Trinitatis søndag, anden prædiken (Rom 11,33–36)

En anden prædiken over epistlen på trinitatis søndag, om den hellige treenighed, Rom 11,33–36

I dag havde vi ellers et højt og rigt evangelium, kære venner. Men da det er artiklen om den hellige treenighed, der skal behandles, den, hvor vi bekender: «Jeg tror på Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd», må vi give festen dens ret og lade evangeliet ligge. Ordet «trefoldighed» (Dreifaltigkeit) er nu ganske vist ikke noget fint ord; men hvad skal vi gøre? Den, der stammer, stammer; den, der taler godt, taler godt. For i Guds sager må vi jo stamme og tale, så godt vi kan, og allermest i denne artikel, som er den højeste i vor hellige tro og i den hellige kristne kirke. For den er ikke udtænkt af noget menneske, og den er aldrig nogen sinde kommet ind i noget menneskes hoved; Guds ord og Helligånden alene må bringe den derind.

Da denne fest kræver, at folk bliver undervist, mindet om og styrket i troen på artiklen om den hellige treenighed, vil vi igen sige noget om den. For hvor man ikke er rigtigt undervist og grundfæstet i den, kan de andre heller ikke behandles rent og frugtbart. De andre fester i året hyller nemlig vor Herre Gud ind i hans gerninger og under, som han har gjort: ved Kristi jul fejrer man, at Gud er blevet menneske; påskedag, at han er opstået fra de døde; pinsedag, hvordan han har givet Helligånden og grundlagt den kristne kirke, og så fremdeles; så alle de andre fester prædiker om vor Herre Gud, sådan som han er klædt i en eller anden gerning. Men denne fest holder os for øje, hvem han er i sig selv, uden alle klæder eller gerninger, alene i sit guddommelige væsen. Her må man komme højt op over al fornuft, lade alt skabt blive hernede, svinge sig op og alene høre, hvad Gud siger om sig selv og om sit inderste væsen; ellers får vi det aldrig at vide.

Her støder Guds dårskab og verdens klogskab så sammen. For når verden hører, at Gud taler sådan om sig selv, at han er én eneste Gud og dog tre forskellige personer, holder den det for en aldeles forargelig og tåbelig prædiken; og alle, der følger fornuften og hører dette, regner dem, som tror og lærer det, for rene tåber. Derfor er denne artikel også blevet angrebet hele tiden fra apostlenes og fædrenes tid og helt til denne dag, sådan som historien vidner, og især Johannesevangeliet, som han også måtte skrive alene for at befæste denne artikel mod kætteren Kerinth. Kerinth begyndte, mens apostlene endnu levede, og ville bevise ud fra Moses, at der kun var én Gud, og at vor Herre Jesus Kristus derfor ikke kunne være sand Gud, for Gud og menneske rimer ikke sammen. Sådan plapper han løs ud fra fornuften og mener, at sådan som han kunne udtænke det, sådan måtte det gå til deroppe i himlen og ikke anderledes.

Men fy for dig, du skændige fornuft! Hvordan kommer dog vi elendige, fattige mennesker til det – vi, som ikke ved, hvordan vores egen tale, latter eller søvn går til, skønt det er naturlige gerninger, som vi daglig øver, hører og mærker – og vil alligevel tale om Gud, om hvordan det står til i hans guddommelige væsen, uden Guds ord, alene ud fra vores eget hoved? Er det ikke blindhed over al blindhed, at et menneske, som ikke kan forklare den mindste gerning, som han daglig ser i sit eget legeme, alligevel understår sig at ville vide det, som er uden for og over al fornuft, og som kun Gud selv kan tale om, og så frækt plumper ud med det og siger: «Kristus er ikke Gud»?

