Kapitel 38. Den almindelige dom

Skriftens og bekendelsens udsagn

1. Hvad skal følge efter Kristi genkomst?

Matt 25,31–32: «Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone, og alle folkene skal samles foran ham, og han skal skille dem fra hinanden, ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene.»

Derfor bekender kirken:

«Hvorfra han skal komme at dømme levende og døde» (Den apostolske trosbekendelse).

«Og han skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde» (Den nikænske trosbekendelse).

«Ved hans komme skal alle mennesker opstå med deres legemer og aflægge regnskab for deres egne gerninger» (Den athanasianske trosbekendelse).

«Ved verdens ende skal Kristus komme til dom» (Den Augsburgske Bekendelse).

Kristus som dommer

2. Skal dommen tilskrives Sønnen alene?

Som vi tidligere har lært (kap. 3, spm. 63), virker alle treenighedens personer sammen i alle gerninger udadtil. Desuden tilskrives dommen i nogle skriftsteder simpelthen Gud (Hebr 12,23; Rom 2,5; 5 Mos 32,36; Sl 98,9), i andre Faderen (Joh 8,50; ApG 17,31; 1 Pet 2,23) og i atter andre, som Joh 16,8, Helligånden.

3. Men siger Kristus ikke, at «Faderen dømmer ingen» (Joh 5,22)?

Det betyder, at Faderen ikke dømmer alene eller uden om Sønnen, men kun i og ved Sønnen, ligesom han kun elsker verden, forløser den og tilbyder den frelse i og ved Kristus. Faderen har givet Sønnen den særlige ret til synligt at holde dom.

Joh 5,22–23: «For Faderen dømmer heller ikke nogen, men al dom har han givet til Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen.»

4. Siges det ikke også, at det ikke er Kristi embede at dømme?

Jo.

Joh 12,47: «Jeg er ikke kommet for at dømme verden, men for at frelse verden.»

Meningen er ikke at benægte, at han holdt dom, også mens han var i fornedrelsens stand. Men som det næste vers («Den, der afviser mig, har allerede sin dommer: Det ord, jeg har talt, skal dømme ham på den yderste dag») og Joh 3,18 viser, kan de skyldige ikke give andre end sig selv skylden for deres fordømmelse. Det store mål for Kristi menneskevordelse og hans gerning som mellemmand, som også omfatter hans genkomst for at dømme verden, er menneskenes frelse. Forløsningens plan omfatter endog dem, som til sidst går fortabt (kap. 9, spm. 16–19). Men selv om Gud vil, at alle skal frelses, vil han ikke, at de skal frelses uden for den orden, han har givet.

Joh 3,19: «Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket i stedet for lyset, for deres gerninger var onde.»

Dommerembedet er derfor, for så vidt det angår de ugudelige, kun en bisag i forhold til mellemmandsembedets hovedformål. Sådan er det også med øvrigheden: At straffe forbrydere er kun et underordnet formål med dens embede. Og en skolelærers hovedopgave er ikke at straffe og bortvise uregerlige elever.

«Kristi embede går ikke først og fremmest ud på at dømme, men på at hjælpe. Det er Kristi egentlige embede, som han blev sendt til verden for. Men når nogen ikke vil tage imod hans hjælp og betro sig til ham, som vil hjælpe ham, hvad kan der så ske andet, end at den, som ikke vil have livet, må få døden? Han siger: ’Den, som ikke vil følge mig, må mærke, at han forbliver en synder’, og så fældes der en streng dom over ham, så han bliver i sine synder, eftersom han ikke vil have retfærdigheden. Den, som ikke vil have hjælp og velsignelse, må have forbandelsen. Den, som ikke vil tage imod helbredelse, må forblive syg. Den, som ikke vil i himlen, må i helvede. For selv om det ikke er Kristi embede at kaste i helvede og at forbande eller dømme, men han vil hjælpe og redde, så er det dog også sandt, at den, som ikke vil tage imod en sådan hjælp, må blive i sine synder … En læge siger til en syg: ’Jeg vil gerne have, at du bliver rask. Jeg kan ikke redde dit liv, men jeg vil gerne hjælpe til med det.’ Men hvis den syge ikke vil tillade det eller tage imod hans tjeneste som læge, siger lægen: ’Nu vil jeg ikke tale til dig som din læge, men fordi du tvinger mig til det, må jeg være din dommer og sige: Du skal dø.’» (Luther, Erlangerudgaven 48,294 ff.).

5. Udelukker kærlighed og retfærdighed hinanden?

Guds kærlighed til dem, som han frelser ved Kristus, er en af grundene til, at han udøver sin retfærdighed. Der må skelnes mellem dem, der står inden for den orden, han har givet, og dem, der står uden for den, fordi deres vilje vedholdende sætter sig op imod Guds vilje. Derfor siger Kristus:

Joh 9,39: «Til dom er jeg kommet til denne verden.»

