III. Den konservative reformations vigtigste værktøj: Luthers Ny Testamente

Luthers oversættelse af Det Nye Testamente*

Luthers kald som oversætter af Skriften

Det bedste forsvar for, at en forfatter var kaldet til et værk, må efter sagens natur være værket selv. Den kendsgerning, at det lykkedes, synes at gøre det overflødigt på forhånd at føre bevis for, at han var egnet til den opgave, han gav sig i kast med. Vi behøver intet bevis a priori for, at Milton var kaldet til digter, Bacon til filosof eller Gerhard til teolog. At argumentere for det er at drøfte i højlys dag, om solen nu også er skikket til at skinne. Luthers bibeloversættelse er i sig selv det uomstødelige bevis for, at han var kaldet til at udarbejde den. Den stråler sit eget vidnesbyrd ind i øjnene på enhver, der slår op i den.

* De vigtigste værker om Luthers bibel er følgende: I. — Til forsvar for eller kritik af hans oversættelse. Andreæ: Erinerung v. d. Teutschen. Bibl. Dollmetsch. Tübing. 1564. Traub: Avisa o. Warnung von Luther’s Teutsch. Bib. Ingolst. 1578. Wicelii: Annotationes. Leipz. 1536. Zanger: Examen Versionis. Maintz. 1605. Beringer: Rettung. 1613. Raithii: Vindiciæ. 1676. A. H. Francke: Obs. Biblicæ. 1695. Hallbauer: Animadversiones in Nov. Germ. Version. Jena: 1731. Zehner: Probe. 1750. Marheinecke: Relig. Werth. d. Bibelübersetz. Luther. Berl. 1815. Stier: Altes und Neues. 1828. (Til forsvar for Meyers revision.) „ Darf Luther’s Bibel, etc. 1836. Grashof: D. M. L’s. Bibelüber. in ihr. Verhalten. z. d. Bedürfn. d. Zeit. 1835. Hopf: Würdig. d. Luthersch. Bibel. Verdeutscht mit Rücks. d. Alt. u. Neuen Uebersetzung. Nürnb. 1847. Rössler: De Vers. Luth. caute emend. 1836. II. — Bibliografi og historie. Mayer, J. F.: Hist. Vers. Luth. 1701. Kraft: (1705–1734.) Zeltner: Historie. 1727. Bertram: Giese: Nachricht. (1771.) Palm: Historie — Götze. 1772. „ De Codicibus. 1735. Gözen’s: Sammlung. 1777. Vergleichung der Uebersetz. v. Luther, von 1517 — b. 1545. Erst. St. 1777; 2d, 1779. Neue Entdeckungen, 1777. Panzer: Entwurf. 1791. Gœtz: Ueberblicke. 1824. Schott: Geschichte. 1835. Bindseil. (1841.) Reuss: Gesch. d. Heil. Schriften. N. T. 1860. Fritzsche: Bibelübersetzungen Deutsch. 1855. (i Herzogs Real Enc. iii. 337.) Folkelige fremstillinger: Kuster (1824); Weideman (1834); K. Mann (1834); Krafft, C. W (1835 )

Alligevel er det ikke uden historisk interesse – hvor lidt logisk nødvendigt det end er – at se på vidnesbyrdene om, at Luther var egnet til værket. Nogle af de kendsgerninger, der naturligt fanger vores opmærksomhed her, er følgende:

I. Luther fik en god skolegang som dreng. Han gik i skole i Mansfeld, til han var fjorten år, og kom derfra til Magdeburg. Derefter tilbragte han fire år i Eisenach hos en lærer, som efter Melanchthons vidnesbyrd ikke havde sin overmand i de grammatiske fag – netop de fag, der i så høj grad skulle komme Luther til nytte som oversætter. Her afsluttede han sin egentlige skoletid, og allerede som dreng viste han ved sine store fremskridt tegn på usædvanlige evner og usædvanlig flid. Melanchthon siger om ham fra denne tid: «Da han havde en stor begavelse og et stærkt naturligt anlæg for veltalenhed, overgik han hurtigt de andre unge i fylde og rigdom, både i sin tale og i sin skrift, på prosa som på vers.» Allerede som dreng var han udset til oversætter.

II. Luther fik en grundig akademisk uddannelse. I 1501 drog han til universitetet i Erfurt, hvor han blev indskrevet, mens Truttvetter var rektor – en mand, han elskede og ærede både som menneske og som lærer – og hvor han trofast udnyttede alle de muligheder, der bød sig.

III. Luther studerede hebraisk og græsk med stor iver. I 1505, efter at han var gået i kloster, kastede Luther sig med den alvor, der prægede alt, hvad han gjorde, over studiet af hebraisk og græsk. Han havde dygtige lærere i begge sprog. Som professor og prædikant i Wittenberg fortsatte han begge studier med stor iver. I hebraisk betragtede Luther den berømte Reuchlin, sin tids Gesenius, som sin lærer, og da han ikke kunne få mundtlig undervisning af ham, tog han grundigt hans skrifter i brug. Men Luther hørte ikke til de halvstuderede, der tror, at fordi bøger kan meget, kan de alt. Han kendte værdien af den levende lærer. For at få et grundigere herredømme over hebraisk tog han undervisning hos sin lærde kollega Aurogallus, professor i de orientalske sprog i Wittenberg. Da han var i Rom i 1510, tog han timer i hebraisk hos den lærde rabbiner Elias Levita. Luther beherskede hebraisk efter sin tids målestok, sådan som både hans samtidige og senere lærde, blandt dem Scaliger, har anerkendt. «Var Luther ikke sin tids største filolog,» siger Fritzsche,* «så var han dog lærd nok til at se med egne øjne og danne sig en selvstændig dom. Hvad han manglede i filologisk dybde, blev til dels opvejet af hans fremragende eksegetiske fornemmelse og af, at han havde levet sig helt ind i Bibelens ånd.» Luthers første lærer i græsk var Erasmus, gennem sine skrifter; hans læremester, både gennem bogen og gennem det levende ord, var Melanchthon. De to var tidens største kendere af græsk. Luther kalder træffende Melanchthon «den allermest græske».

* Herzogs Real Encyc., iii. 340.

IV. Geniet var den indre, intellektuelle forudsætning, og lærdommen var det eneste middel, hvormed dette geni kunne sættes ind i oversættelsesarbejdet. Med begge dele forenede Luther fromhed. Hans sjæl var i slægt med Bibelens ånd. Han var et genfødt menneske. En De Wette kan nok frembringe en oversættelse, som den dannede læser beundrer, men han kan ikke oversætte for folket. Vi ville ikke lade en matematiker oversætte et digt, hvor genial han end måtte være; endnu mindre ville vi lægge Åndens ord i hænderne på en oversætter, der ikke havde «Åndens sind». Luther, troens mand, den inderlige bøns mand, manden, der var lige så ydmyg over for Gud, som han var ubøjelig over for mennesker – Luther blev kaldet til det oversættelsesarbejde, hvor fortidens slægter har fundet en vejviser til himlen, og som millioner af vores slægt i kommende generationer vil rejse sig og prise ham salig for.

