Kapitel 30. Prædikeembedet

Definition

1. Hvilket redskab bruger kirken først og fremmest til at forvalte nådemidlerne?

Gennem det kristne prædikeembede.

2. Hvad er prædikeembedet?

Et embede, som er betroet bestemte personer, der er særligt forberedt og udskilt til dets opgaver. I bred forstand er ethvert embede i kirken en tjeneste, og forskellen på præster og lægfolk er forskellen på kirkens embedsbærere og de medlemmer, der ikke har et embede. I snævrere forstand hører betegnelsen kun til dem, som kirken har givet i opdrag at prædike evangeliet og forvalte sakramenterne.

Blivende og midlertidige træk

3. Er det blot af praktiske grunde, at en særlig gruppe mænd udpeges til dette embede?

Det står ikke i kirkens frihed at undvære embedet. For det hviler på en guddommelig indstiftelse.

1 Kor 12,28: «Gud har sat nogle i menigheden som for det første apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere, derefter kraftige gerninger, derefter nådegaver til helbredelser, hjælp, ledelse» osv.

Ef 4,11–12: «Og han gav apostle, profeter, evangelister og hyrde-lærere til at udruste de hellige til tjenestens gerning.»

Embedets form og ordning kan variere. Nogle af disse former er kun midlertidige og hører kun til den tid, da kristendommen blev grundlagt. Men at kirken til stadighed er ordnet under embedsbærere, præger alt, hvad der er skrevet om den apostolske kirke. Et prædikeembede er uundværligt for kirkens grundlæggelse, vækst og rette forvaltning.

4. Er denne inddeling af embederne ubetinget bindende for kirken i senere tider?

Nej. For Apostlenes Gerninger og brevene viser, at kirkens ordning udviklede sig gradvis efter dens behov. Kirken havde ingen guddommeligt formuleret forfatning, overleveret ved inspiration, som man ubøjeligt skulle holde fast ved til alle tider. Embeder blev på den ene side ændret og lagt sammen, og på den anden side blev opgaver og embeder skilt ad, efterhånden som kirken gik over fra sin missionsform til sin faste form, og efterhånden som midlertidige ordninger blev afløst af mere varige. Det var dr. H.M. Mühlenberg sig hele tiden bevidst, da han lagde grunden til den lutherske kirke i Amerika: Ecclesia plantanda [den kirke, der skal plantes] er én ting, Ecclesia plantata [den kirke, der er plantet] en anden.

5. Hvad blev det endelige resultat?

Apostlene havde som sådanne ingen efterfølgere, for de var for alle lande og tider. Da tiden med Åndens overordentlige gaver blev afløst af tiden med kun de almindelige gaver, smeltede en række af disse embeder sammen til ét, nemlig embedet som menighedens lokale præst, lærer og prædikant og dens første presbyter eller forstander. Kirken oprettede i sin frihed fra tid til anden andre embeder til at varetage de opgaver, der knytter sig til dens fælles og samlede anliggender.

Alle præster er biskopper

6. Skelner Det Nye Testamente da slet ikke mellem presbytere og biskopper?

Overhovedet ikke. Paulus sender bud efter presbyterne i Efesos (ApG 20,17) og omtaler dem som «biskopper» (v. 28). Ifølge Fil 1,1 var der en række biskopper i menigheden i Filippi. Når 1 Tim 3 og Tit 1 opregner pligterne for kirkens embedsbærere, kender de kun biskopper og diakoner. Intetsteds stilles biskopper, presbytere og diakoner op som tre sideordnede embeder. Vidnesbyrdet i Tit 1,5.7 er meget klart. Efter at have erklæret, at det er nødvendigt at «indsætte ældste i byerne», og efter at have opregnet, hvilke egenskaber embedsbærerne skal have, fortsætter Paulus: «For en biskop skal være uangribelig.» Den henvisning ville være helt meningsløs, hvis presbyterembedet blev regnet for et andet embede end bispeembedet.

7. Findes der nogen udtalelse i bekendelsesskrifterne om dette emne?

«Efter alles indrømmelse, også modstandernes, er det klart, at denne magt af guddommelig ret er fælles for alle, der står i spidsen for menigheder, hvad enten de kaldes præster eller ældste eller biskopper. Derfor lærer Hieronymus åbent, at alle, der står i spidsen for menigheder, både er biskopper og ældste … Hieronymus lærer, at det er af menneskelig myndighed, at graderne biskop og ældste eller præst er forskellige … Af guddommelig myndighed er graderne biskop og præst ikke forskellige.»

8. Er der nogen alvorlig uenighed om dette, selv blandt lærde fortalere for bispeembedet over stifter?

Overhovedet ikke. «Det er en kendsgerning,» siger biskop Lightfoot, der nok er Den Engelske Kirkes lærdeste repræsentant i det 19. århundrede,

«… som nu i almindelighed anerkendes af teologer af alle retninger, at den samme embedsmand i kirken i Det Nye Testamentes sprog uden forskel kaldes ’biskop’ (episkopos) og ’ældste’ eller ’presbyter’ (presbyteros)» (On Philippians, s. 95).

Selv Thomas Aquinas, den skolastiker, hvis skrifter officielt er blevet godkendt af pavestolen, erklærer:

«… hvad navnet angår, skelnede man tidligere ikke mellem biskopper og presbytere. Apostlen bruger navnet ’biskop’ om begge.»

De højkirkelige forsøger at begrunde stiftsbiskoppernes guddommelige ret ved at hævde, at de er efterfølgere af Det Nye Testamentes apostle, mens præsterne er efterfølgere af Det Nye Testamentes biskopper. Biskop Lightfoot har gendrevet denne teori fuldstændigt i sin ekskurs «The Christian Ministry» i det ovennævnte bind.

9. Er forskellen mellem biskopper og presbytere tilladt, hvis den ikke beror på guddommelig ret?

Ikke når den kræves som nødvendig eller gøres til betingelse for fællesskab. Men et bispeembede over stifter er en fuldt legitim form for kirkestyre, når det indføres ud fra hensynet til, hvad der er gavnligt, og i den kristne friheds ånd. Det almindelige princip, som vor kirke har fulgt, er at godtage den ordning, der har været fremherskende, medmindre den kræves på et forkert grundlag eller er forbundet med vildfarelser i læren. Derfor ville der ved reformationen ikke være sket noget brud med den ordning, der da fandtes, hvis biskopperne havde holdt sig inden for de grænser, evangeliet tillader. «Biskopperne kunne let bevare den lovlige lydighed, hvis de ikke ville tvinge folk til at overholde sådanne traditioner, som ikke kan holdes med god samvittighed» (Den Augsburgske Bekendelse, art. 28).