Ganske vist, hvis det i sådanne sager gjaldt om at tale efter sine egne tanker, kunne jeg også godt; men selv om man har tænkt længe og skarpt over det og så holder det op mod Skriften, så holder det ikke stik. Derfor må vi tale om sådanne sager (eller i hvert fald stamme efter), sådan som den hellige Skrift siger os det for: at Jesus Kristus er sand Gud, at Helligånden er sand Gud, og at der dog ikke er tre guder eller tre guddommelige naturer, sådan som der kan være tre brødre, tre engle, tre sole eller tre vinduer; for på den måde er de ikke skilt ad, men det er ét eneste guddommeligt væsen, så man ikke kan dele dem i væsenet, og dog er de tre forskellige personer.

For sådan siger Sankt Paulus om Kristus i Hebr 1,3: «Han er hans væsens udtrykte billede» osv. Ligeledes Kol 1,15: «Han er den usynlige Guds billede, den førstefødte før al skabning.» Disse ord skal man lade stå, som de står, nemlig sådan, at han sætter alt skabt, engle og mennesker og hvad det end er, under Kristus. Hvor det sker, må det være lutter Gud; for uden for det skabte er der intet andet end Gud selv; så det er aldeles ét og det samme, og det er lige så meget sagt: «Kristus er den førstefødte før alle skabninger», som når man ligefrem siger: «Kristus er sand, evig Gud.»

Og for at det nu kan være grebet sikkert nok, tilføjer han: «Han er den usynlige Guds billede.» Er han Guds billede, så må han være en særskilt person, forskellig fra ham, hvis billede han er, og dog i ét eneste guddommeligt væsen med Faderen; så han og Faderen ikke er én, men to forskellige personer; for ellers kunne han ikke kaldes et billede af det guddommelige væsen, hvis han ikke var Gud ligesom han. Intet skabt kan jo være et billede af det guddommelige væsen, som det ikke har i sig. Og han kunne heller ikke kaldes Guds billede, hvis der ikke var forskellige personer: én, fra hvem billedet udgår, og en anden, som er billedet; det vil sige (som vi efter Skriften siger det klarere): Faderens person, som føder i evighed, og Sønnens person, som fødes i evighed; og dog er de begge lige evige, mægtige, vise og retfærdige.

Derfor kan man plapre, som man vil; man kan dog ikke gøre det klarere, for sagen er for høj til, at man kan tale pænt lyst og klart om den; man må bare stamme. Derfor betyder det ingenting, om jøder og tyrkere her spotter os, som om vi satte tre brødre i himlen; det kunne jeg også godt, hvis det gjaldt om at spotte eller kloge sig her. Men de gør os uret og lyver på os. For vi gør ikke tre mænd eller tre engle, men ét eneste guddommeligt væsen og den allerinderligste enhed, sammenlignet med alt, hvad der er hernede, så legeme og sjæl ikke er så ét sammen, som Gud er én. Og vi siger videre, at den hellige Skrift lærer os, at i dette samme ene guddommelige væsen har Gud Fader før alle skabninger, før verden blev skabt, og, som Sankt Paulus plejer at sige, før jordens grundvold blev lagt, i evighed avlet en Søn, som er ham lig og i enhver henseende Gud, sådan som han er Gud; for ellers kunne Sankt Paulus ikke sige, at han var den usynlige Guds billede. Heraf følger jo, at der er forskel på Faderen og Sønnen, og at der alligevel er én eneste Gud; det kan man ikke komme uden om, medmindre vi vil fornægte Sankt Paulus og blive jøder og tyrkere.

Sådan taler Sankt Paulus igen om Kristus, om end med andre ord, i 1 Kor 10,9: «Lad os heller ikke friste Kristus, sådan som nogle af dem fristede ham, og de blev dræbt af slanger» osv. Se nu, hvor dejligt Sankt Paulus og Moses kysser hinanden, og hvor venligt den ene svarer den anden. Moses siger i 4 Mos 14,22: «Dette folk har nu fristet mig ti gange og ikke adlydt min røst.» Og på samme sted står ordet HERREN, som vi derfor overalt har ladet trykke med store bogstaver i Bibelen, fordi det er det navn, som alene tilkommer og gives den evige, eneste, sande Gud. For de andre ord, som man ellers kalder Gud med, siges somme tider også om mennesker; men dette ord, HERREN, Adonai, siges alene om Gud. [Luther tænker på Guds navn JHWH, som jøderne læser «Adonai».]

