Kapitel 23. Fornyelsen eller helliggørelsen

Definition

1. Hvad er fornyelse i ordets videste betydning?

Enhver forandring, hvorved noget, der er forfaldet, bliver genoprettet til sin oprindelige styrke og kraft.

2. Hvordan bruges ordet om åndelige ting?

Det bruges ofte i en videre betydning, så det også omfatter genfødslen og retfærdiggørelsen.

2 Kor 5,17: «Hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning, det gamle er forbi, se, det er blevet nyt.»

Eller det kan omfatte genfødslen, men ikke retfærdiggørelsen. Eksempler på denne videre betydning af ordet findes også i den lutherske kirkes bekendelsesskrifter. Hvor ordet forekommer, er det vigtigt at afgøre, om det bruges i den videre eller i den snævrere betydning.

3. Hvad betyder det i den snævrere betydning?

Fornyelsen af karakter og liv, som Helligånden virker. I den betydning er det det samme som helliggørelsen, der rammende er blevet defineret som «den hellige treenigheds gerning, hvorved han helliger os på sjæl og legeme, fylder os med dyder af enhver art og driver laster af enhver art ud og bringer os Guds nåde og himmeriget» (Calov).

Ef 4,23–24: «… at I fornyes ved jeres tankers ånd, og at I har iført jer det nye menneske, som blev skabt i lighed med Gud i sandhedens retfærdighed og hellighed.»

Kol 3,10. Ef 3,16–19. 1 Thess 5,23: «Må fredens Gud selv hellige jer helt og bevare jeres ånd, sjæl og krop helt uangribelig ved vores Herre Jesu komme.»

1 Kor 3,16–17: «Ved I ikke, at I er Guds tempel, og Guds Ånd bor i jer?» «… for Guds tempel er helligt, og det tempel er I.»

Forskelle

4. Hvordan adskiller fornyelsen sig fra genfødslen og retfærdiggørelsen?

Genfødslen og retfærdiggørelsen er Guds gerning alene; fornyelsen er en gerning af Gud, hvor de genfødte medvirker ved de kræfter, de har fået i den nye fødsel. Genfødslen forudsætter, at mennesket indtil da har været fuldstændig dødt i synd; retfærdiggørelsen, at han er skyldig, har brug for tilgivelse og tror på Kristus; fornyelsen, at han allerede er genfødt og retfærdiggjort. Genfødslen sigter alene på troens gave, retfærdiggørelsen på gaven af den tilregnede retfærdighed og helliggørelsen på gaven af den iboende retfærdighed. Genfødslen består i, at der gives et nyt livsprincip; retfærdiggørelsen i syndernes forladelse og i, at Kristi retfærdighed skænkes; fornyelsen i, at Guds billede genoprettes – begyndt i dette liv og fuldendt i det kommende. Genfødslen og retfærdiggørelsen sker på et øjeblik; fornyelsen sker gradvis.

Paulus skelner omhyggeligt mellem dem i Tit 3,5: «genfødslens og fornyelsens bad ved Helligånden».

To sider

5. Hvilke to sider har fornyelsen?

Begge er indeholdt i Ef 4,22–24.

«At I har aflagt det gamle menneske med dets tidligere adfærd, som ødelægges af sine bedrageriske lyster, at I fornyes ved jeres tankers ånd, og at I har iført jer det nye menneske, som blev skabt i lighed med Gud i sandhedens retfærdighed og hellighed.» «Det gamle menneske» betegner resterne af den fordærvede natur i alle det genfødte menneskes dele og kræfter: forstandens mørke og forkerthed, uordnede tilbøjeligheder, følelser og lyster, menneskets selvoptagne sindelag. Det nye menneske er Guds genoprettede billede. (Se kap. 7, spm. 26 ff.)

«Det gamle menneskes» tilstand

6. Hvordan står det til med det gamle menneske?

Det har mistet herredømmet og har fået sit dødsstød (Rom 6,6), men det dør langsomt og under kraftige kampe, hvor det forsøger at genvinde overtaget. Rom 7 giver en udførlig skildring af denne kamp.

7. Anfør nogle udsagn fra bekendelsesskrifterne.

«Men hvad er det gamle menneske? Det er det, som er født i os fra Adam: ondskabsfuldt, hadefuldt, misundeligt, liderligt, grisk, dovent, hovmodigt, ja, vantro, besmittet med alle laster og uden noget godt i sig af naturen. Når vi bliver optaget i Kristi rige, skal disse ting daglig tage af, så vi daglig bliver mildere, mere tålmodige og mere sagtmodige og drages mere og mere bort fra vantro, griskhed, had, misundelse og hovmod» (Store Katekismus, s. 474).