Prædikeembedet og præstedømmet

10. Er det rigtigt at kalde prædikeembedets tjenere «præster»?

Etymologisk svarer ordet «præst» [engelsk priest; engelsk skelner mellem minister, prædikeembedets tjener, og priest, offerpræst, mens dansk bruger «præst» om begge] til «presbyter», men det bruges og forstås altid om et medlem af en stand, der er udskilt til at bringe ofre. Det Nye Testamente kender kun to præstedømmer. Det ene er vor Herre Jesu Kristi, den kristne tros «store ypperstepræst» (Hebr 4,14). Det andet er de troendes åndelige præstedømme (1 Pet 2,5.9; Åb 1,6), som omfatter alle sande Guds børn ved troen på Jesus Kristus. Det førstes offer var hans liv, et sonoffer for verdens synder. Det sidstes offer er takofferet: bøn, lovsang og taksigelse og den glade overgivelse af legeme og sjæl til Guds tjeneste. Ud over disse er der intet præstedømme og kan heller ikke være noget. Enhver Ordets tjener bør ligesom alle de genfødte og troende i hans menighed være en åndelig præst. Men det er han i kraft af sit personlige og individuelle forhold til Gud og ikke i embedes medfør eller som tjener i prædikeembedet.

Heller ikke i sine embedshandlinger repræsenterer han først og fremmest det præstedømme, som omfatter alle de troende i hans menighed. En evangeliets tjener er først og fremmest Guds repræsentant over for menneskene, en, der er kaldet af Gud til at prædike evangeliet i Guds navn og til at tilegne de enkelte dets løfter i sakramenterne. Han kan intet bringe Gud på menneskets vegne, men bringer mennesket det, som Gud har sørget for (se kap. 28, spm. 35). Når han bringer Gud menighedens bønner og taksigelser, er han kun én af dem og handler som hele forsamlingens ordfører eller stemme. Han går dermed ikke i forbøn for dem eller beder til Gud for dem. Men det er hans embede at bede sammen med dem og lede dem, når de med munden udtaler deres hjertes bønner.

11. Men er embedet at lære, prædike og forvalte sakramenterne da ikke en forret, som hører til det åndelige præstedømme?

Det åndelige præstedømme og prædikeembedet er to helt forskellige ordninger. Det første angår den enkeltes personlige forhold til Gud og hans direkte og umiddelbare adgang ved Kristus til nådens trone. Det sidste angår den offentlige udførelse af opgaver, som skal varetages i Guds navn efter direkte anvisninger. Det åndelige præstedømme er den enkeltes forret. Prædikeembedet findes kun, hvor der er en menighed, dvs. to eller tre forsamlede i Kristi navn (Matt 18,17.20). Der er intet grundlag i Skriften for den tanke, at rettigheder, som tilhører hver enkelt i en menighed, blot for god ordens skyld overdrages til én person. Prædikeembedets funktioner tilhører ikke de ukaldede, men de kaldede medlemmer af kirken, dvs. dem, der er kaldet til netop dette embede. For at tage et billede: Præsidentembedet i De Forenede Stater er ikke et embede, hvis pligter abstrakt set ligger hos hver enkelt af landets mange millioner borgere, men som de for at undgå en strid om myndigheden overdrager til én mand. Det er et embede, som ingen borger har ret til, medmindre han er behørigt valgt og indsat, fordi det tilhører hele nationen og ikke den enkelte. Denne forskel, som gælder for en jordisk regering, gælder med endnu større kraft for det, som Gud har indstiftet. Et menneskes kald som kristen er én ting, hans kald som præst en anden.

12. Gengiv vore bekendelsesskrifters udtalelse om dette emne.

«Ingen bør i kirken offentligt lære eller forvalte sakramenterne uden at være ordentligt kaldet» (Den Augsburgske Bekendelse, art. 14).

13. Skriftbeviser?

Rom 10,15: «Hvordan skal de forkynde uden at de er blevet sendt?»

Tit 1,5: «Indsætte ældste i byerne.»

Hebr 5,4: «Ingen tager den ære på sig, men kaldes af Gud, ligesom også Aron.»

Som Guds «udsendinge» (2 Kor 5,20) og som «forvaltere over Guds hemmeligheder» (1 Kor 4,1) må de have beviser for deres indsættelse, som kan prøves af deres brødre i Kristus og deres medmennesker. Da nøglemagten eller myndigheden til at forvalte ord og sakrament tilhører menigheden som helhed og ikke den enkelte (Matt 18,20; se Den Augsburgske Bekendelse, art. 28), er det menigheden som helhed, der skal afgøre, hvem der i denne henseende skal handle på dens vegne.

Kaldet til prædikeembedet. Umiddelbart og middelbart kald adskilt; måden for det middelbare kald; forberedende faktorer; «kald» i særlig forstand; præsters og lægfolks andel i at give kaldet; lægprædiken; embedets grænser som bestemt af kaldet.

14. Har kaldet til prædikeembedet haft samme form til alle tider?

Man skelner mellem det umiddelbare kald og det middelbare kald. Det umiddelbare kald er det kald, som Moses fik ved Guds røst fra den brændende tornebusk (2 Mos 3,10), og som Det Gamle Testamentes profeter og Det Nye Testamentes apostle blev udpeget ved. Hertil hører også, at en, som Gud udtrykkeligt havde nævnt, blev kaldet gennem en anden, som Gud havde pålagt at handle på Guds vegne, sådan som Aron blev kaldet gennem Moses (2 Mos 4,14; 28,1). Det middelbare kald sker gennem kirken, der handler i Guds navn.

15. Er der nogen guddommeligt foreskrevet orden, som kirken følger, når den giver kaldet?

Ingen kan være præst uden et kald. Men den nøjagtige fremgangsmåde er overladt til kirkens frihed, ledet af Helligåndens almindelige virke gennem nådemidlerne. Her som andre steder har kirkens erfaring ført til, at der er fastsat visse principper for fremgangsmåden, som for god ordens skyld skal overholdes trofast.

16. Hvordan er ordningen, sådan som vi nu finder den?

Den omfatter noget, der reelt forbereder kaldet, noget, der hører til kaldet i den mest egentlige forstand, og endelig noget, der hænger nøje sammen med kaldet, men blot bekræfter, kundgør, stadfæster og bevidner det.

