Pinsedag (ApG 2,1–13)

Epistlen på pinsedag, ApG 2,1–13

Historien og beretningen om denne dag sammen med apostlen Sankt Peters smukke prædiken, som Helligånden holdt gennem ham – og som det med rette hører sig til at gennemgå helt på denne tid – vil vi gemme til de særlige prædikener om alle årets fester; nu vil vi sige lidt om årsagen til denne fest og om Helligåndens embede.

Denne helligdag, som man kalder pinsedag, har sin oprindelse herfra: Da Gud førte Israels børn ud af Egypten, lod han dem holde påskefesten samme nat og bød dem fejre den hvert år på samme tid til minde om deres forløsning og udgang af Egypten. Fra den dag drog de derefter halvtreds dage gennem ørkenen, indtil de kom til Sinaj bjerg. Der fik de loven af Gud ved Moses, og det blev dem befalet også at holde minde om den hvert år på den halvtredsindstyvende dag efter påskedag. Derfra har denne fest, som vi kalder pinse, sit navn. For ordet pinsedag kommer af det græske pentekoste, det vil sige den halvtredsindstyvende dag, og det udtaler vi saksere lidt nærmere ved det græske: Pingsten. [Luther sammenligner den højtyske form «Pfingsten» med den saksiske «Pingsten».] Derfor siger Lukas her: Da de samme halvtreds dage efter påskefesten var gået, og de havde fejret den begivenhed, at Gud havde givet folket loven på Sinaj bjerg, da kommer Helligånden (som Kristus havde lovet dem) og giver dem en anden, ny lov. Sådan fejrer vi festen, ikke for den gamle, men for den nye begivenheds skyld, nemlig for Helligåndens sendelses skyld. Derfor må vi give lidt undervisning og vise forskellen mellem vores pinse og jødernes pinse.

Jøderne holdt festen, fordi loven var givet dem skriftligt; men vi skal fejre den, fordi Guds lov er givet os åndeligt. For at gøre det klart hører Sankt Paulus først hertil; han sætter også denne forskel og taler om to slags prædiken i Andet Korintherbrev, kapitel 3 (2 Kor 3,6). Og ligesom prædikenen er af to slags, sådan er også folket af to slags.

For det første: Den skriftlige lov er den, som Gud har befalet og fattet i Skriften; og den kaldes skriftlig eller bogstav, fordi den ikke kommer længere og ikke går ind i hjertet. Der følger heller ikke gerninger efter, andet end lutter hykleriske gerninger, og det er bare noget udvortes og tvunget. Og eftersom den alene er fattet i skrift og bogstaver, så har det hele været dødt og har også dræbt og har oven i købet regeret et dødt folk; for hjertet har været dødt, fordi det ikke har gjort Guds bud af hjertet. For hvis man lod ethvert menneske beholde sin frie vilje, så han gjorde, som han helst ville, og ikke behøvede at frygte nogen straf, ville man ikke finde én, som ikke hellere ville være fri for loven.

For sådan har naturen det ganske vist: Den ville hellere gøre, hvad den har lyst til, og må dog gøre noget andet. For den tænker sådan: «Se, Gud vil straffe mig og kaste mig i helvede, hvis jeg ikke holder hans bud.» Sådan mærker min natur, at den gør det modvilligt og med ulyst, mod sin vilje. Derfor bliver mennesket straks fjendtligt mod Gud for straffens skyld, fordi han mærker, at han er en synder og ikke står ret med Gud; og han kan ikke holde af ham, ja, han ville hellere, at der ingen Gud var. Sådan et nag mod Gud sidder i hjertet, hvor fint naturen end vil pynte sig udvendig. Derfor ser man, hvordan loven, så længe den stadig er skriftlig og i bogstaven, ikke gør nogen retfærdig og ikke kommer ind i hjertet; om det har vi andetsteds prædiket og skrevet meget.

Den anden lov er åndelig. Den skrives ikke med pen og blæk og tales heller ikke med munden, sådan som Moses havde med stentavler at gøre; men som vi ser her i denne beretning, kommer Helligånden fra himlen og fylder dem alle sammen, så de får kløvede tunger af ild og prædiker frimodigt, anderledes end før, så alle bliver bestyrtede og forundrede over det. Dér kommer han og gennemstrømmer hjertet og gør et andet menneske, som nu elsker Gud og gerne gør, hvad han vil. Det er ikke andet end Helligånden selv eller i hvert fald den gerning, han gør i hjertet. Dér skriver han lutter ildflammer i hjertet og gør det levende, så det bryder frem med tunger af ild og virksom hånd, og det bliver et nyt menneske, som mærker, at han har fået en helt anden forstand, et andet sind og en anden tanke end før. Og nu er alt levende: forstand, lys, mod og hjerte, som brænder og har lyst til alt, hvad der behager Gud. Det er den rette forskel mellem Guds skriftlige og åndelige lov, og ved den ser man, hvad Helligåndens gerning er.

