Kapitel 36. Legemets opstandelse

Definition og skriftgrundlag

1. Hvad er de dødes opstandelse?

At den udødelige sjæl får det legeme igen, som den var udrustet med i denne verden.

«Jeg tror på … kødets opstandelse» (carnis resurrectionem, Den Apostolske Trosbekendelse).

«Jeg venter de dødes opstandelse» (Den Nikænske Trosbekendelse).

«Ved hans komme skal alle mennesker opstå med deres legemer» (Den Athanasianske Trosbekendelse).

«Ved verdens ende skal Kristus vise sig til dom og oprejse alle døde» (Den Augsburgske Bekendelse, art. 17).

«Og på den yderste dag skal han oprejse mig og alle døde» (Den Lille Katekismus).

«Skriften bevidner, at det netop er substansen af dette vort kød, men uden synd, der skal opstå» (Konkordieformlen, s. 548).

2. Hvilket skriftgrundlag har denne lære?

Først og fremmest har vor Herre erklæret, at de, der benægter eller fejltolker denne lære, ikke kender Skrifterne (Matt 22,29). Der tænkes her naturligvis på de skrifter, hans tilhørere dengang havde i hænde, altså Det Gamle Testamente. Blandt mange andre steder kan nogle få anføres:

Joh 5,28–29: «Der vil komme en time, da alle de i gravene vil høre hans stemme, og de, som har gjort det gode, vil gå ud til en opstandelse, der fører til liv, og de, som har gjort det onde, vil gå ud til en opstandelse, der fører til fordømmelse.»

Joh 6,39: «Og dette er hans vilje, som sendte mig, at jeg ikke skal miste noget af alt det, Gud har givet mig, men jeg vil oprejse det på den sidste dag.»

1 Kor 15,12–14: «Men når der forkyndes om Kristus, at han er blevet oprejst fra de døde, hvorledes kan nogle blandt jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde? Men hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, så er Kristus heller ikke blevet oprejst. Men hvis Kristus ikke er blevet oprejst, så er også vores forkyndelse tom og jeres tro tom.»

1 Thess 4,16: «Og de døde i Kristus vil opstå først.»

Den Hellige Skrift anklager saddukæerne for den vildfarelse, der kendetegnede dem: at de benægtede læren om opstandelsen (Mark 12,18–23; Luk 20,27–33; ApG 4,2; 23,6–8).

3. Nøjes Det Nye Testamente med at erklære opstandelsen for en uomstødelig kendsgerning?

Nej. Det fremfører argumenter for at godtgøre den, og nogle af dem er ret udførlige. De argumenter, som gives direkte, og de, som med rette kan udledes af andre steder, er:

1. Kristi opstandelse (1 Kor 15). 2. Guds retfærdighed (2 Kor 5,10). Ligesom menneskene har syndet i legemet, dømmes de også i legemet. 3. Den frelse, som forløsningen bringer både for legemet og for sjælen (1 Kor 6,15; Rom 6,12–13).

4. At legemet skal formes på ny efter forbillede af Kristi opstandne legeme (Fil 3,20–21; 1 Kor 15,49). 5. At vi ved dåben er indlemmet i Kristus og får del i hans opstandelseskraft (Rom 6,3; Kol 2,12). 6. At Enok, Moses og Elias blev taget bort. 7. Billedet med førstegrøden (1 Kor 15,20). 8. Eksemplerne på nogle, der er opstået fra de døde: Jairus’ datter (Matt 9,25), Lazarus (Joh 11,43), Tabitha (ApG 9,41), enkens søn (Luk 7,15), de, der opstod ved Kristi begravelse (Matt 27,52), samt eksempler fra Det Gamle Testamente (1 Kong 17,22; 2 Kong 4,35).

Det Gamle Testamentes vidnesbyrd vurderet

4. Hvilken værdi har Det Gamle Testamentes profetier om opstandelsen?

Deres fulde vægt kan kun forstås, og deres sande betydning kun udlægges, i lyset af Det Nye Testamente. Sådanne steder er:

Es 26,19: «Dine døde skal leve; mine døde legemer skal opstå.»

Dan 12,2: «Og mange af dem, der sover i jordens støv, skal vågne, nogle til evigt liv og nogle til skam og evig foragt.»

Ez 37,1–14: synet af de døde knogler.