17. Hvad forbereder kaldet?

Den række af påvirkninger, der fører et menneske til at begynde en teologisk uddannelse og til at blive godkendt som kandidat til prædikeembedet. Når kirken er under ordnede forhold, kaldes ingen længere umiddelbart til embedet. Apostlene fulgte deres Mester i tre år, og der gik en betydelig tid mellem Paulus’ umiddelbare kald og hans tiltrædelse af embedet. På samme måde kræves der år, før man kan nå den kundskab og den modenhed i overbevisning og dømmekraft, som prædikeembedets pligter forudsætter. I hvert enkelt tilfælde har der været påvirkninger fra de troendes samfund, som har ført til beslutningen om at søge prædikeembedet.

1 Tim 3,1: «Hvis nogen stræber efter at være tilsynsmand, har han lyst til en god gerning.»

18. Er kaldet til prædikeembedet en indre overbevisning om en pligt, som Helligånden virker i menneskets hjerte?

«Vi svarer: Vi indrømmer, at Gud ved en indre tilskyndelse indgiver forsættet om at påtage sig prædikeembedet uden hensyn til dets farer og vanskeligheder. Hertil hører den hemmelige tilskyndelse, der fører nogle til at studere teologi. Vi indrømmer også, at ingen, der påtager sig det hellige embede, må lade sig drive af havesyge eller ærgerrighed eller noget andet syndigt begær, men af oprigtig kærlighed til Gud og et ønske om at opbygge kirken. Vil nogen kalde disse to prisværdige sindelag et hemmeligt kald i sund forstand, har vi ikke meget imod det. Imidlertid advarer vi for det første om, at ingen på grund af et sådant indre eller hemmeligt kald bør påtage sig prædikeembedets pligter, medmindre kirkens ydre og ordentlige kald kommer til, for at dørene ikke skal åbnes for gendøbernes forvirring og sværmeriske åbenbaringer … Vi advarer for det andet om, at et menneskes kald ikke straks ophører med at være et kald, fordi hans sind, da han påtog sig prædikeembedet, måske i begyndelsen var besmittet af ærgerrighed eller havesyge eller noget andet urent motiv» (Gerhard, VI, 48; se også ovenfor, kap. 26, spm. 23).

19. Hvilke andre påvirkninger kan nævnes som forberedelse til kaldet?

Forældrenes udtalte ønske; en opfordring fra en præst, en lærer eller en ven, især på et afgørende tidspunkt i livet, fx ved konfirmationen, under en sygdom eller under svær modgang eller sorg; den almindelige mening i en kreds af kristne venner, som bygger på den interesse og dygtighed, personen har vist i søndagsskolen eller andet menighedsarbejde eller i andre former for kristent arbejde. Præstesønner kender som regel deres fædres liv og arbejde godt, og det vækker ofte ønsket om at følge dem i det hellige embede.

20. Hvad er det næste trin i forberedelsen?

At kirken godkender personen som én, der anses for værdig til at blive kandidat til embedet og begynde en uddannelse til det. Godkendelsen hører ikke kun til begyndelsen af uddannelsen, men følger den gennem alle dens trin. Det er en vedvarende prøvelse, der ikke blot stiller kandidaten under kirkens repræsentanters øjne, men også hele tiden lader ham lære sig selv bedre og bedre at kende. Den når sit højdepunkt, når han får kirkens endelige, officielle godkendelse ved at blive indstillet til ordination.

21. Hvad er kaldet i den mest egentlige forstand?

At en person vælges og udpeges til prædikeembedets arbejde.

22. Hvem giver kaldet?

Retten til at kalde er ikke begrænset til nogen enkelt gruppe i kirken. Den tilhører hverken præsterne alene eller lægfolket alene, men begge i rette orden. At prædikeembedet ikke er en stand, der selv sørger for sin fortsættelse, men at også lægfolkets stemme skal høres, når præster vælges, ses klart a) af, at nøglemagten er givet til hele kirken, sådan som det læres i Matt 16 og 18; b) af, at folket skal prøve lærerne (Matt 7,15; Joh 10,27; 1 Thess 5,19–21; 1 Joh 4,1); og c) især af den apostolske kirkes praksis (ApG 1,23; 6,3; 14,23).

Hvis præsterne derimod ingen stemme har, når det afgøres, hvem der skal være præster, og dette begrænses til lægfolkets stemmer i de enkelte menigheder, udelukkes netop de personer, hvis uddannelse og erfaring gør dem bedst egnede til at bedømme kandidaternes egnethed.

23. Er der da ikke noget sandt prædikeembede, uden hvor kaldet kommer fra begge dele af kirken?

Vi kan her anvende Gerhards ord om tilgivelsen, der tilhører hele kirken, men kun udøves gennem præsterne:

«Vi skelner mellem magten og udøvelsen af magten. Magten er og bliver hos kirken, men magten udøves gennem kirkens presbytere, dvs. præsterne og dem, der repræsenterer resten af kirken. Magten er og bliver hans, i hvis navn og med hvis myndighed den udøves. Men den kirkelige magt udøves, når præster kaldes og vælges, og når synder løses og bindes, i hele kirkens navn og med hele kirkens myndighed» (VI, 57).

Da kirken desuden er der, «hvor to eller tre er forsamlede i Kristi navn» (Matt 18,17 og 20), er det ikke ubetinget nødvendigt, at begge eller alle grupper i kirken er repræsenteret. Men der er åbenlyse misbrug, som er trængt ind og let trænger ind, når ikke begge parter er sikret deres rettigheder. Derfor er det bedst at give kaldet på en måde, hvor der er sørget for, at både præster og lægfolk tager del.

24. Hvordan sker det?

Ved at prøvelsen og godkendelsen af den overlades til præsterne, mens lægfolkets stemme høres, når en kandidat kaldes til en bestemt arbejdsmark – enten i den lokale menighed eller gennem repræsentanter på synoderne.

25. Men er alle lægfolk eller alle menighedsmedlemmer, der går til alters, i stand til at fælde en kyndig dom over en kandidats egnethed?

Udøvelsen af retten bør sikres ved bestemmelser i kirkens forfatning, som begrænser kredsen af vælgere og på anden måde stiller betingelser, så misbrug så vidt muligt forhindres.

26. Hvornår er det berettiget at ændre dette princip?

Når kirken er under opbygning, hvad enten det skyldes forvirrede forhold, fordi lære og liv er forfaldet, eller hænger sammen med missionsarbejde. Da bønderne i deres tolv artikler fra 1525 krævede, at hver menighed skulle have ret til at vælge sin egen præst, svarede Luther således, at folket ikke kunne kræve, at øvrigheden skulle underholde den, de valgte, så længe de ikke selv sørgede for hans underhold. Ud fra dette skal man forstå, hvorfor fyrsterne blev kaldt biskopper pro tempore [for en tid], og hvorfor hele den bispelige kirkeordning blev indført som den første form for vore lutherske kirker i Tyskland – oprindelig som en rent midlertidig nødløsning.

