Hvad betyder det: ’For mange er kaldede, men få er udvalgte’ (Matt 22,14)?

(Fra «De fire evangelisters harmoni» af Chemnitz, Leyser og Gerhard. Den udlægning, der her er oversat, er af Gerhard.)

«Grunden til, at få er udvalgte, ligger ikke i noget absolut dekret fra Guds side, men i menneskene selv. Ud fra lignelsen om bryllupsdragten kan begge disse sætninger fastslås helt klart. At Gud ikke er skyld i, at de udvalgte er så få, fremgår af alt, hvad der i lignelsen tillægges Gud:»

«1. ’Han holdt bryllup for sin søn.’ Herved menes Guds evige dekret om, at hans Søn i tidens fylde skulle antage den menneskelige natur, forene den personligt med sig selv og i den fuldbringe forløsningens værk. For Gud vidste fra evighed forud, at mennesket, som han ville skabe i fuldkommen retfærdighed og hellighed, ved frivillig ulydighed ville overtræde den lov, der skulle gives det, og ved denne overtrædelse ville pådrage sig selv og hele sin slægt den evige død. Derfor besluttede han også fra evighed at berede et lægemiddel mod dette fald i Kristus som mellemmand. Dette evige dekret fra Guds side viser klart, at Gud ikke har behag i nogens død, men ønsker, og det endda alvorligt, at alle bliver frelst. For han besluttede at sende sin Søn som mellemmand for alle, og han besluttede at tilbyde alle dette frelsende lægemiddel.»

«2. At han i tidens fylde satte dette dekret i værk og ’holdt bryllup for sin søn’, det vil sige sendte ham i kødet. Også denne Guds gerning viser, at han vil alles frelse og ikke har forkastet nogen af absolut had. For ved at give sin Søn tilbød han i sin Søn hele verden frelse. Og fordi Sønnen ved den menneskelige natur, han har antaget, er ’af ét væsen’ med alle mennesker, forfølger Gud ingen af dem med absolut had, men vil, at alle skal få del i hans goder.»

«3. At han gav sin Søn i døden for alle mennesker (Rom 8,32). For vi har vist ovenfor, at ’okserne og fedekalvene’ i denne lignelse på en hemmelighedsfuld måde betegner Kristi lidelse og død. Han blev slagtet på korsets alter for at berede alt, hvad der kræves for at fejre dette bryllup. Men af Skriftens tydelige udsagn, der står skrevet som med solens stråler, er det klart, at Kristus døde for alle mennesker (Rom 5,8; 2 Kor 5,14; 1 Tim 2,6; Hebr 2,9). Derfor er Kristi lidelse og død et tydeligt vidnesbyrd om, at Gud oprigtigt ønsker, at alle skal nyde det himmelske måltids goder både i denne verden og i den kommende.»

«4. At han har kaldet menneskeslægten til at få del i sine goder og i fællesskabet om de evige glæder, fordi den er i slægt med den menneskelige natur, som hans Søn har antaget. Det er nemlig det, der i denne lignelse menes med indbydelsen til hans søns bryllup. Men dem, som Gud i og gennem kaldet tilbyder sin Søns goder, har han ikke forkastet af noget absolut had. Af selve kaldet slutter vi derfor, at det ikke er Guds skyld, at kun få er udvalgte. Ellers ville udvælgelsen stride mod kaldet, og man ville tillægge Gud et fordømmeligt hykleri, når han med en ydre ’tegnets vilje’ (voluntas signi) kaldte til brylluppet dem, som han med en indre ’rådslutningens vilje’ ville have helt udelukket fra brylluppet. Betragter man omhyggeligt, hvordan dette kald beskrives, bliver det endnu tydeligere, at grunden til de udvalgtes ringe tal skal tilskrives de kaldede selv. Kaldet beskrives som almindeligt og alvorligt. Det er almindeligt, fordi det gælder alle folk, tider og steder. … At det er alvorligt, fremgår af, at kongen bliver vred på dem, der afslår indbydelsen, og straffer denne foragt for hans kald hårdt. Når Gud altså alvorligt kalder alle til at få del i sit rige, forkaster han utvivlsomt ingen af absolut had. Derfor kan grunden til, at kun få er udvalgte, ikke tilskrives Gud.»