Først ved dette sidste indgreb, hvor Kristus træder frem som dommer, kommer den fuldstændige udfrielse til hans folk.

2 Thess 1,7–8: «… og jer som lider trængsel, med hvile sammen med os, når Herren Jesus åbenbares fra himlen sammen med hans mægtige engle og med flammende ild, når han straffer dem som ikke kender Gud.»

6. Efter hvilken natur skal Kristus være vores dommer?

Efter begge naturer (kap. 11, spm. 16, 31 og 50).

Den Hellige Skrift siger meget udtrykkeligt, at dommen skal udøves i og ved den antagne menneskenatur. Dommeren kaldes gang på gang «Menneskesønnen» (Matt 16,27; 19,28; 24,30) og «Jesus Kristus» (Rom 2,16). (Kap. 11, spm. 2.)

ApG 17,31: «Han vil dømme verden med retfærdighed ved en mand, som han har udpeget til det.»

Joh 5,27: «Han har givet ham myndighed til at holde dom, fordi han er Menneskesøn.» (Jf. kap. 36, spm. 8.)

Beretningerne om dommen, som fx den i Matt 24, siger, at han skal være synlig for alle i sin menneskeskikkelse, når han kommer til syne for at dømme verden (kap. 37, spm. 22 a).

Herom har Augustin sagt, at eftersom det at se Gud kun tilkommer «de rene af hjertet» (Matt 5,8), og det at «se ansigt til ansigt» kun er lovet de troende (1 Kor 13,12), vil han kun gennem menneskenaturen være synlig for alle på dommens dag. Det vil sige, at det er tjenerskikkelsen i dens herliggjorte form, der da vil blive åbenbaret (Om treenigheden, Migne-udgaven 8,840 ff.).

Kristus skal sidde til doms efter den natur, som han stod for menneskers domstol i. Han skal være dommer i den natur, hvori han blev dømt.

I hvilken forstand de kristne skal være dommere

7. Skal Kristi trofaste efterfølgere ikke også være dommere?

1 Kor 6,2–3: «Ved I ikke at de hellige skal dømme verden? … Ved I ikke at vi skal dømme engle?»

Matt 19,28: «Når Menneskesønnen sidder på sin herligheds trone, skal også I … sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer.»

Vi kan ikke slutte af disse skriftsteder, at det skal være de helliges embede at afsige dommen. Meningen er sandsynligvis, at de skal have pladser af høj værdighed som dem, der ifølge Åb 3,21 skal dele Kristi trone og give deres tilslutning til hver dom. Dog er det ikke kun på den yderste dag, at apostlene og andre troende dømmer verden. Det er Kristi talte ord, der skal være det middel, han dømmer ved (Joh 12,48). Derfor dømmer de, der bliver redskaber for forkyndelsen af dette ord, verden – ikke kun ved deres prædiken, men også ved det vidnesbyrd, de giver med deres liv som «levende breve, som kendes og læses af alle mennesker». Det er i forbindelse med de halvfjerds disciples forkyndelse, at Kristus siger, at han så Satan falde som et lyn. Det var både ved Johannes Døberens hellige liv og ved hans ord, at Herodes følte sig dømt (Mark 6,20). Sådan «fordømte» også Noa «verden» ved troens handling, da han byggede arken (Hebr 11,7). Alt dette kan vi betragte som forvarsler om dommens dag, hvor det evangelium, som apostlene har forkyndt, er den målestok, der dømmes efter.

Rom 2,16: «… på den dag da Gud vil dømme det skjulte i mennesker i overensstemmelse med mit evangelium ved Kristus Jesus.»

Englenes tjeneste ved dommen

8. Hvad skal englenes tjeneste være ved dommen?

A. Ligesom de tjente Kristus ved hans fødsel, fristelse, lidelse, opstandelse og himmelfart, skal de også være med ham, når han kommer igen for at dømme verden (Matt 25,31; 1 Thess 4,16; 2 Thess 1,7; Jud 14).

B. De skal samle dem, der skal dømmes (Matt 24,31).

C. De skal skille de to slags fra hinanden (Matt 13,49).

D. De skal fuldbyrde dommerens dom, både ved at føre de ugudelige til deres evige fængsel (Matt 13,41–42) og ved at føre dem, som dommeren godkender, ind til den evige salighed (1 Thess 4,17).

Hvem der skal dømmes

9. Hvem skal dømmes?

Alle mennesker.

2 Kor 5,10: «For vi skal alle åbenbares foran Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort i livet, hvad enten det er godt eller ondt.»

Rom 14,10: «For alle vil blive ført frem for Guds domstol.»

De retfærdige (1 Kor 4,4–5; 2 Tim 4,8 osv.). De ugudelige (Rom 2,5; Jud 15; Matt 11,22 osv.).