Nu siger Moses: HERREN, Adonai (den sande Gud), siger: «Dette folk har nu fristet mig ti gange.» Så kommer Sankt Paulus også til og siger, hvem denne Gud har været, og siger: «De har fristet Kristus.» Bor nu et hul igennem, som du vil: Sankt Paulus siger, at det er Kristus; Moses siger, at det er den eneste, evige, sande Gud; og dog var Kristus dengang endnu ikke født, ja, hverken David eller Maria var endnu født, og alligevel siger han rent ud: «De har fristet Kristus; lad os ikke også friste ham.»

Heraf følger jo med sikkerhed, at Kristus er den mand, om hvem Moses skriver, at han er Gud; og således bekender de begge – Moses så længe før og Sankt Paulus – med én mund, om end med et andet navn, at Kristus må være Guds Søn, født af Faderen i evighed, i ét eneste guddommeligt væsen, og dog noget forskelligt. Kald du det, hvad du vil; vi kalder det én person. Det er vel ikke sagt godt nok, men stammet (ligesom vi også stammer med ordet «trefoldighed»); men hvad skal vi gøre? Vi kan ikke gøre det bedre. Altså: Faderen er ikke Sønnen, og dog er Sønnen født af Faderen i evighed, og Helligånden udgår fra Gud Fader og Gud Søn, og således er der tre personer og dog kun én Gud. For hvad Moses siger om Gud, det siger Sankt Paulus også om Kristus.

På samme måde taler Sankt Paulus også i ApG 20,28, da han i Milet tog afsked og formanede sognepræsterne, som han havde ladet kalde sammen, om deres embede, og siger sådan: «Pas på jer selv og på hele den hjord, som Helligånden har sat jer til biskopper over, for at vogte Guds menighed, som han (Gud) har vundet sig med sit eget blod» osv. Det er jo også en klar tekst, hvoraf det uden al modsigelse følger, at vor Herre Kristus, ved hvis blod kirken er vundet, er Gud, hvem kirken tilhører. For han siger klart, at det er Gud, som har vundet kirken med sit blod, og hvis ejendom kirken er.

Da nu personerne, som vi har hørt før, er adskilte, og der alligevel her står, at Gud selv har vundet kirken med sit blod, så følger det med magt, at denne Gud har sit eget blod, som han har udgydt for sin kirke; det vil sige, at Kristus, vor Frelser, er sand Gud, født af Gud Fader i evighed og derefter også i tiden blevet menneske og født af Jomfru Maria.

For sådan siger Sankt Paulus her til de ældste fra Efesos og Milet: «Se jer for; I har ikke et spøgeembede på jer, men I skal vogte kirken, sjælene og flokken, som Gud har vundet med sit blod.» Dér har Sankt Paulus bundet os sognepræster og prædikanter vores embede hårdt nok på. Derfor: selv om vi ikke har bispehuer på og går omkring i messehagler som de, så har vi dog det embede, at vi er biskopper, sat af Helligånden over kirken, som tilhører ham, der hedder Gud, og som har vundet kirken med sit blod.

For skal dette blod (som jo er et naturligt menneskes legemlige, håndgribelige, røde, udgydte blod) i sandhed hedde Guds blod, så må dette menneske være sand Gud, en evig, almægtig person af det ene guddommelige væsen, om hvem man i sandhed kan sige: «Dette blod, som flød af den korsfæstede Kristi side og blev udgydt på jorden, er ikke et blot og bart menneskes blod (som andres), men Guds eget blod.» For Sankt Paulus siger ikke dette i letsind, men giver i den allerhøjeste sag og med stor alvor en sådan formaning, for at minde os ret om det høje embede at styre og vogte kirken med Guds ord. Vi skal ikke gøre spøg ud af det, men vide, at det er ham så dyrebart og stort, som hans kære Søns blod er ham dyrebart, det blod, som alle skabninger ikke kan betale; og at vi, hvis vi er uflittige eller utro i et sådant embede, synder og gør os skyldige i Guds blod, så det må være udgydt forgæves for de sjæle, som vi skal forestå.

