Luther om spekulationer over forudbestemmelsen

(Fra et brev til Caspar Aquila, 21. oktober 1528, i De Wettes Luthers Briefe, III, 391 ff.)

«Hvordan kan det være, at vi elendige mennesker, som endnu ikke er i stand til ved troen at tage imod strålerne fra Guds løfte eller ved vore gerninger at genspejle de mindste gnister af Guds bud, trods vor urenhed og svaghed vil formaste os til at stige op og fatte solens lys, ja, det ufattelige lys i Guds hemmeligheder? Ved vi da ikke, at han bor i et lys, som intet menneske kan komme nær? Og alligevel nærmer vi os, eller rettere: vi formaster os til at nærme os! Ved vi da ikke, at hans domme er uransagelige? Og alligevel prøver vi at ransage dem! Og det gør vi, før vi er blevet oplyst af løftets stråler og budenes gnister. Med muldvarpeøjne styrter vi ind i majestæten i det lys, som hverken kan beskrives med ord eller tegn, ja, som er skjult og ikke åbenbaret. Hvad under, at herligheden lammer os, når vi ser på dens majestæt! Hvad under, at vi i omvendt rækkefølge søger det fulde lys, før vi søger morgenstjernen! Lad først morgenstjernen stige op i vore hjerter (som 2 Pet 1,19 siger), så vil vi til sidst kunne se middagslyset.»

«Vi skal ganske vist lære om Guds uransagelige vilje, så vi ved, at der findes en sådan, men at forsøge at fatte den er at begive sig ud på kanten af en yderst farlig afgrund. Derfor plejer jeg at holde mig til Kristi ord til Peter: ’Hvis jeg vil, at han skal blive, til jeg kommer, hvad kommer det så dig ved? Følg du mig!’ For Peter havde spurgt, hvordan Gud ville handle med en anden, nemlig hvad der skulle blive Johannes’ lod. Og da Filip bad: ’Herre, vis os Faderen, og det er os nok’, standsede Jesus ham med ordene: ’Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? Den, som har set mig, har set Faderen.’ For Filip ville se Faderens majestæt og hemmeligheder, som om Gud lå langt hinsides løfterne og budene om Kristus. Sådan siger også den vise: ’Søg ikke det, som er for højt for dig, men tænk flittigt over det, du har fået befaling om’ (Sir 3,22). Overvej desuden blot, beder jeg dig: Hvilken nytte skulle du have af at kende disse Guds hemmelige domme ud over hans bud og løfter? Sig derfor til ham, at hvis han vil have fred i hjertet og undgå farerne for gudsbespottelse og fortvivlelse, må han holde sig fra sådanne tanker, for han ved jo, at de er helt ufattelige. Hvorfor lader han sig pine af Satan med umulige ting, som hvis nogen skulle ængste sig over, hvordan jorden kan stå på vandene uden at synke ned i dem, eller lignende? Lad ham først beskæftige sig med løfterne og budene, så vil han se, om han desuden skal forsøge sig med det umulige. Hvis han forsømmer dette råd, må han se til, at han ikke kommer til at angre for sent. Der er ingen anden kur mod sådanne tanker end at slippe dem helt og aldeles. Det er ganske vist meget svært, mens Satan trænger på med dem, for han får det til at se ud, som om de kræver at blive undersøgt. Derfor må vi her kæmpe lige så meget mod ringeagt som mod mistillid, fortvivlelse eller noget andet kætteri. De fleste bliver bedraget, fordi de ikke genkender sådanne tanker som Satans fristelser, og derfor ringeagter næsten alle tankerne eller prøver at ringeagte dem, selv om de er de brændende pile fra den ondeste af de onde ånder i himmelrummet. For ved dem faldt Satan ned fra himlen, da han ville være den Højeste lig og vide alt, hvad Gud ved, og ikke nøjedes med at vide det, han burde vide. Her må vi kæmpe ved at flygte; vi må ikke prøve at være klogere, end vi bør, men være besindige, for ellers bliver man overvundet. For vi kan ikke tænke på Kristus, mens sådanne tanker har overtaget. Adam faldt, da forbuddet mod ét træ plagede ham med spørgsmål om Guds visdom og vilje. Kort sagt: Dette er den største fristelse og en fristelse, der i særlig grad er djævelsk. Det er nok for os at erfare de fristelser, som er almindelige for mennesker. Dette giver også svar på det andet spørgsmål, nemlig at prædikanten skal udføre den opgave, Gud har betroet ham, uden at bekymre sig om det, Gud ikke har befalet, nemlig spørgsmålet om, hvorfor den ene hører og den anden ikke. ’Hvad kommer det dig ved?’ siger Kristus. ’Følg du mig!’ Mig, mig, mig, ikke dine spørgsmål eller spekulationer.»

