II. Den konservative reformations vigtigste redskab: Luther

Luther skildret med blyant og pen*

Königs og Gelzers billedskildring af Luthers liv, som er det eneste værk, vi agter at omtale udførligt, er en fortryllende bog – en bog med et stort emne og en heldig, vel gennemført behandling, der forener det fængslende ved gode billeder, gode beskrivelser og smuk typografi. Den er et offer af blomster og frugt på alteret for det største minde, den moderne kristenheds hjerte gemmer på. Den fortæller hele Luthers historie i billeder og i beskrivelser af billederne, efterfulgt af en sammenhængende skitse af reformationen med ham som midtpunkt.

* Dr. Martin Luther der Deutsche Reformator. In bildlichen Darstellungen von Gustav König. In geschichtlichen Umrissen von Heinrich Gelzer. Hamburg: Rudolf Besser. Gotha: Justus Perthes. 1851. [Dr. Martin Luther, den tyske reformator. I billedlige fremstillinger og historiske rids.] 4to. (På engelsk, Lond.: 1853.) (Med indledning af T. Stork, D. D. Philada.: 1854.) Audin: Histoire de M. Luther. Nouv. ed. Louvain.: 1845. 2 vols. 8vo. (Oversat til engelsk, Phila.: 1841. 8vo. London: 1854. 2 vols. 8vo.) Bower: Life of Luther. (1813.) Philada.: 1824. 8vo. Cochlæus: Historia M. Lutheri. (1559.) Ingolst.: 1582. 4to. Engelhard: Lucifer Wittenberg. Leb. Lauf Catherinae v. Bore.) 1747. 12mo. Fabricius: Centifolium Lutheranum. Hamb.: 1728. Hunnius, N.: Off. Bew. d. D. M. L. zu Ref. beruffen. n. Apologia Olearii. Leipz.: 1666. 12mo. Juncker: Guld. u. Silb. Ehren. Ged. D. Mart. Luth. Frankf. u. Leipz.: 1706. 8vo. Jürgens: Luther’s Leben. Leipz.: 1846. 3 vols. 8vo. Kreussler: D. M. L.’s Andenk. in Münzer. Leipz.: 1818. 8vo. Labouchere: Illustr. of the Life of Martin Luther. (D’Aubigné.) Philada. Luth. Board: 1869. 4to. (Fotografier. – En smuk bog.) Ledderhose: M. L. n. s. äussern u. innern Leben. Speyer.: 1836. 8vo. Luther: Briefe. De Wette. Berl.: 1826 seq. 6 vols. 8vo. “ Concordanz d. Ansicht. etc. Darmst.: 1827–31. 4 vols. 8vo. “ Opera. Erlangen: 1829 seq. Jena: 1556. Wittenb.: 1545–58. Luther: Werke. Altenburg: 1661. Erlangen: 1826 seq. (2. udg. Frankf. a. M.: 1869 seq.) Halle (Walch.): 1740–52. Leipzig: 1729–34. Wittenberg: 1539–59. Luther: Table Talk. Hazlitt. Luth. Board Public., Philada.: 1868. Mathesius: Dr. M. L. Leben. In XVII. Predigt. (1565.) Berlin: 1862. Melanchthon: Vita et Act. Lutheri. (1546.) Ed. Förstemann. Nordhausen: 1846. 8vo. Melanchthon: Aus d. Lateinischen. (Mayer.) Wittenb.: 1847. Meurer: Luthers Leben a. d. Quellen. 2. udg. Dresden: 1852. 8vo. Morris, J. G.: Quaint Sayings and Doings concerning Luther. Philada.: 1859. Müller: Lutherus Defensus. Hamb.: 1658. 12mo. Niemeyer, C. H.: M. L. n. s. Leben u. Wirken. Halle: 1817. 8vo. Scott: Luther and the L. Reformation. New York: 1833. 2 vols. 12mo. Sears: Life of Luther. Am. S. S. Un. Stang: M. L. s. Leben u. Wirken. Stuttg. 1835. 4to. Ukert: L.’s Leben, mit d. Literat. Gotha: 1817. 8vo. Ulenberg: Gesch. d. Lutherischer Reformatoren. Dr. M. Luther, &c. Mainz: 1836. 2 vols. 8vo. Weiser: Life of Luther. Balto.: 1853. Wieland: Charakteristik. D. M. L. Chemnitz: 1801. 12mo. Zimmermann, K.: Luther’s Leben u. Reformat. Schriften D. M. L. Darmstadt: 1846–1849. 4 vols. 8vo.

Værket indeholder otteogfyrre stik, fordelt på syv dele efter de vigtigste begivenheder i hans liv eller de store træk i hans karakter.

Luthers barndom

Første del omfatter hans barndom og viser – ikke ukarakteristisk for bogens tyske oprindelse – som det første billede Martin Luther (sådan må vi her foregribende kalde ham) på «sin fødselsnat, kl. 11, den 10. november 1483». Om Luthers fødsel siger Carlyle: «I hele verden var der den dag ikke et par mennesker, der så mere ubetydelige ud end denne minearbejder og hans hustru. Og dog, hvad var alle kejsere, paver og magthavere ved siden af dem? Her blev der endnu en gang født en mægtig mand, hvis lys skulle lyse som et fyrtårn gennem lange århundreder og tidsaldre; hele verden og dens historie ventede på denne mand. Det er underligt, det er stort. Det fører os tilbage til en anden fødselstime i endnu ringere omgivelser for atten hundrede år siden – som vi helst intet skal sige om, men kun tænke på i stilhed; for hvilke ord findes der! Er undernes tid forbi? Undernes tid er her altid!»* På det andet billede bliver mester Martin bragt i skole hos en frygtindgydende skolemester med et bundt ris i hånden, og bag hans stol sidder en dreng sammenkrøbet, så man næsten kan høre ham hulke. På det tredje kommer han syngende sammen med sine små kammerater til fru Cottas dør i Eisenach (1498). I en lille niche forneden bringer hans milde beskytterinde ham hans lut for at lokke ham bort fra bøgerne en stund.

* On Heroes and Hero-Worship – or Six Lectures by Thomas Carlyle – New York, 1849, p. 114.

Luthers ungdom

Anden del fører os gennem hans ungdom i syv billeder. På det første ser vi Luther i universitetsbiblioteket i Erfurt, hvor han for første gang ivrigt ser ned i hele Bibelen – mens han læser, glider hans hånd ubevidst slapt ned over en Aristoteles i folio (1501). Dernæst slår forsynet til side om side med Ordet. Hans ven Alexis falder død om ved hans side, ramt af lynet, mens de er på rejse. Så følger det skridt, et frygtsomt hjerte tager. Hans ansigt er sørgmodigt, og månen i sit første kvarter skinner på ham ligesom den tro, der endnu var så langt fra at være fuld. Med sine hedenske digtere under armen tager han den munk i hånden, der byder ham velkommen i augustinereremitternes kloster (1505). Dernæst modtager munken den højtidelige præstevielse, og nu kæmper han i sjælekval ved foden af krucifikset – med tonsur, kutte og rosenkrans, barfodet og med svøben ved sin side, med udmarvet legeme og blødende hjerte. Vi vender bladet: Han ligger som død i sin celle; han er besvimet over Bibelen, som han nu aldrig slipper af hånden. Døren er blevet brudt op, og hans venner er kommet med deres luter for at vække ham til live med den eneste magt, der endnu binder ham til sansernes verden. Nu bryder en lysstråle ind: ånden, der sled og gnavede i legemet, har bragt ham helt ud til randen af dødens dal. Men en gammel broder i klostret giver ham ved et eneste troens ord kraft til at rejse sig fra sygelejet og slå armene om sin trøsters hals. Med denne gribende scene slutter delen.

Luther ved universitetet

Tredje periode giver os billeder af Luthers løbebane ved universitetet i Wittenberg. Som baccalaureus artium holder han filosofiske og teologiske forelæsninger (1508). Dernæst ser vi ham prædike i klostret for Staupitz og de andre brødre af sin orden som en forberedelse til at træde frem i slotskirken og bykirken. Luthers rejse til Rom (1510) vises i fire billeder samlet på én side. På det første drager han ivrigt af sted mod «den hellige stad»; på det andet falder han ved det første syn af dette martyrernes hjem – helliget ved deres blod og ikke mindre ved nærværet af Kristi stedfortræder og Guds statholder – på knæ i højtidelig ærefrygt og jubel; i midten ser han på den stolte og ugudelige pave Julius, der rider af sted med forvænte kardinaler i sit følge – og på det sidste ser han sig tilbage og løfter over byen den hånd, hvis lyn senere syntes mægtige nok til at sænke den ned i det rige, som Rom ifølge byens egne indbyggere med sikkerhed var bygget oven på – hvis der da overhovedet fandtes et helvede.* «For at forstå, hvad Luther følte, da han kom ind i Rom, må vi huske, at han var et barn af Norden, som elskede afsavn og faste, som havde et grublende sind og havde lovet Kristi kors en streng gudsdyrkelse. Hans kristendom var af en streng og stiv art. Når han bad, var det på stengulvet; alteret, han knælede foran, var næsten altid af træ; hans kirke var mærket af tidens tand, og dens præsters messehagler var af groft uldstof. Forestil jer da denne munk – denne fattige Martin, som havde gået tolv hundrede engelske mil uden andet at holde sig oppe på end groft brød – tænk jer ham pludselig flyttet midt ind i en by fuld af undere, nydelse, musik og hedensk oldtid. Hvad må han ikke have følt! Han, som aldrig havde hørt nogen større lyd end plasken fra klosterbrønden, som ikke kendte anden adspredelse end sin lut, når bønnerne var forbi, og som ikke kendte nogen mere imponerende ceremoni end indvielsen af en augustinermunk – hvor må han være blevet forbløffet, ja forarget! Han havde forestillet sig en streng religion med panden kranset af bekymring, med tjenere, der lå på den hårde jord, slukkede deres tørst ved himmelske kilder, gik klædt som apostlene og vandrede ad stenede stier med det evige evangelium i hænderne. I stedet så han kardinaler, der blev båret i bærestole, red eller kørte i karet, med klæder, der funklede af juveler, og med ansigterne i skygge af baldakiner eller påfuglefjer. Deres vej var mærket af støvskyer så tætte, at de helt skjulte deres følge. Hans drømme gik tilbage til de dage, da apostlenes fyrste, en pilgrim som han selv, kun havde en stav at støtte sin svaghed til. Den fattige skolar, som i sin barndom havde udholdt så meget, og som ofte havde lagt sit hoved på den kolde jord, går nu forbi paladser af marmor, søjler af alabast, kæmpestore obelisker af granit, glitrende springvand og villaer med haver, kaskader og grotter! Vil han bede? Han går ind i en kirke, som forekommer ham at være en lille verden, hvor diamanter glimter på alteret, guld i loftet, marmor i søjlerne og mosaik i kapellerne. I hans eget land er de jævne landsbykirker smykket med blomster, som en from hånd har lagt på alteret som en gave. Er han tørstig? I stedet for en af de kilder, der løber gennem Wittenbergs trærør, ser han springvand af hvidt marmor så store som tyske huse. Er han træt af at gå? I stedet for en beskeden træbænk finder han på sin vej en antik skulptur, der netop er gravet frem, og som han kan hvile sig på. Søger han et helligt billede? Han ser intet andet end hedenskabets fantasier, gamle guder, som stadig giver tusinder af billedhuggere arbejde. Det er Demosthenes’ og Praxiteles’ guder, festerne og processionerne på Delos, forummets ophidselse, kort sagt hedensk dårskab; men af korsets dårskab, som den hellige Paulus priser, synes han ingen steder at se mindesmærke eller billede.»* Sådan lyder en romersk-katolsk historikers indrømmelser og hans forsvarstale, og vi lader dem passere sammen. Efter hjemkomsten ser vi Luther under stor højtidelighed blive udnævnt til doktor i Den Hellige Skrift, mens Karlstadt som dekan for det teologiske fakultet forestår promotionen (1512). Ved slutningen af denne periode er Luther travlt optaget af at diktere breve og udføre hvervet som «generalvikar for augustinerordenen», som Staupitz havde betroet ham (1516). Gennem dette embede blev han rustet til sin andel i at give kirken skikkelse, da den kort efter begyndte at forny sin ungdom som ørnens.

* «So hab ich selbs zu Rom gehört sagen: ist eine Hölle, so ist Rom darauf gebaut.» [«Det har jeg selv hørt sige i Rom: Findes der et helvede, så er Rom bygget oven på det.»]

* Audin, Life of Luther.

Reformationen bryder frem

Vi kommer nu til selve reformationen (1517): det varslende lyn, stormen og den rensede himmel, der fulgte efter. Denne periode omfatter seksten hovedbilleder og syv mindre bibilleder.

Det første af disse samlede billeder viser fire scener. Forneden nægter Luther som sit folks skriftefader at tilsige dem tilgivelse, mens de triumferende viser deres afladsbreve frem; i midten slår Luther de udødelige teser op på døren til kirketårnet – til venstre sælger Tetzel aflad og overgiver Luthers skrift til flammerne, og til højre gør studenterne i Wittenberg lige så kort proces med Tetzels egne modteser. Røgen fra begge bål stiger op mod et midtpunkt over det hele, og som det blege billede i en drøm løfter svanen, hvis hvide vinger svævede for Hus’ døende øjne, sig uskadt op af flammerne. Nu bøjer Luther sig for Cajetan, og derefter flygter han om natten til hest ud gennem en port i Augsburg, «uden sko eller strømper, sporer eller sværd». Det billede, der følger, er meget smukt og rigt på portrætter. Det viser disputatsen i Leipzig mellem Luther og Eck (1519). I Pleissenburgs sal står de to store høvdinger over for hinanden – den ene dristig, slagkraftig og overvældende, den anden snu, glat som en ål, sofistisk og årvågen; den ene Herkules, den anden Hydraen. Ved Luthers side sidder Melanchthon med tankens dybe furer i sit unge ansigt; ved deres fødder søger Karlstadt med en bog i hver hånd og rynkede bryn efter noget, som hans troløse hukommelse ikke har kunnet holde fast på. Midt i salen lytter hertug Georg af Sachsen opmærksomt til disputatsen, indtil han ved Luthers ord om, at «nogle af Hus’ og bøhmernes artikler endda stemte med evangeliet», uvilkårligt udbryder: «Manden er gal!» Ved hans fødder sidder hofnarren og stirrer med et forvirret og alvorligt blik på dr. Eck, som om han dunkelt frygtede, at han her havde en farlig konkurrent til sit eget embede. Dernæst ser vi Luther brænde pavens bulle (1520) og derefter hans modtagelse i Worms (1521). Så følger et dobbeltbillede: foroven forbereder Luther sig ved bøn til at træde frem for kejseren og rigsdagen; hans vindue vender ud mod byens tårne, og de stille stjerner skinner på ham. Det minder os om haven i Wittenberg, hvor en lille fugl en aften ved solnedgang har sat sig til hvile for natten: «Den lille fugl,» siger Luther, «over den er stjernerne og verdenernes dybe himmel; og dog har den foldet sine små vinger og er tillidsfuldt gået til ro dér som i sit hjem.» Hans lut hviler ved hans side, hans ansigt er vendt mod himlen, og hans hænder er inderligt foldede; forneden nærmer han sig indgangen til rigsdagen, og ridderen Frundsberg lægger venligt hånden på hans skulder og siger et opmuntrende ord. I hjørnerne af den udsmykkede ramme står statuer af de to helte, som erklærede sig rede til om nødvendigt med ord og sværd at forsvare deres «hellige ven, den uovervindelige teolog og evangelist» i Worms; Hutten læner sig mod harpen og løfter sværdet i sin højre hånd, og hans pande er kronet med digterens laurbær; den tapre Sickingen bærer skjoldet på armen og holder marskalstaven i sin højre hånd. Luther er trådt ind i salen – han står over for de mægtige – og er afbildet i det øjeblik, da han lægger hele sin sjæl i den «gode bekendelse», som i moralsk storhed kun overgås af én i hele menneskeslægtens historie. «Rigsdagen i Worms, Luthers optræden dér den 17. april 1521, kan betragtes som den største scene i Europas nyere historie, ja, som det punkt, hvorfra hele civilisationens senere historie udspringer. Verdens pragt og magt sidder dér på den ene side; på den anden står én mand frem for Guds sandhed, den fattige minearbejder Hans Luthers søn. Vores bøn – hele verdens bøn til ham – lød: ’Befri os; det står til dig; svigt os ikke!’ Luther svigtede os ikke. Det er, som vi siger, det største øjeblik i menneskenes nyere historie – den engelske puritanisme, England og dets parlamenter, Amerikas vældige værk i disse to århundreder, den franske revolution, Europa og dets arbejde overalt i dag: kimen til det alt sammen lå dér; havde Luther i det øjeblik handlet anderledes, var det alt sammen blevet anderledes.»* Dernæst følger hans tilfangetagelse undervejs (1521). Så ser vi ham i et stille kammer på borgen i Thüringen, hvor han sidder i ridderdragt med huen hængende på stolens knop og sværdet stillet op ad dens side, i færd med at oversætte Bibelen. Men hans virketrang driver ham til at vende tilbage til sine tidligere pligter, hvad det end måtte koste; nu rider han bort fra Wartburg med bogen hvilende på sadelknappen. I kroen Den Sorte Bjørn i Jena møder han de schweiziske studenter, som ikke kan tale om andet end Luther. Han sidder ukendt blandt dem, og til deres forbløffelse genkender de ham, da de senere møder ham i Wittenberg i vennernes kreds.

* Carlyle, Heroes and Hero-Worship, p. 121.

Sværmeriet

Nu når denne tidsalder et nyt stadium. Den fare, der er større end alle ydre farer – den, der opstår inde i de store moralske bevægelser – begynder nu at vise sig. I stedet for at anvende de indre lægemidler, som var vel egnede til at fjerne sygdommens årsag, begynder man at operere på overfladen; i stedet for at helbrede spedalskheden begynder man at skrabe dens skæl af. Krigen mod billederne i kirkerne begyndte. «Hug, brænd, knus, tilintetgør!» lød råbet, og kampen skiftede hurtigt fra et opgør med vildfarelserne i menneskets hjerte til et let og nytteløst angreb på maling og sten. Nu kræver en hårdere kamp end nogen, han hidtil var blevet kaldet til, alle Luthers kræfter. Han må forsvare den levende sandhed mod de falske afveje, som dens venner kan føre den ud på. Luther standser stormen mod billederne. Kunstneren stiller ham midt i en flok billedstormere i kirken. Hans hånd og røst standser en mand, der er ved at klatre op ad en stige for at ødelægge kirkens udsmykning. Nær ham står en ung mand med en messehagel og holder inde for at lytte. På gulvet holder en bonde inde med at rive en messebog i stykker, midt på en side. En ældre mand med en bunke hellige messeklæder under sig og en knækket bispestav under foden slipper halvt sit tag i monstransen og ser sig skulende om. Yderst til højre i billedet er der en fin kontrast mellem det fanatiske ansigt hos en mand, som netop har løftet en tung hammer mod en helgenstatue, og det rolige ansigt, han er ved at ødelægge. Karlstadt har foden plantet på skulderen af en from gammel biskop i sten og ser på Luther med afmægtig vrede.