Undertiden inddeles de, som i Den apostolske trosbekendelse, i «levende og døde» (ApG 10,42; 2 Tim 4,1; 1 Pet 4,5). Uanset hvornår man stiller sig på jorden og ser sig om, består summen af alle mennesker af dem, der lever på det tidspunkt, og dem, der er døde. På den yderste dag er det dem, som Kristi genkomst når, før de dør, sammen med dem, der da ligger i deres grave. Udtrykket betyder ikke, at de, der er gået forud for os, er blevet dømt eller vil blive dømt efter deres død. Det ser frem mod opstandelsens dag, hvor alle da føres frem for Kristi domstol.

10. Men skal de retfærdige både dømme (spm. 7) og dømmes?

Ja, det siges der. Ligesom deres opstandelse skal gå forud for de ugudeliges (1 Thess 4,16), kan vi slutte, at også deres offentlige anerkendelse kommer først: De anerkendes som dem, der for Kristi skyld er retfærdiggjort og derfor skal ophøjes til at få del i Kristi dom over verden, ligesom de havde fået del i hans lidelser og opstandelse.

Hvad der skal dømmes

11. Hvad skal dømmes?

Ikke kun alle mennesker, men alt, hvad de har været og er. En dommer, der kun er et menneske, må se på de enkelte gerninger og afgøre, hvordan de svarer til ordlyden af de love, han har svoret at forvalte. Men dommeren på den yderste dag er en, som med «øjne som flammende ild» (Åb 1,14) «undersøger nyrer og hjerter» (Åb 2,23). «Alt er nøgent og udsat for hans øjne, hvem vi står til regnskab for» (Hebr 4,13). Han behøver derfor ikke at veje de enkelte dyder op imod de enkelte synder. Hans blik trænger ind i det inderste af hvert menneskes personlighed. Enhver dømmes efter det, som bestemmer og styrer hele hans liv.

«For hvert enkelt menneske vil den evige dommers første og sidste spørgsmål være, om han har taget imod eller forkastet Guds nåde i Kristus, om han tror på Guds Søn eller ej» (Kliefoth).

Joh 5,24: «Den som tror ham som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.»

Joh 3,18: «Den som tror på ham, dømmes ikke, men den som ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds eneste Søns navn.»

Der findes ikke én ond gerning, som ikke har sin rod og kilde i vantro, og der findes ikke én god gerning, som ikke er troens frugt. Det afgørende spørgsmål vil derfor være spørgsmålet om tro eller vantro.

«… og blive fundet i ham, ikke ved min egen retfærdighed på grund af loven, men ved retfærdigheden ved tro på Kristus, nemlig retfærdigheden fra Gud på grund af troen» (Fil 3,9).

Non propter, sed secundum opera [Ikke på grund af gerningerne, men i overensstemmelse med dem].

12. Skal vi så slutte, at der ved den yderste dom slet ikke tages hensyn til gerningerne?

Menneskene vil utvivlsomt blive dømt efter deres gerninger, fordi gerningerne er troens eller vantroens frugter og vidnesbyrd (kap. 23, spm. 37–40). Ordene «efter deres gerninger» er en formel, som Den Hellige Skrift ofte gentager. Den må omhyggeligt skelnes fra formlen «på grund af deres gerninger», som den ofte fejlagtigt er blevet udlagt som. De ugudelige vil ganske vist blive dømt «på grund af deres gerninger» og «på grund af deres vantro» såvel som «efter deres gerninger». Men de retfærdige vil ikke blive dømt «på grund af», men «efter deres gerninger». Non propter, sed secundum opera [ikke på grund af, men efter gerningerne].

Sl 62,13: «Du gengælder enhver efter hans gerning.»

Ordsp 24,12: «Skal han ikke gengælde enhver efter hans gerning?»

Jer 25,14: «Jeg vil gengælde dem efter deres gerninger.»

Jer 32,19: «… for at give enhver efter hans veje og efter frugten af hans gerninger.»

Matt 16,27: «… og da skal han gengælde enhver efter hans gerning.»

Rom 2,6: «Gud vil gengælde enhver efter hans gerninger.»

1 Kor 3,8: «… enhver vil modtage sin egen løn i forhold til sit eget arbejde.»

2 Kor 5,10: «For vi skal alle åbenbares foran Kristi domstol for at enhver kan få igen for det han har gjort i livet, hvad enten det er godt eller ondt.»

1 Pet 1,17: «… som dømmer uden personsanseelse i overensstemmelse med enhvers gerning.»

Åb 22,12: «… min løn er med mig til at gengælde enhver svarende til hans gerning.»