Hos 13,14: «Jeg vil løskøbe dem fra dødsrigets magt; jeg vil forløse dem fra døden. Død, hvor er dine plager? Dødsrige, hvor er din ødelæggelse?»

Sl 17,15; 49,16; Job 14,12–15. De var nok til at nære folkets tro på og forventning om opstandelsen, før Kristi opstandelse havde fuldt stadfæstet den. Men først i Det Nye Testamente læser vi, at opstandelsen gælder alle.

Argumenterne fra naturen vurderet

5. Kendes denne artikel ved naturens lys?

Guds eksistens, Guds retfærdighed og sjælens udødelighed kaldes undertiden «blandede trosartikler», fordi naturen peger på dem, selv om de først fuldt godtgøres ved åbenbaringen. Men i de dødes opstandelse har vi en «ren artikel», dvs. en artikel, som kun kendes ved åbenbaringen, og som aldrig kan bevises eller underbygges med filosofiske argumenter. Om Paulus’ forkyndelse af denne lære for de græske filosoffer i Athen hedder det:

ApG 17,32: «Da de hørte om de dødes opstandelse, begyndte nogle at gøre nar, mens andre sagde: ’Det vil vi gerne høre dig tale om en anden gang.’»

Da han forsvarede den over for den romerske landshøvding (ApG 26,8), endte det med, at han blev erklæret for at være fra forstanden (ApG 26,24). Selv disciplene, som ikke blot havde Det Gamle Testamentes profetier og det jødiske folks almindelige tro bag sig, men frem for alt i årevis havde været elever i Kristi skole, kunne kun med den største vanskelighed overbevises om, at deres Herres opstandelse var mulig (Luk 24,11; Joh 20,25; Matt 28,17).

Den Hellige Skrift argumenterer dog ikke sjældent ved at vise, hvilke urimeligheder de må havne i, som ikke vil godtage noget som sandt, medmindre de kan forstå grunden til, at det er sådan (1 Kor 15,36–38; Joh 3,7–8; Job 38–41). (Se kap. 1, spm. 27 og 32.)

Fejltolkning af opstandelsen

6. Hvordan har man ofte søgt at bortforklare opstandelsen?

Ved at tolke den som en billedlig måde at udtrykke sjælens udødelighed på eller ved at henføre den til den åndelige levendegørelse fra syndens død. Om sådanne vildfarelser hedder det:

2 Tim 2,17–18: «Deres ord vil sprede sig som kræft. Blandt dem er Hymenæus og Filetus, som er kommet bort fra sandheden, fordi de siger, at opstandelsen allerede har fundet sted, og de ødelægger troen hos nogle.»

Opstandelsens kilde

7. Hvorfra kommer opstandelsen?

Ikke fra nogen kraft, der bor i legemet og gradvis modnes, og heller ikke fra nogen indflydelse, som sjælen udøver på det; ikke engang fra en ny kraft, der indføres ved genfødslen, eller fra, at Helligånden på en særlig måde bor i de troendes legemer, eller fra de virkninger, som sakramentets nåde frembringer – for ligesom døden er opstandelsen fælles for genfødte og ikke-genfødte. Den kommer fra en ny og umiddelbar Guds handling, der virker uden for og hinsides den menneskelige natur. Den samme almagt, som i begyndelsen kaldte verden frem af intet, griber ind og giver sjælen dens legeme tilbage, efter at det er smuldret til støv.

Hvem der oprejser, ved hvilke midler, og hvem der oprejses

8. Hvem skal oprejse de døde?

Undertiden tilskrives handlingen blot Gud, som i 2 Kor 1,9 og 1 Kor 15,38, og undertiden hver af treenighedens personer: Faderen (Joh 5,21; 2 Kor 4,14, sammenholdt med ApG 3,26), Sønnen (Joh 5,25) og Helligånden (Rom 8,11). (Se kap. 3, spm. 62–63.)

Gang på gang tilskrives den dog på en særlig måde Sønnen.

Joh 6,40: «Jeg vil oprejse ham på den sidste dag.»

1 Thess 4,14: «Gud vil også ved Jesus føre dem, som sover, sammen med ham.»

Joh 11,25: «Jeg er opstandelsen og livet.» Joh 5,28–29: «Alle de i gravene vil høre hans stemme, og de … vil gå ud.»

Det er ikke blot hans guddommelige naturs handling, men personens, også gennem den menneskelige natur. Ligesom magten til at dømme er givet ham, «fordi han er Menneskesønnen» (Joh 5,27), sådan er også magten til at oprejse de døde givet ham.

