Kapitel 32. Kirketugt

De to områder

1. Hvilke to områder er der, hvor kirketugten udøves?

Tugten over kirkens medlemmer som enkelte kristne og tugten over præsterne.

2. Har de, der beklæder prædikeembedet, nogen særret, der fritager dem for den samme tugt som kirkens øvrige medlemmer?

Slet ikke. Men som bærere af et embede har de et ansvar, som ikke påhviler de menige medlemmer, og derfor er de underlagt en tugt, som de ellers ville være fri for.

Formålet

3. Hvad er hovedformålet med tugten over et medlem af kirken?

At den, der har syndet, bliver forbedret, og at hans sjæl bliver frelst.

1 Kor 5,5: «At overgive en sådan til Satan, så kødet kan tilintetgøres, for at hans ånd kan blive frelst på Herrens dag.»

Matt 18,15: «Hvis han hører på dig, har du vundet din bror.»

Gal 6,1: «Hvis et menneske er blevet grebet i et fejltrin, skal I åndelige hjælpe denne til rette i en mild ånd.»

4. Men er det det eneste formål?

Nej. Et andet formål er, at den synd, han er skyldig i, ikke skal smitte og ødelægge andre.

1 Kor 5,6–7: «Ved I ikke, at en smule surdej gennemsyrer hele dejen? Rens den gamle surdej ud, for at I kan blive en ny dej.»

Et tredje formål er, at kirkens orden kan bevares.

2 Thess 3,6: «Men jeg befaler jer, brødre, i vores Herre Jesu Kristi navn, at I skal holde jer fra enhver bror, som lever uden orden.»

2 Thess 3,14–15: «Men hvis nogen ikke adlyder vores ord i dette brev, skal I mærke jer ham, omgås ham ikke, for at han må skamme sig, og betragt ham ikke som en fjende, men retled ham som en bror.»

Et fjerde formål er, at kirkens bekendelse og vidnesbyrd for sandheden og imod enhver form for synd og vildfarelse kan være klart og utvetydigt.

Åb 2,2: «Jeg kender dine gerninger og dit arbejde og din udholdenhed, og at du ikke kan udholde de onde, og du har prøvet dem, som kalder sig apostle og ikke er det, og du har fundet, at de er løgnere.»

Åb 2,14: «Men jeg har lidt imod dig: Du har hos dig nogle, som holder fast ved Bileams lære, han som lærte Balak at lægge fælde for Israels sønner.»

Ef 5,11: «I skal ikke være meddelagtige i mørkets ufrugtbare gerninger, men afslør dem hellere.»

Uundværlig

5. Har kirken da nogen myndighed til at undlade kirketugten?

1 Kor 5,11: «Men nu skriver jeg til jer, at I ikke må omgås nogen, som bærer brodernavn og er utugtig eller grisk eller afgudsdyrker eller spotter eller fordrukken eller en røver. I må ikke engang spise sammen med en sådan.»

6. Hvad erklærer vore bekendelsesskrifter om dette emne?

I Den Augsburgske Bekendelse, art. 28, er det blandt «biskoppernes» retmæssige beføjelser «at udelukke ugudelige mennesker, hvis ugudelighed er kendt, fra kirkens fællesskab, og det uden menneskelig magt, alene ved Ordet».

Apologien (den tyske udgave), art. 11, «Om skriftemålet», erklærer:

«Desuden har vore prædikanter altid forkyndt, at de, der lever i åbenlyse laster, utugt, ægteskabsbrud osv., skal sættes i band og udelukkes, ligeledes de, der foragter de hellige sakramenter.»

Sådan siger også De Schmalkaldiske Artikler (del 3, art. 9):

«Det ’store band’, som paven kalder det, regner vi kun for en borgerlig straf, som ikke angår os, kirkens tjenere. Men det ’lille band’ er det sande kristne band, som udelukker åbenlyse og forhærdede syndere fra sakramentet og kirkens øvrige fællesskab, indtil de bliver forbedret og holder sig fra synden.»

7. Hvad siger vore teologer om dette emne?

Chemnitz fastslår i Niedersachsens «Kirchen-Ordnung» (1585), at tugt er nødvendig i det verdslige styre, i familierne og i skolerne, og tilføjer:

«Langt mere gælder det i Guds hellige hus: Uden en nødvendig og sund tugt, indstiftet og forvaltet efter Guds ord, kan intet ske på en ordentlig, ret, kristelig og passende måde.»

Fecht, citeret af dr. Walther (Pastorale, 318), skriver, at

«… hele kirkens bygning hviler på to søjler: forkyndelsen af den sunde lære og forvaltningen af tugten» (og at) «manglen på tugt er hovedårsagen til vor kirkes forfald … Rettroende teologer har bestandig klaget over denne slaphed og har indtrængende krævet, at en strengere tugt blev genindført.»