Der er mange flere sådanne skriftsteder, især i Johannesevangeliet, hvor man ikke kan komme uden om det, men må sige, at Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd er tre forskellige personer, dog i ét eneste guddommeligt væsen. For vi tilbeder jo ikke tre guder, som jøderne og tyrkerne spotter os, men kun én eneste Gud, som Skriften maler os sådan for øjnene, at det er tre personer og dog kun én eneste Gud.

Som når Kristus siger til Filip (Joh 14,9): «Filip, den, som har set mig, har set Faderen.» Dér sætter han sig selv i ét eneste, ligt, guddommeligt væsen med Faderen (ligesom Sankt Paulus, når han kalder ham den usynlige Guds billede), og viser dog, at det er to forskellige personer: Faderen er ikke Sønnen, og Sønnen er ikke Faderen, og dog er de én eneste Gud.

Der er (siger jeg) mange flere sådanne skriftsteder her og der, hvormed de hellige fædre ridderligt har holdt fast ved denne artikel mod Djævelen og verden, indtil den til sidst er gået i arv til os. Om fornuften så holder det for dårskab, hvad bryder vi os om det? For det er ingen kunst at kloge sig i sådanne sager; det kunne jeg ellers også lige så vel som andre; men Gud ske lov, jeg har den nåde, at jeg her ikke har meget lyst til at disputere; men når jeg ved, at det er Guds ord, og at Gud har talt sådan, så spørger jeg ikke videre om, hvordan det kan være sandt, og lader mig alene nøje med Guds ord, hvordan det så end rimer med fornuften. Sådan skal I og enhver kristen også gøre i alle artiklerne i vores hellige tro: at man ikke kloger sig og disputerer meget om dem, om det nu også er muligt, men alene ser efter og spørger, om det er Guds ord. Er det hans ord, og har han sagt det, så forlad dig trygt på det; han vil hverken lyve eller bedrage dig, selv om du ikke forstår, hvordan eller hvornår.

Da vi altså, som I hører, har Guds ord om denne artikel om den hellige treenighed med sikkerhed, og de hellige fædre fra kirkens begyndelse har kæmpet for den og holdt fast ved den så ridderligt mod alle slags sekter, skal man ikke disputere om, hvordan det går til, at Gud Fader, Søn og Helligånd er én eneste Gud, for det er jo ufatteligt; og man skal lade sig nøje med, at Gud selv taler og vidner sådan om sig selv i sit ord. Han ved bedre, hvad han er, og hvordan der skal tales om Gud og hans væsen, end du kan tænke dig.

Og hvordan kan du understå dig at ville gribe og vide så nøjagtigt dette høje, ufattelige, guddommelige væsen, når du dog ikke ved noget om dit eget legeme og liv? Du ved ikke, hvordan det går til, at din mund ler, at dine øjne ser et slot eller et bjerg ti mil borte; ligeledes, at et menneske, når det sover, er dødt efter legemet og alligevel lever. Vi kan jo ikke engang vide den mindste ting om os selv, hvordan det går til, at et lille hår gror på en; og så vil vi i Djævelens navn klatre op i himlen med vores fornuft, som er så blind i sine egne sager, uden Guds ord, og gribe Gud i hans majestæt så nøjagtigt og måle ham af til punkt og prikke.

Vil du endelig bruge din fornuft og dine spidsfindigheder, hvorfor bruger du det så ikke på dig selv, i de ting, som du dog daglig har med at gøre, og spørger, hvor dine fem sanser bliver af, når du sover, hvor din stemme kommer fra, når du ler osv.? Med sådanne sager kunne man godt beskæftige sig uden synd; men her, hvor det gælder, hvad og hvordan dette enkle væsen er, skal man blive enfoldigt ved Ordet, som siger, at Kristus er den usynlige Guds billede og den førstefødte før alle skabninger, det vil sige, at han er Gud lige med Faderen.

