3. søndag i fasten (Ef 5,1–9)

Epistlen på 3. søndag i fasten, Ef 5,1–9

Dette er et formaningsbrev, sådan som apostlen har for skik i sine epistler, for at sørge for de kristne, så de ikke bliver sløve og dovne, men med gerningen, det vil sige med troens frugter, beviser og ærer det Ord, som de har lært af ham, til forbedring for alle hedninger og vantro, så de ikke skal tage anstød af Kristi lære.

Og for det første, fordi vi er blevet Guds børn ved Kristus, formaner han os til at følge en sådan Far efter som kære børn; han bruger de bedste og sødeste ord, idet han kalder os de kære børn, for at vi skal lade os tilskynde af Faderens kærlighed til også selv at elske sådan, som han har elsket os. Men hvordan har han elsket os? Ikke alene på den almindelige måde, at han her i tiden giver os uværdige føde sammen med alle ugudelige på jorden og lader sin sol stå op over gode og onde og lader det regne over taknemmelige og utaknemmelige, hvorom Kristus siger i Matt 5,48: «I skal da være fuldkomne, ligesom jeres himmelske Far er fuldkommen»; men også på den særlige måde, at han har givet sin Søn for os, Joh 3,16, og således har overøst os både med timelige og evige goder og med sit eget væsen og ganske udøst sig selv med alt, hvad han er, har og formår, over os, der var syndere, uværdige, fjender og Djævelens tjenere, så han ikke kan gøre eller give os mere.

Den, der nu foragter en sådan guddommelig kærlighedens ild (som fylder himmel og jord og dog ikke kan fattes) og ikke lader sig antænde og tilskynde af den til kærlighed mod sin næste, hvad enten han er fjende eller ven, han bliver visselig aldrig retskaffen og kommer aldrig til kærligheden ved lov eller bud, lære, tilskyndelse eller tvang.

«Vandr i kærlighed» (siger han), så vores ydre liv skal være lutter kærlighed. Men i en sådan kærlighed, ikke som verden elsker, der søger sit eget i kærligheden og elsker, så længe der er vinding og nytte at hente; men ligesom Kristus har elsket os, han, der ikke har søgt vinding eller nytte hos os, men har givet sig selv for os (for ikke at tale om alle hans andre goder, som han giver os dagligt), og har givet sig sådan, at han blev et offer og en gave for os for at forsone Gud og vinde os til Guds ejendom og gøre os til Guds børn osv.

Sådan skal også vi give, låne og lade vores gods tage, og ikke alene for vennerne, men også for fjenderne; og ikke blive stående ved det, men også give os selv i døden både for venner og fjender og ikke tænke på andet end, hvordan vi blot kan tjene andre og være dem til nytte med liv og gods her i livet, eftersom vi ved, at Kristus er vores og har givet os alt.

Ordet, hvor han siger: «Gud til en liflig duft», har Sankt Paulus taget fra Det Gamle Testamente, hvor de legemlige ofre beskrives, at de var en liflig duft for Gud, det vil sige, de var behagelige og velbehagelige for ham; men ikke for gerningens og offerets egen skyld, sådan som jøderne mente og blev revset af alle profeterne for det; men for den kommende Kristi skyld, det sande offer, som alle ofre var rettet imod og indbefattet i.

Som om Sankt Paulus ville sige: Alle Det Gamle Testamentes ofre er forbi, og nu gælder ikke ét eneste mere end det ene, Kristus selv; han dufter lifligt, det vil sige, Gud har ham kær og tager gerne imod ham, for at også vi kan være visse på, at dette offer er velbehageligt for Gud på vores vegne. Derfor findes der heller ikke mere noget offer i kristenheden, som kan ofres for os, uden dette ene, som er sket én gang. Skønt også vi efter eksemplet ofrer vores legemer, Rom 12,1, så ofrer vi dog ikke dette offer for os selv eller for nogen anden; for det tilkommer alene det ene offer, Kristus. Derfor lugter alle ofre ilde og stinker, som man bringer i den mening, at de ofres for os eller for at forlade vores synder; mere om det et andet sted.

«Men utugt og al urenhed eller gerrighed må man ikke sige om jer, sådan som det sømmer sig for hellige.»