13. Vil der kun blive taget hensyn til gerningerne i almindelighed?

Nej, der tages hensyn til dem i alle deres enkeltheder. Der vil især blive spurgt om, hvordan troen har vist sig i barmhjertig kærligheds gerninger. Bag den ydre overholdelse af moralens krav vil man kunne aflæse, hvordan Kristi Ånd har givet sig til kende udadtil: i indsatsen for at lindre lidende menneskers nød, i gavmildhed mod de fattige, i tilgivelse af fjender og sagtmodighed under falske anklager og ufortjent straf, i omhu for at undgå alt, hvad der kan give anstød, i medfølelse med alle, der repræsenterer Kristus, og i arbejde for at fremme Guds rige (Matt 25,35–40; Luk 6,35; Luk 14,13 ff.; Mark 9,42; 1 Thess 4,6; 1 Kor 3,8). Vore ord og hjertets skjulte tanker og hensigter, gode og onde, vil komme frem i dommen (Matt 12,36 f.; Rom 2,16; 1 Kor 4,5; Matt 6,4.6; Ef 5,11–13; 1 Tim 5,24–25).

De gudfrygtiges synder ved dommen

14. Betyder det nødvendigvis, at hver eneste af de retfærdiges synder vil blive undersøgt og gjort offentlig på dommens dag?

De fleste af vore lutherske teologer svarer nej. Gerhard opregner grundene til denne opfattelse således:

«1. Ud fra beskrivelsen af retssagen i Matt 25. Her hører de gudfrygtige, som er stillet ved Kristi højre side, når han sidder som dommer, ikke, at deres synder bliver gjort offentlige, men at deres gode gerninger bliver regnet op.

«2. Ud fra Guds uforskyldte løfte og barmhjertighed. For han erklærer, at han ikke kommer vore synder i hu» (Es 43,25; Jer 31,34; Ez 18,22), at han «kaster vore synder bag sin ryg» (Es 38,17), at han «kaster vore synder i havets dyb» (Mika 7,19), at han «sletter vore synder ud som en tyk sky».

«3. Ud fra Guds uforanderlighed. Det, som Gud har tilgivet i dette liv, vil han ikke kræve regnskab for i det kommende liv.

«4. Ud fra dommerens sindelag over for de gudfrygtige. Han vil komme som Forløser (Luk 21,28; Rom 8,23), som Frelser (Matt 25,35; Joh 14,3), som talsmand (Rom 8,34; 1 Joh 2,1) og som den, der tildeler kronen (2 Tim 4,8; Åb 2,10).

«Han vil derfor ikke komme som en streng dommer, der fremlægger de gudfrygtiges synder for alles øjne og kalder dem til et nøje forhør. For det er en talsmands opgave ikke at gøre offentligt, men at dække over, ikke at anklage, men at undskylde, ikke at dømme skyldig, men at vise gunst.

«5. Ud fra Kristi embede. Som den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker tog han vore synder på sig og gjorde fuldkommen fyldest for dem, og den fyldestgørelse tilegner de troende sig ved den sande tro (Es 53,5; Joh 1,29; Rom 4,25; 2 Kor 5,19.21; 1 Pet 2,24). Men hvis han åbenbarede de gudfrygtiges synder ved dommen, ville han handle imod sit eget embede. Han ville jo åbenbare de synder, som han lod lægge på sig for at give en fuldt tilstrækkelig løsesum, så de kunne blive udslettet og fjernet.

«6. Ud fra eksemplet med dem, der er blevet omvendt. Dem, der i dette liv er blevet omvendt til Gud ved sand omvendelse, har han ikke bebrejdet deres synder. Efter sit løfte har han ikke kommet deres synder i hu og har behandlet dem som en overbærende og mild far, der med åbne arme tager imod en vildfaren søn, som vender hjem, uden at bebrejde ham hans tidligere liv (Luk 15,20).

«7. Ud fra de gudfrygtiges stilling. For de beskrives som dem, der ikke skal dømmes (Joh 3,17), som ikke kommer for dommen (Joh 5,24), og som der ingen fordømmelse er for (Rom 8,1). De kaldes vaskede, helliggjorte og retfærdiggjorte (1 Kor 6,11), de er dem, ingen kan anklage eller fordømme (Rom 8,33), og de er uden plet eller rynke eller noget af den slags (Ef 5,27).

«8. Ud fra dommens norm.» (Se nedenfor, spm. 16.)

15. Vil de gudfrygtige komme deres synder i hu på dommens dag?

Gør de det, bliver det ikke til skam og beskæmmelse eller straf for dem, men til pris for Guds nåde, som har tilgivet dem.

«Jo værre var vildfarelsen, jo tungere var faldet, des rigere er lovsangen til ham, som alt tilgav.»

Luk 7,47: «… den, hvem lidt forlades, elsker lidt.»

Dommens norm: evangeliet for de troende, loven for de vantro

16. Efter hvilken norm eller regel vil dommen blive afsagt?

Efter Guds ord (Joh 12,48). Men dette ord er enten lov eller evangelium. Den, der forkaster evangeliet, vil blive dømt efter loven. Den, der tager imod evangeliet, vil blive dømt efter evangeliet.

Rom 2,12: «… alle dem som har syndet under loven, vil blive dømt ved loven.»

