IV. Den konservative reformations kirke: den lutherske kirke

Reformationens konservative kirke – Den evangelisk-protestantiske (lutherske) kirke*

* Goebel: D. relig. Eigenthüm. d. Luth. u. ref. Kirch. 1837. Augusti: Beitr. z. Gesch. u. Statist. der Ev. Kirch. 1838. Hering: Gesch. d. kirch. Unionsb. 1838. Rudelbach: Ref. Luth. u. Union. 1839. Dorner: D. Princip. Uns. Kirch. 1847. Wigger’s: Statistik. 2 bd. 1842. Ullmann: Z. Charakter. d. ref. Kirch. (i Stud. u. Kritik. 1843.) Herzog: D. Einh. u. Eigent. d. beid. Ev. Schwesterk. (Berl. l. Zeitung, 1844.) Nitzsch: Prakt. Theol. 1847. Schweizer: Die Glaubensl. d. Ev. Ref. Kirch. Baur: Princ. d. Ref. Kirch. (Begge i Zeller’s Jahrb. 1847.) Ebrard: Dogmatik. 1851. (2. udg. 1861.) Schenkel: D. Princip. d. Protestantism. 1852. Heppe. (1850. Stud. u. Krit.) Schenkel. (1852: Prinzip. 1855: Unionsberuf. 1858: Dogm.) Gass: Ges. d. Prot. Dogmat. 1853. Zeller: Syst. Zwinglis. 1853. Wetzel: (Ztschr. Rudelb. u. Guerik. 1853.) Lücke: Ueb. d. Geschicht. ein. richt. Formulirung. (Deutsch. Zeitschr. 1853.) Muller: 1854–63: Union. Hagenbach: Z. Beantw. d. F. üb. d. Princ. d. Protest. (Stud. u. Krit. 1854.) Schneckenburger: Vergl. Darstell. d. Luth. u. Ref. Lehrbeg. 1855. 2 bd. Harnack: Die Luth. Kirche in Licht. d. Geschicht. 1855. Rudelbach: Die Zeichen d. Zeit. inn. d. Ev.-Luth. Kirche. 1857. Stahl: Die Luth. Kirche u. d. Union. 2. udg. 1861. Thomas: Union Luth. Kirch. u. Stahl. 1860. Hundeshagen: Beiträg. z. Kirch. Verf. etc., d. Protest. 1864. Kahnis: Ueber d. Princip. d. Protestantis. 1865. Luthardt: Handb. d. Dogmat. 2. udg. 1866. Kahnis: Luth. Dogmat. iii. 1868. Seiss: Ecclesia Lutherana: A Brief Surv. of E. L. C. 1868.

Vestens rensede kirke genoprettes

Først i Wittenberg og ikke længe efter i Zürich, da Guds tid var fuldkommet i begyndelsen af det sekstende århundrede, «blussede en ild op, som længe havde ligget skjult under asken. Den slog ud i mægtige flammer. Nordeuropas fjerneste horisont lyste op som ved et herligt skuespil af det forunderlige elektriske lys, og genskinnet nåede med sin glans helt ned til det fjerne syd – ja, til Italien og Spanien. Sandheden, der var blevet sat fri, drog med dristige skridt ud for at erobre menneskers hjerter. Fyrster og folk blandt de store germanske folkeslag var mest modne til at tage imod den, og de var de første til at skænke den deres fulde tillid. En sådan sejr for evangeliet havde man ikke set siden apostlenes tid. Hjørnestenen i Helligåndens rensede tempel blev lagt på ny – ja, det var, som om det også var selve slutstenen, der blev lagt, mens de genfødte folk råbte: ’Nåde, nåde!’ over den. Evangeliet vandt sin anden store sejr over loven, og for anden gang trådte Paulus op imod Peter ansigt til ansigt, for dømt var han. I stedet for en nøgen, hård række ord, en livløs og mekanisk formalisme, kom idéen, ånden og livet igen til syne i hele den grænseløse fylde og guddommelige rigdom, hvori de havde vist sig i oldkirken.»* For at forstå reformationen må man følge kristendommens væsentlige idé gennem hele dens historie. «Den græske kirke så i kristendommen åbenbaringen af Logos som den højeste guddommelige fornuft. Kristendommen var for den den sande filosofi. Vestens kirke, den romersk-katolske kirke, lagde den største vægt på kirkens organisme. Dér boede sandheden, og dér var den magt, der styrede livet.»† «Katolicismen havde udfoldet sig til et vældigt system af garantier for kristendommen; men selve sagen, den kristendom, de skulle garantere, kom i skyggen. Modsætningen mellem falsk og sand kristendom blev mere og mere indsnævret til spørgsmålet, om man bekræftede eller benægtede disse garantiers gyldighed – indtil det blev den mest grundlæggende af alle vildfarelser at angribe pavens og kirkens ufejlbarlighed.»* I den romersk-katolske kirke var der vokset et vældigt system af ydre forordninger og institutioner frem, en uhyre bygning af rituel lovtrældom – og under den slukkedes evangeliets gamle liv eller blegnede i millioners hjerter. De magter, der styrede kirken, var Moses uden sædeloven og Levi uden sin hustru. Reformationens store kendetegn over for dette, det kendetegn, der bestemte alle de andre, var, at den var evangelisk, en genoprettelse af det glade budskab om den frie frelse i Jesus Kristus – og derved fik den genfødte kirke sit ophøjede præg som «evangelisk». Begge retninger i reformationen gjorde krav på at være evangeliske. Begge byggede, i modsætning til Rom, på evangeliet – Kristus alene, nåden alene, retfærdiggørelsen ved troen alene, Bibelen som eneste rettesnor. Men i det, der nu kaldes den lutherske kirke, fik det evangeliske princip – i modsætning til lovreligiøse, deterministiske og rationalistiske tendenser – en mere konsekvent udvikling i både lære og liv.

* Wigger’s Statistik, i. 92.

† Luthardt, Dogm. § 11, 3.

* Martensen, 30.

Den evangelisk-protestantiske kirke. Navnet

Den store skare af kristne, der står i det mest direkte historiske forhold til reformationens store leder, udgør en kirke, som – med en forfatter fra et andet kirkesamfunds ord† – «er den vigtigste, den største og den mest betydningsfulde af de kirker», der opstod i hin herlige omvæltning. Det har været hendes ulykke at blive kendt af engelske læsere, ikke gennem hendes egen mageløse litteratur, men gennem de uvidendes fejltagelser, de ondsindedes bagvaskelser og de partiskes fordrejede fremstillinger. Dog ville det være let at fremlægge en vældig mængde vidnesbyrd til hendes fordel, hentet ikke fra hendes apologeters ord, men udelukkende fra skrifter af storsindede og indsigtsfulde mænd i andre kirker. Skulle læseren i denne skitse af den lutherske kirke undre sig over, at vi, når vi underbygger vores standpunkt med citater, i nogle tilfælde synes at gå uden om vores egne forfattere, hvor de med god grund kunne citeres, kan han forklare det med den forkærlighed, vi naturligt har for vidnesbyrd fra dem, der ikke kan mistænkes for at være partiske til fordel for det, de lovpriser.

† Goebel. Die relig. Eigenthümlichk. d. Luther. u. reform. Kirch., 1837.

Kirkesamfundets navn

Det er en mærkelig kendsgerning i kirkesamfundenes historie, at jo større, mere katolsk og mere kirkeligt en sekts navn er, desto mindre, snævrere og mere sekterisk er som regel det samfund, der bærer det. I en vis henseende er den romersk-katolske kirke en af de snævreste sekter: for det første på grund af dens fanatiske eksklusivitet, ikke blot over for de protestantiske samfund, men også over for Østens ærværdige kirke, som den står i så stort et slægtskab med i lære og ritus, og som den engang var så nært forenet med, men hvor irriterende og aggressive handlinger har vakt en afsky for pavestolen med en mere end protestantisk glød. For det andet er den snæver, fordi den bygger på én enkelt jordisk bispestol som sit fundament. Ser man sig om blandt de protestantiske samfund, vil man finde så herlige navne som «Kristi disciple», «Guds kirke» og «Kristne» båret som særnavn af nyere, forholdsvis små, kætterske eller sværmeriske samfund, der i vid udstrækning har fordømt al sekterisme for at opbygge nye sekter af den yderste sekterisme, og som forkaster århundredernes vidnesbyrd og kristenhedens bekendelser for i stedet at sætte den private mening hos en eller anden opblæst kætterhøvding, der er på mode for øjeblikket. De seneste angreb på det gammeldags kirkesamfundsvæsen kommer nu og da fra en eller anden ny kirke, hvis statistik og hovedtræk omtrent er som følger: præster: én; medlemmer: svingende fra kirketjeneren og op til en moderat menneskemængde, alt efter om emnet for den prædiken, der blev annonceret om lørdagen, falder i smag hos dem, der tilbringer Herrens dag på løvejagt efter berømtheder; kirker: én (oven over en ølstue, hvis ikke i den); trosbekendelse: enhver tror, hvad han vil; betingelser for medlemskab: enhver, der har lyst, hører til, indtil han har lyst til at gå. Dette kompromisløse samfund, som ser frem til hele kristenhedens snarlige fald, fordi hele kristenheden hviler på menneskelige trosbekendelser, kalder sig «Det evige evangeliums kirke», «De rene bibelkristnes kirke» eller noget i den retning.

Evangelisk

Havde den lutherske kirke altså selv valgt sit navn, ville det ikke have talt imod hende – det ville blot have vist, at ligesom sekterisme kan tage navne, der peger på en almindelig katolicitet, sådan kunne omvendt det mest sandt katolske af alle kristne samfund være villigt til at bøje sig for den historiske nødvendighed og antage et navn, der syntes at pege på en menneskelig ophavsmand. Der var en tid, da de sande katolikker hånligt blev kaldt athanasianere og ikke kunne fornægte Athanasius’ navn uden at være troløse mod selve den treenige Gud. Men vores kirke er ikke ansvarlig for denne del af sit navn. Hun har været kendt under forskellige navne, men hendes egen tidligste og stærkeste forkærlighed gjaldt navnet «evangelisk» (1525), og mange af hendes mest hengivne sønner har insisteret på at give hende dette navn uden nogen tilføjelse. Intet navn kunne stærkere udtrykke hendes karakter, for hendes system er frem for alt et system, der forkynder det glade budskab om frelsen, som vækker en glad tillid til Kristus som Frelser, og som gør Ordet og sakramenterne til bærere af den frelsende nåde. I intet system fylder Kristus så meget som i det lutherske; intet ophøjer i så høj grad herligheden ved hans person, hans embede og hans værk. Netop de vildfarelser, som hendes fjender beskylder den lutherske kirke for, er dem, der ville opstå af et overmål i denne retning. Hvis hun troede på en lokal allestedsnærværelse af Kristi hele person (hvad hun ikke gør), ville det være et overmål af tro på hans nærvær; hvis hun troede på konsubstantiation (hvad hun ikke gør), ville det vise, at hendes tro på Kristus nok var blind, men dog ikke veg tilbage for noget, der syntes at hvile på hans ord; hvis hun benægtede kirkens pligt til at holde den kristne sabbat (hvad hun ikke gør), ville det vise, at hun havde drevet sin tilbøjelighed til i Kristus at se virkeligheden bag alle skygger for vidt. Lykkelig er den kirke, hvis svagheder trækker i sikkerhedens retning, og som, når den fejler, ikke fejler i lovreligiøs retning, men ved et overmål af evangelisk ånd. Det vantro hjerte sørger kun alt for sikkert for at skære et overmål ned; men hvordan skal en kirke vækkes til live, som i selve sin grundopbygning mangler det evangeliske element? Navnet «evangelisk» bruges nu uden for den lutherske kirkes grænser om hjertets kristendom overalt, om alt det, der gør meget ud af Kristus på den rette måde. Det er et usselt kneb, når et eller andet overspændt parti i partiet – en eller anden lille klike i protestantismen som helhed eller i et af dens kirkesamfund – forsøger at tage patent på navnet «evangelisk». Hvor eftertænksomme mennesker forstår ordet i denne indsnævrede betydning, foragter de det – men i sit sande, oprindelige omfang er det et ædelt, et herligt navn, som man ikke let skal overlade til dem, der misbruger det. Det sande middel mod misbrug er at genoprette eller fastholde den rette brug. Vores kirke, som navnet tilhører i den store historiske betydning, har i sit faktiske liv et krav på at bære det, som ikke står tilbage for nogens. Hun er den evangeliske kirke.

Protestantisk

På rigsdagen i Speyer (1529) fik de evangelisk-lutherske bekendere navnet protestanter på grund af deres protest mod biskoppernes styre og mod den tvungne indførelse af messen. Dette forblev kirkens diplomatiske betegnelse indtil den westfalske fred i 1648. «Navnet protestanter,» siger ærkebiskop Bramhall, «er et navn, som andre kun har ret til ved fællesskab med lutheranerne.» I europæisk sprogbrug er dette navn da også i vid udstrækning stadig forbeholdt dem.

Den Augsburgske Bekendelses kirke

I Polen og Ungarn er vores kirkesamfunds officielle navn «Den Augsburgske Bekendelses kirke», og det er det navn, som på Konkordieformlens titelblad og gentagne gange i selve skriftet gives vores kirker.*

* «Kurfyrster, fyrste og stænder af Den Augsburgske Bekendelse», «som har antaget Den Augsburgske Bekendelse». Gerhard på titelbladet af sin «Confessio Catholica»: «Den katolske og evangeliske lære, som den bekendes af de kirker, der er hengivne (addictæ) til Den Augsburgske Bekendelse.»

Luthersk

Navnet «luthersk» blev først brugt af Eck, da han offentliggjorde bullen mod Luther. Pave Hadrian 6. (1522) brugte det også som et skældsord. Romanisterne brugte det om alle, der tog parti imod paven.† Luther misbilligede stærkt, at man brugte hans navn, men advarede samtidig mod at afvise det på en måde, der kunne se ud som en forkastelse af den lære fra Guds Ord, som han havde prædiket. «Det er min lære, og det er ikke min lære; den er i min hånd, men Gud har lagt den der. Luther vil intet have med lutherdom at gøre, undtagen for så vidt den lærer Den Hellige Skrift rent.»* «Lad os ikke kalde vores kirke luthersk,» sagde Gustav Eriksson, konge af Sverige, «lad os kalde den kristen og apostolisk.» Kirken tåler blot navnet for at undgå den misforståelse og forvirring, der ville opstå, hvis det blev lagt bort. «Vi kalder ikke os selv lutheranere, men kaldes sådan af vores fjender, og vi tillader det som tegn på vores enighed med den rene lære fra Ordet, som Luther fremlagde. Vi finder os i at bære hans navn, ikke som navnet på en, der har opfundet en ny tro, men på en, der har genoprettet den gamle og renset kirken.»† «Vores tro hviler ikke på Luthers autoritet. Vi lytter til Kristi røst i hans ord, som Luther førte os til som hans trofaste lærer og tjener.» «Vi kaldes kun lutheranere af papister og andre sekterere, ligesom arianerne i oldkirken kaldte dem, der holdt fast ved den sande tro, athanasianere.» I Konkordieformlen har kirken jo højtideligt protesteret mod al menneskelig autoritet, og det burde for altid fjerne den misforståelse, at Luther skulle indrømmes nogen anden stilling end et sandhedsvidnes.‡

† I den tyske tekst af Apologien for Den Augsburgske Bekendelse, 213, 44, hedder det: «Den frelsende lære, det dyrebare, hellige evangelium, kalder de luthersk.»

