V. Den konservative reformations bekendelsesprincip

I den fremstilling af grundlæggende og uforanderlige trosprincipper, som Det Almindelige Kirkemøde for den evangelisk-lutherske kirke i Amerika (General Council) lægger til grund for sin forfatning, hedder det:

I. Der må gennem alle tider være og blive én hellig kristen kirke, som er alle de troendes forsamling, hos hvem evangeliet prædikes rent og de hellige sakramenter forvaltes, sådan som evangeliet kræver det.

Til kirkens sande enhed er det nok, at man er enig om evangeliets lære, nemlig at det prædikes samstemmende i sin rene forstand, og at sakramenterne forvaltes i overensstemmelse med Guds Ord.

* Blackburne: The Confessional: Inquiry into the right, etc., of Confessions of Faith, etc. Lond. 1770. Büsching: Üb. d. Symbol. Schriften d. Evang. Luther. Kirche. Hamb. 1771. “ Wenn und durch wen die Symbol. Schr. ausgel. werd. Berl. 1789. Eberhard: Ist die Augsb. Confess. eine Glaubensvorschr., etc. 1795–97. Heusinger: Würdigung der S. B. n. d. jetz. Zeitbedürf. Leipz. 1799. Fritzsche: Über. d. unveränd. Gelt. der Aug. Confess. Leipz. 1830. Märtens: Die Symb. Büch. der Ev. Luth. Kirche. Halberst. 1830. Johannsen: Untersuch. der Rechtmässigk. d. Verpfl. a. S. B. Altona. 1833. Höfling: De Symbolor. natur. necessit. auctor. atque usu. Erl. 1835. Bretschneider: Die Unzulässigk. d. Symbolzwanges. Leipz. 1841. Sartorius: Nothwendigk. u. Verbindlichk. d. Kirch. Glaubensbekenntn. Stuttgart. 1845. (Se anmeldelsen af dr. J. A. Seiss: Evang. Rev., juli 1852.) Köllner: Die gute Sache d. Luth. Symbole. Göttingen. 1847.

Grundlæggende trosprincipper

II. Den sande enhed i en enkelt kirke – den enhed, der gør mennesker til virkelige medlemmer af én og samme kirke, og som gør, at en kirke i virkeligheden forbliver sig selv og har ret til at føre sit navn videre – er enhed i lære og tro og i sakramenterne. Det vil sige: at hun fortsat lærer og fremlægger trosartiklerne og sakramenterne, sådan som de blev holdt og forvaltet, da kirken blev til som en særskilt kirke og fik sit særskilte navn, og at hendes sande medlemmer af hjertet tager imod dem og bruger dem.

III. Kirkens enhed bevidnes og bliver åbenbar i de højtidelige, offentlige og officielle bekendelser, som hun fremlægger: den kristne kirkes almene enhed i de almindelige trosbekendelser og den særlige enhed mellem rene dele af den kristne kirke i deres særlige bekendelser. Et hovedformål med begge slags bekendelser er, at kristne, som står i troens enhed, kan kende hinanden som sådanne og have et synligt fællesskabsbånd.

IV. Skal bekendelserne være et sådant vidnesbyrd om enhed og et sådant bånd for fællesskab, må de godtages i hver eneste læresætning i deres egen sande, naturlige, oprindelige og eneste forstand. De, der fremlægger og underskriver dem, må ikke blot blive enige om at bruge de samme ord, men må bruge og forstå disse ord i én og samme forstand.

V. Den evangelisk-lutherske kirkes enhed som en del af den hellige kristne kirke beror på, at hun bliver i én og samme tro – den tro, som hun bekendte, da hun fik sin særskilte tilværelse og sit navn, sin politiske anerkendelse og sin historie.

VI. Den Uforandrede Augsburgske Bekendelse er frem for alle andre bekendelsen af denne tro. At man godtager dens lære og vedkender sig den uden tvetydighed eller hemmeligt forbehold, er det, som skaber, kendetegner og identificerer den kirke, der alene i ordets sande, oprindelige, historiske og ærlige forstand er den evangelisk-lutherske kirke.

VII. Derfor er de eneste kirker i et land, som med rette står i dette kirkesamfunds enhed og følgelig har ret til dets navn, evangelisk-luthersk, de kirker, som oprigtigt holder fast ved og sandfærdigt bekender Den Uforandrede Augsburgske Bekendelses lære.

VIII. Vi godtager og anerkender Den Uforandrede Augsburgske Bekendelses lære i dens oprindelige forstand som i ét og alt stemmende med den rene sandhed, for hvilken Guds Ord er den eneste regel. Vi godtager dens fremstilling af sandheden som i fuld overensstemmelse med de kanoniske skrifter. Vi forkaster de vildfarelser, den fordømmer, og vi tror, at alt det, som den overlader til kirkens frihed, med rette hører til denne frihed.

IX. Idet vi således formelt godtager og anerkender Den Uforandrede Augsburgske Bekendelse, erklærer vi vor overbevisning om, at den evangelisk-lutherske kirkes øvrige bekendelser nødvendigvis er rene og skriftmæssige, eftersom de ikke fremlægger noget andet end dens lærebygning og dens trosartikler. Blandt sådanne samstemmende, rene og skriftmæssige fremstillinger af læren står disse forrest i kraft af deres indre værdi, de store og nødvendige formål, de blev udarbejdet til, deres historiske stilling og kirkens almindelige dom: Apologien for Den Augsburgske Bekendelse, De Schmalkaldiske Artikler, Luthers katekismer og Konkordieformlen. De står alle sammen med Den Uforandrede Augsburgske Bekendelse i fuldkommen samklang i én og samme skriftmæssige tro.

I overensstemmelse med disse principper aflægger enhver nyvalgt professor ved den evangelisk-lutherske kirkes teologiske seminarium i Philadelphia ved sin indsættelse, før han tager fat på sit embedes pligter, følgende erklæring:

«Jeg tror, at Det Gamle og Det Nye Testamentes kanoniske bøger er indblæst af Gud og er troens fuldkomne og eneste regel; og jeg tror, at de tre almindelige trosbekendelser, den apostolske, den nikænske og den athanasianske, fremstiller den almindelige kirkes tro i overensstemmelse med denne regel.

Jeg tror, at Den Uforandrede Augsburgske Bekendelse i alle sine dele er i samklang med troens regel og er en rigtig fremstilling af læren; og jeg tror, at Apologien, Luthers to katekismer, De Schmalkaldiske Artikler og Konkordieformlen er en trofast udfoldelse og et trofast forsvar af Guds Ords lære og af Den Augsburgske Bekendelse.

Jeg lover højtideligt for den almægtige Gud, at alt, hvad jeg lærer, skal være i overensstemmelse med hans Ord og med de førnævnte bekendelser.»

Troens regel

Kirkemødets læresætninger og den erklæring, der følger efter dem, fremstiller efter vor overbevisning forholdet mellem troens regel og bekendelserne i overensstemmelse med den konservative reformations principper. Når vi godtager disse principper, står vi på den evige grundvold – Guds Ord – og tror, at Det Gamle og Det Nye Testamentes kanoniske bøger på deres grundsprog og i en ren tekst er troens fuldkomne og eneste regel. Alle disse bøger er i samklang, hver med sig selv og alle med hinanden, og de giver den, der ærligt gransker dem, under Helligåndens almindelige vejledning en klar fremstilling af læren og frembringer en fast trosvished. Intet menneskeord, ingen trosbekendelse, ingen kommentar, intet teologisk system, ingen afgørelse fra kirkefædre eller kirkemøder, ingen lære hos kirkerne eller hos hele kirken, ingen resultater eller domme fra fornuften, hvor stærk, moden og velunderrettet den end er – ikke én af dem og ikke dem alle tilsammen, men Guds Ord alene er troens regel. Ingen apokryfe bøger, men de kanoniske bøger alene er troens regel. Ingen oversættelser som sådan, men Det Gamle Testamentes hebraiske og kaldæiske grundtekst og Det Nye Testamentes græske er troens regel i dens bogstav. Ingen forvanskning fra listige folk og ingen fejl fra skødesløse, men den ufordærvede tekst, sådan som den udgik fra de Guds mænds hænder, der skrev under Helligåndens tilskyndelse, er troens regel. Til denne troens regel skal vi bringe vor forstand; efter denne regel skal vi ydmygt søge at forme vor tro, og i overensstemmelse med den skal vi med Guds hjælp undervise andre – og lære dem beviserne for dens inspiration, den rette måde at udlægge den på, grunden til dens autoritet og den rette måde at fastslå dens tekst på. Den teologiske student skal undervises i de bibelske sprog, så han kan blive en selvstændig gransker af Helligåndens Ord, det redskab, hvorigennem Ånden åbenbarer sit sind. Først af alt, som det største af alt, som grundlaget for alt og som målet for alt andet, skal vi lære Guds rene Ord, dets tro til tro og dets liv til liv; i dets helhed, i dets forunderlige tilpasning og i dets guddommelige, retfærdiggørende, helliggørende og herliggørende kraft. Vi skal lægge den grundvold, uden hvilken alt andet ville blive lagt forgæves: apostlenes og profeternes fundament, med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten (Ef 2,20).