Urenhed ud over utugten betyder al kødelig lyst uden for ægteskabet, som han ikke vil nævne ved navn på grund af dens urenhed, sådan som han gør i Rom 1,26f., hvor han taler groft om det. Dog skal der også i ægteskabet holdes måde blandt de kristne: det skal være en ægteskabelig pligt, som kræves og ydes af nød for at undgå ukyskhed og urenhed, eftersom det herefter ikke ret ofte kan ske, at man alene kommer sammen for at få afkom, hvilket var det bedste og egentlig burde være det rette.

Han siger, at sådanne ting ikke skulle siges om dem. For det vil vel blive ved at ske blandt de kristne, at nogle svage falder; men da skal man gribe ind, straffe, forbedre, hindre det og ikke lade det gå, men igen dække til og hele, for at hedningerne ikke skal tage anstød og sige: «De kristne tåler sådan en last blandt sig, og det er deres væsen, sådan som det går til blandt hedningerne», som vi hørte i den forrige epistel. For at nogle blandt dem falder, må man bære, når blot flokken gør det rette og ikke tåler eller lærer sådan noget, men straffer og forbedrer det. Sådan lærer Sankt Paulus i Gal 6,1, at de med sagtmodighed skal vejlede dem, der falder; og dog skælder han korintherne ud, fordi de lod synden være ustraffet, 1 Kor 5,2. For en straffet synd er som ingen synd, og man kan ikke sige noget skændigt om den.

Sådan skal man også forstå, at gerrigheden ikke skal siges om de kristne; det vil sige, selv om nogle var gerrige, og den ene tog fordel af den anden eller kivedes om timeligt gods ligesom dem i Korinth, 1 Kor 6,1, så skal det dog ikke blive ustraffet og uforbedret, men evangeliets lære skal holdes frit oppe på stedet og i flokken; sådan som han siger i 2 Kor 6,3: «for at vores embede ikke skal blive spottet».

Dette siger jeg for deres skyld, som, så snart de ser, at ikke alle kristne er lutter hellighed, men somme tider snubler og falder, mener, at der ingen kristne er, og at evangeliet er tabt og forgæves; som om det kristne liv allerede var over bjerget og lutter sejr og triumf over synden; skønt det dog snarere er en strid og en kamp. Men hvor der er strid og kamp, der må jo også nogle flygte, nogle blive såret, nogle falde, nogle endog blive slået ihjel. For krig går ikke af uden skade, hvor det er en rigtig krig.

Men han giver grunden til, at det ikke klinger godt at høre sådan noget om de kristne, nemlig at de er hellige, og at det tilkommer og sømmer sig for hellige at være kyske og gavmilde og også at handle og lære sådan. Der ser du, at Sankt Paulus kalder de kristne hellige, skønt de i dette liv endnu er omgivet af syndigt kød og blod, uden tvivl ikke for de gode gerningers skyld, men for Kristi hellige blods skyld; sådan som han siger i 1 Kor 6,11: «I er renvasket, I er helliget, I er blevet retfærdige ved Herren Jesu Kristi navn og ved vores Guds Ånd.» Da vi altså er hellige, skal vi også bevise det med gerningen; og selv om vi endnu var skrøbelige, så dog dagligt stræbe efter at blive kyske og fri for gerrighed, Gud til lov og ære og de vantro til forbedring.

«Heller ikke skammelige ord, narresnak eller spøg, som ikke sømmer sig for jer.»

Skammelige ord er de uanstændige ord om utugt og urenhed og kødelige synder, som man plejer at bruge meget på kroer og ved ædegilder, drikkelag og spil. Og især var grækerne letfærdige og øvede i det stykke, sådan som digterne og skribenterne endnu tydeligt viser. Men især taler han her om de skammelige ord, som man fører offentligt uden blusel og tugt, og som giver onde tanker og stor forargelse, især for de unge; sådan som han siger til korintherne, 1 Kor 15,33: «Ond snak fordærver gode sæder.» Og hvis nogle kristne så glemte sig selv, at de gjorde sådan noget, skal det straffes og ikke tåles i flokken, for at det ikke skal give menigheden et dårligt ry, som om man lærte og tålte sådan noget blandt de kristne ligesom blandt hedningerne.

Narresnak er fablerne og ammestuehistorierne og anden snak, som især grækerne frem for andre er fulde af og dygtige til at digte; som hos os de eventyr, som konerne og pigerne fortæller ved rokken; ligeledes som de løse fyre har deres talemåder; ligeledes som de verdslige viser, hvoraf nogle også er skammelige, mens andre synges om løse, unyttige ting. Hertil hører Præsten fra Kalenberg, Didrik af Bern og utallige flere af den slags. [To yndede folkebøger på Luthers tid: skælmshistorierne om præsten fra Kalenberg og heltesagnene om Didrik af Bern.]