Luther og Melanchthon

Det næste billede fører os til et roligere sted. Luther sidder i sit stille værelse. Hans bibeloversættelse vokser frem under hans hånd. Ved hans side sidder Melanchthon, der er ham til uvurderlig hjælp: «Endnu», sagde Luther, «en yngling i alder, skikkelse og udseende, men i ånden en mand.» Det var deres første kærligheds tid. De var helt ét i ånden og fulde af beundring for hinandens forunderlige gaver; Melanchthon kendte ingen større ære på jorden end at se op til Luther som sin far, og Luthers største glæde var at se og prise Melanchthon (1523–24).

Luthers bryllup

Dernæst, som om kunstneren ville føre os gennem skiftende scener af solskin og uvejr, ser vi Luther prædike i Seeburg mod bondekrigen (1525) – et prægtigt billede fyldt med mangfoldigt liv. Så føres vi fra svir, ildspåsættelse og plyndring ind i et privat kapel i Wittenbergs stadsskrivers hus. Juristen Apel og den store maler Cranach står på hver sin side; Bugenhagen velsigner Luthers og Katharinas troskabsløfte. De knæler foran ham: hun med sit lange hår flydende ned over skuldrene og brudekransen om panden, med ansigtet ydmygt og eftertænksomt bøjet; han med hendes højre hånd i sin, den venstre trykket mod hjertet og øjnene vendt mod himlen (13. juni 1525).

Luther og Zwingli

Fra solskin til storm: Luthers samtale med Zwingli om nadveren (1.–4. oktober 1529). Luther havde befriet evangeliets lære om nadveren fra Roms grove materialisme og skolastiske spidsfindigheder. Nu var det hans opgave at forsvare den mod den vildfarelse, som en voldsom modreaktion havde frembragt: en overåndeliggørelse, der blev drevet så vidt, at den blandede de goder, vor Forløsers kød giver, sammen med vort eget køds svaghed. Luther kæmpede for at frelse Kristi eget levende legeme fra at blive splittet ad og for at redde reformationen fra en tilbøjelighed til sektvæsen, som en let forvrængning af nogle af dens principper kunne føre til. I samme grad som den protestantiske verden har fjernet sig fra de store sakramentale principper, som Luther fastholdt i Marburg, er den blevet sønderrevet af indre splid – og i samme grad som den er vendt tilbage til dem, er der opstået en mere alvorlig stræben efter at se Frelserens bøn opfyldt: at alle hans skulle være ét. Ingen i Luthers tid og ingen siden har så harmonisk forenet alle elementerne i en virkelig reformation og holdt dem i deres rette forhold. «Luthers karakter», siger Bengel, «var sandelig stor. Alle hans medreformatorer tilsammen udgør ikke én Luther. Hans død var et vigtigt epokeskel, for intet er siden blevet virkelig føjet til selve reformationen.»

Den Augsburgske Bekendelse

Kunstneren afslutter passende denne periode med overrækkelsen af Den Augsburgske Bekendelse (1530). Det var den store forsynsgerning, hvorved Gud gav evangeliets hovedlærdomme udbredelse i hele verden, efter at han havde bragt dem frem til moden bevidsthed. Tretten år var gået, siden sandheden som en hvisken i det skjulte var blevet udtalt i Wittenberg; nu skulle den lyde som en basun for kejseren og hele hans rige. «Med suk og bønner», skriver Luther fra Coburg, «er jeg ved jeres side. Falder vi, falder Kristus med os – og falder han, vil jeg hellere falde med ham end stå med kejseren. Men vi behøver ikke at frygte, for Kristus overvinder verden.» På billedet har kunstneren stillet det evangeliske parti til højre og det romerske til venstre for beskueren. I strid med de historiske kendsgerninger har han taget Melanchthon med, og han står mest fremtrædende af alle med korslagte arme og et bekymret ansigt. Under ham folder kurfyrsten, Johan den Bestandige, hænderne i stille bøn; bag ham står markgreve Georg af Brandenburg, og ved hans side sidder landgreve Philip af Hessen og støtter sig på sit sværd. I midten sidder kejser Karl, hvis spanske herkomst ses i hans træk. Bag hans sæde er rigets kronede dobbeltørn broderet. På hovedet bærer han en krone i tre dele, hvor den midterste har et lille kors på toppen, og i hånden holder han sceptret. Hermelinen, bispestavene, mitraerne, munkekutten og kardinalhatten kendetegner partiet til hans højre. Foran ham læser kansler Baier bekendelsen op. Rundt om billedet slynger sig sammenhængende gotiske ornamenter, og i deres øverste bue ligger Luther udstrakt på jorden i bøn. Forneden holder en engel i hver hånd Luthers og Melanchthons våbenskjold, forbundet af et slynget bånd med ordene fra Luthers yndlingssalme: «Jeg skal ikke dø, men leve og forkynde Herrens gerninger.» Fra det højeste punkt rejser korset sig – ikke uden betydning – og her slutter denne del, som den bør.

Reformationens frugter · Bibeloversættelsen

Da kirken således var nået frem til fuld selvbevidsthed, viser den femte del os i fire karakteristiske billeder frugterne. På det første arbejder Luther, omgivet af alle sine medarbejdere, kristne og jødiske, på den oversættelse, som selv en jesuitisk historieskriver omtaler sådan: «Luthers bibeloversættelse er et ædelt litterært mindesmærke, et vældigt foretagende, der syntes at kræve mere end et menneskeliv, men som Luther fuldførte på få år. Den poetiske sjæl finder i denne oversættelse vidnesbyrd om geni og udtryk, der er lige så naturlige, smukke og velklingende som på grundsprogene. Luthers oversættelse gengiver undertiden den oprindelige vending med rørende enkelhed, ifører sig ophøjethed og pragt og tager imod alle de nuancer, han ønsker at give den. Den er enkel i patriarkernes beretninger, glødende i profeternes forudsigelser, ligetil i evangelierne og i fortrolig samtaletone i brevene. Grundtekstens billedsprog gengives med urokkelig troskab; oversættelsen kommer undertiden helt tæt på teksten. Vi må derfor ikke undre os over den begejstring, som Sachsen følte, da Luthers oversættelse udkom. Både katolikker og protestanter så den som en ære for deres gamle sprog.»* På billedet står Luther mellem Bugenhagen og Melanchthon; Jonas, Forstensius, Cruciger og rabbinerne er i færd med at løse en vanskelighed, der er opstået.

* Audin, Luther, kap. xxiv.

Katekismen

Den anden frugt vises i en scene i en skolestue, hvor katekismen netop er blevet indført. Luther sidder midt blandt børnene og lærer dem trosbekendelsens første artikel. Jonas deler bogen ud blandt dem, og i baggrunden lytter en række lærere for at lære, hvordan de skal tage denne nye side af deres kald op.

Prædikestolen. Gudstjenesten

Den tredje frugt vises på prædikestolen. Luther havde givet Bibelen til alle tider og alle steder. Han havde lagt grundprincipper ind i den menneskelige tænknings fundament ved at indføre katekismen i skolerne; nu skaber han kirkens gudstjeneste på ny. I kobberstikket har kunstneren heldigt samlet alt, hvad der hører til den evangeliske gudstjeneste. Luther står på prædikestolen og prædiker for adelige og undersåtter med hele sin sjæls glød. Døbefonten og alteret, badet i et væld af solstråler, minder om sakramenterne. Orglet minder os om den plads, reformationen gav kirkemusikken, og fattigblokken om, hvordan den appellerede til den hellige barmhjertighed. Det fjerde billede viser nadverens uddeling under begge skikkelser: Luther rækker kalken til kurfyrst Johan Frederik, mens Bugenhagen uddeler brødet.

Luther i privatlivet. Fyrsterne. Vennerne. Familien

Den sjette hovedafdeling viser os Luther i privatlivet. For det første har vi to billeder, der belyser hans forhold til sine fyrster. På det ene læser han op af Bibelen for sin hengivne ven, kurfyrst Johan den Bestandige; på det andet ligger han syg og besøges og trøstes af kurfyrst Johan Frederik (1537). For det andet ser vi ham sammen med sine personlige venner. På det første billede sidder Luther model til sit portræt hos Lucas Cranach. På det næste vækker han ved troens bøn Melanchthon, der næsten er sunket hen i dødens dvale. Det tredje skildrer indførelsen af den tyske kirkemusik og fører os ind i Luthers «sangstue i hjemmet». Med sine børn og venner omkring sig istemmer han de første evangeliske salmer. Det lille kor ledes af Walter, kapelmester ved kurfyrstens kapel; til venstre står kantoren, til højre Mathesius. For det tredje ser vi ham i hans familie. Det første billede viser ham, mens han nyder alt det, der gør sommeren dejlig, med sin husstand og sine nærmeste venner omkring sig. Det er en yndig scene af uskyldig festglæde, kunstneren her stiller os for øje. Selskabet er samlet ved solnedgang under et espalier med vinranker, der er tynget af fyldige drueklaser. Luther rækker hænderne ud mod sit yngste barn, som med sin mors hjælp stavrer hen mod sin far med en drueklase, der tynger hans små hænder. Den ældste dreng står på en let stige og rækker druerne ned, og Magdalene tager imod dem i sit forklæde. Den tredje dreng bringer sin far en klase af usædvanlig størrelse; den anden søn leger med hunden, måske netop den hund, som ifølge Luther havde «kigget i mange bøger». Jorden er dækket af meloner. En af Luthers venner spiller på fløjte, en anden tegner en kurv med smuk frugt; to af dem sidder under løvhytten, og to andre vandrer rundt i haven i venskabelig samtale. Gennem en bue i muren ses floden bugte sig stille af sted under den synkende sols sidste stråler. Hvilken forandring fra den tid, da han piskede sig selv foran krucifikset!

Luther juleaften

Som modstykke til denne scene ser vi dernæst Luther juleaften i familiekredsen. Det er et billede, der rører hjertet. Luthers juletider kunne i sandhed ses som et sammendrag af hele hans liv.

Fjorten gange gryede julen over hans vugge eller over bondedrengen Luthers lege. Fire gange fandt julen drengen i skolen i Magdeburg. Mange år senere, som gammel mand, skildrede han disse juledage: «I den tid, da kirken fejrer Kristi fødsels fest, gik vi skoledrenge fra hus til hus gennem landsbyerne og sang firstemmigt de kendte salmer om Jesus, det lille barn, der blev født i Betlehem. Da vi kom forbi en bondegård for enden af en landsby, kom en bonde ud og bød os med sin grove stemme på mad. Hans hjerte var godt, men vi var blevet så vant til skolens trusler og grusomhed, at vi flygtede ved lyden af en barsk røst. Men han blev ved med at kalde, så vi fattede mod, vendte tilbage og tog imod hans gaver.»

Fire gange fandt julen ham midt i skolens slid i Erfurt. Så kom en jul, hvor englerøsten ikke længere syntes at synge: «Fred på jorden i mennesker med velbehag»; over ham syntes der kun at være vrede og omkring ham dødens smerter. Bag klostrets grå stenmure lukkede han sig inde for at kæmpe med mørk tvivl og pinefuld angst.

Jul fulgte på jul. År efter år flakkede lidt solskin hen over munkens celle. Den milde hånd fra ham, der kom som barnet i Betlehem, rørte ved og lægede det hjerte, som bekymringerne havde tæret på. Glimt af den storhed, der boede i ham, begyndte at bryde frem af den sky, han havde været svøbt i.

Da bladene skiftede farve i efteråret 1517, mindede det børnene om, at julen atter nærmede sig; men på de storme, der fejede bladene af træerne, blev de første toner af en vældig kamp båret ud over hele kristenheden – kampen for Betlehemsbarnets ret til at sidde på tronen i alle hjerter som menneskeslægtens Frelser. Årene gik, men julen og alle højtider, ja, alle menneskers tanker, i vågen tilstand som i drømme, var rettet mod ét stort livsspørgsmål og opslugt af én overvældende sag. I den ene halvdel af kristenheden blev det bløde lys i børnenes øjne til et vredt glimt, når juleaften kom og de midt i deres legetøj lispende gentog de gamles ord og talte om forræderen mod det velsignede Barns mor, kætteren, der ville ødelægge deres jul, hvis han kunne. I den anden halvdel af kristenheden lyste mændenes øjne op, kvindernes fyldtes med taknemmelighedens tårer, og børnene jublede af glæde, når navnet blev nævnt på ham, der havde ført menneskeslægten tilbage til krybben og lært den at bøje sig dér som hyrderne i barnlig tillid – tillid, ikke til moderen, men til hendes hellige Barn.

For den store genopretter var alle dage jul. Han havde fundet Kristus, og når han ikke knælede med hyrderne, sang han med englene. Én jul tilbragte han på sit klippe-Patmos, men et stjernelys, så mildt som over Palæstina den hemmelighedsfulde nat, strejfede hver tinde på de gamle tårne. Den næste jul fejrede han i kredsen af nære venner, der elskede et af de største og varmeste hjerter, der nogen sinde har banket i et menneskes bryst, og som blev elsket af det. Kamp og storm, sorg og sygdom kom – men julen kom også.

Så kom et lyst år, ikke det mest strålende, men det lykkeligste i hans liv. Denne store natur, skabt til hjemmeliv, havde aldrig haft et hjem. Han havde holdt jul i andres hjem. Så kom der en jul, hvor hans hustru knælede ved hans side, mens han endnu en gang takkede Gud for den store gave, som julen er viet til mindet om. Hendes hånd lå i hans, og hendes ansigt var ligesom hans vendt mod den verden, hvis lys og sang er Betlehemsbarnet. I de følgende års jul bragte børnene himlen ind i dette hjem. Magdalene og Martin, Paul og Margarete, udødelige ved deres fødsel, var olivenskuddene omkring juletræet. Blandt Königs smukke billeder skildrer et af de lykkeligste Luther juleaften i familiekredsen. Juletræet stråler i al sin pragt i midten, og lysene kaster ny fortryllelse over de utrolige frugter – trompeter, heste, kager og dukker – som kun juletræer kan bære. På Luthers skød knæler hans yngste barn med armene om hans hals. Dets lille nathue, natkjole og bare fødder viser, at det har fået lov at blive oppe for at se det vidunderlige syn. Mod Luthers skulder læner Katharina sig med hans hænder i sine, og kærlighedens lys – det lys, der kun kan stråle fra en hengiven hustrus og mors øje – hviler på ham. Den ældste dreng sigter under Melanchthons vejledning med en armbrøst efter et æble på træet, og det minder os om det yndige brev, hans far skrev til ham fra Coburg, da han kun var fire år gammel. I brevet beskriver han herlighederne i den paradisiske have, som er beregnet til alle artige drenge, og hvor man blandt æbler og pærer og ponyer med gyldne bidsler og sølvsadler heller ikke havde glemt armbrøster af sølv.*

* Luthers brev til sin lille søn er så smukt og karakteristisk, at vore læsere, selv om de har læst det hundrede gange, ikke vil springe det over, når vi bringer det her. Det blev skrevet i 1530 fra Coburg, da Luthers skæbne og hele fremtiden for hans værk syntes at stå på vippen. Det viser, at hans barnlige sind på én gang var årsag til og følge af hans sjæls hvile i Gud. «Nåde og fred i Kristus, min kære lille søn. Jeg er meget glad for at høre, at du lærer dine lektier godt og gerne beder dine bønner. Bliv ved med det, min lille dreng, så skal jeg tage noget smukt med til dig fra markedet, når jeg kommer hjem. Jeg kender en dejlig have, hvor der er rigtig mange børn i fine små frakker, og de går rundt under træerne og plukker dejlige æbler og pærer, kirsebær og blommer; de synger og løber omkring og er så glade, som de kan være. Nogle gange rider de rundt på søde små ponyer med gyldne bidsler og sølvsadler. Jeg spurgte manden, som ejer haven: Hvem er disse små børn? Og han svarede mig: Det er små børn, som gerne beder og lærer og er artige. Så sagde jeg: Kære herre, jeg har også en lille søn derhjemme; han hedder lille Hans Luther; vil du lade ham komme ind i haven, så han også kan spise af de dejlige æbler og pærer og ride på de fine små ponyer og lege med disse børn? Manden sagde: Hvis han gerne beder sine bønner og lærer sine lektier og er en artig dreng, må han komme. Og Philip og Jocelin må også komme; og når de alle er sammen, kan de spille på fløjte og tromme og lut og alle slags instrumenter og hoppe rundt og skyde med små armbrøster. Så viste han mig en dejlig mosklædt plads midt i haven, hvor de kan hoppe omkring, med en mængde gyldne fløjter og trommer og armbrøster af sølv. Børnene havde endnu ikke fået deres middagsmad, og jeg kunne ikke vente på at se dem lege; men jeg sagde til manden: Kære herre, nu vil jeg gå hjem og skrive alt dette til min lille søn Hans og sige til ham, at han skal være flittig til at bede sine bønner og lære godt og være artig, så han kan komme ind i denne have; men han har en kusine Lehne, som han skal tage med sig. Manden sagde: Godt, gå hen og skriv til ham. Så, min kære lille søn, vær flittig med dine lektier og dine bønner, og sig til Philip og Jocelin, at de også skal være det, så I alle kan komme ind i haven. Gud velsigne dig. Hils kusine Lehne fra mig, og giv hende et kys fra mig.»

Ved bordet viser «Muhme Lehne» (kusine Helena – ikke en vissen gammel kone, som hun gerne fremstilles, men Luthers unge niece, der først blev gift, da Magdalene var ni år gammel) en billedbog til den næstældste dreng. Den tredje dreng holder om sin fars knæ med den ene hånd og får dog samtidig plads til en snor i den, som han har trukket en ridder i fuld rustning til hest efter. Med den anden hånd løfter han en kæphest i vejret. Henrykt holder Magdalene den lille engel i hånden. Den står altid øverst på alle rettroende juletræer – når den kan skaffes – og når tæppet er gået ned for juleaftenens prægtige børnedrama, gives den til husets engel, det bedste af børnene. Dukken ved hendes side er glemt. Træets fulde lys falder på hendes lykkelige ansigt, som dog har et tankefuldt drag, noget mere himmelvendt grublende, end man plejer at afbilde i et barneansigt.

Å, lykkelige jul! Du kan blive optakten til gråd. Den lille kiste kan følge juletræet ind ad vor dør. Dit barn, o Betlehem, vendte i søvnen den hellige nat sit rene, blege ansigt mod Getsemane. Juletræets engel kunne ikke værne hjemmet mod livets sorger. Sorgens dage kommer nu slag i slag over den ædle mand, som himmel, jord og helvede kendte så godt. Under vægten af et såret hjerte bøjedes den skikkelse, som hverken konger, paver eller djævle kunne bøje. Lysene på juletræet i 1542 spejlede sig ikke i hans smukke, elskede Magdalenes øjne. Hendes fars hånd havde lukket de milde øjne tre måneder forinden. De røde læber, der et år tidligere havde åbnet sig i glæde ved julefesten, havde fået det sidste kys, og deres musik var forstummet i hjemmet. De små blev stille midt i deres glædesrus, når de tænkte på, at deres søster lå på kirkegården, mens den kolde sne føg om hendes grav.

Den gamle mands hjerte længtes efter julen i himlen, og hans suk blev hørt.

