Kapitel 1. Kilder og metode

Definitioner

1. Hvad er dogmatik?

Videnskaben om den kristne tro.

2. Hvorfor er den en videnskab?

Fordi den kristne tro med hele sit indhold er genstand for erkendelse. Den adskiller sig fra andre fagområder ved arten af de kendsgerninger, den har med at gøre. Men ligesom i alle andre fag kan dens kendsgerninger ordnes og fremstilles systematisk. Kendsgerninger, der behandles på den måde, udgør en videnskab.

3. Hvorfor kaldes denne videnskab «dogmatik» eller «dogmatisk teologi»?

Fordi den er en systematisk ordning af lærebestemmelser, som kaldes «dogmer». Den er videnskaben om dogmerne.

4. Hvad er et «dogme»?

I egentlig forstand en lærebestemmelse, som et kirkeligt fællesskab har fastsat. I videre forstand betegner ordet også formuleringer af de grundsætninger, der indgår, når man behandler de forskellige artikler i den kristne tro.

Omfang

5. Er dogmatikken en rent bibelsk videnskab?

Nej. Den behandler ikke blot de lærdomme, der læres i Den Hellige Skrift, men også de former, som lærdommene har fået, når kirken har behandlet dem. Herved adskiller den sig fra den bibelske teologi, som i modsætning til dogmatikken er begrænset til Den Hellige Skrifts indhold.

6. Angiv forskellen skarpere.

Den bibelske teologi er videnskaben om den tro, som Den Hellige Skrift lærer. Dogmatikken er videnskaben om de bestemmelser af den skriftmæssige tro, som kirken har fastsat, eller som er almindeligt udbredt i kirken.

Elementer

7. Hvilke tre elementer har dogmatikken derfor med at gøre?

A. I al protestantisk teologi kommer dogmets stof fra Den Hellige Skrift, eller det hævder i hvert fald at gøre det.

B. Lærebestemmelsen er fremkaldt af bestemte historiske omstændigheder.

C. Bestemmelsen formuleres uundgåeligt i fagudtryk, som er præget af samtidens filosofi. Ethvert dogme rummer derfor et skriftmæssigt, et historisk og et filosofisk element.

Indbyrdes forhold

8. I hvilken rækkefølge står derfor de vigtigste teologiske fag, som det her drejer sig om?

Den bibelske teologi lægger grunden. Dogmehistorien viser, hvordan stoffet er hentet fra Skriften, drøftet fra forskellige sider og derefter har fået en videnskabelig formulering. Dogmatikken samler de resultater, som dogmehistorien viser er nået, og fremlægger deres grundlag i Skriften og deres indbyrdes sammenhæng.

Forudsætninger

9. Hvad er dogmatikkens forudsætninger?

A. Guds eksistens.

Dogmatikken påtager sig lige så lidt at bevise dette, som astronomien påtager sig at bevise, at der findes stjerner, eller logikken, at tænkningen er virkelig. De argumenter, man plejer at behandle i den naturlige teologi, nemlig det ontologiske, det kosmologiske, det teleologiske og det moralske, har deres plads som forsøg på at analysere og udtrykke det, der findes i menneskets sind forud for al argumentation og endda al tænkning. Men Guds eksistens er ikke vis på grund af disse argumenter, lige så lidt som et menneske kun har selvbevidsthed i kraft af metafysiske tankegange, som han mener beviser hans egen eksistens.

B. Menneskets evne til at nå en vis grad af kundskab om Gud.

Hvor begrænset alle endelige væseners evne end er, er menneskets kundskab hverken usikker eller ubestemt inden for det område, hvor Gud har givet ham midlerne til erkendelse.

C. Guds åbenbaring i Kristus.

Den kristne tro forudsætter, at Jesus Kristus er historisk virkelig, og ud fra ham som midtpunkt henter den al kundskab og når alle sine slutninger. Dogmatikken er derfor den videnskabelige fremstilling af de sandheder, som Jesus Kristus har lært, sådan som de modtages i tro og bekendes af de troende. Den kender ingen åbenbaring, der supplerer den, Kristus har givet, og den tillægger kun de forberedende åbenbaringer – i naturen og i endnu højere grad i Det Gamle Testamente – værdi i det omfang, Kristus selv anerkender og lærer dem. (kap. 13, spm. 5.)

