Kapitel 37. Kristi genkomst

Forholdet til opstandelsen

1. Hvornår skal opstandelsen finde sted?

Ved Kristi genkomst.

2. Er genkomsten kun lovet med hensyn til dens betydning for den enkelte?

Den har også betydning for kirkens fremtid. Kirkens enkelte lemmer kommer og går hele tiden, og selv dens mest indflydelsesrige ledere virker højst nogle få årtier. Men kirken har sit eget liv og fortsætter uberørt, selv om den ene slægt efter den anden, som den opdrager til himlen, tages bort. Ligesom den enkeltes liv har et mål, sådan har også kirkens liv et mål, og det mål er Kristi genkomst.

Ef 5,27: «… for at føre menigheden for sig som herlig, uden plet eller rynke eller noget af den slags, for at den kan være hellig og uden fejl.»

Hvad opstandelsen er for legemet, skal denne herliggørelse være for kirken.

Kirkens to tilstande

3. Hvilken lighed er der mellem kirkens tilstand i dette liv og den enkelte troendes?

Kirkens hoved er i himlen, mens kirken selv er på jorden. Den er som en koloni af borgere i et fremmed land på et fjernt kontinent.

Fil 3,20: «For vores borgerskab har vi i himlene, hvorfra vi også venter vores frelser, Herren Jesus Kristus.»

Ingen af kirkens kendetegn (kap. 29, spm. 12–16) er fuldt virkeliggjort her. Den ydre kirke svarer ikke til den indre. Kirkens enhed svækkes af opsplitningen i forskellige bekendelser og partier. Dens hellighed svækkes af de synder, der er i dens lemmer, og som ofte vanærer dens ydre skikkelse. Dens apostolicitet svækkes af afvigelser fra den apostolske renhed i læren. Dens katolicitet svækkes af, at den ikke er udbredt over hele verden.

Desuden står kirken i uafbrudt strid med verden, skønt verden efter Guds hensigt kun skulle tjene til at fremme dens vækst (1 Kor 3,22). Det er ganske vist kirkens embede efter Guds befaling at fylde jorden med evangeliets budskab (Matt 28,19–20; Mark 16,15; Rom 10,18), men ved hvert skridt fremad møder den de største hindringer. Denne verdens fyrstes magt (Joh 16,11; 14,30) varer ved, indtil enden på denne verdens orden kommer.

4. Men brydes det ondes magt ikke gradvis ved evangeliets forkyndelse og den vide udbredelse af kristendommens grundsætninger?

Indtil «verdens ende» (Matt 13,40) vokser hvede og ukrudt side om side (v. 30). Både det gode og det onde skrider frem: Det gode bliver bedre og det onde værre. Gang på gang gennem kirkens historie kommer der en krise, hvor striden bryder åbent ud, som når et elektrisk batteris to poler mødes og udlades. Derefter følger en tid, hvor begge parter i stilhed samler kræfter igen. Men ligesom natten følger dagen og vinteren sommeren, sådan følges enhver tid med fred og fremgang for kirken af en tid med sorg og trængsel, indtil Herren Jesus kommer igen i menneskehedens allermørkeste time og forandrer dens løb for altid.

5. Hvordan skal man derfor vurdere Herrens genkomst?

Alle de troendes forhåbninger samler sig om den, for den bringer dem den endelige og fuldkomne befrielse, og i den når Guds kærligheds løfter deres opfyldelse og fuldendelse.

Joh 14,3: «Og når jeg er gået bort og har beredt jer sted, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at, hvor jeg er, der skulle også I være.»

Luk 21,28: «… når disse ting begynder at ske, skal I rette jer og løfte jeres hoveder, for jeres forløsning nærmer sig.»

Tit 2,13: «… mens vi venter det salige håb og den store Guds og vores frelsers Jesu Kristi herlige tilsynekomst.»

2 Thess 1,10: «… når han på den dag kommer for at blive herliggjort i sine hellige og blive underfuld i alle dem som tror.»

