Korsets ophøjelse (Joh 12,31–36)

Evangeliet på dagen for Kristi kors’ ophøjelse, Joh 12,31–36

Dette evangelium er allerede udlagt i Philipp Melanchthons Annotationes, som vi, om Gud vil, snart vil lade udgå på tysk; derfor er det unødvendigt at gentage det her; den, der vil have det, kan selv søge det dér. Nu vil vi her sætte, hvad dr. Martin Luther engang har prædiket om det hellige kors. [Indledningen er udgiverens, ikke Luthers. Melanchthons «Anmærkninger» til Johannesevangeliet udkom 1523.]

Om Kristi kors

Vi må tale lidt om dagens fest for det hellige kors, fordi der er udsprunget et stort misbrug af den. Man kalder festen det hellige kors’ ophøjelse, og den er kommet af, at kejser Heraklius førte korset i sit banner, da han overvandt kongen af Persien og drog hjem med stor pragt og tilskrev det hellige kors sejren; derfor er festen blevet indstiftet.

Nu ved I jo, at i alle ting, som angår Gud, har den onde ånd altid villet efterabe Gud og gøre ligeså, så intet er for stort for Djævelen; det har han også villet gøre efter og således trække folk bort fra den rette vej, hen til misbrug og narrestreger. Det ser vi her ved det hellige kors, også ved Guds kære helgener, ja, også ved hans hellige navn; som I jo ved og nylig også har hørt, har Gud befalet os at ære helgenerne: Da har Djævelen lavet et blændværk for os og fået os til at løfte øjnene i vejret, så vi er faldet hen på de døde helgener og har glemt de levende. Det samme har han her anrettet for os med det hellige kors. Vi vil først se på de misbrug, som er fulgt deraf; derefter også sige lidt om den rette brug.

For det første: Kristus har båret sit kors, det vil sige det træ, som han døde på for alle vore synder og for hele verdens synder, som Johannes siger (1 Joh 2,2). Det kors, som Kristus har båret, er ikke befalet os at bære; der følger heller ingen stor løn med, selv om man bærer det; men vort eget kors skal vi bære, som Herren selv siger hos Matthæus (Matt 16,24): «Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.» Derfor er dette det første misbrug, at man stifter kirker for det træ, som Kristus har hængt på, og yder det anden udvortes ære med guld, sølv og ædle stene, endda til overflod, sådan som stiftet for tornekronen er stiftet her i Wittenberg, og der er lagt mange renter og indtægter dertil; det er hverken den rette brug eller den rette ære. Nu, at man ville træde det hellige kors under fødder, det var ikke godt. At man ærer det, er nok fint; men at man vil falde hen på det, stifte kirker for det, sætte sjælens frelse i det og lade det rette kors, og hvad der er mere nødvendigt, ligge til side, det er ikke ret.

Men herfra er misbruget kommet, at hvor man har kunnet få fat i et lille stykke af det hellige kors, dér er sølv og guld fløjet til, dér har man stiftet kirker for det og imens ladet de fattige sidde. Derfra er afladsnarrene kommet, biskopperne, og de har givet aflad dertil, for at de kunne få folk til at gabe op, så de løb til; og derfra kommer så valfarterne. Så har Gud også givet sin nåde dertil, at man somme tider har hugget en spån af en galge og tilbedt den som det hellige kors; for der er så mange stykker af det i verden, at man kunne bygge et hus af dem, hvis man havde dem alle; ligesom Sankt Barbaras hoved findes så mange steder, at hun, når man regner efter, næsten har haft syv hoveder; og så har man med orgler, sang, lære og piber anrettet et sådant postyr, at der ingen måde har været på det.

