Trinitatis søndag (Rom 11,33–36)

Epistlen på trinitatis søndag, Rom 11,33–36

Denne epistel læses på denne dag, fordi man holder denne fest for den hellige treenighed eller de tre personer i det guddommelige væsen. Det er den første, høje, ubegribelige hovedartikel, som skal bevares i kristenheden ved Guds ord, så man kender Gud sådan, som han vil kendes. For selv om Sankt Paulus i denne epistel ikke tager sig for at behandle denne artikel, men kun rører ved den med få ord til sidst (som vi skal høre), så vil han dog lære det, at man i disse høje ting, hvor man vil tale om Gud (hvad enten det er om hans guddommelige væsen eller om hans vilje og gerninger), ikke skal kloge sig og dømme efter menneskelig visdom, men alene efter Guds ord. For disse guddommelige ting er alt for høje og langt over al fornuft og kan aldrig nogen sinde gribes og udfindes af menneskelig forstand.

Men skønt jeg ellers har lært og skrevet meget og ofte nok om denne artikel, må vi dog også her sige noget om den i korthed. Det er vel ikke noget fint tysk og lyder heller ikke smukt at kalde Gud med ordet «Dreifaltigkeit» [«trefoldighed», det tyske ord for treenighed] (ligesom heller ikke det latinske Trinitas lyder fint); men da man ikke har noget bedre, må vi tale, som vi kan. For (som jeg har sagt) denne artikel er så højt over menneskelig forstand og sprog, at Gud som en far må holde sine børn det til gode, at vi stammer og laller, så godt vi kan, når blot troen er ren og ret.

For man vil dog sige så meget med dette ord, at det skal troes, at den guddommelige majestæt er tre adskilte personer af ét, sandt væsen. For dette er de kristnes åbenbaring og kundskab om Gud, at de ikke alene ved, at der er én eneste, sand Gud uden for og over alle skabninger, og at der ikke kan være mere end denne ene Gud, men også hvad denne ene Gud er i sit indre, uudgrundelige væsen.

For menneskelig fornuft og visdom kan dog af sig selv komme så vidt, at den slutter (om end svagt), at der må være ét eneste, evigt, guddommeligt væsen, som har skabt alle ting og opholder og styrer dem. For den ser denne skønne, herlige skabning både i himlen og på jorden, så underfuldt, ordentligt og sikkert ordnet og gående i sit styre, at den må sige, at det ikke er muligt, at det skulle være gjort og gå sådan på slump eller af sig selv, men at der må være en skaber og herre, som det alt sammen kommer fra og styres af. Og således må den kende Gud på skabningerne, som også Sankt Paulus siger i Rom 1,20, at Guds usynlige væsen, det vil sige hans evige kraft og guddommelighed, ses, når man lægger mærke til det på gerningerne, nemlig på verdens skabelse.

Det er en erkendelse a posteriori [«bagfra», dvs. ud fra virkningerne], hvor man ser Gud udefra, på hans gerninger og styre, ligesom man ser et slot eller et hus udefra og deraf mærker herren eller husbonden. Men a priori [«forfra», dvs. ud fra selve væsenet], indefra, har ingen menneskelig visdom nogen sinde kunnet se, hvad og hvordan Gud dog er i sig selv eller i sit indre væsen; og ingen kan heller vide eller sige noget om det, uden de, for hvem det er åbenbaret ved Helligånden. For ligesom ingen ved (siger Sankt Paulus 1 Kor 2,11), hvad der er i mennesket, uden menneskets ånd, som er i det, således kan heller ingen vide, hvad der er i Gud, uden Guds Ånd. Udefra kan jeg nok se, hvad du gør, men det kan jeg ikke se, hvad du har i sinde og tænker. Og omvendt kan du heller ikke vide, hvad jeg tænker, medmindre jeg giver dig det at forstå ved ord eller tegn.

Endnu meget mindre kan vi da se og kende, hvad Gud er i sit eget skjulte væsen, før Helligånden, som også ransager og skuer guddommens dybder (siger Paulus samme sted), åbenbarer os det. Det gør han jo ved prædikenen om denne artikel, hvor han lærer os, at der i den guddommelige majestæt ikke er mere end ét eneste, udelt væsen, og at det dog er sådan beskaffent, at der for det første er den person, som hedder Faderen; og fra ham den anden, som er Sønnen, født fra evighed; og den tredje, som udgår fra disse to, nemlig Helligånden. Disse tre personer skiller sig ikke fra hinanden som to eller tre brødre og søstre, men bliver i ét og samme evige, udelte og uadskillelige væsen.

