Kapitel 33. Den kristne familie

Familiens plads

1. Hvilke andre institutioner end prædikeembedet fremmer menneskets åndelige vel?

Familien og staten.

2. Hvad er familiens opgave?

Den skal ikke kun være det sted, hvor kirkens medlemmer og præster fødes og opfostres, men også en skole, hvor mand og hustru, forældre og børn opdrages til en kristen karakter. Her skal deres tro styrkes, den kristne kærlighed vokse, tålmodighed, selvfornægtelse og opofrende hengivenhed øves, og alle de påvirkninger dyrkes og næres, som bliver virksomme i Guds tjeneste. Efter Skriftens ideal består kirken af familier, dvs. kirker i det små, de eneste sande «ecclesiolae in ecclesiis» [små kirker i kirkerne]. Hvad præsten er for menigheden, er faderen for sit hus. Hvert af stykkerne i Luthers Katekismus begynder med ordene:

«I den enkle form, hvori husfaderen skal lære sin familie det.»

Han skal ikke alene undervise, men også daglig bede med sin hustru og sine børn. Den gensidige kærlighed mellem mand og hustru skal vokse ud af deres fælles tro på Kristus, deres fælles kærlighed og medfølelse med alle, som Kristi kærlighed omfatter, deres fælles del i evangeliets håb og deres fælles interesse for det åndelige og evige – og for det timelige kun, for så vidt det er underordnet disse højere mål.

3. Hvordan øver kirken sin mest virkningsfulde indflydelse?

Ved at lede, anspore og drive det kristne liv i familierne. Hvad man hører i kirken, bliver båret ind i familiekredsen og giver stof til undervisning og øvelse resten af ugen. Selv blandt kirkens medlemmer ligger familielivet i meget vid udstrækning langt under dette ideal, og der findes også mange gudfrygtige mennesker uden for familier eller i familier, hvor der er ringe forståelse for det kristne. Alligevel er Guds folks ledere i alle kirkens tider som regel blevet opdraget under sådanne forhold. Det er kirkens og prædikeembedets opgave ikke alene at tage sig af menneskene som enkeltpersoner, men også at skabe, beskytte og fremme familien som det religiøse livs og virkes vigtigste midtpunkt.

4. Hvad er en kristen familie?

En kreds af kristne mennesker, der udgør én husstand, fordi en kristen mand har giftet sig med en kristen kvinde.

Summus amicitiae gradus est foedus conjugale (Melanchthon). [Venskabets højeste trin er ægteskabets pagt.]

Ægteskab med vantro

5. Er det forkert, når en, der står i kirkens fællesskab, gifter sig med en vantro?

Her må man skelne mellem to ting: a) Et ægteskab kan være tilladt, men ikke tilrådeligt. b) En, der er døbt og selv er barn af en kristen familie og viser kristendommen udvortes respekt, må ikke straks regnes for vantro, blot fordi han ikke står i fællesskab med en bestemt menighed. Spørgsmålet, sådan som vi må besvare det, gælder de tilfælde, hvor der er en åbenlys fjendtlighed mod kristendommen eller en sådan udvortes adfærd, at den klart viser, at der slet ingen religiøse principper er. Om dem gælder:

2 Kor 6,14: «Gå ikke i spænd med vantro, for hvad har retfærdighed fælles med lovløshed, eller hvad har lys fælles med mørke?»

1 Kor 7,39: «… hun er fri til at gifte sig med den hun vil, blot det sker i Herren.»

6. Kan der ikke være et kristent hjem trods en sådan mangel?

Det kan der, hvor den kristne mand eller hustru altid fast og tålmodigt giver sin kristne bekendelse til kende og ikke bliver ligegyldig på grund af den andens verdslighed.

1 Kor 7,14.16: «For den vantro mand er blevet helliget ved sin hustru, og den vantro hustru er blevet helliget ved manden … For hvordan kan du vide, hustru, om du kan frelse din mand? Eller hvordan kan du vide, mand, om du kan frelse din hustru?»

1 Pet 3,1–2: «… for at de, hvis nogen af dem er ulydige mod ordet, kan blive vundet ved hustruernes adfærd uden ord, fordi de iagttager jeres rene adfærd i frygt.»