27. Hvor man ikke kan få en ordentligt kaldet præst, er det så aldrig rigtigt, at en lægmand prædiker eller underviser offentligt i kirken?

«Når en kristen er blandt hedninger, der ikke kender den kristne tro, kan han efter evne undervise andre og udbrede den kristne lære, drevet af kærligheden og nøden. Men hvor en kirke er grundlagt, må ingen påtage sig det hellige embede uden et ordentligt kald» (Hollaz).

Lignende situationer kan for en tid opstå i lokalsamfund i et kristent land, som ikke er tilstrækkeligt forsynet med præster eller kirker. Lægfolkets arbejde kan da med god grund afhjælpe manglen, men ikke som en varig ordning. Når der så dannes en menighed, og den godkender ordningen, opstår prædikeembedet i kraft af det kald, der gives.

28. Hvad med teologistuderendes prædiken?

«Der er forskel på prædikeøvelser og det ordentlige prædikeembede. De studerendes prædikener er øvelser, hvor de beskedent tilbyder kirken de tjenester, de senere skal yde, men de gør ikke krav på det ordentlige prædikeembede» (Hollaz).

Dette er dog ikke en helt tilfredsstillende udtalelse. De studerendes prædiken er kun berettiget, fordi den sker som svar på et ordentligt kald fra menigheden eller dens repræsentanter til en midlertidig tjeneste. Forskellen er mellem et kald til en mere varig og et kald til en blot midlertidig udøvelse af prædikeembedets opgaver.

29. Er det kald, der gør en til præst, begrænset til at være præst for en lokal menighed?

Det hævder mange. Men allerede i apostlenes tid var tjenesten med at prædike Ordet og forvalte sakramenterne ikke bundet til en så snævert lokal form. Hvor kirkens fælles opgaver varetages af prædikanter og lærere, som beklæder de embeder, der er brug for, og som har et klart kald, dér er der også sande tjenere i kirken. Hvad en menighed af kristne mennesker kan gøre, når den kalder en præst, kan også en menighed af menigheder i den repræsentative kirke udrette. Dog må der tages ét forbehold: Et sådant kald må altid indebære, at man indsættes til et bestemt arbejde. For prædikeembedet er et embede, ikke en stand.

30. Hvis en, der er kaldet til prædikeembedet, holder op med at udføre dets pligter, er han så stadig præst?

Der er intet embede, hvor der ingen tjeneste udføres. Den, der ikke tjener, er ingen tjener. Denne tjeneste må altid være Ordets og sakramenternes. Der findes ingen præstelige pligter, som berettiger én til at opgive denne funktion. Den romersk-katolske lære om en character indelibilis [et uudsletteligt præg], som ordinationen skulle give, kan ikke godtages. Alligevel ligger den til grund, når nogle kræver at blive regnet for præster, skønt de hverken lærer Ordet eller forvalter sakramenterne, og henviser til deres ordination, som om den varigt havde givet dem embedet.

«En præsts pligt er at prædike, og gør han ikke det, er han lige så meget præst, som billedet af et menneske er et menneske. Det er Ordets tjeneste, der gør en præst eller biskop» (Luther, «Om kirkens babyloniske fangenskab»).

Ordinationen: definition; ikke ubetinget nødvendig; den almindelige form; luthersk vurdering af den; hvem der skal ordinere; menigheds- eller synodeordination; genordination; ordination sine titulo.

31. Hvad er ordination?

Den formelle indsættelse i embedet af én, der er kaldet til prædikeembedet. Den er den højtidelige, offentlige stadfæstelse og bevidnelse af kaldet.

32. Er det ordinationen, der gør en til præst?

Kaldet er det eneste væsentlige. Ordinationen er vigtig, men ikke væsentlig. Den, der er kaldet, men ikke ordineret, er i virkeligheden præst. Blot bør han for den gode ordens skyld lade sine rettigheder hvile, til han er ordineret, eller også kan kaldet udtrykkeligt gøres betinget af hans ordination. Det er ikke indsættelsesceremonien, men folkets stemmer, der giver De Forenede Staters præsident retten til hans embede. På samme måde er det ikke ordinationen, men at man er rite vocatus, dvs. kaldet i rette form og orden, der afgør ens krav på at være præst.

33. Er ordinationen ikke en ceremoni, som Gud har foreskrevet?

Nej. Se kap. 26, spm. 18.

34. Hvad er ordinationens almindelige form?

Bøn med håndspålæggelse (1 Tim 4,14; 5,22; 2 Tim 1,6).

35. Hvad er det vigtigste ved ordinationen?

Ikke håndspålæggelsen, men den bøn, som ledsager den, eller rettere Guds ord, som bønnen tilegner sig og holder frem for Gud. Det er den «profeti», der tales om i 1 Tim 4,14. I 2 Tim 1,6 bruges ordet «håndspålæggelse» som en synekdoke for hele handlingen, også bønnen og profetien. Man lægger hænderne på den, der ordineres, alene for at udpege den person, som evangeliets løfter om prædikeembedet anvendes på, og som embedet bliver betroet.

36. Hvordan vurderer den lutherske kirke nøjagtigt en sådan handling?

«Vi erklærer, at ordinationens ritus på ingen måde bør udelades. Undtagen i nødstilfælde bør den altid bruges, når kirkens prædikeembede besættes. Det gælder både på grund af den gamle skik i den apostolske kirke og i kirken nærmest efter apostlenes tid, hvor de ældste ved bøn og håndspålæggelse ordinerede de præster, som kirken havde valgt, og så at sige helligede dem til Gud, og det gælder på grund af visse gavnlige formål. Skønt Paulus blev kaldet umiddelbart, bliver han dog sendt til Ananias, som lægger hænderne på ham, for at hans kald kan blive åbenbart for kirken (ApG 9,17). Senere (ApG 13,3), da han skal sendes ud til hedningerne, bliver han igen ved håndspålæggelse indsat som hedningernes lærer. Denne ritus blev brugt, for at hans kald offentligt kunne erklæres for lovligt, og for at andre ikke på samme måde skulle prale af et sådant kald. Men når dette skete med en, der var kaldet umiddelbart, hvor meget mere passer det sig da for dem, hvis kald er middelbart» (Gerhard, VI, 97, for en stor del efter Chemnitz).

