Kapitel 31. Kirkens bekendelsesskrifter

Nødvendighed

1. Hvorfor er trosbekendelser nødvendige?

For at skelne de kirkesamfund, som er nået frem til bestemte konklusioner ud fra Den Hellige Skrift og har udtrykt dem i formelle definitioner, fra andre samfund eller andre måder at lære på, som også påberåber sig Skriften som deres autoritet. En trosbekendelse er lige så nødvendig for et kirkesamfund, som vedtægter er for en forening.

2. Men er Bibelen ikke en tilstrækkelig bekendelse?

Bibelen kan aldrig gøres til en trosbekendelse. Den er troens absolutte rettesnor og kilde. Men når mennesket tager imod dens sandhed, er dets svar dets bekendelse.

Rom 10,10: «Med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse.»

I Mark 9,23 lyder Guds ord:

«Alt er muligt for den, som tror.»

Det menneskelige svar på dette, dvs. den trosbekendelse, som Ordet kalder frem, er:

Mark 9,24: «Jeg tror, hjælp min vantro!»

For at et antal personer kan forenes i en bekendelse, er der brug for en fastlagt form. I bred forstand er kirkens salmer sådanne former. Men i snævrere forstand betegner ordet «bekendelse» de skrifter, der er opstået ved en krise i kirkens historie, når det er blevet nødvendigt at skelne omhyggeligt mellem det, man anser for sandhed, og det, man anser for vildfarelse, når det gælder Skriftens lære.

3. Inden for hvilke områder er sådanne bekendelser nødvendige?

A. De er foreningsbånd mellem kirkens medlemmer, hvorved de anerkender hinanden som nogle, der holder fast ved den samme tolkning af Guds ord.

B. De er kendetegn, hvorved de, der står uden for samfundet, kan skelne det fra andre forsamlinger. C. De er højtidelige aftaler, som de, der er betroet embeder som kirkens repræsentanter, især præster og offentlige lærere, skal rette sig efter, når de udøver deres embede.

4. Hvorfor bør netop en præst afkræves en sådan bekendelsesforpligtelse?

Fordi kirken ved sin ordination godkender kandidaten som sin repræsentant. Den lægger undervisningen, forkyndelsen og forvaltningen af sakramenterne i hans hænder. Det sker ikke, for at hans egen dømmekraft skal bestemme over dem, men for at de skal forvaltes i overensstemmelse med det, som kirken tror og bekender er Guds rene ord, og på den måde at forvalte Ordet på, som kirken gennem sin lange erfaring har fundet er den mest virkningsfulde. Præsterne er kun Guds repræsentanter, idet de udfører det, Gud har betroet kirken.

Den nøjagtige funktion

5. Men forudsætter dette ikke, at præstens samvittighed skal bestemmes af kirkens dom snarere end af Den Hellige Skrift?

Man forventer, at han trofast har studeret Den Hellige Skrift og har prøvet bekendelsesskrifternes udsagn efter denne målestok.

«Vi tilslutter os i vor bekendelse den første, uændrede Augsburgske Bekendelse, ikke fordi den er forfattet af vore teologer, men fordi den er taget fra Guds ord» (Konkordieformlen, s. 536).

Vore teologer har gentagne gange sagt, at trosbekendelserne ikke er en «norma credendorum», for det er kun Skriften, men at de er en «norma docendorum». [rettesnor for det, der skal tros / rettesnor for det, der skal læres.] (Se kap. 1, spm. 35.)

6. Hvad så, hvis præstens eller kandidatens dom afviger fra kirkens?

Som kristen lærer og erklæret Guds repræsentant over for mennesker vil han, hvis han er helt ærlig og tro mod sit kald, ikke gå med til, at mennesker kender ham under et navn, der står for læresætninger, som han forkaster.