I toogtres år havde han her på jorden slået øjnene op på vor Forløsers fødselsdag. Da den næste jul kom, stod han ved denne Forløsers side i herligheden; og ved hans side stod, forklaret i himlens lys og i overjordisk ynde, den smukke pige, der med drømmende øjne havde skuet op på juletræets engel – øjne, der fortalte, at hun allerede dengang i tankerne var i himlen.

Luther og Magdalene

Når vi tænker over, hvad kunstneren tydeligvis har ment med hendes holdning og beskæftigelse, er hjertet ikke helt uforberedt på den næste og sidste af disse familiescener. Luther knæler ved den samme elskelige datters kiste. Kampen er forbi; en hellig ro lyser over hans ansigt. Han har uden oprørsk knurren givet hende tilbage til hendes Gud. For dem, der kun har betragtet Luthers karakter i hans offentlige liv, kan det synes underligt at påstå, at intet hjerte nogen sinde har været mere modtageligt end hans for alt det ømme i menneskets følelser og alt det bløde i menneskelig medfølelse. Den mand, der stod urokkelig, mens han rystede det mægtigste herredømme, verden nogen sinde har set, i dets grundvold, var i omgangen med andre og i sit hjemmeliv et fuldkomment eksempel på mildhed. «Måske har ingen mand med et så ydmygt og fredeligt sind nogen sinde fyldt verden med strid. Vi kan ikke andet end se, at han ville have elsket et stille liv, rolig flid i det skjulte; at det var imod hans vilje, at han nogen sinde blev en berømthed.» – «De tager grundigt fejl, som forestiller sig, at denne mands mod var vildskab – ingen anklage kunne være mere uretfærdig. Han havde tillige et yderst mildt hjerte, fuldt af medlidenhed og kærlighed, sådan som det virkelig tapre hjerte jo altid er. Jeg kender kun få ting, der er mere rørende end disse bløde åndedrag af hengivenhed, bløde som et barns eller en mors, i dette store, vilde Lutherhjerte. For en overfladisk iagttager kunne Luther have set ud som en frygtsom, svag mand; beskedenhed og kærlig, sky ømhed var hans fremmeste kendetegn. Det er en ædel tapperhed, der vækkes i et hjerte som dette, når det først er ægget til trods; da står det helt i himmelsk flamme.» * Hvor åbent hans hjerte var for de påvirkninger, der helliger, samtidig med at de bedrøver, viste han, da Elisabeth, hans andet barn, døde som spæd: «Min lille datter er død. Det overrasker mig, hvor sønderknust hun har efterladt mig. Jeg har et kvindehjerte, så rystet er jeg. Jeg kunne ikke have troet, at en fars sjæl kunne være så øm over for sit barn.» «Jeg kan lære jer, hvad det vil sige at være far, især far til et barn af det køn, som langt mere end sønner har magt til at vække vore ømmeste følelser.» Endnu mere rørende var den begivenhed, som vor kunstner har viet dette billede. Magdalene, hans tredje barn og anden datter, døde i september 1542 i sit fjortende år – fire år før sin far. «Luther bar dette slag med forunderlig fasthed. Da hans datter lå meget syg, udbrød han med øjnene løftet mod himlen: ’Jeg elsker hende højt, men, min Gud, hvis det er din vilje at tage hende herfra, vil jeg give hende til dig uden en eneste selvisk klage.’ En dag havde hun voldsomme smerter; han gik hen til hendes seng, tog hendes små, tynde hænder og trykkede dem igen og igen mod sine læber. ’Mit kæreste barn, min egen søde og gode Magdalene, jeg ved, at du gerne ville blive her hos din far; men i himlen venter en bedre Far på dig. Du er vel lige så villig til at gå til din Far i himlen, ikke sandt?’ ’Å jo, kære far,’ svarede det døende barn, ’lad Guds vilje ske.’ ’Kære lille pige,’ fortsatte han, ’Ånden er villig, men kødet er svagt.’ Han gik uroligt frem og tilbage og sagde: ’Ak ja! Jeg har elsket dette kære barn for højt. Når kødet er så stærkt, hvad bliver der så af ånden?’ Han vendte sig til en ven, der var kommet for at besøge ham: ’Se,’ sagde han, ’Gud har ikke i tusind år givet nogen biskop så gode gaver, som han har givet mig. Vi må gerne rose os af Guds gaver. Ak, jeg føler mig ydmyget over, at jeg ikke nu kan glæde mig, som jeg burde, eller takke Gud tilstrækkeligt. Jeg prøver fra tid til anden at løfte mit hjerte til vor Herre i en lille salme og at føle, som jeg burde.’ – ’Nuvel, hvad enten vi lever eller dør, tilhører vi Herren.’»

* Carlyle’s Heroes and Hero-Worship, p. 125.

Natten før Magdalenes død havde hendes mor en drøm. Hun så to smukke, prægtigt klædte unge mænd, som kom, som om de ville tage Magdalene med sig og føre hende til bryllup. Da Melanchthon kom næste morgen og spurgte fruen, hvordan det stod til med datteren, fortalte hun sin drøm. Han så forskrækket ud og sagde til andre, «at de unge mænd var to hellige engle, sendt for at føre pigen til det sande bryllup i et himmelsk rige». Hun døde samme dag. Da dødskampen kom, og den nærmende døds mørke skygge lagde sig over den unge piges ansigt, kastede hendes far sig på knæ ved hendes seng. Med foldede hænder og bitre tårer bad han Gud om at skåne hende. Hun mistede bevidstheden og udåndede i sin fars arme. Katharina, hendes mor, stod i en krog af stuen; hun kunne for bare sorg ikke se på sit barns dødsleje. Luther lagde blidt sit elskede barns hoved på puden og udbrød igen og igen: «Stakkels barn, du har fundet en Fader i himlen! Min Gud, lad din vilje ske!» Melanchthon bemærkede da, at forældres kærlighed til deres børn er et billede af den guddommelige kærlighed, præget ind i menneskers hjerter. Gud elsker menneskeslægten ikke mindre, end forældre elsker deres børn.

Dagen efter blev hun begravet. Da de lagde hende på båren, udbrød hendes far: «Min stakkels, kære lille Magdalene, nu har du fået hvile!» Snedkeren havde gjort kisten lidt for lille. «Dit leje her er snævert,» sagde Luther, «men åh, hvor er det smukt, du hviler på deroppe!» Han så længe og ufravendt på hende og sagde: «Ja, kære barn, du skal opstå igen og stråle som stjernerne, ja, som solen … Jeg er glad i ånden, men åh, hvor er jeg bedrøvet i kødet! Det er en underlig følelse at vide, at hun så sikkert har fået hvile, at hun er lykkelig, og alligevel være så bedrøvet.» Da liget blev sænket i graven, udbrød han: «Farvel! Farvel, du dejlige stjerne, vi skal mødes igen.»

Folk fulgte hende i store skarer til graven og viste den dybeste medfølelse med hans sorg. Da bærerne kom til hans hus og udtrykte deres deltagelse, svarede han: «Ak, sørg ikke mere over hende; jeg har givet himlen endnu en engel. Åh, gid vi alle må få sådan en død! Sådan en død ville jeg gerne dø lige nu.» «Det er sandt,» sagde en af de omkringstående, og Luther svarede ham: «Kød er kød, og blod er blod. Men der kan være glæde i hjertet, mens der er sorg i ansigtet. Det er kødet, der græder og er bedrøvet.» Ved graven udtrykte man sin deltagelse: «Vi ved, hvor du lider.» – «Tak for jeres medfølelse,» sagde han, «men jeg er ikke bedrøvet – min kære engel er i himlen.»

Mens nogle arbejdsfolk ved graven sang ordene «Herre, kom ikke vore gamle synder i hu», hørte man ham sukke: «Nej, nådige Herre, heller ikke vore synder i dag eller i de kommende tider.»

Da graveren kastede jord på kisten, sagde Luther: «Ret jeres øjne mod kødets opstandelse. Himlen er min datters del, med legeme og sjæl. Alt sker efter Guds forsyns ordning. Hvorfor skulle vi klage? Er det ikke hans vilje, der sker? Vi er evighedens børn. Jeg har avlet et barn til himlen.»

Da han kom hjem fra begravelsen, sagde han blandt andet: «Vore børns skæbne, og især pigernes, volder altid bekymring. For drengene frygter jeg ikke så meget; de kan klare sig hvor som helst, når blot de kan arbejde. Men med pigerne er det anderledes; de stakler må gå med stav i hånd og søge deres udkomme. En dreng kan komme i skole og nå frem til en høj stilling, men en pige kan ikke gøre meget for at komme frem; hun lader sig let lede vild af dårlige eksempler og går tabt. Derfor overgiver jeg uden beklagelse denne kære pige til vor Herre. Børn dør uden angst; de kender ikke dødens bitre smerter; det er, som om de faldt i søvn.»

Denne sorg ramte Luther i hjertet. Han så den som en advarsel fra himlen: det var endnu et lynnedslag. Det første havde taget hans ungdomsven Alexis fra ham; det andet rev et forgudet barn, hans alderdoms glæde, bort fra ham. Fra da af er alle hans breve præget af tungsind: dødens ravnevinge baskede bestandig ved hans øre. Da han modtog et brev fra kurfyrsten, der ønskede ham mange år endnu, rystede han sørgmodigt på hovedet og skrev som svar til sin ven: «Krukken er gået for ofte til brønden; til sidst går den i stykker.» En dag fik han tilhørerne til at græde under en prædiken, da han forkyndte dem, at hans død var nær. «Verden er træt af mig,» sagde han, «og jeg er træt af verden; snart skal vi skilles – den vejfarende forlader snart sit herberg.»

Kort efter hendes død skrev han til en ven: «Rygtet har uden tvivl fortalt dig, at min datter er blevet omplantet til Kristi rige. Min hustru og jeg burde kun tænke på at takke den Almægtige med glæde for hendes lykkelige endeligt, hvorved hun er udfriet af alle verdens snarer. Alligevel er den naturlige kærligheds magt så stor, at jeg ikke kan lade være med at give mig hen til tårer, suk og stønnen – ja, sig hellere, at mit hjerte dør i mig. Jeg føler hendes træk, ord og handlinger indgraveret i min inderste sjæl; alt, hvad hun var for mig, i live og rask og på sit sygeleje – mit kære, mit lydige barn. Selv Kristi død (og åh, hvad er alle dødsfald i sammenligning med den?) kan ikke rive hende ud af mine tanker, som den burde. Hun var, som du ved, så sød, så elskværdig, så fuld af ømhed.»

Da kisten var dækket med jord, blev der lagt en lille gravsten over den med barnets navn, hendes alder, hendes dødsdag og et skriftsted. Nogen tid efter, da Luther igen kunne tage fat på sit arbejde, skrev han en latinsk indskrift, som blev hugget ind i en mindeplade. Den ånder af stille tungsind og hengivelse i Guds vilje:

«Dormio cum Sanctis hic Magdalena, Lutheri Filia, et hoc strato tecta quiesco meo; Filia mortis eram, peccati semine nata, Sanguine sed vivo Christe redempta tuo.»

«Jeg, Magdalene, Luthers datter, sover her med de hellige og hviler stille, dækket, på mit leje af jord; dødens datter var jeg, født af syndens sæd, men ved dit dyre blod, o Kristus, genløst lever jeg.»

«Vi ledte,» siger Audin, den romersk-katolske historiker, som, besjælet af en underlig begejstring for den store modstander af fordærvelsen i hans egen kirke, fulgte i hans fodspor som en pilgrim – «vi ledte efter denne grav på kirkegården i Wittenberg, men kunne ikke finde den.» De milde, regelmæssige træk, de blide øjne, den brede pande, det bølgende hår og den kvindelige ro, som portrættet* af barnet viser, stemmer alle med det billede, hendes fars sorg har præget ind i hjertet. Og selv om den, der søger, forgæves leder efter stenen over hendes ringe hvilested, skal mindet om hende bo sødt og kært i verdens hjerte sammen med mindet om hendes mere end berømte far, til tidernes ende.

* Dette portræt findes i Junckers interessante værk om reformationens medaljer.

Luthers sidste dage. Død

De næste to billeder viser Luthers karakterstyrke, da han selv var i fare. Det første fremstiller Luther og Kohlhase, det andet Luther blandt de døende og døde under pesten. De sidste tre billeder viser de afsluttende scener i hans liv: hans rejse til Mansfeld i et ærinde for fred og forsoning, hans død og begravelse. I sine sidste timer gentog han ofte ordene: «Fader, i dine hænder overgiver jeg min ånd. Du har forløst mig, du sandhedens Gud.» Da Jonas og Coelius spurgte ham: «Ærværdige fader, dør du tro mod Kristus og mod den lære, du har prædiket?», svarede han tydeligt: «Ja!» Det var hans sidste ord på jorden, og i den første time den 18. februar 1546 sov han ind i Jesus. «Nu,» sagde Melanchthon, da han stod ved kisten, «nu er han forenet med profeterne, som han så gerne talte om; nu hilser de ham som deres medarbejder og takker sammen med ham Herren, som samler og opholder sin kirke til tidernes ende.»

Ud over den beskrivende tekst, der ledsager hvert billede, får vi «Historiske skitser» af Gelzer. Først kommer en indledning og derefter fire skitser. Den første skitse fremstiller reformationens forberedelse og grundlag – reformationen før Luther og det store værk, der foregik i ham, før han trådte frem for verden. Den anden skitse omfatter striden med Rom, den tredje «Reformation og revolution», den sidste reformatoren og hans værk.

Karl 5. ved Luthers grav

Der var ét billede, som var lovet os, og som vi gerne ville have haft, men som ikke er med. Det handler om Guds forsyn, der vågede over sin tjeners aske, ligesom Gud havde beskyttet hans legeme, mens han levede. Luther var blevet «taget bort fra den kommende ulykke». Året efter hans død var Wittenberg fyldt af Karl 5.s tropper, og mange af dem var fulde af brændende had til den store reformator. En af soldaterne stak to gange med sin dolk i Luthers billede i slotskirken. Spanierne bad indtrængende deres kejser om at ødelægge graven og grave Luthers levninger op og brænde dem, når denne anden Hus nu ikke længere kunne brændes levende. Dette djævelske forslag afviste kejseren strengt: «Jeg er færdig med Luther; han har nu en anden dommer, hvis område jeg ikke må trænge ind på. Jeg fører krig mod de levende, ikke mod de døde.» Og da han så, at man ikke opgav forsøget på at få denne helligbrøde udført, gav han ordre til, at enhver krænkelse af Luthers grav skulle straffes med gerningsmandens død.* Karl døde, siges det, som protestant i den store centrale lære om retfærdiggørelsen ved tro. Må vi ikke håbe, at Karl, sin tids mest ærgerrige kejser, og Luther, den største forstyrrer af hans ærgerrige planer, efter livets strid har nået samme fuldendelse?

* Bayle’s Dictionary, (H. H.) Juncker’s Guldene und Silberne Ehren-Gedächtniss Lutheri. Franckf. und Leipz. 1706, p. 281.

Luther karakteriseret · Lessing

Det er et håbefuldt tegn, at det tyske hjerte gennem alle religiøse og borgerlige omvæltninger er forblevet tro mod Luthers minde. Romanister har kappedes med protestanter om at prise ham; rationalister har tilsyneladende æret ham, mens de arbejdede på at nedbryde hans værk. Efter tre århundreders fødselsveer føler Tyskland, at det ikke har skænket verden en ny Luther. Tidens moderskød bærer kun sådan en frugt én gang på tusinder af år. «Så stor ærbødighed nærer jeg for Luther,» siger Lessing, «at jeg glæder mig over at have kunnet finde nogle fejl hos ham; for jeg har faktisk været i overhængende fare for at gøre ham til genstand for afgudisk dyrkelse. Beviserne for, at han i nogle ting var som andre mennesker, er lige så dyrebare for mig som den mest strålende af hans dyder.» – «Hvilken skam for vor tid,» siger Hamann (1759), «at denne mands ånd – han, som grundlagde vor kirke – således ligger begravet under asken! Hvilken veltalenhedens kraft, hvilken fortolkningens ånd, hvilken profet!» – «Vi formår ikke engang at nå op til det punkt, hvor han begyndte.»

Heine

«Han skabte det tyske sprog,» siger Heine. «Han var ikke blot den største, men også den mest tyske mand i vor historie. I hans karakter er alle tyskernes fejl og alle deres dyder forenet i den største målestok. Desuden havde han egenskaber, som meget sjældent findes forenet, og som vi plejer at betragte som uforenelige modsætninger. Han var på én gang en drømmende mystiker og en praktisk handlingens mand. Hans tanker havde ikke blot vinger, men også hænder. Han talte, og han handlede. Han var ikke blot sin tids tunge, men også dens sværd. Når han hele dagen havde plaget sig med sine dogmatiske distinktioner, tog han om aftenen sin fløjte og så op mod stjernerne, opløst i melodi og andagt. Han kunne være blød som en øm jomfru. Somme tider var han vild som stormen, der river egen op med rode, og så igen mild som zefyren, der leger med violen. Han var fuld af den dybeste ærefrygt og af selvopofrelse til Helligåndens ære. Han kunne gå helt op i den rene åndelighed. Og dog kendte han godt denne verdens herlighed og forstod at sætte pris på den. Han var et helt menneske, ja, jeg vil sige et absolut menneske, et menneske, i hvem stof og ånd ikke var adskilt. At kalde ham spiritualist ville derfor være lige så stor en fejl som at kalde ham sensualist. Hvordan skal jeg udtrykke det? Han havde noget oprindeligt, uforståeligt, mirakuløst, sådan som vi finder det hos alle forsynets mænd – noget uovervindeligt, åndsbesat.»

Menzel · Schlegel

«En brændende og dristig ånd,» kalder Menzel ham. «En helt i munkekutte.» Men det mest interessante vidnesbyrd er det, Friedrich Schlegel giver – interessant ikke blot på grund af kildens storhed, men fordi det bygger på et grundigt kendskab til den person, han taler om, fordi det kommer fra en hengiven og samvittighedsfuld romersk-katolik, og fordi det ledsages af bemærkninger, der viser, at hans beundring for Luther, hvor dyb den end er, på intet punkt har gjort ham blind. Vi vil bringe uddrag af hans tre store værker: om «litteraturens historie», om «den nyere historie» og om «historiens filosofi».