Det er ikke (siger jeg) udforsket, kravlet op til eller besteget ved menneskelig fornuft, men åbenbaret ovenfra, ned fra himlen. Derfor kan også alene de kristne tale om dette, både om hvad den væsentlige guddom er i sig selv, og også om hvordan han viser sig udadtil i sine skabninger, og hvad han har i sinde over for menneskene, så de bliver frelst. For det hører de alt sammen af Helligånden, som åbenbarer og forkynder det ved Ordet.

Men de andre, som ikke har en sådan åbenbaring og dømmer efter deres egen visdom, som jøder, tyrkere og hedninger, de må jo holde en sådan prædiken for den største vildfarelse og det højeste kætteri og sige, at vi kristne er gale og tåbelige, fordi vi gør tre guder, når der dog efter al fornuft (ja, også efter Guds ord) ikke kan være mere end én Gud. For det rimer ikke, siger de, at der er mere end én vært i ét hus, mere end én herre og fyrste i ét rige; endnu meget mindre, at mere end én Gud skulle regere over himmel og jord. De mener, at de med en sådan visdom har slået os vældigt til jorden og med vores tro gjort os til spot og spe for hele verden – lige som om vi var så grove hoveder og så store narre, at vi ikke også kunne se det. Og dog har vi (Gud ske lov!) jo også lige så meget menneskeforstand og kan lige så godt som de, om ikke bedre og med flere grunde, end de kan med hele deres Koran og Talmud, føre strid for og bevise, at der ikke er mere end én eneste Gud.

Men vi siger og ved desuden også dette af Skriften, at det langtfra er nok til at tale om denne guddommelige sag at kloge sig frem ud af fornuften og give sig ud for stor visdom; men der hører en højere erkendelse til at udlægge denne og alle vor tros artikler, end al menneskelig forstand kan nå. Det er endnu kun en lille del af den kundskab, man skal have om Gud, når man ikke ved mere om ham, end hvad også hedningerne ser ved deres fornuft og slutter af sådanne fornuftige grunde. Sådan slutter også hedningen Aristoteles i sin bedste bog ud fra et ord af deres viseste digter Homer [Metafysikken 12,10, med citat fra Iliaden 2,204], at der ikke kan være et godt styre, hvor der er mere end én herre; som når mere end én husherre eller frue i et hus vil styre og befale over tyendet; derfor må der i ethvert styre kun være én herre og regent.

Det er vel rigtigt og sandt, for Gud har også plantet et sådant lys og en sådan forstand i den menneskelige natur for dermed at give den et fingerpeg og ligesom et billede af sit guddommelige styre: at han er én eneste herre og skaber af alle skabninger. Men dermed er det høje, evige, guddommelige væsen slet ikke tilstrækkeligt udforsket eller udgrundet. For selv om jeg har lært det, at én eneste guddommelig majestæt styrer alle ting, så ved jeg dog ikke dermed, hvad og hvordan det går til inde i dette guddommelige væsen. Det vil ingen sige mig (som sagt), uden hvor Gud selv åbenbarer det ved sit ord.

Nu har vi kristne Skriften, som vi med vished ved er Guds ord, og som også jøderne selv har, og som er kommet fra deres fædre til os. Fra den, og fra ingen anden, er også alt det taget fra verdens begyndelse, som man ved om Gud og guddommelige gerninger, også hos tyrkere og hedninger (for så vidt det ikke er åbenlyse fabler og opdigtet), og den er desuden stadfæstet og bevist med store undergerninger indtil denne dag. Den siger os nu om denne artikel, at der vel ingen Gud eller guddommeligt væsen er uden den ene; men den stiller os ikke alene Gud udefra for øjnene, men fører os også ind i hans indre væsen og viser, at der i det er tre personer, dog ikke tre guder eller tre slags guddom, men ét eneste, udelt guddommeligt væsen.

En sådan åbenbaring følger og bryder netop frem af Guds højeste gerning, som er en tilkendegivelse af hans guddommelige råd og vilje, som han har besluttet fra evighed og i overensstemmelse dermed også forkyndt i løfterne: at hans Søn skulle blive menneske og dø for at forsone menneskeslægten med Gud. For fra vort grufulde fald i synd og evig død kunne der ikke hjælpes os ved noget andet middel end ved en evig person, som havde magt over synd og død til at udslette dem og i stedet give retfærdighed og evigt liv. Det kunne ingen engel eller skabning, men det måtte være Gud selv. Nu kunne Faderens person, han som skulle forsones, ikke gøre det; men det måtte være den anden person, med hvem dette råd var besluttet, og ved hvem og for hvis skyld forsoningen skulle ske.

Derfor er der her to adskilte personer: den ene, som forsones; den anden, som sendes til forsoning og bliver menneske. Den første hedder Faderen, som den første, der ikke har sin oprindelse fra nogen anden; den anden Sønnen, som er født af Faderen fra evighed. Det viser og bevidner Skriften ved at kalde ham Guds Søn, som Sl 2,7: «Du er min Søn, i dag har jeg født dig»; ligeledes Gal 4,4: «Da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn» osv. Her tvinger selve slutningen til, at Sønnen, eftersom han kaldes en person, må være adskilt fra Faderens person.