* Se de steder, der er samlet i Cottas Gerhard, xi. 229.

† Gerhard: Loci, xi. 224, 228, 230.

‡ Form. Concord, 518, 2, 8.

Grunden til navnet

Det er sandelig ikke svært at se, hvorfor Luthers navn har hæftet sig så fast til den del af kirken, i hvis reformation han var den ædleste arbejder. Han var den første reformator – den, som hele det sekstende århundredes reformation udviklede sig fra. Hvor tidligt andres private meninger end kan dateres, har intet med dette spørgsmål at gøre. En reformator er ikke en, der tænker reformation, men en, der fører den ud i livet. Mennesker havde ikke blot haft reformatoriske tanker, før Luther blev født, men var også døde for dem og var i en vis forstand, om end ikke helt, døde forgæves. Navnene Wyclif, Hus, Hieronymus af Prag og Savonarola vil for altid være kære for menneskeheden. Men reformatorerne før reformationen var kun reformatorer i mulighed. Så ofte syntes reformationen at hænge på Luthers egen person, at vi har ret til at sige, at Gud gav ham den plads, han udfyldte, fordi der ikke var nogen anden mand i hans tid, der kunne udfylde den. Hvor svag virker Erasmus ikke trods al sin litterære ynde! Som Luther træffende sagde, «brugte han sit liv på at prøve at gå på æg uden at knuse dem». Uden Luther ser vi intet, der tyder på, at det sekstende århundredes reformation ville have fundet sted, eller at navnene Zwingli, Melanchthon eller Calvin ville have den plads i historien, de har i dag. Ingen stilling er så ophøjet som Luthers. Han rager op over de kronede hoveder, over magthaverne i kirke og stat og over alle sin tids reformatorer. I den ene eller anden henseende har han haft sine ligemænd – i nogle få henseender har han haft nogen, der overgik ham. Men i hele kredsen af de herlige gaver fra naturen og nåden, som tilsammen gør en stor mand, har ingen overgået ham, og ingen har været hans lige. Han bar et ansvar, som aldrig har hvilet på noget andet menneske, og han viste sig det voksen. I reformationen af germansk og skandinavisk type vejede hans synspunkter tungt. Hans navn æres den dag i dag med en udelt og lidenskabelig hengivenhed uden sidestykke. Ingen var i stand til at indtage den stilling i den schweiziske type af reformation, som Luther indtog i den germanske. Den reformerte gren har i sit væsen intet ideal, der er legemliggjort i et virkeligt liv; den kan ikke have en enkelt mand, der er dens mikrokosmos. Den kan ikke have noget lille kosmos, fordi den ikke har noget stort kosmos; den kan ikke have noget navn, der æres lige højt i alle dens grene. Luther er mere en helt for den end nogen af dens egne helte. Den kunne i bedste fald kun have en enhed som de store stjerner, der er blevet sprængt og nu som asteroider er adskilte i deres enhed. Men i virkeligheden har den ingen enhed, ingen tilbøjelighed til at samle sig om et fælles historisk midtpunkt. Den binder sig tæt til de enkelte nationaliteter, hvor den findes. Den er tysk, hollandsk, skotsk. Heraf opstår der forvirring, når disse kirker går over i andre nationaliteter. Så lidt er der af tilbøjelighed til enhed, at de opretholder deres gamle skel med deres gamle navne, også når de har lagt et ocean mellem sig og deres oprindelsesland. Navnet på det nationale sprog hænger ved samfundet, indtil enten den vage længsel efter union overvinder den calvinistiske bestemthed, eller følelsen af den levende nationalitet helt overvinder det nedarvede tilhørsforhold til det gamle, eller en bredere katolicitet træder i stedet for den tidligere følelse for kirkesamfundet. Først da falder navnet på sproget eller folket bort, men med det forsvinder også et vidnesbyrd om, om ikke en kilde til, troskaben mod den zwinglisk-calvinistiske reformations oprindelige tendens.

Den schweiziske reformation, der var begyndt med den pelagianiserende og rationalistiske tendens, som Zwingli gav den, blev reddet af Calvin. Under påvirkninger, der udsprang af den lutherske kirke, blev han ført frem til den dybere tro, som i mange henseender er en indrømmelse til det lutherske system over for det zwinglianske. Sammenlignet med Zwingli var Calvin lutheraniserende i lære og gudstjeneste; men sammenlignet med Luther var han zwinglianiserende i begge dele. Men det lutheraniserende element, som Calvin bragte med sig, og som han brugte til at redde den schweiziske retning fra hurtigt at gå i opløsning, var ikke nok til at overvinde alle dens mangler. Calvinismens forholdsvise enhed er blevet brudt: af den nationaliserende tendens, der viste sig ved, at der opstod en række nationale bekendelser, hvor der kun var ringe reel forskel i læren; af den indre sekteriske tendens, der frembragte calvinistiske kirkesamfund inden for de nationale calvinistiske kirker; og af arminianernes og andre sekters udbrydning. Den lutherske kirke har derimod haft en forholdsvis stor enhed. Den har ikke følt sig splittet af de nationaliteter, den er fordelt på. Den har en fælles bekendelse over hele verden; og selv om den afviser tanken om, at sand enhed afhænger af ydre ensartethed, har dens enhed i ånden skabt en væsentlig lighed over hele verden i liv, skik og gudstjeneste. Ser man på alle disse kendsgerninger, er det ikke overraskende, at Luthers navn har hæftet sig til kirken. Det har en historisk entydighed, som intet andet af de største navne fra reformationen ville have. Zwinglis system som helhed er i dag ikke noget kirkesamfunds bekendelsessystem. De arminianere, der kunne tilslutte sig hans syn på sakramenterne, forkaster hans fatalistiske tanker. Calvinisterne forkaster hans syn på sakramenterne og hans pelagianisme. Calvins navn ville ikke kunne betegne et kirkesamfunds karakter; for inden for de calvinistiske kirkesamfund er der så reel en forskel, at dele af de reformerte kirker afviger mere fra hinanden, end de, der står den lutherske kirke nærmest, afviger fra den. Af alle de kirkenavne, som menneskers opfindsomhed, fjenders fjendskab eller venners partiskhed har foreslået, hvilket navn er da – sådan som kristenheden faktisk ser ud – at foretrække frem for navnet luthersk? Navnet «kristen» har ingen guddommelig hjemmel. Det blev først brugt i Antiokia og kan have været ment som en hån; og apostlen Peter omtaler det kun som et navn, der faktisk blev brugt, ikke som et påbudt navn. Vi ved, at «nazaræere» og «galilæere» var de tidligere navne på Kristi disciple. At tage navnet kristen eller nogen anden titel, der tilhører alle troende, som særnavn for en enkelt del af kristenheden er i allerhøjeste grad formasteligt. Navnet «katolsk» er heller ikke påbudt af Gud: det omfatter hele den sande, usynlige kirke; og mens vores kirke gør krav på, at hendes sande medlemmer er en del af denne almindelige, katolske kirke, og at hun bekender dens lære i al dens renhed, ville hun afvise ethvert enkelt kirkesamfunds krav på at have eneret på denne store titel. Østens «ortodokse kirke» har kun ret til det navn, hvis resten af kristenheden er heterodoks. «Romersk-katolsk» er en selvmodsigelse. Den kirke, der bærer navnet, ophører med at være katolsk i nøjagtig samme grad, som den er romersk. At kalde en kirke «episkopal» er at give den en titel, der kun betegner dens styreform, og endda en styreform, som ikke er særegen for den: Roms kirke, den græske kirke og de orientalske sekter har alle bispestyre. Selv med tilføjelsen «protestantisk» er betegnelsen stadig uklar. Den lutherske kirke i Danmark, Norge og Sverige og brødremenighederne har bispestyre og er protestantiske i læren. Navnet «presbyteriansk» angiver kun en styreform, som store grupper af kristne, der er uenige i tro og skik, har til fælles. «Metodist» bevarer blot et øgenavn fra universitetet og bruges om en række forskellige samfund. «Metodistisk-episkopal» forbinder dette øgenavn med en styreform, der er ældre og mere udbredt end metodismen. Navnet «baptister» angiver kun læren om den ydre form og de rette modtagere af et kristent sakramente og dækker over et stort antal samfund, der ikke har andet til fælles. Navnet «reformert» betegner en art inden for en slægt. Der er ganske vist i hvert tilfælde en historie, som forklarer, om ikke retfærdiggør, disse navne; men når de bruges som et samfunds særnavn, kan man ikke desto mindre anklage hvert eneste af dem for at gøre krav på for meget, udtrykke for lidt eller sætte noget tilfældigt i stedet for et væsentligt princip. Nødvendigheden af særnavne udspringer af kristenhedens ubestridelige splittelse, og sådan som sagerne nu ligger, betegner Luthers navn en bestemt kirkes karakter som intet andet kunne. Som særnavn er det kun blevet båret af én kirke; og den kirke, der jo er fritaget for ethvert ansvar for at have antaget det, behøver ikke at skamme sig over det. Intet navn på et blot og bart menneske er kærere for kristenheden og for menneskeheden. Det er en stadig påmindelse om den levende tro, den utrættelige energi og kærligheden til Kristus og til mennesker hos en mand, der gjorde kirken så fremragende en tjeneste, at man ikke kan tænke på hende uden at tænke på ham.

Det navn, som hendes fjender således gav hende i hån, står af historiske grunde sammen med det navn, hun først selv valgte. Til forskel fra den romerske kirke og alle kirker, der fordunkler evangeliets nåde eller ikke bekender dets lære i al dens fylde, lad hende da gå med til at blive kaldt Den Evangelisk-Lutherske Kirke, så hun, om Gud vil, til verdens ende kan vidne om, at hun hverken skammer sig over Kristi evangelium eller over Kristi tjener, som for øjnene af jorden og helvede genoprettede dette evangelium, prædikede det, levede det og døde i den triumferende tro på det.

Den lutherske kirkes særlige princip

Vores tid har frembragt usædvanlig mange forsøg på at bestemme de særlige og modsatte kendetegn ved den lutherske og den reformerte kirke. Én tid udvikler principper – en anden spekulerer over dem. Det sekstende århundrede var skabende – det nittende er kosmogoniernes tidsalder: det ene skabte verdener – det andet strides om, hvordan de blev skabt. «Minervas ugle,» siger Hegel, «slår altid med vingerne i tusmørket.»* Göbel, Nitzsch og Heppe hævder, at i den reformerte protestantisme er det formale princip det herskende: at Den Hellige Skrift alene har normgivende autoritet (hvilket begge anerkender). I den lutherske protestantisme hersker det materiale princip, retfærdiggørelsen ved troen (som begge anerkender). I den første betragtes Skriften mere udelukkende som den eneste kilde; i den sidste mere som normen for en lære, der udvikles ud fra troens analogi, og derfor har kirkens rene eksegetiske og bekendelsesmæssige overlevering større værdi her. Herzog siger, at den lutherske protestantisme er modsætningen til den romerske kirkes jødedom – en modsætning, der har givet de lutherske lærdomme et gnosticerende anstrøg; den reformerte protestantisme var rettet mod den romerske kirkes hedenskab og fik derfor i sin lære et judaiserende etisk præg. Schweizer siger: «Den reformerte protestantisme er protesten mod enhver guddommeliggørelse af skabningen og lægger derfor vægten på Guds absoluthed og hans viljes suverænitet. Dette er dens materiale princip, og hermed hænger den eksklusive betoning af Skriften som det normgivende princip sammen.» I samme tankegang siger Baur: «Det reformerte system begynder oppefra og går nedad; det lutherske begynder nedefra og stiger opad.» Vi kunne måske udtrykke det sådan: det reformerte begynder med Gud og ræsonnerer sig ned mod mennesket; det lutherske begynder med mennesket og ræsonnerer sig op mod Gud. Over for denne opfattelse siger Schneckenburger, at forskellen ikke kommer af, at det teologiske dominerer i det ene system og det antropologiske i det andet, eller den absolutte gudsidé på den ene side og den subjektive frelsesbevidsthed på den anden, men af den forskellige skikkelse, som selve frelsesbevidstheden har fået i de to systemer. Heraf følger, at det ene system går tilbage til den evige rådslutning, mens det andet nøjes med at blive stående ved retfærdiggørelsen ved troen. Stahl, der står Schweizers opfattelse nærmere, finder i Guds «absolutte kausalitet» det herskende princip i den reformerte lære og ser det som dens særpræg, at dens tankegang er modvillig over for at anerkende mysterier.* «Hele den reformerte kirkes bygning er på den ene side bestemt af en modvilje mod det mystiske (ingen virkelig meddelelse af nåden ved nådemidlerne), som den fik fra Zwingli, og på den anden side af den evangelisk-teokratiske drift (Guds forherligelse i menigheden), som den fik fra Calvin.»† Hvorvidt disse vurderinger er velbegrundede, kan vores læsere bedømme, når de har fået kendsgerningerne mere fuldstændigt frem.

* Kahnis, Princip. d. Protestant., 4.

* Luthardt, Dogm., § 13, 1.

† Stahl, Die Luth. Kirch., 65.