2 Tim 4,8: «… sejrskrans …, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig på den dag, og ikke alene mig, men også alle dem som elsker hans tilsynekomst.»

Derfor bruger Skriften de betydningsfulde udtryk «den dag» (Matt 7,22; 2 Thess 1,10; 2 Tim 1,12.18 osv.), «Herrens dag» (2 Pet 3,10; 1 Thess 5,2), «Herren Jesu dag» (1 Kor 5,5; 2 Kor 1,14), «Kristi dag» (Fil 1,10; 2 Thess 2,2), «vor Herres dag» (1 Kor 1,8), «dagen» (1 Kor 3,13), «den store dag» (Jud 6), «den yderste dag» (Joh 6,39) og «forløsningens dag» (Ef 4,30). Den er blevet kaldt «den dag, som alle andre dage er skabt for».

Skabningens to tilstande

6. Rækker dens betydning ikke endnu videre?

Ifølge Skriften venter hele skabningen på den. Rom 8,19: «For skabningen venter åbenbaringen af Guds børn med længsel.» V. 21: «… også skabningen selv skal blive befriet fra slaveriet under ødelæggelsen og til herlighedens frihed som tilhører Guds børn.»

Alt dette hænger sammen med opstandelsen, som v. 23 fortsætter:

«… også vi sukker i os selv, mens vi venter på vores status som børn, nemlig kroppens løskøbelse.»

Tidspunktet

7. Hvornår skal denne begivenhed, som alle ting stræber hen imod, finde sted?

Kristus afviste altid dette spørgsmål og irettesatte endda dem, der stillede det. Han lærte stadig, at mennesker skulle være rede til den, når den så kommer, hvad enten det bliver i den nærmeste fremtid eller først om længe. Mens de ventede på den i tro, skulle de nøjes med det tidspunkt, Gud ville fastsætte for dens komme.

ApG 1,7: «Det tilkommer ikke jer at kende tider eller timer som Faderen har fastsat i sin egen magt.»

Ja, i den menneskenatur, han havde påtaget sig, afstod han endda selv fra at kende tidspunktet.

Matt 24,36: «Men om den dag eller time ved ingen, heller ikke himlenes engle eller Sønnen, men alene Faderen.»

Dette er en irettesættelse af al nysgerrig spekulation, som let sætter eskatologiske problemer over de nærmeste pligter i det kristne liv. Alligevel giver Den Hellige Skrift visse tegn, som viser, at den nærmer sig.

8. Hvad kan man sige om sådanne tegn i almindelighed?

Den fyldigste fremstilling af dem findes i Matt 24, Mark 13 og Luk 21. Når man undersøger disse tekster, opstår der en betydelig vanskelighed, fordi Jerusalems ødelæggelse og verdens ende behandles sammen. Den første er et forbillede på den sidste, og derfor svarer tegnene til hinanden, ligesom man siger, at historien gentager sig eller bevæger sig i kredsløb.

Tegnene er blevet delt i to grupper. Nogle findes til alle tider i verdens historie og peger frem mod Kristi genkomst, ligesom regnbuen i skyen peger tilbage på den redning, der skete ved syndfloden. Andre viser sig først, når begivenheden er nært forestående, og af dem viser nogle, at den er længere borte, andre, at den er nærmere. Tanken bag denne skelnen kan også udtrykkes sådan: Tegn, der viser sig allerede ved kristendommens begyndelse og ofte vender tilbage, kommer igen hyppigere og stærkere, jo nærmere enden kommer.

Tegnene: 1. Evangeliets forkyndelse for alle; 2. Israels omvendelse; 3. Kirkens forfald og undertrykkelse, herunder Antikrists fremfærd; 4. Usædvanlige historiske begivenheder; 5. Overnaturlige fysiske fænomener.