Derfor siger han igen i Joh 5,23: «De skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen»; ligeledes: «Den, der tror på mig» (siger han i Joh 12,44–45), «tror ikke på mig, men på ham, der har sendt mig, og den, der ser mig, ser ham, der har sendt mig»; ligeledes (Joh 14,1): «Tror I på Gud, så tro også på mig»; ligeledes (Joh 16,15): «Alt, hvad Faderen har, er mit» osv. Disse og lignende skriftsteder tåler ikke, at man borer et hul igennem dem. For Gud har sagt det, han, som ikke lyver, og som alene ved, hvordan der skal tales ret om Gud; og således er denne artikel grundfæstet stærkt nok i den hellige Skrift: at der kun er én eneste, evig Gud, og at der dog er tre forskellige personer i ét guddommeligt væsen, dog sådan, at forskellen bliver stående, at Herren Kristus er født af Faderen. Hvordan det nu er gået til, kan vi ikke vide; men den hellige Skrift siger os, at han er født af Faderen før alle skabninger og hedder Søn og er hans (Faderens) guddommelige billede i det usynlige væsen. Det er lige så meget sagt, som at han også er Gud og alligevel en anden person end Faderen.

Når man så har dette, følger dernæst den tredje person, Helligånden, som i Skriften snart kaldes Guds Ånd, snart hans sjæl. Han kaldes og er ikke født som Sønnen, men udgår fra Faderen og Sønnen; det vil sige: han er en sådan person, som har det guddommelige væsen fra evighed, fra Faderen og Sønnen på én gang, ligesom Sønnen har det fra Faderen alene; så at det er tre forskellige personer, dog i ét eneste guddommeligt væsen og én majestæt. For sådan fremholder Skriften det for os: at Herren Kristus er Guds Søn fra evighed og Faderens afbillede, lige så stor, mægtig, vis og retfærdig, så at der intet er i Faderen af guddom, visdom, kraft og magt, uden at det også er i ham og i Helligånden, som udgår fra Faderen og Sønnen. Vil nu nogen vide, hvordan det går til, så sig til ham, at det er et ufatteligt væsen, hævet over alle engle og skabninger, som man ikke kan vide mere om, end Skriften viser os.

Derfor gjorde fædrene ret i, at de har fattet troen eller symbolet så enkelt, som børnene beder den: «Jeg tror på Gud Fader, himlens og jordens skaber, og på Jesus Kristus, hans enbårne Søn osv., og på Helligånden.» Denne bekendelse har vi ikke lavet eller udtænkt, og fædrene før os heller ikke; men ligesom en bi samler honningen fra mange slags smukke, yndige små blomster, sådan er dette symbol fint og kort fattet sammen af de kære profeters og apostlenes bøger, det vil sige af hele den hellige Skrift, for børnene og de enfoldige kristne, så at man med rette kalder det apostlenes symbol eller tro; for det er sat således op, at man ikke kunne have fattet det bedre og finere, så kort og klart. Og fra gammel tid er det blevet i kirken på den måde, at enten har apostlene selv sat det op, eller også er det i hvert fald samlet af deres skrifter eller prædikener af deres bedste disciple.

For det første begynder det: «Jeg tror.» På hvem? «På Gud Fader.» Det er den første person i guddommen. Og for at man så meget desto bedre kan skelne alle tre personer, bliver hver persons egenskab og gerning, som den særligt har vist sig i, udtrykt kort: således ved den første person skabelsens gerning.

For selv om det er sandt, at denne gerning ikke er én persons alene, men det ene, hele, guddommelige, evige væsens, så at man må sige: Gud Fader, Gud Søn, Gud Helligånd har skabt himmel og jord – så nævnes denne gerning dog her ved Faderens person, eftersom han er den første person, fordi han ellers ikke viser sig synligt og udvortes i nogen gerning undtagen i skabelsen af alle skabninger, som er den guddommelige majestæts første gerning mod skabningerne.