Trosbekendelse

Står vi virkelig på denne troens regels evige grundvold, står vi nødvendigvis også på den tro, som den er regel for. Det er ikke sandheden, sådan som den ligger tavs og ulæst i Ordet, men sandheden, sådan som den fra dette Ord går ind i menneskets hjerte ved Helligåndens nærvær, der anvender den, som gør mennesker til troende. Troen gør mennesker til kristne; men kun bekendelsen kendetegner dem som kristne. Troens regel er Guds røst til os; troen er det at høre denne røst, og bekendelsen er vort svar, hvormed vi giver den vort bifald. Ved vor tro kendes vi af Herren som hans; ved vor bekendelse kendes vi af hinanden som hans børn. En trosbekendelse i en eller anden form er uomgængelig. At bekende Kristus er at bekende, hvad vor tro på ham er. Ligesom trosbekendelsen ikke er og ikke kan være troens regel, men blot dens bekendelse, sådan er Bibelen, netop fordi den er troens regel, nødvendigvis ikke dens bekendelse. Bibelen kan lige så lidt være et menneskes trosbekendelse, som stjernerne kan være et menneskes astronomi. Stjernerne giver regelen for astronomens tro; Newtons Principia kan være bekendelsen af hans tro. Hvis en ansøger til et professorat i astronomi ved et universitet blev eksamineret og spurgt: «Hvad er Deres astronomiske system?», og han svarede: «Jeg godtager det, stjernerne lærer», så ville svaret lyde: «De mener måske, at De gør det – det gør også den mand, der er sikker på, at stjernerne bevæger sig rundt om jorden, og at de ikke er kloder, men ’borehuller, så herligheden kan skinne igennem’. Vi vil gerne vide, hvad De mener, at stjernerne lærer. Godtager De de resultater, som Kopernikus, Galilei, Kepler, Newton, Laplace og Herschel er nået frem til, som stemmende med dem, eller mener De, at jorden er én stor flade, og at sol og måne blot er vedhæng til den?» «Mine herrer,» svarer den selvstændige gransker, «disse astronomers teorier er menneskelige systemer – menneskeskabte teorier. Jeg går hver nat ud på bakkerne og ser på stjernerne, sådan som Gud skabte dem, gennem et hul i mit tæppe, med mine egne gode øjne, ikke gennem en menneskeskabt kikkert og ikke lænket af en menneskeskabt teori; og jeg tror på stjernerne og på det, de lærer mig. Men hvis jeg sagde eller skrev, hvad de lærer, ville det være en menneskelig trosbekendelse – og jeg er imod alle trosbekendelser.» «Udmærket,» svarer eksaminatorerne, «vi ønsker Dem til lykke med et par gode øjne og finder det ikke nødvendigt at gå videre. Når De ikke vil bekende Deres tro, vil vi hverken belaste Deres samvittighed med den selvmodsigelse at lære denne tro eller vor egen med den risiko at give Dem myndighed til i stjernernes navn at fremføre Deres egne uvidende formodninger om dem.»

Hvad er klarere, end at troens regel, eftersom den kommer først, nødvendigvis i kraft af sit væsen må frembringe en sand tro, når den bruges ret? Men den, der har en sand tro, ønsker at gøre den kendt og er forpligtet til at bekende sin tro. Regelen kan ikke i virkeligheden frembringe to modstridende overbevisninger; alligevel har mennesker, der alle siger, at de godtager regelen, modstridende overbevisninger; og når overbevisninger strider mod hinanden, må den anden, hvis den ene er formet efter regelen, være formet på trods af den. Troskab mod troens regel, og dermed troskab mod den tro, som den lærer, kræver derfor, at der er en bekendelse af troen. Ordets trofasteste ven er også trosbekendelsens trofasteste ven. Først troens regel, dernæst regelens tro og så trosbekendelsen.

Hvad skal vor bekendelse være? · En særlig bekendelse er nødvendig

Hvad skal vor bekendelse være? Grundlægger vi en ny kirke, og skal vi aflægge vort vidnesbyrd for en verden, hvor vor tro er noget nyt? Svaret er let. Ligesom vi ikke er de første, der med ærlige hjerter og inderlige bønner har brugt regelen, sådan er vi heller ikke de første, som Helligånden gennem den har ført til dens tro. Ligesom mennesker for længe siden nåede frem til dens tro, sådan bekendte de den også for længe siden. De bekendte den fra begyndelsen. Den første voksendåb byggede på en «menneskelig trosbekendelse», det vil sige på en bekendelse af troen, som var udtryk for en tro, der byggede på en menneskelig udlægning af guddommelige ord. Troen er blevet bekendt fra begyndelsen. Den er blevet nedfældet i en trosbekendelse, hvis nuværende forms oprindelse ingen kender, og som heller ikke kan fastslås; for den udsprang af vor Frelsers ord, da han indstiftede dåben (Matt 28,19), og den blev ikke fabrikeret, men voksede. Om den apostolske trosbekendelse kan man sige det samme som om ham, dens hjerte er viet til: at den er «født, ikke skabt». Bekendelsen er blevet fornyet og udvidet for at imødegå nye og stadig mere udbredte vildfarelser. Vor kirke har taget de modneste, reneste og mest udbredte af de gamle bekendelser til sig som sine egne, ikke fordi de er gamle og bredt anerkendte, men fordi de er sande. Hun har føjet sit eget vidnesbyrd til, efterhånden som der var brug for det. Her har vi hendes samlede bekendelse. Er hendes bekendelse vor? Er den det, hører vi hende til i hjertet; er den det ikke, hører vi hende kun til af navn. Den er vor – vor i vor dybeste overbevisning, som vi er nået frem til gennem kampe udadtil og indadtil, nået frem til på vore knæ og tegnet med vore tårer – vor i vore inderste hjerter. Derfor vier vi os til at leve i, lære og forsvare Guds Ords tro, som er den evangelisk-lutherske kirkes bekendte tro. Troskab mod hele sandheden i Guds Ord kræver det. Vi tør ikke nøjes med at blive anerkendt som kristne over for jøden, fordi vi bekender, at troens regel, som Det Nye Testamente er en del af, har lært os troen på Jesus Kristus. Vi tør heller ikke nøjes med at blive anerkendt som dem, der holder fast ved den almindelige kirkes tro, sådan som den er nedfældet i de tre almindelige trosbekendelser, over for kætterier af forskellig art og afskygning. Kristne troende, der holder fast ved den almindelige tro, er vi – men vi er tillige protestantiske, idet vi forkaster pavedømmets autoritet; evangeliske, idet vi roser os af evangeliets nåde; og lutherske, idet vi holder fast ved læren i den kirke, som reformationen er barn af – ikke blot de lærepunkter, hvor hele kristenheden eller en stor del af den er enig med hende, men også de mest særegne af hendes særegne lærepunkter, selv om hun stod alene med at fastholde dem. Ligesom det, at vi godtager Guds Ord som troens regel, skiller os fra muhamedaneren, ligesom det, at vi tager imod Det Nye Testamente, adskiller os fra jøden, og ligesom vor helhjertede tilslutning til den apostolske, den nikænske og den athanasianske trosbekendelse viser, at vi over for alle de tidligere tiders vranglærere står i den almindelige kirkes tro, sådan kendetegner vor forbeholdsløse tilslutning til Den Augsburgske Bekendelse os som lutheranere. Og tilslutningen til Apologien, Luthers katekismer, De Schmalkaldiske Artikler og Konkordieformlen fortsætter arbejdet med at kendetegne vor adskillelse fra alle vranglærere af enhver afskygning, hvis lære strider mod troens regels sande mening – den regel, hvis lære er ret udlagt og trofast nedfældet i de førnævnte bekendelser. Derfor vil vi med Guds hjælp lære hele hans Ords tro, den tro, som vor kirke fremlægger, forklarer og forsvarer i sine bekendelsesskrifter. Vi udlægger ikke Guds Ord ud fra trosbekendelsen, og vi udlægger heller ikke trosbekendelsen ud fra Guds Ord; men når vi udlægger begge hver for sig efter sprogets love og finder, at de lærer én og samme sandhed, anerkender vi af hjertet bekendelsen som en sand fremstilling af regelens tro – et sandt vidnesbyrd om den kristne kirkes ene, rene og uforanderlige tro – og gør den frit til vor egen bekendelse, lige så sandt, som om den nu for første gang blev udtalt af vore læber eller udgik fra vore hænder.