37. Hvem forretter ordinationen?

Den håndspålæggelse, som Skriften fortæller om, blev foretaget af de ældste (1 Tim 4,14), dvs. hele kredsen af presbytere, ældste eller præster, gennem deres repræsentanter. Når Paulus i 2 Tim 1,6 taler om sin egen håndspålæggelse, viser det, at han var en af de ældste. Paulus selv havde fået hænderne lagt på sig af Ananias, som var lægmand (ApG 9,17). Nogle hævder, at kun en stiftsbiskop i en ydre succession kan ordinere, enten en succession fra apostlenes tid eller en, der kan føres tilbage til en tid, da den blev anerkendt i praktisk talt hele kristenheden. Den påstand kan ikke godtages, både af den grund, der lige er nævnt, og på grund af det, der tidligere er sagt om, at presbyter og biskop er det samme i Det Nye Testamente (se ovenfor, spm. 7–9).

Da formålet med ordinationen er at give den, der ordineres, den bredeste og fyldigste anerkendelse, forrettes den hos os i reglen af synodens præses med synodens bemyndigelse, bistået af de øvrige embedsmænd i synoden. Det svarer både til Det Nye Testamentes forståelse af, at de ældste lægger hænderne på, og til det, der er berettiget i kravet om bispelig ordination, for en synodepræses er i sin tilsynsgerning en midlertidig stiftsbiskop.

38. Kan ordinationen forrettes alene i kraft af en menigheds bemyndigelse?

«Hvor der er en sand kirke, dér findes nødvendigvis også retten til at vælge og ordinere præster» (De Schmalkaldiske Artikler, s. 350).

«Den kirke, som har det åndelige præstedømme, har sandelig ret til at vælge og ordinere præster» (sst.).

«Tidligere valgte folket præster og biskopper. Siden kom der en biskop til, enten fra den samme eller fra en nabomenighed, og han stadfæstede den valgte ved håndspålæggelse. Og ordinationen var intet andet end en sådan stadfæstelse» (sst.).

Alligevel bør denne ret ikke bruges uden meget tungtvejende grund. Bruges den vilkårligt, opstår der forvirring, og meget af handlingens højtidelighed går tabt, når kirken som helhed ikke kommer til orde gennem sine officielle repræsentanter. Men:

«… hvis biskopperne er kættere eller ikke vil ordinere egnede personer, er menighederne efter guddommelig ret forpligtet over for Gud til selv at ordinere præster og kirketjenere. Selv om man nu kalder det en uregelmæssighed eller et skisma, skal man vide, at biskoppernes ugudelige lære og tyranni har skylden for det» (sst.).

39. Skal præster, som er ordineret i andre kirkesamfund, ordineres på ny, når de træder ind i det lutherske prædikeembede?

Svaret afhænger af, i hvor høj grad en anerkendelse af den tidligere ordination ville blive opfattet som en godkendelse af de krav til prædikeembedet, der gælder i et andet kirkesamfund. Hvor kristendommens grundlæggende lærdomme, fx Kristi guddom, offentligt forkastes, eller hvor hele evangeliets lære er blevet forvansket og angrebet, som i Rom, synes det særlig vigtigt, at en, der vil træde ind i det lutherske prædikeembede, offentligt får sin ændrede holdning anerkendt på denne måde. Hvor skiftet er sket ud fra en indre overbevisning som frugt af en dyb indre kamp, vil en sådan bekræftelse ikke være en ydmygelse, men en lettelse og en styrkelse for den, der ordineres.

40. Må man ordineres «sine titulo»?

Det vil sige uden tilknytning til et bestemt arbejdsområde. Principielt nej, for ordinationen er anerkendelsen af kaldet, og kaldet gælder et bestemt arbejde i prædikeembedet. Vore teologer erklærer, at ordination «sine titulo» er det samme som en ordination til apostelembedet, og den er uden hjemmel. På den anden side har den praksis, som er blevet fulgt nogle steder i den ældste del af den lutherske kirke i Amerika, sin historiske forklaring i kirkens særlige organisation i dens første år. Dengang betragtede man alle de «forenede præster» som hørende til alle de «forenede menigheder», og de fordelte fra tid til anden arbejdet mellem sig. Ved hver ordination var et arbejdsområde derfor altid sikret, nemlig inden for de «forenede menigheders» «fælles pastorat», selv om det bestemte distrikt ikke lå fast. Hvor denne regel ikke håndhæves, får prædikeembedet karakter af en stand i stedet for et embede.

Findes der grader?

41. Findes der forskellige grader af Ordets tjenere?

Det er vist ovenfor (spm. 7–9), at Det Nye Testamente ikke kender nogen forskel mellem biskopper og presbytere.

«I 1 Kor 3,6 gør Paulus præsterne lige og lærer, at kirken står over præsterne. Derfor tillægges der ikke Peter nogen overhøjhed eller herredømme over kirken» (De Schmalkaldiske Artikler, s. 340).

Der findes ingen guddommelig lov, som fastsætter et bestemt antal grader og pålægger kirken dem for altid. Alligevel læres det tydeligt, at orden og organisation er vigtige, og det gør det nødvendigt, at ligemænd underordner sig hinanden til gavn for hele de troendes åndelige legeme. Nogle bliver primi inter pares [de første blandt ligemænd].

«1. Skønt der er forskellige ordener i prædikeembedet, har alle præster alligevel i lige grad del i prædikeembedets magt til at forkynde Ordet og forvalte sakramenterne og i jurisdiktionsmagten, som består i brugen af nøglerne. Derfor er det ord, der forkyndes, de sakramenter, der forvaltes, og den tilgivelse, der tilsiges, af en, som er lovligt kaldet til prædikeembedet, lige så gyldige og virksomme, selv om han hører til prædikeembedets laveste grad, som om de blev forkyndt, forvaltet og tilsagt af den højeste biskop, profet eller apostel. For lige så lidt som forskellen i nådegaver ændrer forskellen i grader lærens og sakramenternes kraft eller virkning (1 Kor 3,5.7; 2 Kor 12,9; Gal 2,8).»

«2. Forskellen i grader beror ganske vist på guddommelig ret, både ’i betragtning af arten’, for så vidt som en forskel i grader er nødvendig for god orden og ro i kirken, og ’i betragtning af nådegaverne’, for så vidt som Gud ved nådegavernes mangfoldighed og forskellighed viser, at han vil, at der skal være forskellige grader blandt præsterne, og ’i betragtning af visse grader i særdeleshed’, for så vidt som han selv adskilte profeternes og apostlenes embede fra de andres og satte det over dem. Alligevel kan man ikke ubetinget og generelt sige om alle prædikeembedets grader, at deres indstiftelse og adskillelse beror på guddommelig indstiftelse. For disse grader er hverken foreskrevet af Gud eller brugt af apostlene i et fast og nødvendigt antal, på samme måde som sakramenterne ved guddommelig indstiftelse og apostolsk praksis er begrænset til to. Kirken har tværtimod fået frihed til, alt efter omstændighederne, nemlig tid og sted, at indføre flere eller færre grader blandt præsterne i enhver kirkeordning» (Gerhard, VI, 137, 138).