9. Hvilke tegn er det?

1. Evangeliets forkyndelse for alle;

2. Omvendelse af jøder i stort tal; (Note: En mere tilfredsstillende kort drøftelse af forholdet mellem de to begivenheder finder man næppe end Schaeffers kommentar til Matt 24 i bind 2 af «The Lutheran Commentary», New York 1895.)

3. Kirkens forfald og undertrykkelse;

4. Usædvanlige historiske begivenheder;

5. Usædvanlige hændelser i den fysiske verden.

10. Hvad med det første?

Evangeliets forkyndelse for alle. Det lærer vi af:

Matt 24,14: «Og dette evangelium om riget skal forkyndes i hele verden til vidnesbyrd for alle folk, og så skal enden komme.»

ApG 1,8: «… I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og indtil jordens ende.»

Det betyder, at ingen magt eller vold skal kunne standse evangeliets fremgang, og at ingen vanskeligheder skal forhindre, at alle folk lærer det at kende. Selv om der går mange århundreder, og selv om det område, hvor det har indflydelse, til tider snævres ind i stedet for at udvides, er det alligevel bestemt for hele verden, allerede før Herren kommer igen for at hævde sin myndighed. Først når nådemidlerne er inden for rækkevidde af hvert eneste menneske, kommer enden. Der står ikke, at kristendommen i en eller anden form skal gøres kendt overalt, men at det enkle evangelium, dvs. det uforskyldte løfte om syndernes forladelse (kap. 25, spm. 35), skal gøres kendt overalt i al sin klarhed og fylde.

Mark 13,10: «… det er nødvendigt at evangeliet først forkyndes for alle folk.»

Vi kan ikke slutte, at disse steder betyder, at enden kommer, så snart missionsforkyndelsen når ud til alle folk. For at «vidnesbyrdet» kan nå dem med fuld styrke, kan det få lov til gennem lang tid at udfolde sin kraft i de kristne liv, det former, i den kristne virksomhed, det kalder frem, og i de faste menigheder, det grundlægger. Det vil være folkenes «besøgelsestid», sådan som Jerusalem engang fik sin (Luk 19,42.44).

11. Hvad med det andet, jødernes omvendelse?

Rom 11,25–26: «En delvis forhærdelse er kommet over Israel indtil fylden af hedningerne er gået ind, og så vil hele Israel blive frelst.»

«Når der står ’hele Israel’, må det almene udtryk efter Skriftens sædvane begrænses til et stort antal af jøderne. Ligesom ’fylden af hedningerne’ ikke betyder hvert eneste folk – for en sådan omvendelse af hedningerne til kirken er ikke at vente – men kun et stort antal hedninger, sådan er der heller ikke grund til at håbe på, at alle jøder uden undtagelse bliver frelst og omvendt. Det er derfor klart, at Paulus profeterer om en bemærkelsesværdig omvendelse af jøder, hvoraf en stor del før den yderste dag skal anerkende Messias og blive ført til de kristnes tro» (Balduin).

«Fortolkerne forstår ikke disse ord på samme måde. Nogle har ved navnet Israel ikke forstået det jødiske folk, men alle troende uden forskel. Andre mener, at apostlen med denne hemmelighed vil vise, at en stor skare jøder skal omvendes til den kristne tro før dommens dag. Ingen af de to fortolkninger er ugudelig, men når man undersøger hele sammenhængen nøjere, mener jeg, at den sidste forklaring stemmer bedre med Paulus’ ord og hans hensigt på dette sted» (Hunnius).

Om de forskellige fortolkninger af dette sted se mine «Annotations on Romans», The Lutheran Commentary, bd. 7, s. 238 og 246.

Meningen er, at det jødiske folks fjendskab mod Kristus som sådan skal ophøre. Det skal blive et kristent folk, ligesom nogle af hedningefolkene før det, dvs. et folk, hvor der er et stort antal sandt troende, åndeligt sindede kristne.