Prøvens art

7. Hvordan bør bekendelsesprøven være?

Klar, bestemt og udtrykkelig, og den bør undgå alle tvetydige vendinger, som kan blive påskud for en forening, der kun gælder ordene, mellem parter, der strides om det, ordene står for. Tag et eksempel fra reformationstiden. Hvis de romersk-katolske havde godtaget formuleringen «Vi holder fast ved, at mennesket retfærdiggøres for Gud ved troen alene» og forstået den sådan, at retfærdiggørelsen kommer ved troen alene, fordi troen er «de gode gerningers moder», og der uden tro ikke kan være sådanne gerninger, eller fordi troen er kærlighedens grundvold, og troens retfærdiggørende værdi er den kærlighed, som sætter den i virksomhed, så kunne vore lutherske forfædre ikke have underskrevet noget sådant udsagn sammen med dem. I alle trosbekendelser kan der, ligesom i alle aftaler i det borgerlige liv, sådan som domstolene tolker dem, ikke være nogen virkelig og varig enighed, medmindre begge parter i aftalen bruger dens ord i samme betydning. Ingen, der kender forholdene, ville købe eller sælge en gård eller leje et hus på vilkår, som kan tolkes på forskellig måde. Når vi altså kræver aftaler «sort på hvidt» i vore forretninger, hvor meget vigtigere er det så ikke i kirken, hvis hele styrke ligger i, at dens vidnesbyrd er klart!

Bekendelsesforpligtelsen analyseret

8. Hvilke to ting indebærer en bekendelsesforpligtelse?

Først og fremmest troskab mod bekendelsens tro. Den tro kan udtrykkes i forskellige former og på forskellige måder. Men uanset i hvilken skikkelse den viser sig, og hvor mangfoldigt den end anvendes, er det altid den samme tro, og da den kommer fra Gud, kræver den den samme anerkendelse. Derfor indebærer bekendelsesforpligtelsen for det andet også troskab mod den bestemte bekendelse som en af de mange former, som denne tro bliver udtrykt i. Hvor troen er blevet grundigt tilegnet og virkelig er trængt ind i livet, forener den ubevidst troskab mod en historisk bekendelse, som man har fundet i overensstemmelse med Skriften, med den største frihed til at tilpasse sig forskellige tider og steder og de stadig skiftende strømninger i tænkningen og debatten. Reformationens resultater er grundlaget for, men ikke grænsen for, kirkens tænkning og liv i de senere århundreder. Det er vor opgave at anerkende, skatte højt og nidkært vogte alt det, Helligånden har virket i hver betydningsfuld periode i kirkens historie; men vi kan ikke slå os til ro med det. Nye spørgsmål vil hele tiden kræve nye udtryk for den samme dyrebare tro. Al fremgang sker ved, at to kræfter forenes: troskab mod fortiden og troskab mod nutiden. Hverken Den Augsburgske Bekendelse, De Schmalkaldiske Artikler eller Konkordieformlen kan være den endelige definition af kirkens tro. Hver gang en udbredt vildfarelse eller et groft misbrug kræver, at kirken i en senere tid tager eftertrykkeligt afstand fra det, får denne overbevisning rang af en bekendelse, når den bliver udtrykt i en synodebeslutning.

Forholdsregler ved underskriften

9. Er der dog ikke visse forholdsregler, man skal iagttage, når man underskriver bekendelsesskrifterne?

«De må ikke modtages anderledes eller i videre omfang end som vidner om, hvordan apostlenes og profeternes lære er blevet bevaret siden apostlenes tid … De er kun et vidnesbyrd og en erklæring om troen, om hvordan Den Hellige Skrift er blevet forstået og udlagt i de omstridte artikler, og med hvilke argumenter de læresætninger, der strider mod Den Hellige Skrift, er blevet forkastet og fordømt» (Konkordieformlen, s. 491–492).

Deres autoritet hviler helt og holdent på deres overensstemmelse med Skriften og ikke på kirkens afgørelse.

«Den, der anser den lutherske kirkes læresætninger for sande, fordi de er lutherske, er ingen lutheraner» (Kahnis, I, 5).

10. Må vi så ikke underskrive dem, «for så vidt som» de stemmer overens med Den Hellige Skrift?

Nej, for så ville det ikke fremgå, hvad den, der skriver under, godtager eller forkaster. Med en sådan formulering kunne vi lige så godt underskrive dekreterne fra Trient eller Dordrecht, Westminsterbekendelsen eller Heidelbergkatekismen, Mormons Bog eller Koranen som Den Augsburgske Bekendelse. Vi kunne stå i et stort teologisk bibliotek, pege på reolerne og sige:

«Al religiøs sandhed i disse bøger, som er i overensstemmelse med Den Hellige Skrift, godtager jeg. For så vidt som de stemmer overens med Guds ord, godtager jeg dem alle!»

