6. søndag efter påske (søndag efter Kristi himmelfart) (1 Pet 4,8–11)

Epistlen på søndag efter Kristi himmelfart, 1 Pet 4,8–11

Også dette stykke er en formaning til et kristent liv og til det gode træs frugter. Det træ hedder en kristen, det vil sige en, som nu ved sin tro har forløsning fra synd og død og er sat ind i nådens rige og det evige liv. Han skal herefter leve sådan, at man kan mærke, at han har fået fat i den skat og nu er blevet et nyt menneske.

Men han nævner også nogle gode gerninger, og især i det første stykke driver han den formaning, som han begyndte på i dette kapitel: at de kristne skal holde sig fra de grove stykker, fra de kødelige lyster, som går skamløst for sig i verden, fra det vilde, uordentlige, hedenske svinelevned med ædeskab, drukkenskab, fuldskab osv., og han formaner dem til at gøre sig umage for at være ædru, så de kan bede. For han har for største delen skrevet denne epistel til dem i Grækenland, og blandt dem var der også i den almindelige hob gode svirebrødre, som kun var vant til at svire og være fulde – sådan som man også beskylder os tyskere for, og det ikke uden grund.

For nu at bringe de kristne bort fra den last til ædruelighed og mådehold minder han dem (som apostlene også gør mange andre steder) om deres embede og gerning, som er de kristnes egen og den eneste rette gudstjeneste. Det er derfor, de er kristne og adskilt fra hele den øvrige verden. Han vil altså sige: De kristne skal ikke føre et sådant hedensk, gudløst og udsvævende levned med ædeskab, druk, svir og sold; for de har noget andet at gøre, og det er noget stort. For det første skal de blive andre mennesker og omgås Guds ord, for ved det får og bevarer de deres nye fødsel. For det andet: nu da de er født på ny, har de en fjende, nemlig Djævelen og deres eget kød (som er fordærvet af Djævelen og stoppet fuldt af onde lyster), og med ham må de kæmpe, så længe de lever på jorden. Da de nu er sat i et sådant embede og en sådan strid, må de ikke være dovne eller søvnige, og langt mindre fulde og tossede svin, som ikke agter på nogen ting eller tænker på, hvad de har at gøre. Nej, de skal være vågne og ædru og altid rede med Guds ord og deres bøn.

For det er de to slags værn og våben, som Djævelen bliver slået med, og som han også frygter: For det første flittigt at høre, lære og øve Guds ord for at lade sig undervise, trøste og styrke af det; og for det andet, når anfægtelsen og striden begynder, at løfte hjertet op (på det samme ord) og skrige og råbe til Gud om hjælp. Sådan skal det ene af de to altid være i gang som en evig samtale mellem Gud og mennesket: enten at han taler med os, mens vi sidder stille og hører på ham, eller at han hører os tale med ham og bede om det, vi trænger til.

Hvilket af de to det så end er, så kan Djævelen ikke tåle det og formår ikke at holde stand imod det. Derfor skal de kristne være rustet med begge dele, så deres hjerte, der altid og uafbrudt er vendt mod Gud, holder fast ved hans ord og med stadige suk beder et evigt fadervor. Det burde anfægtelsen og nøden jo også lære en kristen, for han trænges hele tiden af Djævelen, verden og kødet, så han altid må stå forrest, våge og holde øje med, hvor fjenden vil angribe ham; for han sover heller ikke et øjeblik og holder aldrig fri osv.

Hertil hører nu det, som Sankt Peter siger her: at en kristen er et menneske, som også holder sit legeme mådeholdent og ædru med mad og drikke og ikke belæsser og fordærver det med umådeligt ædeskab og druk, så han kan være vågen, fornuftig og skikket til at bede. For den, som ikke gør sig umage for at passe sit embede eller sin stand ædru og mådeholdent, men er et fuldt svin og en daglig dranker, han kan heller ikke være skikket, hverken til at bede eller til andre kristne ting; ja, han duer heller ikke til nogen anden ting.

Her var der i sandhed brug for en særlig prædiken og formaning til os vilde tyskere mod vores fuldskab og drukkenskab. Men hvor skulle vi tage den prædiken fra, som var stærk og kraftig nok til at stå imod det skændige svinelevned og drukkenskabens djævel hos os? For det er (desværre!) nu brudt ind som et skybrud og en syndflod og har oversvømmet alt, og det går stadig dag for dag, jo længere jo mere, igennem alle stænder, de højeste og de laveste, så al prædiken og formaning er alt for svag, og man kunne næsten lige så godt helt tie om det, eftersom det dog er forgæves og ikke bliver hørt, men foragtet og leet ad. Sådan har apostlene og Kristus selv også forkyndt, at det skulle herske ved verdens ende, og derfor formaner han sine kristne (Luk 21,34) til at vogte sig, så deres hjerter ikke sløves af svir og druk og dagligdagens bekymringer osv., så den dag ikke kommer pludselig og brat over dem (som en snare).

Nu burde vi tyskere jo med rette, da Gud i denne sidste tid af stor nåde har givet os evangeliets lys så rigeligt, også forbedre os i dette stykke til ære og tak for det, så vi ikke oven i andre synder også ved denne last skulle dynge Guds vrede og straf op over os. For af et sådant vildt liv kan der ikke følge andet end sikkerhed og foragt for Gud, så folk ligesom svin i stadig fuldskab er som dræbt og begravet og hverken har nogen gudsfrygt eller kan tage sig af de guddommelige ting.

Og ville intet andet hjælpe, så burde dog den skam bevæge os, som går over os i andre lande. For i det stykke er andre nationer (især Italien) meget hovmodige og trodsige over for os, så de kalder os «de fulde tyskere». For den dyd har de dog, at de ikke er sådanne drukne, fulde folk. Men tyrkerne er i dette rigtige munke og helgener og så langt fra denne last, at deres Muhammed endda har forbudt dem vin og al drik, som et menneske kan blive drukkent af, og hos dem bliver den straffet som en af de største laster. Derfor er de også bedre krigsfolk end vores fulde hob, for de er altid ædru og vågne, tager sig meget vare med deres sag, rådslår og tænker på, hvordan de kan angribe os og vinde stadig mere land og folk, mens vi ligger og sover i vores fuldskab, som om vi skulle sejre over dem alene med druk og svir.