D. Den Hellige Skrift som den fejlfri optegnelse af åbenbaringen.

Det Nye Testamente er den fejlfri optegnelse af Kristi åbenbaring i ord og gerning og om de sandheder og grundsætninger, som under Helligåndens ledelse udgår fra denne åbenbaring. Det Gamle Testamente er på samme måde en fejlfri optegnelse – med Kristi udtrykkelige og ofte gentagne vidnesbyrd og myndighed bag sig – af de forberedende og delvise åbenbaringer om ham, som blev givet før hans komme. Hebr 1,1.

E. At denne åbenbaring modtages og bekendes af et fællesskab af troende.

Der må være en kirke, for at der kan være dogmer. Ingen enkelt lærer eller isoleret troende kan formulere et dogme. Et dogme er en formulering af Skriftens sandhed, som er optaget i den offentlige bekendelse hos en række mennesker, der bekender troen på Kristi navn. «Dogmatikken har ikke med dogmatikerens personlige tro at gøre, men med den fælles tro i den kristne kirke, som han tilhører, og som han bekender som sin egen ved at høre til dette fællesskab» (Luthardt).

Forløbet

10. Beskriv, hvordan de sandheder, som Den Hellige Skrift beretter om, når frem til en videnskabelig formulering.

Den Hellige Skrift er mere end en lærebog i troslære. Hvert Guds ord er en livgivende sæd, der skal slå rod i menneskers hjerter og vokse dér. Ved Helligåndens nærvær meddeles et livsprincip, som gør mennesket levende i alle dets kræfter og evner og forvandler hele dets syn på sandhed og pligt. Dette nye liv giver sig uundgåeligt udtryk i bekendelse. Mennesket oversætter Guds tanker til sit eget sprog og er rede til frit at udtale, hvordan dette nye liv forholder sig til dets indre verden og til verden omkring det. Da dette ene liv deles af mange, der har samme erfaring, opstår der en fælles bekendelse, som det kristne fællesskab, dvs. kirken, samler sig om. Anledningen til denne bekendelse kan være det indre livs behov, fjenders angreb eller fordrejninger eller andre kristnes misforståelser, som kræver en nøjagtig og skarpt skelnende fremstilling af troen, sådan som den er modtaget. Drevet af sit guddommelige liv har kirken uundgåeligt og i stadig fremgang måttet formulere dogmer for at holde forskellige vildfarelser ude af sin lære. Målet har været at værne om den rene lære i Guds ord ved at give den et skarpere udtryk, så vranglærere ikke kan søge ly bag formuleringer, der viser sig at være tvetydige. Dogmatikken har derfor ikke med Skriftens blotte bogstav at gøre, men med Skriftens sandhed, sådan som den er optaget i livet, og sådan som dette indre liv kan kendes på sin ydre bekendelse. Den er videnskaben om den kristne tro, hvad enten ordet tro tages objektivt (fides quae creditur [den tro, som tros]) eller subjektivt (fides qua creditur [den tro, hvormed man tror]). Se kap. 17, spm. 4.

Rettesnor

11. Er den kristne erfaring da en rettesnor for læren?

Aldrig. Den er et vigtigt element i fortolkningen af lærdommene, for så vidt som den vidner om Helligåndens nærvær og kraft, når han anvender Guds ord; men den må hele tiden prøves og rettes efter Den Hellige Skrift. De troendes åndelige sans skal ikke ringeagtes (1 Kor 2,15: «Den åndelige bedømmer alt»), men den skal altid kendes på, at den helt underordner sig Den Hellige Skrift (1 Joh 4,1–2; Gal 1,8; ApG 17,11). En sand og ret tro er en tro, der ubetinget og udelukkende holder sig til den åbenbaring af Gud i Kristus, som Den Hellige Skrift indeholder. Det er en tro, der lever i fællesskab med Kristus; men Kristus i den troendes hjerte og Kristus i sit ord er altid én og den samme.

