mener heller ikke, at der i omvendelsen ikke vækkes nogen ny bevægelse i os af Helligånden, og at der ikke begyndes nogen åndelig virksomhed. Men han mener, at mennesket af sig selv eller af sine naturlige kræfter intet kan bidrage eller hjælpe til sin omvendelse, og at omvendelsen ikke blot delvis, men helt og holdent er en virkning, gave og skænk og et værk af Helligånden alene, som fuldbyrder og udvirker den ved sin kraft og magt gennem Ordet i menneskets forstand, hjerte og vilje» (Konkordieformlen, s. 569).

36. Opmuntrer dette mennesker til at være dovne og sikre, hvad angår deres omvendelse?

«Det matematiske punkt, hvor den befriede vilje begynder at handle, kan ikke bestemmes. Men når den forekommende nåde, dvs. troens og omvendelsens første begyndelse, er givet mennesket, begynder straks en kamp mellem kødet og Ånden, og det er åbenbart, at denne kamp ikke kan finde sted uden en bevægelse af vores vilje. I begyndelsen er længslen meget dunkel, samtykket mat og lydigheden svag, og disse gaver skal vokse. Men de vokser i os, ikke sådan som en træstamme trækkes af sted med voldsom kraft, eller som liljerne vokser uden at arbejde eller bekymre sig, men ved at vi stræber, kæmper, beder, søger og banker på – og det ikke af os selv» (Chemnitz, Loci I, 185).

Paulus bruger et prægtigt billede for dette i 2 Tim 1,6: «Lad den Guds nådegave flamme op, som er i dig.»

37. Men antag, at nogen vil indvende:

«Da jeg ikke kan mærke Helligåndens nærvær, og da alle mine anstrengelser er nytteløse uden dette nærvær, vil jeg slet ikke anstrenge mig for at gøre Guds vilje» – hvad kunne man så svare?

«Undertiden mærker hjertet ganske vist det, som det griber i løftet. Men ofte, ja endnu oftere, erfarer det, at Helligånden skjuler sin hjælp i sukke, som ikke kan udsiges (Rom 8,26). Da skal man ikke spørge, om man mærker noget, for kraften fuldendes i svaghed. Man skal derimod ved troen hvile i Gud efter løftet, selv om man intet føler, ja selv om man føler det modsatte. I samme retning siger Augustin: ’Bliver du ikke draget, så bed om at blive draget’» (Chemnitz, sst., 186). Se også kap. 17, spm. 38 ff.

Bemærk: «Åndens værk har ikke til formål at frembringe visse følelser i os, så vi, når vi bliver os dem bevidste, tænker bedre om os selv og får frimodighed over for Gud. Det, han viser os om os selv, er kun ondt; det, han viser os om Gud, er kun godt. Han giver os ikke evne til at føle eller tro, for at vi skal trøstes af vores følelse eller tro. Selv når han virker allermægtigst i os, vender han vores blik bort fra sit eget værk i os for at fæste det på Gud og hans kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre» (Bonar, God’s Way of Peace, s. 139).

38. Hvilke vildfarelser har den lutherske kirke især værnet sig imod i behandlingen af denne artikel?

A. Pelagianismen, som hævder, at mennesket ved egne kræfter kan vende sig til Gud og tro evangeliet.

B. Semipelagianismen, som lærer, at mennesket ganske vist ikke uden guddommelig hjælp kan nå frelsen, men at det dog kan gøre en begyndelse og forberede sig til nåden, som så fuldender værket.

C. Synergismen, som erkender, at mennesket af natur er for svagt til at bevæge sig hen imod Gud ved egne kræfter, men alligevel mener, at «menneskets vilje af sine egne naturlige kræfter i nogen grad, om end svagt, kan medvirke», når Helligånden gør begyndelsen.

Derfor tog Melanchthon fejl, da han i den sidste udgave af sine Loci regnede med tre årsager til omvendelsen, nemlig Helligånden, Ordet og menneskets vilje.

D. «Sværmeriet», som lærer, «at Gud uden midler, uden at Guds ord høres, og uden brug af de hellige sakramenter drager menneskene til sig og oplyser, retfærdiggør og frelser dem» (Konkordieformlen, s. 499).

Se også Den Augsburgske Bekendelse, art. 5; Apologien, s. 215; De Schmalkaldiske Artikler, s. 332. Dette vil blive behandlet mere udførligt under «Nådemidlerne», kap. 24.