Marias fødsel (Matt 1,1–17)

Evangeliet på dagen for Marias fødsel, Matt 1,1–17

I dag fejrer man festen for den hellige jomfru Maria, at hun er født; og dertil har man læst begyndelsen af Matthæusevangeliet, som opregner slægtleddene af Jesu Kristi store forfædre, sådan som I nu har hørt. Men I ved, mine venner i Kristus, at den ære, man viser Guds moder, er præget meget dybt ind i menneskenes hjerter; ja, så dybt, at man ikke gerne hører nogen tale imod den, men kun vil gøre den mere og større. Nu lader vi det også ske, at man ærer hende, eftersom vi efter Sankt Paulus’ ord (Rom 12,10) skylder at komme hinanden i forkøbet med ære, for hans skyld, som bor i os, Jesus Kristus. Derfor skylder man også Maria ære. Men man må se til, at man ærer hende ret. Desværre er man, frygter jeg, kommet alt for dybt ind i den ære, så man sætter hende højere, end man bør.

Deraf er der nu kommet to skader. Den ene, at Kristus derved er blevet gjort ringe, idet man mere har sat hjerterne på Maria end på Kristus selv, så at Kristus ligesom er blevet stillet bagest ud i mørket og helt glemt.

Den anden skade, at man har glemt de fattige, de hellige her på jorden. Jeg lader det ske, at du holder meget af Maria og priser hende højt, men kun så vidt, at din gode mening ikke bryder ud og gør en lov deraf, så man skal ære hende sådan, ellers mister vi vor sjæls frelse. Derfor har Skriften heller ikke skrevet det mindste om hendes fødsel eller liv, for at man ikke skal sætte hjerterne på hende og hæve hende højere op, end man bør. Men alt sådan noget har munkene fundet på, som har villet prise kvindernes ære og dertil har brugt Maria, og de har måttet finde på så mange løgne for at stadfæste deres pjat; de har trukket Skriften ved håret hen på Maria og tvunget den derhen, hvor den ikke hører hjemme. For det evangelium, man læser i dag, handler om Kristi fødsel og ikke om Marias fødsel. Se, sådan er løgnene kommet til; og det kan på ingen måde tåles. Jeg tillader gerne, at man ærer hende, men sådan, at man ikke gør Skriften til løgn.

Ligeså har man også trukket dagens epistel (Ordsp 8) hen på hende, skønt den alene handler om den guddommelige visdom, som er Kristus, han, der har været til før verden, og i hvem alle ting er skabt. At man nu trækker disse ord hen på Guds moder, det er rent ud løgn og gudsbespottelse; derfor ville jeg ønske, at man lod hendes fester ligge, for der står intet om dem i Skriften; det går ikke an, at man vil trække Skriften derhen, hvor den ikke hører hjemme; det er ikke godt.

Så er dette nu det første afbræk og den første skade, at man med den dybe ære for Guds moder har svækket Kristi ære og erkendelsen af ham, skønt vi dog har navn af Kristus og hedder kristne, fordi vi alene skal hænge ved ham og være Guds børn og arvinger ved ham. For ved hans blod er vi alle sammen renset fra synder og sat ind i de himmelske goder (Rom 3,25). Er det sådan, og det er det visselig, så er vi jo lige så hellige som Maria og de andre hellige, hvor store de end er, når blot vi tror på Kristus; for denne tro gør os alle til søstre og brødre, også Maria selv. Men at hun har fået en større nåde, det er ikke sket af hendes egen fortjeneste, men af Guds barmhjertighed, for vi kan ikke alle være Guds moder. Ellers er hun os lig og har lige så vel som vi måttet komme til nåde ved Kristi blod. Så kan I nu selv bedømme, hvor langt vi skal strække de helliges ære: nemlig sådan, at vi ikke gør Kristus noget afbræk. Det sker, når vi tager imod hans blod og lidelse og alene sætter vort hjerte på det og ikke på nogen anden helgen. Ær derfor Guds moder kun så vidt, at du ikke bliver stående ved hende, men trænger igennem til Gud og sætter dit hjerte dér, og at du ikke stiller Kristus ud af midten, og at du ved, at vi i ham alle sammen er brødre og søstre, eftersom han selv siger, at han er vores bror.