12. Hvad med det tredje, kirkens forfald og undertrykkelse?

2 Thess 2,3: Herrens dag kommer ikke, uden at «frafaldet først kommer».

Efterhånden som evangeliets forkyndelse breder sig fra folk til folk og vinder flere og flere ydre tilhængere, vokser tallet på dem, der kun er kristne af navn, og hedenske forestillinger og skikke lever videre under det kristne navn. Lige efter apostlenes tid måtte kirken kæmpe imod, at tanker og principper fra Østens hedenske kulter blev ført ind i kristendommen. På samme måde tager de omvendte fra hvert hedningefolk meget af deres tidligere hedenskab med sig ind i deres nye religiøse liv, og det forsvinder først, når slægter er kommet og gået, og ofte først efter de hårdeste kampe. Hertil kommer den fordærvende virkning af, at kirken verdsliggøres, så organisationen, det ydre navn og apparatet sættes over den åndelige forståelse af Guds rige i menneskers hjerter. Når forkyndelsen af lov og evangelium formørkes, mister de åndelige bevæggrunde deres kraft, og selv de, der bekender Kristi navn, bliver mere og mere opslugt af rent verdslige interesser. En flod af falske profeter står frem i kirken (Matt 24,11). De farer ikke blot selv vild, men søger at gøre deres vildfarelse til rettesnor for kirkens lære og praksis. Enhver protest fra dem, der virkelig er åndeligt sindede, vækker først deres spot og foragt og derefter deres forfølgelse. Dette forløb, som stadig gentager sig i kirkens historie, når sin skarpeste form, når enden nærmer sig. Det bliver «det store frafald», som vil gøre krav på at omforme kristendommen efter et genoplivet hedenskabs målestok og frembringe en religion, der er kristen af navn, men hedensk i ånd og lære. Et af dens kendetegn bliver, at den sorgløst vil se bort fra og kritisere Den Hellige Skrifts løfter og advarsler.

2 Pet 3,3–4: «… i de sidste dage vil komme bespottere med spot, som lever efter deres egne lyster, og de siger: ’Hvad er der blevet af løftet om hans komme? Fra den dag fædrene sov hen, forbliver alt som fra skabelsens begyndelse.’»

Derfor skal den ene forfølgelsesbølge efter den anden rase mod dem, der trofast bekender Kristi navn, både udefra og fra folk, der kalder sig kirkens lemmer. Kristendommens første tid vil gentage sig i langt større målestok:

Mark 13,9: «… de vil udlevere jer til domstole, og I vil blive pisket i synagoger og stillet for guvernører og konger for min skyld til et vidnesbyrd for dem.»

2 Tim 3,1: «Dette skal du vide, at i de sidste dage vil der komme vanskelige tider.»

13. Hvori vil denne falske kristendom og dens forfølgende ånd samle sig?

I Antikrist (kap. 29, spm. 78). Først i en række antikrister:

1 Joh 2,18: «Børn, det er den sidste time, og som I har hørt at Antikrist kommer, så er der nu kommet mange antikrister, deraf ved vi at det er den sidste time.»

Allerede på apostlenes tid er det antikristelige princip altså til stede og virksomt i fremtrædende repræsentanter, som udadtil har været medlemmer af den kristne kirke, sådan som v. 19 siger: «De er udgået fra os.» De antikristelige principper og elementer går gennem hele kirkens historie, ligesom ukrudtet vokser i hvedemarken (Matt 13,24ff). I visse krisetider er disse antikristers magt særlig virksom og truende. Men de kommer og går som markens blomster, der blomstrer og derefter dør eller glemmes, mens kristendommen består og ser deres efterfølgere stige og falde. Bølge efter bølge styrter mod denne klippe for blot at blive slået i stykker (2 Tim 3,9). Men denne magt samler sig igen efter hvert angreb. Til sidst når den sit højdepunkt i én, som frem for alle andre skal være «Antikrist».