Således har Gud forblindet os; for som vi søger ham, sådan finder han os igen. Vil vi være narre, så lader han os også blive narre. Således opfyldes Sankt Paulus’ ord til thessalonikerne (2 Thess 2,10–12): «Fordi de ikke har taget imod kærligheden til sandheden, så de kunne blive frelst, derfor sender Gud dem kraftig vildfarelse, så de tror løgnen, for at alle de skal dømmes, som ikke har troet sandheden, men fandt glæde i uretfærdigheden.» Netop sådan er det gået. For når man prædiker, at man skal hjælpe de fattige, hvem der har brug for det, hvad enten det gælder legeme, hustru, børn eller tyende, så er det gået ind ad det ene øre og ud ad det andet. Således lader vi det ligge, som Guds bud trænger på, som Guds øjne ser hen til, og som hans gerninger sigter mod, og følger vort eget forgodtbefindende og narreværk; derfor plager Gud os også, så vi må tage imod løgne, tjene afguder, tilbede sten og træ, fordi vi ikke agter det andet, som Paulus siger til Timotheus (2 Tim 4,3–4): «Der skal komme en tid, da de ikke vil tåle den sunde lære, men efter deres egne lyster vil de dynge lærere op for sig selv, efter som det klør dem i ørerne; og de vil vende ørerne bort fra sandheden og vende sig til fabler.»

Mærk derfor, at dette er det første misbrug, at man smykker træet sådan, og tænk på, at du gør langt mere ved at give fattige folk ti groschen end ved at give tyve gylden hertil. For Gud er det ligegyldigt, selv om du slet ikke smykker det udvortes; ja, om man slet ikke havde noget af det, var det lige meget, når du blot bærer det i hjertet. Derfor ville jeg ønske, at ingen tornekrone, ja, intet helligt kors nogensinde var kommet frem, for det sørgelige misbrugs skyld; for så falder folk hen på det og smykker det med guld og sølv og lader de fattige sidde ved siden af. Derfor, hvis man skænkede mig et stykke af det hellige kors, og det stod i min magt, ville jeg straks lægge det et sted, hvor solen ikke skulle skinne meget på det, alene fordi mennesket er så stærkt tilbøjeligt til misbrug og således plumper ind i det, giver til det og forsømmer de fattige ved siden af sig.

Hvad jeg nu har sagt om det hellige kors, det vil jeg have sagt om alle relikvier. For relikvier er intet andet end en forførelse af de troende; derfor bare ned under jorden med dem! Det har også Vigilantius skrevet om. Imod ham har Hieronymus kastet sig hårdt, så jeg ville ønske, han havde ladet det være. Og hvis Vigilantius’ bog fandtes, ligesom Hieronymus’, tror jeg, han ville have skrevet langt mere kristeligt om det end Hieronymus. [Vigilantius, præst i Gallien omkring år 400, angreb relikviedyrkelsen; hans skrift kendes kun fra Hieronymus’ stridsskrift mod ham.] Det er nok sandt, at helgenernes ben er hellige; men at falde hen på dem og anrette sådant narreværk, ja, gudsbespottelse med dem og derved foragte næsten, det er en ukristelig handel. Derfor ville jeg ønske, at det lå under jorden, så misbrugene kunne blive borte og kærlighedens gerninger komme frem. Kan man da aldrig få blindheden ud af øjnene på os, så vi kan skelne, hvad der er bedre, og hvad der ikke er? Den fattige er der, i ham lever Guds ord, legeme og sjæl er sammen, det er en levende helligdom; ham forlader man og løber derhen og forgylder et dødningeben. Ak, hvor blinde og afsindige er vi, at vi foragter evangeliets høje helligdom så! For hvad kan Sankt Peter have mere, efter at han er en kristen, end jeg eller du? Han kan nok have haft flere gaver og gjort flere kraftige gerninger; men den tro, han har, er lige så vel rettet mod Herren Kristus som vor, den har netop den samme Kristus og netop den samme Ånd, som vi har, hvis vi ellers tror. Åh, hvorfor vil jeg så overlade den til en anden? Derfor skal man mærke sig dette, at man lægger alt blændværk og al ære for de døde bort og agter det som malm, og at man skatter den ære, man viser næsten, som guld og ædelsten, så du således kan skelne det ene fra det andet, og jo fattigere han er, jo mere skal du hjælpe. Således kan I nu nok mærke, hvad I skal mene om klostrene, som kommer og laver blændværket og får folk til at gabe op, idet den ene hæver Frans højt, den anden Augustin, den tredje Benedikt, skønt intet af det er os befalet. Så meget om det første misbrug.