Den anden skade, som følger af den dybe ære for Guds moder, rammer de kristne: at man løfter øjnene mod himlen og laver en masse jamren og imens glemmer de hellige, som er her på jorden. Jeg forbyder dig ikke at ære de hellige i himlen; men alligevel ville jeg, at der blev gjort en forskel her, så du ved, hvilke det er befalet dig at ære. For de hellige, som er taget bort fra dette liv, dem er det slet ikke befalet dig at ære nogen af; men de, som er her, dem er det befalet dig at ære, de levende kristne her på jorden, som er de rette hellige, sådan som Paulus siger til Timotheus (1 Tim 5,9–10): «Man skal optage en enke, som har været én mands hustru og har godt ry og har opdraget sine børn vel, som har vasket de helliges fødder osv.» Se, her kalder Paulus de fromme kristne, som lever her på jorden, for hellige; dem vil Gud, at man skal vise ære, og det vil han også se på med velbehag; sådan som Kristus vil sige på den yderste dag: «Alt hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, har I gjort mod mig» (Matt 25,40). Og det er også de venner, som vi skal skaffe os ved den uretfærdige mammon (Luk 16,9). Dem skal man ære: give de fattige en hjælp af sit gods, lære de uvidende sandheden og hvad der ellers er af gerninger, hvormed man kan hjælpe dem; derfor siger Sankt Paulus også til romerne (12,13): «Hjælp de hellige i deres nød.»

Denne ære har man skaffet af vejen med jamren og ære for de hellige deroppe i himlen: man har stiftet så mange kirker og altre og sat så meget narreværk i gang, at når man ser på dem i lyset, er det netop de ting, der intet er befalet om. Dér har man bygget Sankt Peter en kirke, dér Sankt Paulus, dér Sankt Katharina, dér Vor Frue, dér Sankt Nikolaus, dér Sankt Thomas, og til sidst er det kommet dertil, at næsten hver eneste krog er fyldt med kirker. Hvad skal de hellige i himlen med vores kirker? Se, for det gods kunne man have hjulpet fattige jomfruer til at blive gift og stiftet andre, kostbarere og mere nødvendige gerninger. Det er nu alt sammen blevet forsømt på grund af de helliges ære og tjeneste. Derfor har jeg sagt: Jeg forbyder dig ikke at ære dem; men alligevel ville jeg, at du gjorde forskellen og vidste, at du gør mere ved at gøre noget for din næste, end når du bygger gyldne kirker. Og efter disse gerninger vil Gud også dømme; når vi kommer og ikke har gjort de fattige noget godt og roser os: «Åh, jeg har bygget en kirke,» ja, hvilket stort hul har jeg ikke lavet i himlen! så vil Gud sige: «Hvem har bedt dig om det?» Siger du så: «Jeg mente det godt, og jeg syntes, det skulle behage dig,» så vil Gud svare: «Sådan synes jeg ikke, det er godt.» Så har han mistet alle sine udgifter, al sin møje og al sin tillid. Se, derfor skal man jo skelne godt mellem ære for de hellige, som lever, og for dem, som er døde, ligesom mellem ædelsten og træ, og I skal lære, at man fortjener mere, når man giver de fattige én gylden, end når man giver de hellige hundrede. Det synes os nu at være fremmed; det kommer af, at man er kommet for dybt ind i ære for de hellige. Derfor må man lære og drive det, så falder det nok bort.