Af disse grunde var det fuldt ud berettiget og gyldigt, at kandidater til prædikeembedet fik licens (prædiketilladelse) i flere år før deres ordination, sådan som det længe var skik i den lutherske kirke i Amerika.

Præsternes magt

42. Hvilken magt eller myndighed har præsterne?

«Biskoppernes magt er efter evangeliets regel en magt eller en befaling fra Gud til at forkynde evangeliet, forlade eller fastholde synder og forvalte sakramenterne.» «Biskopperne har som biskopper, dvs. som dem, der har fået Ordets og sakramenternes forvaltning betroet, slet ingen anden jurisdiktion end at forlade synd, at bedømme læren og forkaste lære, der strider mod evangeliet, og at udelukke dem, hvis ugudelighed er kendt, fra kirkens fællesskab, ikke med menneskelig magt, men ved Ordet» (Den Augsburgske Bekendelse, art. 28).

43. Disse synes at være opgaver, som præsterne ikke må vægre sig ved at udføre. Er der andre ud over dem, som de har lov til at udføre?

«Det er tilladt for biskopper eller præster at give forordninger, så at tingene kan gå ordentligt til i kirken, men ikke for at vi derved skal fortjene nåde eller gøre fyldest for synder, eller for at menneskers samvittigheder skal bindes til at regne dem for nødvendige gudstjenester og mene, at de synder, når de overtræder dem uden at give andre forargelse» (sst.).

44. Hvordan inddeles disse to forskellige områder?

Det første kaldes den «indre» og det sidste den «ydre» magt. Den indre magt har direkte med åndelige ting at gøre, den ydre med kirkens verdslige side som en ydre, synlig organisation. Den gamle skelnen fra middelalderkirken mellem «ordinationsmagt» og «jurisdiktionsmagt» er ganske vist bevaret hos nogle af vore teologer, men den bruges ikke ensartet og konsekvent, heller ikke hvor den er mest udbredt. Desuden må den ændres betydeligt i overensstemmelse med vor anderledes forståelse af kirken.

45. I hvilken forstand er «forkyndelse» et særligt privilegium for prædikeembedet?

Som en offentlig og embedsmæssig handling, foretaget af en repræsentant for kirken. At der også påhviler lægfolk en pligt på dette område, om end på en mere privat måde, viser Akvilas og Priskillas undervisning af Apollos (ApG 18,26), budet om, at forældre skal oplære deres børn (Ef 6,4), og formaningen om, at de troende skal undervise og formane hinanden (Kol 3,16). (Om der findes undtagelsestilfælde, hvor lægfolk må prædike, se ovenfor, spm. 28–29.)

46. Er det ubetinget forbudt for lægfolk at forvalte sakramenterne?

Med kun én undtagelse, nemlig når der er overhængende fare for, at en udøbt person dør, før man kan få fat i en præst til at forrette dåben (se kap. 27, spm. 18).

47. Har en ordineret præst ret til at prædike og forvalte sakramenterne overalt?

Hans myndighed er begrænset af vilkårene i hans kald. Han kan ikke udøve præstelig myndighed i en anden præsts sogn, undtagen med dennes samtykke og efter kirkens kald gennem dens rette tillidsfolk.

Forkyndelsen som prædikeembedets opgave

48. Hvilke emner skal behandles i forkyndelsen af Ordet?

Hele åbenbaringens indhold, nemlig lov og evangelium i det rette forhold til hinanden og anvendt på alle tilhørernes behov som moralske og religiøse væsener.

Matt 28,20: «… idet I lærer dem at holde alt det, jeg har befalet jer.»

ApG 20,27: «For jeg har ikke holdt mig tilbage fra at forkynde jer hele Guds vilje.»

Der må ikke prædikes andet end det, Gud har åbenbaret, eller det, som hænger sammen med anvendelsen af dette åbenbarede ord. Og intet af det, Gud har åbenbaret, må holdes tilbage eller forbigås. Der skal være en klar, bestemt og tydelig fremstilling af læren og en alvorlig advarsel mod alle tidens vildfarelser, som kan bringe tilhørernes åndelige liv i fare. Forkyndelsen må heller ikke udelukkende handle om læren, men skal omfatte alle det kristne livs pligter i ethvert kald og forhold, som Gud har sat menighedens medlemmer i som enkeltpersoner. Synderne skal afsløres og revses frygtløst og indtrængende, men med ydmyghed, kærlighed og dømmekraft. Evangeliets trøst og opmuntring skal gives til alle, der angrer og tror. Paulus’ pastoralbreve giver udførlig vejledning om alt dette.

«I vore kirker handler alle prædikener om emner som disse: omvendelse, gudsfrygt, troen på Kristus, troens retfærdighed, samvittighedernes trøst, troens øvelser, bøn, korset, øvrighedens myndighed, forskellen mellem Kristi rige og de borgerlige forhold, ægteskabet, børnenes opdragelse» osv. (Apologien, s. 225).

«Det er ikke nok at prædike om Kristi gerning, liv og lidelser på en historisk måde … Forkyndelsen skal have til formål at fremme troen på Kristus, så at han ikke blot er Kristus, men en Kristus for dig og for mig. Det sker, når man prædiker, hvorfor Kristus kom, og hvad han har bragt, og når man viser, hvordan vi kristne alle er konger og præster og herrer over alle ting» (Luther, «Om et kristenmenneskes frihed»).

49. Har menigheden ret til at foreskrive, hvilke emner der skal tages med eller udelades i forkyndelsen af Ordet?

Retten til at vælge tilhører menigheden. Men når en præst tager imod kaldet, skal han ikke stå til regnskab over for menigheden, men alene over for Gud for, at han udfører sit embedes pligter trofast. Ellers ville hans embedshandlinger ikke blive udført i Guds navn.

Gal 1,10: «Hvis jeg fremdeles behagede mennesker, var jeg ikke Kristi tjener.»

«Hvad ville vi mene om en læge, der lod sit valg af medicin afhænge af, hvad de syge havde smag for?» (Van Oosterzee).