Dernæst er der kommet endnu et misbrug ved Thomas Aquinas, som man maler med duen ved øret. Ja, jeg mener, det var en ung djævel [duen ved hans øre], det med, at man skal tilbede; og han har fremført stor klogskab med dulia, hyperdulia og hvad der mere er af den slags [latin: ærbødighed (for helgenerne), højere ærbødighed (for Maria); skolastikkens skel mellem tilbedelse og ære], og siger, at man skal tilbede det, men dog for så vidt som man knytter ham, der er i himlen, sammen med det, som maleren har malet. Ja, knyt det også til Djævelen, og tilbed ham også! Det er små ord, som man fører folk vild med. For hvordan skal en menig mand nå så vidt, at han således per relationes [ved henføringer] drager sig op og knytter Kristus dertil? Det er ikke muligt. Derfor burde man skaffe al forargelse af vejen og alene lære den blotte tro. Derfor ville jeg ønske, at man væltede alle de kors omkuld, som sådan har svedt og blødt, hvorfra valfarterne og blændværket er kommet op, som har skabt så stor en vildfarelse og et så stort misbrug; bare bort med dem for Djævelen! For det udretter intet godt, som vi nu, Gud ske lov, har erfaret.

Nu vil vi også søge det hellige kors’ rette finding og ophøjelse. [Luther spiller på festerne for korsets finding (3. maj) og korsets ophøjelse (14. september).] Kristus har jo befalet, at enhver skal finde og ophøje sit eget kors, som han fandt sit; det skal du hellige, som han har helliget sit med kød og blod. Men hvor finder du det? Du behøver ikke at tage en spade i hånden og grave dybt efter det, ikke ride til Jerusalem; nej, at finde er at erkende. Når Gud sender mig en ulykke, hvad enten det er sygdom eller skade på legeme eller gods forvoldt af onde mennesker, så grav dér, så du finder, det vil sige: Se til, at du erkender det. Når du ved, at det er Gud, der har tilføjet dig det, så har du fundet det med hjertet; Gud lægger mere vægt på denne finding, end om man bar det frem på diamanter eller smaragder. Men det kaldes et kors, når det for det første er en lidelse og gør ondt, dernæst bæres med vanære og skam; sådan som Kristi lidelse jo var med stor vanære. For ingen kunne prise den, ja, enhver spottede ham og sagde: «Andre har han hjulpet, lad ham nu hjælpe sig selv!» Det er også et sandt kors – dér lægger han ikke hvem som helst op på korset –, når jeg står og lider og ikke har nogen, der trøster mig; men det er endnu et ringe kors; nej, når jeg står og lider, og alle folk synger, springer og siger dertil: «Det er ham ret sket, ja, han havde fortjent endnu mere», sådan som det skete med apostlene. Det er det rette, sande kors, at være forladt således, både af menneskene og af Gud.

Dér raser de rette storme i Salmerne. Som når David siger (Sl 25,16–17): «Vend dig til mig og vær mig nådig, for jeg er ensom og elendig. Mit hjertes angst er stor; før mig ud af mine trængsler.» Og i en anden salme (Sl 142,5) siger han: «Se til højre og se: Der er ingen, der kender mig, for min flugt er tabt, ingen spørger efter min sjæl.» Salmerne er fulde, fulde af den slags jammer og skrig. Og det er det rette kors. Derfor er de andre ting nok lidelser, som at ligge i møje og være syg; men de er ikke det rette kors. For det rette kors må have vanære og spot med sig sammen med lidelsen. Det ligger nu dybt begravet; man graver det også kun frem med hjertet. Men så finder man det, når man erkender, at Gud har lagt det på. Som når paven farer til, fordømmer og brænder de rette kristne (som han jo allerede begynder på), som om de var Djævelens egne, og hele verden falder til og siger, at det er sket dem ret, og at Gud er med dem og Djævelen med os: Så går det rigtigt til, sådan som det skal gå. Det vil Gud så vende om og sige: «I har ret, de har uret.»