Religionen som et liv, der udgår fra troen

12. Hvad kaldes den holdning eller tilstand i sind og hjerte, som troen fører med sig?

Religion, eller «menneskets fællesskab med Gud».

13. Er der da ingen religion eller noget religiøst liv, hvor der ikke er tro på Kristus?

Ordet bruges i en videre og en snævrere betydning.

I den videre betydning betegner det al menneskets længsel efter Gud, sådan som Paulus beskriver den over for athenerne (ApG 17,22), og er således i en vis grad almen. Mennesket adskiller sig fra de andre dyr først og fremmest ved den religiøse evne, eller følelsen af at være afhængig af Gud, hvor uklar, ubestemt eller fordærvet denne forestilling om Gud end måtte være.

Men i den snævrere betydning betegner det virkeliggørelsen af de tanker og forestillinger, som mennesket har kæmpet for at nå. I Det Gamle Testamente begyndte denne virkeliggørelse med løfterne om Kristus; kun i Det Nye Testamente når de deres fuldendelse.

I den videre betydning bruges ordet om alle forvarsler om menneskets fællesskab med Gud, fx hvor man anerkender, at der findes et højeste væsen, og at mennesket har pligt til at tjene ham. I absolut forstand er religion menneskets villige anerkendelse af og glade tjeneste for en højeste personlighed, grundet på bevidstheden om forsoning og interessefællesskab med ham.

14. Bruges «religion» da kun som betegnelse for et indre åndeligt liv?

I daglig tale bruges ordet også om de forskellige former eller systemer, der hævder at føre mennesket til fællesskab med Gud. Menneskets fællesskab med Gud er religion i subjektiv forstand. Fremstillingen af de grundsætninger, som dette fællesskab bygger på, er religion i objektiv forstand. I denne betydning taler vi om den kristne religion, som er den eneste, hvor religion i subjektiv forstand fuldt ud nås; om den jødiske religion, der før Kristus var kristendommen i kim; og om den zoroastriske, konfucianske, brahmanske og buddhistiske religion og islam. De har en fælles sandhed i, at de i større eller mindre grad anerkender en højere magt, og at mennesket af naturen er hjælpeløst, men de forvrænger og fordærver denne sandhed (Rom 1,20–23).

Kristendommen er derfor egentlig ikke blot én religion blandt mange, om end den bedste, altså en art ved siden af zoroastrismen, konfucianismen osv. inden for samme slægt, men den ene, absolutte og rene religion. De andre religioner viser de forskellige veje, som mennesker søger Gud ad. Kristendommen alene viser den vej, som Gud findes ad.

Den kristne åbenbaring til forskel fra den naturlige åbenbaring

15. Hvorpå bygger kristendommen sit krav på at være den absolutte religion?

På den kendsgerning, at den er en overnaturlig guddommelig åbenbaring. Menneskets fællesskab med Gud er kun muligt, fordi Gud åbenbarer sig selv for mennesket.

16. Men har Gud ikke åbenbaret sig for alle mennesker?

Jo, som Skaber, lovgiver og dommer; men ikke som Forløser eller som den kærlige Fader i himlen. (Sl 8,2; 8,4; 19,2; ApG 17,26–27; Rom 1,20; 2,15.)

Denne almene åbenbaring kaldes Guds naturlige åbenbaring eller åbenbaringen efter skabelsens orden.

17. Hvordan forklares det, at denne naturlige kundskab er ufuldkommen?

Den er blevet utilstrækkelig, fordi synden har svækket og fordærvet menneskets kræfter (Rom 7,10–12; Rom 1,21; 1 Kor 2,14; Ef 5,8; Matt 11,27; Joh 1,5). Den er afpasset efter en tilstand i menneskets natur, som ikke længere findes. Den naturlige åbenbaring er som en skrift, som en, hvis syn svigter, kun kan læse ved hjælp af en linse. Nogle kendsgerninger kendes ganske vist, men de misforstås og ses i forkerte sammenhænge; og de vigtigste mangler helt.