Troskab mod bekendelserne strider ikke mod retten til personlig dom

Når vi frit og af hjertet tager vor kirkes tro til os som vor egen tro og hendes skriftmæssige bekendelse af denne tro som vor egen bekendelse, opgiver vi ikke for vor egen del – lige så lidt som vi fratager andre den – den hellige og umistelige ret til personlig dom. Det er ikke ved at give afkald på retten til personlig dom, men ved at bruge den under bøn, ikke ved at slippe en berettiget selvstændighed i granskningen, men ved at bruge den til bunds, at vi er nået frem til den tro, som vi roser os af at bekende. Skulle den dag nogen sinde komme, da vi mente, at den evangelisk-lutherske kirke havde misbrugt sin ret til personlig dom, så den derved var nået frem til vildfarelse og ikke til sandhed, så måtte vi som ærlige mænd holde op med at bære hendes navn eller med at se gennem fingre med det, som vi i det tænkte tilfælde ville anse for vildfarelse. Skulle den evangelisk-lutherske kirke på den anden side nogen sinde få beviser for, at vi har misbrugt vor ret til personlig dom, så retten er blevet til uret og dommen til fejldom, og at vi derved er nået frem til vildfarelse og ikke til sandhed, så er hun som en tro kirke forpligtet til at støde os ud, når behørig formaning og lejlighed til omvendelse forgæves er givet os. Det skal hun for at rense sit eget fællesskab og gøre det umuligt for os at skade andre i hendes navn. Da den enkelte, når han bruger sin ret til personlig dom, står i fare for at misbruge den, har kirken ret og pligt til at forsvare sig mod dette misbrug. Retten til personlig dom er ikke en ret til medlemskab af kirken, ikke en ret til at lære offentligt og ikke en ret til at bringe andre i et tvetydigt forhold til det, de anser for sandhed. En fri protestantisk kirke er en kirke, hvis præster og medlemmer godtager den samme troens regel og ved at bruge deres personlige dom på den er nået til de samme resultater i alle de sandheder, som de anser det for nødvendigt at bekende i fællesskab. Efter alle de forviklinger, som spørgsmålet «Hvad er de grundlæggende artikler?» er blevet viklet ind i, kan der ikke findes nogen bedre praktisk løsning end denne: at de er sådanne sandheder, som det efter kirkens dom er nødvendigt at bekende klart; sandheder, hvis modsatte vildfarelser hun efter sin overbevisning ikke kan tåle uden at svigte evangeliets lære, sin egen indre enighed og sin højeste virkekraft. Medlemmerne og præsterne i en sådan kirke må have «én tro», ligesom de har én Herre, én dåb og én Gud. Uden «troens enhed» og «erkendelsen af Guds Søn» vil enhver stræben efter at nå frem «til mands modenhed, til målet af vækst, nemlig Kristi fylde», være forgæves; kun således kan vi kristne «ikke mere … være umyndige så vi kastes og drives af enhver læres vind, ved menneskers snyderi, ved snedighed der fører til bedrageriske metoder».

Brug og misbrug af retten til personlig dom

Meget af det, man gør krav på i kraft af retten til personlig dom, er i virkeligheden et højst frækt indgreb i netop denne ret. En mand er socinianer, pelagianer, romanist. Godt så. Vi hævder, at ingen borgerlige straffe bør holde ham tilbage, og ingen kirkelig inkvisition lænke ham. Lad ham bruge sin ret til personlig dom i fuldeste udstrækning. Men vor socinianer forlanger at blive anerkendt af treenighedstroende på en måde, der logisk indebærer, at de enten er enige med ham i hans vildfarelse, eller at den er uden betydning. Hvad er det andet end at bede tusinder eller millioner om at opgive resultaterne af deres velbrugte ret til personlig dom eller sætte dem på spil, blot fordi én mand, som misbruger sin, forlanger det? Kunne frækheden gå videre? «Gå,» kan de med rette sige, «gå med din ret til personlig dom derhen, hvor du hører til, og hold op med at forsøge dig med det gennemskuelige taskenspilleri, hvorved én mands frihed betyder hans enevælde og alle andres slaveri. Har din ret til personlig dom gjort dig til ateist, så kald dig ikke troende; har den gjort dig til jøde, så lad ikke, som om du er kristen; har den gjort dig til papist, så lad ikke, som om du er protestant; har den gjort dig til kvæker, så kald dig ikke anglikaner.»

Hvad underskrift på en bekendelse betyder

Når vi bekender, at vor Bibel har gjort os til lutheranere, da vi brugte vor ret til personlig dom, gør vi hverken krav på, at andre skal gøres til lutheranere med magt, eller på, at deres personlige dom skal eller nødvendigvis vil nå frem til de samme resultater som vor. Vi hævder kun, at hvis deres personlige dom over Bibelen ikke gør dem til lutheranere, skal de ikke lade, som om den gør det. Vi siger ikke, at nogen skal tro, at vor kirkes bekendelse er skriftmæssig. Vi hævder kun, at han hverken bør sige det eller se ud til at sige det, hvis han ikke tror det. At underskrive en bekendelse er ganske enkelt en retfærdig og ligetil måde at bevidne over for dem, som har ret til at kræve det af os, at vi er det, vi gør krav på og bekender os til at være. At underskrive en bekendelse på en sådan måde, at det giver indtryk af, at vi er det, vi ikke er, eller lader det stå åbent, hvad vi er, er ikke den retmæssige følge af retten til personlig dom eller af nogen som helst ret, men er aldeles forkert. For det er et grundelement i sandheden, som ingen ret, hverken privat eller offentlig, kan komme i strid med, at navnene ærligt skal svare til tingene. Hvilken umoral er mere åbenlys end påstanden om, at retten til personlig dom er noget, der giver et menneske lov til at gøre hele sit liv til en løgn; noget, der fylder verden med navne, som ikke længere svarer til tingene, fylder den med sorte ting, som kaldes hvide, med bitre ting, som kaldes søde, og med løgne, som kaldes sandheder, med monarkister, som kaldes republikanere, med socinianere, som kaldes treenighedstroende, med arminianere, som kaldes calvinister, med romanister, rationalister, sværmere eller sekterere, som kaldes lutheranere?

Vi indrømmer ethvert menneske den ubetingede ret til personlig dom over den lutherske kirkes tro; men har han forladt denne kirkes tro, må han ikke bruge hendes navn som skjold, når han angriber det, hun holder af, og som hun netop fik sin tilblivelse og sit navn ved at fastholde. Det er ikke nok, at du siger til mig, at det og det står klart for din personlige dom. Du må vise min personlige dom, at Guds Ord lærer det, før jeg tør anerkende dig som en, der står i troens enhed. Kan du ikke det, så har vi ikke samme tro og bør ikke høre til samme fællesskab; for fællesskabet er egentlig et fællesskab mellem personer af samme tro. Med andre ord: din personlige dom skal ikke være min fortolker, og min skal ikke være din. Mener du, at jeg farer vild, har jeg ingen ret til at trænge mig ind i dit fællesskab. Mener jeg, at du farer vild, har du ingen ret til at trænge dig ind i mit. Du har den borgerlige og den moralske ret til at danne dig dine indtryk af sandheden, men der hører retten op. Du har ikke ret til at træde ind i eller blive i noget kristent fællesskab, undtagen for så vidt dets betingelser for medlemskab giver dig den ret. Så enkel er denne skelnen, og så klart hører den ikke til spekulationen, men til den praktiske moral, at landets lov anerkender den. Hvis nogle mænd under et kirkenavn, der forudsætter, at kirken er calvinistisk, kalder en arminiansk prædikant, så tager loven kirken fra et arminiansk flertal, som kalder sig calvinistisk, og giver den til et calvinistisk mindretal, som er det, det kalder sig. Betyder det, at flertallet må ofre sin ret til personlig dom, at loven vil tvinge dem til at være calvinister? Slet ikke. Det betyder blot, at retten til personlig dom ikke er en ret til at kalde sig det, man ikke er, og til at beholde det, der ikke tilhører en. Sæt jeres arminianere under deres sande flag, selv om de er i mindretal, og jeres calvinister under falsk flag, selv om de er i flertal, så vil I snart se, hvor let princippet i denne moralens lov og denne landets lov falder på plads.