Men egentlig og særligt bliver han skilt fra de andre personer ved dette ord «Fader», for at vise, at han er den første person og ikke er af nogen anden; men Sønnen og Helligånden er af Faderen.

Dernæst siger troen videre: «Og jeg tror endnu på én», som også er Gud (for at tro er noget, som ikke tilkommer nogen skabning, men Gud alene); hvad hedder han så? «Jesus Kristus, hans eneste, enbårne Søn.» Sådan har de kristne bedt i vel mere end femten hundrede år, ja, alle troende fra verdens begyndelse; og selv om de ikke har haft netop disse ord, har de dog troet og bekendt netop det samme.

Således er nu dette det første kendetegn på Gud Søn, at han kaldes Guds eneste Søn. For selv om ellers alle engle, ja alle kristne kaldes vor Herre Guds sønner og børn, så kaldes dog ingen af dem den eneste eller enbårne Søn; men Herren Kristus alene er således født af Faderen, at han ikke har sin lige blandt alle skabninger, heller ikke blandt englene, nemlig således at han er den sande, naturlige Søn, det vil sige: af samme guddommelige, evige, uskabte væsen som Gud Fader. Heraf følger nu, at Kristus er evig Gud; det bekender barnet her og siger: «Jeg tror det.»

Dernæst opregnes hans særlige gerninger: «Som er undfanget ved Helligånden, født af Maria, jomfruen, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til helvede, på tredje dag er han opstanden igen, opfaren til himmels og sidder ved Guds, sin himmelske Faders, højre hånd, og skal komme igen på den yderste dag for at dømme de døde og de levende osv.» Hermed skelnes Sønnen (efter sin egen gerning); for han alene (hverken Faderen eller Helligånden) er blevet et naturligt menneske, kød og blod (som vi er), har lidt, er død, opstanden og faret til himmels osv. Dér kommer han igen op i guddommen, så at han er afbilledet og Gud lige med Faderen. Denne bekendelse eller bøn, siger jeg endnu en gang, har vi ikke selv lavet eller udtænkt, men således modtaget.

For det tredje følger: «Jeg tror på Helligånden.» Her nævnes igen en forskellig person, dog også af guddommeligt væsen med Faderen og Sønnen; for man skal og må ikke tro på nogen anden end den sande Gud alene, efter det første bud: «Jeg alene er din Gud.» Og således er i denne bekendelse begge dele fattet så kort som muligt: både det guddommelige væsens enhed, at vi tror på og tilbeder én eneste Gud, dog i tre forskellige personer; ligesom denne forskel også er vist i den hellige dåb, hvor vi døbes i én eneste Guds navn, og dog befaler Kristus at døbe i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn osv.

Denne persons egenskab er nu den, at han udgår fra både Faderen og Sønnen; derfor kaldes han også både Faderens og Sønnens Ånd, som udgydes i menneskenes hjerter og åbenbarer sig i den gerning, at han samler Kristi kirke på alle slags tungemål, oplyser og optænder hjerterne til én og samme tro ved evangeliets ord og helliggør dem, gør dem levende og frelser dem.

Således er også i denne bekendelse, i symbolet, de tre personer fattet i ét guddommeligt væsen, og dog forskellige, så at hver især frem for de andre er iklædt en særlig gerning, for at de enfoldige kristne kan vide, at der vel kun er ét guddommeligt væsen og én eneste Gud, men dog tre personer. Til kendetegn derpå er der sat forskellige gerninger til, for at man ikke skal blande personerne sammen. Faderen giver man skabelsens gerning, Sønnen forløsningen, Helligånden den kraft, at han forlader synder, gør glad, styrker og til sidst fører fra døden til det evige liv. Det er ligesom forskellige klæder, for at man ikke skal blande personerne sammen.