18. Hvad er de sandheder, som den naturlige åbenbaring rummer, grundlag for?

For de forskellige naturreligioner. Ingen af dem kunne have fået tag i mennesker og holdt fast i dem gennem tidsaldre, hvis der ikke under deres grove fordærvelse havde været elementer af sandhed. Men selv disse få sandheder opfattes forskelligt og ændres og misforstås hele tiden. Således viser Romerbrevets første kapitel, hvordan religionen forfalder: Forestillingen om Gud trækkes ned til forestillingen om det forgængelige menneske og går til sidst tabt i mangfoldigheden af Guds tilsynekomster og gerninger, så at man «udskifter Guds sandhed med løgnen» (Rom 1,21–25).

19. Er den naturlige åbenbaring da uden nytte?

Slet ikke. Den alene forhindrer mennesket i at blive som dyrene, der går til grunde. Den minder hele tiden mennesket om en højere målestok end den, man kan nå blot ved naturens lys. Den får alle forskrifter i de rent naturlige religioner til at komme til kort. Den kan ikke svare, når hjertet spørger efter vished, men den driver hele tiden mennesket videre, så det søger efter sandheden og efter Gud. Den baner vejen for Guds overnaturlige åbenbaring i Kristus, fordi den utrætteligt gør krav gældende, som mennesket ikke kan opfylde i sig selv eller ved hjælp af nogen anden religion.

20. Var der da ingen overnaturlig åbenbaring før Kristus?

Den overnaturlige åbenbaring (til forskel fra «den naturlige åbenbaring»), eller «åbenbaringen efter forløsningens orden» (til forskel fra «åbenbaringen efter skabelsens orden»), begyndte straks efter menneskets fald. Før Kristus bestod den af en række forberedende og delvise åbenbaringer i ord, gerning og historie. De var brudstykker og i høj grad billedlige, til forskel fra den ene, fulde og fuldkomne åbenbaring i Jesus Kristus. «Efter at Gud for længe siden har talt i mange dele og på mange måder til fædrene ved profeterne, har han ved afslutningen på disse dage talt til os ved sin søn» (Hebr 1,1–2). Det, der først og fremmest kendetegnede den tidligere åbenbaring, var derfor, at den kom «i mange dele». Den kunne kun forstås, når man så den som en helhed og havde det mål klart for øje, som alle disse dele samlede sig om.

Den Hellige Skrift som optegnelsen af åbenbaringen

21. Hvor blev disse tidligere åbenbaringer skrevet ned?

Det Gamle Testamentes kanoniske bøger er en fejlfri optegnelse af alle disse forberedende og delvise åbenbaringer om Kristus (Joh 5,39; ApG 17,11). De skal altid læses og bedømmes i lyset af Det Nye Testamente og efter dets målestok. Det Nye Testamente skal ikke fortolkes ud fra Det Gamle, men Det Gamle skal fortolkes ud fra Det Nye. Historisk set hviler Det Nye Testamente på Det Gamles grundvold, og på vor Herres tid blev fromme jøder hele tiden opfordret til at tage imod Jesus som Kristus på grund af Det Gamle Testamentes vidnesbyrd. Men hos de kristne er det omvendt. De har Kristi rigere, klarere og fuldstændige vidnesbyrd i hænderne, sådan som det er nedskrevet i Det Nye Testamente, og derfor tager de imod Det Gamle, fordi Det Nye bekræfter det. Dets forbilleder og skygger, dets løfter og enkeltstående udsagn forklarer de helt og holdent ud fra det mål, som de ved guddommelig inspiration blev ført hen imod, og som Det Nye Testamente klart lærer om.

22. Hvilket princip skal man følge, når man vil fastslå, hvad Det Nye Testamente betyder?

Princippet om, at Den Hellige Skrifts forskellige dele hænger organisk sammen med hinanden.

23. Hvad indebærer det?

Ikke blot at hvert skriftsted skal fortolkes i lyset af den sammenhæng, det står i, men også at det faste midtpunkt for behandlingen af hver lære skal findes i de dele af Den Hellige Skrift, som udtrykkeligt og udførligt drøfter den. Sådanne skriftsteder kalder teologerne læresteder (sedes doctrinae), dvs. lærens sæde, og alle tilfældige hentydninger i andre tekster skal underordnes dem.