Misbrug af den personlige dom skal ikke holdes nede med forfølgelse, · men ved at kirken nægter at anerkende den

For de klare skel, vi har trukket med hensyn til den personlige dom, falder alle de udflugter, som rationalismen har brugt til at forsvare sig mod beskyldningen for uhæderlighed, når den foregav at bære det lutherske navn. Den lod, som om lutherdommen ikke var et positivt og veldefineret sandhedssystem, men blot en hævdelse af retten til personlig dom. Reformationens lære er ikke, at der ingen grænser skal sættes for misbruget af den personlige dom, men at disse grænser alene skal være moralske. Romanisterne og de ikke-lutherske elementer i reformationen var enige om, at sandheden skulle opretholdes og kætteriet udryddes med øvrighedens sværd. Vildfarelsen er i slægt med forfølgelsens ånd. Det første blod, der inden for den kristne kirke blev udgydt for meningers skyld, blev udgydt af dem, der fornægtede Jesu Kristi guddom, arianerne. Så stærk var følelsen i oldkirken imod vold mod vranglærere, at der i dens tidligste tid ikke findes et eneste eksempel på dødsstraf for kætteri. Biskopperne i Gallien, som lod priscillianisterne henrette, blev udelukket fra kirkens fællesskab, skønt disse vranglæreres liv var lige så umoralsk, som deres lære var afskyelig. Efterhånden som den vestlige kirke blev fordærvet, blev den mere og mere en forfølgende kirke, indtil den blev beruset af de helliges blod. Forfølgelsens grundsætninger og ånd gik over i alle dele af reformationens kirker undtagen den lutherske kirke. Zwingli billigede dødsstraf for kætteri. Hvor stor Calvins andel præcis var i afbrændingen af Servet, er meget omstridt; men to kendsgerninger er uomtvistelige. Den ene er, at Calvin, før den ulykkelige vranglærer drog ud på sin skæbnesvangre rejse, skrev, at hvis Servet kom til Genève, skulle han ikke forlade byen levende, hvis hans myndighed formåede noget; den anden er, at Calvin efter afbrændingen af Servet skrev sin afhandling til forsvar for øvrighedens ret til at dræbe kættere (1554). De romerske og calvinistiske forfattere står som én mand for øvrighedens ret og pligt til at straffe kætteri med døden, over for Luther og hele rækken af vore teologer, som uden undtagelse fastholder, at kætteri aldrig må straffes med døden. Den reformerte del af protestantismen har til forskellige tider og på forskellige måder ikke blot dræbt romanister og gendøbere; dens frygtelige kræfter blev også vendt i borgerstrid, så episkopale, presbyterianere og independenter dræbte hinanden, især i Englands store borgerkrige, der i høj grad havde religiøse årsager. Hvor underligt det end lyder, har socinianerne selv været forfølgere, og endnu mere underlig er grunden til, at de forfulgte. De oprindelige socinianere anerkendte ikke blot, at Jesus Kristus skulle tilbedes, og betegnede dem, der fornægtede det, som halvjøder; men da Ferenc Dávid, en af de største blandt deres oprindelige medarbejdere, fornægtede det, blev den gamle mand kastet i fængsel og holdt der, til han døde. Af alle de store kirker, der har haft magt til at forfølge, er den lutherske kirke den eneste, der ikke har én dråbe blod på sine klæder, udgydt for meningers skyld. Luthers herlige ord lød: «Pennen, ikke ilden, skal overvinde kætterne. Bødlerne er ikke teologiske doktorer. Her er ikke stedet for magt. Ikke sværdet, men Ordet, passer til denne kamp. Overvinder Ordet ikke vildfarelsen, så ville vildfarelsen blive stående, selv om verden blev druknet i blod.» På disse rette anskuelser, der var århundreder forud for tidens herskende anskuelser, har den lutherske kirke stået, og på dem vil hun stå for evigt. Men hun er ikke mindre ivrig efter på retmæssig vis at værne sig selv og sine børn mod vildfarelsens lære, der søger skjul bag påskud af personlig dom. Hun ville ikke brænde Servet eller for meningers skyld krumme et hår på hans hoved; men hun ville heller ikke tillade ham at bære hendes navn, at «forkynde en anden Jesus» fra hendes prædikestole, at lære vildfarelse ved hendes universiteter eller sammen med hendes børn at gå til deres Herres bord, den Herre, som han fornægtede. Hendes navn, hendes bekendelser, hendes historie, ja hendes inderste væsen protesterer mod tanken om et sådant «fællesskab med mørkets gerninger», en sådan sympati for kætteri, en sådan letsindighed over for troen. Sådan har hun aldrig handlet. Sådan kan hun aldrig handle. De, som forestiller sig, at retten til personlig dom er en ret for mennesker til inden for den lutherske kirke og under hendes hellige navn at lære, hvad de vil, imod hendes vidnesbyrd, forstår hverken, hvad det er for en ret, de gør krav på, eller hvad det er for en kirke, de har med at gøre: en kirke, hvis eget liv indebærer, at hun nægter at have fællesskab med dem i deres vildfarelse. Det er ikke retten til personlig dom, der gør eller kendetegner et menneske som lutheraner. Et menneske kan have ret til at dømme og være en tosse, ligesom han kan have ret til at blive rig og alligevel forblive en tigger. Det er den dom, han når frem til ved at bruge denne ret, der afgør, hvad han er. Ved at misbruge de «umistelige rettigheder til liv, frihed og stræben efter lykke» kan et menneske gøre sig selv til en elendig slave. Ejendomsretten tilhører lige så meget den mand, der gør sig selv til tigger, som den mand, der er blevet millionær. Rettigheder i sig selv giver intet og kan ikke ændre tingenes natur. Retten til at samle samler intet; og samler manden i kraft af denne ret træ, hø og strå, så gør hverken retten eller brugen af den dem til guld, sølv og ædelstene. Kirken vil ikke øve nogen vold mod den, der vælger at samle det, som ikke kan tåle ilden; men hun vil ikke tage imod det som juveler eller lade sine børn blive snydt med det. Retten til personlig dom og retten til kirketugt er sideordnede og samstemmende rettigheder, og hver af dem er nødvendig for at forhindre misbrug af den anden. At hævde den ene med forstand er at hævde dem begge. Når vi derfor som protestanter fastholder menneskers ret og pligt til ved brug af deres personlige dom at danne deres egen overbevisning, ubundet af borgerlige straffe i staten og af inkvisitoriske magtmidler i kirken, så fastholder vi også kirkens ret og pligt til at værne sig mod fordærv i læren. Det gør hun ved at fremlægge sandheden i sin bekendelse, ved trofast at gendrive kætteri, ved personlig advarsel til dem, der farer vild, og til sidst, over for de genstridige, ved at udelukke dem af sit fællesskab, indtil de ved nåden bliver ført til at se og forkaste den løgn, som de gav sandhedens navn.

Forstandig troskab mod bekendelserne er et væsentligt mål for den teologiske uddannelse

Kirkens tro er hentet ud af regelen ved en ret brug af den personlige dom, oplyst af Helligånden. Den er blevet prøvet og udfoldet på tre måder: først ved videnskaben, dernæst ved historien og endelig i kirkens praktiske liv. Videnskaben har i vor dogmatiks herlige bygning vist, at vor tro har sandhedens store kendetegn: Den lader sig ordne i et system, der stemmer overens med sig selv. Orden er Himlens første lov. Ligesom den fysiske verdens lov er matematisk, er den åndelige verdens lov logisk. Det, der ikke har nogen plads i et system, er ikke af Gud; det er ikke sandhed. Alle hans gerninger afspejler, at han er én og altid stemmer overens med sig selv.

Skal de mænd, som Gud gennem sin kirke kalder til at lære evangeliet og forvalte sakramenterne, gøres skikkede til hele deres gerning, kræver det i sin fuldkomneste form, at de forstår den hellige bog på dens egne sprog – den bog, hvis sandheder de skal hellige sig at lære. De skal se disse sandheder i deres sammenhæng såvel som hver for sig, grundigt fatte kirkens tro, som er bygget på dem, og kunne forsvare sandheden og den tro, som har sit liv af den. Den teologiske student må lære kirkens historie for at forstå profetien, for at kunne «prøve alt» og «holde fast ved det gode» og for at forstå styrken og værdien af de afgørelser i stridsspørgsmål, som kirken fastholder over for alle vranglærere. Han må kende fortiden for at kunne leve dagens liv, der udspringer af gårsdagens, og for at kunne række ud over øjeblikket ind i fremtidens højtidelige morgendag, der skal udspringe af dagens liv. Af alle disse og mange andre grunde må den teologiske student beherske de store kendsgerninger i kirkens historie gennem alle tider, men mest af alt vor egen kirkes historie, den rigeste, den mest tankevækkende og den mest opløftende af dem alle.