Men hvad hjælper det at sige meget om det? Det er jo brudt så meget ind, at det nu er blevet en helt almindelig landsskik, og det går ikke længere kun for sig blandt den grove, menige, uopdragne pøbel ude i landsbyerne blandt bønderne og i de åbne kroer, men nu i alle byer og næsten i alle huse, og især også blandt adelen og ved fyrsternes hoffer, over det hele. Jeg kan huske, at da jeg var ung, var det en meget stor skam hos adelen, og prisværdige herrer og fyrster stod imod det med strenge forbud og straffe. Men nu er det meget værre og mere udbredt blandt dem end blandt bønderne. Sådan plejer det jo at gå: Når de store og de bedste begynder at falde, bliver de siden de værste. Til sidst er det kommet dertil, at også fyrster og herrer selv har lært det af deres junkere og nu ikke længere skammer sig over det, og det skal næsten hedde en ære og en fyrstelig, adelig og borgerlig dyd. Og den, som ikke vil være et fuldt svin sammen med dem, bliver foragtet, mens de andre øl- og vinriddere vinder stor gunst, ære og gods ved deres druk og vil have ry for det, som om de havde deres adel, skjold og hjelm af, at de er mere skændige drankere end andre.

Ja, hvad skulle der mere være at gøre imod det her, når det også er brudt ind blandt ungdommen uden sky og skam? De lærer det af de gamle og fordærver sig selv i det så skændigt og så frækt, uden at nogen stopper dem, i deres første blomstring, ligesom kornet bliver slået ned af hagl og skybrud. Derfor er det nu sådan, at størstedelen af de fineste og dygtigste unge mennesker (især blandt adelen og ved hoffet) bringer sig selv om helbred, liv og lemmer før tiden, inden de rigtig er kommet til års. Og hvordan kan det gå anderledes, når de, der skulle stoppe og straffe andre, selv gør det? Derfor er Tyskland virkelig et fattigt, straffet og plaget land med denne drukkenskabens djævel, ja, helt druknet i denne last, så det skændigt fortærer sit liv og legeme og oven i købet gods og ære og fører et rent og skært svinelevned. Skulle man male det, måtte man male det som en so.

Kort sagt: I de tyske lande er der kun et lille stykke tilbage, som ikke er besmittet af denne last, og det er de små børn, jomfruerne og kvinderne; de har dog stadig lidt sky for det – selv om man også under sløret hist og her finder et usselt svin; men de holder dog endnu stand. For der er dog stadig så meget tugt tilbage, at enhver må sige, at det står særlig skændigt til, når en kvinde drikker sig fuld, så hun fortjente, at man trådte på hende med fødderne ude på gaden.

Af det eksempel burde vi dog lære at se vores egen skam og blive lidt røde i hovedet over den. For når vi ser, hvor ilde det klæder dem, hvor meget mere burde så mandfolkene ikke skamme sig over det, de som jo skulle være mere fornuftige og dydige? Sankt Peter kalder jo også kvinden et svagere kar end manden, så man derfor skal have mere tålmodighed med dem [1 Pet 3,7]. For manden har jo fået mere og højere forstand, mod og fasthed; derfor skal han også være mere fornuftig og mindre et svin. Sandt at sige er det, også efter fornuftens regning, en langt større skam for ham at forse sig i denne last. For jo højere og ædlere han er skabt og udrustet af Gud, jo mere skændigt klæder et sådant ufornuftigt, svinsk liv ham.

Men hvad skal man sige? Det er blevet så fuldstændig vendt på hovedet hos os, at der ingen steder er færre eksempler på mandig dyd og ære (i dette stykke) end hos mandspersonerne, og det eneste lille stykke af et godt eksempel er kun tilbage hos kvindekønnet. Det viser os vores skam og holder den op for os (når der hist og her er en kvinde, der er en dranker). Oven i købet er vi i forvejen til spot og skam for alle andre lande, som holder os for skændige, ækle svin, som dag og nat kun tænker på, hvordan de kan blive fulde og tossede, og hos hvem der ikke kan være nogen fornuft eller visdom.

Det kunne endnu tåles og overses, hvis der dog var lidt mål for svir og druk, eller hvis nogen en gang imellem af vanvare tog en tår for meget, eller efter stort arbejde og møje blev træt og lidt beruset; ligesom man også må unde en kvinde, at hun til et bryllup tager en lille tår mere end derhjemme. Men således alle dage og nætter uden ophør at hælde det i sig i store mængder og give det fra sig igen, så man straks kan fylde sig på ny – det er ikke et liv og en gerning for fyrster, adel eller borgere, ja, ikke for et menneske (for slet ikke at tale om en kristen), men for et rigtigt, naturligt svin.

Du har jo både Guds og alle menneskers lov til at spise og drikke og være glad, ikke alene af nødvendighed, men også for lyst og glæde. Og alligevel kan du ikke nøjes med det, uden at du også bliver sådan et svin og et vederstyggeligt væsen, som om du var født til at fordærve øl og vin – ligesom man nu ser en sådan overdådighed med gilder og fuldskab ved fyrsternes hoffer, som om man helst ville svire og ødsle det hele op på én time. Deraf kommer det så også, at både herrer, fyrster og adel bliver fattige, og at landet må blive til lutter tiggere og gå til grunde, fordi man så umenneskeligt spilder og ødsler Guds gaver bort.

Nuvel (som jeg har sagt), denne last har desværre taget så meget overhånd, at der ikke længere kan stås imod den i verden; medmindre Guds ord måske vil hjælpe hos nogle få og enkelte, som dog stadig er mennesker og også gerne vil være kristne. Den anden hob bliver dog, som den er, især fordi det verdslige regimente intet gør ved det. Og jeg tror, at hvis Gud ikke engang vil standse denne last med en landeplage (for ellers bliver den ikke styret og hindret), så vil både de små børn og kvinderne også blive til svin, og den yderste dag (når den kommer) vil ikke finde nogen kristne, men alt vil fare vådt og fuldt ned i helvedes afgrund.

Men her skal de, som vil være kristne, vide, at også denne dyd, at være ædru og mådeholden, skal ses blandt de kristne, og at de fulde svin ikke hører til blandt de kristne og ikke kan blive frelst (medmindre de forbedrer sig og holder op). Det siger Sankt Paulus også tydeligt om sådanne i Gal 5,19–21: «Kødets gerninger er åbenbare, og de er ægteskabsbrud, utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskab, strid, mord, drukkenskab, svir og lignende ting; om dem siger jeg forud til jer, ligesom jeg har sagt det forud, at de, der gør den slags, skal ikke arve Guds rige.»