V. Alle disse gaver og nådegaver som oversætter fandt deres løb i hans mageløse tysk. Her var han uovertruffen. Han var den mest tyske af alle tyskere; han ragede op over de store og var dog helt og holdent ét med folket. Han havde et sådant herredømme over sproget, en sådan forståelse af dets kraft og en sådan evne til at gøre det smidigt til ethvert sprogligt formål, som ingen anden i hans tid havde – og ingen siden. Hans tyske stil er den lærdes forbillede og folkets idol.

Den første protestantiske oversættelse af Det Nye Testamente. Dens tidlige historie

Planen for et stort menneskeliv er ikke noget, manden skaber – det er noget, der skaber manden. De vidtfavnende og færdigformede planer, som mennesker lægger, før de begynder at handle, slår altid fejl. Hvad de store mestre har udrettet i vores slægts moralske omvæltninger, har uden undtagelse i begyndelsen lignet brudstykker. Mændene selv vidste ikke, hvor deres eget værk førte hen. Kunne de have set den fulde betydning af deres egne første skridt, ville de være veget tilbage i rædsel og have erklæret netop de ting for umulige, hvis herlige fuldbyrdelse deres navne nu for altid er knyttet til. Sådan var det med Luther i reformationens værk. Han havde ikke planen for den i tankerne, da han begyndte. Den plan ville i al sin vældighed, med alle sine vanskeligheder og farer, have forfærdet ham, hvis han havde fået den klart for øje. Sådan var det også med hans største reformatoriske gerning – bibeloversættelsen. På et tidspunkt, hvor han blankt ville have nægtet, at han havde evner til at frembringe netop den oversættelse, som mere end tre århundreders geni og lærdom ikke har formået at fortrænge, tog han i virkeligheden, uden at vide det, det første skridt hen imod den. Som alle store bygningsværker var Luthers oversættelse noget, der voksede frem.

Det mindeværdige år 1517, tesernes år, var også året for Luthers første oversættelse af et stykke af Den Hellige Skrift. Den er dog ældre end teserne og striden med Tetzel, og alligevel forudsætter allerede dens fortale den protestantiske lære om de kristnes ret til en oplyst personlig dom. Den omfattede kun de syv bodssalmer (Sl 6, 32, 38, 51, 102, 130, 143). Til arbejdet brugte han Hieronymus’ latinske oversættelse og en anden af Reuchlin, der var udkommet i Tübingen i 1512. I anmærkningerne henviser han dog ofte til den hebraiske tekst.

Mellem 1518 og udgivelsen af hans fuldstændige Ny Testamente i 1522 oversatte Luther elleve forskellige stykker af Bibelen. I 1518 udkom to udgaver af en oversættelse og udlægning af Fadervor. Den første blev udsendt af en af hans elever, Schneider, uden Luthers samtykke. Luther udgav selv den anden udgave, som afviger meget fra den første. Den udkom med denne titel: «Udlægning på tysk af Fadervor for de enfoldige lægfolk, ved dr. Martin Luther, augustinermunk i Wittenberg. Ikke for de lærde.» Samme år oversatte han Sl 110. I 1519 udkom evangeliet til Sankt Peters og Sankt Pauls fest samt Manasses’ bøn. I 1520 udgav han sit første katekismusskrift, som omfattede De Ti Bud.

I 1521 blev Luther på vejen fra Worms til Wittenberg grebet og ført til borgen Wartburg, hvor han opholdt sig fra 4. maj 1521 til 6. marts det følgende år. I disse måneder med ro og eftertanke modnedes hans planer for reformationens fremme, og blandt dem den vigtigste af alle: at give folket Guds Ord på dets eget sprog. Inden han endeligt forlod Wartburg, tog Luther i forklædning til Wittenberg og tilbragte flere dage der, kun kendt af ganske få af sine mest betroede venner. Under dette gådefulde og romantiske besøg kan de personligt have lagt ham netop dette oversættelsesarbejde på sinde. Han var for øvrigt blevet tilskyndet til det allerede før. «Melanchthon,» siger han, «nødte mig til at oversætte Det Nye Testamente.» Forskellige brudstykker af oversættelser blev udgivet i den første del af Luthers ophold på sit Patmos, men først efter at han var vendt tilbage fra Wittenberg, begyndte han på den første store del af sin oversættelse af Bibelen som helhed.

Første udkast

Luther oversatte Det Nye Testamente i første udkast på omkring tre måneder. Det lyder utroligt, men vidnesbyrdene hæver det over enhver tvivl. Han var kun ti måneder på Wartburg. I den tid skrev han meget andet, arbejdede en hel del på sine postiller og mistede megen tid ved sygdom og på andre måder; og han begyndte ikke på sit Ny Testamente, før over halvdelen af opholdet var gået. Aldrig har noget menneske arbejdet med en glød som Luthers, når hele hans sjæl var optaget, og den store sjæl var formodentlig aldrig så optaget, så opflammet og så henrykt over sit arbejde som netop her, da han oversatte Det Nye Testamente. Den urimelige forestilling, at Luther i dette første arbejde blev hjulpet af Melanchthon, Cruciger, Amsdorf og andre, er opstået ved, at man har blandet det sammen med et andet arbejde fra en anden tid. Her var han alene, langt fra enhver hjælp og langt fra en eneste vens medfølende deltagelse.

Vulgata

Han oversatte ikke fra Vulgata, skønt han brugte denne gamle og betydningsfulde oversættelse med sund dømmekraft. I hans tidligste forsøg som oversætter ser vi mere af dens indflydelse end senere. Denne indflydelse var utvivlsomt til dels ubevidst. Fordi han kendte Vulgata så indgående, måtte den i nogen grad præge hans oversættelse, også når han ikke tænkte på den. Men Vulgata var med rette det vigtigste hjælpemiddel næst efter selve den hellige tekst. Derfor holdt Luther aldrig op med at sætte pris på den, skønt han blev stadig mindre afhængig af den og stadig tydeligere så dens mangler. Han vidste også godt, at mange af de alvorligste fejl i Vulgatas overleverede form skyldtes den fordærvede tekst. Før det tekstkritiske arbejde, der gik gennem hele det sekstende århundrede, var dens tilstand næsten kaotisk. Vi vil give nogle eksempler på, at Luther i visse tilfælde fulgte Vulgata i sin tidligste oversættelse uden hjemmel i den græske tekst. Vi ordner eksemplerne under disse overskrifter: I. tilføjelser; II. udeladelser; III. gengivelser; IV. læsemåder, hvor Luther følger Vulgata, når Vulgata ikke gengiver den græske tekst – eller i hvert fald ikke den eneste tekst, Luther havde adgang til.