Ligeledes nævnes også Guds Ånd særskilt og adskilt som en person, der sendes eller udgår fra Gud Fader og Søn, som når han siger Joel 3,1: «Jeg vil udgyde af min Ånd over alt kød» osv. Her udgydes en Ånd, som må være Guds eller en guddommelig Ånd og af det samme guddommelige væsen; ellers ville han ikke sige: «af min Ånd»; og dog en særskilt person, ikke den, som sender eller udgyder. Ligeledes: fordi han i sin sendelse åbenbarer sig eller viser sig, idet han kommer ned i synlig skikkelse, som duens og ildflammernes, må han være noget andet (efter personen) end både Faderen og Sønnen.

Men med dette stykke, at vi siger, at Guds Søn er blevet menneske, af samme natur som vi, for at forløse os fra synd og død og bringe evigt liv, uden al vor fortjeneste og medvirken, giver vi både jøder og tyrkere ikke mindre at le og spotte ad, end når vi taler om tre personer. For det er for menneskelig visdom en langt urimeligere påstand. Den kloger sig frem på denne måde med sin jødiske og tyrkiske, ja hedenske prædiken: «Gud er én eneste, almægtig herre over alle, som har skabt alle mennesker og givet dem loven, som de skal leve efter. Deraf følger, at han er nådig mod de fromme og lydige, men straffer og fordømmer de ulydige. Derfor vil han belønne den, som gør gode gerninger og vogter sig for synder» osv.

Det er lutter hedenske tanker, taget fra dette jordiske, verdslige væsen og dets sager, som om det måtte gå sådan til i Guds styre, som når en husfar styrer blandt sine børn og sit tyende; for sådanne kalder man retskafne regenter og herrer, når de holder denne forskel over for deres egne. En sådan hedensk visdom, hellighed og gudstjeneste lærer og driver også paven, sådan som vi jo alle har troet under ham og ikke vidst andet, jeg lige så vel som andre; ellers ville vi også både have lært og gjort anderledes. Og kort sagt: den, som ikke har denne åbenbaring og Guds ord, kan ikke tro eller lære anderledes.

Hvad var vi så bedre med en sådan tro end hedninger og tyrkere? Ja, hvordan kunne vi værge os mod nogen som helst forførelse og løgnekram, som man turde udgive for en god gerning og gudstjeneste? Der måtte vi følge enhver bedrager, der kom med sin kutte og sit reb, i Kristi sted, og holdt for, at den, som holdt dette, blev frelst derved. Og således er hele verden blevet fuld af lutter falsk gudstjeneste (det, som Skriften egentlig kalder afgudsdyrkelse), ud af menneskelig visdom, som straks lader sig fange af sådan en påstand, når man fremlægger noget som en god gerning, gjort Gud til lydighed. For den ved det ikke bedre; og hvorfra skulle den vide det, når det ikke er åbenbaret for den? Eller hvor det prædikes, vil den ikke høre det, men foragter det og følger sin egen indbildning; og således forbliver det godt skjult og ubegribeligt for den, som Sankt Paulus siger her: «Hvem har kendt Herrens tanker?»

Men for os åbenbares og forkyndes dette Guds råd og sind: hvordan og hvorfor Gud har sendt og givet sin Søn i vort kød. For vi har af Guds ord denne visdom, at intet menneske kan være retfærdigt for Gud ved sig selv, men at alt det, vi lever og gør, er under vreden og fordømt, fordi vi er født helt i synd og af naturen er ulydige mod Gud. Skal vi derimod blive fri for synden og frelst, så må vi tro på denne mellemmand, Guds Søn, som har læsset vor synd og død på sig, betalt for den med sit blod og sin død og ved sin opstandelse forløst os fra den.

Ved det bliver vi, selv om vi for denne tros skyld bliver udleet af den hedenske klogskab, som lærer os, at Gud lønner de fromme – hvad vi dog uden dens skolemesteri forstår lige så godt som den og bedre. Men her må vi have en højere visdom, som ikke er udtænkt af os eller faldet os ind, men er givet os ved guddommelig åbenbaring af lutter nåde.