Der hører du, at lige så lidt som en horkarl, en ægteskabsbryder osv. har arv i Guds rige, lige så lidt hører en dranker, der ligger i druk dag og nat, til Guds rige. Det skal du vide: ligesom afgudsdyrkelse, ægteskabsbrud osv. er synd, der lukker himlen, sådan er også dette druk en synd, der hindrer dig i din dåb, i syndernes forladelse, i troen på Kristus og i din egen frelse. Vil du derfor være en kristen og blive frelst, så må du sørge for, at du lever ædru og mådeholdent. Men agter du ikke på det og tænker ikke på at blive frelst, så far du bare hen og vær en ukristen og et umenneske, så længe Gud vil finde sig i dig.

Hvis du var en kristen og ikke ville lade dig bevæge af den skade og skam på legemet, som du selv fører dig ind i – at du ikke alene bringer dig selv om penge og gods, men også forkorter dit helbred og dit liv og oven i købet bliver skældt ud for og holdt for et ækelt svin over for alle engle og mennesker – så burde dog det bevæge dig, at Gud lader dig sige og befaler dig under evig fortabelse, at du skal holde op med et sådant ukristeligt væsen, ellers skal du have mistet hans nåde og den evige salighed. Kære Gud, hvor er vi dog skændige, utaknemmelige folk! Vi er dog så rigt benådet af Gud med hans ord og forløst fra pavens tyranni, han som også ville have vores sved og blod fra os og oven i købet martrede og ængstede vores samvittighed med sin lov. Måtte vi dog til gengæld, evangeliet til ære og Gud til lov og tak, også forbedre vores liv en smule!

Hvis der hist og her endnu fandtes fromme forældre (eller gudfrygtige, kristne regenter), burde de dog for at mindske denne last en smule stå deres børn og tjenestefolk imod med alvorlig straf. Og sognepræsterne og prædikanterne har pligt til at formane folk ofte og med flid ved at holde dem Guds unåde og vrede for og den skade på sjæl, legeme og gods, som følger denne last – om det dog kunne hjælpe og bevæge nogle. Og dem, som frækt og åbenlyst bliver ved i denne last og ikke vil forbedre sig (og dog også roser sig af evangeliet), skal de ikke lade gå til sakramentet eller stå fadder ved dåben, men holde dem for åbenlyse ukristne og holde sig fra dem lige så vel som fra en åbenlys ægteskabsbryder, ågerkarl eller afgudsdyrker. Sådan befaler Sankt Paulus også i 1 Kor 5,11: «Hvis nogen, som bærer brodernavn, er utugtig eller grisk eller afgudsdyrker eller spotter eller fordrukken eller en røver, så må I ikke engang spise sammen med en sådan» osv.

Men om dette skal der nu ikke siges mere. Vi vil igen høre Sankt Peter, som formaner os til at være ædru, så vi kan tage vare på bønnen, eftersom vi nu er kristne og har vendt os bort fra verdens hedenske, vilde liv. Sådan har han lige før denne tekst sagt (1 Pet 4,3): «Det er nok, at vi har tilbragt den forløbne tid af livet efter hedningernes vilje, da vi vandrede i udsvævelse, lyster, drukkenskab, ædegilder, drikkelag» osv. Og nu er vi kaldet og sat til at stride imod Djævelen ved vores tro og bøn. Sådan gentager han også siden den samme formaning (1 Pet 5,8) og udtrykker den tydeligere: at de skal være ædru og våge. Og hvis du ville spørge: «Hvorfor er det så stærkt nødvendigt?» – ja, derfor (siger han): «For jeres modstander, Djævelen, går rundt om jer som en brølende løve (om en flok får) og søger, hvem han kan sluge.»

Da I nu er et sådant folk (vil han sige), som er kaldet til kampen mod en så vældig ånd, der er ude efter vores sjæl og er langt mere grådig efter den end nogen ulv efter et får, så må I tænke på, hvordan I kan modstå ham og holde stand over for ham. Det sker alene ved troen og ved bønnen. Men for at I kan bede, må I også være ædru og vågne. For hos fråserne og de drukne svin er fornuften begravet, så de ikke kan agte på nogen ting og ikke duer til nogen god gerning. Derfor er også bønnen og påkaldelsen taget fra dem, og Djævelen har vundet dem og æder dem, når han vil.

Man kan stadig se, hvor flittige de kristne i den første kirke (da de led stor forfølgelse) var i dette stykke, ja, næsten mere end villige: Hver dag, ikke alene morgen og aften, men også på visse bestemte timer, kom de sammen og bad med hinanden, og ofte vågede de også hele natten og tilbragte den med bøn. Nogle drev det så vidt, at de til tider ikke spiste før på den fjerde dag, som Sankt Augustin siger. Det er vel spændt lidt for stramt, især da man siden gjorde et eksempel og et bud ud af det. Men det er dog prisværdigt, at de aften og morgen og altid var pænt ædru. Siden, da det hørte op i menigheden, fulgte munkenes elendige folk (som foregav at bede for de andre). De beholdt vel de samme timer og tider, mettetid, vesper og andre, men de bad ikke; de har kun summet, mumlet og brummet.

Det, vi stadig har tilbage af det, er børneskolerne, som holder aften- og morgenbønnen i live. Men sådan burde det også gå til i enhver kristens hus. For enhver husfar har pligt til at holde sine børn til at bede, i det mindste morgen og aften, og til at befale Gud al verdens nød, at han vil vende sin vrede bort og ikke straffe, som vi har fortjent.

Sådan er vi blevet rigtigt undervist og dog ikke hårdt bebyrdet. Det er ikke forbudt os at spise, drikke og klæde os efter nødvendighed og også til ære og glæde; blot at vi ikke bliver til svinepelse og svin og så skændigt begraver fornuften. Det er jo synd og skam for et menneske, selv om der hverken var nogen Gud eller noget forbud; og det kan langt mindre tåles hos kristne, fordi der i dette stykke er mere dyd hos hedningerne og tyrkerne, så vi må skamme os over for dem. Dem burde vi med rette give et sådant eksempel, at de måtte skamme sig over for os, og vi burde vogte os allermest for, at ingen kunne tage anstød af vores liv, så Guds navn ikke blev spottet, men prist, sådan som Sankt Peter også formaner til sidst i denne epistel.

Som der nu er sagt om ædrueligheden, sådan er der også noget at sige om den anden dyd, som hedder mådehold (og som Sankt Peter her sætter først). For de to hører sammen, bortset fra at det at være mådeholden ikke alene gælder mad og drikke, men går imod alt uordentligt, umådeligt væsen i det ydre liv, med klæder, smykker og hvad der ellers er af overflod og overdådighed, hvor den ene vil bryde frem foran og over den anden alt for stort og kostbart. Det har nu også taget overmåde meget overhånd i verden, så der ingen steder længere er mål for den overdrevne bekostning med klæder, bryllupper, gæstebud, gilder, byggeri osv. Derved må både herskab og land og folk blive fattige, fordi ingen længere bliver inden for sit mål, men næsten hver bonde vil være som en adelsmand, og adelen igen vil overgå fyrsterne. Så der også for denne dyd (lige så vel som for ædrueligheden) næsten ikke længere er noget eksempel at se hos os – så fuldstændig er regimente, alvor og tugt faldet hos os.