I. — Tilføjelser i Vulgata og hos Luther til den erasmiske tekst. (1516, 1519.) Mark 6,2. «Were astonished» (blev slået af forundring) – Luther tilføjer: «Seiner Lehre» (over hans lære); ligeså Coverdale: «at his learning». „ 16,9. Luther tilføjer: «Jesus». „ 12,9[?]. Luther tilføjer: «Alle» (alle); «all the whole world»: Cranmer. 1 Joh 5,12. «He that hath the Son» (den der har Sønnen) – Luther tilføjer: «Gottes» – Guds.

II. — Udeladelser i Vulgata og hos Luther i forhold til den erasmiske tekst. De er få, for Vulgatas synder mod den rene tekst er oftest tilføjelser. Matt 1,18. Udelader: «Jesus». Matt 5,22. «Whosoever is angry with his brother» (enhver, som bliver vred på sin broder) – udelader: «without a cause» (uden grund). Matt 6,4. Udelader: «himself» (selv).

III. — Gengivelser, hvor Vulgata og Luther afviger fra den græske tekst. Matt 10,42. «Little ones» (små) – Luther gengiver: «one of the least» (en af de mindste). Ligeså Coverdale. Mark 15,4. «Behold how many things they witness against thee» (se, hvor meget de vidner imod dig) – Luther gengiver: «Wie hart sie dich verklagen» (hvor hårdt de anklager dig). Coverdale: «How sore they lay to thy charge». 1 Kor 15,44. «There is a natural body, and there is a spiritual body» (der findes et sjæleligt legeme, og der findes et åndeligt legeme) – Luther gengiver: «Hat man ein natürlichen Leib, so hat man auch einen geistlichen Leib» (har man et naturligt legeme, så har man også et åndeligt legeme). Coverdale: «If there be a natural body, there is a spiritual body also». 1 Thess 1,7. Gengiver: «an example» (et forbillede); Vulg.: «ensample».

IV. – Læsemåder, hvor Luther følger Vulgata

Matt 3,8. For «frugter» læser Luther «frugt».

Matt 10,25. For «Beelzebul» læser han «Beelzebub».

Joh 11,54. For «Efraim» læser han «Ephrem».

ApG 9,35. For «Saron» læser han «Sarona».

ApG 13,6. For «Barjesus» læser han «Bar Jehu».

Ef 3,3. For «han kundgjorde» læser han «blev kundgjort».

Ef 5,22. For «I hustruer, underordn jer» læser han «Hustruerne skal være underordnet».

1 Tim 3,16. For «Gud blev åbenbaret i kødet» læser han «som blev åbenbaret i kødet» (i alle de tidlige udgaver).

Hebr 4,1. For «nogen af jer» læser han «nogen af os». Sådan også Tyndale og Coverdale.

Hebr 9,14. For «jeres samvittighed» læser han «vores samvittighed».

Åb 14,13. For «jeg hørte røsten» læser han «røsten, som jeg hørte».

En del af disse tilfælde, hvor han holder fast ved Vulgata, skyldes, at han mente, at den her gengav en renere tekst end Erasmus’.* Luther brugte Basel-udgaven fra 1509.

* Palm, De Codicibus: quibus Lutherus usus est. Hamburg, 1735. Palm, Historie. Halle, 1772, s. 245.

Blot at gengive Vulgata på det ædle tyske sprog, som Luther skrev, ville have været en stor opgave. De gamle tyske oversættelser fra Vulgata blev vidt udbredt trods deres mangler, og netop det er et rørende bevis på, hvor folket hungrede efter livets brød. Men det var betegnende for Luthers originalitet, kraft og skarpe blik, at han straks så – hvad der i dag virker så indlysende, men som ingen havde set i århundreder – at det krævede mere end en oversættelse af en oversættelse at give folket, hvad det trængte til. I vore dage er den almindelige opfattelse, at de nye oversættelser, som Bibelselskabet skal lade udarbejde, bør rette sig efter vores engelske oversættelse og ikke være selvstændige oversættelser fra grundteksten. Husker vi det, har vi en kendsgerning, der – om end meget ufuldkomment – kan hjælpe os til at forstå, hvor dristigt det på Luthers tid så ud at udarbejde en oversættelse for folket fra grundteksten. Det indebar jo den tanke, at Vulgata, balsameret som den var i århundreders ærefrygt, ikke i alle henseender var en ren gengivelse af Guds Ord. Da Luthers oversættelse udkom, var der intet klagepunkt, som romanisterne fremførte hyppigere, voldsommere og mere virkningsfuldt, end at den så bort fra Vulgata – skønt den jo kun blev forbigået, fordi den afveg fra den græske tekst.

Der er ingen afgørende grund til at tro, at Luther brugte nogen håndskrifter af den græske tekst. De græske tekster, som var udgivet eller i det mindste trykt, mens Luther arbejdede på sin oversættelse af Det Nye Testamente, var:

De græske tekster, Luther brugte

1. Den complutensiske, folio, trykt 1514, men først udgivet 1523. Der er rejst tvivl om, hvorvidt Luther brugte den complutensiske tekst, og den tvivl får en vis vægt af, at han ingen steder citerer den; men Melanchthon, hans store medarbejder ved Det Nye Testamente, citerer den i Luthers levetid. Det eksemplar, der blev sendt til kurfyrsten af Sachsen (der blev i alt trykt seks hundrede), blev anbragt i biblioteket i Wittenberg, hvorfra det to år efter Luthers død blev flyttet til Jena. At han ikke citerer den, beviser intet over for den formodning, som sagen selv uafviseligt taler for, og Krell (1664) hævder bestemt, at Luther var fortrolig med den complutensiske tekst.*

* Hopf, Würdigung. 45.

2. Erasmus’ første udgave, 1516, folio.

3. Den aldinske, 1518, folio. Den følger for det meste Erasmus’ første udgave, selv i dens fejl, men har dog nogle bemærkelsesværdige særheder, som i Jak 4,6. Luther brugte Septuaginta i denne udgave.

4. Erasmus’ anden udgave, 1519, folio.

5. Gerbelius’ udgave, bygget på Erasmus’ anden udgave og den aldinske, 1521, kvart.

6. Erasmus’ tredje udgave, 1522, folio.

Det er tydeligt, at Luthers valg i begyndelsen var begrænset til udgaverne 2–5. Den complutensiske tekst og Erasmus’ tredje udgave kom for sent til hans første oversættelse af Det Nye Testamente.

Vi kan belyse, hvordan Luther holder sig til Erasmus’ græske tekst over for Vulgata: I. ved hans tilføjelser fra den græske tekst af det, som Vulgata udelader; II. ved hans udeladelser, efter den græske tekst, af det, som Vulgata tilføjer; III. ved læsemåder, hvor han gør det samme; IV. ved gengivelser, hvor han forlader Vulgata for den græske tekst. Det sidste punkt udskyder vi foreløbig.

I. – Tilføjelser fra den græske tekst, hvor Vulgata udelader

Matt 2,18. tilføjer: «klage». Tyndale: «mourning».

Matt 6,4.6.18. tilføjer: «åbenlyst».

Matt 6,13. tilføjer: «For dit er riget og magten og æren i evighed». Sådan også Coverdale. Tyndale udelader.