Embedets forvaltning af sakramenterne

50. Hvad kræves der ved forvaltningen af sakramenterne?

At alt det væsentlige i den oprindelige indstiftelse overholdes, og at intet bliver lagt til eller udeladt, som kunne svække eller tilsløre deres kraft. Ligesom i forkyndelsen af Ordet må menighedens krav og ønsker heller ikke ved forvaltningen af sakramenterne bestemme, hvordan præsten handler, undtagen i det, der tydeligt er middelting. Menighedens vilje kan ikke fritage ham for hans personlige ansvar for alle, der bliver taget imod eller afvist.

Forvaltningen af nøglemagten: skriftemål og tilgivelse, privat og offentlig; embedets del i kirketugten.

51. Hvad går embedet med at forlade og fastholde synder ud på?

«Syndernes forladelse skal forkyndes ikke blot i almindelighed og ubestemt for alle, der angrer og tror på Kristus, men også bestemt og enkeltvis for dem, der efter at have skriftet viser sandsynlige tegn på anger og tro og beder om at få tilsagt tilgivelse for deres synder. Og dette er ikke blot en erklæring; det er virksomt og stadfæster den syndernes forladelse, som Gud har givet» (Baier). (Se kap. 26, spm. 8.)

På samme måde er det at fastholde synder at forkynde for en åbenlys og forhærdet synder, at Gud ikke vil forlade ham hans synder, så længe han bliver i sin ubodfærdighed, og af den grund at udelukke ham fra nadveren og fra kirkens fællesskab.

«Heller ikke dette er blot en erklæring; det er virksomt.»

52. Hvilke betegnelser bruges om denne handling mellem en præst og det enkelte medlem af menigheden?

«Privat skriftemål» og «privat tilgivelse». Det betyder ikke «hemmelig». Når der i 2 Pet 1,20 står, at «ingen profeti beror på privat tolkning», er det den enkeltes rent vilkårlige skøn, der bliver udelukket, og sådan også her. Den første betydning af «private» i «Century Dictionary» er:

«Særlig for, tilhørende eller vedrørende et enkelt menneske alene; som angår bestemte enkeltpersoner; personlig.» Et «privat selskab» er ikke et «hemmeligt selskab», «privatret» er ikke «hemmelig ret», «privat ejendom» er ikke «hemmelig ejendom», og «privat dom» er ikke «hemmelig dom».

Det latinske ord «privatus» var modsat «publicus»; det sidste betød «det, der tilhører staten», det første «det, der tilhører den enkelte». Det er altså i denne betydning, ordet skal forstås i vore bekendelsesskrifter, som i Den Augsburgske Bekendelse, art. 11, hvor det hedder: «De lærer, at den private tilgivelse skal bevares i alle kirker.» Dermed menes forsikringen til den enkelte angrende om, at han er forløst af Kristus, at syndernes forladelse ikke blot tilbydes verden i almindelighed, men ham i særdeleshed, at det er Guds vilje, at han skal få tilgivelse, og at hvis denne skat ikke bliver hans, er det kun, fordi han selv afviser den. Den private tilgivelse er intet andet end den personlige anvendelse af evangeliets budskab (kap. 26, spm. 1 og 8). Ligeledes er privat skriftemål et individuelt eller personligt skriftemål, selv om det sker i hele menighedens nærvær eller alene i præstens. Det kan også ske med en godkendt formular eller skriftebøn i første person ental, som i ordene:

«Jeg, fattige, syndige menneske, bekender for dig, min Skaber og Forløser.»

53. Hvilke former for skriftemål findes der?

A. At bekende sine synder for Gud alene.

Folket skal flittigt formanes om, at et sådant skriftemål er nødvendigt og gavnligt. Eksempler på det findes i Sl 32,3–5 og 1 Joh 1,9. Det kan være en bekendelse ikke blot af enkelte synder (Sl 51,4–5), men også af syndigheden i almindelighed, som i Luk 18,13 og Sl 51,7.12.

B. At bekende for sin næste, når vi ser, at vi har gjort ham uret.

(Luk 17,4; Jak 5,16; Matt 5,23).

C. Et almindeligt skriftemål for en præst, hvor man bekender sin syndighed, eller hvor nogle bestemte synder har tynget samvittigheden.

(2 Sam 12,13; Matt 3,5–6).

D. Offentligt skriftemål for synder, der har vakt offentlig forargelse.

Forbilleder for denne kirkelige skik findes i beretningen om kvinden, der var en synder, i Luk 7, og i sagen om kirketugt i menigheden i Korinth (1 Kor 5; 2 Kor 2,7).

E. Hertil føjer Chemnitz (Examen) en fremstilling af den udvikling, der til sidst endte i papisternes øreskriftemål.

Når åbenlyse synder blev bekendt, førte det ofte til, at man offentliggjorde enkeltheder, som ikke burde nævnes i menigheden. Derfor gik der en fortrolig samtale med præsten forud, hvor det blev afgjort, hvad der skulle offentliggøres, og hvad der skulle holdes hemmeligt. Det næste trin var kravet om, at hver enkelt synd skulle bekendes i hemmelighed som betingelse for, at den blev tilgivet.

54. Hvordan adskiller det lutherske private skriftemål sig fra skriftestolen i Den Romersk-Katolske Kirke?

A. Det kræves ikke som nødvendigt.

Den personlige syndsbekendelse anbefales som en hjælp til at tage imod tilgivelsen. «Skriftemålet» (dvs. et sådant personligt skriftemål for en præst):

«… er kun af menneskelig ret. Alligevel er skriftemålet bevaret hos os på grund af tilgivelsens meget store gavn, og fordi det i øvrigt er nyttigt for samvittigheden» (Den Augsburgske Bekendelse, art. 25).

«Vi bevarer skriftemålet især på grund af tilgivelsen, der er det Guds ord, som nøglemagten forkynder over den enkelte» (Apologien, s. 196).

Det er især beregnet:

«… for frygtsomme samvittigheder og for den uerfarne ungdom, for at de kan blive undervist i den kristne lære» (De Schmalkaldiske Artikler).

B. Der lægges ikke vægt på at opregne enkeltheder.

«I skriftemålet er det ikke nødvendigt at opregne alle synder» (Den Augsburgske Bekendelse, art. 11).

«De lærer, at det ikke er nødvendigt at opregne synderne, og at samvittighederne ikke må bebyrdes med angst for at opregne alle synder» (sst., art. 25).

«Præsterne har befaling om at forlade synder; de har ikke befaling om at efterforske skjulte synder» (Apologien, s. 196).

«Skønt det er gavnligt at vænne uerfarne mennesker til at nævne nogle ting, så de lettere kan blive undervist» (sst., s. 176).