Det ser kød og blod nu ikke; men ånden ser det godt, den erkender, at det er ret, selv om hele verden spotter, håner og giver uret. Det er hellige ånder og dybt oplyste, som erkender og bærer korset sådan; men dem er der meget få af; derfor kaldes det at finde korset i hjertet, at verdens skændselsbillede går over os, så vi begynder at synge de små sange i Salmerne: «Jeg er alene; jeg er elendig og forladt.» (Sl 70,6; 86,1.) Men sådan en vanære og skam varer ikke længe; om ganske kort tid ser vi det modsatte. Sådan gik det med Kristus: Da han hang på korset, stod hele verden imod ham, han blev hånet og spottet og dertil forladt af alle skabninger; men snart vendte spillet sig, da han knap var død, og alle skabninger måtte dér vidne om hans uskyld for hele verden. Solen mistede sit skin, månen blev bleg, jorden skælvede, gravene åbnede sig, de døde gik omkring blandt folk, jøderne gik tilbage til byen og slog sig for brystet, hedningen, officeren, bekendte frit: «Denne er sandelig Guds Søn»; forhænget i templet flængedes midt over, og hvad der ellers skete af undere dér. Alt det er skrevet os til trøst, for at også vi skal tænke, når vi står i korset, at det ikke vil vare længe.

Det kaldes at finde korset. Derefter følger korsets ophøjelse. Når det nu er fundet, så må man også ophøje det: ikke som kejser Heraklius eller stationsprædikanterne, som går omkring med krisma og andet narreværk [«Stationirer»: de omrejsende, der samlede penge ind med relikvier og aflad], men når vi i hjertet erkender, at Gud har lagt det på os af nådig vilje, så vi takker ham for det og priser ham, så du velsigner og lover Gud i korset. Men det går ganske skjult til, ikke som Heraklius, der i dag med stor pragt er redet ind i Jerusalem; det er intet; nej, når du gør det alene for Gud, så ingen ser det, som Paulus (ApG 16,25), der lovede og priste Gud i fængslet sammen med Silas; og apostlene, der takkede og priste Gud, fordi de var blevet værdige til at lide for Kristi navns skyld (ApG 5,41). Det går nu ikke udvortes til, men indvortes: Det udvortes giver penge, ligesom stationerne; det indvortes priser Gud og smykker himlen. Derfor er det hellige kors på rette vis fundet og ophøjet, når du kender det og er i troen og takker Gud for, at han har lagt det på dig; så helliger du det med hjertet, som Kristus har helliget sit. Kristi blod og lidelse har helliget dig; så går du til og helliger på den måde dit kors med dit hjerte, når du villigt og venligt tager imod det, som Gud tilføjer dig.

Da sker det så, at det, som var det mest foragtede for verden, bliver ærefuldt, stort og velbehageligt for Gud, ja, til sidst også lovet og prist for verden; sådan som det også var med Kristi kors. Det var heller ikke i ære fra begyndelsen, som det er nu; det gik til, ligesom når man hænger en i den lyse galge eller lægger ham på hjul og stejle. Dog er det nu kommet dertil, at det er lutter ære, og al skammen er glemt. Således også nu med vort kors: Mens vi endnu sidder i det, er det nok mere skammeligt end hjul og galge; men når man har båret det således i troen, så bliver det lige så kostbart, som Kristi kors nu er, og som hans nu er åbenbart, sådan skal vort også blive åbenbart.

Nu er der endnu én ting tilbage. Når korset således er fundet, ophøjet og helliget, så må man følge Kristus deri. Ligesom Kristus har båret sin lidelse ganske og aldeles for intet, ikke for sin egen skyld, men for vor, sådan må også du gøre og følge ham: lide ganske og aldeles for intet og ikke have et skalkeøje, så jeg søger mit rygte og min ros deri, men til gavn for næsten, for at evangeliet kan komme frem, så man også følger efter dig, som du følger efter Kristus, og tager et godt eksempel af dig, så at det alt sammen går for sig i kærligheden.

Så meget være sagt om det hellige kors. Jeg ville også have prædiket noget om evangeliet, men tiden er blevet for kort; dog synes jeg, at også dette har været nødvendigt. Lad os påkalde Gud om nåde.