Matt 6,14. tilføjer: «deres overtrædelser».

Matt 6,25. tilføjer: «eller hvad I skal drikke».

Matt 6,32. tilføjer: «himmelske».

Mark 6,11. tilføjer: «Sandelig siger jeg jer: Det skal blive tåleligere ..... by».

II. – Udeladelser, efter den græske tekst, hvor Vulgata tilføjer

Matt 6,15. udelader: «jeres overtrædelser».

Matt 7,21. udelader: «han skal komme ind i Himlenes rige».

Matt 7,29. udelader: «deres» og «farisæerne».

Mark 11,26. udelader: «Men hvis I ikke ... overtrædelser».

Luk 17,36. udelader: «To mænd skulle være på marken ... og den anden skal lades tilbage».

Joh 19,38. udelader: «Han kom da og tog Jesu legeme».

Jak 4,6. udelader: «Derfor siger den: Gud står de hovmodige imod .... de ydmyge». Alle Erasmus’ udgaver og Gerbelius udelader disse ord, men Asulanus (den aldinske) fra 1518 har dem, og det samme gør den complutensiske. Tyndale 1 og Coverdale udelader.

1 Joh 5,7. udelader: «Der er tre, som vidner ... og Helligånden». Dette sted udelades af Erasmus’ 1. og 2. udgave, Asulanus og Gerbelius. Erasmus’ 3.–5. udgave har det, skønt han ikke troede, at det var ægte. Den complutensiske tekst har det med små afvigelser. Luther forkastede det af tekstkritiske grunde, og det kom ikke med i nogen af hans bibler, der udkom i hans levetid. Vulgatas Codex Amiatinus udelader det. Tyndale har det, enten fra Vulgata eller fra Erasmus’ 3. udgave. Tyndale 2 og Coverdale sætter det i klammer.

Åb 12,10. udelader: «vores brødres anklager».

Åb 18,23. udelader: «og lampens lys ... dig».

Åb 19,9. udelader: «brylluppet».

III. – Læsemåder, hvor han følger den græske tekst

Matt 5,4–5. læser i den græske teksts rækkefølge. Vulgata sætter v. 5 først.

Matt 5,47. læser: «tolderne»; Vulgata: «hedningerne».

Matt 6,1. læser: «almisse»; Vulgata: «retfærdighed».

Matt 6,5. læser: «når du beder»; Vulgata: «når I beder».

ApG 13,33. læser: «den første salme»; sådan også Tyndale og Coverdale; Vulgata læser: «den anden salme».

Rom 15,2. læser: «Enhver af os»; Vulgata: «af jer».

Åb 2,13. læser: «i mine dage»; Vulgata: «i de dage».

Åb 5,12. læser: «rigdom og visdom»; Vulgata: «guddom og visdom».

De vigtigste særheder i Luthers første oversættelse finder, som vi ser af denne nøje gennemgang, straks deres forklaring, når man sammenligner den med Erasmus’ tekst. Forskellene mellem de fire udgaver – to af dem genoptryk af Erasmus – er for det meste ikke vigtige; 2 og 3 kan i hovedsagen betragtes som én tekst og 3 og 4 som en anden. En nøje gennemgang synes at vise, at Luther havde dem alle og brugte dem alle; men Erasmus’ anden udgave synes uden for al tvivl at have været hans hovedtekst, skønt forskere har foreslået både Erasmus’ første udgave og Gerbelius til ærespladsen.

Af den aldinske udgave af Erasmus fra 1518 findes et eksemplar i fin stand i Philadelphias bybibliotek. Forfatteren har alle de nævnte senere udgaver i sit eget bibliotek, undtagen Erasmus’ første udgave og den complutensiske.* Van Ess’ fortrinlige udgave af Det Nye Testamente † giver alle Erasmus’ og den complutensiske teksts varianter i den bedste form til at sammenligne dem med hinanden og med Vulgata. Også Mill, Wetstein og Bengel giver disse varianter, men ikke i så bekvem en form. De complutensiske læsemåder gengives også meget fyldigt i Scriveners Plain Introduction to the Criticism of the New Testament (Cambridge, 1861), s. 349–358. Men den mest ønskværdige nyere udgave til kollation af den complutensiske tekst er Gratz’, N. T. Textum Græcum ad exemplar Complutense, ed. Nova Mogunt., 1827, 2 bd. 8vo.

* Forfatteren har undersøgt den complutensiske polyglot i biblioteket ved Det Teologiske Seminarium i Princeton og Det Nye Testamente, der tidligere tilhørte dommer Jones i Philadelphia og nu står i professor Charles Shorts udsøgte samling i New York.

† Tübingen, 1827.

Det kan være af interesse at give nogle eksempler på forskellene mellem den complutensiske tekst (1514) og Erasmus’ første udgave (1517) og sammenligne begge med Luther og vores autoriserede engelske oversættelse.

| Complutensis, 1514. | Erasmus 1, 1516. | Luther, 1522. | Aut. eng., 1611.

I. Matt 1,14 | Acheim | Achēn | Achin. | Achim

II. Matt 2,6 | For | udelader | For (Denn) | for

III. Matt 2,6 | skal komme | skal komme til mig | sol mir kommen | skal komme

IV. Matt 2,11 | de så | de fandt | de fandt | de så

V. Matt 3,8 | frugt | frugter | frugt | frugter

VI. Matt 3,11 | Helligånden | Helligånden og med ild | m. d. h. g. u. mit feur | m. H. og med ild.

VII. Matt 4,15 | Naftalis land | Nepthalim | Nepthalim | Nepthalis land

VIII. Matt 4,17 | Fra den tid | og fra den tid | Fra den tid | Fra den tid

IX. Matt 4,18 | han gik | Jesus gik | Jesus gik | Jesus gik

X. Matt 5,12 | Jeres løn | Vores løn | Jeres løn | jeres løn

XI. Matt 5,27 | Det blev sagt | blev sagt af (eller til) de gamle | sagt til (zu) de gamle. | sagt af (eller til) de gamle

XII. Matt 5,47 | venner | brødre | Brüdern | brødre

I disse tolv eksempler stemmer Luther overens med den complutensiske tekst i fire tilfælde; den autoriserede oversættelse stemmer overens med den i syv.

Erasmus beholdt i alle sine udgaver sine læsemåder nr. 1, 3, 4, 5, 6, 7, 9, 11 og 12. I udgave 2, 3, 4 og 5 stemmer han overens med den complutensiske tekst i nr. 2, 8 og 10.

Vi vil nu belyse de forskellige læsemåder i Erasmus’ fem udgaver:

| Erasmus 1, 1516. | Erasmus 2, 1519. | Erasmus 3, 1522. | Erasmus 4, 1527. | Erasmus 5, 1535. | Luther, 1522.