Det næste spørgsmål bliver uundgåeligt, hvilke læresætninger der bekendes, eller hvilke udsagn der anerkendes og godkendes. Viger man uden om det, er der ingen bekendelse. Derfor forkaster vi den såkaldte «_quatenus_-underskrift» som en undvigelse og kræver en «_quia_-underskrift» [quatenus = for så vidt som; quia = fordi] som det eneste, der opfylder Skriftens krav:

1 Pet 3,15–16: «Vær altid forberedt på forsvar over for enhver, som kræver jer til regnskab for håbet i jer, men gør det med mildhed og frygt.»

De lutherske bekendelsesskrifter inddelt

11. Hvordan kan den lutherske kirkes bekendelsesskrifter inddeles?

I to grupper:

I. Praktiske håndbøger til folkelig undervisning

Den Lille Katekismus og Den Store Katekismus.

II. Teologiske bekendelser

A. Symbolerne for den lutherske katolicitet:

1. Den Augsburgske Bekendelse.

Den fremstiller den tro, som den lutherske kirke bekender, som grundlaget for al sand kristendom. Selv om artiklerne om misbrug og slutningen af næsten alle læreartiklerne er negative, er den overvejende positiv. Dens tone er hele vejen igennem fredsøgende.

2. Apologien.

Apologien er en officiel udlægning af de artikler i Den Augsburgske Bekendelse, som var blevet fremstillet forkert.

B. Symbolet for den lutherske beslutsomhed og særegenhed

De Schmalkaldiske Artikler.

Efter at mange års protester ikke har gjort indtryk på dem, der har forvansket evangeliet i Den Romersk-Katolske Kirke, bryder denne bekendelse for altid ethvert fællesskab med dette fordærvede samfund og overlader det til dets retfærdige skæbne. Den føjer kun lidt til den positive lære. Den er overvejende negativ. Med sin polemiske tone er den fra begyndelse til slutning et kald til våben mod dødbringende vildfarelser og forhærdede vranglærere.

C. Symbolet for den lutherske eftertanke over indholdet af dens tro og lære.

Konkordieformlen.

Her prøver og bedømmer kirken sig selv, nu hvor dens kræfter er modne. Den underkaster sine opfattelser af troen en streng analyse og en skelnende kritik. Den udformer og fastlægger fagordene i de teologiske definitioner, og ved dens afgørelser mister de den tvetydighed, der på mange punkter havde skabt forvirring og strid. I den er de positive og negative elementer afvejet med den største omhu. Det, der især kendetegner Konkordieformlen, er dens videnskabelige nøjagtighed og en dommers ligevægt. Med den holder formlen den gyldne middelvej mellem yderpunkterne på begge sider, som den gør rede for i begyndelsen af drøftelsen af hvert emne.

Bekendelsesskrifterne kan også inddeles og betegnes på denne måde:

I. Katekismerne er symboler, der vedrører den enkelte kristnes religiøse liv.

II. De andre bekendelsesskrifter er symboler, der vedrører kirkens organisation, og de fastlægger de grundsætninger, som skal styre kirken i forkyndelsen af Ordet og forvaltningen af sakramenterne.

1. Den Augsburgske Bekendelse (1530) med dens supplement, Apologien (1531), står for den lutherske kirkes tidlige ungdom. Her har kirken samme udsyn og sind som et alvorligt og gudfrygtigt barn på tretten år, der har lært evangeliets skatte at kende og i sand fromhed aflægger sit konfirmationsløfte. Her findes den enkelhed, åbenhed, venlighed og de lyse forventninger til en uprøvet fremtid, som kendetegner netop dette livstrin.