De forseelser, det gælder

8. Hvilke forseelser har denne tugt med at gøre?

«De er af to slags: dem, der angår læren, og dem, der angår livet. En vildfarelse i læren opstår enten af ren uvidenhed og er ikke forbundet med forhærdelse, eller den har sin oprindelse i ondskab og mangel på redelighed og forsvares hårdnakket imod kirkens dom, der bygger på Den Hellige Skrift. Et fald i liv og vandel er en forseelse i ord eller gerning, og den er enten offentlig eller privat. En offentlig forseelse er begået åbenlyst eller er almindeligt kendt og vækker forargelse. En privat forseelse er begået i det skjulte, kun et enkelt menneske eller højst ganske få kender til den, og den vækker ikke offentlig og almindelig forargelse» (Gerhard, VI, 192).

Trin

9. Hvilke trin er der i kirketugten?

Vore teologer nævner i almindelighed tre:

1. formaning og irettesættelse;

2. det «lille band», dvs. udelukkelse fra nadveren for en tid; og 3. det «store band», dvs. fuldstændig udstødelse af kirken, som sjældent bruges, og kun i de groveste og mest åbenlyse tilfælde.

En orden, som Gud har foreskrevet

10. Har Gud foreskrevet en bestemt orden for fremgangsmåden?

Ja, og især for private forseelser.

Matt 18,15–17: «Hvis din bror synder mod dig, så gå hen og irettesæt ham, mellem dig og ham alene. Hvis han hører på dig, har du vundet din bror. Men hvis han ikke hører på dig, så tag endnu én eller to med dig, for at enhver sag kan stå fast på to eller tre vidners udsagn. Men hvis han ikke hører på dem, så sig det til menigheden, og hvis han heller ikke hører på menigheden, skal han være som en hedning eller tolder for dig.»

11. Gælder dette kun handlinger, som skader den, der irettesætter, eller er rettet personligt imod ham?

«Det græske udtryk eis se kan gengives på latin med apud te eller coram te, dvs. ’så du ved det’» (Gerhard). Denne fortolkning af «eis» synes at gå for vidt. Calvins fortolkning er bedre:

«Der er meget mange, som ikke tillader nogen offentlig irettesættelse, før synderen er blevet formanet under fire øjne. Men begrænsningen i Kristi ord er tydelig. For han befaler ikke ubetinget og uden undtagelse, at enhver, der synder, skal formanes eller irettesættes i det skjulte og uden noget vidne. Han vil derimod, at vi skal prøve denne vej, når vi er blevet krænket i det skjulte – ikke for vor egen skyld, men fordi det er rimeligt, at vi bedrøves, hver gang Gud bliver krænket. For Kristus taler her ikke om at bære uret med tålmodighed, men lærer, at vi i det hele taget skal øve os i mildhed, for at vi ikke skal ødelægge dem, der skulle frelses, ved at behandle de svage for hårdt. Derfor betegner ordet ’mod dig’ ikke en uret, som er tilføjet nogen, men skelner mellem skjulte og åbenlyse synder. For hvis nogen synder mod hele kirken, vil Paulus have, at han skal irettesættes offentligt, så ikke engang de ældste skal skånes. Og det er sandelig latterligt at kræve, at den, der har syndet med offentlig forargelse – det, man almindeligvis kalder et flagitium –, skal formanes af hver enkelt for sig; for hvis der var tusind vidner, måtte han formanes tusind gange. Det skel, som Kristus udtrykkeligt gør, må derfor fastholdes, for at ingen skal tale ondt om sin bror ved at offentliggøre skjulte synder overilet og uden grund.»

Man bør også lægge mærke til, at denne anvisning fra vor Herre ikke er en tilladelse, men et påbud. Den fastslår ikke en ret, som den troende kan bruge efter eget skøn, men en pligt.

12. Hvilken forsigtighed skal man dog udvise ved denne samtale under fire øjne?

«Man må gå klogt til værks. For når nogen har syndet af uvidenhed eller svaghed, er en venlig formaning med en opfordring til at undgå fremtidige fejltrin nok; men når nogen har syndet af ondskab, bør der gives en skarpere irettesættelse. ’En venlig irettesættelse’, siger Ambrosius, ’udretter mere end voldsomme anklager; den første vækker skam, de sidste vækker harme.’ Når vi irettesætter, må vi heller ikke give efter for vore personlige følelser eller vor private harme (1 Tim 5,21), men vi må gøre alt for at bringe den faldne til omvendelse og frelse» (Gerhard).

Dannhauer opstiller følgende krav til en sådan formaning: a) sandhed: man må være sikker på anklagen; b) klogskab: på det rette tidspunkt; c) venlighed, dvs. med ømhed og medfølelse (Sl 141,5); d) oprigtighed; e) mådehold og hensynsfuldhed.