I. Matt 6,14 | vor | vor | vor | jeres | jeres | Jeres, som 4, 5

II. Matt 6,24 | Mamon | Mamon | Mammon | Mammon | Mammon | Mammon, som 3, 4, 5

III. Matt 6,26 | vi | vi | I | I | I | I, som 3, 4, 5

IV. Matt 8,25 | jer | jer | os | os | os | os, som 2, 3, 4, 5

V. Matt 10,8 | opvæk døde, rens spedalske | Rens spedalske, opvæk døde | som 2 | som 2 | som 2 | Rens de spedalske, opvæk de døde, som 2, 3, 4, 5

VI. Matt 12,8 | over sabbatten | også over sabbatten | som 2 | som 2 | som 2 | som 2, 3, 4, 5

VII. Matt 13,27 | ukrudtet | ukrudt | ukrudtet | ukrudtet | ukrudtet | som 1, 3, 4, 5

VIII. Matt 13,56 | os | os | jer | jer | os | os, som 1, 2, 5

IX. Matt 15,19 | misundelse (phthonoi) | Mord (phonoi) | som 2 | som 2 | som 2 | som 2, 3, 4, 5

X. Matt 15,36 | Og efter at have takket | Udel.: og | som 2 | som 2 | som 2 | som 2, 3, 4, 5

Tabellen viser, hvor unøjagtigt Erasmus’ udgaver blev trykt. Den viser også, at Luther ikke lod sig vildlede af trykfejl, og at han hver gang brugte de senere udgaver. I intet af disse tilfælde følger han en læsemåde, som ikke har anden hjemmel end Erasmus’ første udgave.

Rækkefølgen af Det Nye Testamentes bøger

Rækkefølgen af bøgerne i Luthers Ny Testamente afveg noget fra Vulgatas og Erasmus’, som er den rækkefølge, vores autoriserede oversættelse har bevaret. Luther sætter Peters og Johannes’ breve lige efter Paulus’ breve. Derefter kommer Hebræerbrevet, Jakobs Brev, Judas’ Brev og Åbenbaringen. Han ordnede bøgerne efter, hvor klart deres kanoniske autoritet stod fast. Tyndale (1526) følger hans rækkefølge, og det gør alle de udgaver også, der bærer Tyndales, Matthews’ eller Rogers’ navn. Det er også rækkefølgen i Coverdales bibel. Dette er ét bevis blandt mange på Luthers store indflydelse på disse oversættelser. «Den store bibel» fra 1539, Cromwells bibel, ofte kaldet Cranmers, genindfører Vulgatas ordning – og følges heri af Genève-bibelen, Biskoppernes bibel og den autoriserede oversættelse. Luther gjorde sig stor umage med at dele teksten i afsnit, og derfor er der nogle ændringer i kapitelinddelingen, som var foretaget meget ufuldkomment i Vulgata i det trettende århundrede. Intet tysk Ny Testamente med versinddeling udkom i Luthers levetid. Indtil henimod slutningen af århundredet blev versene delvis erstattet af store bogstaver, der delte siden med jævne mellemrum. Der var indledninger til Det Nye Testamente og til nogle af bøgerne samt randnoter og parallelhenvisninger.

Revisionen

Den samme ånd, som havde drevet Luther til at udarbejde denne oversættelse, gjorde ham ivrig efter at få den i folkets hænder så hurtigt som muligt. Det var dette ønske, ikke mindre end nødvendigheden af at dæmpe uroen og standse den ødelæggelse, som Karlstadts sværmeri var ved at anrette, der fik ham til at flygte fra sit fængsel og endelig vende tilbage til Wittenberg (14. marts 1522). Her, i Amsdorfs hus, reviderede han med stor omhu sin oversættelse, især med Melanchthons råd og hjælp.* Han fik sin ven Spalatin, der var hofpræst, bibliotekar og privatsekretær ved hoffet, interesseret i arbejdet og bad ham om hjælp til at finde rammende ord: «ikke ord fra hoffet eller feltlejren, men enkle ord; for denne bog vil lyse i enkelhed». Gennem ham fik han lov til at bese kurfyrstens juveler, så han mere nøjagtigt kunne gengive navnene på ædelstenene i Åbenbaringens enogtyvende kapitel. De blev sendt til Luther, og han leverede dem tilbage gennem den store maler Cranach.

* 30. marts 1522. Omnia nunc elimari cepimus, Philippus et ego [Nu er vi begyndt at file (pudse) det hele, Philippus og jeg].

Udgivelsen

Efter en grundig revision sendte Luther sit Ny Testamente i trykken og drev trykningen frem med al sin energi. Tre presser blev holdt i gang, og de leverede ti tusind trykte ark om dagen. Luther klagede over, at det gik for langsomt. Vore dages damppresser ville næppe have arbejdet hurtigt nok for ham. Den første udgave omfattede sandsynligvis tre tusind eksemplarer og udkom omkring 21. september 1522. Den blev modtaget så ivrigt, at endnu en udgave kom i december. Den blev hilst med glæde overalt, hvor det tyske sprog blev talt, og inden for tre måneder efter dens fremkomst udgav Petri en udgave i Basel. Den vakte en bølge af henrykkelse overalt blandt dem, der elskede Guds Ord. Ingen tog imod den mere ivrigt end tidens fromme kvinder. Folket og de evangelisk sindede præster kappedes om at hilse den med begejstring. Lange, seniorpræsten i Erfurt, havde oversat flere af Det Nye Testamentes bøger til tysk; da Luthers oversættelse kom ham i hænde, brugte og citerede han den straks i sine prædikener. Hans ædle evangeliske ånd løftede ham over forfængelighedens smålighed, og han var den første til at give det værk, der for altid overgav hans eget til glemsel, dets rette plads i kirken.

Tidlige tryk

Mens vi skriver dette, ligger der ved vores hånd tre tidlige tryk af disse første udgaver. Det ene er i folio, dateret 1523, og blev trykt af Hans Schönsperger i byen Augsburg. Det var passende, at der tidligt i denne kejserlige rigsstad udkom et værk, som den store bekendelse udsprang af – den bekendelse, der få år senere skulle fremlægges i dens sale. Det andet er en baselsk udgave i kvart fra 1523 med rigt kolorerede billeder. Det tredje blev trykt i Strasbourg i 1525 af John Knoblauch. Alle disse udgaver har træsnit. De er særlig rige på billeder i Johannes’ Åbenbaring, og dér har kunstnerne fået rigelig plads til at lade fantasien udfolde sig. De falmede sider, de gammeldags typer, de groteske træsnit, trykkernes sære mærker, bindet af præget svinelæder, de besynderlige spænder, våbnene for de gamle slægter, i hvis biblioteker bøgerne engang stod, forgyldt på permerne eller stukket på exlibris, de håndskrevne optegnelser i marginen og på forsatsbladet, skrevet af mænd fra forskellige slægtled, ja, en slags duft af fortiden – alt dette fører tanken tilbage til længst svundne dage, når vi har disse gamle bøger mellem hænderne. Det fører os tilbage til svære kampe, hvis velsignelser vi nyder, og til en sædetid med gråd, hvis neg vi nu bærer i vores favn. Midt i disse tider træder han frem for vores blik, den udødelige mand, som verden skylder Ordets frigørelse og sin egen forløsning ved det Ord, der nu var løst af lænkerne. Vi ser ham bøjet over sit arbejde på Wartburg. Der er stunder, da teksten under hans øjne ikke vil åbenbare ham Åndens mening. Så løfter han i bønnens glød øjnene mod den evige kilde til al oplysning – og han løfter dem ikke forgæves.