«Den frifindelsesdom, som dommeren vil forkynde over de gudfrygtige, vil ikke være en anden og ny frifindelse, men den højtidelige offentliggørelse, kundgørelse og stadfæstelse af den tilgivelse, som er blevet forkyndt på jorden gennem evangeliets prædikeembede. Det kan sluttes af Kristi ord: ’Den som tror, fordømmes ikke … Alt hvad I løser på jorden, skal være løst i himlen.’ Dommen over de ugudelige vil ikke være en anden og ny fordømmelse, men den højtidelige bekræftelse, offentliggørelse og stadfæstelse af den fordømmelse, som er blevet forkyndt for dem på jorden gennem loven. Der vil derfor på den yderste dag ikke være en anden regel for dommen end den, der i dag bruges i det prædikede ords tjeneste» (Gerhard).

17. Men siges det ikke udtrykkeligt, at også de ugudelige vil blive dømt efter evangeliet?

I 2 Thess 1,8 siges det, at Kristus vil komme igen for at straffe «dem som ikke adlyder evangeliet». Ligeledes:

Rom 2,16: «… på den dag da Gud vil dømme det skjulte i mennesker i overensstemmelse med mit evangelium ved Kristus Jesus.»

Her menes loven, sådan som evangeliet belyser og udlægger den. Til skylden for alle andre overtrædelser kommer skylden for at have forkastet Kristus og hans budskab om frelse (se ovenfor, spm. 11).

Joh 16,9: «… om synd: at de ikke tror på mig.»

Joh 15,22: «Hvis jeg ikke var kommet og havde talt til dem, havde de ikke synd; men nu har de ingen undskyldning for deres synd.»

Således erklærer Matt 11,21–24, at det på dommens dag skal blive tåleligere for Tyrus og Sidon end for de byer, der forkastede det evangelium, som Kristus havde forkyndt og bekræftet med undere midt iblandt dem.

Forhøret og «bøgerne»

18. I hvor høj grad skal enkelthederne i forhøret forstås billedligt?

Ikke sådan, at selve dommen bliver gjort til et billede af det, der foregår i menneskers samvittighed, eller til en erklæring om en adskillelse, der allerede er sket i dette liv. Kun for så vidt som menneskelige domstoles fremgangsmåde bruges som billede på forhold, der antydes, men ikke forklares fuldt ud. Det gælder fx udsagnet om, at bøgerne åbnes.

Åb 20,12: «… og bøger blev åbnet, og en anden bog blev åbnet, som er livets bog, og de døde blev dømt ud fra det som var skrevet i bøgerne, efter deres gerninger.»

19. Hvad menes der med «bøgerne»?

Konkordieformlen udlægger flere gange «livets bog» som Kristus.

«Guds ord fører os til Kristus, som er livets bog, i hvem alle de, der skal frelses, er skrevet og udvalgt» (s. 525).

«Guds ord fremstiller Kristus for os som livets bog» (s. 527).

«Kristus Jesus, som er den sande livets bog» (s. 652).

«Hele den hellige treenighed, Fader, Søn og Helligånd, henviser alle mennesker til Kristus som til livets bog» (s. 661).

«De skal søge den evige udvælgelse i Kristus og hans hellige evangelium som i livets bog» (s. 665).

«I Den Hellige Skrift tillægges Gud i menneskelig billedtale en bog for at udtrykke hans fuldkomne kundskab om alle ting. Billedet er hentet fra jordiske herskere, som har årbøger og optegnelser over deres regerings anliggender. I denne betydning er bogen intet andet end Guds kundskab» (Baldwin, om Fil 4,3).

Gerhard har anvendt denne tanke på forskellige måder:

«Der er 1. livets bog, hvor de troende er skrevet ind ved den evige forudbestemmelse (Åb 20,12).

«2. bogen om Guds alvidenhed, som indeholder en optegnelse over alt, hvad menneskene har gjort på jorden (Sl 56,9; 139,16; Mal 3,16).

«3. Den Hellige Skrifts bog» (se ovenfor, under spm. 16 og 17).

«4. samvittighedens bog. Den vil blive åbnet på dommens dag, for da vil alt, hvad der er skjult og hemmeligt i hver enkelts samvittighed, blive åbenbaret.

«5. menneskers vidnesbyrds bog. For de, der i dette liv har fået gavn af de gudfrygtige, vil offentligt forkynde deres gerninger (Luk 16,9), mens der også vil blive klaget over de ugudeliges vantro (Matt 12,41–42).

«6. Satans anklagebog. Ligesom han anklager menneskene dag og nat (Åb 12,10), vil han på dommens dag fremlægge en lang fortegnelse over de gerninger, de ugudelige har gjort på hans tilskyndelse.