2 Thess 2,3–4: «For frafaldet skal først komme og lovløshedens menneske, fortabelsens søn, åbenbares, han som sætter sig op imod og ophøjer sig over alt som kaldes Gud og er genstand for tilbedelse, så han sætter sig i Guds tempel og proklamerer om sig selv at han er Gud.» V. 8–10: «… den lovløse …, som Herren Jesus vil dræbe med sin munds ånde og gøre magtesløs ved sin tilsynekomst når han kommer. Den lovløses komme er med Satans kraft, med enhver magt og løgnens tegn og undere, og med ethvert uretfærdigt bedrag for dem som fortabes.»

1 Joh 4,3: «Dette er Antikrists ånd, som I har hørt kommer.» Se også Åb 11–15.

14. Hvornår kan de kristne vide med sikkerhed, hvem Antikrist er?

Profetiens enkeltheder kan først læses, når de bliver opfyldt (1 Pet 1). Kristi komme var klart forudsagt, men hvem og hvad han skulle være, vidste man ikke klart, før han faktisk viste sig, selv om de skriftkloge med Det Gamle Testamente i hænderne mente, at de var de rette fortolkere af dets enkeltheder (Joh 7,41–42). Sådan er det også med Antikrist. De antikristelige principper kunne kendes, fra det øjeblik de opstod, og efterhånden som de tog skikkelse i partier og enkeltpersoner: «de små antikrister» eller kirkehistoriens kætterhøvdinger. De samme principper er stadig virksomme, og man skal vogte sig for dem.

1 Joh 4,1: «Elskede, I skal ikke tro enhver ånd, men prøv ånderne, om de er af Gud.»

Men det sømmer sig for de kristne at være tilbageholdende med at afgøre, hvem der nøjagtig vil være «syndens personlige samling, denne verdens gud og Satans redskab», hvis herredømme skal brydes og hvis magt skal tilintetgøres ved Kristi genkomst.

15. Hvilken advarsel giver kirkehistorien mod at afgøre for tidligt, hvordan profetien om Antikrist er gået i opfyldelse?

I tider med store forfølgelser eller hårdnakket modstand mod kirken har man altid været tilbøjelig til at se Skriftens Antikrist i den bestemte forfølger eller modstander, man havde på det tidspunkt eller det sted.¹

¹ Dr. Julius F. Sachse gengiver i «The German Sectarians of Pennsylvania», bd. 1 (Philadelphia 1899), s. 343, i oversættelse et flyveskrift, som dunkeren Christopher Saur fra Germantown udgav i 1739 mod Conrad Beissel, grundlæggeren af klosteret i Ephrata. Heri påviser han, at Beissel ikke er nogen anden end Åbenbaringsbogens 666! Sekterismens horisont er meget snæver, og den forstørrer hele tiden det, der står nærmest i dens synsfelt.

«Da jødedommen forfulgte den første kirke, sagde man, at Antikrist var en jøde, som skulle fremstå af Dans stamme. Da Romerriget angreb kristendommen, mente man, at kejserne Nero og Valerian opfyldte denne profeti. Den afrikanske kirke så Antikrist i vandalernes konge Geiserik. Muhammed fik denne titel, da hans erobringer truede kristenheden. Middelalderens sekter – katharerne, abbed Joachim af Fiore, albigenserne og hussitterne – henførte den til pavedømmet» (Kliefoth).

Heri fulgte reformatorerne dem, både de lutherske og de reformerte.

16. Er der ikke antikristelige principper i pavedømmet?

Melanchthon har opregnet dem i tillægget til De Schmalkaldiske Artikler (s. 345):

«Antikrists kendetegn passer tydeligt på pavens og hans tilhængeres rige. For når Paulus (2 Thess 2,3–4) beskriver Antikrist, kalder han ham en fjende af Kristus, ’som sætter sig op imod og ophøjer sig over alt, hvad der kaldes Gud eller er genstand for tilbedelse, så han sætter sig som Gud i Guds tempel’. Han taler altså om en, der hersker i kirken, ikke om hedenske konger, og han kalder denne en modstander af Kristus, fordi han vil udtænke en lære, der strider mod evangeliet, og vil tiltage sig guddommelig myndighed.