Ja, vi har god grund til at tage Bibelen i vores hænder med ærefrygt og bøn, først og fremmest fordi det var Gud, der gav den til fædrene. Vi har god grund til at løfte den ømt og taknemmeligt for martyrernes og bekendernes skyld, som sled og døde, for at den kunne overleveres til os og til alle tider.

Luthers oversættelse. Tidlige fjender. Henrik 8. og Georg

Midt i den begejstring, hvormed Luthers oversættelse af Det Nye Testamente blev modtaget, manglede der naturligvis ikke stemmer, hvis tone på ingen måde stemte i med den almindelige lovprisning. Et af disse misbilligende brum kom fra en meget ophøjet kilde – fra en herre af svær legemsbygning, som nogle, der påstod at kende ham godt, beskyldte for at udvise en egenrådighed af det allerstørste format. Han er mindeværdig i historien, fordi han vandt titlen «Troens forsvarer» – en tro, som han siden lod sine undersåtter brænde for at tage imod – i hvert fald den del eller to af den, der kom på tværs af hans senere opdagelser. Skønt han var blevet bittert skuffet i sine forventninger til ægteskabet, viste han dog tegn på det, som ifølge dr. Johnson kommer til syne i andet ægteskab: «Håbets triumf over erfaringen.» Han havde indladt sig i strid med Luther og havde opdaget, at der i det mindste fandtes én mand, der var dristig nok til at «svare en tåbe efter hans dårskab», selv om tåben bar krone. Da han ikke havde magt til at give sine følelser over for Luther luft på sin yndlingsmåde – som ville have været at lade ham halshugge – skaffede han sig luft, så godt han kunne, ved at udøse sin vrede i grumme ord og ved at prøve at vække andres fjendskab mod den mand, han afskyede og frygtede. Henrik 8. skrev i januar 1523 til kurfyrst Frederik og til hertugerne Johann og Georg af Sachsen følgende: «Netop som jeg skulle forsegle dette brev, kom jeg i tanke om, at Luther i den tåbelige bog, han udsendte mod mig, undskyldte sig for ikke at svare på visse punkter med den begrundelse, at arbejdet med at oversætte Bibelen ikke levnede ham tid til det. Jeg fandt det derfor rigtigt at henlede Deres opmærksomhed på denne sag, så han ikke får lov at fortsætte med dette foretagende. Jeg anser det i det hele taget ikke for rigtigt, at den hellige Skrift læses på de levende sprog, og jeg anser det for særlig farligt at læse den i en oversættelse af Luther. Enhver kan forudse, hvor upålidelig han vil være: Han vil fordærve den velsignede Skrift ved sin falske udlægning, så den menige læser vil tro, at han øser af den hellige Skrift, hvad denne forbandede mand har hentet fra fordømmelige kætterske bøger.» De tyske fyrster, som brevet var stilet til, modtog det på meget forskellig måde. Hertug Georg svarede, at han havde opkøbt alle de eksemplarer af Luthers oversættelse, som havde fundet vej ind i hans land, og at han havde forbudt dens udbredelse. Kurfyrst Frederik og hertug Johann gik i deres svar dette punkt forbi med en sigende tavshed.

Hertug Georgs forordning talte med særlig bitterhed om billederne i Luthers Ny Testamente, billeder, som den betegnede som «skandaløse, egnede til at gøre pavens hellighed til spot og til at bestyrke Luthers lære». Luthers kommentar, som han rettede til hertugen selv, lød: «Jeg lader mig ikke skræmme ihjel med en svineblære», og for at indgyde andre noget af sit eget mod skrev han sit skrift «Om verdslig øvrighed – hvor vidt man skylder den lydighed», hvor han erklærer, at fyrster, der undertrykker den hellige Skrift, er tyranner – Kristi mordere – og fortjener en plads ved siden af Herodes, der stod Frelseren efter livet, da han var et lille barn.

Modoversættelsen. Emser*

Det lykkedes Hieronymus Emser at blive fanget i Luthers historie som en flue i rav, og derfor kender vi ham. Efter at hertug Georg havde indledt sit korstog mod Luthers Ny Testamente, især mod billederne i det (og på dette sidste punkt, indrømmer vi, kunne der siges et og andet til hertugens fordel ud fra et kunstnerisk synspunkt), fandt han sin Peter Eremit i en katolsk teolog fra Ulm, som havde studeret i Tübingen og Basel. Han havde været kapellan hos kardinal Raymond Gurk og havde rejst med ham gennem Tyskland og Italien. Efter sin hjemkomst fik han lærestolen i de skønne videnskaber i Erfurt. Senere blev han sekretær og taler hos hertug Georg. Oprindelig var han Luthers ven, men venskabet varede ikke ved. Det brast ved disputatsen i Leipzig i 1519, og han gik over til Eck. Han havde den ære at være den første litterære modstander af Luthers oversættelse. Hertug Georg, biskoppen af Merseburg, fyrst Adolf af Anhalt og biskoppen af Meissen nøjedes ikke med at undertrykke den ad lovens vej, men tilkaldte Emser, for at han kunne bruge det mere frygtindgydende våben, pennen, hvis kæmpekraft Luther netop da lagde for dagen. Omkring et år efter at den første udgave af Luthers Ny Testamente var udkommet, trådte Emser frem med sin gendrivelse af den. Titlen angav formålet, som var at vise, «på hvilket grundlag og af hvilken årsag Luthers oversættelse bør forbydes den menige mand», og han hævdede at have fundet omtrent fire og en kvart fejl, mere eller mindre, på hver side i den ulykkelige bog, i alt omkring «fjorten hundrede kætterier og løgne». Luther fandt ikke skriftet et svar værd, men dr. Regius tog oversættelsen i forsvar og gendrev Emser på den kraftige måde, der kendetegnede denne meget djærve tid. Det så imidlertid ud, som om Emser skulle til at bevise sin redelighed på den allerhøjeste og sjældneste måde, hvorpå en kritiker kan vinde menneskers tillid: Det så ud, som om han skulle til at udarbejde en bog af samme art som den, han havde anmeldt, hvor han kunne prøves efter sine egne regler, og hvor hans ret til at være streng mod andre blev godtgjort af den mesterlige hånd, hvormed han selv udførte arbejdet. Han forberedte udgivelsen af en modoversættelse. Han besad de to egenskaber, som mange oversættere har betragtet som det eneste bevis på deres kald: Han kunne ikke skrive det sprog, han skulle oversætte til, og forstod ikke det sprog, han skulle oversætte fra. Men hans koldblodighed kom ham bedre til gode end al den kundskab, han kunne have haft i græsk og tysk. Uden stort besvær frembragte han en oversættelse, der i det hele taget var lige så god som Luthers egen – det indrømmede selv Luther – og som bogstavelig talt var fri for enhver af de indvendinger, han havde rejst mod Luthers. Vi har haft bøger om reformatorerne før reformationen, om lutherdommen før Luther og den slags, og man kunne skrive endnu en om yankeerne før Mayflowers afsejling. Emser var en af dem.