«De fører en vedvarende kamp mod den gamle Adam; for ligesom et uregerligt, stridbart og stædigt dyr er han stadig en del af dem og må tvinges til lydighed mod Kristus – ikke blot ved lovens lære og trusler, men også mange gange ved straffens og trængslernes kølle – indtil det syndige kød helt er aflagt, og mennesket er fuldkommen fornyet i opstandelsen. Dér har han hverken brug for lovens forkyndelse eller dens trusler og irettesættelser, og heller ikke længere for evangeliet; for de hører til dette dødelige, ufuldkomne liv» (Konkordieformlen, s. 599).

I forhold til de forskellige sider af vores natur

8. Hvordan påvirker fornyelsen de forskellige sider af vores natur?

Forstanden (Kol 3,10): «fornyes til erkendelse»; viljen, som bliver sat fri (Rom 8,2; Gal 4,7; 2 Kor 3,17; Rom 6,17) og søger Guds vilje som sit højeste mål (1 Joh 5,2; Gal 5,24); lysterne og følelserne (Kol 3,2); alle legemets og sjælens kræfter (Rom 12,1; 6,12–13; 1 Kor 6,20); livet i alle dets forhold (1 Kor 10,31; Kol 3,17).

Dens drivende kraft

9. Hvad er fornyelsens drivende kraft?

Kærligheden. 1 Tim 1,5 og hele det 13. kapitel i Første Korintherbrev, dvs. kærligheden til Gud (1 Joh 4,19 ff.), som virker i kærlighed til vore medmennesker (1 Joh 4,11–16; Joh 13,14) og således opfylder loven (Matt 22,37–40; Rom 13,10). En meget udførlig drøftelse af dette emne findes i Apologien, kapitel 3, «Om kærligheden og lovens opfyldelse», s. 104–161.

Guds side

10. Under spørgsmål 4 blev det sagt, at fornyelsen er en gerning, hvor Gud og mennesket virker sammen. Uddyb det.

Gud begynder ikke blot nådens værk i mennesket, men fuldender det også (Fil 1,6; 1 Thess 5,23; Joh 17,17; 15,4; Ef 5,25–26). I de skriftsteder, der netop er anført, tilskrives helliggørelsens værk Faderen og Sønnen, men i særlig forstand tilskrives det Helligånden (2 Thess 2,13; 1 Pet 1,2; Rom 15,16; Tit 3,5 osv.).

Midlerne: ord og sakramenter hvert inden for sit eget område; Måder, hvorpå midlerne anvendes

11. Ved hvilke midler virkes fornyelsen eller helliggørelsen?

Ved ord og sakramenter. Lovens ord afslører de rester af synd, som stadig hænger ved de genfødte (Rom 7; Gal 5,17), og forkynder den vej, Gud vil have dem til at vandre (Sl 119,105; 1,2; Hebr 8,10). Evangeliets ord tilskynder til at øve de enkelte dyder (1 Pet 4,1; 2,21; Fil 2,4–5; 2 Kor 5,14; 1 Kor 15,58; 1 Joh 4,10–11; 3,3). Evangeliet nærer kærligheden, og gennem den skrider fornyelsen frem.

Sakramenterne er midler, der besegler evangeliets almene løfte og gør det personligt for den enkelte. Således bliver dåben et fornyelsens bad lige så vel som et genfødslens (Tit 3,5), og nadveren et bånd, der forener os ikke blot med Kristus (Joh 15,1.5), men også med vore medkristne (1 Kor 10,17). Det samme læres om dåben i 1 Kor 12,12–13 og Ef 4,3–6. Erindringen om dåben er en tilskyndelse til et helligt liv (Rom 6,4; Gal 3,27; Kol 2,11–12; 1 Pet 3,21).

12. Hvordan anvendes disse midler?

Gennem sit forsyns styrelse minder Gud os hele tiden om disse midler eller leder os til at søge guddommelig styrke i dem. Livets prøvelser og trængsler, der i sig selv er følger af synden, bruges til at vise os vores hjælpeløshed og drive os til Gud efter styrke, trøst og vejledning. Gennem disse erfaringer får sandheder, som man længe har kendt og været fortrolig med, en ny betydning. Under denne opdragelse bliver den kristne karakter fordybet, eller – for at sige det samme med Skriftens ord – Åndens frugter bæres (Gal 5,22; 2 Kor 12,7–9; Hebr 12,11; 1 Pet 1,6–7). Derfor kaldes det at «lide for hans skyld» noget, som Gud har «skænket» os (Fil 1,29), og Apologien siger:

«Trængslerne er tegn, som Gud har føjet løfter til.» Dog må det tilføjes som et forbehold, at de kun gavner, når de fører til Ordet. For de ikke-genfødte er de straf og tegn på Guds vrede; for de genfødte er de en tugt, der pålægges i kærlighed (Rom 8,1; Hebr 12,11).