13. Hvad så med offentlige forseelser?

Her er en sådan forudgående privat fremgangsmåde ikke nødvendig (1 Tim 5,20). Sådan irettesatte Paulus Peter straks og åbent (Gal 2,11). Ikke desto mindre kan en samtale under fire øjne også her ofte fjerne misforståelser og forebygge mange senere vanskeligheder.

Bandlysning

14. Hvornår må man ty til bandlysning?

Kun når ingen andre midler har kunnet bringe synderen til omvendelse, og også da kun på grund af særlig grove synder, som vækker forargelse.

15. Hvem tilkommer afgørelsen om bandlysning?

Først og fremmest kirken, dvs. menigheden.

Matt 18,17: «Sig det til menigheden.»

1 Kor 5,13: «I skal fjerne den onde fra jer selv.»

Da bandlysningen er brugen af bindenøglen, tilhører den ikke blot prædikeembedet, men hele kirken (Matt 18,17–18.20; se kap. 29, spm. 54; kap. 30, spm. 56). Men ligesom forkyndelsen af Ordet, forvaltningen af sakramenterne og brugen af løsenøglen kræver prædikeembedet, gælder det også her. I 1 Kor 5,3–4 giver apostlen den korinthiske menighed en skriftlig fuldmagt til at skride ind i en tugtsag, «som om jeg var til stede».

Derfor erklærer De Schmalkaldiske Artikler:

«Den almindelige myndighed til at sætte dem i band, som er skyldige i åbenlyse laster, tilhører alle præster.»

En menighed kan ikke bandlyse uden en præst, og en præst kan heller ikke bandlyse blot efter sit eget skøn og uden menighedens fuldmagt, givet efter den fremgangsmåde, som menighedens forfatning måtte fastsætte. Kirken ville have fuld myndighed til at indføre en bestemmelse i forfatningen om, at den endelige afgørelse kræver godkendelse fra en repræsentant for kirken uden for menigheden, sådan som man i Tyskland ofte har krævet konsistoriets godkendelse. Formålet ville være så vidt muligt at fjerne en sådan tugtsag fra et område, hvor personlige og partiske hensyn kan få overtaget.

16. Hvorfor er det så vigtigt, at prædikeembedet er til stede og giver sin tilslutning?

A. Fordi menigheden under behandlingen af sådanne sager må vejledes af kirkens læreembede, så den holder sig nøje til det, Den Hellige Skrift lærer, og ikke tager magten i sin egen hånd.

B. Fordi den personlige omgang med sjælene først og fremmest hører til præsteembedet, og en sådan fremgangsmåde bør ikke finde sted, uden at præsten trofast har udført sin hyrdepligt over for den anklagede.

C. Fordi det påhviler præsten at fuldbyrde afgørelsen.

17. Hvilke straffe pålægger en sådan tugt?

Kirken har ingen anden magt end Ordets; den kan derfor kun pålægge åndelige straffe. De er i virkeligheden kun det ydre vidnesbyrd om de straffe, som kirken tror, at Gud allerede har pålagt. De er intet andet end udelukkelse fra de rettigheder og goder, som et fuldgyldigt medlemskab giver, sammen med en eftertrykkelig fordømmelse af den dømtes adfærd.

18. Men hvad nu, hvis bandlysningen er uretfærdig?

Så er den ikke gyldig for Gud, selv om det kan være den forurettedes pligt at bøje sig for den under protest, indtil hans uskyld er godtgjort.

Skjulte synder

19. Gælder bindenøglen ikke, ligesom løsenøglen, både skjulte og offentlige forseelser?

«Nøglerne er et embede og en magt, som Kristus har givet kirken til at binde og løse synder, ikke blot de grove og velkendte, men også de fine og skjulte, som kun Gud kender» (De Schmalkaldiske Artikler, del 3, art. 7).

Dette gælder dog præstens private omgang med sine tilhørere og de synder, som end ikke præsten kender, når han i almindelige vendinger forsikrer, at synderne er tilgivet eller fastholdt.

20. Hvordan adskiller tugten over præster sig fra tugten over kirkens øvrige medlemmer?

Den angår, om den officielle anbefaling, som de fik ved deres ordination – at de er egnede personer, som man kan betro sjælesorgen og Ordets og sakramenternes embede – fortsat skal gælde eller ej. Ansvaret for præstens virke påtages ikke blot ved ordinationen; det består, indtil anbefalingen trækkes tilbage.

1 Tim 5,22: «Vær ikke for hurtig til at lægge hænder på nogen eller at få del i andres synder.»

Tugten over præster

21. Hvilken særlig bestemmelse har Det Nye Testamente om tugten over præster?

1 Tim 5,19: «Tag ikke imod en anklage mod en ældste, uden at det er på basis af to eller tre vidner.»