Med blikket rettet mod den dag, han skal være biskop i kirken og rådgiver i synoden, må den teologiske student beherske de store grundsætninger for kirkestyret. Det område er særlig vigtigt for vor kirke midt i tidens radikalisme og anarkistiske strømninger. Fremtidens kristne hyrde bør beherske de grundsætninger, som skal lede ham i hans kald som hjordens vogter. Fremtidens prædikant bør kende teorien og øves praktisk i kraften af den enkle, men mægtige veltalenhed, som sømmer sig for forkyndelsen af korset. Fremtidens kateket bør uddannes til den store gerning at vogte lammene. Fremtidens tjenere ved Den Højestes altre bør formes i tilbedelsens ømme, tillidsfulde og altformående ånd, som Gud Helligånden tænder i sine hellige. Det er den andagt, hvis flamme blafrer opad mod sit udspring i kirkens ydmyge syndsbekendelser, i hendes hellige sange og i hendes inderlige bønner, alt sammen helliget af minderne om mange tidsaldres længsel og stræben. Skal vi have mænd, der er «godt inde i Skrifterne», dygtige og tro «tjenere for en ny pagt», så må de være «ikke nyomvendte», men mænd, der «ved, hvordan man skal færdes i Guds hus», «kvalificerede, udrustede til al god gerning», som «holder fast i det troværdige ord i overensstemmelse med læren, for at de kan være kompetente til både at formane ved den sunde lære og gendrive dem, der siger imod», og som viser sig «ufordærvede» i deres «undervisning».

Tjenestens dygtighed afhænger af den

Hos den sande kristne præst forstærkes det præstedømme, han har til fælles med alle troende, af hans stilling som repræsentant. Han er en præst, hvis læber skal bevare kundskab, og af hvis mund man skal søge loven, for han er «budbærer for Hærskarers Herre». Vi har brug for mænd, der er «kompetente til at undervise» og «med mildhed tilrettevise modstanderne». Vi har brug for beslutsomme mænd, rede til at tage kampen op med dem, «som man skal lukke munden på, og som ødelægger hele familier, når de lærer det, man ikke må lære, for skammelig vindings skyld». Vi har brug for mænd, som vil «have de sunde ord som standard», som vil «være opmærksomme på sig selv og på undervisningen og blive i dette, for når de gør dette», og kun når de gør dette, «vil de frelse både sig selv og dem, som hører dem». Vi har brug for mænd, som «står fast i én ånd og med én sjæl kæmper for troen på evangeliet», som «kæmper for den tro, som engang er blevet overgivet de hellige»; mænd, som «mener det samme indbyrdes», som «alle er enige», så «der ikke er splittelser» iblandt dem, men så de er «forenede i de samme tanker og i den samme mening».

Men med alt, i alt og frem for alt ønsker vi at sende mænd ud, som er levende eksempler på kraften i det evangelium, de forkynder. Vi ønsker mænd, som viser en sand tros enhed og fasthed: rede til at give afkald på egne ønsker for at værne om grundsætningerne, rede til at bringe kærlighedens ofre af hensyn til de svages samvittighed i middeltingene og rede til at stå som ambolten under hammerens slag, når bagtalelse og forvrængning rammer dem. Vi ønsker mænd, som har Jesu Kristi sind, så hvert pulsslag sitrer af kærlighed til sjælene; mænd, som vil opsøge de ringeste af de ringe, mænd fyldt af missionens ånd, mænd, der fornægter sig selv; mænd, åbne som dagen, mænd, der afskyr svig, som går frem med stor frimodighed, som er sandheden tro i kærlighed; mænd, som for det første er rene, derefter fredselskende, «milde mod alle», «ikke egenrådige, ikke opfarende», og som dog kæmper mod de mange «oprørske, nonsens-talende bedragere» og «irettesætter dem skarpt, for at de må blive sunde i troen». Vi ønsker mænd, der så gløder af kærlighed til evangeliet, er så klare i deres dom om dets lære og så overbeviste om, at liv og død, himmel og helvede afhænger af, at det forkyndes rent, at de er rede til at sige: «Selv hvis vi eller en engel fra himlen forkynder jer evangeliet imod det, som vi har forkyndt jer, forbandet skal han være!» og atter, med al kraften i apostlens gentagelse: «Ligesom vi har sagt før, så siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer evangeliet imod det, som I har modtaget, forbandet skal han være!» Det er i den enkle bibelske tro, i det ufordærvede, dybe og indbyrdes samstemmende læresystem, i den historiske varsomhed og grundighed, i den inderlige fromhed, i tilbedelsens ærbødige ånd, i den hellige virksomhed, der når ud til enhver nød hos menneskers sjæle og legemer, i troskaben på prædikestolen og i præstelivet og i den kompromisløse fastholdelse af et sundt kirkestyre – i alt dette, som hører vor kirke til, ja, det er i dette, at fremtidens mænd skal formes. Vi vil have dem grundfæstet i en grundig kundskab om alt det, der hører til den sande idé om den evangelisk-lutherske kirke, om den evangelisk-lutherske kristne og om den evangelisk-lutherske præst, i en brændende kærlighed til det og i et liv, der viser det i praksis. Men skal de være værdige til den kirke af kristen renhed og kristen frihed, som de hører til – Luthers og Melanchthons, Arndts og Gerhards, Speners og Franckes, Schwartz' og Oberlins, Muhlenbergs og Harms' kirke og de bortgangne fromme mænds kirke, hvis røster endnu klinger i vore ører – har de brug for en tro, hvis bekendelse er lige så tydelig, som dens overbevisning er dyb.

Sammenfatning af resultatet · Grunde til bekendelsesgrundlaget

Resultatet kan altså sammenfattes sådan: Den evangelisk-lutherske kirkes grundlag er Guds Ord som troens fuldkomne og absolutte regel. Og fordi det er hendes grundlag, hviler hun med nødvendighed på den tro, som dette Ord er reglen for, og derfor på de bekendelser, som rent fremlægger denne tro. Hun har den rette regel, hun når de rette resultater ud fra reglen, og hun bekender dem ret. Denne bekendelse er derfor hendes umiddelbare grundlag, hendes væsentlige kendetegn, som hun står og falder med. Et overvældende flertal af den lutherske kirke har formelt erklæret Den Uforandrede Augsburgske Bekendelse og dens Apologi, katekismerne og De Schmalkaldiske Artikler samt Konkordieformlen for sin trosbekendelse. Den del af kirken, som ikke formelt har antaget dem, har med få og ubetydelige undtagelser antaget dem i realiteten. De er nøje sammenhængende og indbyrdes samstemmende fremstillinger og udfoldelser af ét og samme system, så et menneske, der af hjertet og med forstand antager et hvilket som helst af de særligt lutherske bekendelsesskrifter, ikke har nogen vanskelighed ved at tage hele læren til sig. De giver et retvisende billede af kirkens tro, og alene og udelukkende derfor nævnes de, når den evangelisk-lutherske kirkes grundlag beskrives. Det egentlige spørgsmål er da dette: Bør kirken uforbeholdent og uforanderligt hvile på denne tro som sit læremæssige grundlag? Spørgsmålet er kun det første spørgsmål gentaget i en ny skikkelse, og vi besvarer det, som vi besvarede det første: Det bør hun.

1. Den er grundlagt på Guds Ord

I. Hun bør hvile på dette grundlag, fordi vor kirkes tro i hver eneste af sine dele er grundlagt på Guds Ord. Hun vil ikke lade dette Ord tilsidesætte, hverken af den fordærvede fornufts spekulationer eller af en fordærvet kirkes overlevering. Hun fortolker det under Helligåndens ordinære, lovede ledelse som et Ord, der i sig selv er absolut fuldkomment til sine formål, som giver fornuften lov, og som udelukker, at overleveringen direkte eller indirekte kan være nogen del af troens regel.

2. Den hører til den historiske lutherdom

II. Ingen lutheraner i ordets historiske betydning kan benægte den sætning, vi netop har fremsat. Den, der ville benægte den, ville netop derved bevise, at han ikke er lutheraner i historisk forstand. For lutheraner er den og kun den, der tror, at evangeliets lære læres ret i Den Augsburgske Bekendelse. Vi går ikke ind på spørgsmålet, om – eller i hvilken forstand – et menneske, der benægter dette, på en eller anden måde kan være en slags lutheraner. Vi hævder kun, at han ikke er det i ordets historiske betydning. Han er ikke det, man mente med navnet, da det første gang blev brugt som særligt kendetegn – det vil sige ikke en lutheraner, som Luther eller den lutherske kirke i tre århundreder ville have anerkendt som sådan, og heller ikke en, som det store flertal af de ufordærvede dele af vor kirke i dag ville anerkende.