Den lutherske kirkes krav og karakter

Den lutherske kirke fortjener i særlig grad den eftertænksomme historielæsers interesse, for hun er den ældste, den mest utvivlsomt legitime og den mest udbredte af de protestantiske kirker og i en vis forstand moder til dem alle. Hun omfatter Nordeuropa, de skandinaviske riger og de tyske stater og har millioner af børn i Rusland, Ungarn, Polen, Frankrig, Holland og i næsten alle egne af jorden, hvor protestantismen tåles; hun taler på flere tungemål og tjener blandt flere nationaliteter end alle de andre tilsammen. Hun er den mest konservative af dem alle, skønt hun havde den første og største andel i det dristigste angreb på den indgroede vildfarelse. Ingen kirke har så kraftigt protesteret mod misbruget af den menneskelige fornuft, og ingen har gjort så meget for menneskeåndens højeste dannelse – hun har gjort Tyskland til verdens læremester. Ingen kirke har været så dybt rodfæstet i den gamle tros sandheder, og ingen har været præget af så meget teologisk fremskridt: i ingen er selvstændig religiøs tænkning trådt frem smykket med så mageløs lærdom og samtidig holdt så stadigt i tømme af et ægte mådehold. Ingen kirke har dristigere forkyndt den kristne friheds principper, og ingen har været så fri for en tilbøjelighed til at forvrænge den til tøjlesløshed. Ingen kirke har mere ærbødigt bøjet sig for Guds Ords autoritet, og ingen har været mere fri for tilbøjeligheden til sekteri og skisma. Mere end fyrre millioner mennesker anerkender hende som deres åndelige moder; og hun giver dem alle ikke blot troens ene rettesnor, men hun gør, hvad ingen anden kirke gør: idet hun anerkender Bibelen som den eneste autoritet, giver hun sine forskellige nationaliteter én trosbekendelse: Den Augsburgske Bekendelse. Reformationens mest læste historieskriver, en fransk calvinist, siger om den: «Den vil altid forblive et af mesterværkerne fra den menneskelige ånd, oplyst af Guds Ånd», og biskop Bull kalder den «den største, den ædleste og ældste af alle reformationskirkernes bekendelser». Dette udødelige dokument er en uadskillelig del af den lutherske kirkes definition. Til alle tider og i alle lande er den hendes: det er hendes store kendetegn, at hun er Den Augsburgske Bekendelses kirke.

Den lutherske kirke. De radikalprotestantiske kirker. Den romerske kirke

Det er med en vis ret blevet sagt, at den evangelisk-lutherske udformning af kristendommen er nært beslægtet med Augustins, men den står helt fjernt fra hans fatalistiske tendenser og fra hans uklare og ofte selvmodsigende holdning til mange vigtige lærepunkter. Den romerske kirke gør de guddommelige ting til genstande for sanserne; det ultraprotestantiske princip vil gøre dem til genstande for forstanden; den lutherske kirke holder fast ved dem som genstande for troen. Den romerske kirke sammenblander det guddommelige og det menneskelige alt for meget, for eksempel i Kristi person, i Skriften, i kirken og i sakramenterne. Ultraprotestantismen adskiller dem alt for meget. Den evangelisk-lutherske kirke holder sig lige langt fra at sammenblande dem og fra at adskille dem: Den fastholder, at de på én gang er forskellige i deres væsen og uadskillelige i deres forening.* «Zwinglis arbejde gik fra det ydre til det indre, Luthers helt og holdent fra det indre til det ydre. Den reformerte reformation ville ligesom alle de tidligere forsøg sandsynligvis være slået fejl, hvis de reformerte ikke havde modtaget troens indre element fra Luther. Det kan ikke nægtes, at den reformation, som faktisk blev gennemført, blev begyndt af Luther. Med fuld ret fortjener han i denne henseende at kaldes den første reformator.»† «Den lutherske kirke er det herligste og mest fuldstændige jordiske billede af den usynlige kirke. Ordet i Ånden, Ånden i Ordet, legemet i idéen, idéen i legemet, det synlige i det usynlige og dette igen i hint, det menneskelige og naturlige i det guddommelige og overnaturlige og disse sidste elementer igen i de første – det er, hvad den stræber efter, og det er, hvad den har. Den romerske kirke repræsenterer ren hvile og stabilitet, de reformerte ren uro og bevægelighed, og derfor er begge mangelfulde i udvikling og historie i disse ords højeste betydning. Den lutherske kirke har derimod i sig den sande kim til historisk liv, som bestandig folder sig ud mod en højere fuldkommenhed. I den romerske kirke tørrer historiens liv ud, i den reformerte smuldrer det; i den ene størkner det til en mumie, i den anden opløses det i atomer. Der er en luthersk kirke, men der er kun calvinistiske eller reformerte kirker.»*

* Kurtz, Lehrb. d. K. G., 6. udg., 1868, § 140.

† Goebel, 52.

* Wiggers, i. 96.

«Den lutherske kirke kan i kraft af sit særpræg,» siger en reformert forfatter,† «ikke tåle sekter. Antallet af reformerte sekter er uhyre, bogstavelig talt utalligt. Alene i Edinburgh er der seksten, i Glasgow seksogtyve. Det ser ud, som om disse sekter, der skyder op som paddehatte i den reformerte kirkes jordbund, var nødvendige for at holde den i live og ved sundhed. De er alle udgået fra det samme princip og har blot stræbt efter at gennemføre det mere konsekvent, og derfor må den reformerte kirke anerkende dem som sine ægte børn. Den lutherske kirke er som stammen på et stort træ, hvorfra de unyttige grene er skåret af, og hvori en ædel podekvist (retfærdiggørelsen ved tro) er blevet podet ind. Den er én fuldstændig, velordnet, fast sammenføjet kirke, som skånselsløst fjerner alle vildskud og skadelige udløbere (sekter). Den reformerte kirke har hugget træet ned til roden (Den Hellige Skrift), og fra denne sunde rod skyder et vidtstrakt krat op. Dør en af kvistene ud, får de andre blot så meget mere næring.» De stærkeste konservative kræfter inden for de reformerte kirker har faktisk uden undtagelse været mere eller mindre direkte forbundet med den lutherske kirke. Det eneste håb om protestantisk enhed er knyttet til dens principper.

† Goebel, 176.

Den evangelisk-lutherske kirkes lære

I Den uforandrede Augsburgske Bekendelse (1530) har den lutherske kirke over hele jorden et bånd, der holder sammen på dens særegne liv. Som en videre udfoldelse af dens lære anerkender størstedelen af kirken desuden følgende som bekendelsesskrifter: «Apologien for Den Augsburgske Bekendelse» (1530), Luthers Store og Lille Katekismus (1529), De Schmalkaldiske Artikler (1537) og Konkordieformlen (1577), som alle blev udgivet samlet i 1580 med en fortale underskrevet af enoghalvtreds fyrster og af de officielle repræsentanter for femogtredive byer. Hele samlingen fik titlen «Konkordiebogen». Den grundlæggende lære, som hævdes mest udførligt i dem, er, at vi bliver retfærdiggjort for Gud, ikke ved nogen fortjeneste af vores egen, men af hans inderlige barmhjertighed, ved troen på hans Søn. Menneskets fordærv er totalt i sit omfang, og dets vilje har ingen positiv evne i frelsens værk, men har (under de ordinære nådemidler) den negative evne til at ophøre med sin modstand. Jesus Kristus bragte et egentligt, stedfortrædende, sonende offer. Troen på Kristus forudsætter en sand anger. Det fornyede menneske virker sammen med Guds Ånd. Helliggørelsen sker gradvis og når aldrig absolut fuldkommenhed i dette liv. Helligånden virker gennem Ordet og sakramenterne, som alene er nådemidler i egentlig forstand. Både Ordet og sakramenterne bringer en positiv nåde, som tilbydes alle, der modtager dem udvortes, og som faktisk meddeles alle, der har tro til at gribe den.

Arminianisme og calvinisme

Som følge af sin strenge skoling i den augustinske teologi havde Luther tidligere hævdet en partikularistisk udvælgelse, men dette syn opgav han efterhånden. Arminius' egne synspunkter på de fem punkter blev dannet under luthersk påvirkning og afviger ikke væsentligt fra den lutherske kirkes. Men på mange punkter i det udbyggede system, der nu kendes som arminianisme, har den lutherske kirke intet som helst slægtskab med det. På disse punkter ville den sympatisere langt mere med calvinismen, skønt den aldrig har ment, at man må løbe ind i læren om den absolutte forudbestemmelse for at undslippe pelagianismen. «Konkordieformlen» behandler de fem punkter næsten udelukkende fra deres praktiske side. Her går den imod calvinismen snarere ved at afvise de slutninger, der logisk følger af dette system, end ved udtrykkeligt at fordømme dets grundlæggende teori i dens abstrakte form. Det behøver næppe tilføjes, at den lutherske kirke holder fast ved alle den rene katolske tros lærdomme og ved vores fælles protestantiske og evangeliske rettroenhed.

Troens regel og trosbekendelsen

Den evangelisk-lutherske kirke betragter Guds Ord, de kanoniske skrifter, som den absolutte og eneste lov for tro og liv. Hvad dets bogstav eller dets ånd ikke fastlægger, hører under den kristne frihed og tilhører ikke samvittighedens område, men ordenens. Ingen magt må pålægge kirken som nødvendigt, hvad Gud har forbudt eller forbigået i tavshed, ligesom ingen må forbyde den at holde fast ved, hvad Gud har pålagt den, eller at praktisere, hvad han ved sin tavshed har overladt til dens frihed. Lige så fast som den holder på, at Bibelen er troens regel og ikke en bekendelse af den, lige så fast holder den på, at trosbekendelsen er en bekendelse af troen og ikke dens regel. De rene trosbekendelser er simpelthen den sande kirkes vidnesbyrd om de lærdomme, den holder fast ved. Men da det er sandheden, de bekender, må kirken nødvendigvis mene, at den, der forkaster den sandhed, som trosbekendelsen bekender, også forkaster den sandhed, som Ordet fremlægger. Det gælder altså om den lutherske kirke lige så vel som om enhver anden, at når den lægger hånden på Bibelen, giver den befalingen: «Tro!», og når den lægger den på bekendelsen, stiller den spørgsmålet: «Tror du?»* Men det gælder også, at når et menneske svarer «Nej» på spørgsmålet, ser den det som et bevis på, at han ikke har adlydt befalingen. Fordi den fuldt og fast tror, at den har sandheden, og at dens vidnesbyrd om denne sandhed er fremlagt i dens trosbekendelser, udmærker den sig blandt de protestantiske kirker ved sin troskab mod sin bekendelse. «I vantroens tid gav Hollands statskirke, den pfalziske kirke og den reformerte synode i Niedersachsen afkald på alle trosbekendelser. Ingen luthersk kirke vovede dog at gøre det.»†

* Se Goebel, 122, note.

† Do., 123.

Lærdomme, der er fremstillet forkert

Visse af den evangelisk-lutherske kirkes lærdomme er blevet fremstillet stærkt forvrænget, og det kan være godt at se nærmere på dem. Ingen lære kan tillægges kirken som helhed, medmindre den er fremlagt i eller med rimelighed ligger i en bekendelse, som kirken anerkender overalt. De eneste trosbekendelser, der har denne egenskab, er de økumeniske trosbekendelser og Den Augsburgske Bekendelse. Det store flertal i kirken, som udtrykkeligt antager de øvrige bekendelser, gør det ud fra den betragtning, at de tilsammen rummer ét og samme system, at den, der antager én af dem ex animo [af hjertet] og med forstand, logisk set antager dem alle, og at det er klogt af kirken at udtrykke sin tro og dens grunde så fyldigt, at de listige – så vidt menneskelige forholdsregler rækker – ikke kan fordreje dens mening og de enfoldige ikke misforstå den. Da kirken fremlagde Den nikænske trosbekendelse, holdt den blot så meget desto sikrere fast ved Den apostolske. Da den antog Den athanasianske, gav den kun ny sikkerhed for sin troskab mod Den nikænske, og da den antog Den Augsburgske Bekendelse, bekræftede den på ny sin troskab mod de tre økumeniske trosbekendelser. Sådan satte den også i Konkordiebogens samling af bekendelsesskrifter atter sit segl under den ene gamle tro, som med tiden er blevet udfoldet, men ikke forandret.

De lærdomme, hvor kirken er blevet fremstillet forkert, kan inddeles under følgende overskrifter:

Dåben

I. Dåben. Den lutherske kirke lærer, at det er nødvendigt til frelse at blive født på ny af vand (dåben) og Ånd (Joh 3,5 og Den Augsburgske Bekendelse, art. 2 og 9). Men den lærer, at denne nødvendighed er absolut med hensyn til Åndens værk, men med hensyn til dåbens ydre side er ordinær, ikke absolut eller uden undtagelse; at det er foragten for sakramentet, ikke manglen på det, der fordømmer; og at skønt Gud binder os til midlerne, binder han ikke sin egen barmhjertighed ved dem. Fra Luthers tid til i dag har de lutherske teologer hævdet, at børn, der dør udøbte, kan blive frelst og faktisk bliver frelst. Det øvrige i den lutherske kirkes lære som helhed ligger i, at den med Den nikænske trosbekendelse bekender «én dåb til syndernes forladelse», og i, at den bekender, at Guds nåde tilbydes gennem den, at børn skal døbes, og at de, når de således er overgivet til Gud, bliver nådigt modtaget af ham. Samtidig forkaster den gendøbernes teori om, at udøbte børn har frelse på grund af deres personlige uskyld, og fastholder, at den natur, vi er født med, kræver en forandring, som må virkes af Guds Ånd, før vi kan komme ind i himlen (Den Augsburgske Bekendelse, art. 9 og 2), og at børn bliver frelst ved, at Kristi forløsningsværk tilegnes dem, og dåben er den ordinære kanal for dette.

Konsubstantiation

II. Konsubstantiation. Beskyldningen om, at den lutherske kirke holder fast ved denne uhyrlige lære, er blevet gentaget utallige gange. Trods kirkens højtidelige forsikringer om det modsatte bliver usandheden stadig bragt i omløb. Det ville være let at fylde mange sider med udtalelser fra den evangelisk-lutherske kirkes bekendelser og fra dens store teologer, som uden en eneste afvigende røst forkaster denne lære – både navnet og sagen – i sin helhed og i hver eneste af dens dele. I «Wittenberg-konkordien» (1536), der blev udarbejdet og underskrevet af Luther og kirkens andre store ledere, hedder det: «Vi forkaster læren om transsubstantiationen, ligesom vi også benægter, at Kristi legeme og blod er rumligt indesluttet i brødet.»* I «Konkordieformlen»† siger vores bekendere: «Vi forkaster og fordømmer aldeles læren om en kapernaitisk spisning af Kristi legeme, som efter så mange forsikringer fra vores side ondsindet tillægges os; spisningen er ikke en sag for sanserne eller fornuften, men overnaturlig, hemmelighedsfuld og ufattelig. Kristi nærvær i nadveren er ikke af fysisk art, heller ikke jordisk eller kapernaitisk, og dog er det fuldt og helt sandt.» Det ville ikke være svært at fremlægge rigeligt med vidnesbyrd af samme art fra indsigtsfulde mænd i andre kirkesamfund. Et par vidner af højeste rang kan være nok. Biskop Waterland skriver således i sit store værk om læren om nadveren: «Hvad lutheranere og calvinister angår, så synes deres forestillinger alle at samle sig om det, jeg har nævnt, hvor uenige de end kan se ud til at være i ord og navne. Lutheranerne fornægter næsten hvert eneste punkt, som deres modstandere almindeligvis beskylder dem for. De tager afstand fra, at elementerne optages i Kristi menneskelige natur, og ligeledes fra forøgelse og impanation, ja, og fra konsubstantiation og konkomitans; og spørger man så til sidst, hvad de godtager og holder fast ved, er det en sakramental forening, ikke et korporligt nærvær.»* D’Aubigné siger: «Luthers, Zwinglis og Calvins lærdomme (om nadveren) blev i gamle dage betragtet som forskellige opfattelser af den samme sandhed. Hvis Luther havde givet efter (i Marburg), kunne man have frygtet, at kirken ville falde ud i rationalismens yderligheder … Tager vi Luther i hans bedste øjeblikke, ser vi blot en væsentlig enhed og en underordnet forskellighed mellem de to parter.»