Heraf skal man også lære, hvad Helligåndens embede er i kirken, og hvordan eller hvorved han bliver modtaget og virker i hjerterne. Hidtil har man prædiket sådan om ham, at det alene er ham, der gør og indgiver det, som koncilierne beslutter, og det, som paven byder i den åndløse ret [ordspil på «das geistliche Recht», den kanoniske ret], skønt alt det dog kun er udvortes ting, byder om udvortes ting og regerer udvortes. Derfor er det netop bagvendt og forkvaklet; for de gør Helligåndens gerning til en skriftlig, død lov, som dog skulle være en åndelig og levende lov. Sådan gør man ham til en Moses og til menneskepjat. Det kommer af, at man ikke ved, hvad Helligånden er, hvortil han er givet, og hvad hans embede er. Lad os derfor lære og fatte det godt, hvad det er, så man ved at skelne hans embede.

Sådan hører du her: Han kommer ned og fylder disciplene, som før sad i sorg og frygt, og gør deres tunger brændende og kløvede, sætter ild i dem, så de bliver dristige og frimodigt prædiker om Kristus og ikke frygter noget. Dér ser du jo klart, at det ikke er hans embede at skrive bøger eller lave love, men at han er sådan en Ånd, som skriver i hjertet og skaber et nyt mod, så mennesket bliver glad over for Gud og får kærlighed til ham og derefter tjener folk med et glad sind.

Men hvormed gør han det, og hvad er det greb, han bruger til at forvandle hjertet og gøre det nyt? Det gør han ved, at han forkynder og prædiker om Herren Jesus Kristus, som Kristus selv siger: «Når Talsmanden kommer, som jeg sender jer fra Faderen, sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, da skal han vidne om mig» (Joh 15,26). Nu har vi ofte hørt, at evangeliet er det, som Gud lader prædike i verden og sige til enhver: at fordi ingen kan blive retfærdig ved loven, men kun bliver værre, derfor har han sendt sin kære Søn herned, for at han skulle dø og udgyde sit blod for vore synder, som vi ikke kunne blive fri for ved vore egne kræfter og gerninger.

Men til at dette bliver prædiket, hører nu også, at det bliver troet. Derfor giver Gud Helligånden dertil; han trykker denne prædiken ind i hjertet, så den hænger fast og lever dér. For det er jo vist og sandt: Kristus har udrettet det alt sammen, taget synden bort og overvundet alt, så vi ved ham skal være herrer over alle ting. Dér ligger skatten i én bunke; men derfor er den ikke uddelt og anbragt overalt. Skal vi derfor have den, så må Helligånden komme og give os i hjertet, at vi tror og siger: «Jeg er også en af dem, der skal have dette gode.» Sådan som denne nåde jo ved evangeliet bliver tilbudt enhver, der hører det, og han bliver kaldet dertil, som han siger: «Kom til mig, alle I som er trætte og bærer byrder» osv. (Matt 11,28).

Når vi nu tror dette, at Gud har hjulpet os sådan og givet os en sådan skat, så kan det aldrig slå fejl: Menneskets hjerte må få lyst til Gud og løfte sig op og sige: «Kære Fader, er det din vilje, at du viser mig så stor en kærlighed og trofasthed, som ikke kan måles nok, så vil jeg også elske dig af hjertet og med glæde gøre, hvad der behager dig.»

Så ser hjertet ikke længere skævt til Gud og tænker ikke, at han vil kaste det i helvede, som før, inden Helligånden kom, da det ikke mærkede nogen godhed, ingen kærlighed eller trofasthed, men intet andet end Guds vrede og unåde. Men nu, da Helligånden trykker det ind i hjertet, at Gud er så venlig og nådig mod det, så bliver det glad og uforfærdet, så det for Guds skyld gør og udholder alt, hvad der skal gøres og udholdes.

Sådan skal du lære Helligånden at kende, så du ved, hvortil han er givet, og hvad hans embede er: nemlig at han anbringer skatten, Kristus og alt, hvad han har, som er skænket os og forkyndt ved evangeliet, og giver dig ham i dit hjerte, så han bliver din egen. Når han nu udretter dette, og du mærker det i dit hjerte, så følger det, at man må sige: «Er det meningen, at mine gerninger intet hjælper hertil, men at Helligånden må gøre det, hvorfor vil jeg så plage mig med mine gerninger og love?» Sådan falder alle menneskers gerninger og love bort, ja, også Moses’ lov; for Helligånden lærer ham bedre end alle bøger, så han forstår Skriften bedre end alle dem, der alene beskæftiger sig med loven.