Nu forbydes her heller ikke det, der i sådanne ting er passende og hæderligt efter hver enkelts stand, også til lyst og glæde. For Sankt Peter vil heller ikke have de svinske, rustne og snavsede munke eller de surøjede helgener med deres hykleri og skin af et fortræffeligt, strengt liv, hvormed de heller ikke viser deres eget legeme nogen ære (som Sankt Paulus siger i Kol 2,23), og som straks dømmer og fordømmer andre folk, når en jomfru hist og her går til dans eller bærer en rød kjole osv. For det kan Gud godt tåle (når du ellers er en kristen), at du klæder dig, pynter dig eller lever godt efter dit mål, til ære og passende glæde; blot at det bliver ved et mål og kan kaldes mådehold. Det vil sige: at man ikke uden al måde og tugt og uden hensyn til, hvad der er glæde og lyst, vil vise sig frem, så man kan overdrive det og ødsle alt unyttigt bort. For deraf må så følge den ulykke og skade, som Guds straf: skattetryk, åger, røveri og tyveri, indtil til sidst både herrer og undersåtter går til grunde med hinanden.

«Men frem for alt skal I have en brændende kærlighed til hinanden; for kærligheden dækker også en mængde synder.»

I det foregående stykke har han formanet de kristne om, hvordan de skal leve for deres egen person; her siger han nu, hvordan de også skal forholde sig til andre mennesker. Og dermed sammenfatter han alle gode gerninger (efter den anden tavle), som vi skylder vores næste, i ét stærkt, livfuldt lille ord, som han kalder brændende kærlighed. Også det hører til en kristen, som må stride mod Djævelen og bede. For også det bliver hindret, hvor der ikke er kærlighed og enighed, men vrede og uvilje, sådan som også fadervor lærer: «Forlad os vor skyld, som også vi forlader» osv.

For hvordan kan de bede for hinanden, som ikke tager sig af næstens nød, men er fjender af hinanden og ikke under hinanden noget godt? Derfor: hvor hjerterne er optændt imod hinanden, der er bønnen allerede lagt ned og slukket. Derfor kan heller ikke de ukristne og alle dem i pavedømmet (hvor hellige de end vil være) bede, fordi de er fjender af Guds ord og forfølger de kristne. Og den, der beder fadervor i vrede, misundelse og had, han straffer sin egen mund og fordømmer selv sin bøn, når han søger tilgivelse hos Gud og ikke har i sinde at tilgive sin næste.

Men blandt de kristne skal der ikke være en jævn, almindelig kærlighed (sådan som der også nok er blandt hedningerne), men en hed, brændende kærlighed, og ikke blot en røg eller et skin af kærlighed (det, som Sankt Paulus kalder en falsk eller farvet kærlighed, Rom 12,9), men en virkelig alvor og ild, som ikke lader sig let slukke, men varer ved og holder ud – ligesom mellem mand og hustru og hos forældre over for deres børn. Hvor der er rigtig ægteskabelig kærlighed, faders- eller moderkærlighed, dér holder den ikke så snart op, selv om den ene er svag, skrøbelig, fuld af bylder eller pest og dødssyg. Nej, jo større den andens nød og fare er, jo mere bliver hjertet bevæget, og jo hedere brænder kærligheden mod den anden.

En sådan hjertelig kærlighed (som apostlene kalder den andre steder) skal også være blandt de kristne, fordi de alle er børn af én Fader i himlen og indbyrdes brødre og søstre. Ja, de har også pligt til at elske deres fjender (som jo også er mennesker og af samme blod og kød) og ikke unde noget menneske noget ondt, men gerne hjælpe og tjene enhver, hvor de kan. Det er den smukke røde klædning, som de kristne skal være prydet med for hele verden (over deres tros rene hvide dåbsskjorte, som de har fået i dåben), efter Kristi eksempel. Han bar også over for os (også da vi endnu var fjender) en sådan rødfarvet kærlighedens klædning, da han var overstænket med sit eget blod og brændte i den højeste, uudsigelige kærligheds hede ild.

Apostlene giver den formaning, fordi de godt vidste og så, at der blandt de kristne stadig er megen svaghed og skrøbelighed tilbage, også i det ydre liv. Man kan ikke leve sådan i det almindelige liv blandt folk (ligesom det heller ikke går så rent for sig i noget hus mellem mand og hustru), at der ikke til tider falder ord, miner og gerninger fra den ene part, som ærgrer den anden og vækker vrede – ligesom det ene lem på menneskets legeme ofte støder det andet, eller mennesket bider sig selv i tungen eller kradser sig under øjnene osv. Den, som her vil være sådan en stiv og egensindig helgen, at han ikke kan bære over med eller tage i god mening et ondt ord, en mine eller en skrøbelighed, han duer ikke til at være blandt folk, ved heller intet om kristen kærlighed og kan hverken tro eller øve troesartiklen om syndernes forladelse i sit liv.

Derfor hører der til en kristen ikke en doven, kold, bleg rødme, men en sådan hed, dybrød farve (som Skriften kalder coccum bis tinctam, skarlagen, 2 Mos 26,1) [latin: «dobbeltfarvet skarlagen»], som kan holde ilden og er holdbar, så den ikke straks lader sig ophidse eller overvinde af vrede, utålmodighed og hævngerrighed, men kan bære over med og sluge noget, selv om der sker den for nær og til fortræd; sådan at den viser sig mere og stærkere i at lide og bære end i at gøre.

Derfor priser Sankt Peter nu en sådan kærlighed og siger: Den er en sådan dyd og så stærk og mægtig, at den ikke alene kan bære over med, men også dække en mængde synder. Dette ord har han taget fra Ordsprogenes Bog (Ordsp 10,12). De pavelige forvrænger også dette ord og vrider det imod troens lære: de gør kærligheden til næsten til en gerning eller dyd over for Gud og vil så slutte deraf, at vores synder bliver dækket, det vil sige tilgivet og udslettet, ved vores kærlighed. Dem, de narre, lader vi fare; for det er klart nok ud fra teksten, at han taler om had og kærlighed mellem mennesker og ikke mener vores egne synder, men andre folks synder og overtrædelser. For til at dække vores synder for Gud hører der en anden kærlighed, nemlig Guds Søns kærlighed. Han er alene den, der bærer synden for Gud, han, der (som Johannes Døberen siger [Joh 1,29]) bærer vores og hele verdens synd på sin hals og sine skuldre og tager den bort. Og ved denne kærlighed har han også givet os et eksempel, så vi også (ved kærligheden) skal bære andre folks synder, som er gjort imod os, og gerne tilgive dem.