* Hos Rudelbach, 664.

† Müllers udg., 543, 547.

* Works, Oxford, 1843, iv. 642.

Allestedsnærværelse

III. Allestedsnærværelse (ubikvitet). Den lutherske kirke lærer, at de væsentlige egenskaber ved den guddommelige og den menneskelige natur i Kristus ikke kan skilles fra dem, og at den ene naturs egenskaber derfor aldrig kan blive den andens egenskaber. Men en stor del af dens største teologer lærer også, at fordi hans menneskelige natur er optaget i personlig forening med den guddommelige, er den i kraft af denne forening gjort nærværende gennem den guddommelige, overalt hvor den guddommelige er. Det vil sige: Kristi menneskelige natur, som med hensyn til sit begrænsede nærvær er i himlen, er i en anden betydning – og lige så virkeligt – nærværende overalt. «Vores kirke forkaster og fordømmer den vildfarelse, at Kristi menneskelige natur rumligt er udstrakt til alle steder i himlen og på jorden eller er blevet et uendeligt væsen.»† «Taler vi om geometrisk sted og rum, er Kristi menneskelighed ikke overalt.» «I egentlig forstand kan man med sandhed sige, at Kristus kun er på jorden eller i sin nadver efter sin guddommelige natur, nemlig i den forstand, at Kristi menneskelighed efter sin egen natur kun kan være ét sted, men alene har majestæten (til at være nærværende sammen med guddommen) fra guddommen.» «Når ordet legemlig bruges om nærværets måde og betyder det samme som rumlig, fastholder vi, at Kristi legeme er i himlen og ikke på jorden.»

† Konkordieformlen, s. 548, 695.

«Om et rumligt nærvær af Kristi legeme i, med eller under brødet har der aldrig været nogen strid mellem lutheranerne og calvinisterne; et sådant rumligt nærvær forkaster og fordømmer vi udtrykkeligt i alle vores skrifter. Men et rumligt fravær hindrer ikke et sakramentalt nærvær, som beror på, at den guddommelige majestæt meddeles.»

Herrens dag

IV. Herrens dag. Den Augsburgske Bekendelse berører kun dette emne i forbifarten, i forbindelse med spørgsmålet om kirkens magt. Den lærer, at den jødiske sabbat er afskaffet, og at nødvendigheden af at holde ugens første dag ikke beror på den forudsætning, at en sådan helligholdelse i sig selv har retfærdiggørende kraft, sådan som romanisterne hævdede, men på menneskenes religiøse behov. Den lærer desuden, at Herrens dag er indstiftet af apostlene. Den fremherskende opfattelse blandt vores kirkes store teologer har været, at sabbatten blev indstiftet ved menneskets skabelse. Den almene tanke, som ligger i den, kræver efter deres opfattelse, at mindst én dag om ugen helliges hvile fra arbejdet og religiøse pligter, og for så vidt gælder den hele menneskeslægten til alle tider. Og sabbatsbuddet er bindende for kristne, for så vidt som det ikke er en nærmere fastsættelse og et forbillede, men indeholder principper og behov, der har samme kraft under begge pagter.

En udførlig drøftelse af alle de punkter, der her er fremstillet kortfattet, findes på deres plads i dette bind.

De reformertes vidnesbyrd om den lutherske kirke. 1. Zwingli. 2. Calvin · 3. Kongen af Navarra · 4. Alting

Der findes måske intet stærkere vidnesbyrd om, at den lutherske kirkes lære i det hele er ren, end udtalelserne fra det reformerte kirkesamfunds store teologer. Zwingli* siger: «Luther har ikke fremført noget nyt (nihil novi), men det, som ligger gemt i Guds uforanderlige og evige Ord, har han rigeligt øst frem, og han har åbnet den himmelske skat for de kristne, der var blevet ført vild.» Calvin:† «Husk, med hvor stor kraft i sin lære Luther hidtil årvågent har arbejdet på at omstyrte Antikrists rige og forkynde frelsens lære.» Anton af Bourbon, konge af Navarra,‡ sagde (1561): «Luther og Calvin var uenige med paven i fyrre punkter, og i otteogtredive af dem var de enige med hinanden. Der var kun to punkter, hvor de stredes, men efter hans mening burde de forene deres kræfter mod den fælles fjende. Når han var styrtet, ville det være forholdsvis let at nå til enighed om disse to punkter og genrejse Guds kirke i dens oprindelige renhed og glans.» Heinrich Alting* siger, at et af hovedformålene med hans bog er at vise «dem, der måtte få den i hænde, hvor sandt både den pfalziske kirke (som altid er blevet betragtet som moder for de andre kirker i Tyskland) og sammen med den de andre reformerte kirker stadig holder fast ved Den Augsburgske Bekendelse og på ingen måde er veget bort fra den gamle bekendelse af troen.» Derefter gennemgår han den artikel for artikel og hævder, at Heidelberg-katekismen og den helvetiske konsensus stemmer overens med Den Augsburgske Bekendelse. Han citerer den anden artikel (om arvesynden) og siger: «Den pfalziske katekismus lærer det samme med udtrykkelige ord: Vi er alle undfanget og født i synd, og medmindre vi bliver genfødt ved Helligånden, er vi så fordærvede, at vi slet ikke er i stand til at gøre noget godt og er tilbøjelige til alle laster. Det er bagvaskelse, når man siger, at de reformerte lærer, at de troendes børn fødes hellige og uden arvesynd.» Om den tredje: «Det er bagvaskelse, når man siger, at de reformerte kirker opløser den personlige forening af de to naturer i Kristus og ophæver et sandt og virkeligt fællesskab mellem naturerne (communicatio idiomatum).» Ved den tiende artikel (om nadveren): «Her er en åbenbar uenighed med bekendelsen, men ikke af en sådan art, at den bør ødelægge troens enhed eller splitte de evangeliske kristne i sekter; uenigheden er altså ikke fuldstændig i læren om nadveren, hverken hvad angår dens hovedsag eller, endnu mindre, hvad angår en grundlæggende artikel i troen og den kristne religion.» Om den ellevte artikel (om den private tilgivelse): «Heidelberg-katekismen fordømmer eller afskaffer aldrig skriftemålet og den private tilgivelse, men lader det være en fri og ligegyldig sag.» «Og dette», siger han til slut, «er en sammenstilling af den augsburgske, den pfalziske og den helvetiske bekendelse i alle artiklerne, som helt klart viser og godtgør deres rettroende enighed i hver artikel undtagen den tiende, og her er uenigheden ikke fuldstændig.»

* Explan. Art. XVIII.

† Ep. ad Bullinger.

‡ Thuanus, lib. xxvii.

* Exegesis Log. et Theol. Augustan. Confess. Amstel., 1648, 4to.

5. Spanheim. I almindelighed

Den berømte dr. Spanheim (d. 1701), en af det syttende århundredes største calvinistiske teologer, skitserer i sit værk om de religiøse stridsspørgsmål de punkter, hvor lutheranere og calvinister er enige, før han drøfter det punkt, hvor de er uenige. 1. «Både lutheranere og calvinister har den samme REGEL og det samme PRINCIP, nemlig Den Hellige Skrift, og forkaster menneskelige og pavelige overleveringer og beslutningerne fra koncilet i Trient. 2. Begge har den samme GRUNDLÆGGENDE LÆRE om årsagen til vores frelse, både den virkende og den fortjenende årsag: om Kristi, vor Herres, person, hans naturers sandhed og deres forening, hans embede og velgerninger; kort sagt om retfærdiggørelsens måde, uden gerningernes fortjeneste eller medvirken som årsag. 3. Begge har den samme GUDSDYRKELSE af den ene sande og treenige Gud og af Kristus, vores Frelser, fjernt fra al afgudsdyrkelse, overtro eller tilbedelse af skabningen. 4. Begge holder fast ved de samme PLIGTER for det kristne menneske, det, der hører til helliggørelsen. 5. Begge fremsætter den samme PROTEST mod pavelige vildfarelser, også i spørgsmålet om nadveren. De protesterer i lige grad mod al pavelig afgudsdyrkelse, skændig overtro, romersk hierarki, grusomt tyranni, urent cølibat og dovent munkevæsen. 6. Begge har den samme FORPLIGTELSE til at bære over med hinanden i kærlighed i de ting, der er bygget på grundvolden og behandles på forskellig måde, mens selve grundvolden står urokket. 7. Begge har endelig de samme INTERESSER og de samme BEVÆGGRUNDE til at skabe en evangelisk fred og til at stadfæste, om ikke enighed i alle ting, så dog gensidig TÅLSOMHED for altid. Af en sådan tålsomhed ville flyde en lykkeligere udbredelse af evangeliet, den evangeliske sandheds sejr, et kraftigere angreb på Antikrist og hans endelige fald, undertrykkelse af tyranniet, standsning af jesuitternes rænker, hævdelse af den protestantiske frihed, fjernelse af alvorlige forargelser, kirkens og statens vel og alle gode menneskers jubel.

Mere bestemt

«I. I artiklen om NADVEREN er både lutheranere og calvinister enige om, at den åndelige spisning af Kristi legeme er nødvendig til frelse og til den frelsebringende brug af sakramentet; ved denne spisning forstås den sande tros handling, når den retter sig mod Kristi legeme, der blev givet i døden for os, og hans blod, der blev udgydt for os, idet begge gribes og personligt tilegnes med alle Kristi fortjenester.

«II. I artiklerne om FORUDBESTEMMELSEN, NÅDEN og DEN FRI VILJE er begge enige om: 1. at der efter menneskets fald ikke var nogen kræfter tilbage til det åndeligt gode, hverken til at begynde eller til at fuldende det; 2. at hele sagen om menneskets frelse alene beror på Guds vilje, velbehag og nåde. 3. Ingen af dem godkender den pelagianske lære, men begge fordømmer den, og begge forkaster semipelagianismen.

«III. I artiklen om KRISTI PERSON er begge enige om: 1. at den guddommelige og den menneskelige natur er sandt og personligt forenet, så Kristus er Gud og menneske i personens enhed, og at denne forening er sket uden sammenblanding eller forandring, udeleligt og uadskilleligt; 2. at naturernes navne bruges om hinanden: Sandt og i ordenes bogstavelige betydning er Gud menneske og mennesket Gud; hver naturs egenskaber udsiges sandt og virkeligt om hele personen i det konkrete, men efter den natur, som disse egenskaber tilhører, hvilket teologerne kalder communicatio idiomatum (egenskabernes meddelelse); 3. at Kristi menneskelige natur ikke i sig selv er almægtig eller alvidende, at de forenede naturer forbliver forskellige i foreningen, og at hver naturs væsentlige egenskaber bevares; 4. at den menneskelige natur blev ophøjet til den højeste herlighed og sidder ved Guds højre hånd. 5. Begge forkaster Nestorius’, Eutyches’, Markions, Arius’, Plotins, Paulus af Samosatas og deres liges kætterier.

«IV. I artiklen om DEN HELLIGE DÅB er både lutheranere og calvinister enige om: 1. at spædbørn skal døbes; 2. at dåbens formål er, at de kan blive indpodet i Kristus og åndeligt genfødt; 3. at dåben er nødvendig, dog ikke ubetinget, men således at foragt for dåben fører til fortabelse; 4. at spædbørn er i stand til at modtage den genfødende nåde, og 5. at disse ting hører til dette sakramentes væsen.

«V. Hvad CEREMONIERNE angår, især EKSORCISMEN i dåbsritualet, er begge enige om: 1. at man ikke må forestille sig, at et spædbarn er legemligt besat af Satan; 2. at eksorcismens ritual ikke må bruges til noget andet formål end at betegne, at arvesynden til stadighed hænger ved os; 3. at disse formularer for eksorcismen kan udelades, og at særlige bønner kan sættes i stedet.»

Det kan være godt at bemærke, at skikken med eksorcisme, selv med disse forbehold og begrænsninger, aldrig var almindelig i den lutherske kirke; den blev aldrig anset for væsentlig af dem, der brugte den, den havde altid stærke modstandere blandt de mest rettroende mænd i kirken, og den er for længst gået af brug næsten overalt. Den kunne aldrig uden forbehold kaldes en luthersk skik. Alt, hvad man på noget tidspunkt med sandhed kunne sige, var, at den lutherske kirke i dette eller hint land beholdt den i kraft af den kirkelige frihed, som en af de ligegyldige ting (adiafora). Luthersk enhed bygger på hjertelig enighed i evangeliets lærdomme og i de væsentlige dele af sakramenternes forvaltning, og vil vi være konsekvente lutheranere, kræves der ikke mere af os, end at vi fastholder og forsvarer dem. Så meget kræves der, men heller ikke mere.

6. Claude

Claude,* en af den franske reformerte kirkes største teologer, siger: «De, der hører til Den Augsburgske Bekendelse (som kaldes lutheranere) er kun uenige med os om Kristi virkelige nærvær og om nogle skolespørgsmål, som vi endnu ikke kan tilskrive hele deres samfund; og hvad resten angår, forkaster de sammen med os påkaldelse af helgener, religiøs dyrkelse af billeder, menneskelig fyldestgørelse, aflad, skærsild, dyrkelse af relikvier, offentlig gudstjeneste på et ukendt sprog, de gode gerningers fortjeneste, transsubstantiationen, messeofferet, pavens overhøjhed, meningen om kirkens ufejlbarlighed og princippet om blind lydighed mod koncilernes afgørelser. De anerkender Skriften som troens eneste regel; de læser den flittigt; de bekender, at den er tilstrækkelig; de tror på dens autoritet uafhængigt af kirkens; de udlægger tydeligt læren om retfærdiggørelsen og læren om lovens brug og dens forskel fra evangeliet; de har ingen forkert opfattelse af troens og de gode gerningers væsen; og hvad folkelig overtro angår, kan vi næppe se, at der hersker nogen hos dem.»