13. Hvad følger, når Ordet tilegnes?

Helligånden tilskynder til bøn og beder i og gennem Guds barns bøn (Rom 8,26) – hvad enten bønnen udtrykkes i ord eller kun er den inderlige længsel, som et guddommeligt løfte har vakt, og som vendes mod Gud i ydmyg underkastelse under hans vilje. Således har de genfødte intet ønske eller forsæt, som er uafhængigt af Helligåndens tilskyndelser i dem (Gal 5,22.25; 2 Kor 10,5; Joh 15,4; Gal 2,20).

Menneskets side

14. Har mennesket da ingen del at udføre i fornyelsen?

Jo.

Det medvirker ved de nye kræfter, det har fået i genfødslen. Men disse nye kræfter er ikke overladt til at virke på egen hånd. De bliver tilskyndet og gennemtrængt af Guds kraft og nærvær. Helligånden virker i mennesket ved at præge dets vilje og gøre det villigt til at gøre Guds vilje, ja, ved at fylde det med glæde over at gøre Guds bud. Således svarer alle menneskets kræfter på Guds vilje, og det «arbejder på sin frelse», mens «Gud virker i det både vilje og handling» (Fil 2,12–13). «Ved Guds nåde» («dog ikke jeg, men Guds nåde, som er sammen med mig», 1 Kor 15,10) bliver mennesker «ivrige efter at gøre gode gerninger» (Tit 2,14), «renser deres sjæle» (1 Pet 1,22) og «fuldender helligheden» (2 Kor 7,1).

Bønnen og fornyelsen

15. I hvilken af menneskets handlinger viser det sig?

I bønnen, som er begyndelsen, midten og enden på al menneskets tilegnelse af Guds ord og på de gerninger, der følger deraf (Fil 4,6). Bønnen er troens røst, der tager et af Guds løfter til sig og kræver, at det for Kristi skyld bliver opfyldt. Den gennemtrænger hele det kristne liv.

1 Thess 5,17: «Bed uden ophør.»

Rom 12,12: «Vær vedholdende i bønnen.»

Matt 7,7: «Bed, søg, bank på.»

Den giver kraft til alle det kristne livs pligter, og den henter kraften fra det ord, som den tilegner sig og påberåber sig (Jak 5,13.16; 4,2, sidste led).

Al dens virkekraft ligger i den tro, som den udtrykker (Jak 1,6; 5,15; Hebr 11,6), men al troens virkekraft er løfteordets kraft – det ord, som Gud har tilbudt, og som troen har grebet og beder om at se opfyldt.

1 Joh 5,15: «Og når vi ved, at han hører os i det, som vi beder om, så ved vi, at vi får det, som vi har bedt ham om.»

Joh 14,13: «Hvad som helst I beder om i mit navn, det vil jeg gøre.» Joh 16,23. Anmodninger til Gud om ting, der hverken direkte eller indirekte er indeholdt i hans løfter, er ikke bønner.

16. Hvilke led indgår altså i bønnen?

A. Bevidstheden om at være forsonet med Gud.

Hvordan kan man påkalde Gud i tro, «mens man ved, at han er frygtelig vred og trykker os ned med timelige og evige ulykker?» (Apologien, s. 104.)

B. At alle anmodninger grundes på Kristi navn, dvs. at vi ser hen til Kristus som den eneste mellemmand, ved hvis forbøn vi med frimodighed træder frem for nådens trone. (Se ovenfor, spm. 15.)

C. Et sikkert løfteord.

D. En urokkelig tillid til, at løftet vil blive opfyldt.

Jak 1,6–7: «Men han skal bede i tro uden at tvivle, for den, som tvivler, ligner en bølge på havet, som drives og kastes af vinden. Ja, det menneske skal ikke mene, at han vil modtage noget af Herren.»

E. En forbeholdsløs underkastelse under Guds vilje med hensyn til, hvordan bønnen skal blive besvaret.

F. At man holder Gud løftet for.

Man må også huske, at «bøn er langt mere end anmodning, som kun er én side af den; den er intet mindre end sjælens hele åndelige virksomhed, vendt mod Gud som den genstand, der i sandhed og fuldt ud svarer til den». Den «er menneskets inderste bevægelse mod en højere magt». «Bøn er i egentligste forstand religion i handling» (Liddon).

17. Er bønnen altid en enkelt handling?

Ligesom troen og kærligheden er den også en vane, et blivende sindelag, der frembringer handlinger.