* Se Göz, Ueberblicke, etc., s. 300.

Den mesterlige bedrift, vi har nævnt, udførte han sådan: Han overtog – ikke stjal (han var hævet over at stjæle) – han overtog Luthers oversættelse med hud og hår og ændrede kun i den, hvor Luther havde haft den frækhed at forlade Vulgata til fordel for grundteksten. Disse ændringer fjernede næsten alle de fjorten hundrede kætterier i ét hug. Men det var ikke nok. Folket så på de «skandaløse» billeder, ikke blot trods hertug Georgs forbud, men med den lyst, som den menneskelige natur altid knytter til det forbudte. Derfor besluttede man ikke blot at have billeder; man faldt også på den lykkelige idé – som kun mænd, der var ophøjet ligeglade med deres ry for at være konsekvente, ville have næret et øjeblik – at have nøjagtig de samme. Hertug Georg betalte Cranach fyrre rigsdaler for kopier af dem og sikrede sig dermed den store tilfredsstillelse at se den bog, han havde fordømt, gå ud i alt væsentligt uændret, og de billeder, han især havde angrebet, blive spredt overalt i kraft af hans egen hertugelige myndighed. I sit forord har Emser foregrebet en tænkemåde, som har sneget sig ind i vores protestantiske kirker. Han siger: «Lægmanden skal blot sørge for at føre et helligt liv i stedet for at bekymre sig om Skriften, som kun er bestemt for de lærde.» Her i landet har vi i vores kirker hørt en god portion vrøvl i samme dur. Det betyder omtrent dette: Vær from, vær alvorlig; bryd dig ikke om at have ideer eller læresætninger – de skaber bare splittelse; vær nidkær for et eller andet, hvad enten det er rigtigt eller forkert. I må gerne læse jeres bibler, men pas på ikke at danne jer en mening om, hvad de betyder, eller gør I det, så tillæg den ingen betydning, hvis nogen ikke er enig med jer. Man syntes, at den engelske moralist gik meget vidt, da han sagde: «Den kan ikke tage fejl, hvis liv er på rette spor.» Men vi har noget, der går videre end både ham og Emser. Det lyder i virkeligheden: «Den kan ikke tage fejl, hvis fornemmelser er af den rette slags», og som blindt overgiver sig til den rette ledelse og holder den rette avis.

Således overtaget gik Luthers Ny Testamente så ud i verden, med Luthers billeder og med marginen fuld af papistiske noter, der så vidt muligt skulle virke som modgift mod teksten. Der blev gjort forberedelser til en anden udgave. Hertug Georg skrev et forord til den, hvor han, efter at have udstillet Morten Luthers uhyrligheder, betegnede Emser som sin højtelskede, den værdige og lærde, og gav ham eneret på hans værk for de næste to år. Stakkels Emser, kvalt i en sådan overflod af lovord og privilegier, døde, før han kunne nyde noget af det. Hans forfængelighed var meget stor. Et særligt tegn på den var, at han lod sit våbenskjold stikke til de bøger, han udgav. Et eksemplar af hans Ny Testamente ligger foran os, og som en del af hans hjelmtegn ses dér det gedehoved, som Luther – der havde en meget livlig sans for det komiske – tog sit sædvanlige øgenavn for Emser fra: «bukken».

I sit skrift om oversættelse karakteriserer Luther sin modstander og hans værk sådan: «Vi har set denne stakkels kludekræmmer, der har spillet kritiker over for mit Ny Testamente (jeg vil ikke nævne hans navn igen – han er gået til sin Dommer, og alle ved i øvrigt, hvad han var), som indrømmer, at mit tysk er rent og godt, og som vidste, at han ikke kunne forbedre det, men alligevel ville bringe det i vanry. Han tog mit Ny Testamente næsten ord for ord, som det kom fra min hånd, fjernede min fortale, mine noter og mit navn fra det, satte sit navn, sin fortale og sine noter til og solgte på den måde mit testamente under sit eget navn. Tvivler nogen på mine ord, behøver han blot at sammenligne de to. Lad ham lægge mit og kludekræmmerens side om side, så vil han se, hvem der er oversætteren i dem begge. Foretrækker nogen pølen frem for kilden, behøver han ikke at tage mit arbejde; men vil han endelig selv være uvidende, så lad ham lade andre lære. Kan nogen gøre arbejdet bedre, end jeg har gjort det, så lad ham ikke gemme sit pund i et tørklæde; lad ham træde frem, så vil vi være de første til at prise ham. Vi gør ikke krav på ufejlbarlighed. Vi vil være dem taknemmelige, der påviser vores fejl. Fejl har vi uden tvivl begået, ligesom Hieronymus ofte begik dem før os.»

Den voksende litteratur om Det Nye Testamente

Det Nye Testamente forblev sammen med resten af Skriften – dog med forrang frem for de øvrige skrifter – genstand for Luthers stadige studium indtil hans død. Den sidste revision af oversættelsen af hele Bibelen blev påbegyndt i 1541. Den sidste udgave, der blev trykt under Luthers egne øjne, udkom i 1545. I februar 1546 døde han.* Den eksegetiske litteratur – for ikke at tale om kirkefædrene og andre indirekte kilder – var vokset op omkring ham, efterhånden som han skred frem. Den complutensiske polyglotbibel (1514–18) og de udgaver af Det Nye Testamente, der fulgte dens tekst, var blevet tilgængelige. Erasmus havde udgivet sit græske Ny Testamente med oversættelse og anmærkninger i fem udgaver (1516–1535). Den femte er den dag i dag det almindelige grundlag for den overleverede tekst (textus receptus). Den aldinske udgave fra 1518 var blevet genoptrykt mange gange. Colinæus havde udsendt sin udsøgt smukke† udgave (Paris 1534), der foregreb mange af de læsemåder, som den moderne tekstkritik har fastslået. Robert Stephens, kongens bogtrykker og selv en konge blandt bogtrykkere, udsendte den forbløffende nøjagtige‡ _O mirificam_-udgave fra 1546, hvis tekst byggede på den complutensiske, men var sammenholdt med seksten håndskrifter. Den kom kun lidt for sent til, at Luther kunne se den. Der var gjort store og ikke forgæves anstrengelser, især af Robert Stephens, for at forbedre den gængse og stærkt fordærvede tekst i Vulgata (1528–1540). Flacius havde udsendt sin Clavis, det udødelige værk, hvor han udviklede hermeneutikkens principper som aldrig før (1537). Pagninus havde gjort samme arbejde fra et forholdsvis frit romersk-katolsk standpunkt i sin Indledning til de hellige skrifter (1536). Luthers tid var oversættelsernes tid. Siden da er deres resultater blevet forbedret i enkelte gengivelser, men som helhed er der slet ikke sket fremskridt. Tyskland har ikke frembragt nogen oversættelse af Det Nye Testamente, der som helhed er Luthers jævnbyrdig. Vores autoriserede engelske oversættelse er kun en revision af Tyndale, som den skylder alle sine grundlæggende fortrin og skønheder. Blandt de latinske oversættere indtog Pagninus (1528) en høj plads på grund af sin minutiøse, ordrette nøjagtighed, der gjorde, at hans oversættelse senere blev brugt som interlineær oversættelse. En latinsk oversættelse af Det Nye Testamente udkom i 1529 med Wittenberg angivet som tryksted, hvilket sandsynligvis er falsk. Mange lærde har ment, at den var Luthers værk; andre tilskriver den Melanchthon; men forfatterskabet er aldrig blevet afgjort. Zürich-oversætterne, Leo Jud og hans medarbejdere, havde udsendt deres latinske oversættelse (1543), der havde store fortrin – ikke ordret nøjagtighed som Pagninus’, men snarere Luthers genskabende stil, der kaster lys over tekstens mening.