* Defence of the Reformation, 1673, oversat af T. B., London, 1815, vol. i., s. 291.

7. J. Turretin

Jean-Alphonse Turretin* har samlet en stor skare af vidner, der alle peger i samme retning: at enighed mellem lutheranerne og de reformerte er mulig og ønskelig. Han argumenterer selv udførligt for samme standpunkt og i det store og hele på samme grunde som de teologer, vi har citeret.

* Nubes Testium, Genevæ, 1719, 4to.

8. Kirken i Genève

Præsterne ved kirken i Genève og professorerne ved byens akademi skriver i deres brev til Wake, ærkebiskop af Canterbury (1719): «Hvad angår vores lutherske brødre, tvivler vi ikke på, at I ved, hvilke beviser på kærlighed og hvilket brændende ønske (cupidinem) om enighed med dem vores kirke til alle tider har vist.»

9. Pictet

Pictet (d. 1724) henvender sig således til Den Augsburgske Bekendelses teologer:† «Lad navnene lutheranere og calvinister blive slettet ud, lad der ikke mere blive rejst alter mod alter. O lykkelige dag, da alle jeres kirker og vores skal omfavne hinanden, og vi, hånd i hånd og med forenede sjæle, skal vokse sammen til ét legeme (in unum corpus coalescimus), med Guds velsignelse, englenes bifald og de helliges jubel.»

† Dissert. de Consens. ac Dissens. int. Reform. et Aug. Conf. Fratres, 1697.

Formålet med disse citater er at vise, at den lutherske kirke, bedømt af store og fordomsfri mænd uden for dens eget kirkesamfund, er ren i alle den kristne tros grundlæggende lærdomme: en kirke, der fortjener ærbødighed og kærlighed, selv fra dem, der ikke i alle henseender kan tilslutte sig dens bekendelse.

Den lutherske kirkes forhold til andre kristne kirkesamfund · Sand enhed

Efter Det Nye Testamentes enkle og ophøjede principper, som den evangelisk-lutherske kirke har taget imod, beror sand kirkelig enhed på to ting: at man i fællesskab antager evangeliets grundlæggende lærdomme i samme forstand, og at man er enige om det, Skriften gør til det væsentlige i forvaltningen af sakramenterne. På det sidste punkt er vi i enhed med alle evangeliske og protestantiske kirkesamfund undtagen baptisterne. Med dem mangler vi her enhed, men ikke på grund af deres praksis med neddykning – den kunne man tillade som en fri form, blot et spørgsmål om, hvad man foretrækker. Det skyldes derimod deres lære om, at neddykningen er nødvendig, og at de afviger fra det, Skriften gør til det væsentlige ved dåben, nemlig hvem der skal døbes: De udelukker børnene fra den, skønt Gud har givet den til dem. Hvad nadverens ydre side angår, har den lutherske kirke intet, der står i vejen for enhed med resten af den evangelisk-protestantiske verden. For den er spørgsmålet om at knæle, sidde eller stå, om syret eller usyret brød eller om brødets tykkelse henvist fra det væsentliges område til kirkens frihed. Den slags har intet at gøre med enhedens væsen. Presbyterianeren er ikke mindre ét med os, fordi han sidder ved bordet, mens vi knæler eller står – medmindre han gør en ting, der i sig selv er en middelting, hverken påbudt eller forbudt, til en samvittighedssag. Luther* siger: «Hold fast og urokkeligt ved dette ene spørgsmål: Hvad er det, der gør et menneske til en kristen? Lad intet spørgsmål blive sat på lige fod med dette. Kommer nogen med en sag, så spørg ham straks: ’Gør disse ting også et menneske til en kristen?’ Svarer han nej, så lad dem alle fare.» Hvis Luthers liv for en stor del lignede en kamp, var det ikke, fordi han ikke elskede freden højt, men fordi han elskede sandheden højere. Han kunne ikke tage Zwinglis hånd i Marburg (1529), for det ville have betydet, at det store punkt, der skilte dem, ikke var en trosartikel – og det troede Luther af sit inderste hjerte, at det var. Men han udarbejdede og underskrev den erklæring, der blev fremlagt dengang: «at begge parter, så vidt enhvers samvittighed kunne tåle det, var forpligtet til at vise hinanden kærlighed – begge var forpligtet til alvorligt og uafladeligt at bede den almægtige Gud om, at han ved sin Ånd ville værdiges at styrke os i den sande lære.» Wittenberg-konkordien mellem Luther, Melanchthon og andre på den ene side og Capito, Bucer og deres fæller på den anden (1536) fyldte Luthers hjerte med ren glæde. Når intet princip stod på spil, kunne Luther være lige så mild som Melanchthon. Da Luther fik efterretning om, at schweizerne havde antaget Wittenberg-konkordien, skrev han til Meyer, borgmester i Basel (17. februar 1537): «Med den største glæde har jeg bemærket jeres iver for at fremme Kristi evangelium. Gud give os voksende nåde, så vi mere og mere kan stemme overens i en sand, ren enhed, i en sikker og samstemmende lære og opfattelse … så vi til det formål tilgiver hinanden og, N. B.,» (dette nota bene er Luthers eget) «bærer over med hinanden, ligesom Gud Fader tilgiver os og bærer over med os i Kristus. Vi må glemme fortidens stridigheder og sår og stræbe efter enhed med tålmodighed, sagtmodighed og venlige samtaler, men mest af alt med inderlig bøn til Gud Fader, al enigheds og kærligheds Fader.»* Den 1. december samme år skrev Luther et officielt svar på brevet fra den schweiziske kirkes repræsentanter. Han tiltaler dem som «ærværdige, kære herrer og venner», ønsker dem «nåde og fred i Kristus, vor Herre og Frelser» og fortsætter: «Jeg glæder mig over, at den gamle bitterhed og mistanke mellem os er lagt til side, og at I med stor alvor har til hensigt at fremme enigheden. Gud selv vil i sin nåde fuldende et værk, der er så godt begyndt. Så stor en splittelse kan naturligvis ikke hele let og uden at efterlade ar. Der vil være nogle, både hos jer og hos os, som ikke vil bryde sig om denne konkordie, men vil se på den med mistanke. Men er der alvor og flittig stræben på begge sider, vil modstanden ved Guds nåde dø hen (zu Tod blut), og de rasende vande vil lægge sig. Kunne strid og larm udrette noget, har vi visselig fået nok af dem. Gud er mit vidne på, at intet skal mangle fra min side for at fremme enigheden. Denne uenighed har aldrig gavnet mig eller andre, men har gjort stor skade. Intet godt er nogen sinde kommet af den, og intet godt er at håbe af den.» Om nadveren, hvor konkordien havde syntes at rumme en væsentlig enighed, viser Luther med få ord, hvor meget han var blevet misforstået, og tilføjer så: «Men som jeg sagde før: Hvor vi på dette punkt (hierin) ikke helt er nået til forståelse (wir nicht gänzlich verstünden), er det bedste lige nu (itzt), at vi er venlige mod hinanden og tager hinandens handlinger i den bedste mening (das beste zu einander versehen), indtil det dynd (Glüm), der er blevet hvirvlet op, har sat sig. Fra vores side, og jeg taler især for min egen person (sonderlich mein person halben), vil vi af hjertet lægge al uvenlighed bort og møde jer med tillid og kærlighed. Når vi har gjort alt, hvad der står i vores magt, har vi alligevel brug for Guds store hjælp og råd. Vi behøver ikke at give efter for lysten til at mistænke hinanden og vække strid, for Satan, som hader os og konkordien, skal nok selv finde sine folk til at kaste træer og sten på vejen. Lad det være vores del at række hinanden hjerte og hånd (die herzen und hand einander reichen), så vi holder lige fast, for at det sidste ikke skal blive værre end det første. Gid Helligånden må smelte vores hjerter sammen i kristen kærlighed og vilje og rense al mistankens slagge bort, til ære for hans hellige navn og til mange sjæles frelse.» *

* Brev til strasbourgerne (1524), foranlediget af Karlstadts nadverlære og hans sværmeri. Briefe, De Wette, ii. 514, Leipz., xix. 225. Walch., xv. 2444.

* Luther’s Briefe, De Wette, v. 54, Walch. xxi. 1282.

* Luther’s Briefe, De Wette, v. 83: Leipz. xxi. 107. Walch. xvii. 2594. På latin: Hospinian. H. S. i. 275. Buddeus: 258.

Den samme ånd præger Luthers svarbrev til de schweiziske reformerte kirkers råd, der var samlet i Zürich i 1528: «Jeg beder jer om at fortsætte, som I er begyndt, og hjælpe til at fuldende dette guddommelige værk, den kristne kirkes fred og enhed, sådan som jeg ikke tvivler på, at I med al glæde er rede til.»† Til rådet i Strasbourg havde Luther skrevet (29. maj 1536): «Der skal intet mangle fra min side, hverken i handling eller i lidelse, som kan bidrage til en ægte, grundig og fast enhed, for hvad kirkernes splid fører med sig, har erfaringen desværre lært os.»‡

† L.’s Briefe, De Wette, v. 120. Leipz. xxi. 110. Walch. xvii. 2617. På latin: Hospin. H. S. ii. 164. Buddeus, 292.

‡ Briefe, De Wette, iv 692. Leipz. xxi. 106. Walch, xvii. 2566. På latin: Buddeus, 251.

Luthers hjertelige sindelag over for valdenserne, hans inderlige opfordringer til dem, da der gik rygter om, at de var ved at slutte fred med Rom, og hans ædle vidnesbyrd om sit fællesskab med Hus og Hieronymus af Prag viser hans store, almenkirkelige (katolske) hjerte. Selv i sin bitreste kamp mod Rom, mens den stod på sit højeste, overså han ikke de sandt kristne elementer og de store velsignelser, der var blevet bevaret i Vestens kirke. Han skelnede mellem pavedømmet i den romerske kirke og den romerske kirke selv, og mellem den romerske kirkes falske repræsentanter i samtiden og dens gamle, sande repræsentanter. Fra den sande gamle romerske kirke, sådan som vi kender den fra de tidligste kirkefædres skrifter, skilte hverken Luther eller den lutherske kirke sig nogen sinde. I reformationen var det den sande gamle romerske kirke, der levede op igen, over for den nyere, fordærvede romerske kirke. Ikke ødelæggelse, ikke revolution, men reformation var det, Luther sigtede mod. Og reformation er ikke revolution, men det store værn imod den. Hvis Europa gik gennem revolutionære rystelser i og efter det sekstende århundrede, var det ikke, fordi reformationen blev taget imod, men fordi man stod den imod.

Lutherdom er ikke højkirkelighed

Mod den højkirkelighed, der gør former, ceremonier og styreformer til skillevægge, nedlægger den lutherske kirke en levende protest. «Hvor evangeliet,» siger Luther, «prædikes ret og rent, dér må der være en hellig kristen kirke.»* «Den hellige almindelige kirke er frem for alt et fællesskab, hvis indre bånd er troen og Helligånden i hjertet, og hvis ydre kendetegn er det rene Ord og de uforfalskede sakramenter. Kirken er de helliges samfund, nemlig de helliges forsamling, som står i fællesskab om det samme evangelium eller den samme lære og om den samme Helligånd, der fornyer, helliggør og styrer hjertet.»† Kirkens uforanderlige kendetegn er «evangeliets rene lære og sakramenterne. Kun den kirke, der har dem, er i egentlig forstand sandhedens søjle, fordi den bevarer det rene evangelium og, som Sankt Paulus siger, grundvolden, det vil sige den sande erkendelse af Kristus og den sande tro på ham.»

* Werke, Jena, vi 109, (103.)

† Apologien, art. 4.

Den lutherske kirkes storsind og kærlighed

Selv om alt det ydre og menneskelige er ens, er der ingen enhed, hvis dele af et kirkesamfund er hinanden fremmede i troen. Og omvendt: selv om alt det ydre og menneskelige er forskelligt, er der enhed, hvis der er samklang i troen. Vores kirke ønsker ensartethed – ikke som om ensartetheden i sig selv var enhed eller kunne træde i stedet for den, men fordi den gør enheden synlig, er noget, enheden af natur stræber hen imod, og er et værn om den. Hvis der findes en højkirkelighed, der er ægte luthersk, er den noget helt andet end det, der bærer det navn i andre kirker. Den lutherske kirke hævder rigtignok, at det er Guds sandhed, den bekender, og med logisk nødvendighed betragter den afvigelser fra bekendelsens lærdomme som afvigelser fra den guddommelige sandhed. Men den hævder ikke at være hele kirken. «Den kristne kirke og den kristne hellighed, både navnet og sagen, er alle kirkers og alle kristnes fælles eje i hele verden.»* Det er nok for den at vide, at den er en ægte del af den, og den kan glæde sig og glæder sig også over, at den Frelser, den elsker, har sine egne sande efterfølgere i alle dele af kristenheden. Den siger: «Den katolske [kristne] kirke består af mennesker, der er spredt over hele verden, fra solens opgang til dens nedgang.»† Den frakender ingen, der bærer andre navne, at være kirke, selv om de kan være usunde i læren. Det er ikke dens sag at gøre det. De har deres egen Herre, og det er for ham, de står eller falder. Den protesterer mod vildfarelsen, og den fjerner den med åndelige midler fra sin egen midte; men den dømmer ikke dem, der er udenfor. Gud er dens dommer og deres, og ham overgiver den sig selv og dem. Vores kirke bekender, «at der blandt dem, der står på den sande grundvold, er mange svage, som på grundvolden bygger forgængelige strå, det vil sige tomme menneskelige tanker og meninger, og som dog, fordi de ikke omstøder grundvolden, stadig er kristne, og deres fejl kan tilgives dem eller endda blive rettet.»‡ «En vildfarelse,» siger Luther, «hvor stor den end er, kan hverken kaldes kætteri eller er kætteri, medmindre den bliver fastholdt og forsvaret hårdnakket som det rette.» «At fare vild gør ingen til kætter; men at forsvare og beskytte vildfarelsen stivnakket, det gør.» «Der har aldrig været et kætteri, som ikke også hævdede en eller anden sandhed. Derfor må vi ikke fornægte den sandhed (som det rummer) for den løgns skyld (som det blander med den).»§ «Kættere farer ikke blot vild, men vil ikke lade sig belære; de forsvarer deres vildfarelse som det rette og kæmper mod den kendte sandhed og mod deres egen samvittighed – egenrådigt og bevidst bliver de i deres vildfarelse.» «Det er ikke ret, og jeg er inderligt ked af, at disse stakkels mennesker bliver myrdet, brændt og henrettet. Man burde jo lade enhver tro, hvad han vil (man sollte ja einen jeglichen lassen glauben was er wollte). Hvor let er det ikke at fare vild! Lad os værge os mod dem med Skriften, ikke med ild.» *

* Luther.