Derfor behøver man ikke bøgerne til mere end at styrke en sådan tro og også at bevise for andre, at det står skrevet sådan deri, som Helligånden lærer. For vi skal ikke holde troen for os selv alene, men lade den bryde frem; og for at grunde og bevise den må vi have Skriften. Se derfor endelig til, at du ikke holder Helligånden for en lovgiver, men for ham, der prædiker Kristi evangelium ind i hjertet og gør mennesket så frit, at intet bogstav bliver tilbage, eller kun bliver tilbage for prædikenens skyld.

Men her må man også være klog og vide, at alt dette ikke går sådan til, som om et sådant menneske, der har Helligånden, straks er helt fuldkomment, så han intet mærker til loven og synden og er ren i alle ting. For vi prædiker ikke sådan om Helligånden og hans embede, som om han allerede havde udrettet og fuldbragt det helt, men sådan, at han har begyndt det, og at det nu stadig er i gang, idet han driver det mere og mere og ikke holder op. Derfor vil du ikke finde et sådant menneske, som er uden synd og uden bedrøvelse, fuld af retfærdighed og fuld af glæde og tjener alle frit. For Skriften fortæller vel, hvad Helligånden gør, nemlig at hans embede er at forløse fra synd og rædsel; men dermed er det endnu ikke helt udrettet.

Derfor må et kristent menneske til tider mærke sin synd i hjertet og forfærdes for døden, så alt det trykker ham, som anfægter en anden synder. De vantro sidder sådan i deres synder, at de ikke agter dem; men disse, de troende, mærker dem nok. Men imod det har de en hjælper, Helligånden, som trøster og styrker dem, indtil han har udrettet det helt og gjort ende på det; så skal de ikke mere mærke noget af det.

Derfor siger jeg, at man her må være klog og se til, at man ikke trodser og pukker så kækt på Helligånden, som nogle hovmodige, formastelige sværmeånder gør, så ingen farer for sikkert frem og bilder sig ind, at han er fuldkommen i alle henseender. For et fromt kristent menneske er dog også kød og blod som andre folk; bortset fra at han slås med synden og den onde lyst og mærker det, han ikke gerne vil mærke; men de andre tager sig det slet ikke nær og slås slet ikke med det.

Det gør ikke noget, at man mærker onde lyster, når man bare kæmper imod dem. Derfor må sådan et menneske ikke dømme efter sin følelse, som om han derfor var fortabt, men han skal arbejde med den resterende synd, som han mærker, hele sit liv og lade Helligånden virke og uden ophør sukke efter at blive fri for synden. Sådan et suk holder aldrig op hos de troende og går dybere, end man kan udsige det, som Sankt Paulus siger til romerne (Rom 8,26). Men det har en kostelig tilhører, nemlig Helligånden selv; han mærker nok længslen og trøster også sådanne samvittigheder med guddommelig trøst.

Sådan må det altid være blandet, så man mærker begge dele, Helligånden og vores synd og ufuldkommenhed; for det må stå sådan til med os som med et sygt menneske, der er under lægens hænder, og som nu dog skal blive bedre. Derfor skal ingen tænke sådan: «Dette menneske har Helligånden; derfor skal han være helt stærk, gøre lutter kostelige gerninger og ikke have nogen skrøbelighed.» Nej, ikke sådan; for det kan ikke komme dertil, så længe vi lever i kødet på jorden, at vi skulle være uden al svaghed og skrøbelighed. Derfor klager også de hellige apostle selv tit over deres anfægtelse og bedrøvelse. Og således er Helligånden nok skjult for dem selv efter deres følelse, bortset fra at han styrker og opholder dem i anfægtelse ved Ordet og troen.

Derfor bliver Helligånden ikke givet til nogen andre end netop dem, der står i bedrøvelse og angst; dér skaber evangeliet nytte og frugt. For denne gave er for høj og ædel; derfor kaster Gud den ikke for hunde og svin, som – selv når de falder over den, så de hører den prædiket – æder den og ikke ved, hvad de æder. Det må være sådanne hjerter, som mærker og ser deres elendighed og ikke kan komme ud af den; for der må sprælles, skal Helligånden komme og hjælpe; og ingen skal bilde sig ind, at det vil gå anderledes til.

Det ser vi også her i denne beretning. De kære disciple havde hidtil siddet i frygt og rædsel og var endnu utrøstede; der var heller intet mod endnu, de lå stadig i vantro, så de nær var fortvivlede, og Kristus havde meget besvær og arbejde med dem for at rejse dem op igen. Og dog var der ingen anden mangel end deres eget forsagte hjerte, så de frygtede, at himlen skulle falde ned over dem, så Herren selv ikke kunne trøste dem nok, indtil han siger til dem: «Helligånden skal komme til jer fra himlen; han skal trykke mig ind i jeres hjerte, så I kender mig og derefter også Faderen gennem mig. Så skal jeres hjerte blive trøstet og styrket og fuldt af glæde»; sådan som det i dag er blevet opfyldt på dem.