24. Giv et eksempel på det.

Når man behandler lærestykkerne om synden, nåden og retfærdiggørelsen, er Romerbrevet med sin udførlige og detaljerede argumentation udgangspunktet. På samme måde skal forholdet mellem lov og evangelium læres af Romerbrevet, forholdet mellem Det Nye og Det Gamle Testamente af Hebræerbrevet og læren om Kristi fornedrelse og ophøjelse af Filipperbrevet. Når man har fundet frem til, hvad disse skriftsteder betyder, bliver de rettesnoren for fortolkningen af alle andre dele af Skriften.

Obscuriora et pauciora explicanda sunt ex clarioribus ac pluribus.

[Det dunklere og det, der sjældnere omtales, skal forklares ud fra det klarere og det, der oftere omtales.]

25. Hvad bygger dette princip på?

På den kendsgerning, at der ikke findes nogen trosartikel, dvs. nogen lære, som det er nødvendigt til frelse at kende, uden at den et eller andet sted i Den Hellige Skrift er fremstillet med klare og udtrykkelige ord. Og sådanne klare og udtrykkelige udsagn bliver så den regel og rettesnor, som de mindre klare skal afgøres efter.

26. Hvad kalder man dette princip?

Læren om «troens analogi». Den går ud på, at Skriften stemmer overens med sig selv og er indbyrdes samstemmende. Det følger uundgåeligt af, at den er fejlfri og inspireret.

27. Hvad skal man desuden være varsom med, når man studerer Den Hellige Skrift?

Fordi Skrifterne er optegnelsen af en overnaturlig åbenbaring, forkynder de – selv hvor deres sprog er allerklarest – sandheder og kendsgerninger, som det overgår menneskets evne at forklare.

Fornuftens forhold til åbenbaringen

28. Står fornuft og åbenbaring da i modsætning til hinanden?

Ikke i virkeligheden. For som målestok for sandheden har fornuften normativt kun at gøre med det, der hører til det naturliges område, mens åbenbaringen har at gøre med det, der hører til det overnaturliges område. De kan lige så lidt virkelig stå i modsætning til hinanden, som en sandhed i geometrien kan stå i modsætning til en sandhed i kemien eller musikken. Regler, der er udledt af iagttagelser af fysiske fænomener, kan derfor aldrig gøres til den målestok, som overnaturlige sandheder skal bedømmes efter.

29. Hvad er så den første forudsætning for at fatte, hvad Den Hellige Skrift betyder?

Troen, dvs. den sindstilstand, der tager Gud på ordet, også når den ikke kan forklare de vanskeligheder, der ligger i Skriftens sprog.

30. Har fornuften så ingen opgave i forhold til trosartiklerne?

Jo, når den holdes underordnet troen. Når den går ud fra, at den ikke kan forklare det overnaturliges hemmeligheder ud fra den naturlige verdens standpunkt, bliver den helligede fornuft et vigtigt redskab til at sammenholde åndelige ting med åndelige og til at drage slutninger under Helligåndens ledelse. Teologerne har kaldt dette «fornuftens redskabsbrug» (usus instrumentalis) til forskel fra dens «normative brug» (usus normativus) i trosspørgsmål.

31. Hvordan opretholdes så det rette forhold mellem tro og fornuft?

Kun ved Helligåndens oplysende nærvær og virksomhed (1 Kor 2,14–15).

32. Hvordan skal den såkaldte konflikt mellem videnskab og åbenbaring forklares?

Den skyldes de uvidenskabelige metoder hos dem, der gør krav på at repræsentere videnskaben. Det er uvidenskabeligt at tvinge de regler, der gælder for én gren af viden, ind på et helt andet område. Den stoiske filosof Epiktet har belyst fejlslutningen:

«Når du vil skrive til en ven, siger grammatikken dig, hvilke ord du skal skrive; men om du skal skrive eller ej, siger grammatikken dig ikke. Musikken oplyser dig om toner; men om du skal synge lige nu eller spille på lut, siger musikken ikke.»