Enhver, som læser Luthers skrifter, kender de mange steder, hvor han nævner den hjælp, han fik af Staupitz, da han blev pint af abstrakte spekulationer over forudbestemmelsen. «Begynd med Kristi sår,» sagde Staupitz, «så får al disputeren om forudbestemmelsen en ende. … Men når mennesker følger deres egne tanker, holder Laudate op, og Blasphemate begynder.» [Laudate = «lovpris!», Blasphemate = «spot!».]

Hans endelige mening står i det sidste af hans værker, hans «Forelæsninger over Første Mosebog» (Opera Exegetica, 6:296, 300).

«Audi Filium incarnatum et sponte se offeret Praedestinatio. [Hør den menneskevordne Søn, så vil forudbestemmelsen af sig selv vise sig for dig.] … Når derfor Djævelen angriber dig, så sig blot: ’Jeg tror på vor Herre Jesus Kristus, og jeg tvivler ikke på, at han blev menneske, led og døde for mig, og at jeg er døbt til hans død.’ Ved dette svar vil fristelsen holde op, og Satan vil vende ryggen til. … Dette må også vi gøre: Vi må holde op med vore disputatser og sige: ’Jeg er en kristen’, det vil sige: ’Guds Søn blev menneske og blev født. Han har forløst mig. Han sidder ved Faderens højre hånd og er min Frelser.’ Med ganske få ord skal du således drive Satan bort: ’Vig bag mig! Guds Søn er kommet til verden for at gøre en ende på dine gerninger og fjerne al tvivl.’ … Ved Kristus og evangeliet åbenbarer Gud os sin vilje. Den afviser vi med foragt, og efter Adams eksempel holder vi mere af det forbudte træ end af alle andre. Denne last sidder i selve vor natur. Paradiset og himlen er lukket. Mens englen vogter indgangen, forsøger vi forgæves at komme ind. For Kristus har med rette sagt: ’Ingen har nogensinde set Gud’ (Joh 1,18), og alligevel har Gud af sin umådelige godhed åbenbaret sig for os for at stille vor længsel. Han har stillet sit synlige billede frem for os. ’Se, der har du min Søn,’ siger han. ’Den, som hører ham og er døbt, står i livets bog. Det åbenbarer jeg ved min Søn, som du kan røre ved med dine hænder og se på med dine øjne.’»

«Dette har jeg villet fremlægge omhyggeligt og nøjagtigt. For efter min død vil mange citere fra mine bøger og med dem forsøge at underbygge alle slags vildfarelser og indfald. Blandt andet har jeg ganske vist skrevet, at alt er absolut og nødvendigt. Men samtidig har jeg tilføjet, at Gud kun skal betragtes, sådan som han er åbenbaret, som vi synger i salmen:

’Spørger I: Hvem er han? Jesus Kristus han er, Herre Zebaoth, og der er ingen anden Gud’,

«Og sådan har jeg lært mange andre steder. Men de vil gå uden om sådanne steder og kun gribe fat i dem, som handler om den ikke åbenbarede Gud (de Deo abscondito). I, som nu hører mig, skal derfor huske, at jeg har lært, at vi ikke skal spørge efter den ikke åbenbarede Guds forudbestemmelse, men slå os til ro med det, som er åbenbaret ved kaldet og Ordets tjeneste. For dér kan du være vis på din tro og din frelse og sige: ’Jeg tror på Guds Søn, som har sagt: Den, som tror på Sønnen, har evigt liv (Joh 3,36). I ham er der derfor ingen fordømmelse eller vrede, men Gud Faders nådige forsæt.’ Dette forbehold har jeg taget andre steder i mine bøger, og nu gentager jeg det med min levende røst. Ideo sum excusatus. [Derfor er jeg undskyldt.]»