«Jeg har allerede forklaret, hvordan middelalderens digtning og kunst gik tabt under stridighederne i det sekstende århundrede, og hvordan selve vort sprog blev fordærvet. Der var ét redskab, som satte sig imod barbariets indtrængen, og én skat, som erstattede det tabte – jeg mener den tyske oversættelse af Bibelen. Det er jer alle bekendt, at alle sande filologer betragter den som målestokken og mønstret for klassisk udtryk i det tyske sprog, og at ikke blot Klopstock, men mange andre forfattere af første rang har formet deres stil og valgt deres vendinger efter denne oversættelses regler. Det er værd at lægge mærke til, at der ikke i noget andet nyere sprog er gået så mange bibelske ord og vendinger over i dagligsproget som i vort. Jeg er ganske enig med de forfattere, der anser dette for en lykkelig omstændighed, og jeg tror, at ikke så lidt af den kraft, det liv og den enkelhed, som efter min mening adskiller de bedste tyske forfattere fra alle andre nyere forfattere, stammer herfra. Den katolske såvel som den nyere protestantiske lærde har meget at udsætte på denne oversættelse, men det gælder trods alt kun enkelte steder. I den senere tid har vi set et forsøg på at gøre en ny og rationel bibeloversættelse til et redskab til at udbrede oplysningsmændenes lærdomme, og alt for ofte har vi set det endog i katolikkers egne hænder. Men så snart denne dårskab var drevet over, vendte vi med forøget kærlighed tilbage til Luthers fortræffelige gamle oversættelse. Han har ganske vist ikke hele æren for at have frembragt den. Men vi skylder ham alligevel den største tak for at have givet os dette ædleste og mest mandige mønster for tysk sprog i hænde. Også i sine egne skrifter viser han en højst original veltalenhed, som kun få navne i hele litteraturens historie overgår. Han havde i sandhed alle de egenskaber, der gør en mand skikket til at være en revolutionær taler. Denne revolutionære veltalenhed ses ikke blot i hans halvt politiske og praktiske skrifter, såsom Til den kristne adel af tysk nation, men i alle de værker, han har efterladt sig. I næsten dem alle ser vi spor af en mægtig indre kamp. To verdener synes at kæmpe om herredømmet over denne mands mægtige sjæl, som Gud og naturen havde udrustet så rigt. Gennem alle hans skrifter går en kamp mellem lys og mørke, tro og lidenskab, Gud og ham selv. Det valg, han traf – den brug, han gjorde af sit majestætiske geni – det er emner, som jeg endnu i dag umuligt kan tale om, så det kan behage jer alle. Men hvad angår Luthers åndskraft og storhed i sig selv, uanset hvad han brugte dem til, tror jeg, at kun få, endog blandt hans egne disciple, sætter ham højt nok. Hans medarbejdere var for det meste kun lærde, magelige og oplyste mænd af den almindelige slags. Det var ham og hans sjæl, Europas skæbne hvilede på. Han var sin tids og sit folks mand.» *

* Lectures on the History of Literature, New York, 1841, p. 348–350.

Lad os høre endnu en udtalelse fra denne store mand. «At reformationen ikke allerede ved sin begyndelse blev en revolution af denne art – en revolution, hvor krigen og folkelidenskabens flammer fik frit løb og hærgede – skylder vi først og fremmest Luther. Det var ham, der på denne måde gav reformationen varighed. Havde Luther ikke af al magt modsat sig de farlige vildfarelser, som nogle af hans tilhængere straks i begyndelsen faldt i; havde disse sværmeriske lærdomme om almindelig lighed og om afskaffelse af al verdslig øvrighed som noget overflødigt i den nye tingenes tilstand fået overtaget; var den såkaldte reformation af troen og kirken helt og holdent blevet en politisk og national revolution, så ville borgerkrigens første stød utvivlsomt have været mere frygteligt og mere omfattende. Men når stormen var drevet over, ville det sandsynligvis have lagt sig af sig selv, og man ville være vendt tilbage til den gamle orden. Især fyrsterne stod i gæld til Luther, fordi han så kraftigt havde været med til at kvæle oprørets flammer. Derved må han have vundet anseelse selv hos dem, der misbilligede hans lære og hans fremfærd. Hans personlige karakter var i det hele taget fortrinligt egnet til at befæste og fastholde hans parti. Den store energi, som gav ham en så afgjort overvægt over alle, der arbejdede sammen med ham, bevarede så meget enhed, som det overhovedet var muligt i en sådan moralsk gæring. Hvor lidenskabeligt og voldsomt Luther end kan have udtrykt sig, holdt han dog i sine grundsætninger og sin tænkemåde på mange punkter netop den midte, der var nødvendig for at holde hans parti samlet som et selvstændigt parti. Var han fra første færd gået længere, havde han givet sin tilslutning til det sværmeri, der er nævnt ovenfor, ville det hele være faldet til jorden langt tidligere. Netop den omstændighed, at han i begyndelsen ikke brød mere med den gamle tro, end han gjorde, skaffede ham så mange og så betydelige tilhængere og gav hans parti en sådan styrke. Han havde ubestrideligt store egenskaber. Luthers veltalenhed gjorde ham til en folkets mand. Men trods den lidenskabelige form, han gav sine grundsætninger, holdt de sig i det væsentlige inden for visse grænser, både i politiske spørgsmål og i troens sager. Og sammen med denne omstændighed var det netop den stædighed, hans venner klagede over, der befæstede og samlede det nye parti og gav det varig styrke.»*

* Lectures on Modern History, London, 1849, p. 169.

Vi slutter vidnesbyrdene fra hans hånd med nogle uddrag af «Historiens filosofi» af den samme fremragende forfatter.

«Hvad først reformationen angår, er det indlysende, at en mand, der fuldbragte en så mægtig omvæltning i menneskeånden og i sin tid, ikke kan have haft blot almindelige åndsevner og en almindelig karakterstyrke. Allerede hans skrifter viser en forbløffende dristighed og kraft i tanke og sprog, forenet med en heftig, lidenskabelig og krampagtig begejstring. Dommen over, hvordan disse høje åndsgaver blev brugt, må naturligvis afhænge af den enkeltes religiøse grundsætninger; men omfanget af selve disse åndsgaver og den karakterstyrke og udholdenhed, de var forenet med, må alle indrømme. Mange, som senere ikke sluttede sig til de nye meninger, mente dog i reformationens begyndelse, at Luther var den rette mand for sin tid, en mand med et højt kald til at fuldbringe det store fornyelsesværk, som alle dengang følte var bydende nødvendigt. Plukker vi nu, så længe efter, mange meget hårde udtryk ud af denne mands skrifter, ja, enkelte ord, som ikke blot er grove, men ligefrem plumpe, så kan intet af betydning bevises eller afgøres ved et sådant udvalg. Hele tiden var jo, ikke blot i Tyskland, men også i andre højt civiliserede lande, præget af en vis grovhed i sæder og sprog og af et fuldstændigt fravær af al overdreven polering og forfinelse. Men denne grovhed ville ikke have haft særligt ødelæggende virkninger; for forstandige mænd vidste godt, at de gamle misbrugs sår lå dybt og var betændte helt ind til roden, og ingen blev derfor forarget, hvis den kniv, der skulle skære misbrugene bort, skar lidt dybt. Det var ved Luthers optræden og den indflydelse, han derved vandt, at reformationen blev fremmet og befæstet. Uden dette ville protestantismen være sunket ned i det lovløse anarki, der prægede hussitternes færd, og som bondekrigen hurtigt drev hen imod; og den ville uundgåeligt være blevet undertrykt ligesom alle de tidligere folkelige uroligheder – for i denne form kan man sige, at protestantismen var opstået flere århundreder tidligere. Ingen af det nye religiøse partis øvrige ledere og førere havde magt til at opretholde den protestantiske religion eller var i stand til det: at den findes i dag, er udelukkende og helt og holdent én mands værk og gerning, en mand, der var enestående i sin art, og som uden tvivl indtager en fremtrædende plads i verdenshistorien. Meget stod på spil i denne mands sjæl, og dette var i enhver henseende et mægtigt og afgørende øjeblik i menneskehedens annaler og tidens gang.»

Dr. Bancroft

Det er måske ikke helt utaknemmeligt her at tilføje nogle vidnesbyrd fra fremragende mænd af enhver anskuelse og i de mest forskellige stillinger. De viser, hvor dyb og mangesidig den karakter var, der satte så stort et præg på dem alle. «Martin Luther,» siger dr. Bancroft, «en mand med en overordentlig mægtig forstand og en uforfærdet karakter, som standhaftigt blev ved med at forsvare den kristne frihed og den kristne sandhed; og med Guds velsignelse sejrede han over al modstand. Hans navn er i alle lande knyttet sammen med reformationens religion og vil blive æret og agtet i alle kommende tider af alle, som sætter pris på religionsfrihed og værdsætter religiøse goder.» *

* Aaron Bancroft, D. D., Sermons on Doctrines, etc., which Christians have made the Subject of Controversy, Worcester, 1822, prædiken XI.

Atterbury

Sådan taler en kongregationalistisk unitar i New England. Lad os høre et ikke mindre stærkt vidnesbyrd fra en højkirkelig engelsk biskop, der udmærkede sig i alt, hvad intellektet kan give: «Martin Luthers liv,» siger biskop Atterbury, «var en uafbrudt krig. Han stod over for den pavelige verdens forenede styrker og modstod deres angreb tappert, med både mod og held. Han var sandelig en mand med høje åndsgaver og store dyder. Han havde en vældig forstand, som løftede ham op til en lærdom, der var ukendt i hans samtid. Hans kendskab til Skriften var beundringsværdigt, hans tale mandig og hans måde at argumentere på så skarpsindig, som de enkle sandheder, han fremførte, kunne bære. Hans tanker var altid rettet mod store planer, og han havde beslutsomhed til at gennemføre dem. Hans sinds sikkerhed lod sig hverken ryste eller overrumple. Hans liv var helligt og – når han havde tid til at trække sig tilbage – strengt. Hans dyder var først og fremmest virksomme og selskabelige, ikke klostrets dovne og mørke dyder. Han havde ingen anden ærgerrighed end at tjene Gud; i alt andet gik hverken hans fornøjelser eller hans ønsker nogen sinde højere end livets nødtørftige bekvemmeligheder. Sneg der sig midt i denne mængde af dyder en fejl ind, må vi huske, at selv en apostel ikke var uden dadel. Ses der en brist i hans lære som helhed, så var, som vi ved, kirkens største lys, endog i dens reneste tider, heller ikke nøjagtige i alle deres meninger. Alt i alt har vi sandelig god grund til at bryde ud med profetens ord og sige: ’Hvor dejlige er på bjergene hans fødder, som bringer godt budskab!’»*

* Atterburys forsvar for Luther (1687). Burnet regner i sin History of his Own Times dette skrift for et af de dygtigste forsvar for den protestantiske religion. Under retssagen mod ham henviste Atterbury til denne bog for at rense sig for beskyldningen om en hemmelig hældning mod pavedømmet.

Bayle

Bayle, skeptikernes fyrste, har viet en artikel i sin store ordbog til at forsvare Luthers karakter mod de usandheder, der er blevet offentliggjort om ham. Hans bagvaskere, siger Bayle, har hverken taget hensyn til sandsynligheden eller til deres egen kunsts regler. «Hans største fjender kan ikke nægte, at han havde fremragende egenskaber, og historien har intet mere forbløffende at fremvise end det, han har gjort: at en simpel munk kunne give pavedømmet et så voldsomt stød, at der kun behøvedes ét til af samme slags for helt at vælte den romerske kirke, er noget, vi ikke kan beundre nok.» †

† Bayle’s Histor. and Critic. Dictionary, translated by Maizeaux, London, 1736, vol. iii., pp. 934–937.

Tennison

Ærkebiskop Tennison fra den engelske kirke siger: «Luther var ganske vist en mand med et hidsigt temperament og et ubehøvlet sprog; men (bortset fra at han var opdraget blandt netop dem, der skældte ham så heftigt ud) kan man spørge, om det ikke var næsten umuligt for ham, når han skulle gennem et så oprørt hav, ikke at slå igen mod de hånende bølger, så de skummede. Erasmus fortæller os, ’at han mærkede, at jo bedre en mand var, des mere smagte Luthers skrifter ham’; * at selv hans fjender indrømmede, at han var en mand med et godt levned; at han forekom ham at have visse fremragende evangeliske gnister i sit bryst; at det var tydeligt, at nogle fordømte ting i Luthers skrifter, som hos Augustin og Bernhard gik for at være fromme og rettroende.» †

* Erasm. Epist. ad Albert. Episc., etc., pp. 584, 585.

† Bellarmine’s Notes of the Church Examined and Refuted, London, 184[?], p. 251.

Kidder

Biskop Kidder henviser i den samme interessante samling, som vi lige har citeret fra, til «modstandernes indrømmelser», som Bellarmin har opstillet som kirkens trettende kendetegn. Dette våben vender han mod den store romerske forfatter: «Hvad Martin Luther angår, så er det, hvad romanisterne end siger om ham nu, i hvert fald sikkert, at Erasmus, som kardinal Bellarmin forhåbentlig vil godtage som katolik, og som levede på hans tid, giver et bedre billede af ham. I sit brev til kardinalen af York siger han om Luther: ‡ ’Hans levned bifaldes af alle, og det taler i ikke ringe grad til hans fordel, at hans sæder var så uangribelige, at hans fjender ikke kunne finde noget at bebrejde ham.’ Og igen i et brev til Melanchthon: § ’Alle her hos os bifalder Luthers levned.’» ‖

‡ Erasm. Ep., lib. xi., Ep. 1.

§ Ep., lib. vii., Ep. 43.

‖ Bellarmine’s Notes Examined, etc., p. 312.

Bossuet

Selv Bossuet, ørnen fra Meaux, må i begyndelsen af sit rasende angreb på protestantismen indrømme et og andet om Luthers gaver: «På Luthers tid fandt det voldsomste brud og det største frafald sted, som man måske nogen sinde havde set i kristenheden. De to partier, der har kaldt sig reformerte, har begge anerkendt ham som ophavsmanden til denne nye reformation. Det er ikke kun hans tilhængere, lutheranerne, der har overøst ham med den højeste ros. Calvin beundrer ofte hans dyder, hans storsind, hans standhaftighed og den uforlignelige flid, han lagde for dagen mod paven. Han er basunen, eller rettere: Han er tordenen – han er lynet, der har vækket verden af dens dvale: det var ikke så meget Luther, der talte, som Gud, hvis lyn brød frem fra hans læber. Og det er sandt, at han havde en åndskraft, en heftighed i sine taler, en levende og stormende veltalenhed, der henrev og betog folket.» *

* Œuvres de Bossuet, (Histoire des Variations,) Paris, Didot Frères 1841 [?], vol iv., p. 9.

Bower

Bowers dom over Luther er alt i alt den mest nuancerede, der indtil da var fremkommet på engelsk. «I Luthers personlige karakter ser vi mange egenskaber, der var som skabt til at sætte ham i stand til at løse den vigtige opgave med held, han var kaldet til. En medfødt, brændende fromhed, en grænseløs tørst efter kundskab og en frygtløs iver efter at give den videre var fremtrædende træk hos denne usædvanlige mand. En utrættelig udholdenhed i det teologiske studium fik ham til at opdage vildfarelser og skridt for skridt at opgive mange af sine tidlige meninger. I alle situationer er Luther den samme: han søger utrætteligt kundskab om Guds ord og tøver aldrig med at vedgå sine tidligere fejltagelser, når en sådan indrømmelse kunne hjælpe andre i deres søgen eller styrke deres tro. Forgæves slog kirkens overhoved og det tyske riges hersker sig sammen for at true ham og lyse ham fredløs – han trodsede med samme mod selve lansen fra hver af de to magter og blev ved med skånselsløs hånd at fordømme den udbredte fordærvelse. Ikke en eneste gang søgte han at udnytte sine udmærkelser og den indflydelse, der fulgte med dem, til egen fordel. Hvor få ville have haft Luthers magt uden at gøre den til et middel til at skaffe sig rang eller æresbevisninger? Alt dette foragtede han, og hans sind var helt optaget af at udbrede den religiøse sandhed. Selv litterær berømmelse lokkede ham ikke. At forbedre sine medmenneskers kår var det mål, der for ham gik forud for ethvert andet hensyn. Ingen fristelse fra ærgerrigheden kunne, da han var på højden af sin berømmelse, lokke ham bort fra hans kære universitet i Wittenberg. Mens hans lære vandt udbredelse vidt omkring, og rige byer ville have været stolte af at tage imod ham, holdt Luther fast ved det sted, hvor han udførte sin gerning som lærer, og ved de venner, han havde kendt i sine ringe dage. Den frimodighed, hvormed han talte om de stores færd, udsprang dels af hans medfødte glød, dels af en indgroet bevidsthed om sandhedens almægtige krav. Den høje tone, han så ofte slog an, skal derfor ikke tilskrives stolthed eller forfængelighed. Når han beskæftigede sig med Skriften, betragtede han sig som en, der stod for Guds åsyn, hvis majestæt og herlighed var så uendeligt ophøjet over alle skabte væsener, at de kunstige skel i verdens ordninger blev jævnet helt ud. Med denne overbevisning mente han ikke, at en fyrste eller konge, der vovede at modsætte sig det, Luther anså for Guds ord, var mere fredet for skarpe tilnavne end den ringeste af hans modstandere. Hvor meget vi end må dadle, at han drev sin frimodighed så vidt, var hans dristige færd dog alt i alt til megen gavn. Hans eksempel skabte og udbredte en selvstændig og mandig tone, ikke blot i religionen, men også i spørgsmål om borgerlig frihed, litteratur, kunst og videnskab. Få forfattere røber større kendskab til verden eller en lykkeligere evne til at analysere og belyse karakterens nuancer. Lige så bemærkelsesværdigt er det, at ingen kunne fremstille religionens stille trøst mere kraftfuldt. Få mennesker gik med større glød ind i selskabslivets uskyldige glæder. Hans åbne sind var tydeligt fra første møde, og hans meddelsomhed, forenet med hans rige forråd af viden, gjorde hans samtale overordentlig interessant. Når han kom ind på morsomme emner, viste han så megen livlighed og munterhed, som om han aldrig havde givet sig af med alvorlig forskning.» Bower dvæler også ved hans kærlighed som ægtemand og far, hans kærlighed til musikken, hans evne til at kaste glans over religionens emner, hans frygtløshed i faren og hans usædvanlige evner som prædikant, og hans skildring er i høj grad værd at læse.*

* The Life of Luther, etc., by Alexander Bower. Philadelphia. 1824.

Brewster · Buddeus

I samme tone lyder pastor James Brewsters ord. Når han taler om Luther som musiker og komponist, nævner han, at «den store Händel erkendte, at han havde haft usædvanlig gavn af at studere den store saksiske reformators kompositioner». * Buddeus giver os en udførlig redegørelse for Luthers vigtigste skrifter og påviser hans store fortjenester på alle teologiens og den praktiske kristendoms områder. Blandt de fremmeste regner han hans genoplivelse af katekisationen og hans uvurderlige bidrag til den; han påviser, hvor meget han gjorde for moralteologien, og hvor stor en tak kirken skylder ham for hans bibeloversættelse. Vi vil gengive hans vurdering af Luther på den polemiske teologis område: «Her tilkommer uden tvivl den højeste ros vor salige Luther, der først, da alt var tabt og alt i fortvivlelse, rejste banneret for et bedre håb. Man kunne heller ikke have fundet nogen, der var bedre skikket til at forsvare sandhedens sag. Han besad både skarp dømmekraft og tankerigdom; de gav ham vægtige argumenter og en overvældende veltalenhed, der som en strøm rev alt med sig. Han havde en uforfærdet sjæl, som hverken magt, fare eller trusler kunne få bort fra det rette. Sandheden kæmpede ganske vist for ham; men ikke mindre kæmpede han for sandheden, så ingen dødelig kunne have gjort mere for at forsvare den og bringe den uden for fjendernes rækkevidde. Overalt må man erkende, at her står den nøjagtige disputator, den udsøgte teolog, sandhedens alvorlige forsvarer. Hans egne skrifter efterlader ingen tvivl om, at han argumenterede ud fra en dyb overbevisning om sandheden, og at han var helt fri for den brøde, som de begår, der bruger en forsvarslinje, ikke fordi de anser den for sand, men fordi den tjener deres formål. Overfloden af argumenter, der passer nøje til deres formål, og hans sprogs fylde og kraft fanger i lige grad opmærksomheden. Han påviser sandheden sådan, at vranglæreren ikke har nogen udvej; hans greb er så fast, at han tager læserens tilslutning, river ham med og driver ham frem til sin konklusion. Han tigger ikke om gunst og forsøger ikke at indynde sig; han tvinger ved bevisernes vægt, sejrer ved at påvise sandheden og tvinger de uvillige til at bøje sig for den sunde lære. Når vi ser på hans modstanderes frækhed og stædighed og deres grusomme hensigter, føler vi, at Luthers skarpeste ord virker milde sammenlignet med deres.» *

* Edinburgh Encyclopedia, vol. xii., Philadelphia, 1832, art. Luther.