1 Thess 5,17: «Bed uden ophør.»

Gradvis

18. Sker fornyelsen eller helliggørelsen på én gang?

Den kamp, der beskrives i Rom 7, peger meget tydeligt på en gradvis proces. I Kol 1,9–11 beder Paulus om, at de åndelige gaver må vokse hos dem, som allerede havde oplevet en fornyelse (3,9–10). Det er den positive side af sagen. 2 Kor 4,16: «Vores indre menneske fornyes dag for dag.» 3,18: «Vi … som betragter Herrens herlighed som i et spejl, forvandles til det samme billede fra herlighed til herlighed.»

Fuldkommenhed og perfektionisme

19. Bliver fornyelsen nogensinde fuldkommen i dette liv?

Ingen kan i dette liv nå et højere trin end det, som gælder dem, der skal bede Fadervor. Og i Fadervor beder vi sammen med bønnen om «det daglige brød» også om «syndernes forladelse».

1 Joh 1,8: «Hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os.»

Jak 3,2: «For vi snubler alle mange gange.»

Sl 19,13: «Hvem kan få øje på sine forseelser? Rens mig for skjulte fejl.»

20. Hvilke skriftsteder henviser tilhængerne af perfektionismen til, og hvordan besvares de?

De anfører:

a. 1 Joh 2,5: «Den, som bevarer hans ord, i ham er Guds kærlighed virkelig blevet fuldendt.»

Vi svarer, at det betyder, at Guds kærlighed fuldendes i samme grad, som Ordet bevares. Det er det høje mål, som enhver kristen skal stræbe efter, selv om det ikke kan nås i denne verden.

b. 1 Joh 4,17: «I dette er kærligheden blevet fuldendt hos os.»

Også her er der tale om det mål, som kærligheden er rettet imod. Ifølge den efterfølgende sætning nås dette mål «på dommens dag». De græske ord ἐν τούτῳ τετελείωται betyder ordret:

«I dette har den nået sit mål.»

c. 1 Joh 3,9: «Enhver, som er blevet født af Gud, gør ikke synd, for hans sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, for han er blevet født af Gud.»

Her skelner vi mellem at «gøre» synd bevidst og med vilje og at «have» synd i resterne af den gamle natur og de gerningssynder, der følger deraf, og som man hele tiden sørger over og kæmper imod. «Så længe genfødslen og Guds sæd bliver, kan han ikke synde. Han kan miste sin genfødsel og synde; men så længe Guds sæd bliver i os, giver den ikke synden plads. Denne sæd er i hjertet, og den holder Kristus fast i dit hjerte, så du ikke har lyst til at synde. Ser du noget udvendigt, som vækker tanken, siger den: ’Broder, broder, slå den tanke fra dig, for du er født af Gud.’ Synden lokker, den knurrer, den vil gerne være herre; men din vilje skal ikke bøjes under den. Kristus sover ikke, men er stærkere end den stærke.» (Luther). Han er også blevet citeret for at sige:

«Et Guds barn får sår hver dag i denne kamp, men kaster aldrig sine våben og slutter aldrig fred med sin dødsfjende. Synden er altid virksom, men ikke længere herskende. Livskræfternes normale retning går imod synden; den er et fravær af synd, et ikke-at-ville-synde, et ikke-at-kunne-synde.»

Alle disse steder må udlægges, så de stemmer med det helt klare og udtrykkelige udsagn i 1 Joh 1,8:

«Hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os.»

21. Nedvurderer man hermed selve fuldkommenheden?

Nej. Den er det mål, som den kristne hele tiden skal stræbe efter (Matt 5,48). Alt, hvad der ikke når det, er synd.

22. Hvordan definerer tilhængerne af perfektionismen undertiden deres standpunkt?

Ved at sænke kravet i Guds lov, så den kun anses for at kræve det højeste, der er muligt. Gud kræver jo ikke det umulige, siger de. De indrømmer, at en handling ikke når op til Guds strenge bud, men de undskylder den med, at kravet er sænket til den menneskelige svagheds niveau. Man overser, at loven er åndelig, og glemmer, hvor omfattende den lydighed er, som den kræver (Gal 3,10). Menneskets retfærdighed kommer til at bestå i en opfyldelse af en lov, som en eftergivende Gud efter deres forestilling tilpasser til menneskets svaghed.

De gode gerningers opgave

23. Hvordan forholder de gode gerninger sig til fornyelsen?

De er både redskaber for fornyelsen og frugter af den.¹

¹ Partim ut finis et effectus ad renovationem se habent, partim ad rationem formalem ejus spectant [Dels forholder de sig til fornyelsen som dens mål og virkning, dels hører de med til dens egentlige væsen]. (Baier.)