«Nu er det åbenlyst:

«1. Paven hersker i kirken.

«2. Hans lære strider på mange måder mod evangeliet, og han tiltager sig guddommelig myndighed på tre måder:

«1) Ved at tiltage sig ret til at ændre Kristi lære og de gudstjenester, Gud har indstiftet, og ved at ville have sin egen lære og sine egne gudstjenester overholdt, som var de guddommelige.

«2) Ved at tiltage sig magt ikke blot til at binde og løse i dette liv, men også myndighed over sjælene efter dette liv.

«3) Ved ikke at ville dømmes af kirken eller af nogen som helst og ved at sætte sin egen myndighed over koncilernes og hele kirkens afgørelse. Men ikke at ville dømmes af kirken eller af nogen som helst er at gøre sig selv til Gud.

«3. Disse forfærdelige vildfarelser og denne ugudelighed forsvarer han med den største grusomhed, og han lader dem, der er uenige med ham, slå ihjel.»

17. Er dette ikke nok til at vise, at paven er Antikrist?

Dogmet om Marias ubesmittede undfangelse og dogmet om pavens ufejlbarlighed, som begge blev stadfæstet og forkyndt i anden halvdel af det 19. århundrede, er yderligere beviser ud over det, reformatorerne havde for sig. Det første vil nemlig give Kristi mor en plads, som alene tilhører hendes Herre og Frelser, og det sidste erklærer officielt og formelt, hvad man længe havde gjort krav på, nemlig at pavens røst skal modtages som Guds røst.

Trods alt dette kan det ikke påvises, at alt det, advarslerne mod Antikrist indeholder, findes hos paven. Der er ingen åben fjendtlighed eller udtrykkelig fornægtelse af Kristus, og netop det nævnes som kendetegn på Antikrist (1 Joh 2,22; 4,3; 2 Joh 7). Pavedømmet, som er en institution eller en sammenslutning, svarer heller ikke til Skriftens beskrivelse af Antikrist [kilden har «paven», sandsynligvis en fejl for «Antikrist»] som et enkelt menneske. Vi kan heller ikke tage den udvej, som nogle teologer har valgt, når de finder den ene Antikrist i rækken af dem, der efter hinanden har besat pavestolen. («Antikrist er ét menneske, i rækkefølge ét ad gangen, oprejst af Satan», Quenstedt.) Antikrist kan endnu fremstå af pavedømmet, når alle disse forudsætninger føres ud til deres yderste konsekvens og tager skikkelse i et ondskabens uhyre af titanisk format, som endnu skal komme. Eller de samme elementer kan gøre sig gældende fra en anden kant.

For os er pligten ikke at spekulere over en kommende Antikrist, men at være på vagt over for alle antikristelige principper, i hvilken skikkelse og fra hvilken kant de end kommer.

18. Hvad med det fjerde tegn på genkomsten, nemlig de usædvanlige historiske begivenheder?

Det sigter til, at krige og rygter om krige, farsoter, hungersnød osv. bliver almindelige. De forekommer til alle tider og peger frem mod enden, men de tiltager i omfang og styrke, efterhånden som den nærmer sig.

19. Hvad med det femte?

Jordskælv, formørkelser, faldende stjerner og andre fænomener, der overskrider den naturlige orden for sådanne begivenheder. Når tiden for Helligåndens virksomhed gennem ord og sakramenter slutter, træder det underfulde atter frem.

Den chiliastiske fortolkning prøvet

20. Vil Kristus komme eller åbenbare sig to gange?

Det mener de, der lærer, at Kristus først vil komme for at oprejse de gudfrygtige, og at de skal herske med ham på jorden i tusind år; derefter skal de ugudelige oprejses, og den almindelige dom skal finde sted.