* Buddei Isagoge Historico-theologica, Lipsiæ, 1730, pp. 1031, 1040.

Calvin · Carlyle · Chemnitz · Claude

Calvin, der langtfra var rundhåndet med ros, taler alligevel sådan om ham i et brev til Bullinger: «Kald dig disse ting i erindring: hvor stor en mand Luther er, og hvilke store gaver han udmærker sig ved; med hvilken sjælsstyrke og standhaftighed, med hvilken fremragende dygtighed og med hvilken kraft i læren han hidtil har arbejdet og våget for at omstyrte Antikrists rige og udbrede frelsens lære. Jeg siger ofte: Selv om han kaldte mig en djævel, holder jeg ham i så høj ære, at jeg ville erkende ham som en fremragende Guds tjener.» † Og igen siger Calvin om ham: «Vi vidner oprigtigt, at vi betragter ham som en ædel Kristi apostel, ved hvis arbejde og tjeneste evangeliets renhed er blevet genoprettet i vore dage.» ‡ Og igen: «Hvis nogen omhyggeligt vil overveje, hvordan tingene stod på den tid, da Luther trådte frem, vil han se, at han måtte kæmpe med næsten alle de vanskeligheder, som apostlene mødte. I én henseende var hans stilling endog værre og hårdere end deres. Der var intet kongerige og intet fyrstendømme, som de måtte erklære krig mod; Luther derimod kunne ikke rykke frem uden at bringe fald og undergang over det rige, som ikke blot var det mægtigste af alle, men som betragtede alle de andre som underlagt sig.» Vi kan ikke lade være med at citere endnu et par sætninger af Carlyle. «Som en, der får del i og uddeler guddommelige påvirkninger, viser han sig blandt menneskenes anliggender som et sandt bindeled og en synlig budbærer mellem himmel og jord; måske den mest inspirerede af alle lærere siden hans tros første apostler; og således ikke blot en digter, men en profet og en af Gud indsat præst, hvilket er den højeste form for den værdighed og for al værdighed.» * «Jeg vil kalde denne Luther en sand stor mand; stor i intellekt, i mod, i hjertelag og i retskaffenhed; en af vore mest elskelige og dyrebare mænd. Stor, ikke som en tilhugget obelisk, men som et alpebjerg – så enkel, ærlig og ligefrem, der slet ikke gør krav på at være stor, men står der med et helt andet formål end at være stor! Ja, ubetvingelig granit, der rager vidt og højt op i himlen; og dog i kløfterne ved dens kilder grønne, smukke dale med blomster! En sand åndelig helt og profet; endnu en gang en sand søn af naturen og virkeligheden, som disse århundreder og mange, der endnu skal komme, vil takke himlen for.» † Martin Chemnitz, denne yderst dyrebare mand i andet slægtled af vor kirkes store teologer, er ligesom alle, der talte om Luther i tiden lige efter ham, gennemtrængt af dyb ærbødighed for ham. Efter Melanchthons død var Chemnitz utvivlsomt den største nulevende teolog. «Hvad Quintilian sagde om Cicero: ’_Ille sciat se in literis multum profecisse, cui Cicero plurimum placebit_’ [Den, som Cicero behager i højeste grad, skal vide, at han er kommet langt i litteraturen], anvender jeg på Luther. Man kan se, hvor langt man er kommet i teologien, på hvor meget man holder af Luthers skrifter.» ‡ Claude har i sit berømte «Forsvar for reformationen», som stadig er vel værd at læse, forsvaret Luthers karakter på en meget velovervejet måde: «Vi finder,» siger han, «en stor mængde fortræffelige ting hos ham: et heroisk mod, en stor kærlighed til sandheden, en brændende iver for Guds ære, en stor tillid til hans forsyn, en usædvanlig lærdom i en mørk tid, en dyb ærbødighed for Den Hellige Skrift, en utrættelig ånd og en stor mængde andre høje egenskaber.» §

† J. Calvini Epistolæ et Responsæ, Genev., 1576, fol., p. 383. Life of John Calvin, by Beza, oversat af Sibson, Philada., 1836, p. 86.

‡ Life and Times of John Calvin, oversat fra det tyske værk af Paul Henry, D. D., ved H. Stebbing, D. D., New York, 1851, p. 18.

* Critical and Miscellaneous Essays, by Thomas Carlyle, Philadelphia, 1850, p. 224.

† Heroes and Hero-Worship, p. 127.

‡ Locorum Theolog. M. Chemnitii, Pars Tertia, 1623, Witebergæ, p. 41.

§ A Defence of the Reformation, oversat fra Monsieur Claudes franske osv., London, 1815, vol. i., p. 289.

De to Coleridge’er

Alle, der kender S. T. Coleridges skrifter, ved, hvor dyb hans ærbødighed for Luther var. Hans søn, Henry Nelson Coleridge, hentyder mange gange til det i sit forsvar for faderens religiøse anskuelser, som udgør en del af hans indledning til «Biographia Literaria». – «Han så,» siger sønnen, «selve Paulus’ sind i Luthers lære om loven og retfærdiggørelsen ved troen.» «Min fars kærlige agtelse for Luther er nok til at skille ham fra det højanglikanske parti.» – «Han mente, at Luthers sind var mere beslægtet med Paulus’ end nogen anden kristen lærers.» – «Det er en fornærmelse,» siger Henry Nelson Coleridge, nu på egne vegne, «mod den apostoliske mands (Luthers) minde at forsvare ham mod beskyldningen for antinomisme. Han slog mere antinomisme ned med sin lillefinger end hans anklagere med begge hænder. Hvis hans lære er et æselkæbeben, må han have været en sand Samson, for med dette redskab vendte han skarer af mennesker bort fra deres onde levned; og det samme redskab har i hænderne på rene pygmæer i sammenligning med ham udvirket mere bedring af livet blandt de fattige, end de mest veltalende og lærde prædikanter af gerninger og ritualer kan prale af ved deres prædiken.» Coleridge svarer her på nogle af de beskyldninger, som højkirkelige forfattere har slynget mod Luther. Med henvisning til en af dem, der havde kaldt kommentaren til Galaterbrevet «tåbelig», siger han: «Shakespeare er blevet kaldt tåbelig af puritanerne, Milton værre end tåbelig af prælatister og papister, Wordsworth blev længe kaldt tåbelig af bonapartisterne; hvad vil odium theologicum eller politicum [det teologiske eller politiske had] ikke finde værdiløst og tåbeligt? For mig, måske på grund af min tåbelighed, står hans kommentar som selve Iliaden om retfærdiggørelsen ved troen alene; alt det fine og slående, der er sagt om emnet, er hentet derfra; og hvis forfatteren prædikede en ny lære eller fremlagde en ny udvikling af Skriften i dette værk, sådan som hr. Newman påstår, synes jeg, at han fortjener stor ære for sin originalitet. Kommentaren indeholder, eller rettere er, en yderst livfuld belejring af Babylon, og Roms venner kan lide den lige så godt, som franskmændene kan lide Wellington og slaget ved Waterloo.» – «Min far kaldte Luther – i dele af hans skrifter – den mest evangeliske forfatter, han kendte, efter apostlene og de apostoliske mænd.» Det sagde han med henblik på hans «dybe indsigt i menneskets hjerte og i Bibelens tanker, inderligheden og ægtheden i hans religiøse følelser, mandigheden og ømheden i hans ånd og den heftige veltalenhed, hvormed han angriber de romerske praktiske vildfarelser og misbrug». – «Det er for disse tings skyld, at stive ’katolikker’ hader, og for disse tings skyld, at min far elskede og ærede Luthers navn.» – «Hvordan var det gået kristenheden uden en Luther? Hvad ville Rom ikke have gjort og vovet, hvis ikke de reformertes ocean havde omsluttet det? Luther lever endnu – ikke så velsignelsesrigt i den lutherske kirke som uden for den – som en ånd, der står imod Rom, og en rensende og bevarende ånd i kristenheden som helhed.» *

* Biographia Literaria, by S. T. Coleridge, edited by Henry Nelson Coleridge, New York, 1848.

William Coxe

«Luther havde et gemyt og en lærdom, som i særlig grad gjorde ham skikket til at være reformator. Han savnede den forfinede smags og elegances kræsne pertentlighed, men var udrustet med en usædvanlig skarpsindighed og logisk behændighed og besad en dyb og alsidig lærdom. Hans ru, men glødende veltalenhed, iblandet den groveste vid og den skarpeste spot, var af den art, der er bedst egnet til at gribe og påvirke en folkeforsamling. Hans latin nåede vel ikke op på den renhed, man finder hos Erasmus og hans andre lærde samtidige, men det var dog rigt, frit og kraftfuldt. Sit modersmål beherskede han fuldkomment og skrev det så rent, at de tyske kritikere stadig regner hans værker for stilistiske mønstre. Han var besjælet af en uforfærdet ånd, der hævede ham over al frygt for fare, og han havde en udholdenhed, som intet kunne trætte. Han var på én gang stolt og imødekommende, munter, venlig og åbenhjertig offentligt; flittig, ædru og selvfornægtende i det private. Og han havde den lykkelige og intuitive kløgt, der satte ham i stand til at afpasse sin optræden og sin færd efter øjeblikkets krav: til at mindske eller afværge faren ved smidighed i rette tid eller til at slå alle forhindringer ned med fasthed og voldsomhed. Hans ubarmhjertige skældsord og hånlige ironi var de rette våben til at slå modstandernes giftighed og grovhed tilbage, og selv hans gemyts ild og hovmod, som nok er skønhedsfejl i en forfinet tidsalder, var langtfra til skade i en strid, der satte alle det menneskelige hjertes lidenskaber i bevægelse og krævede den yderste anspændelse af styrke og mod. Sådan var denne usædvanlige mands grundsætninger og færd, da de enorme misbrug, der fulgte af afladshandelen, vakte hans opmærksomhed og drog ham ind i den mindeværdige strid med den romerske kirke, som han synes at være blevet opdraget og formet til ved sit gemyt, sine studier, sit embede og sine levevaner.» Sådan skriver William Coxe i sin History of the House of Austria.*

* Hist. of House of Austria, from the Foundation of the Monarchy by Rudolph of Hapsburg, to the Death of Leopold the Second, 1218 to 1792, 3d ed., in 3 vols., London, Bohn, 1847, vol. i., p. 383.

Cox

Dr. Cox (fra London) siger, efter at have karakteriseret reformationen: «Blandt redskaberne for denne bemærkelsesværdige forandring står Martin Luthers navn fremmest. Han var ganske vist hverken den første eller den eneste forkæmper for denne retfærdige sag, men han var i mange henseender den største. Luther havde en kraftfuld og frygtløs sjæl. Han var skikket til at gå i spidsen og lede modstanden i en trællesindet tid. Hans ånd var uophørligt virksom; hans iver efter at søge kundskab og udbrede det, han vidste, var uudslukkelig; og i den hellige krig, han tog på sig, var han, da han først havde spændt rustningen på, utålmodig efter kampen og vis på sejren. Næppe nogen sinde har Guds hånd formet et mere egnet redskab til en større gerning.» †

† The Life of Philip Melanchthon, comprising an Account of the most Important Transactions of the Reformation, by F. A. Cox, D. D., LL. D., 1st American from 2d London ed., Boston, 1835. Gid der fandtes en Melanchthon-biografi, der var sit emne værdig!

D’Aubigné

D’Aubignés skrifter indeholder nogle rammende og smukke hyldester til Luthers karakter. «Luther erfarede ved Guds nåde kristendommens levende kraft, sådan som måske ingen lærer før ham nogen sinde havde følt den. Reformationen sprang levende frem af hans eget hjerte, hvor Gud selv havde lagt den.» ‡ «Nogle rådede de evangeliske fyrster til at møde Karl med sværdet i hånd. Men det var et rent verdsligt råd, og den store reformator Luther, som så mange behager at fremstille som en mand med et voldsomt temperament, fik disse ubesindige rådgivere til at tie.» § «Hvis der i verdenshistorien er en enkelt person, vi elsker mere end nogen anden, så er det ham. Calvin ærer vi mere, men Luther elsker vi mere. Desuden er lutherdommen i sig selv kær og dyrebar i vore øjne, og det med god grund. I den reformerte kirke er der principper, som vi ville frygte, hvis ikke lutherdommen udgjorde en modvægt. … Luther og lutherdommen har ikke, selv ikke i Tyskland, selv ikke i Wittenberg, mere glødende venner og beundrere end os.» *

‡ D’Aubigné, Voice of the Church.

§ Do., Confession of the Name of Christ.

* D’Aubigné, Luther and Calvin; or, the True Spirit of the Reformed Church. Alle tre småskrifter findes i «D’Aubigné and his Writings», med en skitse osv., ved dr. Baird, New York, 1846.

Dictionnaire Historique

Selv artiklen i «Dictionnaire Historique», gennemromersk som den er, indrømmer, at mange af de beskyldninger mod Luther, der længe var i omløb blandt papisterne, er ærekrænkende bagvaskelse. Den nævner især den yndlingsbeskyldning, at striden om afladen opstod af skinsyge mellem augustinerne og dominikanerne, og indrømmer, at den er helt uden grund. Den går så vidt, at den medgiver, at den gamle historie om, at Luther skulle være avlet af en incubus, ikke er sandsynlig. Den tillægger ham «en mægtig forestillingsevne, der hvilede på forstand og var næret af studier, og som gjorde ham veltalende af naturen og sikrede ham tilslutning fra alle, der hørte tordenen i hans tale». †

† Nouv. Diction. Historique, Caen, 1783, tom. v, p. 382.

D’Israeli

D’Israeli taler ret strengt om Luthers voldsomhed, men han er redelig nok til at sammenligne den med nogle frembringelser af den ånd, som Luther satte sig imod. «Martin Luther manglede hverken geni, lærdom eller veltalenhed; men hans voldsomhed skæmmede hans værker med skældsord og besynderlige grovheder. Det var en lykke for reformationens sag, at Luthers voldsomhed til tider i betydelig grad blev mildnet af den sagtmodige Melanchthon: han hældte ofte honning på det stik, som den vrede bi havde givet. Luther tog ikke hensyn til konger – han tiltaler Henrik 8. i denne stil: ’Det er svært at sige, om dårskab kan være mere dåragtig eller dumhed mere dum, end Henriks hoved er. Han har ikke angrebet mig med en konges hjerte, men med en slyngels frækhed. Da denne rådne jordorm har bespottet min Konges majestæt, har jeg fuld ret til at oversprøjte hans engelske majestæt med hans eget skidt. … Denne Henrik har løjet.’ Han fik det betalt tilbage med renter og rentes rente i et anonymt svar, der siges at være skrevet af Sir Thomas More, som til sidst forlader Luther – i et sprog, det ikke er nødvendigt at oversætte – ’_cum suis furiis et furoribus, cum suis merdis et stercoribus cacantem cacatumque_.’ Sådan så de kraftfulde elegancer ud i en strid om ’de syv sakramenter’. Længe efter havde det romerske hof endnu ikke mistet smagen for disse ’bitre urter’; for i bullen om Ignatius af Loyolas kanonisering i august 1623 kaldes Luther monstrum teterrimum, et detestabilis pestis [et yderst afskyeligt uhyre og en fordømmelig pest].» – «Calvin var mindre tålelig, for han havde ingen Melanchthon! Hans modstandere er aldrig andet end slyngler, vanvittige, drukkenbolte og snigmordere! Undertiden betegnes de med de fortrolige navne tyre, æsler, katte og svin! Katolikker og lutheranere hader han lige meget. Og dog praler han, efter at have givet denne giftige stemning frit løb, ofte af sin mildhed. Når han læser sine skrifter igennem, fortæller han os, at han er forbavset over sin egen langmodighed; men det, tilføjer han, er enhver kristens pligt! Samtidig afslutter han gerne en sætning med: ’Hører du, din hund? Hører du, din galning?’» *

* Curiosities of Literature, by J. D’Israeli, London, Moxon, 1841, p. 82.

Doederlein · Dupin

«Af alt, hvad Luther har skrevet,» siger Doederlein, «kender jeg intet mere dyrebart end hans prædikener og hans breve. Af dem begge kan vi i det mindste lære manden at kende i hele hans storhed og som den, han i sandhed var – en karakter, som overtro og ondskab og både venners og fjenders partiske tøjlesløshed har vansiret. Fra dem begge stråler den mest åbne ærlighed frem, fastheden i et mod, der aldrig veg, frygtløshed i dømmekraften og den ånd, der så fuldkomment kendte sit mål, bevarede sin sindsro under alle de ulykker og omskiftelser, som forsynet tildelte den, og forstod at bruge både spøg og alvor til gode formål. Især hans breve bærer præg af den mest kunstløse enkelhed og den mest naive livlighed. Bortset fra deres bidrag til historien og deres fængslende indhold er de underholdende, rige på belæring og værdige til at gå i arv til eftertiden – om ikke af anden grund, så for at vise os denne udødelige mand, når han taler, især med sine venner.» * Dupin indrømmer, at Luthers vildfarelser, som han kalder dem, tvang romanisterne til at studere teologien efter rette grundsætninger. Og han tilstår, at hans bibeloversættelse var «elegante» [elegant] – selv om han samtidig anklager den for at være «peu litterale» [ikke ret ordret] og «peu exacte» [ikke ret nøjagtig]. †

* D. Joh. Christoph Doederlein Auserlesene Theologische Bibliothek. Anmeldelse af «Schutzes Luther’s Briefe», Erst. Band, Leipzig, 1780, p. 631.

† Method of Studying Divinity, London, 1720, p. 27. Dissertation Préliminaire, etc., Paris, 1699, vol. i., p. 726.