† Apologien, art. 4.

‡ Apologien, art. 4.

§ Werke, Walch. xxi. 120; xviii. 1771; iii. 2294.

* Werke, Walch. xvii. 2624.

Officiel protest mod forfølgelsen af andre kirker

Det er ikke kærlighed at bære over med andre, fordi forskellene mellem os er ubetydelige; det er kærlighed at bære over med dem, selv om forskellene er store. Kærligheden dækker ikke over vildfarelsen, for vildfarelsen er syndens datter, og kærligheden er Guds datter. Kærligheden dækker over de vildfarende, så vidt hun kan uden at besmykke deres vildfarelser, for den vildfarende er som menneske Guds barn. Kærligheden er genskinnet af kærligheden til Gud, og derfor er vor kirke tro mod hans sandhed, selv når hun er allermest øm over for dem, der farer vild fra denne sandhed. Har der været snæversynede, inkvisitoriske og hårde dommere over andre, som bærer hendes navn, så har de ikke disse træk fra hende, og sådanne mænd ved ikke, hvilken ånd de er af. Aldrig bliver store systemer mere grusomt forvrænget end af nogle, der giver sig ud for at være deres venner. Mange af de fremstillinger, der foregiver at gengive den lutherske teologi, har derfor været grove forvrængninger. De har dog ikke altid skyldtes uvidenhed eller ondskab, men er kommet fra folk, der kun af navn var dens venner – snart af frygtsomhed, snart af en hård og hidsig ånd, der fryder sig ved at skærpe forskellene og gøre dem uoverstigelige. Fjender har skærpet forskellene af had til systemet; de ville vække afsky for det. Men den samme slags fremstilling er også kommet fra en anden gruppe, der lige så meget var drevet af had til andre systemer som af kærlighed til det system, de havde sluttet sig til. De anså ikke blot det lutherske system for sandt; de mente, at det ejede hele sandheden i en sådan forstand, at ingen anden kirke havde den mindste del i den. Det var dem ikke nok at vise, at andre er mindre bibelske end vi, eller at de på vigtige punkter afviger fra Ordets lære; de var opsat på at vise, at de ikke er bibelske i noget som helst. Efter disse polemikeres fremstilling er sådanne håbløse vildfarende ikke engang rettroende, når det gælder de almene sandheder i den apostolske trosbekendelse. De tvivler på kristendommens allerførste grundelementer, de er på vej mod ateismen, og kun deres frygt eller deres manglende evne til at drage de rimelige konklusioner af deres præmisser holder dem tilbage fra at styrte ud i den. Ganske vist er de mest yderliggående af denne skole i den lutherske kirke blevet langt overgået i eksklusivitet af sekterere af forskellig slags, men det undskylder dem ikke. En kirke med så stort et hjerte, så sandt katolsk i sit væsen og så mild i sin ånd som den lutherske venter sig noget bedre af sine børn. Da hun ikke opdrager dem til sekterisk ensidighed, kan hun ikke lade dem påberåbe sig andres sekteriske udskejelser for at opveje deres egne. Den, der behandler en sådan kirkes lærdomme, bør kende dem grundigt, være dybt overbevist om deres sandhed og være forvandlet af deres kraft; og mænd af den støbning vil udfolde dem, ikke i en smålig, sekterisk ånd, men med et storsind og en ædelhed, der vidner om den moralske kraft i den sandhed, de holder fast ved. Hvis vor kirke nogen sinde kunne være blevet drevet over i en anden ånd, måtte det have været under de forbitrende stridigheder med åbenlyse fjender og endnu mere med falske brødre, som førte til udarbejdelsen af Konkordieformlen. Alligevel erklærer kurfyrsterne, fyrsterne og rigsstænderne i fortalen til den bog, som formlen blev optaget i: «Det er på ingen måde vor vilje og mening, når vi fordømmer falske og ugudelige lærdomme, at fordømme dem, der farer vild af enfoldighed, og som ikke spotter sandheden i Guds Ord. Endnu mindre ønsker vi at fordømme hele kirker, hverken inden for Det Tyske Riges grænser eller uden for dem … for vi tvivler ganske og aldeles ikke på (ganz und gar keinen Zweifel machen), at der også i de kirker, som hidtil ikke i alle henseender har tænkt som vi, findes mange fromme og gode mennesker, som vandrer i deres hjertes enfoldighed uden klart at forstå de punkter, det drejer sig om … og som, det er at håbe, ville blive enige med os, hvis de ved Helligåndens ledelse blev ret undervist i læren og ført ind i Guds Ords ufejlbarlige sandhed. … Og på alle kirkens teologer og tjenere hviler i særlig grad den pligt med mådehold at formane og ud fra Guds Ord undervise dem, der farer vild fra sandheden af enfoldighed eller uvidenhed, så det ikke går, som når en blind leder en blind, og de begge går til grunde. Derfor vidner vi i dette vort skrift for den almægtige Guds åsyn og for hele kirken, at det aldrig har været vor hensigt med denne kristne forligsformel at skabe besvær eller fare for de stakkels undertrykte kristne, som nu lider forfølgelse. … For ligesom vi, drevet af kristen kærlighed, for længe siden er gået ind i lidelsens fællesskab med dem, sådan afskyr vi og hader af hele vor sjæl den forfølgelse og det hårde tyranni, der er rettet mod disse ulykkelige mennesker. På ingen måde og i ingen henseende samtykker vi i denne udgydelse af uskyldigt blod, som uden tvivl ved Guds forfærdelige dom og for Kristi domstol strengt vil blive krævet af deres forfølgeres hånd.» Denne bøn og protest fra de lutherske fyrster og stænder blev især fremført til fordel for huguenotterne, de franske calvinister, hvis bitre lidelser havde nået deres højdepunkt i den frygtelige Bartholomæusnat (24. august 1572).

For at vise, at deres kærlighed var en himmelsk kærlighed og ikke den magelige passivitet, der følger af slaphed i læren, tilføjer fyrsterne og stænderne: «Vor hensigt har været … at ingen anden lære end den, der er grundet i Guds Ord og indeholdt i Den Augsburgske Bekendelse og dens Apologi, forstået i deres ægte mening, skulle forkyndes i vore lande, provinser, skoler og kirker … for at den rene lære og bekendelse af troen ved Helligåndens hjælp også hos vore efterkommere må blive bevaret og udbredt indtil vor eneste Forløsers og Frelsers, Jesu Kristi, herlige komme.» Det er ord, der kan røre hjertet i dets inderste. I det, de åbenbarer af tro, håb og kærlighed, er de uden sidestykke i kirkernes historie. Hvor findes der blandt bekendelserne, uden for den lutherske kirkes bekendelse, så øm og overbærende en omtale af dem, der har en anden tro? Hvor findes der, uden for den, så ædel en bekendelse af de helliges samfund og så håbefuld en tillid til de vildfarendes bedre sind og oprigtighed? Hvor findes en så modig, alvorlig og hjertelig omtale af de trængsler, som medlemmer af et andet kirkesamfund lider, og så ophøjet en protest mod deres forfølgelse og dermed mod al forfølgelse for samvittighedens skyld? Gud give, at disse hellige mænds ånd må leve videre i den kirke, som de tjente så fremragende i deres slægtled, og at deres fromme længsler må blive opfyldt: at Menneskesønnen, når han kommer, må finde troen på jorden, så den stadig udstråler sit hellige lys midt iblandt dem, hvis fædre elskede ham så rent og elskede hans sandhed så brændende – og dog ligesom deres Mester nægtede at byde ild falde ned fra himlen over dem, der ikke fulgte med dem.

I samklang med denne ånd har en stor nulevende teolog i Tyskland sagt: «Jeg tror, jeg kan sige, at jeg ikke er mig bevidst at høre til noget parti, men alene har fulgt sandheden. På min vej, mens jeg søgte sandheden, blev jeg ført til Jesus Kristus, som er sandheden, og af ham blev jeg ført til den lutherske kirke, som jeg har anset og stadig anser, ikke for den eneste sande kirke, men for sandhedens søjle i den almindelige kirke. Jeg ved desuden, at kun den, som har taget imod denne kirkes ånd, som står urokkeligt på apostlenes og profeternes grundvold, som lever i den faste overbevisning, at den lutherske kirkes bekendelse i sit inderste væsen stemmer overens med det rene evangelium, og som dog har mærket indflydelsen fra de sidste tre århundreder – jeg ved, at kun han har et økumenisk sind og et katolsk hjerte for det, som er sandt i alle kirker; kun han har øre for sandhedens harmonier, som stadig klinger frem af dissonanserne i vor tids utallige forskellige toner. Jeg er aldrig veget tilbage for at blive beskyldt for ortodoksi, for så vidt som dens sag er Kristi sag, og dog har jeg bestandig sagt, at jeg ikke kunne forsvare dem, der i kirkens tro kun søger det, som er gammelt, fastlagt og færdigt. Med rette mister vi tilliden til en teologisk forfatter, der voldsomt farer fra den ene yderlighed til den anden. Men kan vi på den anden side stole på en teolog, som vi ved slet ikke kan komme til at tvivle på et standpunkt, når han først har indtaget det? Sandheden giver sig kun til den, der søger den, men den, der søger den, finder den ikke, hvis han ikke kan give slip på noget.»

Den lutherske kirkes stridigheder

En kirkes liv kan i vid udstrækning aflæses i dens stridigheder. Ligesom en nations ære eller skam kan aflæses på dens slagmarker, der fortæller, hvad den satte sine sønners liv på spil for, sådan kan en kirkes ære eller skam bestemmes, når vi ved, hvad den kæmpede for, og hvad den kæmpede imod; hvor højt den satte det, den holdt for sandhed; hvad det var for en sandhed, den satte pris på; hvor meget den gjorde, og hvor meget den led for at fastholde denne sandhed; og hvad udfaldet blev af dens kampe og ofre. Prøvet på alle disse måder er den lutherske kirkes historie uforligneligt herlig. Den har kæmpet for store sandheder med store ofre, og i enhver konflikt, den har taget del i, har sandheden til sidst sejret. En kirke, der ikke kæmper for noget, har enten mistet sandheden eller holdt op med at elske den. Krig er smertelig, men de, hvis vildfarelser gør den nødvendig, har ansvaret for al dens elendighed. Til tider, især i den lutherske kirkes tidlige historie, opstod der stridigheder. De vigtigste af dem var: 1) den filippistiske, der udsprang af Melanchthons og hans skoles overdrevne ønske om at komme overens med romersk-katolikkerne og de reformerte; 2) den antinomistiske (1537–40, 1556), forårsaget af Agricolas forsøg på at indføre det, der er blevet kaldt en «evangeliets pelagianisme»; 3) den osiandriske (1550–67), opkaldt efter Osiander, som sammenblandede helliggørelsen med retfærdiggørelsen; 4) den adiaforistiske (1548–55); 5) den majoristiske (1551–52) om de gode gerningers nødvendighed; 6) den synergistiske (1555–67) om den menneskelige viljes medvirken i omvendelsen, hvorunder Flacius talte om arvesynden som substans, ikke som akcidens; 7) den kryptocalvinistiske (1552–74). Calvins opfattelse af nadveren var så meget dybere end Zwinglis (som Calvin skarpt fordømte) og i visse henseender endog så lutherniserende, at Melanchthon – uden at opgive den lutherske opfattelse – mente, at Calvins kunne tåles, og at forskellene kunne forbigås i bekendelserne. Dette standpunkt blev angrebet af de strengere lutheranere. I stridens løb blev også de mere almene spørgsmål om Kristi person drøftet. Alle disse spørgsmål blev afgjort i Konkordieformlen (1577). Så dybt var kirken forankret i en grundlæggende enhed i troen, at ingen af disse stridigheder – hvor voldsomme nogle af dem end var – formåede at sprænge den i adskilte kirkesamfund. De senere stridigheder har drejet sig om synkretismen (1655), pietismen (1686) og rationalismen (1751) samt om unionen og lutherdommens genrejsning (fra 1817, Harms’ Teser, til denne dag).

Teologisk videnskab i den lutherske kirke

I det sekstende århundrede blomstrede den teologiske videnskab mest af alt ved universiteterne i Wittenberg, Tübingen, Strasbourg, Marburg og Jena. Til denne tid hører Luther, Melanchthon, Flacius, Chemnitz, Brentius og Chytræus. I det syttende århundrede møder vi navnene Glassius, Pfeiffer, Erasmus Schmidt, Hakspan, Gier, Seb. Schmidt og Calovius; i dogmatikken Hutter, Gerhard, Quenstedt, Calixtus og Hunnius; i kirkehistorien Rechenberg, Ittig, Sagittarius, Seckendorf og Arnold. I det attende århundrede afslutter Löscher den gamle skole, og den pietistiske skole, der var mere praktisk end videnskabelig, er repræsenteret ved Lange. Den konservativt pietistiske skole, som undgik de andres fejl og forenede deres fortrin, omfatter Hollazius, Starck, Buddeus, Cyprian, J. C. Wolf, Weismann, Deyling, Carpzov, J. H. og C. B. Michaelis, J. G. Walch, Pfaff, Mosheim, Bengel og Crusius. Den skole, der behandlede teologien efter Wolffs filosofiske metode, tæller S. J. Baumgarten, Reinbeck og Carpzov; til overgangsskolen hører Ernesti, J. D. Michaelis, Semler, der banede vejen for rationalismen, og Zöllner; de fremmeste medlemmer af den rationalistiske skole var Griesbach, Koppe, J. G. Rosenmüller, Eichhorn, Gabler, Bertholdt, Henke, Spittler, Eberhard og A. H. Niemeyer. Til den supranaturalistiske skole, som i forskellig grad opgav den gamle ortodoksi, men stadig fastholdt mere eller mindre af den almene kristendoms grundsandheder, hører Morus, Döderlein, Seiler, Storr, Knapp, Reinhard, Lilienthal og Köppen, og i kirkehistorien Schröckh, C. W. F. Walch, Stäudlin og Planck. Grundlæggeren af det nittende århundredes særegne teologi var Schleiermacher (død 1834), den største af forsvarerne for unionen mellem de lutherske og reformerte kirker i Tyskland. Han øvede indflydelse på alle skoler, men ingen af dem kan gøre krav på ham. Neander kan regnes til de pietistiske supranaturalister, De Wette til de historisk-kritiske rationalister og Hase til de filosofisk-æstetiske rationalister. Den vulgære rationalismes fremmeste forsvarere er Röhr, Paulus, Wegscheider, Bretschneider og Ammon; den historisk-kritiske rationalismes er Winer, Fritzsche, Credner, Schulz, von Cölln, Rückert, Gesenius, Tuch, Knobel, Hupfeld, Hitzig, Ewald, Bertheau og Lengerke. Den rationelt supranaturalistiske skole repræsenteres af Tzschirner, Tittmann, C. F. K. Rosenmüller og Baumgarten-Crusius; den egentlige supranaturalisme eller suprarationalismen af E. G. Bengel, Flatt, Heubner, Augusti, Hahn og Böhmer; den pietistiske supranaturalisme af Tholuck (som i sine studiers løb nærmede sig et helt igennem luthersk standpunkt), Hengstenberg, Olshausen, Stier, Hävernick, Steiger og Bunsen i hans tidlige periode, skønt han i sine sidste år var rationalist. Repræsentanterne for den «nye» eller «tyske» teologi, der udgår fra Schleiermachers skole og har luthersk baggrund, er Lücke, Nitzsch, Julius Müller, Ullmann, Twesten, Dorner, Liebner og Martensen, desuden Rothe, J. T. Beck, Auberlen, Umbreit, Bleek, H. A. W. Meyer, Huther, Wieseler og Tischendorf. De forfattere fra det nittende århundrede, hvis navne vi har nævnt, står eller stod med få undtagelser inden for «unionen» og forsvarede den.