For Salomo stiller de to modsatte ting op over for hinanden, had og misundelse på den ene side og kærligheden på den anden, og viser, hvad der kommer ud af hver af dem. «Had», siger han, «vækker strid, men kærligheden dækker over alle overtrædelser.» For hvor der er had og fjendskab i hjertet, går det ikke af uden ulykke og strid; for nagen kan jo ikke holde sig tilbage, den farer ud og giver giftige ord, enten bag ryggen på den, man er fjendtlig mod, eller også viser den sig åbenlyst sådan over for ham, at man kan se, at man ikke under ham noget godt. Deraf følger så, at man skælder igen, bander, bider og slår, og hvis der ikke bliver sat en stopper for det, elendighed og mord.

Det kommer nu af, at junker Had har så skændige, forgiftede øjne, at han ikke kan se andet end det onde i et menneske, som han kommer i kast med. Og hvor han får øje på noget sådant, dér hænger han fast, roder og graver og æder af det som en so med sin urene tryne i skidt og stank. Som man jo siger til sådan en: «Jeg tror, du har set mig bagfra.» Han kan ikke tale eller tænke andet om sin næste end det allerværste (selv om der ellers er meget godt ved ham), og han ville bare gerne have, at alle andre også var fjendtlige mod ham og talte det værste om ham; og selv om han hører noget godt om ham, så skal han alligevel tyde det til det værste. Derved bliver så også den anden part forbitret, så han igen begynder at hade, bande og bagtale; og sådan brænder ilden, så der må følge lutter splid og ulykke.

Kærligheden derimod, siger Salomo, er en så ren og kostelig dyd, at den hverken taler eller tænker ondt om sin næste, men endda dækker over – ikke en eller to, men en mængde synder (eller store dynger, ja så at sige en hel skov eller et helt hav fuldt af synder). Det vil sige: den har ingen lyst til at spejle sig i og kildre sig selv med næstens synd, men gør, som om den hverken havde set eller hørt det; eller hvis den ikke kan nægte det, så tilgiver den dog gerne og forbedrer, så meget den kan; eller hvis den ikke kan mere, så bærer og tåler den det dog og laver derfor ikke strid og gør ikke ondt værre.

Hermed bekender han (som en, der også selv har set og erfaret det), at hvor mennesker lever sammen, dér kan det ikke slå fejl: der er synder og overtrædelser, så den ene ikke altid gør, hvad der behager den anden, eller endda åbenlyst gør uret. Og han vil lære os, at den, der vil leve blandt mennesker (og det må vi jo, med hinanden i alle stænder, for Skriften ved intet om de særlige, utålsomme helgener, som straks vil løbe ud af verden, når det en smule ikke går dem efter sindet), han må indrette sig sådan, at han ved kærligheden kan bære den anden, se gennem fingre med ham og dække over hans overtrædelse, så der ikke følger mere ondt deraf.

For hvor man hverken vil tåle eller tilgive og glemme noget, dér må der jo følge had og misundelse, og de laver så lutter kiv og strid, så vi ingen fred og ro har med hinanden, men bider og kradser hinanden og således gør vort liv tungt og surt. For at der er så megen ulyst, strid og krig på jorden, det er ikke andet end det lede ondes skyld: at vi ikke har kærlighed til hinanden, men lader det lede had drive os til vrede og egen hævn, når nogen har gjort noget imod os. Og så bliver vi ikke fjendtlige mod det onde, men det ene menneske mod det andet, hvor den ene skulle elske den anden.

Vil du nu leve som en kristen og desuden have fred i verden, så må du stræbe efter ikke at give din egen vrede og hævnlyst rum, som de andre gør, men overvinde den og dæmpe hadet ved kærligheden og kunne se gennem fingre med og bære over, selv om der også sker dig stor uret og ondt. Så er du et fint menneske, der ved sagtmodighed og tålmodighed kan udrette meget godt, stille og fjerne fjendskab og strid og derved også forbedre og omvende andre. Men vil du ikke gøre det, så kan du jo bare fare af sted og hade og misunde eller i utålmodighed larme og buldre og søge hævn; men så skal du heller ikke få andet ud af det end strid og uro. Og selv om du klager nok så længe og skifter sted og løber hid og did, skal du dog ikke finde det anderledes – eller også må du først slette denne tekst og gøre Skriften til løgner.

Dette ord af Salomo om kærligheden har også Sankt Paulus haft for øje, og for at prise denne dyd har han udmalet den med mange ord i 1 Kor 13,5–7, hvor han blandt andet siger: «Kærligheden søger ikke sit eget, den forbitres ikke, den tænker ikke på skade, den glæder sig ikke over uretfærdighed, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, den udholder alt, den tror alt, den håber alt, den bliver ikke træt» osv. Se, det kalder Sankt Peter en brændende kærlighed, som har en sådan hede og ild, at den kan fortære og fjerne alt ondt og give lutter godt i stedet; den lader sig ikke overvinde eller undertrykke, men går igennem, og man kan ikke gøre den så meget ondt, at den ikke alligevel bliver god og gør lutter godt.

Det er og bliver (differentia essentialis [det væsentlige kendetegn]) kærlighedens rette egenskab (hvor den er ægte og brændende, sådan som dens natur og art kræver), at den ikke lader sig forbitre eller holder op med at elske og gøre godt og tåle det onde. Og kort sagt: kærlighed kan ikke hade eller være fjendtlig mod nogen. Man kan ikke gøre det så ondt, at den ikke kan bære det alt sammen; der kan ikke syndes så meget imod den, at den ikke kan dække over det alt sammen; den bliver ikke så højt fortørnet, at den ikke kan tilgive det. For den gør ikke andet end en mor over for sit barn, som er skrøbeligt, urent og uappetitligt: hun ser det ikke, selv om hun ser det, men bliver blind af kærlighed. Ja, hun har så rene øjne, at hun ser på barnet som en dejlig frugt af sit eget skød, givet af Gud, så hun glemmer og ikke regner alle dets skavanker; ja, hun undskylder og pynter endda på dem, så det ikke må hedde, at det skeler, men at det kaster kærlige øjekast, når det er skeløjet, og vorten må også klæde det godt.