24. Hvad mener du med at kalde dem «redskaber»?

At det nye åndelige liv, der gives i genfødslen, udvikler sig, efterhånden som det bliver øvet. Den kristnes karakter modnes og styrkes, efterhånden som mennesket bliver et redskab, som Helligånden virker igennem. Det er en lov i vores natur, at når handlinger, der i begyndelsen kræver stor anstrengelse, gentages, bliver de til en vane, hvor man ikke længere mærker anstrengelsen. Derfor siger man, at de bliver «en anden natur». Sådan er det også med de forskellige dyder og pligter i det kristne liv. Ved de nye kræfter, der gives i genfødslen, og med Helligåndens medvirken sættes mennesket mere og mere i stand til at beherske sig selv og vie alle sine kræfter til Guds tjeneste. Hver handling i den nye lydighed påvirker ikke blot hans evne til siden at bære lignende frugter; tilsammen virker de også ind på hele hans åndelige tilstand.

Hvordan gode gerninger frembringes

25. Hvordan fornyer Helligånden da mennesker?

Ikke blot ved at indgyde dem åndelige egenskaber, mens de er passive, men ved at bo i dem og som en livskraft tilskynde de genfødte til at bruge alle de gaver, de har fået.²

² Per quae ad incrementum spiritualium virium tenditur [Hvorved der stræbes mod en vækst i de åndelige kræfter]. (Baier.)

Luk 19,13: «Han gav dem ti pund og sagde til dem: Købslå dermed, indtil jeg kommer.»

Talenter, der ikke bruges, og gaver og nådegaver, der ikke øves, bliver taget bort; talenter, der bruges og øves, bliver mangedoblet (Matt 25,28–29). Har vi en sandhed, som vi ikke bekender, eller evner, som vi ikke bruger til gavn for vore medmennesker, eller holder vi os tilbage fra det, som Helligånden tilskynder os til, så bliver det taget fra os, ligesom musklerne i legemet svinder ind, når lemmerne længe ikke bliver brugt.

26. Hvilken advarsel giver Skriften?

De steder, der taler om «forhærdelse af hjertet» – Hebr 3,7–12 er et eksempel – gælder ikke blot den udtrykkelige afvisning af evangeliets krav og trøst, men snarere det at forsømme åbenlyse pligter og nøjes med et lavere trin i det kristne liv, når højere mål tydeligt står for øje. Mod det advarer 1 Thess 5,19: «Sluk ikke Ånden.»

27. Hvordan er de gode gerninger frugter af fornyelsen?

Der kan ikke gives nogen bedre forklaring end Apologiens (s. 104 ff.):

«Fordi troen bringer Helligånden og frembringer et nyt liv i vore hjerter, må den frembringe åndelige bevægelser i hjerterne. Det viser Jer 31,33: ’Jeg vil lægge min lov i deres indre og skrive den i deres hjerte.’ … Loven kan ikke holdes uden Kristus; den kan heller ikke holdes uden Helligånden; og Helligånden modtages kun ved troen.» «Gud bliver ikke elsket, før vi griber hans barmhjertighed i Kristus», og uden kærlighed er der ingen gode gerninger, for de udspringer, som Gal 5,6 siger, af «tro, som er virksom ved kærlighed» (1 Tim 1,5). (Se også kap. 17, spm. 31–34.)

De gode gerninger defineret og definitionen forklaret led for led:

«Handlinger», «frie», «loven som rettesnor», «det lys, loven ses i», «bevæggrunden»

28. Giv en definition af de gode gerninger.

På reformationstiden var det kun definitionen af «retfærdiggørelse» og «tro», der havde større betydning end definitionen af de gode gerninger.

Hvert ord i den følgende definition har betydning:

«Gode gerninger er retfærdiggjorte menneskers frie handlinger, udført efter rettesnoren i Guds lov og i det lys, som den sande tro på Kristus giver, til Guds ære og menneskers opbyggelse» (Hollaz).

29. Forklar udtrykket «frie handlinger».

«Handlinger» betegner ikke blot udvortes gerninger («handlinger» i snæver forstand), men også hjertets og viljens indre bevægelser, følelsernes udfoldelse og sindets forsætter og planer.

De er «frie handlinger», fordi de udføres af menneskets frie eller befriede vilje. Menneskets hjerte er med, når de frembringes, så han – i samme grad som fornyelsen er skredet frem – ikke mærker den anstrengelse, de kræver. Det er blevet lige så naturligt for ham at gøre gode gerninger som at trække vejret – en handling, man sjældent er sig bevidst, medmindre noget er galt.