Se kap. 27, spm. 25.

Vielsens betydning

7. Hvad betyder den kirkelige vielse?

Den skal bevidne, at en kristen præst kender parterne så godt, at han kan erklære, at det er en forbindelse, som man kan bede om Guds velsignelse over. Den bekræfter, at der efter den guddommelige lov ikke er nogen hindring for det ægteskab, som da indgås.

Ægteskabet kan ikke opløses

8. Kan ægteskabet under nogen omstændigheder opløses?

Ikke efter den guddommelige lov (Matt 19,6). En retmæssig skilsmisse apud forum divinum [for den guddommelige domstol] adskiller ikke i egentlig forstand mand og hustru og opløser ikke pagten. Dens opgave er kun formelt at erklære, at pagten allerede er brudt ved den ene parts forbrydelse, og at fritage den part, der er syndet imod, for de forpligtelser, som var betinget af troskab hos den, der har vist sig troløs. Kun Guds lov kan ophæve eller tilbagekalde, hvad Guds lov har stadfæstet. Menneskers lov kan ikke røre ved det.

«Ægteskabet er den retmæssige og uopløselige forening af én mand og én kvinde» (Melanchthon, som også fastholdt, at hvor en forseelse var så klar, at den berettigede en skilsmisse, skulle den skyldige part straffes af den borgerlige øvrighed som enhver anden forbryder, dvs. at skilsmisse og tugthus skulle følges ad).

Hvornår skilsmisse er tilladt

9. Hvilke forseelser bryder ægteskabspagten fuldstændigt og berettiger til skilsmisse?

Kun to: hor (Matt 19,9; 5,32) og ondsindet forladelse (1 Kor 7,15).

«At skille personer, der er forenet på ulovlig vis, er egentlig ikke skilsmisse, men en erklæring om, at der ikke har været nogen ægteskabelig forening» (Baier).

Hvad man skal være varsom med, før personer bliver viet

10. Hvad skal man påse, før et ægteskab indgås?

At de, der indgår i denne stand, ikke allerede er beslægtet eller besvogret i de forbudte led, som er fastsat i 3 Mos 18.

11. Men hvis man indvender, at disse forbud hører til ceremoniloven og er ophævet siden Kristi komme, hvad skal man så svare?

Det første svar er, at der i netop samme kapitel udtrykkeligt står, at hedningerne blev straffet med Guds domme, fordi de havde overtrådt disse forskrifter – et udsagn, som ikke kunne bruges om overtrædelser af den blotte ceremonilov.

Et andet svar er, at Paulus irettesætter menigheden i Korinth (1 Kor 5), fordi den gik let hen over en overtrædelse af denne lov uden at bruge kirketugt, og at han i v. 1 udtrykkeligt erklærer, at loven gælder alle.

Hertil kan føjes Johannes Døberens anklage mod Herodes [Jacobs skriver «Philip»; anklagen gjaldt Herodes, som havde taget sin bror Filips hustru] og Herodias (Matt 14,3–4), hvor deres forbrydelse ikke blot er hor, men blodskam.

12. Hvad skal man ellers være varsom med?

At ingen af dem har været den skyldige part i en skilsmissesag (Matt 5,32; 19,9; Mark 10,11–12; Luk 16,18), medmindre den forurettede part i mellemtiden er død. Over for de klare forbud i dette tilfælde og i det tilfælde, der er nævnt under spm. 10, kan ingen kristen præst med god samvittighed udtale ordene «Hvad Gud har sammenføjet» over et sådant ægteskab. For intet menneskeord kan få Gud til at gøre det, som han har erklæret for synd.

13. Kan en præst vie åbenlyse ateister eller andre trodsige modstandere af den kristne religion, eller et par, hvor den ene part bekender sig til at være det, mens den anden siger, at han er kristen?

Også det ville være at svigte den troskab, der kræves af en præst.

4 Mos 24,13: «Om Balak så gav mig sit hus fuldt af sølv og guld, kan jeg ikke gå ud over Herrens ord og gøre hverken godt eller ondt af mig selv; hvad Herren taler, det vil jeg tale.»