Følgen af denne fejl er, at man i større eller mindre grad ser bort fra troens rolle, når det gælder om at fatte al religiøs sandhed.

«Menneskets fornuft eller naturlige forstand er så uvidende, blind og forvendt, at selv de dygtigste og mest lærde mennesker på jorden, når de læser eller hører evangeliet om Guds Søn og løftet om den evige frelse, ikke af egne kræfter kan fatte, gribe, forstå eller tro det og regne det for sandt. Jo mere flid og alvor de bruger på at begribe disse åndelige ting med deres fornuft, des mindre forstår og tror de; og før de bliver oplyst eller undervist af Helligånden, regner de alt dette for lutter dårskab eller opspind» (Konkordieformlen, s. 553, 9).

Kirkens myndighed og trosartiklerne

33. Har kirken da ingen myndighed til at afgøre, hvad der er trosartikler?

Kirken er kun et vidne, aldrig en dommer over, hvad der er sandhed. Den kan ikke fastsætte en eneste artikel, som Skriften ikke forud har lært. Den kan heller ikke ophæve eller ændre det, som Skriften har fastslået.

34. Skal man da se bort fra kirkens udtalelser om Den Hellige Skrift, fra kirkefædrenes vidnesbyrd og fra senere teologers meninger?

Slet ikke. Skriften selv formaner:

«Ringeagt ikke profetier» (1 Thess 5,20).

Guds gaver i vore medmennesker er givet til kirkens opbyggelse og skal som sådanne anerkendes og bruges med ærbødighed. Ethvert vidnesbyrd for troen skal skattes højt. Enhver udtalelse, der er frugt af Helligåndens gerning, når han anvender Den Hellige Skrift på menneskers sind og liv, skal tages i betragtning.

«Selv om troen ikke beror på menneskelig autoritet, men på Guds ord, er det dog nyttigt i alle slags anfægtelser at have kirkens vidnesbyrd, for Skriften vil, at de svage skal styrkes af dem, der er stærkere. For ligesom vi gerne rådspørger levende mennesker, der har erfaring i åndelige sager, sådan også de gamle lærere, hvis skrifter er anerkendte» (Gerhard).

35. Anfør, hvad den lutherske kirkes bekendelse siger om forholdet mellem Den Hellige Skrift og disse vidnesbyrd.

A. «Vi tror, lærer og bekender:

at den eneste regel og rettesnor, som alle læresætninger og lærere på én gang skal vurderes og bedømmes efter, slet ikke er andet end Det Gamle og Det Nye Testamentes profetiske og apostoliske skrifter, som der står skrevet:

Sl 119,105: ’Dit ord er en lampe for mine fødder og et lys på min vej’; og Gal 1,8: ’Selv hvis … en engel fra himlen forkynder jer evangeliet imod det som vi har forkyndt jer, forbandet skal han være!’

Andre skrifter af gamle eller nyere lærere skal, uanset hvilket ry de har, ikke regnes for at have samme autoritet som Den Hellige Skrift, men skal helt og holdent underordnes den. De skal ikke modtages på anden måde eller i videre omfang end som vidner om, på hvilken måde og på hvilke steder profeternes lære blev bevaret efter apostlenes tid.»

B. «Den Hellige Skrift alene

… forbliver den eneste dommer, regel og rettesnor. Den er den eneste prøvesten, og efter den skal og må alle læresætninger skelnes og bedømmes: om de er gode eller onde, rigtige eller forkerte.

De andre bekendelser og skrifter er ikke dommere, sådan som Den Hellige Skrift er det, men kun et vidnesbyrd om og en erklæring af troen: om hvordan Den Hellige Skrift til enhver tid er blevet forstået og forklaret i de omstridte artikler i Kristi kirke af dem, der levede dengang, og hvordan den modsatte lære er blevet forkastet og fordømt» (Konkordieformlen, Indledningen, s. 491 ff.).

Skriftens klarhed og fuldkommenhed

36. Men er Den Hellige Skrift klar og fuldstændig nok til, at man kan undvære supplerende åbenbaringer og traditionens vidnesbyrd som sideordnede autoriteter?