2. De Schmalkaldiske Artikler (1537) viser den lutherske kirke lige på tærsklen til myndighedsalderen. Tyve år var gået siden de 95 teser, da den samme hånd udarbejdede dette senere skrift. Smidt ud af det gamle hjem og overladt til sig selv er den voksne nu i stand til at hævde sin fulde selvstændighed. Med ungdommelig heftighed griber han sværdet og fører angrebskrig mod fjenden, som afviser ethvert forsøg på fred.

3. Konkordieformlen (1577) kommer fyrre år senere. Kirken har lagt ungdommen bag sig og ser tilbage på de mange forskellige erfaringer, som på uventede måder har sat troen på prøve og grundigt efterprøvet de tidligere erklæringer. Med kræfter, som alderen har modnet, men ikke svækket, gennemgår kirken resultaterne af den mellemliggende tid med en skelnende dommers ro og grundighed.

Misbrug af bekendelsesskrifterne

12. Hvordan kan bekendelsesskrifterne misbruges?

A. Ved at hvile i dem.

Det sker, når vi nøjes med dem som vore fædres uangribelige værker og som en kostbar arv fra den lutherske kirke i stedet for blot at gøre dem til udgangspunktet for vores egen tænkning og vækst. Vi værdsætter og tilegner os dem i virkeligheden kun i den grad vi hver især går igennem kampe som dem, der fremkaldte dem.

B. Ved at forsømme et nyt og selvstændigt studium af Den Hellige Skrift.

… i lyset af alle de bedre hjælpemidler, som senere tider måtte have bragt. Teologistuderende og præster, der først og fremmest er optaget af formuleringer af læresætninger og forsømmer den andægtige, religiøse brug af Bibelen og det grundige eksegetiske studium af den, især af Det Nye Testamente, svigter det bekendelsesprincip, som Konkordieformlen begynder med.

C. Ved at bruge dem på en lovisk og mekanisk måde.

Den Hellige Skrift misbruges, når man ikke behandler den som en levende helhed, men som om den blot var et forråd af skriftbeviser, der har samme kraft og værdi, uanset hvilken sammenhæng de sættes ind i. På samme måde må bekendelsesskrifterne altid fortolkes på deres historiske baggrund, og deres udsagn bør anvendes i den betydning, deres forfattere mente. Belysende eksempler, citater og endda argumenter, der kun nævnes i forbifarten, har ikke den myndighed, som tilkommer den form, selve læren er udtrykt i.

D. Ved at sætte bekendelsen i stedet for de lærepunkter, den bekender.

Det er ikke den formelle underskrift på bekendelsesskrifterne, men den oprigtige antagelse af de lærepunkter, de udtrykker og forsvarer, der afgør en præsts virkelige kirkelige stilling. Det gør dog ikke underskriften unødvendig. For kirkens rette ordens og organisations skyld må man kræve, at præster, der har lært bekendelsesskrifternes lære at kende og har antaget den, også formelt skriver under på dem.

Indvendinger besvaret

13. Men skaber underskriften på bekendelsesskrifterne fuldkommen enighed blandt alle, der opfylder dette krav?

Nej, ikke mere, end der er fuldkommen enhed blandt alle, der bekender, at de holder Den Hellige Skrift kær som Guds ord eller tilbeder Jesus Kristus som deres Frelser. I denne verden vil kirken altid være under korset, og der vil opstå uenighed, hvilke midler man end tager i brug for at undgå den. Der er dog mindst én ting, der er mere værd end selv fred og enighed, og det er et trofast vidnesbyrd om hele sandheden i Guds ord.

14. Er de stridigheder, der afgøres i vore bekendelsesskrifter, ikke blot nogle, der hørte til kirken i Tyskland for over tre hundrede år siden, og derfor ikke af særlig stor betydning for os i Amerika?

De vildfarelser, der bekæmpes, dukker op igen overalt, hvor evangeliet prædikes. Spørgsmålene fra 1500-tallet er lige så levende og vigtige i dag, som de var dengang. En kirke, der mener sig uafhængig af sine fædres arbejde og vidnesbyrd, i det omfang de er sande, vil til sidst blive nødt til at gå gennem de samme erfaringer og vende tilbage til fædrenes vidnesbyrd, som den havde anset for unødvendigt.