For vi vil ikke på den måde med vores hoved og egne tanker udforske Guds råd, sind og veje og blive hans rådgivere, sådan som hine griber ind i hans guddom og understår sig (imod dette Sankt Paulus' ord) til ikke at tage eller lære noget af ham, men at give ham noget, så han må gengælde dem det. Og dermed gør de lige så mange guder, som de har tanker (alt efter som de selv maler og drømmer sig Gud), så enhver skabet munkekutte eller anden selvvalgt gerning skal gøre og gælde lige så meget for dem, som det Gud Fader, Søn og Helligånd beslutter og gør i sit evige guddommelige råd. Således bliver de intet andet end kuttebærere og gerningslærere, hvad også de udmærket kan være, som slet intet ved om Gud og er åbenlyse skurke; og selv om de længe giver sig af med den slags, ved de dog ikke, hvordan de står med Gud, og det bliver nok ved det, som Sankt Paulus siger: «Hvem har kendt Herrens tanker, eller hvem har været hans rådgiver?»

For det betyder jo ikke at have kendt Guds tanker, hvad du har spundet ud af dit eget hoved, og hvad enhver kan finde, udtænke og forstå af sin fornuft uden nogen guddommelig åbenbaring. Og hvad hjælper det dig, hvis du ikke kan sige mere end: «Gud er nådig mod de fromme og straffer de onde»? Hvem forsikrer dig om, at du er retfærdig og behager Gud med dit pavelige eller tyrkiske munkeri og din hellighed? Er det nok, at du siger: «Den, som holder en sådan orden, vil Gud give himlen»? Nej, kære broder, her gælder det ikke at mene eller sige, hvad du synes er godt – for det kunne jeg lige så godt som du, og sådan går det jo også, at enhver udtænker noget særligt, den ene en grå, den anden en sort munkekutte osv. – men at høre og vide, hvad Guds råd, vilje og mening er. Det vil intet menneske sige dig ud af sit hoved, og ingen bog på jorden kan lære dig det, undtagen det ene ord og skrift, som Gud selv har givet, og som forkynder os, at han har sendt sin Søn til verden for at forløse den fra synder og Guds vrede, så at den, som tror på ham, skal have det evige liv.

Se, det vil Sankt Paulus vise de kristne i denne epistel: at disse høje guddommelige ting, det vil sige både hans guddommelige, egentlige væsen og hans vilje, styre og gerning, ganske enkelt er og bliver ubegribelige, uudgrundelige og aldeles skjulte over alle menneskers tanker, forstand og visdom, kort sagt for hele den menneskelige fornuft; og at alt er forgæves, ja lutter mørke og løgn, hvad den understår sig og foretager sig at udforske, vide, lære og udlægge herom. Og skal noget af dette læres, erkendes og rammes, så må det ske alene ved åbenbaringen, det vil sige ved Guds ord, givet ned fra himlen.

For disse ord af Sankt Paulus trækker vi ikke ind på spørgsmålet om Guds forudbestemmelse over hvert enkelt menneske særskilt: hvem der bliver frelst eller ikke frelst. For om den vil Gud slet ikke have, at vi spørger eller forsker; derfor giver han heller ingen særlig åbenbaring om den, men henviser alle mennesker hertil, til evangeliets ord, som de skal rette sig efter, så de hører og kender det; når de tror det, skal de blive frelst. Sådan har jo alle de hellige ikke ved særlig åbenbaring om deres forudbestemmelse, men ved troen på Kristus med vished trøstet sig ved og grebet deres udvælgelse og det evige liv. Derfor vil Sankt Paulus heller ikke (når han taler om forudbestemmelsen i de tre kapitler før denne tekst), at nogen skal spørge eller forske, om han er forudbestemt eller ej; men han holder evangeliet og troen frem for enhver. Ligesom han tidligere har lært, at vi bliver frelst ved troen på Kristus, og siger Rom 10,8: «Ordet er dig nær i dit hjerte og i din mund» osv.; og han forklarer selv, at dette ord skal forkyndes for alle mennesker, så de alle skal tro det, som han siger (Rom 10,12–13): «Den samme er Herre over alle, rig for alle, som påkalder ham; for enhver, som påkalder Herrens navn, skal blive frelst.»

Men han taler om Guds underfulde styre i hans kirke: at de, som har navn og ry af at være Guds folk og kirken (som Israels folk), forkastes for deres vantros skyld; men de andre, som før ikke var Guds folk og var under vantroen, nu, da de tager imod evangeliet og tror på Kristus, bliver den rette kirke for Gud og bliver frelst. Så det alene er deres egen vantros skyld, at hine forkastes; for derimod tilbydes Guds nåde og barmhjertighed i Kristus til evigt liv, uden al fortjeneste, dem, som før lå i vantro og synder, enhver, som blot vil tage imod den og tro; som han siger: «Gud har indesluttet alle under vantroen for at vise alle barmhjertighed» (Rom 11,32).

Herpå følger nu denne tekst, hvor han af stor undren over Guds styre og gerning i hans kirke begynder og siger:

«O dyb af rigdom, både af visdom og kundskab hos Gud! Hvor uransagelige er hans domme og usporlige hans veje!»