«7. den guddommelige retfærdigheds bog. Denne bog er lukket i dette liv, fordi de gudfrygtige undertiden lider modgang, mens de ugudelige har lykken med sig. Men på dommens dag vil den blive åbnet, og da vil de gode for engles og menneskers øjne få deres løn og de onde deres straf.»

Alt dette kan kort sammenfattes i den sætning, at den alvidende dommers hukommelse ikke behøver et langvarigt forhør for at fastslå de kendsgerninger, han skal bygge sin kendelse og dom på.

20. Hvilke to ting har dommerens kendelse med at gøre?

For det første spørgsmålet om skyld eller uskyld hos dem, der stilles for dommen, og for det andet tildelingen af løn og straf.

Læren om lønnen må afgrænses

21. Mod hvad skal læren om de gudfrygtiges løn på dommens dag omhyggeligt afgrænses?

Man må altid huske, at retfærdiggørelsen for Gud, frelsen og det evige liv aldrig i egentlig forstand er løn for nogen troendes liv, kærlighed eller arbejde, men gives uforskyldt, alene for Kristi fortjenestes skyld. Den løn, de gudfrygtige får tildelt, forudsætter, at Gud som en gave af ren nåde uddeler forskellige velsignelser til dem uden nogen fortjeneste eller værdighed fra deres side – ja, skønt der endda i dem er noget, som tværtimod ikke fortjener andet end Guds dom, når det betragtes uden for Kristus. Den forudsætter også, at disse velsignelser står i forhold til forskellige grader af troskab og gives som en anerkendelse af det, som Guds egen fornyende og helliggørende kraft har udrettet i dem og gennem dem (se ovenfor, spm. 12, og mere udførligt i kap. 23, spm. 39–44). Lønnen gives, fordi dette er Guds ordning og løfte.

22. Men udsættes tildelingen af denne løn til dommens dag?

Noget af denne løn gives ganske vist allerede i dette liv, sådan som løftet i det fjerde bud viser. Men det er kun pant eller forskud på den kommende løn. Skriften forbinder ikke en sådan løn med den salighed, som den troende føres ind i ved døden. Først ved Kristi genkomst og på dommens dag modtager de troende det, der kaldes deres «løn».

2 Tim 4,8: «Retfærdighedens sejrskrans, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig på den dag, og ikke alene mig, men også alle dem som elsker hans tilsynekomst.»

1 Pet 5,4: «Når overhyrden åbenbares, vil I få herlighedens uvisnelige krans.»

Matt 25,34: «Da» (jf. v. 31) «skal kongen sige til dem ved sin højre side: ’Kom, min Fars velsignede, arv det rige, som er blevet beredt til jer fra verdens grundlæggelse af.’»

1 Kor 4,5: «Døm ikke noget før tiden, før Herren kommer, og han vil bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og åbenbare hjerters planer, og så vil enhver få sin ros af Gud.»

Åb 22,12: «Se, jeg kommer snart, og min løn er med mig til at gengælde enhver svarende til hans gerning.»

Forskel i lønnen

23. Vil der da være forskel i lønnen?

Det læres mange steder i Den Hellige Skrift, især i lignelsen om talenterne (Matt 25,21–23) og om pundene (Luk 19,16–19). Forskellen i lønnen står i et vist forhold til, i hvor høj grad den troende har været et redskab for den guddommelige nådes virke og for Guds riges fremgang. Men selv om dette forhold findes efter Guds ordning, vil lønnen langt overgå det arbejde og de lidelser, der anerkendes, når den gives (Rom 8,18; 2 Kor 4,17). De pund, der er blevet godt forvaltet på jorden, afløses ved Kristi komme af byer (Luk 19,17.19).

Frelse «uden løn»

24. Vil nogen blive frelst og dog være uden løn?

Som allerede sagt er frelsen selv lønnen for Kristi aktive og passive lydighed, og den laveste plads i herlighedens verden vil være en uudsigelig salighed. Ikke desto mindre vil der være nogle, som ganske vist sætter hele deres håb om frelse til Kristus, men som har ødslet privilegier og muligheder bort i dette liv. Af svaghed, men ikke med vilje, har de ikke formået at udfylde de muligheder, deres kald som kristne gav dem. De mister helt eller delvis deres løn «efter deres gerninger».

1 Kor 3,13–15: «Ilden vil prøve enhvers gerning, hvordan den er. Hvis ens gerning, som er bygget på fundamentet, består, vil han modtage løn. Hvis ens gerning brændes op, vil han miste lønnen, men han vil selv blive frelst, dog som gennem ild.»