Og især er det ukristeligt, når man fører sådan narresnak i menigheden, hvor man kommer sammen for at høre Guds ord og lære Skriften. Sådan som det altid går, hvor mange kommer sammen: selv om de først begynder med alvorlige sager, falder de dog snart over i letfærdig, løs, latterlig snak, hvormed man spilder tiden og forsømmer noget bedre. Sådan som det hidtil er sket, at man til påskefesten har blandet en tåbelig, latterlig snak ind i prædikenen for at holde de søvnige vågne, og at man til jul har vugget barnet og drevet abespil med rim; ligesom det også er sket med de hellige tre konger, med Kristi lidelse, med Dorothea og andre helgener. [Den såkaldte påskelatter (risus paschalis): morsomme historier, som præsten fortalte i påskeprædikenen.]

Hertil skulle jeg også regne helgenlegenderne og den store sværm af løgne om undertegn, valfarter, messer, helgendyrkelse, aflad og den slags, som havde magten på prædikestolen; men de er for grove, for det er ikke letfærdige løgne, der alene fordærver sæderne, som Sankt Paulus taler om her, men de omstyrter troen og Guds ord helt, så ingen hellige kan bestå for dem; deres spøg er alt for stor alvor; skønt de for dem, der forstår dem, jo er lige så letfærdige og latterlige løgne som hine, så Sankt Paulus selv kalder dem fabulas, fabler, ligesom kællingesnak, 1 Tim 4,7. Men hine er menneskelige eventyr, som man ikke tror og heller ikke bygger på, men ler ad, bortset fra at de alligevel fordærver de ydre sæder og hindrer det bedre og gør kolde, sløve kristne. Men disse er djævelske eventyr, som man tror og holder for sandhed med al alvor, skønt Djævelen og hans engle ler ad dem.

Spøg er skæmtende og muntre ord, som man nu kalder høflig og venlig tale, hvormed man får folk til at le og gør dem lystige og glade, sådan som det sker i selskaber og ved gilder. Det har hedningerne regnet for en dyd, sådan som også Aristoteles kalder det eutrapelia. [Græsk: «vid», «kvikhed»; i Aristoteles’ Etik en dyd i selskabslivet. Paulus bruger samme ord i Ef 5,4.] Men Paulus kalder det en last blandt de kristne, som vel har anden venlig tale, hvormed de gør hinanden glade og lystige i Kristus; skønt de ikke alle er så rene, at nogle ikke skulle fejle her. Men de roser det ikke og tåler det ikke, at man hengiver sig til det og øver sig i det, men de straffer det og hindrer det, især i menigheden, i prædiken og undervisning, eftersom også Kristus siger, at menneskene skal aflægge regnskab for hvert ørkesløst, unyttigt ord på den yderste dag. For de kristne skal være et fint og gedigent folk og dog venligt, så det er en alvorlig venlighed og en venlig alvor, sådan som Kristi liv er os forbilledet i evangeliet.

«Som ikke sømmer sig for jer.»

Dermed indbefatter han alle andre unyttige ord, som ellers ikke har noget særligt navn. Unyttige kalder jeg alle ord, som ikke tjener til troens forbedring eller til det nødvendige og legemets opretholdelse. Vi har ellers nok at tale om, hvis vi endelig vil tale, i denne korte livstid; og det endda nyttigt og dejligt nok, hvis vi ville tale om Kristus, om kærligheden og om nødvendige sager, sådan som han selv siger her om taksigelse.

Lov og tak skulle være vores daglige ord uden ophør, både i det skjulte og offentligt i prædikenen, for et så stort gode, som Gud har givet os i Kristus, at det aldrig kan udsiges. Men det nødvendige må blive bagude, og det unødvendige frem.

Læg nu mærke til: når Sankt Paulus ikke vil tåle muntre og skæmtende snakke blandt de kristne, hvad skulle han så vel sige om den skadelige bagtalelse, som er så almindelig, når man kommer sammen, ja somme tider bare to alene? Ja, hvad ville han sige om dem, der offentligt i prædikenen river og kradser hinanden, skælder ud og spotter?

«For dette skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller gerrig (som er en afgudsdyrker) har arv i Kristi og Guds rige.»