Det er Guds høje tanker og råd, som langt og højt overgår alle menneskers, ja alle skabningers sanser og forstand: at han udøser sin godhed så rigeligt og af lutter nåde og barmhjertighed dertil udvælger de fattige, elendige, uværdige, som er indesluttet under synden, det vil sige, som i sandhed for Gud erkender sig værdige og skyldige til den evige vrede og fordømmelse, at de skal vide både, hvad han er inde i sit guddommelige væsen, og hvad han har i sit hjerte, nemlig at han ved sin Søn vil give dem, som tror, evigt liv og salighed. Men de andre, som stolt og sikkert bryster sig af de store gaver, at de er kaldet af Gud til Guds folk frem for alle og har særlige løfter, profeter og fædre osv., og mener, at Gud ikke kan eller vil kende noget andet folk på jorden end dem for sit folk og sin kirke, dem forkaster og fordømmer han for deres vantros skyld, som stoltheden og indbildskheden over deres egen visdom og hellighed holder dem fast i.

Det må man vel kalde en rig, uudsigelig guddommelig visdom og kundskab, som alene de har, der tror på Kristus, så de kan se ned i den dybe afgrund, hvad det guddommelige hjertes tanke og mening er; skønt de i deres svaghed dog ikke kan nå den fuldkomment eller udgrunde den videre, end de fatter den i troen på det åbenbarede ord, som i et spejl og et billede (som Sankt Paulus siger i 1 Kor 13,12); men for den blinde, vantro fornuft er den fremmed og skjult, og der kommer slet intet af den ind i dens sind eller tanker; ja, den vil heller ikke høre eller vide noget om den, selv når den bliver åbenbaret for den.

Det har Sankt Paulus set og erfaret: hvordan især det hovmodige jødiske folk satte sig så hårdt og hårdnakket imod denne prædiken af evangeliet, at han må undre sig over det og sige: «Hvad skal jeg sige meget? Jeg ser jo nok, at det ikke er andet end en dyb, uudgrundelig Guds visdom og hans ubegribelige domme og usporlige veje» osv. Som han også siger et andet sted: «Vi taler Guds hemmelige og skjulte visdom, som Gud før denne verdens tid har forudbestemt til herlighed for os, men som ingen af denne verdens herskere har kendt» (1 Kor 2,7–8).

Denne visdommens og kundskabens dybde og rigdom skal vi kristne kende ved troen (for ellers kan den, som han selv siger, ikke fattes eller begribes), sådan at vi visselig holder for – eftersom verden dog ikke gør det – og af hjertet giver Gud den ære, at han i sandhed er en vis, retfærdig og god Gud og Herre, hvis rigdom og dybde ikke kan udsiges, og som med rette skal prises og loves af alle skabninger, fordi han så underfuldt regerer sin kirke ved sit ord og sin åbenbaring, at de, der hører og tager imod det, får et sådant lys deraf, at de vender sig til ham og har kendskab til deres frelse, som de andre aldrig kan ramme; og fordi han viser en så uudsigelig godhed mod alle, der er i synder og under Guds vrede, at han flytter dem, de uværdige og fordømte, fra dødens og helvedes magt ind i den evige nådes og det evige livs rige, når de blot søger nåde og tror på hans Søn Kristus.

Men omvendt forkaster og fordømmer han også med rette, som en ret dommer, dem, der ikke vil tro eller agte denne åbenbaring og dette vidnesbyrd om hans vilje i hans Søn, men i stedet trodser og pukker på deres egen blinde indbildning om visdom og retfærdighed, så at de også, berøvet dette lys, denne nåde og trøst, evigt må skilles fra Guds rige og kastes ud, uanset hvor stort et navn og ry de har, så de bliver anset for Guds folk og kirke.

Og dette er Guds ubegribelige domme og usporlige veje, det vil sige hans regimente og gerning. For «domme» betyder, hvad der for ham er ret eller uret, hvad han synes om eller ikke, hvad der for ham er at rose eller at straffe, kort sagt: hvad man skal følge, eller hvad man skal undgå. Ligeså med hans «veje»: hvad han vil vise og gøre mod menneskene. Det kan og formår mennesker ikke at se ud fra deres fornuft eller udforske med deres tanker, og her skal de blot lade være med at ville mestre Gud med deres dom og indbildning om, hvad der er ret eller uret, hvad der er gjort og regeret på guddommelig vis; men de skal ydmyge sig for ham og bekende, at de ikke forstår noget af det og ikke kan råde eller lære ham noget, og give ham den ære, at han som deres Gud og Skaber ved og forstår bedre, hvad han er, og hvordan han skal regere, end vi elendige, arme orme.

For hvem har kendt Herrens tanker? Eller hvem har været hans rådgiver? Eller hvem har givet ham noget først, så han skulle gøre ham gengæld?