«Han gør alt, for så vidt han er født på ny, af en fri og glad ånd; og det kaldes egentlig ikke ’et lovens værk’, men ’en Åndens frugt’ eller, som Paulus kalder det, ’sindets lov’ og ’Kristi lov’» (Konkordieformlen, s. 598).

«Hvis Guds troende børn var fuldstændig fornyede, ville de af sig selv gøre, hvad de er pligtige at gøre, ligesom sol, måne og alle himlens stjernebilleder har deres faste gang efter den ordning, som Gud engang gav dem, eller ligesom de hellige engle yder en helt frivillig lydighed» (sst., s. 596).

I den almindelige kollekt i «Common Service» beder vi: «Gud, du hvis tjeneste er fuldkommen frihed», og ved slutningen af aftengudstjenesten (vesper) beder vi om, «at vore hjerter må være indstillet på at lyde dine bud». De gode gerninger er altså frie, ikke fordi det er ligegyldigt, om de bliver gjort, eller fordi der ikke er nogen forpligtelse til at gøre dem, men fordi de er fri for ydre tvang. Al tvangen kommer indefra. Den nye natur kan ikke andet end give sig udtryk på denne måde. (Se kap. 17, spm. 33.) De er nødvendige «på grund af Guds bud og vores skyldighed». Se også Den Augsburgske Bekendelse, art. 6 og 20.

30. Hvordan er det princip, der her er fremstillet, blevet udtrykt som et paradoks?

Af Luther i en af de enkleste, men alligevel – næst efter Den Lille Katekismus – største af hans bøger, «Om et kristenmenneskes frihed», som drøfter to teser:

«I. Et kristenmenneske er den frieste herre over alle ting og ingen underdanig.

II. Et kristenmenneske er den mest pligtopfyldende tjener i alle ting og enhver underdanig.»

«Ved troen løftes han op over sig selv til Gud; ved kærligheden stiger han ned under sig selv til sin næste.»

En kendt amerikansk prædikant (Phillips Brooks) har formuleret den samme tanke sådan:

«Frihedens formål og resultat er tjeneste. Det lyder for os i begyndelsen som en selvmodsigelse, et paradoks. Gud sætter vore sjæle fri, ikke fra tjeneste, ikke fra pligt, men til tjeneste og pligt. … Et menneskes frihed består i den større mulighed for at være og gøre alt det, som Gud gør ham i stand til at være og gøre» (tale, «Skønheden i et liv i tjeneste»).

31. Men er der ingen gode gerninger før retfærdiggørelsen?

«Borgerlige gerninger, dvs. lovens udvortes gerninger, kan i nogen grad gøres uden Kristus og uden Helligånden; men det, som egentlig hører til Guds lov, dvs. hjertets følelser over for Gud, som befales i den første tavle, kan ikke ydes uden Helligånden» (Apologien, s. 105).

«Menneskets vilje har en vis frihed til at opnå en borgerlig retfærdighed og til at vælge mellem de ting, som er underlagt fornuften. Men uden Helligånden har den ingen kraft til at virke Guds retfærdighed. … For selv om naturen på en vis måde kan udføre den udvortes gerning (den kan jo holde hænderne fra tyveri og mord), kan den dog ikke virke de indre bevægelser som gudsfrygt, tillid til Gud, kyskhed, tålmodighed osv.» (Den Augsburgske Bekendelse, art. 18).

«Gode gerninger gør ikke et godt menneske, men et godt menneske gør gode gerninger. Onde gerninger gør ikke et ondt menneske, men et ondt menneske gør onde gerninger. Ligesom træerne er til før deres frugt, og frugten ikke gør et træ hverken godt eller dårligt, men tværtimod et træ af hver slags bærer frugt af samme slags, sådan må menneskets person være god eller ond, før det kan gøre enten en god eller en ond gerning. Et dårligt eller et godt hus gør ikke en dårlig eller en god tømrer, men en god eller en dårlig tømrer bygger et dårligt eller et godt hus» (Luther, «Om et kristenmenneskes frihed»).

32. Hvilke vildfarelser afvises, når der siges, at «gode gerninger udføres efter den guddommelige lovs rettesnor»?

A. At samvittigheden er rettesnoren. Samvittigheden, siger vore teologer, er ikke en norm, der selv normerer (norma normans), men en norm, der selv må normeres (norma normata).

Den er som et ur, der selv må stilles efter solen. Samvittigheden må hele tiden holdes op mod lovens rettesnor, for at dens fejl kan blive rettet (1 Kor 4,4).

B. At evangeliet er rettesnoren.

For evangeliets embede er at forkynde løftet om den uforskyldte nåde. Indirekte virker det sammen med loven ved at give kraften til at gøre gode gerninger (1 Tim 1,5). Med løftet gives nemlig Helligånden, og ved ham udføres de gode gerninger. Men også for de genfødte forbliver loven alene rettesnoren. Det vil blive behandlet under «Lovens tredje brug» (kap. 25, spm. 25).