Det er tørt og kontant sagt, at den, der ikke beviser troens frugt, er en hedning under kristent navn; det er kort sagt en ligefrem dom. En utugtig har fornægtet troen; en uren har fornægtet troen; en gerrig har fornægtet troen, og de er alle blevet frafaldne, menedere og troløse mod Gud; sådan som han også siger til Timotheus, 1 Tim 5,8: «Den, der ikke sørger for sine egne, har fornægtet troen og er værre end en hedning.» Hvordan kunne han skræmme dem stærkere?

Og han siger: «I skal vide det»; som om han ville sige: Tvivl bare ikke på det, gør ikke spøg og skæmt ud af det, og trøst jer ikke forgæves. Kristent navn og at være samlet blandt de kristne vil ikke hjælpe jer; lige så lidt som det hjælper jøderne, at de er Abrahams afkom og Moses’ disciple. Det gælder enhver, som Kristus siger i Matt 7,21: «Ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre! skal komme ind i Himlenes rige, men den, som gør min Fars vilje, han som er i himlene» osv. Det skal gøres, og troen skal bevises med gerningerne.

Vil nu den store tilskyndelse af den guddommelige kærligheds himmelske ild, som han satte først ovenfor, ikke hjælpe, så må her den store trussel om helvedes ild hjælpe; nemlig at hvis de ikke følger Gud og vandrer i kærlighed og beviser troen med gerningen, så skal de vide, at de heller ikke er Guds børn eller arvinger i hans rige; så må de visselig være Djævelens arvinger i helvede. Den, som nu ikke bevæges af disse to formaninger, han kan vel være en stok og en sten, ja have et hjerte som en ambolt, som Job siger.

Og især dømmer han den gerrige skarpt og kalder ham en afgudsdyrker eller afgudstjener, så man godt mærker, at han har været særlig fjendtlig over for de gerrige; for i Kol 3,5 kalder han dem også sådan. Og det sker, efter hvad jeg mener, af denne grund: Alle andre synder bruger dog det, de har med at gøre, og lader det tjene deres lyst; for den utugtige og urene bruger legemet til lyst, den hovmodige bruger gods, kunst, gunst og folk til ære. Alene den ulykkelige afgudsdyrker er træl af sit gods, og hans synd er, at han sparer, vogter og gemmer pengene og godset og ikke tør bruge det, hverken for sig selv eller for andre; men tjener det som sin gud, og før han ville røre pengene, ville han hellere lade både Guds rige og verdens rige gå under end give én hvid til at holde en prædikant eller skolemester, så Guds ord og rige kunne blive fremmet. Da hans fortrøstning og tillid altså står til pengene og ikke til den levende Gud, som har lovet ham føde nok og rigeligt, er pengene med rette hans gud, og han kaldes med rette en afgudsdyrker; men himlen må han alligevel undvære. Det er jo en skændig last. Fy dig, vantro, du forhadte dyd!

«Lad ingen forføre jer med tomme ord.»

Det er dem, der fint kan pynte på det, som om ukyskhed var en ringe synd; nogle var endda så grove lærere som filosofferne og digterne blandt grækerne, der ikke holdt nogen ukyskhed for noget ondt undtagen ægteskabsbruddet, men mente, at den var lige så naturlig som at spise og drikke, som også Terents siger: «Det er hverken synd eller skam, at en ung mand horer» osv. Det kaldes ikke at vide noget om Gud og at leve i lystens syge som hedningerne, som vi hørte i den forrige epistel. Det er alt sammen unyttige ord, som vel har et skin for fornuften, men det er tomt og forgæves; det vil ikke hjælpe dem.

Sådan har også gerrigheden et stort skin og pynt, som om det ikke var synd, at den ene tager fordel af den anden og søger sit eget til den andens skade; men det hedder at være dygtig, husholderisk og forsynlig, selv om den fattige imens skulle lide nød og dø af sult. Det er alt sammen fin hedensk, blind tale imod den kristne kærlighed.

Men vi har et andet lys, som lærer os, hvordan Guds vrede kommer over de vantro for sådanne stykkers skyld, sådan som han fortæller med mange eksempler i 1 Kor 10,8, at meget folk blev slået ihjel for utugtens skyld, 4 Mos 25,9, og for vold og gerrighed sammen med ukyskheden blev hele verden ødelagt ved syndfloden. Det er hårdt talt og dog sandt og vist.