Repræsentanterne for den lutherske teologi, for de flestes vedkommende i dens strengeste forstand, er Claus Harms, der i 1817 førte det første afgørende slag mod rationalismen, Scheibel, Sartorius, Rudelbach fra Danmark, Guericke, Harless, Höfling, Thomasius, Philippi, Harnack, Dieckhof, Löhe, Vilmar, Krabbe, Kliefoth, Delitzsch, M. Baumgarten, Luthardt, Dreschler, Caspari, Oehler, Keil, Zöchler og J. H. Kurtz. To fremtrædende jurister, K. F. Göschel og F. J. Stahl, skal også regnes blandt forsvarerne af den lutherske bekendelse.

Blandt de navne, der engang havde en ubestridt plads i denne del af æresrullen, er der tre, som er faldet ud af den: J. C. K. v. Hofmann, Thiersch og Kahnis. Den sidste er faldet ud, fordi han har tilsluttet sig den rationalistiske kritik af kanon, forkastet kirkens treenighedslære og fornægtet Sønnens og Åndens højeste guddom (subordinatianisme). Desuden har han forkastet den lutherske udlægning af indstiftelsesordene i nadveren, selv om han stadig hævder at holde fast ved substansen i den lutherske nadverlære.

Selv om det nittende århundrede ikke har været en tid med den sikreste og mest solide tænkning, har det uden for al tvivl været den mest strålende tid i den teologiske videnskabs historie. Og kilden både til den opfindsomhed, der funklede, og til den besindighed, der holdt igen, har været den teologiske impuls, som verden skylder den lutherske kirke.

I De Forenede Stater har kirkens bedste mænd hovedsagelig brugt deres kræfter på praktisk arbejde, men der er alligevel lagt en hæderlig teologisk dygtighed og lærdom for dagen. Blandt dem, vi skylder bøger, som forfattere, oversættere eller udgivere, kan nævnes: Anspach; Bachman; S. K. Brobst; F. W. Conrad; Demme; G. Diehl; L. Eichelberger; Endress; Goering; Greenwald; S. W. Harkey; Hazelius; Helmuth; Henkel-familien: Paul, D. M., Ambrose og Socrates; J. N. Hoffman; Hutter; M. Jacobs; Henry Jacobs; E. W. G. Keyl; C. Philip Krauth; Krotel; Kunze; B. Kurtz; Lape; Lintner; Lochman-familien: J. G. og A. H.; Loy; W. J. Mann; P. F. Mayer; John McCron; Mealy; F. V. Melsheimer; C. B. Miller; J. G. Morris; Muhlenberg-familien: H. M., H. E., F. A.; Norelius; Officer; Oswald; Passavant; Peixoto; Pohlman; Preus; Probst; Quitman; Reynolds; Salyards; Shaeffer-familien: F. D., D. F., F. C., C. F., C. W.; H. I. Schmidt; J. G. Schmauck; Schmucker-familien: J. G., S. S., B. M.; Seiss; Seyffarth; Sheeleigh; G. Shober; C. A. Smith; J. Few Smith; M. L. Steover; F. C. Stohlman; T. Stork; P. A. Strobel; Stuckenberg; Titus; Van Alstine; Vogelbach; Wackerhagen; C. F. W. Walther; Weiser; D. Worley; F. C. Wyneken. Der er andre, som fortjener en plads på vores forfatterliste, men da deres arbejde ikke foreligger i bogens varige form, falder det uden for vores plan at opregne dem.*

* Den fyldigste liste over «Publications by Lutherans in the United States» frem til 1861 findes i Evangelical Review, april 1861, 542.

Den ufuldstændige liste, vi her giver over de store navne i vores kirke, især i Tyskland, kan forklare de stærke ord, som forfattere fra andre kirker har følt sig nødt til at bruge om den lutherske teologi: «Med hensyn til den indre teologiske udvikling har den lutherske kirke en stor forrang frem for den reformerte. Den tyske teologiske videnskab udgår fra den lutherske kirke. Båret af tysk flid, grundighed og dybde hævede den lutherske kirkes teologi sig trin for trin, under mangfoldige kampe og omvæltninger, til en svimlende højde, som er forbløffende og ubegribelig for schweizerne, franskmændene og englænderne.» † «Den lutherske kirke,» siger Lange, «er teologernes kirke.» ‡

† Goebel, 263, 277.

‡ Kurtz, § 176, 6.

Man kan se det som både årsag til og følge af denne storhed i lærdommens højeste form, at den lutherske kirke er en opdragende kirke, lige fra de fattiges børn i de ringeste kår til den lærdes højeste viden.

Undervisning i den lutherske kirke

Luthers efterfølgere førte hans tidlige indsats for undervisningen videre gennem katekismusundervisning, menigheds- og offentlige skoler og universiteter. I selve Tyskland findes der ingen rent reformerte universiteter. De universiteter, som den lutherske kirke helt eller delvis har del i, kan inddeles således: 1) dem, hvor alle tre konfessioner er repræsenteret: Tübingen, Giessen, Breslau og Bonn; 2) dem med de to konfessioner, den lutherske og den reformerte: Heidelberg, Greifswald, Marburg, Königsberg, Halle, Erlangen (hvor professorerne med én undtagelse er lutherske) og Berlin; 3) de rent lutherske: Leipzig, Rostock (Wittenberg, som i 1817 blev overført til Halle og nu er et seminarium for kandidater til præsteembedet), Jena, Kiel og Göttingen; i Danmark København; i Norge Christiania; i Sverige Lund og Uppsala; i Rusland Dorpat.

I De Forenede Stater har kirken fjorten teologiske seminarier, seksten universiteter og colleges, ni pigeskoler, seksten akademier og forskellige selskaber for undervisning og udgivelse. Af tidsskrifter, der varetager dens sag, har den ni engelske, femten tyske, to norske og to svenske.

Mission

Den lutherske kirke har heller ikke nøjedes med at sørge for sine egne børn. Den har været og er en missionskirke. I 1559 grundlagde Gustav Vasa af Sverige en mission blandt samerne, som Gustav Adolf førte videre med fornyet iver, og Danmark hjalp også til. Thomas von Westen (død 1727) var denne missions apostel. Heyling fra Lübeck arbejdede uden nogen støtte som missionær i Abessinien (1635), og andre fra hans vennekreds arbejdede for samme sag i forskellige egne af Østen. Frederik 4. af Danmark oprettede den ostindiske mission i Trankebar (1706), og Francke skaffede ham to hengivne arbejdere til den, Plütschau og Ziegenbalg. Den sidste oversatte Det Nye Testamente til tamil (1715). Missionens arbejde blev også udvidet til de engelske besiddelser. Fra vajsenhuset i Halle udgik en lang række missionærer; den fremmeste af dem er Schwartz (død 1798). I 1728 blev der i Halle oprettet en anstalt for jødernes omvendelse. Egede fra Norge (død 1758) begyndte sit arbejde i Grønland i 1721. I 1736 vendte han hjem og oprettede et missionsseminarium i København. Selv om størstedelen af den lutherske kirke ligger ugunstigt til for ydre mission, har dette arbejde altid været den kært, og dens missioner har været og er fortsat blandt de mest frugtbare i verden.

Kirkeforfatning

Mange vanskelige forhold forhindrede den lutherske kirke i at udfolde sit liv lige så fuldkomment i sin kirkeforfatning som i sin lære og sin gudstjeneste. Tanken om alle troendes almindelige præstedømme væltede straks læren om en væsensforskel mellem gejstlige og lægfolk. Præsteembedet er ikke en stand, men et embede, som Gud har indstiftet, og som man skal være ordentligt kaldet til. Der findes ingen rangforskel af guddommelig ret. En hierarkisk ordning er ukristelig, men en rangfølge (biskopper, superintendenter, provster) kan godt opretholdes, blot som noget, der alene er af menneskelig ret. Styrelse ved konsistorier har været meget udbredt. I Danmark trådte evangeliske biskopper i stedet for de romersk-katolske prælater, der blev afsat. I Sverige gik biskopperne over til reformationen og sikrede dermed landet en «apostolisk succession» i højkirkelig forstand. Men efter den lutherske kirkes grundsætninger regnes en sådan succession – hvad enten kirken har den eller ej – ikke for nødvendig, ikke engang for kirkens ordning. Myndighedens yderste kilde ligger hos menighederne, det vil sige hos præsten, de øvrige embedsbærere og folket i den enkelte menighed. Retten til at vælge en præst tilhører folket, som kan udøve den ved direkte afstemning eller overdrage den til sine repræsentanter.

Gudstjeneste

Den lutherske kirke regner prædikenen for en uundværlig del af en fuldstændig gudstjeneste. Al gudstjeneste skal foregå på folkesproget; både hjertets og forstandens behov skal imødekommes. Alt, hvad der fra fortiden er åndeligt, smukt og passende, skal bevares. Kirkeåret med dets store højtider bliver holdt. Trods nationale særpræg er den lutherske kirkes liturgiske gudstjenester i alt væsentligt ens næsten overalt i verden. Salmerne synges af hele menigheden med orgelledsagelse. Når præsterne udfører deres embede, bærer de en særlig dragt, sædvanligvis en sort kjole med bæffer, men også korskjorten er mange steder bevaret. I Danmark og Sverige bæres også messehagelen ved alterets tjeneste, og i Sverige er bispehuen og bispestaven bevaret. En forberedelsesgudstjeneste går forud for altergangen. Læren om øreskriftemålet og brugen af det blev forkastet fra begyndelsen. Det «private skriftemål», der blev indført i nogle dele af kirken, indebærer overhovedet ingen opregning eller bekendelse af enkelte synder, med mindre altergæsten selv ønsker at tale om dem. Den «private tilgivelse» er simpelthen, at evangeliets løfte med evangeliets betingelser forkyndes for den enkelte angrende. Dette løfte er i sit eget væsen meddelende, det vil sige, at det virkelig skænker syndernes forladelse, når det modtages i tro. «Eksorcismen» (djævleuddrivelsen ved dåben), sådan som den fandtes i nogle af de lutherske kirker, indebar ikke meget mere end «forsagelsen» og kan forsvares med nogle af de samme grunde. Den blev brugt i dele af kirken, men kun som en længe indarbejdet ritus, der kunne tåles, så længe den ikke blev anset for andet end en symbolsk fremstilling af læren om, at vores natur er under syndens herredømme. Nu er den overalt gået i glemmebogen. Man optages i kirkens nadverfællesskab ved konfirmation, som præsten forretter efter grundig undervisning i katekismen. Men især i den hellige sang har den lutherske kirke et storslået særkende i sin gudstjeneste. «Den lutherske kirke,» siger dr. Schaff, «tager de skønne kunster i religionens tjeneste og har frembragt en skat af salmer og koraler, som i rigdom, kraft og salvelse overgår alle andre kirkers salmedigtning i verden.» «I gudstjenesten,» siger Goebel, «når vi til et punkt, hvor den lutherske kirke har et af sine herligste fortrin. Kirkens salmer er folkets bekendelse og har udrettet mere end prædikenen. Alene i den lutherske kirke nåede den tyske salmedigtning en virkelig forbløffende blomstring. Den hellige sangs ord lød overalt og vandt undertiden hele byer for evangeliet, som med ét slag.»

Lutherdommens virkning i livet

Hvordan har det lutherske system virket i praksis i kirkens liv? Spørgsmålet er omfattende, og vi fremlægger blot et par kendsgerninger, der kan belyse svaret. I det lutherske system virker Guds Ord indefra og ud. De romanske folk er i deres art mindre beskuende og mere radikale og tilbøjelige til yderligheder end de germanske, og i den schweiziske reformation var der en stærk iblanding af politiske elementer. Den lutherske form for reformation og for religion er derfor mildere og mindre udadvendt, mindre påtrængende og mere fremmed for prunk end den zwinglianske og den calvinistiske; men den fromhed, den modner, er uden lige i fasthed, ro, alvor, glæde og frihed. Luthers egen karakter genspejles i høj grad i den kirke, der værner om hans minde som en af sine dyrebareste skatte. Den lutherske kirke er meget rig på opbyggelseslitteratur for folket. Den har større slægtskab med høj æstetisk dannelse end andre protestantiske kirker. Den er mindre modtagelig end andre for en overdreven trang til frivillige (især hemmelige) foreninger, som ikke står under kirkens tilsyn. Man kan med rette sige, at den af alle kirker er den, der er forsigtigst på en sund måde, og derfor den, der med størst sikkerhed gør de mest varige, om end ikke de hurtigste fremskridt. Goebel, en reformert forfatter, siger: «Den yndige, åbenhjertige gemytlighed og den godgørenhed, som stiger op fra sjælens dybeste grund, og som så fordelagtigt adskiller den tyske nation fra andre, mangler blandt de reformerte, ja, selv blandt tyskerne i den reformerte kirke. Lutheranernes fromhed er dyb, inderlig og hjertelig.» Og en langt større teologisk lærd, dr. Schaff, der ligeledes hører til et andet kirkesamfund, har sagt: «Den lutherske fromhed har også sin særlige ynde, Marias ynde – hun, der satte sig ved Jesu fødder og hørte på hans tale … Den udmærker sig ved redelighed, venlighed, hengivenhed, munterhed og den Gemütlichkeit, som andre folk ikke engang har et navn for. Den lutherske kirke har grundet over den guddommelige nådes dybeste hemmeligheder og hentet mange af erkendelsens skatte op fra åbenbaringens miner. Den kan pege på en ubrudt række af lærde teologer, der viede hele deres liv til at udforske den frelsende sandhed. Den har sine mystikere, der badede sig i den uendelige kærligheds ocean. Den har sunget de mest inderlige salmer til Frelseren og lever i et sødt, barnligt samkvem med den himmelske Fader.»