1 Kor 15,21: «For døden kom jo ved et menneske, og de dødes opstandelse kom ved et menneske.»

Når han oprejser de døde, udøver han en af gerningerne i sit embede som mellemmand, nemlig som konge (kap. 15).

Rom 14,9: «For derfor døde Kristus og blev levende, for at han skulle herske over både døde og levende.»

9. Ved hvilke midler skal de oprejses?

Ikke blot ved Guds Søns vilje og tavse kraft, men ved hans «stemme» (Joh 5,28). Ligesom han talte: Talitha kumi (Mark 5,41), «Du unge mand, jeg siger dig, rejs dig op!» (Luk 7,14) og «Lazarus, kom herud!» (Joh 11,43), sådan er ordet også her det virksomme middel. Dette ledsages eller forberedes af «en ærkeengels stemme og … Guds basun» (1 Thess 4,16), «sine engle med høj basunklang» (Matt 24,31).

1 Kor 15,52: «For basunen vil lyde.»

«Hvad denne basun er, eller hvordan den vil være beskaffen, mener vi, at ingen kan vide nøjagtigt, og derfor udskydes forklaringen bedst, til begivenheden indtræffer. Så meget er dog sikkert, at den skal tjene til at samle menneskene foran Kristi domstol» (Gerhard, «Harmony», s. 753).

10. Hvem skal oprejses?

Alle, der er døde. «Alle de i gravene vil høre hans stemme» (Joh 5,28). Ikke blot de retfærdige, men også de ugudelige: «De, som har gjort det gode, vil gå ud til en opstandelse, der fører til liv, og de, som har gjort det onde, vil gå ud til en opstandelse, der fører til fordømmelse» (Joh 5,29). «Alle folkene» (Matt 25,32), «de små», dvs. børn, såvel som «de store», dvs. voksne (Åb 20,12). Enok og Elias, som blev taget bort uden at se døden, er naturligvis undtaget, ligesom de, der opstod ved Kristi død, og som måske på lignende måde er blevet taget bort (Matt 27,52).

De ugudeliges opstandelse

11. Skal de ugudelige opstå på grund af Kristi fortjeneste?

Nej. De ugudelige skal opstå, ikke i kraft af Kristi fortjeneste, men på grund af Guds uforanderlige rådslutning, hvorved det er bestemt for menneskene at dø én gang og derefter dømmes (Hebr 9,27). Guds retfærdighed kræver, at det legeme, der har syndet, får del i syndens straffe. Intetsteds tilskrives Kristi opstandelse andet end frelsende virkninger. 1 Kor 15,22: «Således vil også alle blive levende i Kristus» må derfor ikke forstås absolut og alment, men i overensstemmelse med argumentet, som sigter mod at vise de velsignelser, som Kristi opstandelse har bragt, og med den umiddelbare sammenhæng, der viser, hvordan Kristus er førstegrøden af den høst, som følger efter.

Opstandelseslegemets natur

12. Bliver opstandelseslegemet et materielt legeme? Det bliver af samme natur som det, Kristus havde efter sin opstandelse.

Fil 3,21: «Han vil forvandle vores fornedrede krop til samme skikkelse som hans forherligede krop.»

Men eftersom Kristus lod sit opstandelseslegeme prøve af sanserne,

Luk 24,39: «Se mine hænder og mine fødder … Føl på mig og se, for en ånd har ikke kød og ben, som I ser, at jeg har»,

og eftersom han desuden viste Thomas selve korsfæstelsens sår (Joh 20,27), er det et virkeligt og materielt legeme, der forudsættes, og netop det samme legeme, om end med nye egenskaber, som personen havde under sit ophold på jorden.

Legemets bogstavelige opstandelse, som er godtgjort ved de skriftsteder, der er anført ovenfor, bekræftes yderligere:

A. Ud fra artiklen om skabelsen.

For mennesket blev skabt med både sjæl og legeme. Hvis det bogstavelige legeme ikke skulle få del i den frelse, der er bragt sjælen, ville det onde, som synden har forvoldt, ikke blive helt genoprettet, og menneskets væsen ville i al evighed være ufuldstændigt som en af syndens følger.