Regler for lærestridigheder

15. Hvordan skal lærestridigheder føres? Ved omhyggeligt at holde sig to skriftmæssige principper for øje:

A. Kæmp for troen.

Jud 3: «… at kæmpe for den tro som engang er blevet overgivet de hellige.»

Tit 1,13: «Irettesæt dem skarpt for at de må blive sunde i troen.»

B. Med ydmyghed.

2 Tim 2,24–25: «En Herrens tjener skal ikke strides, men være mild mod alle, kompetent til at undervise og tålmodigt lide ondt. Han skal med mildhed tilrettevise modstanderne, om Gud dog ville give omvendelse til erkendelse af sandheden.»

1 Tim 3,2–3: «En tilsynsmand skal være … ikke drikfældig, ikke voldsom, men mild, ikke stridbar.»

Tit 1,7: «… ikke egenrådig, ikke opfarende, ikke fordrukken, ikke voldsom.»

Jud 9: «Men da ærkeenglen Mikael kæmpede mod Djævelen og lå i strid om Moses’ krop, vovede han ikke at fremføre en bespottelsesdom, men sagde: ’Herren straffe dig.’»

Troskab i forkyndelsen af sandheden og i afsløringen af vildfarelsen er fuldt ud forenelig med et sind eller en ånd, der er amachos (ikke stridbar, 1 Tim 3,3; Tit 3,2). Der kan ikke gives noget bedre eksempel på den ånd end «det troværdige vidne» (Åb 1,5), vor Herre Jesus Kristus. Som vi læser i evangelierne, bringer intet ønske om ro eller fred hans vidnesbyrd til tavshed. Hans modstanderes vildfarelser får ham heller ikke til at komme med hårde fordømmelser, undtagen når han som en sidste udvej og i kærlighedens ånd med de stærkeste ord søger at vække dem af den døs, de var blevet lokket ind i. Jesu tavshed, efter at hans ord er blevet forkastet, siger mere, end nogen ytring kunne have gjort.

16. Har vore teologer udtalt sig om dette emne?

Ja. Luther har et sted sagt:

«Non docendo, sed disputando, veritas amittitur», dvs. «Det er ikke ved at undervise, men ved at kævles, at sandheden går tabt.»

Og der findes ingen bedre forklaring på det end Chemnitz’ ord:

«Vi må altid huske, at Guds Søns hensigt, da han trådte frem fra den evige Faders skjulte bolig og åbenbarede den himmelske lære, ikke var at oprette skoler for disputatser hist og her, hvor teologerne kunne vise deres skarpsindighed. Hensigten var tværtimod, at menneskeheden skulle undervises i den sande erkendelse af Gud og i alt, hvad der er nødvendigt for at nå den evige frelse. Derfor bør vores største omsorg ved hver eneste trosartikel gælde, hvordan og på hvilken måde den lære, der undervises i, kan omsættes i praksis i de alvorlige øvelser i omvendelse, tro, lydighed og bøn. For på den måde vil sindene gå frem i både lærdom og gudsfrygt på samme tid. Det er nemlig med rette sagt, at teologien består mere i sindelag end i viden» (Loci Theologici, s. 17).

17. Hvad betyder den sidste sætning?

Den henviser til den lære, som alle i teorien er enige om, men let glemmer i stridens hede: Det er ikke de udførlige argumenter, den dybe lærdom, skarpheden i at drage skel, evnen til at tale let og flydende i debatten eller den høje veltalenhed, der skaber overbevisning. Det gør Helligåndens oplysende påvirkning, som meddeles gennem Ordets «stille, sagte stemme», når Ordet behandles med ærbødighed og bøn. Mennesker når frem til dybt forankrede overbevisninger, ikke midt i en ophedet personlig eller partipræget diskussion, men i stilheden i studereværelset og bønnekammeret.

18. Hvilket mønster for stridsskrifter kan nævnes?

Dr. Martin Chemnitz’ «Examen Concilii Tridentini», hvor striden kun er udgangspunktet for en yderst grundig og lidenskabsløs drøftelse af de principper, der ligger bag den. Det negative element udgør derfor kun en lille del af fremstillingen, og modstanderne og deres angreb træder i baggrunden for det stof af blivende værdi, som dominerer fremstillingen.