Cyclopædia of British Society

Forfatteren af artiklen i «Cyclopædia of the Society for the Diffusion of Useful Knowledge» siger om Luthers svar til Henrik 8.: «Det må dog bemærkes, at de grove skældsord, der chokerer læseren i Luthers stridsskrifter, ikke var særegne for ham, men var almindelige blandt middelalderens lærde og teologer i deres disputatser. De skældsord, som Valla, Filelfo, Poggio og andre fremtrædende lærde rettede mod hinanden, er berygtede, og denne dårlige smag holdt sig længe efter Luther, helt ned i det syttende århundrede. Spor af den findes hos forfattere i det attende, ja, endog i nogle af den polerede og hofmandsagtige Voltaires værker.» Forfatteren kunne have tilføjet «helt ned i det nittende», for hvem kan ikke komme i tanke om eksempler på teologisk krigsførelse i vor egen tid, der er langt mere stødende for al sund følelse end noget, Luther har skrevet? Den samme forfatter fortsætter: «Luther står højt blandt tyske forfattere på grund af sin kraftfulde stil og den udvikling, han gav sit modersmål. Schröckh, Melanchthon og andre har skrevet Luthers levned, og Michelet har uddraget en slags selvbiografi af hans værker. Ud fra disse steder kan man tydeligt aflæse Luthers karakter, for der var ingen beregning, tilbageholdenhed eller hykleri i ham. Han var åbenhjertig og heftig og ofte umådeholden. Men han var alvorlig i sin heftighed; han følte virkelig betydningen af de emner, han drøftede; og hvad enten han havde ret eller uret i sine særlige meninger, var han en oprigtig og nidkær troende på den kristne åbenbaring. Luther betragtede religionen som menneskets vigtigste anliggende, og netop derfor ville han gå helt tilbage til dens kilde, ublandet med menneskelig autoritet. Han kæmpede for ethvert menneskes ret til selv at søge råd i den kristne lovs store bog. De principper for fri forskning, som han indførte, fik videre følger og grundlagde efterhånden den samvittighedsfrihed, som nu findes i Europas protestantiske stater. Men Luther selv, der appellerede til Skriften mod menneskelig autoritet, tillod ikke et øjeblik nogen tvivl om åbenbaringens sandhed. … De, der bedømmer Luthers sindelag alene ud fra hans stil og fremfærd i striden, tager grundigt fejl af hans karakter. Han var en varmhjertet tysker, venlig og gavmild; han skældte ud på sine modstandere og smædede dem, des mere jo mægtigere de var, men han kunne føle med de ulykkelige, og han tilbød endog sin bitreste fjende, Tetzel, en smule trøst, da denne, forladt af sine opdragsgivere og bebrejdet for at være årsag til al ulykken, lå i dødens og fortvivlelsens kvaler. Luther gav den tilskyndelse til åndelig filosofi, den tørst efter kundskab og den logiske skoling af tanken, der har gjort tyskerne til Europas mest almindeligt oplyste og mest intellektuelle folk. Luther var overbevist om, at undervisning var nødvendig som hjælp for religion og sædelighed. Han talte utrætteligt for undervisning af de arbejdende klasser og sagde rent ud til fyrster og øvrighed, hvor farligt og hvor uretfærdigt det var at holde deres undersåtter i uvidenhed og fornedrelse. Han var ingen smigrende hofmand; han talte de fattiges, de ringes og de undertryktes sag og gik imod de høje og mægtige, også i sit eget parti, når de gjorde sig skyldige i griskhed og undertrykkelse. Luthers lære var helt og holdent til gunst for den borgerlige frihed, og i Tyskland virkede den til at støtte de forfatningsmæssige rettigheder mod kejsermagtens indgreb. Luthers moralske mod, hans uforfærdede fasthed, hans stærke overbevisning og den store omvæltning, han bragte i stand i samfundet, sætter ham i første række blandt historiens skikkelser. Skikkelsen af munken fra Wittenberg, der træder frem af middelalderens vigende mørke, rager op over de fyrster og krigere, statsmænd og teologer i det sekstende århundrede, som var hans samtidige, hans modstandere eller hans disciple.» *

* Vol. xiii., pp. 206, 207, (London, 1839, fol.)

«Så længe Luther levede, var han for freden, og det lykkedes ham at bevare den. Han anså det for ugudeligt at ville grundfæste Guds sag med magt. Og i de tredive år af hans liv vandt reformationens grundsætninger faktisk fastere fodfæste og fik større udbredelse ved hans urokkelige tro og utrættelige stræben end ved alle de krige, traktater og kirkemøder, der er kommet siden.» † Luther «indledte, ikke blot for Tyskland, men for verden, en ny og overordentlig betydningsfuld tidsalder, og hans navn kan aldrig glemmes, så længe der er noget tilbage af grundsætninger, som fortjener at blive husket.» ‡

† Encycl. Americ., vol. viii., p. 153, Philadelphia, 1848. Artiklen «Reformation» i dette værk er en af de bedste i det. Det er dog artiklen «Luther», vi citerer fra.

‡ Rees’ Cyclop., American edition, Philadelphia, vol. xxii., art. Luther.

Bunsen

Bunsen skrev artiklen om Luther til ottende udgave af Britannica. Den begynder med disse ord: «Luthers liv er både sin tids epos og dens tragedie. Det er et epos, fordi dets første del viser os en helt og en profet, der overvinder tilsyneladende uoverstigelige vanskeligheder og åbner en ny verden for menneskeånden uden nogen anden magt end den guddommelige sandheds og den dybe overbevisnings og uden nogen anden myndighed end den, der ligger i oprigtighed og i et uforfærdet, uselvisk mod. Men Luthers liv er også en tragedie; det er Tysklands tragedie lige så vel som heltens, landets egen søns. Han søgte forgæves at redde sit land fra en uhellig undertrykkelse og at genføde det indefra som nation ved evangeliet, og han døde i urokkelig tro på Kristus og hans rige, skønt han måtte se sit elskede fædreland gå sin undergang i møde, ikke på grund af, men trods reformationen.

«Begge dele af Luthers liv er af den største interesse. I den episke del ser vi tidens mest krævende værk (det værk, som i to hundrede år forgæves var blevet forsøgt af kirkemøder og af profeter og martyrer, med og uden kejsere, konger og fyrster) taget op af en fattig munk alene, som førte det igennem under både pavens band og rigets acht. I den anden ser vi ham omgivet af venner og disciple, altid sit folks åndelige overhoved, fyrsters ærede rådgiver og folkets prædikant; han levede i den samme fattigdom som før og efterlod sine efterkommere lige så uforsørgede, som Aristides efterlod sin datter. Sådan levede og døde kristenhedens største helt siden apostlene; genopretteren af den form for kristendom, som nu bærer Europa og (med alle sine mangler) genføder og renser hele menneskeslægten; grundlæggeren af det moderne tyske sprog og den moderne tyske litteratur; sit lands første taler og debattør og på samme tid sin tids første forfatter på prosa og vers.»

Erasmus

Forholdet mellem Erasmus og Luther er et interessant kapitel i reformationens historie. Trods al Erasmus’ forsigtighed og trods forskellen i ånd og grundsætninger hos de to mænd kunne han ikke lade være med at nære en dyb, om end urolig ærbødighed for Luther. I et brev til kardinal Wolsey i 1518, da Luthers navn netop var ved at blive kendt, skriver han: «Hvad Luther angår, er han mig fuldstændig ukendt, og jeg har ikke læst andet af ham end to eller tre sider. Hans liv og vandel roses af alle, og det taler ikke så lidt til hans fordel, at hans sæder er ulastelige, og at selv bagtalelsen ikke kan hæfte nogen anklage på ham. Og selv hvis jeg virkelig havde haft tid til at læse hans skrifter, har jeg ikke så høje tanker om mine egne evner, at jeg ville fælde dom over en så betydelig teologs arbejder. Engang var jeg imod Luther, alene af frygt for, at han skulle bringe vanry over de lærde studier, som i forvejen er under alt for megen mistanke. Tyskland har frembragt nogle lovende unge mænd med veltalenhed og lærdom, som det efter min mening en dag vil have grund til at være lige så stolt af, som England nu kan være af sine sønner.» * I et brev til Melanchthon (1519) skriver han: «Alle her hos os er enige om at rose hans karakter. Han har givet os gode råd på visse punkter, og Gud give, at hans held må svare til den frihed, han har taget sig.» * Som svar på et brev fra Luther selv kalder Erasmus ham sin kæreste broder i Kristus, fortæller om den uro, hans skrifter havde vakt i Louvain, og siger, at han havde rådet teologerne ved universitetet dér til at besvare dem i stedet for at skælde ud over dem. Skønt han havde sagt til dem, at han ikke havde læst disse skrifter, indrømmer han dog, at han havde læst en del af hans kommentarer til Salmerne, at han syntes meget godt om dem og håbede, at de kunne gøre stor nytte. «Der er en prior for et kloster i Antwerpen, en sand kristen, som elsker dig overordentlig højt og efter egen fortælling tidligere har været din elev. Han er næsten den eneste, der prædiker Jesus Kristus, mens andre prædiker menneskelige fabler og søger vinding. Herren Jesus give dig dag for dag mere af sin Ånd til sin ære og til almenvellet.» † I et brev til kurfyrsten af Mainz (1519) havde han modet til at forsvare Luther ret åbent. Han afslår at tage parti, men hudfletter munkene og giver tydeligt reformationens begyndelse ret. ‡ Samme år skrev han et brev til Frederik af Sachsen, der talte meget til Luthers fordel. § Men efterhånden som stormen tog til, blev Erasmus mere frygtsom og mere følsom over for de bebrejdelser, som Luthers fjender rettede mod alle, der viste nogen form for mådehold eller retsindighed over for ham. Da Vatikanets torden rullede over Luthers hoved, mente Erasmus, at alt var tabt, og med megen orakelmine forkyndte han for sine venner, at hele ulykken kom af, at man ikke havde fulgt hans råd: at være mild, forsonlig og forsigtig – kort sagt at være alt det, som enhver nu kan se ville have efterladt kirken og verden præcis der, hvor de var. Erasmus tilbragte resten af sit liv i den elendige tilstand, som rammer enhver, der prøver at indgå forlig mellem sin overbevisning og sin frygt: for skarpsindig til at overse sandheden og for selvisk til at bekende den. Han gik ikke åbent imod de evangeliske lærdomme; selv det undskyldende brev, han skrev til paven, viste, at han ikke var særlig helhjertet på den romerske side. Han afslog at påtage sig at gendrive Luther; hans anden grund var: «Det er et værk, der overgår mine evner,» og den fjerde: at han ikke var villig til at tåle den harme, det ville vække. «Ud fra det lille af Luthers skrifter, som jeg snarere har skimmet end undersøgt, mente jeg at kunne skelne naturlige anlæg hos ham og et talent, der var meget egnet til at udlægge den hellige Skrift på fædrenes vis og til at puste liv i de gnister af evangelisk lære, som den almindelige skik og skolernes lærdomme med deres spekulationer, mere spidsfindige end nyttige, havde fjernet sig alt for langt fra. Jeg hørte mænd af stor fortjeneste, lige agtværdige for lærdom og fromhed, lykønske sig selv med at have lært hans bøger at kende. Jeg så, at jo mere ulastelig deres vandel var, og jo nærmere den kom evangelisk renhed, desto mindre var de opbragt over ham. Selv nogle, der ikke kunne fordrage hans lære, talte godt om hans karakter. Hvad angår den ånd, han var besjælet af, og som kun Gud kan bedømme med sikkerhed, valgte jeg, som det sømmede sig for mig, hellere at tænke for godt end for hårdt om den. Og for at sige den rene sandhed har den kristne verden længe været træt af de lærere, der alt for stift holder fast ved ubetydelige påfund og menneskelige forordninger, og den begynder at tørste efter det rene og levende vand, som er øst af evangelisternes og apostlenes kilder. Til dette foretagende syntes Luther mig skabt af naturen og optændt af en virksom iver for at føre det igennem. Sådan har jeg altså begunstiget Luther: jeg har begunstiget det gode, som jeg så, eller troede at se, hos ham.» * I samme tone er hans brev til ærkebiskoppen af Mainz (1520). Her viser han sin fremherskende tilbøjelighed til at vende kappen efter vinden – en tilbøjelighed, der høstede sin velfortjente løn: det romerske partis had og det protestantiske partis foragt. «Lad andre trakte efter martyriet; for mit vedkommende anser jeg mig for uværdig til den ære.» «Luther,» sagde Erasmus til kurfyrst Frederik (1520), † «har begået to utilgivelige forbrydelser: han har rørt ved pavens krone og ved munkenes mave.» Derefter tilføjede han alvorligt, at Luthers lære var uangribelig. Han bad kejserens ministre om at støtte Luthers sag og om at overtale kejseren til ikke at begynde udøvelsen af sin kejserlige værdighed med en voldshandling. Til Frederik overrakte han følgende grundsætninger til overvejelse: ’At kun to universiteter havde understået sig at fordømme Luther’; ’At Luther stillede meget rimelige krav ved at tilbyde endnu en gang at disputere offentligt. At han, som var en mand uden ærgerrighed, så meget mindre kunne mistænkes for kætteri.’ Da pavens udsendinge fandt Erasmus så stædigt opsat på at forsvare Luther, prøvede de at vinde ham over på deres side ved at tilbyde ham abbedier eller bispedømmer; men han svarede dem: * «Luther er en mand med alt for store evner til, at jeg kan tage kampen op med ham, og jeg lærer mere af én side af ham end af alle Thomas Aquinas’ værker.» Lutheranerne takkede Erasmus for disse tjenester med et billede, der viste Luther og Hutten, mens de bar Guds ark, og Erasmus, der som en anden David dansede foran dem af alle kræfter.†

* Citeret af Jortin, «Life of Erasmus», London, 1728, 4to, p. 129.

* Citeret af Jortin, Life of Erasmus, London, 1728, 4to, p. 156.

† Do., p. 166.

‡ Do., p. 202.

§ Seckendorf, Historia Lutheranismi, l. i., p. 96.

* Brev til Campegius, 1520, citeret i Jortins Life, p. 232.

† «Da Karl 5. netop var blevet kejser og befandt sig i Köln, sendte kurfyrst Frederik, som også var der, bud til Erasmus med ønske om, at han ville komme til hans logi. Erasmus indfandt sig da hos ham. Det var i december, og de samtalede ved kaminen. Erasmus foretrak at tale latin frem for hollandsk, og kurfyrsten svarede ham gennem Spalatin. Da Erasmus blev bedt om frit at give sin mening om Luther til kende, stod han længe med sammenpressede læber og grublede i tavshed, mens Frederik, som det var hans vane under alvorlige samtaler, fæstede blikket stift på ham. Til sidst brød han tavsheden med de ord, vi har citeret. Kurfyrsten smilede, da de blev udtalt, og kom i tanker om dem igen kort før sin død. Erasmus bad siden Spalatin om at levere manuskriptet med grundsætningerne tilbage, for at det ikke skulle blive brugt til skade for ham.» – Seckendorf. Jortin.

* Melchior Adami, Vita Lutheri.

† Critique de l’Apol. d’Erasme, citeret af Jortin, p. 242. Seckendorf bringer de samme kendsgerninger endnu mere udførligt.

At Erasmus gik så langt, er forunderligt; at han ville være gået meget længere, hvis han blot havde handlet efter sin overbevisning, er sikkert. «Men selv om Luther,» siger han (1521), «havde skrevet alt på den mest uangribelige måde, havde jeg dog ingen lyst til at dø for sandhedens skyld. Ikke alle har det mod, der skal til for at blive martyr, og jeg er bange for, at hvis jeg blev sat på prøve, ville jeg gøre som Sankt Peter.» ‡ «Jeg følger pavens og kejserens afgørelser, når de har ret, og det er at handle gudfrygtigt; jeg bøjer mig for dem, når de tager fejl, og det er at handle klogt; og jeg mener, at det er tilladt for gode mennesker at opføre sig sådan, når der ikke er håb om at opnå mere.» * «Der findes en vis uskyldig opportunisme og en from snedighed.» † Lamartine siger: «Intet stort menneske er snedigt.» Det var en sandhed, som Erasmus ikke synes at være nået frem til. Her er ikke stedet at dvæle ved den række af omstændigheder, der førte til striden mellem Erasmus og Luther om den frie vilje. Erasmus skrev for at bevise viljens frihed, skønt alene det, at han gjorde det, efter hans egen indrømmelse var et bevis på, at hans egen vilje ikke var fri. Gennem Luther slog han ud efter selve reformationen. «Luther svarede og havde utvivlsomt de bedste argumenter.» ‡ «Jeg regner dette,» siger Vaughan om Luthers svar, «for en i sandhed værdifuld, storslået og glimrende afhandling.» «Luther svarede ikke på Erasmus’ dobbelte genmæle; han vidste godt, at Erasmus kæmpede for sejren, ikke for sandheden, og han havde bedre ting at tage sig til end at skrive bøger blot for at gentage ubesvarede argumenter.» §

‡ Brev til Pace, citeret i Jortin, p. 273.

* Jortin, p. 274.

† Erasmus, citeret af Jortin.

‡ Rees’ Cycl., art. Erasmus.

§ Martin Luther on the Bondage of the Will, translated by E. T. Vaughan, London, 1823, preface, xlix. Vaughan giver en skitse af Luthers liv og en fremstilling af hans karakter, som blot er et uddrag af dekan Milners fortsættelse af sin broders kirkehistorie.

Gelzer

Gelzer, der skrev teksterne til Königs billeder, siger om Luther: «Kalder vi blandt andre store navne i Tysklands historie reformatorerne Melanchthon og Zwingli frem, de saksiske kurfyrster Frederik den Vise og Johan den Standhaftige, Gustav Adolf og Frederik den Store, eller blandt åndslivets berømtheder Klopstock og Lessing, Hamann og Herder, Goethe og Schiller, eller vender vi os til de sidste århundreders store religiøse fornyere, Spener, Francke, Zinzendorf, Bengel og Lavater, så viser de alle mange træk af slægtskab med Luther og kan i visse egenskaber endog overgå ham, men ikke én af dem står frem som en Luther. Én mangler den digteriske drift eller hans naturs fylde og alsidighed; en anden mangler hans dybe religiøse følelse, hans faste vilje og karakterstyrke; andre igen mangler hans veltalenhed eller hans indflydelse på samtiden. Luther ville ikke have været Luther uden disse tre bærende træk: hans stærke tro, hans åndelige veltalenhed og hans faste karakter og vilje. Med store gaver i forstand og hjerte og den store evne til at give andre del i disse åndelige skatte forenede han – og det er det mest bemærkelsesværdige ved ham – den originale og skabende tankes uovervindelige kraft, både til at modstå verden omkring sig og til at påvirke den.»