Ser man retfærdigt på hele fortidens historie, vil man få tillid til karakteren hos det folk, som Gud har givet vores kirke, for at det skal samles under dens bannere og kæmpe dens kampe. Al den skade, som statens indblanding, krig og vantro har gjort på den sande tyske karakter i Europa, kan ikke udslette fortidens og nutidens vidnesbyrd om, at tyskerne er det mest enfoldigt og dybt religiøse af alle folk, og at de er det, som dr. Arnold kalder dem: «den fornyende race, den mest moralske menneskerace». En stor del af denne ære skyldes den kirke, der så trofast udtrykker og nærer det ægte germanske liv.

De skandinaviske lutheranere, svenskere og danskere

Og ikke uværdig til en plads ved siden af dette ædle element er den anden store familie af lutherske folk. Næst efter tyskerne føjer den tusinder af kristne mænd til Den Nye Verdens største skat. Navnet skandinaver minder om store lutherske nationer, som har gjort sig vel fortjent af verden. Med det navn er Sveriges konge Gustav Vasa forbundet. Han talte med tårer reformationens sag; han nedlagde sit scepter og nægtede at tage det op igen, indtil folkets kærlighed til ham gjorde det villigt til at tage imod reformationen; og han grundlagde blandt de fattige samer en af de første protestantiske missioner. Navnet minder også om martyrhelten Gustav Adolf. Hans navn burde være protestanterne – og mest af alt lutheranerne, der med rette gør krav på at være de mest protestantiske af alle protestanter – kærere, end Washingtons navn er for amerikanerne. En del af den pris, han betalte for at redde Europas religionsfrihed, var nemlig hans eget blod. Uden ham kunne vores protestantisme være blevet knust og skyllet bort fra verden i en strøm af blod og ild. Også han var nidkær for missionens sag. Det var en skandinavisk konge, Frederik 4. af Danmark, der i Trankebar grundlagde den ostindiske mission, som blev velsignet med Ziegenbalgs arbejde og med alle tiders største missionær Christian Friedrich Schwartz' arbejde. Det var en skandinavisk luthersk præst, nordmanden Hans Egede, der under slid, fare og lidelse plantede en ren kristendom blandt grønlænderne.

«I det attende århundrede,» siger Wiggers, «strålede Danmark i det evangeliske Europas øjne som missionens arnested og hjem.» «I Sverige,» siger den samme fremragende forfatter, «vandt den lutherske kirke et ædelt og rent folk, fuldt af en kraftig og standhaftig tro, et folk præget af klarhed og skarphed i forstanden, af rene og enkle sæder og af ridderlighedens ånd; et folk, der altid var rede til frygtløst at føre krig for evangeliet med Åndens sværd og, om nøden krævede det, med det timelige sværd. Sveriges kirke er forenet med staten ved de inderligste bånd – ikke trældommens, men den gensidige kærligheds. Den gennemtrænger hver del af folkelivet og øver gennem sit tilsyn med skolerne den mægtigste og helligste indflydelse på de unges opdragelse. Den har en præstestand, hvis troskab og visdom udretter så meget mere, fordi den bæres af en høj borgerlig stilling og et tilstrækkeligt underhold, og et folk, der viser en rolig og from ydmyghed og en ubegrænset tillid til sine præster. Således skinner Sveriges kirke som en stjerne med sit rene, milde lys på den nordlige himmel.»

Den angliserede og engelsktalende del af vores kirke, som bedst repræsenterer den, tilskriver vi en karakter, der er dens store fortid værdig – en karakter præget af enkelhed, alvor og fromhed. I forretningslivet, i hjemmets ro, i kirkens hellige pligter og i borgerlivet viser de et solidt værd, som vidner om, hvor grundig den kristne opdragelse er i det kirkesamfund, de elsker.

Den lutherske kirkes værdi for kristenheden som helhed. Dr. J. W. Nevin

Om hvad vores kirke er, og hvad hun bringer til dette sit nye hjem, har mere end én eftertænksom mand fra andre kirkesamfund aflagt vidnesbyrd. Men blandt dem alle er intet mere værd end det, som dr. John W. Nevin fra Den Reformerte Kirke har givet. Hvor langt man end måtte stå fra dr. Nevins synspunkter, kunne ingen redelig mand undlade at anerkende, at han er en mand med en stor forstand, den mest beskedne enkelhed og ydmyghed og den mest kompromisløse kærlighed til sandheden. Vores land har få mænd, der kan stilles i klasse med ham. Hvad angår originalitet og kraft i tanke og stil, ville man tænke på Bushnell og Park som dem, der ligner ham mest; men ved en retfærdig vurdering af mændene tror vi ikke, at de kan siges at overgå ham. Dr. Nevins tankevidde er på én gang bredere og dybere end hos de fleste af vores teologiske tænkere. Den er omfattende uden at blive overfladisk. Han udtrykker stor kærlighed og ærbødighed for den lutherske kirke i dens ægte liv, og hans vidnesbyrd har særlig værdi, for ingen uden for vores kirke ved bedre end han, hvad der er i den. Om at dyrke en historisk ånd i sin egen kirke siger han: «Men dette må samtidig give os evnen til også at forstå og påskønne den vældige historiske betydning, som tilkommer den anden store protestantiske bekendelse, den lutherske kirke. Når vi erkender, at vi er ét med den reformerte bekendelse i almindelighed, samtidig med at vi dog ser bort fra det særegne ved vores stilling i den som en tysk reformert kirke, kommer vi nødvendigvis til at fornemme, hvad lutherdommen er for kirken som helhed, på en måde, som slet ikke er så let for tænkningen i andre grene af det reformerte kirkesamfund her i landet. Når vi forstår os selv og lærer at yde vores egen historiske karakter retfærdighed, bliver vi ikke blot bevidste om vores forskel fra den lutherske kirke, men også om vores gamle nærhed til den, og om hvad vi skylder den for hele vores kirkeliv. Evnen til med indsigt at vurdere Heidelbergkatekismens fortrin må for os vise sig at være evnen til også at ære Den Augsburgske Bekendelse, sådan som den fra begyndelsen blev æret af katekismens forfattere. Vi kan ikke have nogen sympati med den type reformert tænkning, hvad enten den findes i New England eller andetsteds, som helt er faldet bort fra den oprindelige spænding (Spannung) mellem de to store protestantiske bekendelser; som har mistet al sans for de gamle teologiske stridsspørgsmål, der skilte dem ad i det sekstende århundrede; og for hvilken lutherdommen med det dybe særpræg, den dengang havde, er blevet et meningsløst minde om den døde fortid. Vi er forhåbentlig mere og mere på vej til at vide bedre. Vi kan ikke ønske, at den lutherske kirke her i landet skal overvældes af den herskende uhistoriske ånd i vores amerikanske kristendom – vi ønsker ikke at se den amerikaniseret i betydningen noget, der ligner et almindeligt brud med dens oprindelige teologiske liv. Hele den reformerte kirke her har, hvad enten man ser det eller ej, vældig meget på spil i, om den lutherske kirke formår at forblive tro og trofast mod sin bekendelsesmæssige opgave. For alle, der overhovedet er i stand til at påskønne den centrale og livsvigtige karakter af de spørgsmål, der rystede den protestantiske verden i reformationstiden, og som formår at tage behørigt hensyn til nutidens usakramentale tendenser, må det være en grund til glæde, at den tyske lutherdom er blevet så talmæssigt stærk inden for vores grænser, og at den på enhver måde er ved at blive en så vældig kirkelig magt i landet. Og det burde være alles bøn, at denne magt mere og mere må blive udøvet sådan, at den bliver et princip til sund forløsning og bevarelse for hele nationens protestantisme.»

Den lutherske kirkes opgave i Amerika

Det behøver intet bevis, at en sådan kirke har en opgave af overordentlig betydning i dette land, hvor der findes så farlige tendenser til sekterisme og radikalisme, og hvis største behov er at dyrke den historiske sans under en sund konservatismes tøjler. Den lutherske kirke bliver dag for dag bedre kendt gennem oversættelserne af hendes litteratur, skønt de fleste af dem er meget dårlige; men hendes gode gerning kan ikke fuldbyrdes, før hun overfører selve sin egenart og sit liv til sproget i den nye nationalitet, som hun her går over i. Hun er protestantisk helt ind til hjertet og dog grundigt historisk. Hun er lykkelig i sin frihed til at tilpasse sig i de ligegyldige ting (adiafora), mens hun ligger fast forankret i den store lære om retfærdiggørelse ved tro og de lærdomme, der samler sig om den. Hun er folkelig i sine principper for kirkestyret, som uden at ende i independentisme giver menigheden så stor en magt – principper, der er fri for nogle systemers hårdhed, for andres hierarkiske, aristokratiske og autokratiske tendenser og for atter andres fanatisme og løshed. Hun har liturgisk liv uden liturgisk trældom, og hun er stor i en historie, som hele menneskeheden har interesse i. Derfor tror hendes børn, at hun bærer særlige skatte med sig til velsignelse for det land, der har taget hende til sig.

Urokkelig i sin tro og i det liv, troen avler, tager vores kirke netop derfor så meget mere hjerteligt og forstandigt imod den store kendsgerning, at Gud har grundfæstet hende i denne vestlige verden under forhold, der er meget forskellige fra dem, hvorunder hendes tidligere liv er blevet næret. Her møder hun nye former for pligt, nye tankeformer og nye krav om tilpasning, som vil lægge beslag på alle hendes kræfter og prøve, hvor vidt hun er i stand til at bevare sin livskraft under nødvendige formforandringer. Lutherdommen her i landet kan ikke blot være et svagt ekko af en nationalt præget form for lutherdom. Den kan ikke i national forstand blive ved med at være tysk eller skandinavisk uden for Tyskland og Skandinavien, men må i Amerika være amerikansk. Den må i overensstemmelse med sine egne principper formes efter sit nye hjem og bringe sine uvurderlige erfaringer fra Den Gamle Verden hertil for at anvende dem på den levende nutid i Den Nye. Vores kirke må være gennemtrængt af kærlighed til dette land; hun må lære for at kunne lære fra sig. Hun må ikke være bange for at betro sig til denne vilde strøm af Amerikas sprudlende liv. Hun må ikke lukke sig inde i et kloster, men i sin frihed og i sin kloge brug af nutidens muligheder vise, at hun ved, hvor kraftigt hendes åndelige liv er, og hvor sikre hendes principper er, hvor nye eller hårde de prøver end er, som de udsættes for.

Den katolicitet, hvormed vores kirke spænder over folkeslagene, og hvori hun er helt uden sidestykke blandt de protestantiske kirker, gør ganske vist problemet med at smelte hendes bestanddele sammen meget vanskeligt; men det er præcis det samme problem, som vores nation har måttet løse. Trods alle de vanskeligheder, som de mange indvandrede nationaliteter giver, regner vi deres tilstedeværelse i vores land for en politisk styrke, selv om sammenstød mellem dem undertiden har ført til optøjer og mord. Hvis den lutherske kirke kan løse sit problem, vil hun blive lønnet med et resultat, der rigeligt er alt hendes slid og udholdenhed værd.

Selv om lutheranernes efterkommere ofte er gået tabt for den lutherske kirke, rummer hun på den anden side tusinder af medlemmer, som ikke er af luthersk herkomst; og selv om disse vindinger efter sagens natur langtfra opvejer hendes tab, viser de, at tabene ikke skyldes manglende evne til at tilpasse sig vores tids og vores lands ånd. Den lutherske kirke har, hvor man har forstået hende, vist sig at være en folkelig kirke, en sand folkekirke.

Hun har en forunderlig evne til at tilpasse sig, til at holde ud og til at komme til kræfter igen. Hendes trang til enhed er så stor, at selv om der har været vanskeligheder, som i kirker af separatistisk karakter ville have affødt et dusin sekter, har den lutherske kirke her i landet stadig bevaret sin enhed som kirkesamfund. Mange af vores kirkes vanskeligheder var i sig selv uundgåelige. De har været så store, at intet andet end en livskraft af den mest positive art kunne have frelst hende. En rolig gennemgang af hendes historie her i landet frem til i dag giver os en dybere overbevisning om, at hun er en Guds datter, bestemt til at gøre meget til hans ære i denne vestlige verden. Lad hende være tro mod sin tro – i læbernes bekendelse, i hjertets kærlighed og i livets hengivelse; lad hendes sjæl iføre sig et sundt kirkestyres legeme; lad hendes præster og folk knyttes til hende og til hinanden med den kærlighed, som en sådan kirke bør kræve af sine børn og indgyde dem over for hinanden – og med Guds hjælp skal hendes andet tempels herlighed være de store minder om det første værdig.

Den lutherske kirkes fremtid

Tidens tegn må være spildt på vores folk, hvis de ikke vækkes til en mere retfærdig påskønnelse af deres kirke. Og selv om hun ikke er så kendt blandt andre, som hun burde være, er hun bedre kendt end før og vinder voksende anseelse. Betydningen af den hjælp, hun yder til evangeliseringen af denne vestlige verden, føles dybere, og selv for øjnene af dem, der ikke ville se hende, da hun sad sørgende i støvet, rejser hun sig nu klarere og skønnere – en anerkendt magt i landet. Vores stamtræ kan fælde sit løv for at forny det, eller dets blomster kan falde af for at give plads til frugt, snyltende slyngplanter kan rives af det, storme kan bortføre en død gren hist og her – men der er ikke kraft nok i helvede og på jorden tilsammen til at knække dets mægtige stamme. Indtil den nye jord kommer, vil dette prægtige gamle træ uden at visne slå sine rødder dybere ned i den jord, der nu er; indtil de nye himle hvælver sig, vil det løfte sig under disse himle og i storm og solskin svinge sine herlige grene.