«5. Man må heller ikke overse, at det er gennem sine tjenere, det vil sige gennem kirkens tjenere, han kalder til brylluppet. Alt, hvad de gør efter hans ord, når de kalder, stadfæster han derfor. Men de ’forkynder evangeliet for hele skabningen’ (Mark 16,15), ’gør alle folk til disciple’ (Matt 28,19) og ’formaner ethvert menneske og underviser ethvert menneske’ (Kol 1,28), og det endda efter Kristi befaling. Dette stadfæster Gud altså, og således tilbyder han gennem disse sine tjenere alle evangeliets ord og med evangeliets ord sin Søns goder og i sin Søn liv og evig frelse. Hvordan skulle han så af absolut had have forkastet nogle mennesker, ja, den største del af menneskeslægten? At han uforskyldt tilbyder alle, der er kaldet til hans søns bryllup, den bryllupsdragt, som de kan møde værdigt op i til brylluppet, har vi vist ovenfor. I kaldet og i kaldets ord er det altså hans vilje, at der skal være et virksomt middel i menneskers hjerter til deres omvendelse, oplysning, genfødsel, retfærdiggørelse, fornyelse og helliggørelse. Alt dette kan på en vis måde forstås som bryllupsdragten. Men når han vil virke alt dette ved Helligånden i de kaldedes hjerter, kan han utvivlsomt ikke gives skylden for, at nogle er uden bryllupsdragt og derfor kastes ud i mørket udenfor, det vil sige ikke hører til de udvalgtes tal. Og ligesom det er hans vilje ved evangeliets ord at tænde troen i de kaldede, sådan vil han også ved samme middel bevare og øge den. Derfor kan det ikke være hans skyld, og det kan heller ikke tilskrives ham, at nogle mister den sande tros bryllupsdragt. Det er dem selv, der af egen drift forkaster den dragt, de har fået af nåde, og derfor fortjener at blive kastet ud fra bryllupsmåltidet.»

«6. Han bliver ikke vred, sender ikke sine hære ud for at brænde og ødelægge og forbigår ikke de første gæster for at kalde andre til brylluppet, før de kaldede har afslået at komme, har slået de tjenere ihjel, der indbød dem, og har gjort sig selv uværdige til det kongelige bryllup. Og han befaler ikke, at nogen gæst skal kastes ud, før der findes én, som har forkastet bryllupsdragten. Alt dette gør det klart, at udelukkelsen fra dette kongelige bryllup helt og holdent afhænger af Guds efterfølgende og dømmende vilje. Ved den har han på grund af hårdnakket foragt for kaldet og vedvarende vantro udelukket nogle fra frelsen, som han ved sin forudgående vilje ville frelse, og som han tilbød nådemidlerne (ApG 13,46).»

«Alle disse omstændigheder vidner klarere end lyset ved højlys dag om, at grunden til, at der kun er få udvalgte, ikke skal søges i noget absolut dekret fra Guds side. Men at årsagen alene skal søges i menneskene selv, lærer Kristus også i denne lignelse, hvor han stiller os fire slags mennesker for øje, som ved egen skyld udelukkes fra bryllupsmåltidets glæder.»

«Lad os derfor anvende dette til vort gavn:» 1. Teoretisk, så vi stiller de ovennævnte sandheder op imod farlige meninger om det absolutte dekret om udvælgelse og forkastelse, om skellet mellem tegnets vilje og rådslutningens vilje, om udvælgelse på grund af forudsete gerninger, om vore gerningers fortjeneste og om tvivl om nåden og udholdenheden. For når Gud kalder alle og i evangeliets ord tilbyder alle sin Søns goder, har han utvivlsomt ikke forkastet nogen af absolut had. Når kaldet er alvorligt, må vi ikke tro, at han kalder nogle kun med tegnets ydre vilje og kun i det ydre. Når både kald og udvælgelse er uforskyldte, sker ingen af dem på grund af forudsete gerninger. Når vor frelse afhænger af den uforskyldte udvælgelse, kommer den ikke til os på grund af vore gerningers fortjeneste. Når udvælgelsen ikke slår fejl, bør de, der sandt tror på Kristus, aldrig tvivle på Guds nåde og på troens udholdenhed,« osv.