Tre ting siger han, hvormed al verdens ros i guddommelige sager er taget fra den. At kende Herrens tanker: hvad han tænker og har for, eller hvad han hos sig selv har besluttet fra evighed; at give råd eller vise, hvad og hvordan han skal foretage sig, tage fat på og gøre det; og også at give ham, det vil sige med sin formåen, kraft og gerning at hjælpe til. Det er alt sammen umuligt for den menneskelige natur; for eftersom den ikke kan kende hans tanker, så kan den langt mindre give ham råd eller give ham noget med sin visdom og sine gerninger.

Derfor er det jo en skændig formastelighed, at verden understår sig i sådant; den mener ikke alene af sig selv at kunne se og ramme Guds væsen, vilje og gerning, men også at kunne give ham råd om, hvordan han skal bære sig ad, og hvad han skal lade sig behage, ja, også selv at fortjene det hos ham med sine gerninger og gøre så meget, at han må gengælde dem det, og at de skal have ros og ære for, at de i hans regimente over kirken har gjort store og prægtige ting, styrket og opretholdt den og fyldt himlen ved deres store hellighed osv.

Derfor må Gud også, for at omstøde et sådant forvendt sind, i sit regimente og sin gerning gøre netop det modsatte af, hvad de tænker og har for, så at de, gjort til nar med deres visdom, støder sig og forarges derover; for at han dog med gerning og erfaring kan bevise, at det ikke skal gå, som vi tænker og foreslår ham, og at vi må bekende, at vi ikke har forstået hans tanker, råd og vilje og ikke har været hans rådgivere; for intet menneske og ingen engel har jo først udtænkt det eller kunnet sige det forud, for slet ikke at tale om, at han nu skulle være nødt til at tage os med på råd eller betale os for noget, vi har givet ham.

Dette viser sig hos tre slags folk på jorden, som de kristne må leve iblandt. De første er de helt grove svin, som slet ikke spørger efter, hvad Gud er, eller hvordan han regerer, og som intet holder af Guds ord eller af tro, bortset fra at de tror på deres mammon og deres bug; de tænker kun på, hvordan de kan leve for sig selv, som svinene i deres sti. For dem behøver man slet ikke at prædike noget om denne tekst: «O dyb af rigdom og visdom og kundskab hos Gud» osv. For de vil dog intet forstå af det, om man så prædikede om det i al evighed; de hører hellere, når man taler om deres mask og svinefoder, som de kan fylde deres bug med; derfor lader vi dem også være og blive svin, som de er, og de er allerede skilt fra os, bortset fra at det er ærgerligt, at man skal se og høre den slags folk (også blandt de kristne).

De andre er dem, der dog er fornuftige og bekymrer sig om, hvad Guds tanke og mening, domme og veje er, og hvordan man bliver frelst; det har også hedningerne og vi under pavedømmet stræbt efter ud fra fornuften. Her begynder al afgudsdyrkelse på jorden; for da kommer enhver og lærer om Gud efter sine egne tanker. Muhammed: «Den, der holder hans Koran og troen, han behager Gud.» En munk: «Den, der holder denne regel og orden, han bliver frelst.» Paven: «Den, der holder hans lov og gudstjeneste, valfarter til Rom til apostlene og løser hans aflad, han opnår syndernes forladelse; men den, der foragter det, han er under Guds vrede» osv. Det kaldes også domme og veje, hvormed man regerer samvittighederne og viser dem vej til det evige liv, og de bilder sig ind, at det er Guds domme og veje.

Men imod det siger Guds ord, at han ikke vil have sådant, og at det er lutter vildfarelse, mørke og forgæves gudstjeneste, det vil sige afgudsdyrkelse, som Gud er allerhøjest fjendsk imod og vredes over. Således må hele verden selv bekende, at hvor længe de end omgås deres egne, selvvalgte gerninger, kan de dog ikke sige eller slutte med vished, at Gud for et sådant liv og en sådan gernings skyld visselig er dem nådig og har behag i dem; alligevel går de stadig af sted i blind vildfarelse og indbildning, på lykke og fromme, indtil Gud med lovens åbenbaring rammer hjertet, så at de forskrækkede må erkende, at de har levet uden kendskab til Gud og intet vidst om hans vilje, og at de ikke har noget råd eller nogen hjælp mere, medmindre de griber evangeliets ord om Kristus.