«Ja,» siger de, «der er dog mange hellige, som har vist sig, som Sankt Laurentius med risten, han har trådt Djævelen ned»; sådan som man prædiker i Merseburg om en biskop, hvis synder, som Djævelen havde lagt på vægten, vejede langt tungere end hans gode gerninger; så skulle Sankt Laurentius være kommet til syne med en kalk, som biskoppen havde ladet gøre til hans ære, og have kastet den på vægten, så at de gode gerninger vejede tungere end de onde. Sådant digt, sådanne drømme og løgne må de høre, som ikke har villet høre sandheden. Jeg tror nok, det snarere har været Djævelen end Sankt Laurentius. Vogt jer derfor for, at de ikke bedrager eller forfører jer med sådanne fabler og løgnehistorier. Her må I nu selv dømme. For I har intet bud om, at man skal bygge kirker; men at hjælpe de fattige, det er os befalet. Og det er de venner, som Kristus taler om hos Lukas (16,9), der skal tage imod os i de evige boliger.

Her må jeg sige noget om den sang, man kalder Salve Regina, som er en stor gudsbespottelse; for sådan lyder den: «Vær hilset, du barmhjertighedens dronning, vort liv, vor sødme og vort håb.» Er det ikke for meget? Hvem vil stå til ansvar for, at hun skal være vort liv, vor sødme og vor barmhjertighed, når hun dog lader sig nøje med at være et fattigt redskab og, som hun selv siger, Herrens tjenerinde? Nu, den bøn synger man i hele verden og ringer med store klokker til, og det er desværre kommet dertil, at der næsten ikke findes en kirke, hvor der ikke er stiftet rigeligt til at synge Salve Regina. [Salve Regina (latin «Vær hilset, dronning») og Regina coeli («Himlens dronning») er middelalderlige antifoner til Maria.]

Sådan er det også med Regina coeli; den er heller ikke meget bedre, for dér kalder man hende himlens dronning. Er det ikke en vanære mod Kristus, at man tillægger en skabning det, som dog alene tilhører og tilkommer Gud? Lad derfor være med de ugudelige og ukristelige ord. Gerne vil jeg have Maria til at bede for mig; men at hun skal være min trøst og mit liv, det vil jeg ikke. Din bøn er mig også lige så kær som hendes. Hvorfor det? Fordi når du tror, at Kristus lige så vel bor i dig som i hende, så kan du hjælpe mig lige så godt som hun.

Hold derfor de kære helliges ære, sådan som vi skylder at ære hinanden som Guds børn; dog sådan at man vogter sig for de to skader, så man ikke formørker Kristus, men lader ham være vort liv og vor trøst; og ær dem sådan, at du hellere giver hundrede penninge her til de levende end én dertil. For du bliver ikke fordømt, om du aldrig nogen sinde viser Maria nogen ære, ja, om du aldrig nogen sinde tænker på hende; men her, når du forsømmer de hellige her på jorden, så bliver du fordømt. For her har du et Guds bud, dér har du intet. Her må du kaste dig ned og sige: «Min kære bror, du er min bror, men alligevel skal jeg lægge mig ned under dig, eftersom du er mere end jeg.» Sådan skulle man også have holdt de hellige i himlen, nemlig for Guds børn og vore søstre og brødre; så var Skriften blevet i sin værdighed.