C. At der findes nogen rettesnor ud over eller ved siden af loven.

Rom lærer, at der ved siden af loven findes de såkaldte «evangeliske råd». Loven, hævdes det, foreskriver kun, hvad man har pligt til at gøre; men mennesket kan fortjene noget ved at holde visse regler, som man dog kan lade være med at holde uden at synde. Gerninger, der gøres efter sådanne råd (især efter løfterne om fattigdom, ugift stand og lydighed), kaldes «overskydende gerninger» (opera supererogationis). Ved dem dannes en skat eller et forråd af overskydende fortjenester, som kirken kan øse af for at forkorte den fyldestgørelse, der kræves i skærsilden. Men herimod står

Luk 17,10: «Når I har gjort alle de ting, som er jer befalede, skal I sige: Vi er unyttige tjenere; kun hvad vi var skyldige at gøre, har vi gjort.»

Mark 7,9–13 viser, at dette var farisæismens grundvildfarelse. Man forsømte klare pligter, som De Ti Bud foreskriver, for at nå en indbildt højere hellighed, som overleveringerne lærte.

Herimod fastholdt reformatorerne, at intet krav, der ikke direkte eller indirekte læres i De Ti Bud, kan være rettesnor for nogen god gerning.

«Uden for De Ti Bud kan ingen gerning eller ting behage Gud, hvor stor eller kostbar den end er i verdens øjne» (Den Store Katekismus, s. 435).

33. Hvilket yndlingseksempel brugte reformatorerne?

Luther fortæller i sine forelæsninger over Første Mosebog (Erlanger-udgaven, latin, 6, 132) en historie om den hellige Antonius, munken fra Østen, og det samme gør Melanchthon i Apologien (s. 288). Antonius drømte om en skomager i Alexandria, som i den kommende verden skulle få lige så stor herlighed som han selv. Dybt foruroliget drog han til Alexandria for at finde ud af, hvilket mærkværdigt liv denne fremragende helgen mon førte. Til sin overraskelse fandt han ham i færd med at tjene til livets ophold for sig selv og sin familie med sine hænders arbejde. Antonius opsøgte ham og spurgte:

«Der er nogle ting om dig, som jeg gerne vil vide. Hvad gør du? Hvad spiser og drikker du? Hvordan beder du? Hvornår beder du? Våger du hele nætter og helliger dem til bøn?» Svaret lød:

«Intet af den slags. Hver morgen og aften takker jeg Gud for hans trofaste omsorg og beskyttelse; jeg beder om tilgivelse for alle mine synder ved Kristus og beder ham inderligt om at styre mig ved sin Ånd og ikke lade mig falde i fristelse. Derefter passer jeg mit håndværk og arbejder for min familie og mig selv. Mere er der ikke, bortset fra at jeg hver dag stræber efter ikke at gøre noget imod min samvittighed.»

«Da Antonius hørte dette,» fortsætter Luther, «blev han overrasket og lærte, at selvvalgte skikke ikke er nogen gudsdyrkelse. Hverken ringe klæder, grov kost, faste, lange bønner, nattevågen eller andre gerninger kan gavne noget til det evige liv.»

34. Hvorfor tilføjer definitionen: «i det lys, som den sande tro på Kristus giver»?

Fordi der er brug for åndelig oplysning (se kap. 20). Det dække, der skjuler lovens fulde kraft, må tages bort (se Konkordieformlen, s. 507 og 591).

35. Hvorfor slutter den med ordene «til Guds ære og menneskers opbyggelse»?

Fordi alle frie handlinger, som retfærdiggjorte mennesker udfører efter den guddommelige lovs rettesnor og i det lys, som troen på Kristus giver, har dette mål. «Hans gerninger skal gøres frit, alene med det formål at behage Gud» (Luther; jf. Matt 5,16; 1 Kor 10,31; 14,12; Rom 1,14).

I hvilken forstand gerninger er gode

36. Men kan nogen gerninger leve op til denne rettesnor?

Ingen gerninger kan gøres med den fuldkommenhed, som loven kræver.

5 Mos 6,5: «Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.»

Gal 5,17: «For kødet begærer mod Ånden og Ånden mod kødet … så I ikke kan gøre det som I vil.»

Es 64,5: «Alle vore retfærdigheder er som et besmittet klædebon.»

«De udføres heller ikke med den villighed og iver, som vi skylder; vi arbejder meget trægt, eller vi besmitter dem, fordi en uordentlig selvoptagethed blander sig i dem eller følger med dem» (Baier).