Se, det er at dække over synden ved kærligheden: en særlig dyd hos de kristne, som ikke findes i verden. For verden har ikke en sådan kærlighed og kan heller ikke have den, selv om den også foregiver og fører et stort skin og navn af den. For så kostelig denne dyd er, så må den dog også lide den plage, at den bliver efterlignet, sminket og forfalsket med falsk skin og hykleri. For ingen vil holdes for at hade og misunde sin næste, og enhver kan stille sig venlig an med ord og fagter. Ja, så længe man gør ham godt og gør, hvad han kan lide; men hvor kærligheden over for ham holder en smule op, og han bliver fortørnet over et enkelt ord, så slår han straks hånden af den anden, klager og vredes over den store uret, der sker ham, foregiver, at han ikke er pligtig at finde sig i det, roser sig af og bebrejder den anden sin store troskab og kærlighed mod den anden – hvordan han gerne ville have delt hjertet i livet med ham osv. – og nu bliver han lønnet så ilde; Djævelen må tjene folk herefter!

Det er verdens kærlighed, som ikke elsker i gerning (som Sankt Johannes siger, 1 Joh 3,18), men i ord. Dér er hverken hjerte eller alvor, men en tom lygtemand, som lyser, men er uden ild og ikke varer, men straks er pustet ud af et lille vindpust og slukket af et lille ord. Det kommer af, at verden kun søger sit eget og kun vil tjenes og tage imod godt fra andre, men ikke give igen, hvor den skal lide og bære noget for det.

Her siger du: «Hvad? Skal man da ikke straffe det onde? Hvad skulle der komme ud af det, hvis man skal tåle, dække over og bære over med alt det onde, der sker? Så ville de onde jo få anledning til al slags frækhed og blive styrket i deres ondskab, så til sidst ingen kunne være tryg for den anden.» Svar: Der er ofte talt om, hvem det tilkommer at vredes og straffe, og hvor langt, eller på hvilken måde og i hvilket mål. For det er sandt: øvrigheden i landet og enhver husfar skal vredes, straffe og værge mod det onde; ligeså en sognepræst og prædikant efter sin befaling, ja også enhver from kristen skal formane og irettesætte sin næste, når han ser ham synde (som i et hus den ene bror den anden). Men det er noget helt andet at vredes over det onde og straffe i et embede, man har fået befalet, end at hade og være hævngerrig, eller ønske ondt og ikke ville tilgive.

Det er ikke imod kærligheden at vredes og straffe, når man ser sin næste synde; for den rette kærlighed er også af den art, at den nødig ser næstens synd og skam og gerne ville have det rettet. Ligesom far og mor, når barnet vil være frækt og ulydigt, straks slår til med riset, men ikke af den grund støder det fra sig eller bliver det fjendtlig, men søger at få det på ret køl og kaster riset bort, når det har fået sin straf – sådan må du også straffe din bror, når han synder (siger Kristus), se surt til ham og vredes, så han ved og må sige, at han gør uret, og hvis han ikke bedrer sig, også melde det til menigheden; men du skal ikke af den grund blive ham fjendtlig og bære ond nag og had til ham.

For den rette kærlighed (som jeg har sagt) må ikke være doven og kold, så den ikke bryder sig om næstens synd og fordærv, men den skal tragte efter, hvordan den kan hjælpe ham ud af synden. Derfor må den også her have en ild, så den nok bliver rød og vred; det ærgrer den og gør den ondt, at dens næste, som den elsker, gør så ilde imod Gud og imod sig selv. Men den bliver ikke bleg af had og hævnlyst, men bliver ved at være rød, så dens hjerte bevæges og flyder over af medlidenhed og barmhjertighed med næsten. Ja, selv om den ikke udretter noget hos ham med vrede og formaning, så den må skille sig fra ham og holde ham for en hedning, så kan den alligevel ikke af den grund blive fjendtlig mod ham eller unde ham noget ondt.

Derfor er en sådan kærligheds vrede og straf noget ganske andet end verdens vrede, had og hævnlyst, som søger sit eget og intet vil tåle, når man ikke taler og gør efter dens behag. Men kærligheden vredes alene til næstens gavn; og selv om den ikke tier til det onde eller billiger det, så kan den dog tåle og bære, tilgive og dække over alt, hvad der sker imod den selv, og lader intet uforsøgt, som tjener til næstens forbedring. Og således kan den holde de to rent ude fra hinanden: at den er fjendtlig mod lasten og dog elsker personen.

«Vær gæstfrie mod hinanden uden knurren; og tjen hinanden, hver med den gave, han har fået, som gode husholdere over Guds mangfoldige nåde.»

Sankt Peter har formanet de kristne i al almindelighed til ret kærlighed mod hinanden; nu tager han nogle stykker, hvori kærligheden skal vise sig udadtil hos de kristne, og især taler han om dem, der i kirken har et særligt embede og særlige gaver frem for andre, så de kan være andre til hjælp. Således henviser han hele de kristnes udvortes liv og gerninger til, at det skal gå i kærligheden, som ikke søger sit eget og ikke lever til sin egen nytte, men til tjeneste for næsten osv.

For det første, når han siger: «Vær gæstfrie mod hinanden», så sigter det til kærlighedens gerninger i al slags legemlig nød hos næsten: at de kristne skal tjene og hjælpe hinanden med legemlige goder, især de fattige og elendige, som er fremmede eller pilgrimme hos dem eller kommer til dem og ikke kan have eget hus og hjem, så de gerne deler med dem og ikke lader nogen iblandt sig lide nød.

Sådan var det i apostlenes tid og i den første kirke, da de kristne overalt blev forfulgt og jaget bort fra deres eget og måtte drage hid og did i landflygtighed og omflakken; dengang var det nødvendigt at formane, at de kristne, både i fællesskab og hver for sig, den som kunne, skulle gøre deres til, at sådanne ikke led nød hos dem, men blev forsørget. Sådan er det også stadig nødvendigt blandt de kristne, at de rette fattige (ikke dovne tiggere eller landstrygere), som man kalder husarme folk, eller de, der ikke selv kan ernære sig på grund af svaghed og alderdom, bliver forsørget og underholdt. Til det formål skal der også i kirkerne være indrettet fælleskister, så man kan give sådanne almisse, sådan som også apostlene har ordnet det, ApG 6,3. Til denne kærlighedsgerning formaner også Sankt Paulus mange steder, som Rom 12,13: «Hjælp de hellige i deres nød» osv.