Sådan har vi alle været hidtil; for også jeg, som en gejstlig, lærd doktor, vidste og forstod ikke andet, men drømte, at min munkekutte skulle behage Gud og være vejen til himlen; jeg mente, at jeg godt havde kendt Herrens tanker, og ville også være hans rådgiver og fortjene det hos ham, så han måtte gengælde mig; men nu ser jeg, at det er falsk og blindhed, og må lære af hans ord, at intet andet gælder for ham end at tro på den korsfæstede Kristus, hans Søn, og i denne tro leve og gøre, hvad enhvers kald og stand kræver. Således kan man blive vis på sagen, hvad der er ret eller uret for ham, eftersom vi ikke selv har opdigtet det, men har det ved åbenbaringen, hvori han viser os, hvad han har i sinde; som Sankt Paulus også siger i 1 Kor 2,16: «Vi har Kristi tanker.» Ligeså (1 Kor 2,10): «Gud har ved Ånden åbenbaret det for os» osv.

De tredje er dem, der også farer frem imod dette, skønt de nok også hører Ordet eller åbenbaringen; for jeg taler nu ikke om dem, der med vidende forfølger det – de hører til den første flok som nogle, der slet ikke spørger efter Gud – men om dem, der lader åbenbaringen ligge og, ført af Djævelen, farer ud over den og ved siden af den og vil gribe Guds veje og domme, som han ikke har åbenbaret; de burde, hvis de var kristne, lade sig nøje og takke Gud for, at han har givet sit ord, hvori han selv viser, hvad der behager ham, og hvordan de skal blive frelst. Men nu lader de sig føre af Djævelen og vil søge en anden åbenbaring og gruble over, hvad Gud er i sin usynlige majestæt, og hvordan han i det skjulte regerer verden, og hvad han har besluttet om hver enkelt for fremtiden; så lidt kan naturen og fornuften lade det være: den vil med sin visdom gribe ind i hans dom og være med i Guds hemmeligste råd og lære og mestre ham. Det er den lede Djævels hovmod, for hvis skyld han er kastet ned i helvedes afgrund, at han ville gribe ind i den guddommelige majestæt, og dermed vil han endnu gerne bringe mennesket til fald og styrte det med sig, sådan som han gjorde i begyndelsen i Paradis; dermed har han også anfægtet de hellige og Kristus selv, da han stillede ham på templets tinde osv.

Imod dem fører Sankt Paulus her især disse ord frem, mod den kloge fornufts nysgerrige spørgsmål: «Hvorfor har Gud straffet og forkastet jøderne sådan og lader de fordømte hedninger komme til evangeliet?» Ligeså: «Hvorfor regerer han sådan, at han ophøjer ugudelige, onde mennesker og lader det gå de fromme ilde og lader dem blive undertrykt?» «Hvorfor vælger han Judas til apostel og forstøder ham siden, men tager imod morderen og røveren?» Og hermed vil han have forbudt dem at klatre sådan op i den skjulte majestæt og vil, at de skal holde sig til den åbenbaring, han har givet os; for en sådan forsken og klatren er ikke alene forgæves, men også skadelig, så at du, om du så forsker efter det i al evighed, dog slet intet vil opnå og vil brække halsen derover.

Men vil du fare rigtigt, så kan du ikke gøre bedre end at beskæftige dig med hans ord og gerninger, hvori han har åbenbaret sig og lader sig høre og gribe, nemlig hvordan han stiller dig sin Søn Kristus på korset for øjne: det er din forløsnings gerning, hvorpå du visselig kan gribe Gud og se, at han ikke vil fordømme dig for din synds skyld, når du tror, men skænker dig det evige liv, som Kristus siger til dig: «For således elskede Gud verden, at han gav sin eneste søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes» osv. (Joh 3,16).

I denne Kristus (siger Sankt Paulus) ligger allerede alle hans visdoms og erkendelses skatte skjult (Kol 2,3); i ham vil du have mere end nok at lære, studere og tænke over, og du vil undre dig over en så høj åbenbaring af Gud og få lyst og kærlighed til Gud; for det er en sådan gerning, som man aldrig bliver færdig med at lære i dette liv, og som (som Sankt Peter siger) også englene ikke kan se sig mætte på, men uden ophør har deres glæde og lyst i at se på (1 Pet 1,12).

Det siger jeg, for at man skal vide at undervise og vejlede sådanne, hvis man møder nogen, der anfægtes og plages af sådanne Djævelens tanker om at friste Gud, når han lokker dem uden for åbenbaringen for at udforske hans afveje og famle efter, hvad Gud tænker om dem, og derved fører dem ind i en sådan forsagthed og tvivl, at de ikke ved, hvor de skal blive af. Disse ord skal man holde dem for øje og dermed (som Sankt Paulus sine jøder og kloge hoveder) irettesætte dem, fordi de med deres visdom vil gribe Gud og føre ham i skole som hans rådgivere og mestre og af sig selv, uden middel, handle med ham og give ham så meget, at han må gengælde dem. For det bliver der intet af; han har bygget så højt, at du ikke får bestiget ham med din klatren, og han har så meget visdom, råd og rigdom, at du aldrig kan udgrunde eller udtømme det; og du skal være glad for, at han giver dig noget af det at kende og modtage ved åbenbaringen; som det følger:

For fra ham og ved ham og i ham er alle ting. Ham være ære i evighed.