Regnskabet er ikke afsluttet ved døden

25. Er de gerninger, der dømmes, afsluttet, når den, der dømmes, dør?

Nej. De bliver ved med at øve indflydelse gennem al tid, ligesom en sten, der kastes i vandet, skaber den ene ring efter den anden, stadig bredere, indtil ringene når den fjerne bred. Paulus var ganske vist bundet, men det ord, han havde prædiket, var ikke bundet (2 Tim 2,9). Han blev henrettet som en forbryder, men hans indflydelse er tusind gange større i det tyvende end i det første århundrede. Hvert vidnesbyrd, der er aflagt, hvert ord, der er talt, hver indsats, der er gjort, hvert offer, der er båret, og hver bøn, der er bedt, er fortsat med til at forme verdens historie og fremme Guds rige, indtil Menneskesønnens tegn ses på himlen ved hans genkomst (Hebr 11,4; 12,1; Åb 14,13). Selv om menneskets arbejde ophører, når det går ind til sin hvile, fortsætter dets gerning og er aldrig forbi, før det står op af graven. Guds alvidenhed kender hele regnskabet fra evighed af; men først på dommens dag får mennesket selv lov at se det, og først da får dets medmennesker kendskab til hele dets indhold.

Grader af straf, og de ugudeliges regnskab er ikke afsluttet ved døden

26. På hvilke punkter vil dommen over de ugudelige stemme overens med dommen over de gudfrygtige, og på hvilke vil den adskille sig fra den?

Ligesom der vil være salighed for alle, der findes i Kristus, sådan vil der være elendighed for alle, der ikke findes i ham. Men ligesom der på grundlag af denne fælles salighed vil være grader af herlighed som løn for forskellige grader af troskab blandt dem, som alle er frelst af ren nåde for Kristi skyld, sådan vil der blandt dem, hvis lod er endeløs ve, være grader af straf, der står i forhold til forskellige grader af skyld.

Luk 12,47–48: «Den tjener, som kendte sin herres vilje, men ikke gjorde sig klar eller handlede efter hans vilje, skal have mange slag. Men den, der ikke kendte den og gjorde noget, der fortjener slag, skal have få slag. Den, der har fået meget, skal der kræves meget af.»

Luk 10,14: «Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere ved dommen end jer.»

27. Gælder det også de ugudelige, at deres gerninger ikke er afsluttet med deres død?

Også deres indflydelse bliver ved med at virke indtil tidernes ende. Målet for deres ondskab er ikke fuldt, når de lægges i graven; de bliver ved med at samle sig vrede til vredens dag (Rom 2,5).

1 Tim 5,24: «Nogle menneskers synder er åbenlyse og går i forvejen til dom, men hos nogle følger de bagefter.»

Først på den yderste dag får de at vide, hvilken ødelæggelse deres ord og gerninger har anrettet, sådan som de er blevet ført videre gennem de følgende slægtled, og først da fatter de målet af deres skyld.

Ingen tredje gruppe

28. Tillader Skriften os at regne med en tredje gruppe ud over de gudfrygtige og de ugudelige?

Skriften kender kun to grupper og drager en meget klar og skarp grænse mellem dem: troende og vantro, de ved højre side og de ved venstre side, får og bukke, velsignede og forbandede, de, der har vist deres tro ved at øve barmhjertig kærlighed mod deres medmennesker, og de, der har været ligeglade med alle deres bønner om hjælp.

Dommen

29. Hvilken vigtig forskel er der i de nærmere bestemmelser, der knytter sig til dommen?

Matt 25,34: «Arv det rige, som er blevet beredt til jer.»

Matt 25,41: «Gå bort … til den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle.»

Med disse ord erklærer dommeren, at de fordømte kun har sig selv at takke for deres sørgelige lod, og at de ikke går fortabt ved hans vilje, men fordi de selv bevidst har valgt den lod, som ikke var beredt dem, men deres allerstørste fjende, og stædigt holder fast ved dette valg.

Begivenhederne efter dommen, især verdens ende, den sidste verdensbrand og forvandlingen af himmel og jord

30. Hvad følger umiddelbart efter, at dommen er fuldbyrdet?

Afslutningen på Kristi mellemmandsembede (1 Kor 15,24–28; se kap. 15, spm. 18, og desuden The Lutheran Commentary, bd. 8, s. 129–134).

31. Hvad så?

Verdens ende. Som følge af synden haster hele den synlige skabning, ligesom menneskets legeme, mod en krise, hvor den skal opløses.

Sl 102,27: «Himlene skal gå til grunde; ja, de skal alle blive gamle som en klædning; som en dragt skifter du dem, og de skal skiftes ud.»

Matt 24,35: «Himlen og jorden skal forgå.»

1 Kor 7,31: «Verden i denne skikkelse forgår.» Det er tydeligt forudsagt, at den skal gå til grunde ved ild.

2 Pet 3,7.10: «De nuværende himle og jord er blevet bevaret med henblik på ild ved det samme ord, idet de bevares til dommens dag … Himlene vil forgå med et brag, og elementerne vil brændes og opløses, og jorden og gerningerne på den skal brændes op.»

Es 34,4: «Og hele himlens hær skal opløses, og himlene skal rulles sammen som en bogrulle; og hele deres hær skal visne, som bladet visner og falder af vinstokken, og som et visnende blad fra figentræet.»