Og det (siger Sankt Peter) skal man gøre uden knurren, ikke med ulyst og modvilje, sådan som verden gør, især når den skal give noget til Herren Kristus, det vil sige til hans fattige tjenere, sognepræster og prædikanter, eller til deres børn: dem tæller den hver bid brød i munden, og alt er besværligt og for meget, når den her skal give en skilling, mens den ellers giver og øser ud til Djævelen i store dynger – sådan som man hidtil under pavedømmet har givet i store dynger og villigt til dovne, unyttige munke og skændige, onde skurke, bedragere og forførere. Det er verdens uart og også en retfærdig straf fra Gud: at den ikke skal være værdig til at give, hvor den skulle og godt kunne give, til at bevare Guds ord og den fattige kirke, så den dog må give andre steder, hvor man ikke takker den for det. Men den kristne kærlighed skal have den gode art, at den gør godt uden knurren, og som Sankt Paulus også siger i Rom 12,8: «Viser nogen barmhjertighed, skal han gøre det med lyst», det vil sige gerne og uden at det tynger ham. Det samme siger 2 Kor 9,7: «Gud elsker en glad giver» osv.

Videre taler Sankt Peter om kærlighedens gerning i Helligåndens gaver, som er givet hele kirken til gode og gavn, især til det åndelige embede eller regimente. Dem vil han alle have rettet derhen, at den ene dermed tjener den anden. Han formaner dem til at betænke, at alt, hvad de har, er Guds gaver. Det agter hedningerne ikke på, men lever, som om de havde livet og alt af sig selv. Men de, de kristne, skal vide, at de er pligtige at tjene Gud dermed. Og Gud bliver tjent sådan, at de bruger gaverne til gavn og tjeneste for menneskene, så de bliver forbedret derved og bragt til kundskab om Gud, og således kirken bygges op, styrkes og bevares – det, som verden slet intet ved om eller forstår.

Derfor siger han, at man skal bruge sådanne gaver, som kaldes Helligåndens eller åndelige gaver, i kristenheden som gode husholdere over Guds mangfoldige nåde, så vi skal vide, at de er givet os af nåde, ikke for at vi skal ophøje os på grund af dem, men for at vi dermed skal være forstandere i Guds hus, det vil sige i hans kirke. Og derfor er gaverne mangfoldige og således uddelt, at ikke én har alle slags, men den ene har andre gaver, et andet embede eller kald end den anden, og således er vi knyttet og bundet sammen med hinanden, så vi må tjene hinanden.

Og Sankt Peter vil minde enhver især om, at han skal se på sin stand eller sit embede og i overensstemmelse dermed trofast passe og gøre det, som er givet og befalet ham. For der er (som Skriften ofte lærer) ingen ædlere gerning end lydigheden i det kald og den gerning, som Gud lægger på enhver: at han er tilfreds dermed, trofast tjener sin næste og ikke gaber videre efter det, som er befalet eller givet en anden, eller formaster sig til mere og vil gribe videre, end han har befaling til. Sådan gør mange letsindige, ustadige ånder, og fremfor alt de hovmodige, opblæste hoveder og selvgroede kloge Åger, som tykkes sig selv så fulde af ånd og kunst, at de ikke kan blive ved deres befaling, men mener, at de skal regere alt og mestre og overkloge det, andre gør. Det er fjendske folk, som ikke laver andet end ulykke og ikke har nåde til at gøre noget godt, selv om de ellers havde fine gaver, fordi de ikke bruger dem efter deres kald og til tjeneste for næsten, men alene for deres egen ros og forrangs skyld.

Derfor viser apostlen, hvordan Gud uddeler sine gaver på mange måder, og siger, at der er mangfoldige gaver – sådan som Sankt Paulus også gør i 1 Kor 12,4–5 – idet hver enkelt har fået tildelt og givet noget særligt og desuden et særligt embede, hvori han skal bruge disse gaver, og blive ved det, indtil han bliver kaldet til et andet. Som Sankt Paulus atter siger i Rom 12,6–7: «Har nogen profetisk gave, så skal han passe profetien; har nogen et embede, så skal han passe embedet» osv. For det er ikke nok at have mange særlige gaver; der hører også nåden til (som han siger her: «Guds mangfoldige nåde»), at det må behage Gud godt, og at han giver velsignelse og lykke til, så mennesket med sådanne gaver kan tjene kirken godt og nyttigt og stifte noget godt. Den nåde bliver ikke givet dem, som ikke passer deres kald i troen og efter Guds ord eller befaling. Derfor giver Sankt Peter nu som eksempel på, hvordan man skal bruge en sådan forskel mellem de mangfoldige gaver ret, en smuk regel og siger:

«Hvis nogen taler, skal han tale det som Guds ord; hvis nogen har et embede, skal han udføre det som af den evne, Gud giver.»

Det er en meget nødvendig lære i kirken, og var den blevet holdt hidtil, så var verden ikke blevet fyldt med Antikrists løgne og forførelse. For hermed er der sat et mål for alle dem, der vil være eller gøre noget i kirken, hvor højt deres embede og gaver end er, og slået en lille pæl i jorden for, hvor langt de skal gå i det, så de ikke overskrider målet. Men han deler kirkens regimente i de to stykker: at lære eller føre Ordet, og at have et embede, hvor man regerer efter Ordet og læren. Og om begge siger han, at man for alt i verden skal se til, at ingen i den sag farer frem efter sit eget hoved og forgodtbefindende eller behag, men lærer og regerer sådan, at det hedder og bliver ved at være Guds ord og gerning eller embede.

For i kristenheden er det ikke sådan som i verdens regimente og i de sager, der angår udvortes ting og timeligt gods, hvor menneskene kan regere, efter som de forstår det og deres fornuft lærer dem, sætte love og ret og byde, straffe, tage og give derefter. Men her er et åndeligt regimente over samvittighederne for Gud, og hvad der dér bliver talt, lært, befalet eller gjort, det må gå sådan til, at man ved, at det gælder og består for Gud, ja at det går ud og flyder fra ham, så man kan sige: Det har Gud selv talt eller gjort. For i dette hus, hvor han regerer og bor, dér skal og vil han også som den rette husherre selv tale og gøre alt sammen, selv om han dertil bruger menneskets mund og hånd.