Ikke i den mening, at Faderen alene er skaberen, eller Sønnen alene forløseren, og Helligånden alene helliggør; men selv om det at skabe og opretholde alle ting, gøre fyldest for synd, forlade synder, opvække fra døden og skænke evigt liv alt sammen er hele den guddommelige majestæts gerning, så vises dog Faderen i skabelsens gerning, der oprindelig udgår fra ham som den første person; Sønnen i forløsningens gerning, som han har fuldbragt i sin egen person; Helligånden i helliggørelsens gerning, som han særligt er sendt til og har åbenbaret sig i: for at de kristne kan have denne enfoldige, sikre forståelse, at der kun er én eneste Gud, og dog er tre forskellige personer i ét eneste guddommeligt væsen, sådan som de hellige fædre med flid har samlet det af Moses og af profeternes og apostlenes skrifter og holdt fast ved det mod alle kættere.

Denne tro er gået i arv til os, og Gud har med magt opretholdt den i sin kirke indtil denne dag mod alle sekter og djævle. Derfor skal også vi holde enfoldigt fast ved den og ikke være kloge. For kristne er sådanne folk, som skal tro det, som er tåbeligt for fornuften. Som Sankt Paulus siger (1 Kor 1,21), at vor Herre Gud vil gøre verden til nar ved evangeliets prædiken. For hvordan kan fornuften finde sig i det eller tro det, at tre er én og én er tre, at Gud er blevet menneske, at et menneske, når det efter Kristi befaling bades i vand, er badet i Herren Jesu Kristi blod og vasket rent for alle synder osv.? Sådanne artikler er for fornuften det rene narreri, så at Sankt Paulus vel kalder evangeliet en tåbelig prædiken, hvorved vor Herre Gud frelser dem, som ikke vil være kloge og ganske enkelt tror Ordet; de andre, som i sådanne sager vil følge fornuften og foragter Ordet, skal gå til grunde og fortabes over deres visdom.

Således har vi nu tilstrækkelige beviser for den hellige treenighed fra den hellige Skrift og fra symbolet, så meget som en enfoldig kristen behøver til undervisning. – Ud over disse beviser er der også endnu undere, hvormed vor Herre Jesu Kristi og Helligåndens guddom er bevidnet, og dem skal man ikke agte ringe eller slå hen. For vor Herre Gud lader sådanne undere ske til gavn for sin kristenhed og til styrkelse af troen, og det er ikke alene for ham et spørgsmål om, at de folk, der har lært forkert, skal straffes; for det kunne han godt spare til det andet liv, ligesom han ellers lader mange mennesker gå ustraffet hen i ti, tyve, tredive år. Men sektførerne, som bespotter og håner Gud med falsk lære, griber han åbenlyst an her i dette liv med en særlig, usædvanlig straf, så at andre mennesker skal tage sig det til advarsel og have det som et vidnesbyrd (ud over at de i forvejen åbenlyst er overbevist om deres bespottelse og også fordømt af deres egen samvittighed) om, at de har været ophavsmænd og begyndere til bespottelsen af Guds navn og ord; så at enhver må sige, at Gud ikke har behag i deres lære, eftersom han hænger et særligt skændselsmærke på dem, så at de går til grunde på en måde, der går ud over den almindelige straf, som ellers rammer onde mennesker.

Således fortæller historierne, at der på evangelisten Johannes’ tid var en kætter ved navn Kerinth, som var den første, der prædikede imod apostlenes lære og skændede vor Herre Kristus ved at sige, at han ikke var Gud; og denne bespottelse tog sådan overhånd, at den hellige evangelist Johannes efter de andre evangelister måtte skrive sit evangelium og, som man ser, mest rette det ind på at forsvare og fastholde Kristi guddom mod denne Kerinth og hans flok. Sådan som man da ser, at Sankt Johannes særligt frem for de andre evangelister begynder sit evangelium højt og ikke anfører mange af Herren Kristi undergerninger, men hans prædikener, hvori han kraftigt har tegnet sig selv som den sande Gud, født af Faderen fra evighed, i samme magt, ære, visdom, retfærdighed og alle andre guddommelige gerninger.