Guericke · Guizot · Luthers tolerance · Bancroft · Kohlrausch

«Den reformationshistorie, som Guericke giver i sit fortræffelige kompendium, svarer til hans stærke, konsekvente lutherske standpunkt, og selv om den ikke rummer nogen særskilt, udførlig analyse af Luthers karakter, giver den et retfærdigt billede af hans livsbane og hans egenskaber.» * Guizots tolvte forelæsning † handler om reformationen. I en note ved kapitlets slutning citeres Robertsons bemærkning om, at «Luther, Calvin, Cranmer og Knox, grundlæggerne af reformationskirken i hver deres land, så vidt de havde magt og lejlighed til det, idømte de samme straffe, som Romerkirken lyste over dem, der drog nogen artikel i deres trosbekendelse i tvivl.» Til dette sted hos Robertson bemærker Smythe, ‡ at «Luther kunne være blevet fremhævet frem for Calvin og andre. Der er steder i hans skrifter om øvrighedens indblanding i religiøse anliggender, som gør ham ære; men han var gunstigt stillet og oplevede ikke at have det verdslige sværd til sin rådighed. Han blev aldrig sat på prøve.» Smythes slutord strider mod kendsgerningerne. Mere end nogen anden privatmand i det sekstende århundrede havde Luther det verdslige sværd til sin rådighed. Han blev sat på prøve. Han var et skjold for sine fjender, både personligt og ved sin lære, når lovens straffe hang over dem. Helt alene protesterede han mod at gribe til vold. Han afværgede krig, da de store protestantiske fyrster var ivrige efter den. Han havde et stort, kærligt hjerte, lige så fuldt af kærlighed og overbærenhed over for mennesker, også når de for vild, som det var fuldt af had til vildfarelsen i alle dens former. Bancroft giver en rigtigere fremstilling af Luthers sande grundsætninger med hensyn til forfølgelse: * «Luther var mere dogmatisk end sine modstandere, men den dybe filosofi, der prægede hans sind, afviste vold som middel til religiøs omvendelse. Han plejede at protestere mod at udbrede reformen ved forfølgelse og massakrer, og med klogt mådehold, en beundringsværdig kundskab om den menneskelige natur og en folkelig og næsten komisk særpræget udtryksmåde udledte han af sin store grundsætning om retfærdiggørelse ved troen alene den ophøjede lære om samvittighedsfrihed.» Hertil føjes noten: «Nollem vi et cæde pro evangelia certari» (Jeg ville ikke ønske, at nogen skulle kæmpe for evangeliet med vold og drab). Luthers syv prædikener – holdt i marts 1522. «Predigen will ichs, sagen will ichs, schreiben will ichs, aber zwingen, dringen mit Gewalt will ichs Niemand; denn der Glaube will ich ungenœthigt und ohne Zwang angenommen werden.» (Jeg vil prædike, jeg vil tale med folk enkeltvis, jeg vil skrive, men tvinge, presse vil jeg ingen; for jeg vil have, at troen tages imod uden pres og uden tvang.) Et vidnesbyrd i samme retning har vi i Kohlrauschs Tysklands historie: † «Kort før den blodige religionskrig begyndte, udåndede Luther, ophavsmanden til den store kamp. Han havde brugt hele vægten af sin magt og indflydelse for at afholde sit parti fra at blande ydre magt sammen med det, der kun burde have sin plads i sjælens stille dyb; og så længe han levede, var denne energiske reformator i sandhed en varm fortaler for fredens bevarelse. Gang på gang mindede han fyrsterne om, at hans lære intet havde med deres krigsvåben at gøre. I sine sidste leveår så han med smerte og bekymring, hvordan den hellige sag i stigende grad fik en verdslig retning, og hvordan fjendskabet mellem partierne voksede. Det varslede efter hans mening intet godt.»

* Handbuch der Kirchengeschichte von H. E. F. Guericke, 9te Aufl., Leipzig, 1867, vol. iii., 1–778.

† General History of Civilization in Europe, from the Fall of the Roman Empire to the French Revolution, 3. amerikanske udgave efter 2. engelske, med enkelte noter af C. S. Henry, D. D., New York, 1846, p. 248–268.

‡ Lectures on Modern History, Am. ed., p. 262.

* Hist. United States, i. 274.

† Lond., 1844, p. 402.

Gerhard

I Johann Gerhards udødelige værk (theologorum princeps, tertius à Luthero et Chemnitio, orbis Evangelici Atlantis [teologernes fyrste, den tredje efter Luther og Chemnitz, den evangeliske verdens Atlas]), «Confessio Catholica», hvor romerske forfatteres indrømmelser bruges til forsvar for sandheden, * besvarer han udførligt al bagvaskelsen af Luthers liv og alle angrebene på hans lære. Han viser, at Luther ikke var drevet af noget blindt raseri mod Romerkirken, men skelnede det dyrebare fra det værdiløse i den, og at han var et Guds redskab, udrustet med usædvanlige egenskaber til et usædvanligt værk. For at vise dette citerer han udførligt dommene fra Mellerstadt, Staupitz, kejser Maximilian, von Hutten, Erasmus, kurfyrst Frederik af Sachsen, Langius, Fisher † (biskop af Rochester og kansler for universitetet i Cambridge), som siden skrev mod Luther, Mosellanus, Cellarius, Ulner, Podusca, Phænicius, Schirner, Rosdialovinus, ærkehertuginde Margrethe af Østrig, Emser, Kigelin, Masius og Severus. ‡ Alle disse personer hørte til Romerkirken på det tidspunkt, da de gav disse gunstige vidnesbyrd. Gerhard tager anklagerne op én for én og afgør dem med fremragende dømmekraft, båret af en utrolig lærdom.

* «Doctrina Catholica et Evangelica, quam Ecclesiae Augustanæ Confessioni addictæ profitentur.» [Den katolske og evangeliske lære, som de kirker, der holder sig til Den Augsburgske Bekendelse, bekender.] – Fra titlen på «Confessio Cathol., Frankfurti et Lipsiæ, 1679», folio.

† I et brev til Erasmus roser han Luther meget og omtaler ham blandt andet som «Scripturarum ad miraculum usque peritum» [så kyndig i Skrifterne, at det grænser til det mirakuløse].

‡ Ferdinands lærer, forfatter til distikonet «Japeti de gente prior majorve Luthero / Nemo fuit, nec habent secla futura parem.» [Af Japetus’ slægt har ingen været før Luther eller større end han, og kommende tider har ikke hans lige.] – Conf. Cathol., p. 58 seq.

Hagenbach

«Man kan sige,» bemærker Hagenbach, «at Martin Luther i særlig forstand blev den reformator for den tyske kirke og dermed reformator for en stor del af den almindelige kirke ved sin fremragende personlighed og sin heroiske livsbane, ved offentliggørelsen af sine teser, ved prædikener og skriftudlægninger, ved disputatser og dristige stridsskrifter, ved talrige breve og rundskrivelser, ved råd og advarsler, ved samkvem med mennesker af alle samfundslag, ved rammende tankesprog og salmer, men især ved sin oversættelse af Den Hellige Skrift til tysk. § Det er … uretfærdigt … at påstå, at Luthers dybe og dynamiske forståelse af sakramentet, der netop derfor var mindre gennemskuelig og forståelig, ikke havde nogen anden kilde end en vis tungnemhed eller stædighed. Hver af disse reformatorers (Zwinglis og Luthers) opfattelse af sakramenterne hang nøje sammen med hele hans religiøse retning, og den hang igen sammen med den forskellige udvikling i de kirker, som de hver især grundlagde.»

§ Compendium of the History of Doctrines, by K. R. Hagenbach, Dr. and Professor of Theology in the University of Basle, translated by Carl W. Buch, Edinburgh, Clark, 1847, vol. ii., 156, (Am. ed., edited by Dr. H. B. Smith, 1862.) Hagenbachs værk har nu og da en smutter. Et eksempel ligger lige foran os: «Heller ikke bekendelsesskrifternes forfattere var uenige med Luther om forvandlingslæren.» Ganske rigtigt, men halvdelen af Hagenbachs bevis er et citat fra De Schmalkaldiske Artikler, dvs. han beviser, at Luther ikke var uenig med Luther.

Hallam

Med sin «Introduction to the Literature of Europe» har Hallam leveret et værk, der er velkomment, fordi der på vort sprog er så stor mangel på bøger af den art, men som ikke i alle henseender er emnet eller forfatterens ry værdigt. For alt for meget i det er åbenlyst andenhånds i ordets dårligste betydning. Og selv i sin afhængighed bygger det ikke på et grundigt kendskab til de bedste kilder, hvor man kan hente sine meninger færdiglavede. Ville man ikke finde det urimeligt, hvis en mand skrev en indføring i den klassiske litteratur uden at kunne latin og var henvist til de oversættelser, der fandtes på hans modersmål? Hallam har gjort sig skyldig i noget endnu mere urimeligt. Uden at kende det mindste til Europas vigtigste sprog har han foregivet at give et overblik over dets litteratur – en litteratur, som der forholdsvis næsten intet findes af, selv i det ufuldkomne medium, som oversættelser til engelsk er. Overalt lægger han også en uvidenhed om teologi for dagen, der gør hans syn på den teologiske litteratur ikke blot utilstrækkeligt, men ofte urimeligt. Over hans behandling af den hviler der desuden et skær af skødesløshed, som i det mindste synes at vise, at han kun har ringe interesse for den, eller at en mand med hans stilling i litteraturen i det hele taget nedlader sig ved overhovedet at røre ved den slags sager. Det er en af verdensmænds tarveligste affektationer at tale om teologi i en flabet og overlegen tone, som om den var for vag for en tænker og for kedelig til at vække begejstring. De taler og skriver om den, som om de med besvær undertrykte en gaben. Men Hallams behandling af teologiske emner lider ikke blot af sløvhed. Han er partigænger, og en meget dårligt underrettet partigænger.

Især er hans fremstilling af reformationen og af Luther fuld af uvidenhed og fuld af fordomme. Han synes at have forberedt sit sind på en retfærdig vurdering af Luther ved med dyb beundring at læse Bossuets «Variations». Ganske vist fortæller han os med stor upartiskhed: «Det ville formentlig ikke være retfærdigt at give Bossuet ret i hver del af hans kraftfulde skildring af Luthers teologiske læresætninger.» Han beskylder Luthers skrifter fra før 1520 for at rumme forskellige «antinomistiske paradokser», men har dog den oprigtighed at sige: «Man må ikke et øjeblik tro, at Luther, hvis sjæl var gennemtrængt af en inderlig fromhed, og hvis retskaffenhed og rene levned står uanfægtet, kunne have til hensigt at give nogen opmuntring til en tøjlesløs ringeagt for den moralske dyd, som han anså for i sig selv at være elskelig for Gud såvel som for mennesker, skønt han i sin teologis tekniske sprog muligvis kunne benægte dens egentlige forpligtende kraft. Men hans temperament drev ham til at forfølge ethvert udsagn i Skriften helt ud til alle de konsekvenser, der kunne synes at følge af dets bogstavelige betydning.»

«Enhver forklaring på reformatorernes adfærd må være intetsigende undtagen én: at de var mænd, der var helt opslugt af overbevisningen om, at de kæmpede Guds kamp.» – «Det er næppe rigtigt at sige, at Luther byggede sit system på pavedømmets ruiner. Det var snarere ét positivt dogme, retfærdiggørelsen ved troen i den betydning, han gav det, der voksede og udfoldede sig i hans sind og efterhånden brød Romerkirkens forskellige læresætninger ned og knuste dem (og det kan let påvises, at dette dogme gik forud for striden om afladen).» *

* Literature of Europe, vol. i., p. 166. Hallam, der tolker visse teologiske udtryk anderledes end Le Clerc, tilføjer: «Men jeg har naturligvis ikke megen øvelse i disse spidsfindige spørgsmål.» Vol. ii., p. 41, n. Efter i teksten at have afvejet et halvt dusin teologers indbyrdes fortjenester siger han, at han har gjort det «af hensyn til det almindelige omdømme», «for jeg kender slet intet til nogen af deres skrifter». Side 287.

«En bedre tone» (i prædikenen) «begyndte med Luther. Hans sprog var undertiden groft og simpelt, men overbevisende, ukunstlet og kraftfuldt. Han gav mange nyttige forskrifter og også mange eksempler på prædikestolens veltalenhed.» – «I reformationens historie er Luther uden sammenligning det største navn. I Robertsons kunstfærdige komposition ser vi ham som hovedfiguren i en gruppe af lærde mænd i kappe, der på lærredet står i kontrast til Frankrigs og Østrigs kronede rivaler og deres krigerfølge, men smeltet sammen med dem i dette historiske billedes enhed. Det indrømmes fra alle sider, at han skrev sit eget sprog med kraft, og han regnes for et af dets bedste forbilleder. De salmer, der bruges i den lutherske kirke, og hvoraf mange er hans egne, har en enkel værdighed og fromhed, som næppe nogen sinde er overgået i den slags digtning, og som adskiller sig lige meget fra Sternholds og Bradys fattigdom og fra senere digteres forlorne pynt.» – «Man kan ikke forestille sig, at en mand med så livlige evner skulle overse den fordel, der ligger i den nærkamp med modstanderen, sætning for sætning, som fylder de fleste af hans stridsskrifter; og i hånende ironi havde han ingen overmand.» *

* Literature of Europe, vol. i., p. 197. Fordi Hallams navn giver enhver opfattelse, han udtrykker, så stor udbredelse, ville det være vel værd, at en mand, der var opgaven voksen, gennemgik alle hans anklager mod Luther og mod den positive evangeliske protestantisme, sådan som ærkedegn Hare så dygtigt har gjort på nogle punkter. Et eksempel på den indforståede mine, hvormed en mand, der ikke kender sit emne, kan skrive om det, findes i følgende sætning (i. 278): «Efter Melanchthons død førtes der med stor heftighed en strid, som en vis Brentius havde begyndt, om Kristi legemes såkaldte allestedsnærværelse.» «En vis Milton, en blind mand,» er blevet et klassisk eksempel på træffende karakteristik. «En vis Brentius» burde kunne kappes med det om pladsen. Brentius, hvis navn inden for den polemiske teologi nævnes lige efter Luthers og Melanchthons i reformationens tidlige historie – Brentius, som Luther selv – en af de skarpeste menneskekendere – satte så højt og omtalte så rosende, at det kom smiger så nær, at han fandt det nødvendigt at forsikre, at han talte i gudfrygtig oprigtighed, og som han i forhold til sig selv sammenlignede med «den stille, sagte stemme, der fulgte efter stormvinden, jordskælvet og ilden» – Brentius, hvis bidrag til skriftudlægningen ikke blot stod i det højeste ry i hans eget land, men hvoraf flere havde ry nok til at blive oversat i England (fx hans «Arguments and Summaries», oversat af John Calcaskie, London, 1550; hans kommentar til Ester ved John Stockwood, London, 1554; hans homilier og eksegese over Johannes ved Richard Shirry, London, 1550), og hvis skrifter stadig læses med glæde af de lærde og udgives på ny – kun en forfatter, der i hvert fald ikke kendte denne del af sit emne, kunne hæfte et sådant ubetydelighedens stempel på en sådan mands navn.

Ærkedegn Hare

Ved siden af Milner-brødrene,* som var de første engelske forfattere, der gav et bredt og retfærdigt billede af Luthers karakter og Luthers værk, må ærkedegn Hare nævnes. I en note til sin «Mission of the Comforter», en note, der voksede sig til et helt bind, forsvarede han Luther mod «hans nyere engelske angribere». † Den første af dem er Hallam; så følger Newman, Ward og dr. Mill. Det sidste svar gælder Sir William Hamilton, der har sat en uudslettelig plet på sit navn ved måden og omfanget af sit angreb på Luther. Han har i vid udstrækning hentet sit stof fra andenhåndskilder, der slet ikke fortjener tiltro, og er blevet forledt til at lægge en så forbløffende uvidenhed for dagen, at man fristes til at mistænke Sir William for snarere at have været en flittig læser end en grundig lærd. Hans voldsomhed i polemikken, som hans største beundrere beklager, har aldrig været mere åbenlys eller mindre undskyldelig end her. Ærkedegn Hares forsvar er vellykket overalt og ikke sjældent knusende. Han har vundet retten til at blive lyttet til med respekt, ja, med ærbødighed, når han vurderer Luther: ‡ «Som han selv har sagt om Paulus’ ord, er hans egne ord ikke døde ord, men levende skabninger, der har hænder og fødder. Det undrer os ikke længere, at denne mand, der skrev og talte sådan, skønt han ikke var andet end en fattig munk, blev mægtigere end paven og kejseren oven i købet med alle deres hærskarer, kirkelige og verdslige – at strømmene af levende vand skyllede halvdelen af Tyskland og med tiden størstedelen af Nordeuropa ud af mørkets rige og ind i det evangeliske lys. Ingen forårsdag, hvor livet synes at bryde frem af hver knop og vælde frem af hver pore, er fuldere af liv end hans sider; og mangler de ikke forårets stærke vinde, så har også de deres del i renselsens værk.» – «Hvor langt overgår hans udlægninger af Skriften ikke i deres dybe og levende forståelse af evangeliets grundsandheder selv de bedste kirkefædres, ja, selv Augustins! Vil vi gøre nogen af historiens store ånder ret, må vi sammenligne dem med deres forgængere. Når vi møder disse sandheder hos Luther efter at have vandret gennem de foregående århundreders dunkle tusmørke, er det næsten som en ny åbenbaring, der bryder frem som solen, eller rettere, som om den sol, der gik ned, da Paulus blev taget bort fra jorden, pludselig var stået op igen. Sandelig, når vi har vandret omkring blandt folk, der kun har en dunkel anelse om, hvor de er, eller hvor de går hen, og som standser, ser sig tilbage og drejer af ved hvert andet skridt, så gør det os også godt at se en mand stille sig på den evige klippe og med åbnede øjne se ufravendt på selve retfærdighedens sol.»

* Hist. of Church of Christ, af Joseph Milner, med tilføjelser af Is. Milner, Lond. (1819) 1847, 4 bind, 8vo.

† Vindication of Luther, 2d ed., Lond., 1855.

‡ Mission of the Comforter, from 2d Lond. ed., Boston, 1854, pp. 281, 402, 403.

Hase

Hase, den mest veltalende og koncise af alle sin skoles forfattere og den, der bedst forstår at skumme fløden af tingene, viser en retfærdig og forstående ånd i alt, hvad han har sagt om Luther. Det ses allerede i hans almindelige hentydninger til den oprindelige reformationsånd, som var legemliggjort i Luther, og i hans rigtige udledning af denne store bevægelse – ikke af den skeptiske eller den videnskabelige retning, men af tro og hellig længsel. Endnu fyldigere har han i den vellykkede skitse af Luthers livsløb i sin kirkehistorie vist, at han forstår Luther så grundigt, som en, der indtager et så anderledes teologisk standpunkt end Luther, overhovedet kan. Både som en fin belysning af vores emne og som en meget karakteristisk prøve på det værk af Hase, som vi netop har hentydet til, gengiver vi hele hans kapitel om «Luthers død og offentlige karakter». «I det sidste år af sit liv tog Luther, nedslidt af arbejde og sygdom, sådan anstød af usædeligheden og de letsindige skikke i Wittenberg, at han forlod byen (1545) og først gik med til at vende tilbage efter universitetets og kurfyrstens indtrængende bønner. Han så en mørk tid nærme sig for sine fædres land og længtes efter at fare herfra i fred. Over hans sidste dage skinnede endnu noget af glansen fra hans bedste år – de dristige, barnlige, legende ord midt i ophøjede tanker. Han var blevet kaldt til Eisleben som voldgiftsmand for at bilægge en strid mellem greverne af Mansfeld, og der sov han natten til den 18. februar 1546 ind i en sidste stille og hellig søvn. Omskiftelserne i den tid, på hvis tinde han stod, gav hans liv dets skarpere modsætninger. Han havde set paven både som den allerhelligste og som den mest sataniske fader. I hans oprørte lidenskab havde følelserne vekslet stormende. Åndens frihed var hans livs mål, og dog havde han våget nidkært over bogstaven. I tillid til Åndens fulde kraft havde han grebet revolutionens storm i tøjlerne, og dog havde han lejlighedsvis ment, at det ville være godt, om paven og hele hans yngel blev druknet i Det Tyrrhenske Hav. Men hele tiden havde han med grænseløs åbenhjertighed udtalt sin overbevisning og havde været fremmed for enhver verdslig interesse. Med en kraftig sanselighed stod han fast rodfæstet i jorden, men hans hoved nåede op i himlen. I skabende ånd var ingen af hans samtidige som han; hans tale var ofte grovere, end selv hans egen grove tid ville billige, men i folkelig veltalenhed er hans lige aldrig opstået i Tyskland. Af angst og vrede voksede hans glæde ved kampen. Hvor han først havde opdaget uret, så han intet andet end helvede. Men hans betydning hviler mindre på de handlinger, hvormed han granskede og nedbrød – andre kunne lettere og hurtigere rive sig løs fra den gamle kirke – den hviler meget mere på hans evne til at bygge op, på hans alvorlige, fulde tro og kærlighed, skønt han i mørke timer under Satans anfægtelser forestillede sig, at han havde mistet Gud og Kristus og det hele. Især over for sine modstandere troede og erklærede han uden forbehold, at han var et udvalgt redskab for Gud, kendt i himlen, på jorden og i helvede. Men med sig selv som person ville han intet have at gøre; han ville ikke anerkende nogen «Luthers lære», og hans ophøjede tillid til Gud gik ikke ud på hans egen udfrielse af farer, men på troen på, at Gud hver dag kunne skabe ti ’doktor Martiner’. Smagløse indvendinger og snævre forsvar glemmes; en sådan mand tilhører ikke ét parti, men det tyske folk og kristenheden.»