Men nu er de letsindige ånder faldet til og har set op over sig og gjort de hellige rent til guder; havde de derimod været kristne hjerter, som havde smagt og følt troen, så havde de sagt sådan: «Se, jeg har én dåb med dig, én tro, én Gud, én Kristus, som Sankt Paulus siger til efeserne (4,5); derfor må du være min bror; så vil jeg nu holde dig for Guds barn og lægge mig under dine fødder.» Og det samme havde de gjort til gengæld. For hvis de endnu i dag gik her på jorden, ville de ikke være så hovmodige; de ville lægge sig under fødderne på mig og på enhver og holde dem for herrer, fordi Kristus lige så vel bor i os som i dem. For sådan har Kristus befalet os: «Den, som vil regnes for mægtig blandt jer, skal være jeres tjener, og den, som vil være den fornemste, skal være jeres træl.» Og han stiller sig selv frem som eksempel og siger: «Ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit liv som løsesum for mange» (Matt 20,26–28). Det har han også gjort: han er gået omkring blandt sine disciple, har tjent dem ved bordet, skænket i, lagt brød for dem, vasket deres fødder og holdt dem for herrer; for de var Guds børn. Ja, han har endda regnet sig selv for den allerringeste og ladet sig ned på det allerdybeste, som Sankt Paulus viser det i Filipperbrevet (2,7). Ligesom han nu har tjent os alle sammen og været vores træl, har givet sit blod og kød for os og lagt vore synder på sig og tjent os både med sit liv og med sin død, sådan skulle det også være, at den ene kristne tjente den anden og holdt ham for sin herre og ærede ham.

Se, dér har I nu Guds moders ære: at hun er et særligt Guds barn, udrustet eller benådet frem for alle kvinder, og vi vil også kalde hende en nådig frue, en Guds moder, og sætte hende i den ære, som Gud har sat hende i. Men at vi skulle gøre hende til en afgudinde, det vil vi ikke og skal vi ikke. Som talsmand vil vi ikke have hende, men som forbeder vil vi gerne have hende, ligesom de andre hellige. Men man har sat hende over alle englenes kor og har dermed vist hendes kære barn vanære og gjort ham afbræk; det er uret. Lad hende derfor blive i den ære, der tilkommer hende, og hold hende for Guds barn, og se mere til de hellige, som lever her; løb ikke hid og did på valfart til Grimmenthal, til Eichen, til Birnbaum, til Einsiedeln, til Sternberg og hvad alle de steder hedder; men løb ind i din nabos hus, han som trænger til dig; og hvad du ville give dér, det skal du give her: dermed gør du noget, som behager Gud og Kristus. Nok om det; nu vil vi også sige lidt om evangeliet. Sådan begynder Matthæus sit evangelium og siger:

Dette er bogen om Jesu Kristi fødsel, han som er Davids søn, Abrahams søn.

Det er forordet, hvori han samler, hvad han har i sinde, nemlig at skrive om Jesus Kristus; og han opregner toogfyrre slægtled fra Abraham og frem til Kristus og deler dem i tre stykker, nemlig i patriarker, konger eller fyrster og i dem, der kom senere, da Davids slægt begyndte at gå tilbage. Sådan fører han linjen og slægtleddene fra Abraham og frem til Josef; dér vender han tungen og siger ikke: «Josef fik Kristus», men: «Jakob fik Josef, Marias mand, af hvem Jesus er født, han som kaldes Kristus.»

For det første skal man ved Kristi slægtslinje lægge mærke til, at evangelisten dér nævner fire kvinder, som har et meget dårligt ry i Skriften, nemlig Tamar, Rahab, Rut og Batseba. Men de kvinder, der har et godt ry, som Sara, Rebekka, Lea og Rakel, dem tier han om. Hieronymus og andre har nu brudt hovedet med, hvorfor det er sket. Jeg mener, at det er sket, fordi de har været synderinder, og fordi Kristus også har villet fødes i den store slægt, hvor der er horer og skurke; dermed viser han, hvilken kærlighed han bærer til synderne. For den rette hellighed: jo helligere den er, jo nærmere gør den sig til synderne. Det er nu det, at han slår sig ned og stikker sig midt ind i syndernes slægt og slet ikke skammer sig over dem, ja, han lader dem stå i sit register og lader dem synge fra alteret for hele verden. Havde Kristus været en farisæer, havde han ikke rost sig meget af dem; nej, de havde måttet stinke for ham, og han havde rynket på næsen; men fordi han var hellig, måtte de også regnes op her blandt hans formødre. Det er nu sket (som sagt), for at han kunne vise, at han er de fattige syndere god, så samvittigheden kan læne sig op ad ham og sige: «Ak, Kristus er sådan en mand, som ikke skammer sig over synderne; ja, han fører dem i sit register.»