* Se Panzers Entwurf, s. 370–376.

† Perquam nitida [overordentlig smuk]. Le Long. (Bœhmer-Masch.), i, 206.

‡ Nitidissima – duodecim sphalmata duntaxat accurunt [meget smuk – der forekommer kun tolv trykfejl]. Le Long., i, 208.

Konkurrerende oversættelser

Luthers oversættelse blev fulgt af en række konkurrerende eller fjendtlige oversættelser på tysk. De byggede alle frit på ham – mange af dem var faktisk i alt væsentligt ikke andet end en ny udgave af Luther – men med afvigelser, som de mente kunne begrundes, undertiden ud fra grundteksten, men endnu oftere ud fra Vulgata. Zürich udsendte sin oversættelse (1527), og Hetzer og andre sværmere udsendte deres. De romerske teologer gjorde Luther en god tjeneste ved at underkaste hans oversættelser en skarp prøvelse på alle måder. Til Emsers arbejde (1527) kom Dietenbergers, hvis bibel udkom i 1534 (en blanding af Emsers bearbejdelse af Luthers Ny Testamente, af Luthers Gamle Testamente og af Leo Juds apokryfer, med rettelser af hebraisk og græsk ud fra latinen og et noteapparat), og Ecks fra 1537. Galden i deres strenghed blev ganske vist sødet af den ubevidste smiger, der lå i deres plagiat. Og uanset i hvilken ånd indvendingerne mod hans oversættelser blev rejst, vejede Luther dem omhyggeligt og gjorde brug af dem, hvor de holdt.

For oversætteren var det en inspirationens tid, og den grundvold for bibeloversættelserne, som dens bygmestre lagde, vil stå, så længe verden står. Luther havde i denne tid mange og store medbejlere til den højeste ære i dette storslåede værk, men eftertiden tilkender ham rangen som den største af alle bibeloversættere. «Hans bibel», siger Reuss,* «var for sin tid et videnskabens mirakel. Dens stil lød som profetien om en guldalder i litteraturen, og i mandig kraft og i Helligåndens salvelse er den stadig et uopnået forbillede.» Om Luther kan man med rette sige, at han i den store bygning, som er folkets kundskab om Guds Ord, lagde den ædleste sten, hjørnestenen, med sin oversættelse af Det Nye Testamente. Kommende tider kan nok slide de grove kanter af dens overflade, men den massive kerne vil bestå; selve stenen kan aldrig flyttes.

* Geschichte der Heiligen Schrift, N. T., § 47.

Årsager til fejlene i Luthers oversættelse

Lige til i dag er Luthers oversættelse af Det Nye Testamente blevet minutiøst gransket af både ven og fjende. Den protestantiske lærdom har sat den på en langt hårdere prøve, end Roms fjendskab kunne. At der findes enkelte fejl og mangler i den, vil selv dens varmeste beundrere indrømme, men vidnesbyrdet om, at den i det væsentlige er nøjagtig og som helhed uforlignelig smuk, bliver kun styrket med tiden. De forhold, der har betydning for dens mangler, kan sammenfattes* i følgende punkter:

* Hopf, Würdigung, s. 214.

I. Vulgatas indflydelse på Luther var nødvendigvis meget stærk. Den gjorde sig gældende, når han ikke tænkte på den, og den gjorde sig gældende, når han bevidst forsøgte at fjerne sig fra den, hvor den var forkert. Forestil dig en engelsk oversætter, der i dag skulle lave en ny oversættelse af Det Nye Testamente – og tænk på, hvordan den gamle oversættelse ville præge den, ikke blot ubevidst, men netop mens han anstrengte sig for at ryste dens indflydelse af sig.

II. Luthers græske tekst var i mange henseender anderledes end den nu antagne tekst (textus receptus), ligesom den antagne tekst er anderledes end de tekster, som vort århundredes store tekstkritikere foretrækker.

III. Luthers ord, som de blev brugt og forstået på hans tid, var mange steder en nøjagtig gengivelse af grundteksten, hvor en ændret sprogbrug nu lægger en anden betydning i dem. Han havde ret, men tiden har ændret sproget. Luther brugte for eksempel «als», hvor man nu ville bruge «wie» (som); «mögen» for «vermögen» (kunne); «etwa» for «irgend einmal» (engang); «schier» i betydningen «bald» (snart).†

† Om de forældede ord i Luthers bibel, se Pischon, Erklärung., Berl., 1844; og Beck, Wörterbuch z. L.’s Bibelübers., Siegen. u. Wiesbaden, 1846; Hopf, 230–241.

IV. Mange af indvendingerne drejer sig om rene bagateller.

V. Mange af de kritiserede steder er i sig selv vanskelige. Her er de lærde ikke altid enige om, at Luther tog fejl, eller – hvad der er endnu hyppigere – når de er enige så vidt, er de uenige om, hvad der skal sættes i stedet for hans gengivelse.

Bedømmelse af Luthers oversættelse

Heroverfor står det heldige i hans ordvalg, den udsøgte naturlighed og klarhed i hans sætningsbygning, værdigheden, kraften og livligheden i hans udtryk, hans rigdom på vendinger, hans evne til at fatte sig i korthed og den rytmiske klang i hans flydende stil. Det har vakt en beundring, som både ven og fjende har vidnet om fra begyndelsen. Den tid vil komme – og den må komme – da århundreders møje og opdagelser skal bruges til at ændre Luthers oversættelse på en måde, som kirken vil anerkende som rigtig. Da vil Luthers storslåede værk ikke blot blive stående som grundvolden i den nye, men forblive selve bygningens bærende krop. Det tyske folk vil aldrig få en bibel, som det ikke – næst efter dens store Kilde – vil velsigne Luthers navn for.