2. søndag i fasten (1 Thess 4,1–7)

Epistlen på 2. søndag i fasten, 1 Thess 4,1–7

Det er en let epistel, hvori Sankt Paulus i al almindelighed formaner og tilskynder os til at gå frem og blive mere fuldkomne i den lære, vi har modtaget. Men han beder og formaner, sådan som det sømmer sig for en evangelisk prædikant, om at holde fast ved denne lære, som jo er et Guds bud, som han siger: «For I ved hvilke befalinger vi gav jer ved Herren.» For de kristne skal gøre det, de gør, af egen fri vilje og ikke tvinges med bud; men når de hører budene, skal man formane og bede dem om at gøre det. De, som får Ånden, så de gør det, er de rette; men dem, der ikke gør det villigt, skal man lade fare.

Men det skal man lægge godt mærke til, at han regner det for en stor gave, som er givet os: at vide, hvordan vi skal vandre, så vi behager Gud. Det er den også, og den er sjælden i verden, skønt den tilbydes hele verden og forkyndes offentligt, så at en sådan formaning er højst nødvendig, og Sankt Paulus gør det også med omsorg og flid. For der er fare for, at vi bliver dovne og sløve, glemsomme og utaknemmelige, og det er en meget alvorlig og farlig ting, som desværre alligevel sker alt for tit.

For lad os se os tilbage: i hvilket mørke, i hvilken vildfarelse og hvilke vederstyggeligheder vi levede, dengang vi ikke vidste, hvordan vi skulle vandre og behage Gud. Men alt det er desværre allerede glemt; vi er blevet dovne og utaknemmelige. Derfor går det os også derefter. Derfor siger han med rette i epistlen på forrige søndag, 2 Kor 6,1: «Som medarbejdere formaner vi, så det ikke er forgæves, at I har modtaget Guds nåde; for han siger: ’Jeg har hørt dig i en gunstig tid, og jeg har hjulpet dig på frelsens dag’» osv. Men det hjælper, hvad det kan.

To laster driver han mest på her: utugten, hvormed man synder imod sig selv og imod troens frugt; og bedrageriet i handel, hvormed man synder imod sin næste – og det er også imod troen og kærligheden. Og han beder om, at de skal øve sig og holde sig kyske og ikke skade nogen, og han truer med Guds vrede over sådanne synder.

Men det er en stor ros og ære for thessalonikerne, at de er blevet ved den rette lære og troens erkendelse, mere end korintherne og galaterne; men de har måske haft deres skrøbeligheder i disse grove, udvortes stykker. Og skønt Gud også straffer dem, når man ikke vil undgå dem og lade dem fare, så er de dog lettere at bære end de store stykker, hvor man fejler i troen og læren; og de straffes i almindelighed med timelig straf.

Men han truer med Guds vrede, for at ingen skal mene, at Kristi rige er et rige, der godt kan tåle sådanne synder og ikke straffer dem, og derover blive doven og sløv, som han selv berører her og siger: «Gud har ikke kaldet os til urenhed, men til helligelse.» Som om han ville sige: «Det er ikke meningen, at de kristne skal have ret og magt til at være ukyske, og at Gud skal skænke dem det og lade det ske. Ikke sådan; han straffer det snarere blandt de kristne end blandt hedningerne.» Sådan lærer han også i 1 Kor 11,30, at mange var blevet syge og var døde på grund af uværdig spisning og drikning; det vidner også Sl 89,33 om og siger: «Jeg vil hjemsøge deres synd med riset.»

Det er rigtignok sandt: dem, der synder af skrøbelighed og erkender det og lader sig sige og snart angrer, dem bærer og tåler Kristi rige godt, og byder, at man tager imod dem og har tålmodighed med dem, Rom 15,1; Gal 6,1; 1 Kor 13,7. Men at man vil have det til at være en ret og en sædvane, som Gud godt kunne lide – det gælder ikke. Derfor siger han: «Det er Guds vilje, jeres helligelse»; ligeså: «hvordan I skal behage Gud.» Som om han ville sige: «Nogle regner disse stykker for alt for ringe og slår dem hen, som om der ikke lå meget i dem, som om de ikke mishagede Gud – men det er ikke sådan.» Gud har tålmodighed med sådanne syndere, der falder; men han vil dog, at man erkender det og stræber efter at forbedre sig og blive stadig mere fuldkommen, for at hans nåde ikke skal blive et skalkeskjul, og løse folk ikke skal misbruge Kristi rige som dække for deres skurkestreger, som Paulus siger (Gal 5,13): «Brug blot ikke friheden som en anledning for kødet.» Og Peter (1 Pet 2,16): «Som Guds tjenere» osv.

Det er sagt på hebraisk vis om kyskheden, når han siger: «jeres helligelse», nemlig at han kalder legemet helligt, når det er kyskt, og at kyskhed er så meget som hellighed for Gud; derfor er «hellig» i Det Gamle Testamente også så meget som «ren», ligesom han også i 1 Kor 7,14 regner hellighed og renhed for ét og det samme: «Ellers ville jeres børn være urene», siger han, «men nu er de rene», det vil sige hellige. Men hvad for en hellighed og renhed han mener, forklarer han selv og siger: «at I afholder jer fra utugt, og at enhver af jer forstår at bevare sit kar i helligelse og ære.» For her forbyder han på ingen måde ægteskabet, men utugt og ukyskhed uden for ægtestanden. For den, der holder sit kar (det vil sige sit eget legeme) sådan, at han forbliver kysk – det vil sige, at han ikke bryder sit ægteskab eller driver utugt uden for ægteskabet – han holder sit legeme helligt og rent og kaldes også kysk og hellig. Det beviser også det følgende lille ord, når han siger: «ikke i lystens syge, ligesom hedningerne.»

For hedningerne, der ikke kender Gud, giver sig hen i al urenhed, sådan som han også i Romerbrevets første kapitel (Rom 1,26ff.) opregner skændige laster. Ikke at alle hedninger gør sådan – for han siger heller ikke her: «som alle hedninger gør» – men at det går sådan til blandt hedningerne, og at det er hedningernes art, de, der ikke ved noget om Gud, Rom 1,28. Man lader det også gå og ske og straffer det ikke, så han derfor også i Romerbrevets første kapitel anklager dem, der giver deres samtykke, på lige fod med dem, der gør det, fordi de ikke hindrer det. Men blandt de kristne skal man, selv om nogle falder og synder sådan, alligevel hindre og straffe det og ikke lade det gå, som blandt hedningerne, hvor det går efter lystens syge, det vil sige: man hindrer det ikke, man giver lysten frie tøjler, så den gør efter sin art og ondskab, som om det var naturligt, skønt det dog er en syge og en skade, som man skulle hele og hjælpe. Men dér er der ingen, der heler og hjælper; de rådner og går til grunde i den onde lyst. Så er da «lystens syge» lige så meget som det, vi på dansk kalder «ond lyst».

Det sidste er klart nok i sig selv: at ingen skal gribe for vidt, det vil sige, at ingen skal tage det, der er en andens, og føre det over til sig selv, eller bruge en andens gods til sin egen nytte, sådan som det kan ske ved mange slags kneb. Og at udnytte andre i handel er, når enhver søger sit eget til skade for sin næste. Herom er der skrevet meget andetsteds, især i den lille bog om købmandshandel og åger; for i handel er der mange kneb, og kærligheden bliver vanskeligt og sjældent bevaret – og det er den, som Sankt Paulus her vil have, at man skal have for øje.