B. Ud fra artiklen om forløsningen.

For Kristus forløste legemet såvel som sjælen. Ordene i 1 Kor 6,13 er meget betydningsfulde: «Kroppen er … bestemt … for Herren, og Herren er bestemt for kroppen.» Det største pant herpå er hans menneskevordelse, hvor han ikke blot påtog sig en menneskelig sjæl, men også et menneskeligt legeme. I nadveren minder han os om den vigtige plads, hans legeme havde i forløsningen, og peger dermed på, hvad der er bestemt for legemerne hos dem, der er forløst på denne måde.

C. Ud fra artiklen om helliggørelsen.

Rom 12,1: «Bring jeres kroppe som et levende … offer.» 1 Kor 6,15: «Ved I ikke, at jeres kroppe er Kristi lemmer?»

De forskellige legemsdele nævnes udtrykkeligt som delagtige i denne helliggørelse, nemlig munden (Ef 4,29), tungen (1 Pet 3,15), hænderne (Ef 4,28), fødderne (Rom 10,15; Matt 25,36), øjnene (Sl 119,37; 119,18), ørerne (Jak 1,19) og lemmerne i det hele taget (Rom 6,13).

13. Mener du, at det legeme, der begraves, og det, der oprejses, nødvendigvis må være identiske helt ned til atomerne?

En sådan identitet består ikke engang i dette liv. De atomer, som vore legemer er opbygget af, skifter hele tiden. Den voksnes legeme er blevet forandret igen og igen i alle sine bestanddele siden barndommen. Alligevel er ansigtstrækkene de samme, og ar efter sår bliver siddende.

Mellem opstandelseslegemet og det legeme, der begraves, har vi kun ret til at hævde den samme identitet, som legemet har på to forskellige tidspunkter i den nuværende verden. Eller for at bruge det billede af opstandelsen, som Paulus giver i 1 Kor 15,37–38: Der er ingen identitet i atomerne mellem det hvedekorn, der sås i efteråret, og den høst, der bringes i hus næste sommer.

14. Ved vi noget om opstandelseslegemets skikkelse og størrelse?

Der har været tre teorier:

A. Lombardus' opfattelse, at de troendes legemer skal svare til Kristi skikkelse og størrelse.

Til støtte for den anføres Ef 4,13 og Rom 8,29. Det er åbenlyst en forkert anvendelse af stederne. På samme grundlag har nogle hævdet, at kvinderne ved opstandelsen skal blive til mænd for at blive ligedannede med Kristi billede.

B. Augustins opfattelse, at enhver skal have den skikkelse, han havde, eller ville have haft, i sin ungdoms fulde modenhed.

Her anvendes Ef 4,13 igen forkert.

C. Gerhards opfattelse, at enhver skal opstå i den alder og med den skikkelse og størrelse, han havde ved sin død.

Den forsvares ud fra den forskel mellem de døde, «små og store», som Åb 11,18 og 20,12 omtaler.

15. Hvilke egenskaber har opstandelseslegemet?

Selv om legemet er det samme, har det visse nye egenskaber. Skriften er meget udførlig, når den opregner de egenskaber, som de gudfrygtiges opstandelseslegemer har. De ugudeliges kan man kun slutte sig til.

Først og fremmest lærer Skriften, at opstandelseslegemet vil være langt mere end en genoprettelse af det, de troende har i dette liv, ja langt mere end selv Adams syndfri legeme før syndefaldet, der var uden de svagheder og sygdomme, som kom ind med faldet. Det skal ikke formes efter den første, men efter den anden Adams billede.

1 Kor 15,49: «Ligesom vi har båret den jordiskes billede, vil vi bære den himmelskes billede.»

Fil 3,21: «… til samme skikkelse som hans forherligede krop.»

Det, man iagttog ved Kristi legeme i tiden mellem hans opstandelse og himmelfart, er derfor en hjælp til at fortolke det, der siges om disse egenskaber i 1 Kor 15,39–50 og 53–55.

16. Opregn altså disse egenskaber.

De er:

1. Udødelighed og uforgængelighed; 2. herlighed og glans; 3. fuldkomne evner; 4. åndelighed.

Nævnt og gendrevet af Augustin (De civitate Dei, XXII, 17).

17. Forklar dem nærmere.

1. Udødelighed.

Luk 20,36: «De kan heller ikke dø mere.»

1 Kor 15,42: «Der sås i forgængelighed, men der oprejses i uforgængelighed.»

Det indebærer, at legemet er fritaget for alle lidelser, for sult og tørst, for sygdom og smerte og for muligheden af at dø.