Herom siger Den Augsburgske Bekendelse, art. 17:

«De lærer, at Kristus ved verdens fuldendelse skal komme til syne for at dømme og skal oprejse alle døde og give de gudfrygtige og udvalgte evigt liv og evig glæde, men de ugudelige mennesker og djævlene skal han fordømme til endeløse pinsler … De fordømmer også andre, som nu udbreder jødiske meninger om, at de gudfrygtige før de dødes opstandelse skal indtage verdens rige, mens de ugudelige overalt bliver undertrykt.»

Det er rigtigt, at denne artikel var rettet mod gendøbernes grove chiliasme i reformationstiden. Men den tager klart afstand fra enhver lære, der adskiller en opstandelse for de gudfrygtige fra en opstandelse for de ugudelige med et langt tidsrum, og som hævder, at Kristus skal komme to gange i fremtiden.

21. Hvorfor afvises en sådan mening?

Den Hellige Skrift lærer det intetsteds. Kristi komme, hans løn til de gudfrygtige og hans fordømmelse af de ugudelige hænger altid nøje sammen i Skriftens beretninger om dommen. Vor Herre siger udtrykkeligt, at det er «på den sidste dag», han vil oprejse de troende og give dem evigt liv (Joh 6,39–40). Når man hævder, at læren har tilstrækkeligt grundlag i Skriften i Åb 20,1–6, er svaret: Det er ikke rigtigt at bygge et dogme alene på en bog, hvis kanonicitet der har været så udbredt uenighed om, og gøre den til målestok for, hvordan man skal fortolke de klare ord i bøger, hvis myndighed står helt fast. Det gælder især, når bogen fra begyndelse til slut taler i billeder. Hertil kommer,

«… at alene den kendsgerning, at chiliasmen har næsten lige så mange former, som den har fortalere, viser, hvor usikkert denne læres grundlag i Skriften er» (Kahnis).

Der er megen profeti, som endnu venter på at blive opfyldt, men i tro kan vi trygt regne med, at Gud til sin tid vil give tydningen.

Kendetegn ved genkomsten

22. Hvad kendetegner Kristi genkomst?

A. Den bliver synlig.

Kristi første komme, da han blev menneske, var usynligt. Om det andet siges der:

Matt 24,30: «De skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer.»

ApG 1,11: «Denne Jesus … skal komme igen på samme måde som I har set ham fare op til himmelen.»

B. Den bliver herlig.

Det første komme skete i ydmyghed og svaghed. Det andet vil ske «med magt og megen herlighed».

«Hvis ’hans ansigt skinnede som solen, og hans klæder blev hvide som lyset’ ved forklarelsen (Matt 17,2), hvordan vil denne glans så ikke være på det højeste trin i ophøjelsens stand? Herligheden vil være så stor, at ingen ville kunne holde den ud, hvis Gud ikke holdt ham oppe» (Gerhard).

I sin guddommelig-menneskelige person skal han åbenbares som «Kongernes konge og herrernes Herre» (Åb 19,16). «Hans herligheds trone» er blevet bestemt som «åbenbaringen af Guds hidtil usynlige højre hånd».

C. Den bliver offentlig.

Til forskel fra synet på vejen til Damaskus, til forskel fra den herlige tilsynekomst ved forklarelsen, ja, til forskel fra selve himmelfarten, som kun få var vidner til, skal «jordens stammer» alle se ham komme (Matt 24,30).

D. Den bliver stedlig.

Heri svarer den til himmelfarten (kap. 12, spm. 60).

E. Den kommer pludselig og uventet.

Selv om tegn går forud for den, vil ingen af dem blive så klart tydet eller kunne tydes så klart, at den ikke bliver en overraskelse, selv for dem, der ivrigt venter på den. Timen kommer så lydløst som en tyv (Matt 24,43), og til sidst bryder den ind over verden så pludseligt som et lyn (Matt 24,27).

Matt 24,42: «Våg derfor, for I ved ikke på hvilken dag jeres Herre kommer.»