37. Hvordan kan de så kaldes «gode gerninger»?

Kun i relativ forstand. Og dog er de virkelig gode, fordi de udføres af mennesker, som Gud i Kristus er forsonet med, og er frugter af Helligånden, der virker i genfødte hjerter.

38. Hvordan udtrykkes dette i bekendelsesskrifterne?

«De er hellige, guddommelige gerninger, ofre og handlinger, der hører til Kristi regimente, som på den måde viser sit rige for verden … Apostlen Paulus', Athanasius', Augustins osv. farer, arbejde og lidelser er hellige gerninger, er sande ofre, som behager Gud, er Kristi kampe, hvorved han slog Djævelen tilbage. Davids arbejde med at føre krig og med at styre staten er hellige gerninger, er sande ofre, er Guds kampe, der forsvarer det folk, som har Guds ord, for at kundskaben om ham ikke helt skal udslukkes på jorden. Det samme mener vi om enhver god gerning i de ringeste kald og hos privatpersoner. Ved disse gerninger fejrer Kristus sin sejr over Djævelen» (Apologien, s. 115 ff.).

«Guds bud efter enhvers kald, nemlig at faderen opdrog sin familie, at moderen fødte børn, at fyrsten styrede staten» (Den Augsburgske Bekendelse, art. 26).

Spørgsmålet om lønnen

39. Får gode gerninger løn?

Syndernes forladelse, frelsen og det evige liv gives uforskyldt ved troen for Kristi skyld. De er helt og udelukkende løn for Kristi opfyldelse af loven og aldrig og på ingen måde for gode gerninger. Men dem, der for Kristi skyld modtager syndernes forladelse, liv og frelse, tilbydes der løn, ikke af fortjeneste, men af Guds uforskyldte nåde. Og til at give den er Gud kun bundet af sit løfte.

40. Hvordan er dette blevet forklaret?

«Syndernes forladelse, forsoningen med Gud, frelsen og det evige liv afhænger ikke af vore fortjenester; men de gives uforskyldt på grund af Guds Søns fortjeneste og lydighed og modtages ved troen. Men hos dem, der er blevet forsonet, tilskrives de gode gerninger løn, åndelig og legemlig, i dette liv og efter dette liv, for så vidt som de ved troen behager Gud for mellemmandens skyld; og det på grund af Guds uforskyldte løfte, ikke fordi Gud er skyldner på grund af vore gerningers fuldkommenhed og værd, men fordi han af faderlig gavmildhed og barmhjertighed for Kristi skyld har lovet at lønne sine børns lydighed i dette liv, hvor begyndende, mat, ufuldkommen og uren den end er» (Chemnitz).

41. Lærer de lutherske bekendelsesskrifter noget sådant?

Ja.

«Hvis modstanderne vil indrømme, at vi regnes for retfærdige ved troen for Kristi skyld, og at gode gerninger behager for Kristi skyld, vil vi ikke strides meget om ordet ’løn’. … Vi bekender, hvad vi ofte har bevidnet, at skønt retfærdiggørelsen og det evige liv hører troen til, fortjener gode gerninger dog anden legemlig og åndelig løn og forskellige grader af løn, efter 1 Kor 3,8: ’Enhver vil modtage sin egen løn i forhold til sit eget arbejde.’ … Netop fordi menneskene er antaget for troens skyld, behager den begyndende opfyldelse af loven, og den har løn i denne verden og i den kommende» (Apologien, X 53 ff.).

42. Men går Apologien ikke for vidt, når den siger, at de «fortjener» denne løn?

Sammenhængen viser, i hvilken betydning ordet bruges, og at der menes en løn, ikke «efter skyld», men «efter nåde» (Rom 4,4). For at undgå enhver misforståelse er det bedre at sige som ovenfor (spm. 39), at «der tilbydes løn, ikke af fortjeneste, men af Guds uforskyldte nåde».

43. Giv nogle skriftbeviser.

Vi kan begynde med det fjerde bud; dernæst også

1 Tim 4,8: «Gudsfrygten er gavnlig til alt, fordi den rummer et løfte, som gælder både det nuværende og det kommende liv.»

Luk 14,14: «Det skal gengældes dig i de retfærdiges opstandelse.»

Gal 6,9: «Til rette tid skal vi høste, hvis vi ikke bliver trætte.» 5 Mos 28,1–14.

Skriften er fuld af sådanne løfter.

44. Men er der ikke forskel på lønnen?

«Der vil være forskellig løn efter forskelligt arbejde. Men syndernes forladelse er lige og ens for alle» (Apologien, s. 116).

De retfærdiggjortes løn gives efter gerningerne (secundum opera), ikke for gerningernes skyld (propter opera).