Åb 7,16: «De hverken sulter eller tørster mere, solen eller nogen hede falder ikke mere på dem.»

2. Herlighed og glans.

1 Kor 15,43: «Der sås i vanære, men der oprejses i herlighed.»

Matt 13,43: «Da skal de retfærdige skinne som solen i deres Fars rige.» Dan 12,3; 2 Kor 3,18.

Alt det, der besmittede legemet og gjorde det uskønt, skal forsvinde. Alle bekymringens og ængstelsens furer og alle sygdommens spor skal svinde bort. Hele legemet og især ansigtet skal genspejle Guds herlighed, sådan som Moses gjorde, da han steg ned fra bjerget (2 Mos 34,29), og vor Herre ved forklarelsen (Matt 17,2). Men denne herlighed skal ikke være lige stor hos alle; den skal have sine grader.

1 Kor 15,41: «… stjerne er forskellig fra stjerne i herlighed.»

3. Fuldkomne evner.

1 Kor 15,43: «Der sås i svaghed, men der oprejses i kraft.»

I stedet for at være ude af stand til at magte det nuværende livs krav skal legemet udrustes med alle de evner, der behøves for at tjene Gud i det højere liv. Det er et virkeligt legeme, ligesom vor Herres var, når han viste sig efter opstandelsen, men alligevel kan det, når det vil, hæve sig over tyngdekraften, ligesom han kunne vise sig i lukkede rum, gå på bølgerne og fare op til himlen. Det kan være, at det syn af Gud, som de gudfrygtige har fået løfte om, skal ske med opstandelseslegemets øjne (1 Joh 3,2; 1 Kor 13,12).

«Legemet skal få så skarpe øjne, at det kan se gennem et bjerg, og så hurtige ører, at det kan høre fra den ene ende af jorden til den anden» (Luther).

4. Åndelighed.

1 Kor 15,44: «Der sås en naturlig krop, men der oprejses en åndelig krop. Når der er en naturlig krop, er der også en åndelig.»

Det kan ikke betyde, at legemet skal opløses til noget æterisk eller forvandles til ånd. Udtrykket sigter derimod til de nye åndelige egenskaber, som legemet udrustes med på grundlag af de tre foregående egenskaber. Grundteksten lyder:

«Der sås en sjælelig krop, men der oprejses en åndelig krop.»

Ligesom «den sjælelige krop» i denne verden ikke kan betyde et legeme, der er sjæl, kan «den åndelige krop» i den kommende verden ikke betyde et legeme, der er ånd. Forskellen mellem «sjæl» og «ånd» (se kap. 7, spm. 13) må holdes for øje, hvis man skal forstå dette sted rigtigt. «En åndelig krop» er et legeme, der har de egenskaber, som kræves på det højere trin af tilværelsen, som legemet nu er løftet op på. Egenskaben «himmelsk», som også tillægges opstandelseslegemet, er intet andet end et synonym for «åndelig».

18. Hvad med de ugudeliges opstandelseslegemer?

Også de vil svare til den tilstand, deres sjæle har i den kommende verden. De vil være udødelige og uødelæggelige, men i alle andre henseender det stik modsatte af de gudfrygtiges legemer.

19. Hvad kan der siges om den sidste slægt af troende på jorden, som ikke dør, men er i live ved den almindelige opstandelse?

Deres legemer skal forvandles, så de får de egenskaber, som gives dem, der opstår fra de døde.

1 Kor 15,51: «Vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles.»

1 Thess 4,15: «… vi som lever og bliver tilbage ved Herrens komme, ikke skal gå forud for dem som sover.»

V. 16–17: «… de døde i Kristus vil opstå først, derefter vil vi som lever, og som bliver tilbage, sammen med dem blive bortrykket i skyerne for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren.»

Opstandelsen er ikke et forløb

20. Vil opstandelsen være et forløb, der strækker sig over længere tid?

1 Kor 15,51–52: «… vi skal alle forvandles i ét nu, i et øjeblik, ved den sidste basun.»

Vanskeligheder ved læren

21. Hvordan skal man se på de vanskeligheder, der kan opstå ved læren om opstandelsen?

«Vil I være kristne, må I tro, at de døde skal opstå i kødet, når Kristus kommer for at dømme levende og døde. Men vor tro på dette er ikke forgæves, selv om vi ikke fuldt ud kan fatte, hvordan det skal ske» (Augustin, De civitate Dei, XX, 20).