32. Med hvilket formål skal verden ødelægges?

For at en anden verden kan træde i dens sted. Ligesom menneskets legeme opløses til støv, for at et herliggjort opstandelseslegeme til sidst kan komme frem, sådan skal den verden, som har været skueplads for, vidne til og offer for menneskets synd (Rom 8,22), forsvinde, for at en anden kan komme til syne i stedet.

2 Pet 3,13: «Men ifølge hans løfte venter vi på nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor.»

Åb 21,1: «Jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord var forsvundet, og havet eksisterer ikke mere.»

Es 65,17: «For se, jeg skaber nye himle og en ny jord; og det, der var før, skal ikke ihukommes eller komme nogen i tanke.»

Es 66,22: «For ligesom de nye himle og den nye jord, som jeg vil gøre, skal blive stående for mig, siger Herren, sådan skal jeres navn og jeres afkom blive stående.»

I ApG 3,21 kaldes dette, at «alt bliver genoprettet».

33. Vil dette ske ved, at den nuværende verden tilintetgøres fuldstændigt og erstattes af en ny skabning, eller blot ved, at den nuværende verden renses ved ild og forvandles til «nye himle og en ny jord»?

De, der lærer, at verden skal tilintetgøres fuldstændigt, mener, at udtryk som «gå til grunde», «forgå», «brændes op» og «opløses» i de steder, der er anført under spm. 31, nødvendigvis må forstås sådan. Men at dette gør vold på ordenes betydning, kan man slutte af, at 2 Pet 3,6 siger, at verden før syndfloden «gik til grunde» ved vand, selv om syndfloden ikke rørte ved verdens substans, men kun forandrede dens ydre skikkelse og dens indbyggere. Når menneskets fornyelse beskrives i 2 Kor 5,17, siges det:

«Det gamle er forbi, se, det er blevet nyt.»

Men det var Flacius' vildfarelse at hævde, at fornyelsen ligesom genfødslen indebar en «substantiel» forandring i mennesket i stedet for en akcidentel. At verden brænder op, kræver ikke, at den tilintetgøres; for forbrænding tilintetgør ikke, men fordeler og ordner kun stoffets dele på ny. Hvis man kunne opsamle de dampe og luftarter, der frigøres, når et pund træ brænder, og lægge dem til vægten af asken, ville man finde, at ikke et gran af det er gået tabt. Der er derfor intet skriftvidnesbyrd, som tvinger os til denne forståelse, sådan som de fleste af vore gamle lutherske dogmatikere mente, at der var. Derimod peger analogien med syndfloden og med menneskets fornyelse – selv om den ikke udtrykkeligt lærer det – på en gennemgribende forvandling, en forandring af egenskaberne i stedet for en forandring af substansen. Sådan mente også Luther:

«Himlene», sagde han, «har nu deres hverdagstøj på; men da skal de tage deres søndagsklæder på.» «Solen er slet ikke så smuk og klar, som da den blev skabt; for menneskets skyld er den blevet halvt formørket. Men på den dag vil Gud rense den med ild, så den bliver lysere og klarere, end den var i begyndelsen.»

I samme retning Brenz:

«Skal himmel og jord forgå, så der intet bliver tilbage af dem? Slet ikke. De skal ikke forgå helt, men forvandles. De skal aflægge forkrænkelighedens klædning og iføre sig uforkrænkelighedens nye klædning; der vil ganske vist ske en forandring af himmel og jord, men ikke en fuldstændig afskaffelse.»

Philipp Nicolai:

«Den nuværende verden skal brænde op og fortæres helt af ild, dog ikke materielt, ved at dens væsen tilintetgøres, men formelt, efter dens nuværende skikkelse og akcidentelle beskaffenhed.»

34. Hvordan er det modsatte synspunkt blevet formuleret?

Gerhard siger:

«Meningen om verdens substantielle tilintetgørelse fastholder vi ikke som en trosartikel, som man nødvendigvis må kende og tro for at blive frelst; men vi anser den for at stemme bedre overens med Skriftens eftertrykkelige udsagn om verdens ende.»

Han anfører, at Heerbrand siger:

«Om verden skal gå til grunde efter sine akcidenser og iboende egenskaber eller efter sin substans, skal man ikke nysgerrigt udforske med hele den menneskelige skarpsindigheds opbud; for det er lagt alene i Gud Faders magt og dom.»

Sådan også Hutter og andre.

35. Hvad står dog fast?

At der skal komme en ny himmel og en ny jord, hvad enten det sker ved forvandling eller ved en helt ny skabelse, og at mennesker skal bo på denne nye jord med de legemer, der er blevet givet dem tilbage i opstandelsen. Luther siger, at 2 Pet 3,13 «lyder, som om vi da skal leve på jorden» (Erlangerudgaven 52,270). Herliggjorte legemer vil være hjemme på en herliggjort jord.