Gør Herren nu dette her, så skal vi heller ikke foragte nogen; for ellers kunne han godt have nævnt de fromme, ærbare kvinder, som Sara, Rebekka, Lea og Rakel. Nu, hvis nogen i gamle dage havde villet foragte disse kvinder, der nævnes her, så havde Gud sagt: «Vov ikke på det, lad dem være i fred for mig; jeg vil bringe dem til den ære, som de fromme ikke skal nå.» Og det er også sket; for de har siden født store patriarker og er kommet ind i Kristi slægtslinje og er blevet hans formødre, så vi nu må sige: nådige frue Rahab, nådige frue Rut. Denne Rut var en hedning af Moabs slægt; alligevel gjorde Gud hende den ære, at han tog hende ind i sin slægt. Deraf skal vi se Guds venlighed og nåde, som han bærer over for synderne, så han ikke foragter dem; og dernæst passe på, at vi også følger ham efter og ikke skammer os, men fletter os midt ind blandt synderne og hjælper dem, som I ofte har hørt.

Ligeså var nogle af kongerne fromme, som David, Josija og Hizkija; nogle var onde skurke, og det endda de fleste, som Rehabeam og andre. Manasse var en ond konge, der dræbte profeterne og lod Esajas save over med en sav, og som også fyldte den hellige stad Jerusalem med blod helt op til randen; alligevel er han kommet ind i Kristi slægtslinje. Hvilke onde skurke kongerne til dels har været, finder man i Kongebøgerne og i Krønikebøgerne. Så ser I nu, hvordan Kristus har taget dem alle på sig og dækket over deres synder; og ligesom han gør med dem, sådan vil han også dække over vore synder. Det er nu et eksempel og et sakramente eller en hemmelighed, at Kristus så venligt tager sig af syndere.

Her regnes hele toogfyrre af Kristi forfædres slægtled op, og det har også sin skjulte betydning; for tallet toogfyrre er overmåde almindeligt i Skriften og peger på dette: Israels børn har slået lejr eller rejst toogfyrre gange på vejen fra Egypten, sådan som Moses beskriver det. Dermed viser han, hvordan et kristent liv vokser. Derfor sætter evangelisten også her Kristus til ende og begyndelse: at mennesket bliver født toogfyrre gange, før det kommer ind i Kristus. Begyndelsen er i Abraham, væksten i Isak og så fremdeles, indtil man kommer ind i Kristus. Så er summen nu den: Den, som vil blive frelst og komme til Kristus, må nok gøre toogfyrre spring; så mange gange må han brydes og fødes på ny, indtil han kommer til Kristus, og hver gang han er blevet brudt én gang, er han gået et slægtled videre. Til tider, når korset er så stort, som når døden kommer, kan han nok rive sig igennem alle slægtleddene, så vi i ét spring kommer til Kristus; og derfor står Kristus til sidst. For alt, hvad der er af den gamle Adam, må dræbes og brydes.

Man burde også her tale om fødslen, hvis vi havde tid, nemlig at Kristus her alene er født ren, men vi alle i synd af mand og kvinde, han alene uden mand, af en jomfru, så at alene hans fødsel forbliver ren, for at vi alle igen kan fødes og blive rene ved ham og alene tage imod hans rene fødsel. For lige så lidt som rene jomfruer bærer børn, lige så lidt er der rene fødsler blandt menneskene på jorden. Nu er der ikke mere end én jomfru, som har båret og født et barn uden nogen mands medvirken; derfor er der også kun én ren fødsel og ét rent menneske, og det er Jesus Kristus: han gør også vor fødsel ren; ham vil vi tage imod og ingen anden. Herom har vi sagt mere andetsteds i postillen. Lad os nu lade det blive ved det og påkalde Gud om nåde.