3. Den roses af andre kirkesamfund

III. At mange af de trosartikler, vor kirke fremlægger, er rene og skriftmæssige, erkendes af alle, der bærer det kristne navn; at langt de fleste af dem er det, indrømmes af alle, der bærer det protestantiske navn. Zwingli erklærede, at der ingen mennesker var på jorden, hvis fællesskab han ønskede så højt som wittenbergernes. Calvin underskrev Den Uforandrede Augsburgske Bekendelse og virkede under den som luthersk præst. «Jeg forkaster heller ikke Den Augsburgske Bekendelse (som jeg for længe siden villigt og gerne underskrev), sådan som dens forfatter har fortolket den.» Sådan skrev Calvin i 1557 til Schalling. Disse meget citerede ord bliver ofte misforstået på to måder. For det første: Den bekendelse, han underskrev, var ikke Variata. Calvin underskrev i Strasbourg i 1539, og Variata udkom først i 1540. For det andet: Han hverken mener eller siger, at han dengang underskrev den, sådan som dens forfatter havde forklaret den. Dengang havde forfatteren ikke sagt et eneste ord, der så meget som syntes at stride mod dens oprindelige mening. Calvin mener: Jeg forkaster den heller ikke nu, sådan som dens forfatter har fortolket den. De store reformerte teologer har erkendt, at den ikke indeholder én eneste grundlæggende vildfarelse. Den eneste vildfarelse, de beskylder den for, erklærer de gang på gang for ikke at være grundlæggende. Prøver man alle kirker på de indrømmelser, deres modstandere gør, findes der ingen så sikker og ren kirke som vor egen. Men hun er ren og skriftmæssig, ikke blot i de artikler, som modstanderne indrømmer, men også i dem, der er mest særegne for vor kirke og har været udsat for de heftigste angreb, for eksempel læren om Kristi person og sakramenterne.

4. Nødvendig for enheden: enighed i de grundlæggende lærepunkter

IV. Til kirkens sande enhed kræves en helhjertet og ærlig enighed i evangeliets grundlæggende lære eller, med andre ord, i trosartiklerne. Det vil måske undre nogle, at vi føjer ordet «grundlæggende» til ordet «lære»; for dette ord er i kirkens historie blevet kastet så meget frem og tilbage, så elendigt fordrejet, så meget lagt beslag på til bestemte formål og så forvredet med fortolkningskunster – som om enhver kunne lade det betyde, hvad han ville, og med rette kunne kræve, at betydningen kun kunne afgøres ud fra hans eget tavse forbehold i det øjeblik, han brugte det – at man til sidst er blevet bange for det, har set brugen af det som et tegn på glatte undvigelser og næsten har bildt sig ind, at det udtrykte en tanke, som var ukendt for vor kirke i hendes renere dage. Ikke desto mindre udtrykker det en god, gammeldags bibelsk og luthersk tanke – en tanke, som fremstilles i kirkens bekendelse, stadig fremholdes af vore gamle teologer og på ingen måde er farlig, når den bruges ærligt og med forstand. Således siger Apologien: «Kirken bevarer det rene evangelium og, som Paulus siger (1 Kor 3,12), fundamentet (fundamentum), det vil sige den sande erkendelse af Kristus og troen. Selv om der i denne kirke er mange svage, som ’bygger på dette fundament med træ, hø og strå’, men som dog ikke omstyrter fundamentet, så er de stadig kristne.»*

* Apologien (Müller), s. 156.

Det er aldeles usandt, at evangeliske lutheranere hænger sig i det, der ikke er grundlæggende, og at de er intolerante over for dem, der tager fejl i ikke-grundlæggende spørgsmål. Tværtimod er ingen kirke – bortset fra evangeliets grundlæggende sandheder, som hendes enhed og selve hendes liv hænger på – så mild, så mæglende, så gennemført tolerant som vor egen. Over for Roms enhed under ét universelt overhoved, over for højkirkelighedens enhed under biskoppernes styre og over for de former for enhed, der drejer sig om ens ritualer eller skikke, som om de i sig selv var nødvendige, eller som ophøjer menneskelige spekulationers rene spidsfindigheder til trosartikler – over for alle disse var den lutherske kirke den første, der trådte frem og erklærede, at kirkens enhed ikke afhænger af noget, som er af mennesker. Hvor Kristi ene, rene evangelium prædikes, hvor lærens ene grundvold lægges, hvor den «ene tro» bekendes, og hvor de sakramenter, som alene er guddommelige, forvaltes ret, dér er den ene kirke; det er hendes enhed. Som Den Augsburgske Bekendelse* erklærer: «Kirken i egentlig forstand har sine kendetegn og mærker, nemlig evangeliets rene og sunde lære og den rette brug af sakramenterne. Og til kirkens sande enhed er det nok at være enige om evangeliets lære og om forvaltningen af sakramenterne.»

* Art. 7.

Vore fædre så klart forskellen og trak den skarpt op mellem Guds grundvold og menneskets overbygning, mellem det væsentlige og det tilfældige, mellem tro og mening, mellem religion og spekulativ teologi. Og med alle disse skel for øje erklærede de, at enighed i evangeliets lære og i den rette forvaltning af sakramenterne er det eneste grundlag for kirkens enhed. Dette grundlag har den lutherske kirke fastlagt, og på det hviler hun – og dér vil hun, håber vi, ved Guds nåde blive til tidens ende.

I dette grundlag for enhed ligger først og fremmest, at der i en virkelig enig kirke skal være enighed om, hvilke emner i evangeliets forkyndelse der skal regnes for dets lære, eller trosartikler, eller grundlæggende lærepunkter (for alle disse udtryk betyder her praktisk talt det samme), og ikke blot for meningsspørgsmål eller for noget af underordnet betydning.

At to mænd eller to dele af en kirke siger, at en bestemt bekendelse har ret i de grundlæggende lærepunkter, beviser ikke, at de virkelig er enige, hvis det ikke står fast, at de er enige om, hvilke emner i evangeliets forkyndelse der er grundlæggende. Socinianeren og den treenighedstroende er enige i troen og kunne begge tage Den Augsburgske Bekendelse til sig som deres bekendelse, hvis man indrømmer, at treenigheden ikke er nogen evangelisk lære, ingen trosartikel, intet grundlæggende lærepunkt, men blot en finesse i den teologiske spekulation eller noget, som Skriften, hvis den overhovedet fremstiller det, ikke fremstiller i nogen livsvigtig forbindelse med sine væsentlige sandheder. Før en socinianer og en treenighedstroende derfor ærligt kan prøve deres enhed på en formel, der erklærer, at de er enige i de grundlæggende lærepunkter, må de først afgøre, hvad de grundlæggende lærepunkter er. Ellers er det hele en farce. Enhver formel for enighed om «de grundlæggende lærepunkter», som lader det stå åbent, hvad de grundlæggende lærepunkter er, er vildledende og uærlig og vil til sidst avle splid og føre til kirkens ødelæggelse. Vi protesterer derfor både mod det grundlag, der ikke fremsætter evangeliets grundlæggende lære som nødvendig for enheden, og mod det grundlag, der giver sig ud for at have evangeliets grundlæggende lærepunkter som sin bærende bestanddel, men som på nogen som helst måde er tvetydigt eller undvigende, når det gælder, hvilke emner i evangeliets forkyndelse der er grundlæggende, eller som under påskud af at bestemme dem kaster det ind blandt de ikke-grundlæggende ting, som Guds Ord og hans kirkes dom har fastslået som trosartikler. På et sådant punkt bør der ikke være nogen udflugter. Den guddommelige sandhed er kirkens mål; den er også hendes middel. Hun lever for den, og hun lever af den. Det, som den evangelisk-lutherske kirke anser for grundlæggende i evangeliets lære – det vil sige det, som hendes tilværelse, hendes historie og hendes bekendelser erklærer eller med rette forudsætter som hendes trosartikler – bør anerkendes som sådanne af alle hæderlige mænd, der bærer hendes navn.

Troskab mod bekendelsen strider ikke mod troens regels øverste myndighed

Men somme tider siger meget gode mænd som et kort svar på hele argumentationen for trosbekendelser at Skriftens egne ord er en bedre bekendelse end nogen, vi kan sætte i stedet for dem – bedre, ikke blot, som de naturligvis er, under forudsætning af at vore ord er forkerte, men bedre, selv om vore ord er rigtige; for vore bedste ord er menneskeord, men dens ord er Helligåndens ord. Men hvor bestikkende dette argument end ser ud, er det sofistisk helt ind til marven. Skriftens egne ord er ikke blot en bedre troens regel end nogen, der kan sættes i stedet for dem; de er den absolutte og eneste troens regel, som intet kan sættes i stedet for. Men en bekendelses formål er ikke at finde ud af, hvad Gud lærer (det går vi til Bibelen for), men at vise, hvad vi tror. I det øjeblik jeg fremsætter selv Bibelens egne ord som min bekendelse, er spørgsmålet derfor ikke længere, hvad Helligånden mener med disse ord, men hvad jeg mener med dem. Spørg en unitarer: Hvad tror du om Kristus? Han svarer: «Jeg tror, at han er Guds Søn.» Det er Bibelens egne ord; men spørgsmålet er nu slet ikke, hvad de betyder i Bibelen, men hvad de betyder som en unitarisk bekendelse. I troens regel betyder de, at Jesus Kristus er treenighedens anden person, der er blevet menneske; i den unitariske bekendelse betyder de, at der ingen treenighed er, og at vor Herre blot er et menneske. Alle kættere indrømmer, hvis man prøver dem med Bibelens egne ord, at disse ord er sandheden. Universalisterne indrømmer for eksempel, at «de ugudelige skal gå bort til den evige straf». Nu ved jeg, at disse ord i Bibelen, troens regel, betyder en straf uden ende; og jeg ved lige så godt, at nøjagtig de samme ord som en universalistisk bekendelse betyder slet ingen fremtidig straf eller en straf, der har en ende. Alligevel er det med den fejlslutning, vi taler om, at man undviger argumentet for en klar, veldefineret og utvetydig bekendelse.