Den kaldes «en lampe og et lys» og «en lampe der lyser på et mørkt sted». Mennesker kaldes bort fra alle påstande om særlige åbenbaringer og tilbage til den sikre prøve, som Skriften er (Es 8,20). Der er ganske vist meget i Skriften, som er dunkelt, og som gennem alle tider skal øve de troendes tro, men den er klar og fuldstændig nok til at bringe de ydmyge frelse. Den «kan gøre dig vis til frelse» (2 Tim 3,15) og gør Guds menneske «udrustet til al god gerning» (2 Tim 3,17). Det var netop fordi traditionens vidnesbyrd var usikkert, at Den Hellige Skrift blev skrevet (Luk 1,3–4; Fil 3,1).

Skriftens autoritet

37. Er det rigtigt at tillægge Skriften autoritet, når den foreligger på engelsk, tysk eller latin?

Da Gud gav Den Hellige Skrift ved guddommelig inspiration, brugte han det menneskelige sprog blot som et middel til at overbringe guddommelige tanker og udsige guddommelige kendsgerninger. De inspirerede forfattere var under en sådan guddommelig ledelse og styrelse, at resultatet blev en så fuldkommen gengivelse af det, Gud ville meddele, som det var muligt med menneskelige ord. Disse ord var dog helt underordnet tanken – ikke blot i hver enkelt sætning, men i hver enkelt bog og i Skriften som helhed. Men da Guds ord var bestemt for folk af alle sprog, kan disse tanker oversættes til andre tungemål. Det er den samme guddommelige, livgivende sandhed, hvad enten den siges på engelsk eller tysk, græsk eller hebraisk. Men da de oprindelige forfattere var inspirerede, mens oversætterne ikke var det, skal oversættelserne hele tiden revideres efter det sprog og den tekst, som hver bog oprindelig blev skrevet på. Ligesom der ikke findes to ord i samme sprog, der svarer nøjagtigt til hinanden, sådan mister et ord ved oversættelsen nogle associationer og betydningsnuancer og får andre. Hvor en strid eller afgørelsen af vanskelige punkter afhænger af et enkelt ord eller en enkelt sætning, må man gå til grundteksten for at blive helt sikker på betydningen. Men hvad angår Den Hellige Skrifts almindelige indhold og argumentation, er der kun meget få, der ikke tilegner sig det alene ud fra oversættelser – og det med fuld ret. Stoffet forbliver det samme, selv om formen ændres.

38. Bør vi ikke tillægge de originale håndskrifter alene den højeste autoritet?

Disse originale håndskrifter er sandsynligvis gået tabt for længe siden. Vi kender ingen afskrift, der er taget direkte efter dem. Men selv om de ældste håndskrifter af Det Nye Testamente rummer over 150.000 tekstvarianter, er der meget få, som ændrer meningen på et vigtigt punkt. Og blandt dem er der ikke én, som på nogen måde berører eller ændrer nogen artikel i den kristne tro.

Kristen erfaring og Skriften

39. Hvad hjælper mest til at kende Skriften: kendskab til grundsprogene eller kristen erfaring?

Utvivlsomt det sidste, først i ens eget liv og dernæst i andres liv. Men for at være en dygtig og veludrustet lærer i den kristne religion, sådan som enhver præst er kaldet til at være, bør man have begge dele. Ingen kan forstå Davids salmer, medmindre han har gennemgået åndelige kampe som dem, David oplevede. Ingen kan værdsætte Paulus’ breve, medmindre han ligesom Paulus kender syndens bitterhed og behovet for nåde og ligesom apostlen forgæves har forsøgt at blive retfærdiggjort ved loven. Det var Augustins dybere religiøse erfaring, der gjorde ham til den bedste fortolker af Paulus i oldkirken, selv om hans kendskab til grundsprogene i både Det Gamle og Det Nye Testamente var begrænset. Det var Den Hellige Skrifts tanker, sådan som de var udtrykt i den latinske oversættelse, der førte Luthers religiøse erfaring gennem dens afgørende faser. Hans kendskab til græsk var meget begrænset, indtil reformationen var begyndt, og han fik hjælp af Melanchthon. Med sit hebraisk var han ikke uafhængig af fagfolk, og dem tilkaldte han som rådgivere, da han oversatte Det Gamle Testamente. Augustin var en større teolog end Origenes eller Hieronymus, og Luther var større end Reuchlin eller Erasmus, ja, end selv Melanchthon.