Derfor må der her først og fremmest i læren, både af prædikanter og tilhørere, ses efter, at man har et klart og vist vidnesbyrd om, at denne lære i sandhed er det rette Guds ord, åbenbaret fra himlen for de hellige første fædre, profeter og apostle og stadfæstet af Kristus selv og befalet at lære. For det kan på ingen måde tåles, at man ville omgås læren, sådan som det lyster enhver eller tykkes ham godt og fint og ville rime sig med menneskelig forstand og fornuft, eller lege og gøgle med Skriften og Guds ord, så den måtte lade sig tyde, dreje, strække og lappe, som det nu passede, for folks skyld eller for fredens og enighedens skyld. For så var der ingen sikker eller bestandig grund, som samvittighederne kunne forlade sig på.

Lige så lidt kan det tåles, at nogen, som har særlig anseelse frem for andre, er hellig og af høj ånd og forstand (om det så var en apostel), ville træde op på grundlag af sine gaver og det embede, der er befalet ham, og have magt til at lære, hvad han ville, og tilhørerne skulle være pligtige at tage imod det og forlade sig på, at det måtte være ret, hvad sådan en mand lærer. Sådan har paven med sine koncilier hidtil overtalt verden: fordi han sad på apostlenes stol, havde det højeste embede og samlede koncilierne, så kunne de ikke fejle, og enhver var pligtig at tro og holde, hvad de besluttede og fastsatte.

Herimod lærer Sankt Peter, og hele Skriften forbyder det, så sandt man ikke vil miste den evige salighed, at man i denne sag (hvad troen angår) ikke skal se på eller agte på noget menneske eller nogen gaver, men prøve og bedømme al lære efter det klare, visse Guds ord, som er givet os fra himlen og har apostlenes og kirkens sikre, enige vidnesbyrd fra begyndelsen af. Sådan fælder også Sankt Paulus dom over sine falske apostle, som roste sig af at være de høje apostles disciple og pukkede på deres person og anseelse imod ham (Gal 1,8): «Selv om en engel fra himlen forkynder et andet evangelium, han være fordømt og forbandet» osv.

Sådan også med embedet eller regeringen i kirken: dér skal der også først være vidnesbyrdet, så man ved, at Gud har befalet og indstiftet dette embede – for at det atter ikke skal tillades nogen af egen magt eller behag at indrette, byde eller gøre noget (som skulle holdes for en guddommelig gerning eller for nødvendigt til frelse) med den begrundelse og i tillid til, at han er kaldet og sat til et sådant embede. Sådan har paven i tillid til sit kirkeembede dristet sig til at herske over alle i kirken, byde og lave love og gudstjenester, som enhver skulle være pligtig at holde.

Nej, den, der vil have og udøve et embede i kirken, han skal først bevise og gøre klart af Skriften, at han har befaling til det fra Gud, så han kan sige: «Det har ikke jeg, men Gud indrettet», og folk kan være visse på, at når de gør dette, er de ikke lydige mod ham, men mod Gud.

For eksempel: Når jeg efter Kristi befaling, som sjælesørger eller kirkens tjener, rækker de hellige sakramenter, tilsiger tilgivelse, formaner, trøster, irettesætter osv., så kan jeg sige: «Det, jeg gør, det gør ikke jeg, men Kristus; for jeg gør det ikke efter eget forsæt, men efter hans befaling og sådan, som han har budt det.» Det kan paven med sin hob ikke sige, for de forvender Herren Kristi ordning og befaling i sakramentet, forbyder lægfolk at drikke af kalken og gør desuden sakramentets brug eller messen til et offer for levende og døde – foruden alle de utallige andre vederstyggeligheder, de har oprettet uden og udenfor (ja, imod) Guds befaling, med falske gudstjenester som påkaldelse af de døde helgener og lignende afgudsdyrkelse, som paven har bragt op under skin og navn af sit embede, som havde han magt og myndighed fra Kristus til at indrette og byde sådant.

For det andet er det ikke nok, at embedet eller befalingen er Guds embede og befaling; man må også vide og henvise folk til, at den kraft, som et sådant embede skal udrette og virke, ikke er menneskers evne, men Guds gerning og kraft. Det vil sige: at det gælder og sker (det, som embedet er givet til og skal udrette), ikke fordi jeg siger eller gør det, men i kraft af Guds befaling eller ordning, fordi han har budt at gøre det sådan og vil virke og være kraftig gennem et sådant embede, når det går efter hans befaling. For eksempel i dåben, sakramentet og tilgivelsen skal man ikke se efter, hvem eller hvor from, hellig og værdig den person er, som rækker sakramentet og tilsiger tilgivelsen osv. For dér gælder og sker intet for det menneskes værdigheds eller uværdigheds skyld, som giver eller modtager det, men fordi Guds befaling og ordning er dér.

Det kalder nu Sankt Peter den evne eller kraft, som Gud giver, det vil sige: det sker og virker ikke ved menneskers magt eller for menneskers skyld, men for hans ordnings skyld og ved hans kraft – for at ingen her skal trodse eller formaste sig, som om det var hans myndighed og magt (sådan som paven foregiver med sine nøgler og sin kirkemagt), men for at du skal vide, at skal dit embede være kraftigt og dit arbejde eller din regering i kirken nyttig og til frelse, så må Gud selv give og virke det. Men skal det ske, så må der (som sagt) være Guds ord og vidnesbyrd om, at han har befalet og budt at gøre det.

Derfor er det hermed alvorligt befalet, at ingen i kirken skal driste sig til at foregive eller gøre noget (være sig lidt eller meget, småt eller stort) efter sit eget forsæt eller noget menneskes råd og forgodtbefindende. Men den, der vil lære eller gøre noget, skal tale og gøre det sådan, at han først er vis på, at det, han taler og gør, i sandhed er Guds ord og gerning, befalet af ham; eller også skal han bare lade sin prædiken og sit embede ligge og imens gøre noget andet. Ligeså skal de andre ikke høre, tro eller tage imod andet end det, der bliver forelagt dem med sikkert vidnesbyrd af Guds ord og befaling. For Gud vil ikke have, at man spøger med hans sager, og det gælder sjælenes frelse, som derved føres i evig skade og fordærv, hvor denne regel og befaling ikke holdes.

«For at Gud må blive æret i alt ved Jesus Kristus» osv.

Det er målet, som alt i kristenheden skal ske for: at ingen skal søge og tilskrive sig selv magt, ære og ros (for sit embede og sine gaver), men alene Gud, som selv har kaldet sin kirke og regerer, helliger og bevarer den ved sit ord og sin Ånd og dertil giver og skænker os sine gaver – og gør alt dette af lutter nåde, alene for sin kære Søns, Herren Kristi, skyld – for at vi skal takke og love ham for en sådan nåde og uudsigelig velgerning, som er givet os uden vor fortjeneste, og rette alt vort arbejde derhen, at hans navn derved bliver kendt og lovprist.