Sandheden er, at rigtige menneskelige forklaringer af Skriftens lære er Skriftens lære, for de udsiger simpelthen den samme sandhed med andre ord. Disse ord er ikke i sig selv så klare og så gode som Skriftens udtryk; men fordi de, der bruger dem, ved et direkte og ufejlbarligt vidnesbyrd kan fastlægge meningen med deres egne vendinger fuldstændigt, kan menneskeordene udelukke kætteri mere fuldkomment, end de guddommelige ord gør. Ordet «treenighed» udtrykker for eksempel ikke i sig selv Skriftens lære så klart og så godt, som Guds Ords udtryk gør; men det sammenfatter læren rigtigt og kort, og den letsindige, der foregiver at tage imod Bibelen og dog forkaster dens lære om treenigheden, kan ikke foregive, at han tager imod det, som kirken mener med ordet treenighed. Mens apostlene levede, var Ordet både en troens regel og i en vis forstand en bekendelse af den. Når en hellig mand ved direkte inspiration udtaler bestemte ord, er de for ham både en troens regel og en trosbekendelse – de udtrykker på én gang både, hvad han skal tro, og hvad han tror. Men da kanon var afsluttet, da dens forfattere var borte, da den levende lærer ikke længere var til stede for at tilrettevise den vildfarende, som fordrejede hans ord, gik kirken ind i det normale og blivende forhold til Ordet og bekendelsen, som ligger i disse ord: Bibelen er troens regel, men ikke bekendelsen af den; bekendelsen er ikke troens regel, men er bekendelsen af den. En lutheraner er en kristen, hvis troens regel er Bibelen, og hvis bekendelse er Den Augsburgske Bekendelse.

Hvad skal det så nytte, at man hele tiden gentager den usle sofisme, at bekendelsen er en «menneskelig forklaring af guddommelig lære»? Det er ethvert menneskes tro også – alt det, han udleder af Bibelen. Der findes ingen personlig kristendom i verden, som ikke er resultatet af en menneskelig forklaring af Bibelen, i lige så høj grad som vor kirkes bekendelse er det. Den er menneskelig, fordi den er i menneskelige sind og menneskelige hjerter – den er ikke en kilde, som vi endegyldigt og absolut kan påberåbe os, sådan som vi kan påberåbe os Guds Ord. Men i nøjagtig samme grad som Guds Ord, når det lukkes op for sjælen ved Helligåndens oplysning, bliver forstået sandt og rigtigt, falder den «menneskelige forklaring» sammen med den guddommelige sandhed. Jeg forklarer Guds sandhed, og hvis jeg forklarer den rigtigt, er min forklaring Guds sandhed, og at forkaste den ene i vantro er at forkaste den anden. «Our Father who art in heaven» («Fader vor, du som er i himlene») er en menneskelig forklaring, som visse engelske lærde har givet af bestemte ord, som vor Herre brugte; men det er rigtige forklaringer, og som sådanne er de lige så virkelig guddommelige som de lyde på aramæisk eller græsk, der kom over vor Herres læber. Forskellen er denne: Hans ord er absolut endegyldige; de er selv sandhedens kilde, og højere end dem kan vi ikke komme. Vore engelske ord skal prøves på hans – og når vi tror, at de gengiver hans ord sandt, tager vi imod dem som hans. For ordets væsen er ikke dets lyd, men dets mening.

Vor engelske bibeloversættelse er en menneskelig forklaring af en bestemt tekst, som er afskrevet og trykt af mennesker, nemlig grundteksten; og grundteksten alene, præcis som den hellige skribent efterlod den, er absolut Guds Ord i hvert eneste bogstav og hver eneste tøddel. Men i samme grad som vor oversættelse bygger på en ren hebraisk og græsk tekst og forklarer meningen med en sådan grundtekst rigtigt, er også den Guds Ord. Vore prædikener er menneskelige forklaringer af Guds Ord, men for så vidt som de forklarer det rigtigt, fremstiller de virkelig Guds Ord, og den, der hører os, hører vor Herre. Vor bekendelse er en menneskelig forklaring af Guds Ord, men for så vidt som den forklarer det rigtigt, fremstiller den Guds Ord. Den, der anser den for en rigtig forklaring eller for «en sammenfattende og retfærdig fremstilling» af de lærepunkter, den behandler, er en konsekvent lutheraner. Ingen anden er det. Kan nogen definere luthersk konsekvens på en bedre måde, vil vi gerne have ham til at gøre det; og mener han, at menneskelige forklaringer er noget, der står i modsætning til Skriftens lære, så vil vi gerne vide – hvis han er præst eller søndagsskolelærer eller far – hvorfor han bruger så mange søndage om året på at fremlægge sin «menneskelige forklaring» for sin menighed eller sin klasse eller sine børn i stedet for at lære dem hebraisk og græsk. Siger han, at han tror, at de «menneskelige forklaringer» i den autoriserede oversættelse, han læser, og i de prædikener, han holder for sin menighed, eller i den undervisning, han giver sine elever eller sine børn, er skriftmæssige, fordi de stemmer med Skriften, så beder vi ham tro, at hans kirke kan have lige så god grund til sin tro på, at de «menneskelige forklaringer» i hendes bekendelse (som er udformet under et alvorligt studium af Den Hellige Skrift i bøn og i Helligåndens lovede lys) er rigtige og skriftmæssige, som han har til sin tillid til sine egne prædikener eller sin egen undervisning. Vi påstår ikke, at vore bekendere var ufejlbarlige. Vi siger ikke, at de ikke kunne fejle. Vi påstår kun, at de ikke fejlede.

Troskab mod bekendelserne er ikke romaniserende

De, der smiler ad en from kirkefaders udsagn «Jeg tror det, fordi det er umuligt», smiler, fordi de ikke forstår ham. Men på en indvending, der somme tider rejses mod en helhjertet tilslutning til den lutherske bekendelse – nemlig at en sådan tilslutning er romaniserende –, synes der ikke at være nogen anden forklaring end hans ord taget i deres mest absurde betydning. Alligevel er der nogle, der lader, som om de tror, at mænd, der fastholder pligten til en hæderlig overensstemmelse med vor kirkes bekendelser, nærer en tilbøjelighed til Rom. Hvis det betød, at vor kirkes lærepunkter virkelig har denne tilbøjelighed, så ville det være alle sunde protestanters pligt at tage afstand fra disse lærepunkter og med dem fra navnet på den kirke, som de er uadskilleligt forbundet med. Så længe mennesker kalder sig lutheranere, vil denne kendsgerning for den tankeløse verden tale mere til fordel for de lutherske bekendelser, end alle deres forsikringer vil tale imod dem. Hvis den lutherske kirke er en romaniserende kirke, bør vi hverken bære skammen ved hendes navn eller fremme hendes skadelige værk ved at give hende den støtte, der kan komme fra vort eget navn. Men hvis beskyldningen betød, at de stemplede har denne tilbøjelighed til Rom, fordi de ikke er tro mod vor kirkes bekendelser, så er det, der i virkeligheden ligger i den, at de ikke er lutherske nok – med andre ord, at faren for frafald hænger sammen, ikke med troskab mod bekendelsen, men med mangel på troskab. Var det dét, man ville fremhæve, ville vi helhjertet give dem ret, der fremhæver det; og vi ville med al vor kraft hjælpe dem med at opspore og afsløre dem, der vil skjule deres romanisme under en fordrejning af vor bekendelse, ligesom andre forsvarer deres sværmeri og kætterier under foregivende af, at bekendelsen tager fejl. Ligesom den ægte lutherdom er den mest bibelske blandt de systemer, der erklærer at bygge på Guds Ords øverste myndighed, og ligesom den er den mest evangeliske blandt de systemer, der lovpriser vor Frelsers nåde, sådan er vor kirke på én gang den mest sandt katolske blandt alle kirker, der anerkender, at Guds folks tro er én, og den mest sandt protestantiske blandt alle samfund, der gør krav på at være protestantiske. Hun er moder til al sand protestantisme. Hendes bekendelse i Augsburg er den første officielle fremstilling af skriftmæssig lære og skik, der nogensinde er udgået mod romersk kætteri og fordærv. Hendes bekendelser er en mur af diamant mod romanismen. Navnene på Luther og hendes andre helte, som er gået bort, står stadig øverst blandt Roms modstandere. Vor kirkes lærepunkter har vist sig at være de mægtigste af alle lærepunkter til at vinde mennesker bort fra Rom og de stærkeste af alle til at fæstne menneskers hjerter som et bolværk mod alle Roms forsøg på at generobre det tabte terræn. Forbandelserne fra koncilet i Trient er næsten alle rettet mod vor kirke; hendes soldater har udgydt deres blod på slagmarken, og hendes martyrers ånder har taget flugten fra skafottet og bålet for midt i romerske sammensværgelser og forfølgelser at bevare den sandhed, hun gav dem. Uden vor kirke ville der, så langt menneskeligt øje kan se, ikke være nogen protestantisme på jordens overflade i denne stund, og uden sin bekendelse ville hun være gået til grunde blandt mennesker. Troskab mod den protestantisme, hun skabte og reddede, kan umuligt kræve forræderi mod det, hvorved hun skabte og reddede den. Troskab mod den sandhed, der styrtede romanismen, kan umuligt indebære, at man ser gennem fingre med selve romanismen.