«Det skal stå enhver frit for, hvilke synder han vil nævne, og hvilke ikke» (De Schmalkaldiske Artikler, s. 331).

C. Hovedformålet med selvransagelsen.

Hovedformålet med at tænke over de enkelte synder er at føre til en dybere erkendelse af syndetilstanden og af den fuldstændige fordærvelse af menneskets natur, som de enkelte syndige handlinger er udsprunget af, så der derefter kan følge en almindelig bekendelse af syndigheden.

55. Hvordan opnås nogle af fordelene ved et sådant skriftemål og en sådan tilgivelse?

Ved det almindelige offentlige skriftemål og nådeserklæringen, der går forud for nadveren. Hovedformålet med dette led i gudstjenesten er at nære og uddybe erkendelsen af den enkeltes synd og at forberede til den tilgivelse, der meddeles i uddelingsordene.

56. Kan en menighed udøve kirketugt uafhængigt af prædikeembedet?

Nej. For selv om nøglerne tilhører hele kirken, bruger den dem kun ved at sørge for et prædikeembede, som de bruges igennem. I 1 Kor 5,3–5 ser vi, at kirketugt kun kunne udøves i menigheden i Korinth, når Paulus var til stede, eller når han i sit fravær gav sin skriftlige godkendelse. (Se kap. 32.)

Embedets ydre opgaver

57. Nævn nogle af de sager, der hører under den ydre magt.

Alle de bestemmelser, der indgår i forfatningerne for menigheder, synoder og landsdækkende kirkesamfund, for kirkens uddannelsesinstitutioner og velgørende institutioner, for missionsråd og missionsselskaber og for alle andre redskaber til at udbrede Guds ord; tilvejebringelse og uddannelse af præster; ordningen af gudstjenesten og forkyndelsen af evangeliet; bilæggelse af stridigheder og kontroverser; udgivelse og udbredelse af kirkelig litteratur; understøttelse af de nødlidende; forvaltningen af kirkens midler og indsamlinger til disse formål. Selv om prædikeembedet deler denne magt med lægfolket, er det i almindelighed præsternes skøn, erfaring og uddannelse, der bestemmer dens retning. En sådan magt udøves ikke ved, at love håndhæves strengt, men ved den appel, som fremstillingen af de nævnte sager retter til den enkeltes hjerte og samvittighed. Den ydre magt er helt underordnet den indre. Prædikeembedet, der forkynder Ordet og forvalter sakramenterne, står over den tjeneste, der tager sig af enkelthederne i kirkestyret og den ydre forvaltning.

Diakoner og diakonisser

58. Hvilke andre tjenere findes der ud over Ordets tjenere?

Diakoner, dvs. præsternes udøvende hjælpere, især i kirkens ydre forvaltning. Bibelforskerne er ikke enige om, hvorvidt «de syv» i ApG 6,3 er de samme som de diakoner, der omtales andre steder i Det Nye Testamente. Alligevel er grundprincippet – en grundigere organisering og arbejdsdeling – det samme i begge grupper af skriftsteder. ApG 7 og 8 viser tydeligt, at «de syv» både prædikede og tog sig af de verdslige opgaver i den unge kirke. De krav til diakonerne, som 1 Tim 3,8–13 stiller, viser, at deres opgaver ikke var rent verdslige.

59. Hvad var diakonisserne i oldkirken?

Kvinder, der officielt var indsat til tjeneste i menigheden. De var intet andet end kvindelige diakoner.

Rom 16,1: «Føbe, vores søster, som er diakonisse i menigheden i Kenkræa.»

I 1 Tim 3,8–10 står der, hvilke krav der i almindelighed stilles til «diakoner». Derefter er det i v. 11 de kvindelige diakoner, der menes med betegnelsen «kvinderne», og v. 12 taler så om de mandlige diakoner. Det ville være et mærkeligt brud at forstå v. 11 om kvinder i almindelighed eller om diakonernes hustruer.

Embedets mål

60. Hvad er prædikeembedets mål?

Dets endelige mål er menneskers frelse.

1 Tim 4,16: «Vær opmærksom på dig selv og på undervisningen, bliv i dette, for når du gør dette, vil du frelse dig selv og dem som hører dig.»

Dets mellemliggende mål er menneskers forsoning med Gud.

2 Kor 5,18.20: «[Gud] gav os forsoningens tjeneste … Vi er da udsendinge i Kristi sted som om Gud formaner ved os. Vi beder i Kristi sted: Forson jer med Gud.»

Og desuden at opbygge de troende i troen og i de andre kristne dyder.

Ef 4,12–13: «… til at udruste de hellige til tjenestens gerning så Kristi krop opbygges, indtil vi alle når frem til troens enhed og erkendelsen af Guds Søn, til mands modenhed, til målet af vækst, nemlig Kristi fylde.»

Prædikeembedets mål er derfor ikke blot at få listen over altergæster til at vokse fra år til år, men at føre hvert medlem af kirken dybere ind i alle den kristne karakters gaver og nådegaver. Kirkens ydre udbredelse og alt det ved den, som falder i øjnene, er underordnet dens indre vækst, dvs. at den bringer menneskene «retfærdighed, fred og glæde i Helligånden» (Rom 14,17). Det er den eneste prøve på, om en præst har udført sin gerning godt.

Trøst i embedets gerning

61. Hvilken særlig trøst har Ordets tjenere, når de ved, at deres embede er kommet til dem ved et klart guddommeligt kald?

«Guds kald fører Guds hjælp med sig. En jordisk fyrste, der sender en tjener af sted som gesandt, giver ham en stor rytterstyrke med til beskyttelse. Sådan lover Gud også sin hjælp og beskyttelse, hver gang han kalder nogen ud i farer. Da han kaldte Moses til at føre Israel, sagde han: ’Jeg vil være med dig.’ Da han kaldte israelitterne ud i ørkenen, hvad kunne så stå dem imod, eller hvad manglede de, når de adlød? Havet så dem og flygtede, Jordan vendte om, himlen lod manna regne, jorden gav vand, deres klæder blev ikke slidt op, deres fødder blev ikke sårede, og deres fjender blev slået af frygt. Da Jeremias blev kaldet og indså, hvor lidt han slog til i så stor en gerning, hørte han ordene: ’Jeg er med dig for at redde dig.’ Da apostlene drog ud uden sølv eller guld, uden pung eller stav, hvad manglede de så? Hvilke farer overvandt dem? Lad os derfor sørge for at vandre lydigt, som Gud kalder os, hvor farlig vejen end er. For det er ikke ved ulydighed, men ved lydighed, at vi ved troen plejer at undgå de farer, der truer os» (Brenz, om ApG 1).