Og han kalder dem vantroens børn; det er det samme som at sige: de er trådt ud af troen og faldet fra, så vi heraf ser og lærer, at den, der ikke beviser troen med gerningen, gælder lige så meget som en hedning; ja, han er værre end en hedning, nemlig en kristen, der har fornægtet troen og er faldet fra den; derfor kommer også Guds vrede over dem, også timeligt her på jorden. Ligesom det også nu går os tyskere, at vi må have dyrtid, pest, krig og blodsudgydelse nok.

Blandt disse unyttige snakkere og forfængelige lærere må de vel se sig for, at de ikke også bliver regnet, som er dovne og sløve, skønt de ikke er så blinde som hedningerne, men godt ved, at ukyskhed og gerrighed er synd, og heller ikke lærer eller mener andet; men alligevel går hen og forlader sig på troen, som skal frelse dem uden gerninger, fordi gerningerne ikke frelser; eller selv om de godt ved, at troen uden gerninger er intet og en falsk tro, og at frugt og gode gerninger må følge, hvor den er ægte, så går de dog trygt hen og forlader sig på Guds nåde og frygter ikke Guds vrede og dom, han, som vil have den gamle Adam korsfæstet og høste gode frugter af gode træer. Skønt (siger jeg) Sankt Paulus måske ikke her taler om dem, men om dem, der med tomme ord lærer og mener, at ukyskhed ikke er synd, sådan som de blinde hedninger gjorde, så er det dog at frygte, at de, fordi de også gør som hedningerne og ikke lever kyskt og gavmildt, også vil få samme løn; så meget mere, som de bedre ved, at det er uret, sådan som han siger i Rom 2,3: «Mener du, at du vil undslippe Guds dom, når du gør netop det, du fordømmer hos andre?» Ja, du samler dig vrede ved dit forhærdede hjerte.

«Vær derfor ikke deres fæller; for før var I mørke, men nu er I lys i Herren.»

Sådan som Sankt Peter også siger, 1 Pet 4,3: «Det skal nu være nok, at vi hidtil har levet hedensk», og fremover ikke mere have del med dem, men vende det, der er tilbage af livet, til Guds tjeneste. Da vi var hedninger, vidste vi ikke, at alt dette var synd. Det gjorde vantroens mørke, hvorved vi ikke kendte Gud. Men nu, da vi er blevet lys i Herren, det vil sige, ved Kristus er vi oplyst, så fint og rigeligt, at vi ikke alene ved, hvad Gud er og vil have, hvad synd og uret er, men at vi også kan være et lys for de andre og lære dem, hvad vi ved; sådan som han roser thessalonikerne for, at de er lys i verden midt i den onde og vanartede slægt. [Ordene står i Fil 2,15.] Ligesom vi før ikke alene var formørkede, men selve mørket, som dem, der ikke alene var uvidende og for vild, men også førte andre ind i det samme mørke med ord og gerninger, så skal vi nu være taknemmelige over for ham, som har kaldt os ud af et sådant mørke til sit forunderlige lys, 1 Pet 2,9, og vandre som lysets børn, sådan som Sankt Paulus siger, Ef 5,8.

«Men Åndens frugt er al godhed og retfærdighed og sandhed.»

Da han her taler om lyset, ville det have klinget bedre, om han havde sagt: «men lysets frugt» (sådan som de latinske bøger har), end «Åndens frugt» (sådan som de græske bøger har). Og hvem ved, om det i de græske er ændret ud fra Gal 5,22, hvor han også taler om Åndens frugter? Men der ligger ikke meget i det; lys og Ånd er ét og det samme på dette sted. [De ældste græske håndskrifter har også «lysets frugt»; Luthers græske tekst havde «Åndens frugt».]

Godhed er lysets eller Åndens frugt imod gerrigheden, at et kristent menneske er godt, det vil sige nyttigt, og gerne gør godt og vel mod sin næste.

Retfærdighed som en Åndens frugt (for Ånden er også retfærdig for Gud) er også blandt menneskene imod gerrigheden; at ingen tager det, der er hans, fra den anden, hverken med magt eller med list eller ved at tage fordel, men giver enhver, hvad der tilkommer ham og er hans, også den hedenske øvrighed, Rom 13,1.

Sandhed er Åndens frugt imod hykleri og løgn, at en kristen ikke alene er sanddru i sine ord, men også oprigtig i sit liv; så han ikke fører navnet uden gerning og er en kristen og dog lever hedensk i ukyskhed, gerrighed og andre laster osv.