De tre ting, der gør en teolog

40. Hvilken regel har Luther opstillet om dette?

Haec tria theologum faciunt: Oratio, Meditatio, Temptatio.

Disse tre ting gør en teolog: bøn, meditation og anfægtelse.

A. Bøn betegner ikke blot en enkelt handling, men den ånd eller det sindelag, som alt studium skal begyndes, fortsættes og afsluttes i.

1 Thess 5,17: «Bed uden ophør.»

Bønnen indebærer, at man stadig er bevidst om sin afhængighed af Helligåndens oplysende virke, og at man underordner sin forstand og vilje under Guds. Den betyder, at man lægger alle fordomme, al partiånd og alle vilkårlige domme fra sig, at man ikke er stolt af sine meninger eller sin lærdom, og at man kun søger kundskab, for at Gud derved kan blive æret.

B. Meditation betegner den vane at betragte og gennemtænke de åbenbarede sandheder, som er nedskrevet i Den Hellige Skrift.

Den finder sit stof først og fremmest i selve Skriften. Skriften skal læses med ærefrygt, opmærksomt, nøjagtigt, stadigt og lydigt og mere med henblik på det praktiske end på det teoretiske. Man skal give agt på dens sigte og formål snarere end på enkelthederne, på dens argumenter snarere end på løsrevne udsagn. At beskæftige sig overdrevent med enkeltheder er, som når en landmåler, der har fået til opgave at kortlægge et område, fortaber sig i nøje at undersøge bladene i en skov eller jordbundens kemiske bestanddele og vender hjem uden at have udført sin opgave. Selv de mindste enkeltheder er vigtige, når de bedømmes i forhold til helheden. Men man må forstå, hvad Skriften som helhed sigter på, og hvordan hver bog og hvert afsnit af hver bog hænger sammen med helheden, for at hvert vers og hvert ord kan forstås rigtigt. Meditationen beskæftiger sig ikke blot med Skriftens ord, tekst og argumenter, men også med de kendsgerninger og sandheder, som studiet af den som helhed rummer, og med, hvordan de anvendes i kirkens og den enkeltes liv. Vi skal ikke blot begynde med Den Hellige Skrift og ud fra dette midtpunkt gå videre til at anvende dens lære på menneskelivet. Alt, hvad der sker i vores daglige liv, skal også tolkes i Skriftens lys. Verdens historie er et skatkammer af stof, hvorfra man altid kan hente nye eksempler på Skriftens lære. Selv om særlige timer og tider egner sig til særlige øvelser af denne art, er den meditation, der her er tale om, vedvarende. Den er ikke begrænset til andagtstimerne eller til bestemte anstrengelser, men er uadskillelig fra al den sande teologs tankevirksomhed (Sl 1,2).

C. Anfægtelse eller erfaring.

For teologien sigter mod et praktisk mål. Guds åbenbaring i Kristus er givet, for at fællesskabet mellem Gud og mennesket kan blive genoprettet. Kun den, hos hvem åbenbaringens mål er nået, og som virkeliggør det i sin egen erfaring, ved virkelig, hvad den er (Joh 7,17; Åb 2,17).

Denne anfægtelse eller erfaring er vedvarende og voksende. Menneskets kundskab om Gud i Kristus bliver uddybet og udvidet ved de frugter, som Guds enkelte ord og løfter bærer i hans eget liv, og ved at han nøje lægger mærke til lignende virkninger i andres liv. Det, der ellers er alment, bliver således særligt og personligt. Det, der ellers er abstrakt, bliver således konkret. Det, der ellers er fjernt, bliver bragt ind til hjertet og dybt indpræget der. Det er i kampen med livets prøvelser og fristelser, at Guds nåde bliver forherliget (2 Kor 12,9).

Det er i trængslernes skole, at man lærer at værdsætte rigdommen i Guds åbenbaring fuldere.