14. Bør kirken eller præsterne have noget at gøre med ægteskaber, der er indgået i strid med Guds lov?

Et ægteskab, der klart strider mod Guds lov, er synd, ikke alene når det indgås, men også så længe det fortsætter, og det gør de pågældende til genstand for kirketugt. Men der må udvises pastoral klogskab over for dem, som har fejlet af uvidenhed, og som først efter lang tid, måske når de også har fået ansvar for en familie, kommer til omvendelse.

Familien og andre institutioner

15. Hvordan hjælper familien som en guddommelig indstiftelse os til at vurdere andre institutioner?

Enhver forbindelse eller organisation, hvad enten den er af religiøs eller selskabelig art, og ethvert engagement eller erhverv, som uden tvingende nødvendighed hindrer, at hjemmelivet plejes, og at mand og hustru opfylder de pligter, de skylder hinanden og deres børn, er et brud på den guddommelige orden. Selv kirkelige aktiviteter, der får en til at svigte sit ansvar i familien, hører ind under det, som fordømmes i Mark 7,11–13. Ingen kristen mand eller kvinde har ret til at trække sig bort fra det nærmeste samvær og det fortroligste fællesskab med sin familie og især ikke fra at øve sin mest umiddelbare religiøse indflydelse i den, hvor særlige de muligheder for at gøre godt end er, som kalder ham bort fra hjemmet. Der er noget galt, når han er mere kendt og værdsat af fremmede end af sin egen husstand, eller når hans interesser og glæder i vid udstrækning er skilt fra deres.

«Ægteskabet er efter Guds ord ikke alene stillet lige med andre livsstillinger, men det overgår dem alle, hvad enten det er kejserens, fyrstens, biskoppens eller hvad de ellers vil» (Den Store Katekismus, s. 420).

Ægteskabet kunne ikke få nogen højere værdighed end at blive gjort til et billede på foreningen mellem Kristus og kirken (Ef 5,25).

Cølibat

16. Men giver Paulus ikke cølibatet en særlig anbefaling i 1 Kor 7?

Hans ord angiver helt udtrykkeligt de kristnes særlige forhold i Korinth som begrundelse. Han priser ægteskabet og viser i meget klare ord de farer, der ville komme, hvis det blev ringeagtet. Kun «på grund af den nuværende nød» (1 Kor 7,26) og ud fra, hvad der er klogt for en kristen, råder han til, at man for tiden ikke påtager sig nye forpligtelser, men at de kristne i Korinth bliver præcis, som de er.

17. Hvad menes med Luk 18,29?

Stedet lyder:

«Der er ingen, som har forladt hus eller forældre eller brødre eller hustru eller børn for Guds riges skyld, uden at han skal få det mange fold igen i denne tid og i den kommende verden et evigt liv.»

I andre skriftsteder, som fx Matt 10,39, gives der en lignende trøst til dem, der for Kristi skyld mister deres eget liv. «Her ville det være latterligt,» siger Apologien (s. 289), «at mene, at det skulle være en gudstjeneste at slå sig selv ihjel. Det samme gælder tanken om, at det er en gudstjeneste uden hans befaling at forlade ejendom, venner, hustru og børn.» Der tænkes på tilfælde, hvor troskab mod bekendelsen til Kristi navn har ført eller vil føre til et sådant tab.

«Tager de så vort liv, gods, ære, barn og viv – når de har gjort deres værste, har de dog intet vundet: riget bliver vort.»

Der tænkes ikke på, at man frivilligt opgiver dem, som om man på den måde kunne nå et højere trin af hellighed.

Familien som religiøst midtpunkt

18. Hvad betyder den kristne familie som midtpunkt for religiøs indflydelse?

Det er ikke nok, at vi som enkeltpersoner bekender Kristi navn og lever på en måde, der er hans kald værdig. Vi skal også som medlemmer af familier være med til at danne midtpunkter for indflydelse, som spreder lys og liv nær og fjern. Hvor mand og hustru har hver deres interesser og kun sørger for børnene af naturlig kærlighed eller for at holde sig inden for det, der anses for anstændigt, går familien snart i opløsning og efterlader intet indtryk på verden eller samfundet. Et varigt familieliv har sine rødder i religiøse principper.