Hvad skal vi rose os meget af (vil han sige)? Alle ting, alt, hvad der har væsen, og ganske vist også al vor visdom og formåen, er jo ikke kommet af sig selv; men det må både have sin begyndelse fra ham, blive opretholdt ved ham og bestå i ham, som han siger i ApG 17,28: «I ham lever vi, bevæger os og er til» osv.; ligeså Sl 100,3: «Han har skabt os, og ikke vi selv»; det vil sige: hvad vi er og formår, at vi lever, har fred og beskyttelse, kort sagt, hvad godt og ondt der vederfares os, det sker ikke tilfældigt og på slump, men alt af og ved hans guddommelige råd og velbehag; for han sørger for os som for sit folk og sine får, regerer os, giver os godt, hjælper i nød og opholder os osv. Derfor tilkommer også ham alene al ære og pris fra alle skabninger.

Men at han taler således: «Fra ham, ved ham, i ham er alt», det er på det enkleste sagt så meget som: begyndelse, midte og ende er alt sammen Guds, så at alle skabninger har deres oprindelse fra ham og også deres vækst, hvor store, lange, brede og vide de skal blive. Ligesom (for at tale ganske jævnt om det) ethvert lille korns begyndelse er, at der af det døde frø i jorden vokser en rod; derefter vokser det op og bliver til strå og små blade, aks og korn; dér bliver det og står og har sine tre stykker, som det skal have. Således har alle skabninger deres begyndelse, midte og ende, så længe de skal vare og blive, så at når han holder op, så er al skabning intet mere; og selv om den begynder og vokser, men dog ikke når sin ende, så den bliver fuldkommen, så er den heller intet.

Kort sagt: alt må være Guds, så at hvor han ikke begynder, dér kan intet være eller blive til; hvor han holder op, dér kan intet bestå; for han har ikke skabt verden sådan, som en tømrer bygger et hus og derefter går sin vej og lader det stå, som det står; men han bliver ved den og opholder alt, som han har skabt det; ellers ville den hverken kunne stå eller blive.

Men at Sankt Paulus ikke ganske enkelt siger (som andetsteds): «Fra ham er alle ting», men lægger to til, gør det til tre og dog fører alle tre stykker sammen igen og slutter dem i ét, idet han siger: «Ham være ære» osv., dermed har han uden tvivl villet vise denne artikel om de tre personer i det guddommelige væsen, hver for sig, skønt han ikke nævner dem ved navn, da det ikke var nødvendigt her; sådan som også de gamle lærere har set dette skriftord som et vidnesbyrd om den hellige treenighed, nemlig sådan, at alle ting er skabt af Gud Fader og ved Sønnen (ligesom han jo gør alle ting ved Sønnen) og opholdes i Helligånden ved Guds velbehag; som Sankt Paulus også plejer at tale andetsteds, som i 1 Kor 8,6: «Der er for os kun én Gud, Faderen, fra hvem alt er, og én Herre, Jesus Kristus, ved hvem alt er» osv. Og om Helligånden 1 Mos 1,31: «Gud så på alle sine gerninger, at de var meget gode.»

Således lærer Skriften os, at gerningen at skabe alle skabninger vel er den ene Guds eller hele guddommens, og dog er de tre personer i det ene væsen sådan forskellige, at man med rette siger, at alt kommer, består og bliver fra Faderen som den første person, ved Sønnen, der er af Faderen, og i Helligånden, der udgår fra både Faderen og Sønnen, og som dog alle tre bliver i én udelt guddom.

Men hvordan og på hvilken måde denne forskel mellem personerne i det guddommelige væsen går til fra evighed, det skal og må vi nok lade uudgrundet. Vi kan jo ikke engang efter hin grove forstand udgrunde Guds skabning, og ingen skabning er så klog, at den kunne forstå de tre stykker, begyndelse, midte og ende, i sig selv; de er vel forskellige i sig selv, men hænger dog sådan sammen, at man ikke med de ydre sanser kan skille det ene fra det andet. Hvem har nogensinde set eller kunnet sige, hvordan det går til, at et lille blad vokser ud af et træ, eller et lille korn bliver til en rod, og et kirsebær vokser frem af blomsten gennem ved og kerne? Ligeså, hvordan et menneskes legeme og lemmer vokser og tager til for øjnene af os; eller hvad øjnenes syn dog er; hvordan det går til, at tungen frembringer så mange forskellige lyde og ord, som går ind i så mange ører og hjerter, hver for sig? Langt mindre, hvad sjælens indre kræfter er med deres tanker, sanser, hukommelse osv. Hvad er det da, at vi formaster os til at måle og fatte Guds evige, usynlige væsen med fornuften?