Men det hændte engang, som man fortæller, og det ligner i høj grad sandheden, at den kære Sankt Johannes med nogle af sine disciple gik ind i et offentligt bad. Da han nu blev var, at kætteren Kerinth med sin sværm også var derinde, tøvede han ikke længe, men sagde til sine disciple, at de skyndsomt skulle gå med ham ud igen og ikke blive længe blandt gudsbespotterne. For hos sådanne folk var der ikke at tænke på megen lykke eller velsignelse; men fordi de holdt fast ved deres bespottelse og fortsatte ubodfærdigt, ville vor Herre Gud i længden ikke lade det gå ustraffet hen. Disciplene fulgte ham og skyndte sig snart ud sammen med ham. Og netop som de nu var gået ud af badet, styrtede badstuen sammen og slog Kerinth ihjel med hans tilhængere, så at ikke én af dem slap derfra.

Således læser man også om kætteren Arius, som frem for alle andre heftigt angreb denne artikel, at vor Herre Kristus er sand Gud, og gjorde en betydelig skade i kristenheden, så at man i omkring 400 år efter hans død har haft at gøre med det, og det endnu i dag ikke er helt udryddet. Dér greb vor Herre Gud også ind og forsvarede sin ære med et tydeligt under. For således skriver historien, at Arius havde smigret sig så højt ind hos kejser Konstantin og hans rådgivere og tilmed med en aflagt ed overtalt dem, så at man holdt ham for aldrig at have lært forkert; og kejser Konstantin bød biskop Alexander i Konstantinopel, at han skulle anerkende ham som et lem af kristenheden og optage ham igen i præsteembedet. Da nu den fromme biskop vægrede sig ved at gøre det, for han så godt, hvad Arius og hans flok gik med, truede Eusebius og de andre biskopper, som stod på Arius’ side, ham med, at hvis han ikke ville optage ham igen efter befalingen i det kejserlige edikt, så ville de med magt jage ham bort, og Arius skulle optages af hele menigheden; derfor kunne han betænke sagen til den næste dag.

Den fromme biskop var bange ved sagen; derfor, eftersom Arius’ tilhængerskare var så stor og mægtig og tilmed havde kejserens edikt og hele hoffet på deres side imod biskop Alexander, tænkte han på at søge hjælp hos vor Herre Gud, hvor man alene finder den i sådanne sager, som angår Guds ære; han faldt ned på sit ansigt til jorden i kirken og bad hele natten om, at vor Herre Gud dog til redning for sit navn og sin ære ville sende et sådant middel, at arianernes onde forehavende blev standset og hans kristenhed hjulpet mod kætterne.

Da det blev morgen, og det blev ved den tid, da man skulle samles i kirken på det fastsatte sted, og biskop Alexander enten skulle optage Arius eller blive stødt fra embedet, indfinder Arius sig tidligt med sine tilhængere og går med pragt til kirken med en stor flok; men undervejs fik han ondt i maven, så han måtte søge et hemmeligt sted. Mens optoget venter på ham på gaden, kommer budskabet, at han er død på det hemmelige sted, og at lunge og lever er gået ud af ham; så at historien med rette siger: Mortem dignam blasphema et foetida mente, det vil sige: han har fået en sådan ende, som passer godt til et bespotteligt og stinkende hjerte.

Således er denne artikel af Gud først kraftigt blevet opretholdt ved apostlenes og fædrenes skrifter og kamp, dernæst også ved mirakler eller undere mod Djævelen og hans bespottelige munde, og den vil fremover også blive opretholdt således, så at vi jo ikke skal have nogen tvivl om den, men tro på Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånden, sådan som vores børn og vi dagligt bekender i troen, så at man ikke gør én klump eller kun én person af det; for derfor er tre forskellige gerninger sat til, for at det almindelige kristne menneske kan have en forskel mellem personerne og dog ikke skille naturen ad, men lade én eneste Gud blive i ét eneste udelt væsen. Det prædiker man i dag på denne søndag, for at man skal lære og vide, at vi ikke ved en drøm er kommet ind i denne lære, men er kommet til den af Guds nåde ved hans ord og ved de hellige apostle og fædre. Gud hjælpe os alle, så vi indtil vores ende må findes faste og rene i denne lære og tro. Amen.