Herder

Goethes og Herders særpræg viste sig i deres forskellige følelser over for Luther. «Hvad der forekom Goethe snævert og ensidigt, kaldte Herder ædelt og menneskekærligt. Omvendt beundrede Herder en stor idés uendelighed, der åbenbarer sig for mennesket i forskellige guddommelige udstrålinger – i heltens tapperhed, lovgiverens visdom, digterens inspiration eller i en verdens begivenheder – men den slags ophøjethed bevægede Goethe så lidt, at karakterer som Luther og Coriolanus vakte en slags ubehag i ham. Det kunne kun forklares tilfredsstillende ud fra den antagelse, at deres natur stod i en hemmelighedsfuld modsætning til hans. Goethes geni og sind var rettet mod det skønne, Herders mod det ophøjede.»

Herder har i sine skrifter givet de mest umiskendelige beviser på sin beundring for Luther. Der er ingen forfatter, han citerer så ofte, så udførligt og så beundrende som Luther. «Luther er længe blevet anerkendt som den tyske nations lærer, ja, som medreformator for hele det Europa, der i dag er oplyst. Han var en stor mand og en stor patriot. Selv nationer, der ikke antager hans religions grundsætninger, nyder frugterne af hans reformation. Som en sand Herkules tog han kampen op mod det åndelige tyranni, der ophæver eller begraver al fri og sund tænkning, og gav hele nationer brugen af fornuften tilbage – og det netop på det område, hvor den er sværest at genoprette: i de åndelige ting. Kraften i hans tale og i hans redelige ånd forenede sig med videnskaberne, der vågnede til live ved ham og med ham. Den knyttede sig til længslen hos de bedste tænkere i alle stænder, skønt de i nogle ting havde helt andre opfattelser end han, og dannede således for første gang et folkeligt læsende publikum i Tyskland og nabolandene. Nu læste man det, der aldrig før var blevet læst; nu lærte folk at læse, som aldrig havde lært det før. Skoler og akademier blev grundlagt, tyske salmer blev sunget, og prædikener på tysk ophørte med at være sjældne. Folket fik Bibelen og ejede i det mindste katekismen; talrige sekter af gendøbere og andre vranglærere opstod, og mange af dem bidrog hver på sin måde til den videnskabelige eller folkelige belysning af omstridte spørgsmål og dermed også til opdyrkningen af forstanden og forfinelsen af sproget og smagen. Gid man havde fulgt hans ånd og med samme frie undersøgelse havde taget andre emner op, som ikke umiddelbart lå inden for hans klosterlige eller kirkelige område – kort sagt, gid de grundsætninger, han dømte og handlede efter, var blevet anvendt på dem. Men hvad nytter det at belære eller bebrejde svundne tider? Lad os rejse os og anvende hans tænkemåde, hans klare vink og de sandheder, han udtalte, på vor tid med samme styrke og naivitet. Jeg har i hans skrifter afmærket en række sætninger og udtryk, hvor han fremstår som Prædikeren (som han ofte kaldte sig selv), dvs. den tyske nations prædikant og lærer.»

«Om Luther som prædikant» siger Herder: «Han talte forstandens enkle, stærke, usminkede sprog; han talte fra hjertet, ikke fra hovedet og hukommelsen. Hans prædikener har derfor længe været forbilleder, især for de prædikanter i vores kirke, der har et fast sind.»

Om indholdet af Salmernes Bog siger han i de samme smukke breve, som vi netop har citeret fra: «Jeg er sikker på, at jeg ikke kan give dig nogen bedre nøgle til dem end Luthers udsøgte fortale til denne hans yndlingsbog. Han vil fortælle dig, hvad der står i dem, hvordan du skal anvende dem og gøre brug af dem.»

Om den romantiske, måneskinsagtige prædikemåde, der herskede i hans tid, slutter han et meget skarpt afsnit med udbruddet: «O Luther! når vi mindes dig og dit rene, solide sprog, som alle forstod!»

«Vil du høre om væsen, kraft og nødvendighed ved denne levende troens grundsætning, fremstillet levende og klart afgrænset, så læs Luthers skrifter. Han viser hundrede gange og udførligt, hvor lidt der er i tiggerposen med en gradvis forbedring af vores dårlige vaner, hvor lidt kristendom der er i den, og hvor lidt den er værd for Gud. Men allerede dengang klagede han selv over, at så få gjorde sig et rigtigt begreb om det, han kaldte den sande, livgivende tro, og hvor få der forstod at give den dens praktiske kraft, sådan som han mente det!» «Læren om retfærdiggørelsen er så nært knyttet til læren om troen, at den ene står og falder med den anden. Hold også fast ved den, lutherdommens hjørnesten – frem for alt ved hjælp af Luthers skrifter, beder jeg dig. Jeg tror, det var Spener, der med hensyn til denne lære havde fået en tvivl, som det forekom ham, at intet kunne fjerne; han læste Luthers skrifter, og hans tvivl forsvandt. Men som sagt klagede Luther allerede over, at ikke alle forstod ham, og mens alle råbte op om tro, retfærdiggørelse og gode gerninger, havde kun få virkelig fattet hans mening og hans ånd; følgerne, både straks og længe efter hans død, var sørgelige nok. Når du i denne sag har brug for vejledning eller længes efter at få vanskeligheder løst, så gå til denne levende troens mand selv, denne Paulus’ ægte søn. I hans skrifter er der så megen sund forstand, så stor åndskraft og så megen inderlighed fra et redeligt hjerte, at jeg ofte, når jeg var træt af nyere tiders kolde spidsfindigheder og spekulationer, har oplevet, at han alene kunne vække mig til live igen.» «Læs ved siden af hans levnedsbeskrivelse hans egne skrifter (o, gid vi havde en fuldstændig samling af dem på de sprog, han skrev dem på!), læs dem, og du vil lære ham at kende på en anden måde, for han tegner et billede af sig selv i hver linje.»

«Måtte kirkens store Hoved i dette land (Tyskland), reformationens vugge, vække reformatorernes ånd til live igen, så Luthers kappe kan falde på dem, der bekender sig som hans efterfølgere og beundrere, og så alle, der påtager sig at lære andre, selv må være oplært af Gud: mænd med tro, lærdom og grundighed og frem for alt med en brændende og uskrømtet fromhed.»

Kahnis · Romersk-katolsk dom. Stolberg · Palavicini

Kahnis: * «Kun partisk snæversyn kan nægte, at der er områder, hvor ingen anden reformator tåler sammenligning med Luther som den person, reformationen samler sig om. Romanisterne skader kun deres egen sag, når de undervurderer en mand, der alene med Åndens våben rystede hele middelalderens kirke i dens dybeste grundvold. Enhver katolik, der gør krav på at elske sandheden, burde tilslutte sig grev Stolbergs dom. Skønt han forlod protestantismen for den katolske kirke, siger han: ’Mod Luthers person vil jeg ikke kaste en sten. I ham ærer jeg ikke alene en af de største ånder, der nogen sinde har levet, men også en stor religiøsitet, som aldrig forlod ham.’» Der har ganske vist været romersk-katolske, som ikke nærede Schlegels og Stolbergs sindelag over for Luther. Vi citerer en af de største blandt dem, hvis skildring er usædvanlig genial, og som F. V. Raumer har kaldt «en officiel». Palavicini, historieskriveren for koncilet i Trient, karakteriserer Luther således: «Et frugtbart geni, men et, der bar bitre snarere end modne frugter; han var snarere en kæmpes misfødsel end et sundt barn født i rette tid. En mægtig ånd, men bedre egnet til at rive ned end til at bygge op. Hans lærdom lignede mere en styrtregn, der slår alt ned foran sig, end sommerens milde regn, under hvilken naturen bliver frugtbar. Hans veltalenhed var grov i sproget og rå i indholdet, som stormen, der blænder øjnene med det støv, den driver foran sig. Dristig til at begynde en strid, men ingen var mere frygtsom, når faren var nær; hans mod var i bedste fald et trængt dyrs mod. Han lovede ofte at tie, hvis hans modstandere også ville tie – et bevis på, at han blev styret af jordiske hensyn. Fyrsterne beskyttede ham kun, fordi de begærede kirkens gods; han skabte uro i kirken til skade for andre og uden gavn for sig selv. Historien vil blive ved med at nævne ham, men mere til hans skam end til hans ære. Kirken, vintræet, er blevet beskåret, for at den kan skyde frem med nyt liv: de trofaste er blevet skilt fra oprørerne. Over for ham står størstedelen – de ædlere, de mere besindige, de mere hellige.»

* Ueb. d. Principien d. Protestantismus, Leipz., 1865.

F. V. Raumers svar til Palavicini

Der kan ikke gives noget bedre svar på dette end det, som den store historiker og statsmand F. V. Raumer har givet. «Denne dom fra Palavicini», siger han, «kan vi efter en samvittighedsfuld prøvelse af alle kendsgerningerne ikke tilslutte os – men vi må erkende, at sandheden er denne: Et frugtbart geni, hvis frugter ikke alle nåede at modnes helt, fordi stormene rystede dem ned for tidligt. En mægtig ånd, som var med til at rejse stormene; men havde bygningen ikke været undergravet af frygtelige misbrug, kunne en rensning måske have været mulig uden at vælte den. Kun fordi de bygmestre, som var kaldet til reformens værk, ikke blot nægtede at udføre det, men gjorde det onde værre, blev han deres herre; og med fremgangen voksede hans dristighed eller hans tro på sit guddommelige kald og hans vrede mod sine modstandere. I sin kamp mod pavedømmet satte han den evangeliske trosfrihed i spidsen, og dette er protestantismens kilde; da han grundlagde sin kirke, var han ofte villig til at lægge tanken i lænker, mistede sit eget klarsyn og blev intolerant. Men hans hårdeste og mindst passende ord forekommer milde i sammenligning med hans modstanderes blodtørstige intolerance, milde i sammenligning med bøddelens økse og bålet. En ædel veltalenhed afløste skolernes uforståelige snak; ved ham lærte Tyskland igen at tale, og det tyske folk igen at lytte. Den, som ikke bryder sig om hans stil eller hans indhold, må dog indrømme, at gudsfrygtens inspiration og troens kraft overalt kommer til syne i hans skrifter. Luther forstillede sig aldrig. Overtalelser, løfter og trusler havde ingen magt til at rokke hans klippefaste vilje, hans ubøjelige forsæt; og den tilsyneladende egenrådighed og hårdhed, der fulgte med, udsprang i det mindste ikke af et almindeligt og forkvaklet sind. Intet menneske fatter nogen sinde hele sandheden i fuldkommen klarhed; men få har mere alvorligt stræbt efter at nå den og med mere fuldkommen selvfornægtelse bekendt den end Luther. Blandt hans modstandere kan ikke én sammenlignes med ham i personlige egenskaber: med alle sine fejl forbliver han den største og mest mindeværdige blandt mennesker, en mand, i hvis kølvand en hel verden af længsel, stræben og bedrift følger.»

Ranke

Beslægtet med von Raumers vurdering er Rankes: «Overalt ser vi Luther rette sine våben til begge sider – mod pavedømmet, der søgte at generobre den verden, som dengang kæmpede for sin frigørelse, og mod de mangenavnede sekter, der skød op ved siden af ham og angreb kirke og stat på én gang. Den store reformator var, om vi må bruge et udtryk fra vore dage, en af de største konservative, der nogen sinde har levet.»

Wieland

Ernst Karl Wieland indleder det sidste afsnit af sin karakteristik af Luther med ordene: «Sådan var han, så stor, fra hvilken side vi end betragter ham, så beundringsværdig, så fortjent til alles taknemmelighed; lige stor som menneske, som borger og som lærd.»

Stang

Stang, som vi skylder en af de bedste levnedsskildringer af Luther, slutter sin biografi således: «Vi står foran billedet af den store reformator i fuld overbevisning om, at der mellem det første århundrede, da kristendommen trådte frem i sin ungdom, og det sekstende, da den nåede sin modne alders fylde, ikke er fremstået nogen af vores slægt, i hvem Guds altid skabende ånd, lysets og lovens ånd, har fundet et ædlere legeme eller virket med rigere følger.»

Melanchthon

Men blandt alle de hyldester, som århundrederne har lagt for Luthers fødder eller på hans grav, er ingen mere rørende end de ord, hvormed Melanchthon viste, at Luthers død havde bragt den tidlige, rene hengivenhed tilbage i al dens ømhed. Melanchthon, reformationens Hamlet, veg fra handling ind i betragtning og bar på en farlig længsel efter en fred, som kun kunne være blevet hul og flygtig. Han var blevet mere og mere viklet ind i en bestikkende, men elendig politik, og han følte selv, at den med rette gjorde ham mistænkt hos dem, der engang havde haft ubegrænset tillid til ham. Luther var bedrøvet over Melanchthons svaghed, og Melanchthon følte sig bundet af Luthers fasthed. Melanchthon lod sig forlede til at skrive svage, gnavne og uværdige ord om Luther, hvis overstrømmende kærlighed til Melanchthon var blevet hårdt prøvet, men aldrig havde givet efter. Men døden knytter eller genknytter flere bånd, end den bryder. Da budskabet om Luthers død nåede Wittenberg, råbte Melanchthon i sin smerte: «Min fader, min fader, Israels vogn og dens ryttere!» – hyldestord fra en af de største til den største. Nu var han borte, han om hvem Melanchthon, der ellers var forsigtig med ros og afmålt i sine ord, af fuldt hjerte havde sagt: «Luther er for stor, for vidunderlig til, at jeg kan skildre ham med ord.» – «Er der et menneske på jorden, jeg elsker af hele mit hjerte, så er det Luther.» Og igen: «Én er fortolker, en anden dialektiker, en tredje taler, rig og skøn i sit sprog; men Luther er alt i alt – hvad han end skriver, hvad han end siger, trænger ind i sjælen og sætter sig fast som pile i hjertet – han er et under blandt mennesker.»

Hvad mere skal vi sige efter sådanne lovtaler?

Visse menneskers storhed får os kun til at føle, at selv om de gjorde det godt, kunne andre i deres sted have gjort præcis det samme. Luther havde den usædvanlige storhed, der overbeviser verden om, at han alene kunne have gjort værket. Han var ikke blot en bjergtop, der lidt tidligere fangede de stråler, som af sig selv snart ville have fundet ned i dalene. Efter den guddommelige bestemmelse, som han trådte frem under, var han snarere som solen selv, uden hvilken lyset på bjerg og i dal kun ville have været stjerneskin eller måneskin. Han var ikke en sekundær klode, der kastede en anden klodes lys tilbage, som Melanchthon og endog Calvin var det, og endnu mindre en planets måne, som Bucer eller Brenz; han var midtpunktet for de bølger af lys, der fyldte et helt system med herlighed. Og dog holdt han ikke op med at være et menneske blandt mennesker, skønt han på forunderlig vis hævede sig mod et guddommeligt ideal. Han vandt magtens trofæer og kærlighedens kranse. Fyrster frygtede ham, og små børn legede med ham. Han har mindesmærker i marmor og bronze, medaljer i sølv og guld; men hans ædleste mindesmærke er de bedste hjerters bedste kærlighed, og det klareste og reneste aftryk af hans billede er efterladt i genfødte folks sjæle. Han var den bedste lærer i frihed og i troskab. Han har gjort den retfærdige trone stærkere og den uskyldige hytte lykkeligere. Han forstod at le og at græde; derfor lo millioner med ham, og millioner græd over ham. Han blev prøvet både af dyb sorg og af strålende lykke. Som fattig skoledreng tiggede han sit brød, og fra kejseren og rigets stænder modtog han et gesandtskab med en fyrste i spidsen, der bad ham løse den knude, som trodsede soldatens magt og statsmandens kløgt. Det var ham, der føjede ordene til litaniet: «I al vor trængsels tid, i al vor lykkes tid, hjælp os, kære Herre Gud». Men hvad enten han blev lokket af det mest raffinerede smiger eller angrebet af helvedes magter, fristet med bispehuen eller truet med bålet, var han i alt dette mere end sejrherre. Han gjorde en verden rig for altid og døde i fattigdom, fordi han gav sig selv bort i stadig godgørenhed. Han forstod at befale – for han havde lært at adlyde. Havde han været mindre modig, ville han intet have forsøgt; havde han været mindre forsigtig, ville han have ødelagt alt: strømmen var uimodståelig, men bredderne var dybe. Han rev de mægtigste onder op med rode, men skærmede med sit eget liv det godes spædeste knop; han forenede en retfærdig radikalismes angrebslyst med en sand konservatismes moralske modstandskraft, som for sværmeren lignede passiv svaghed. Selv inspireret af troen inspirerede han til tro. Han var stor i handling, som han var stor i tanke, og han mødte ild med ild: «ringere øjne voksede ved hans eksempel og iførte sig beslutsomhedens frygtløse ånd». Verden kender hans fejl. Han kunne ikke skjule, hvad han var. Hans gennemsigtige åbenhjertighed gav hans fjender stof til deres fordrejninger; men de kan ikke dadle hans skrøbeligheder uden at bære vidnesbyrd om den ædelhed, som gjorde ham ligeglad med skinnet i en verden af bagtalere. For sit eget vedkommende havde han lige så lidt af forsigtighedens dyd, som han over for andre havde af forstillelsens last. Han levede under tusinder af skinsyge og hadefulde øjne i dagens klareste lys, og fjendernes vidnesbyrd fastslår kun resultatet: at hans fejl var fejl hos en natur af den mest fuldendte storhed og fylde, fejl, der var mere værd end de almindelige stores dyder. Fire magter herskede over Europas ånd i reformationen: kejseren, Erasmus, paven og Luther. Paven svinder hen, Erasmus er lille, kejseren er intet, men Luther består som en magt for alle tider. Hans billede falder på tidernes strøm, som bjerget spejler sig i floden, der bugter sig ved dets fod – det mægtige, der uforanderligt aftegner sig på det foranderlige.