«Erfaringen lærer jo, at hvor der findes ansete gamle slægter, som står sig godt og har mange børn, skyldes det, at nogle af dem blev godt opdraget og agtede på deres forældre. Derimod står der skrevet om de ugudelige: ’Lad hans efterslægt blive udryddet, og lad hans navn blive udslettet i den følgende slægt’ (Sl 109,13)» (Den Store Katekismus, s. 410).

19. Er undervisningen i troen i hjemmet tilstrækkelig?

Nej. Børnene skal tages med til kirkens offentlige gudstjenester. I nogle egne af landet har skikken med at finansiere en kirke ved at udleje dens pladser i vid udstrækning holdt børnene borte fra gudstjenesterne. Det er ikke underligt, at de, når de vokser op, aldrig får for vane at gå i kirke.

«De unge skal gå til prædiken, især når den er helliget katekismen, så de kan høre den forklaret og lære at forstå, hvad hver del indeholder, og kan gengive, hvad de har hørt, og give et rigtigt svar, når de bliver spurgt, så prædikenen ikke er uden udbytte» (Den Store Katekismus, s. 390).

Opdragelse og skole

20. Hvilken formaning giver Den Store Katekismus om kristen opdragelse?

«Vil vi have dygtige folk både til det verdslige og det kirkelige styre, må vi ikke spare på flid, tid eller omkostninger for at undervise og opdrage vore børn, så de kan tjene Gud og verden; og vi må ikke kun tænke på, hvordan vi kan samle penge og gods til dem … Derfor skal enhver vide, at det frem for alt er hans pligt – ellers mister han Guds nåde – at opdrage sine børn i frygt for Gud og kundskab om ham og, hvis de har evner, at lade dem undervise og uddanne i de frie kunster, så man kan få deres hjælp i styret og i alt, hvad der er nødvendigt» (s. 415).

21. Hvordan har Luther andetsteds behandlet dette?

«I alle slags skoler bør Skriften være den vigtigste og mest almindelige lektie, og for de små drenge evangelierne. Gid Gud ville, at hver by også havde en pigeskole, hvor pigerne kunne lære evangeliet en time om dagen, enten på tysk eller latin! … Burde man ikke kunne forvente, at enhver kristen i sit niende eller tiende år kender alle de hellige evangelier, da de jo indeholder hans eget navn og liv? … Men hvor Den Hellige Skrift ikke er rettesnoren, råder jeg ingen til at sende sit barn. Alt må gå til grunde, hvor Guds ord ikke studeres uophørligt» (Til den kristne adel af tysk nation).

22. Kan man forvente, at skolen giver al undervisningen i troen?

Familien må trods alt være midtpunktet og den vigtigste planteskole for det religiøse liv – ikke blot gennem direkte undervisning i Den Hellige Skrift og katekismen og gennem daglig husandagt, men især gennem det kristne sindelag og den kristne ånd, som præger den helt igennem. Ingen skole kan træde i dens sted eller øve den samme indflydelse. Alle reformer af de unges kristne opdragelse bør begynde i familien.

Sammenfatning

23. Hvad er summen og kernen i læren om ægteskabet?

At ægteskabets fornemste formål er forvaltningen af Ordet og fremme af Guds rige. Når det sommetider anbefales som et værn mod visse fristelser, som i Den Augsburgske Bekendelse, art. 23, på grundlag af 1 Kor 7,2, må det forstås om de tilfælde, hvor man ikke kunne fatte det højere motiv. At gifte sig med dette som hovedformål ville være som at være flittig alene for at undgå fristelsen til at stjæle. Hvor ægteskabet ringeagtes, og man unddrager sig dets bekymringer og ansvar af andre grunde end dem, Paulus kunne påberåbe sig, eller hvor kirke eller stat forbyder det, betaler man ofte en frygtelig pris i den fordærvelse af liv og sæder, som følger efter. Det er netop det, som ikke blot Den Augsburgske Bekendelse, men også Apologien (s. 247–258, 291) advarer imod:

«Gud hævner foragten for sin egen gave og ordning» (Apologien, s. 255).