Men der er andre, som selv erkender styrken i alt, hvad der kan anføres for bekendelsesskrifterne, og som ikke er uvillige til selv at antage dem. De ser dog modløst på de kendsgerninger, der efter deres mening viser, at disse bekendelser aldrig kan blive bredt og almindeligt antaget i et land så ukirkeligt og uhistorisk som vores. Selv hvis vi gik med til den mørkeste tænkelige antagelse, ville det ikke ændre vores pligt. Lad os antage, at argumenterne for bekendelsesskrifternes rene lære virkelig vejer let hos mennesker – skal vi så holde op med at fremføre dem? Efter nitten hundrede års kamp er kristendommen i mindretal i verden. Efter at beviserne for kristendommens sandhed er blevet fremført i omkring tre hundrede år, er der mange deister, og de træder endda mere åbent frem end på reformationens tid. Efter århundreders argumentation for treenigheden er der måske flere socinianere end nogen sinde. Efter tre hundrede år, hvor den rene lære om retfærdiggørelsen er blevet forkyndt, forkastes den af millioner i den romerske kirke og af rigtig mange, der kun er protestanter af navn. Trods alle argumenterne for barnedåb, trods de beviser, som så længe og så dygtigt er blevet fremført for, at andre dåbsformer end neddykning er gyldige, hvor mange millioner baptister er der ikke! Trods Skriftens og historiens klare vidnesbyrd om, at de to sakramenter altid skal holdes, hvor mange kvækere er der ikke, som helt benægter det (og deres antal vokser i Storbritannien)! Hvor lidt en ren og konsekvent tro på evangeliet vinder frem efter så mange århundreder! Men hvad har vi med alt dette at gøre? Vores opgave er at holde fast ved sandheden i al dens renhed og fremholde den, hvad enten folk vil høre eller lade være. Sandheden vil til sidst nå sit mål og gøre sit værk. Det trofaste forsvar for de mest bittert omstridte lærepunkter har i århundreder hjulpet med at holde millioner sunde i troen og har vundet mange tilbage, som var faret vild. Netop i vores egen tid er vor kirkes tro vågnet igen og sat fri af rationalismens trældom. Blandt folkets brede lag og blandt tidens største teologer er der igen vokset en inderlig tro frem – netop på de lærepunkter i bekendelsen, som møder de største hindringer i den menneskelige naturs svaghed eller i menneskehjertets hovmod.

Vide trosbekendelser

Men hvis vi skal have en bekendelse, indvender man undertiden, hvorfor så have en, der er snævrere end kristendommen i dens videste forstand? Hvorfor have en bekendelse, der udelukker nogen fra en bestemt kirke, selv om vi indrømmer, at han måske er kristen? Hvorfor udelukke en mand fra den stridende kirke eller fra vores del af den, når vi venter at møde ham i den sejrende kirkes herlighed? Hævder man ikke med en sådan fremgangsmåde, at den bestemte kirke er den almindelige kirke? Sætter man ikke en sekterisk rettroenhed i stedet for en kristen? Logisk fører denne teori til den påstand, at ingen bestemt kirke må udelukke andre fra sit fællesskab end dem, som den er parat til at erklære for sikkert fortabte. Fremstillet ærligt er teorien knap nok besnærende; den bliver det kun i kraft af den behændighed, hvormed den i praksis møder os i så mange skikkelser. Den bygger på en hel række falske forudsætninger. Kirken er ikke blot, som teorien forudsætter, bestemt til at samle dem, der skal komme i himlen, i et ydre fællesskab. Dens formål er også at udgyde enhver slags velsignelse over menneskeslægten i dette liv. Kirken er forpligtet til i hele sit arbejde og på hele sit område at tage hensyn til hele sin opgave – selv om det skulle kræve, at man udelukker et menneske, hvis åndssvaghed, uvidenhed og lunefulde vrangvillighed Gud nok kan tilgive, men som ville ødelægge kirken.

Hvad er kristendommen i dens «videste» forstand? Hvor «vid» skal den være? Er muhamedanismen en fordærvet kristendom? Går enhver unitarer, enhver pelagianer, enhver swedenborgianer fortabt? Har en «vid» kristendom dåb og nadver? Hvis den har, udelukker den Elizabeth Fry og Joseph John Gurney, fordi de var kvækere. Hvis den ikke har, træder den vor Herres befalinger under fode. Kan en bestemt kirke, som mener, at neddykning ikke er en nødvendig form, være hjem for en mand, der lærer, at den er det? Så længe der er et menneske i verden, som vil gøre kristendommen «videre», end du vil, må du give efter, medmindre du er sikker på, at han må gå fortabt. Hvad! Vil du gøre din kirke så snæver, at en, der skal komme i himlen, ikke må høre til den? Aldrig, hvis du vil være konsekvent. I samme øjeblik du gør det, har du en stridende kirke, der udelukker en del af den sejrende kirke.

Argumentets fejlslutninger

Men teorien bygger på endnu en stor fejlslutning – nemlig at der findes en fast målestok for ansvaret, et påviseligt minimum af det, der er nødvendigt til frelse for hvert enkelt menneske. Men der findes ingen sådan målestok: ansvaret har et vidt omfang, for det omfatter – undtagen i de yderste tilfælde af uvidenhed og svaghed – langt mere end det, der er nødvendigt til frelse for ethvert menneske. Af den, som har fået meget, kræves der meget. Kun den, der ikke har fået mere end det, som gives ethvert menneske, har blot det ansvar, som påhviler ethvert menneske. Den, der har enhver mulighed for at kende Guds hele sandhed og Guds hele vilje, bliver ikke frelst efter den målestok, der gælder for en hedensk afrikaner eller en indianer i Californiens bjerge. At gøre det, der er nødvendigt for ethvert menneske, til målestok, at lægge den ved det minimum, hvormed nogen som helst skabning kunne blive frelst, ville være at opmuntre millioner til at sænke niveauet for deres tro og liv – for i bedste fald at nå nogle få tilfælde. Men selv om dette minimum ville de enkelte kirker være uenige – og stadig ville nogle udelukke dem fra den stridende kirke, som andre mente måske hørte til den sejrende kirke.

Der ligger endnu en fejlslutning i denne teori. Bekendelsen nægter ikke, som teorien forudsætter, dem medlemskab, der blot har en mangelfuld tro – den lukker kun dem ude, der lærer imod en del af troen eller offentligt fornægter den. Uvidenhed og åndssvaghed kan hindre mange i at forstå visse dele af en lærebygning, men ingen bestemt kirke, hvor streng den end er, har til hensigt at udelukke sådanne fra sit nadverfællesskab.

Teorien overser, at kirken skal sætte målestokken for tro og levned så højt som muligt, ikke så lavt som muligt. Hun skal ikke føre mennesker til den mindste tro, den mindste hellighed, som gør frelse mulig, men til den allerhøjeste. Hun skal ikke fremme den religion, hvis rod er en selvisk frygt for helvede og en selvisk længsel efter himlen, men plante den religion, der elsker den rene sandhed for dens egen skyld, som længes efter den fuldeste oplysning, og som ikke søger den lette vej, men den sikre.

Bandlysningens kraft og rækkevidde

Når denne teori hævder, at de udelukkelser, den fordømmer, uberettiget gør krav på almenkirkelig gyldighed, glemmer den også, at den eneste tugt, der findes i den almindelige kirke, er den, som nu udøves af de enkelte kirker. En ren partikulær kirke er ikke en sekt, men hører til den almindelige kirke. Den enkelte kirke må bære sit eget ansvar – den gør ikke krav på mere end retten til at udelukke fra sit eget fællesskab – og giver sig ikke ud for at kunne tvinge nogen anden kirke til at respektere dens tugt. Hvis vi udelukker et menneske for det, vi anser for vranglære, hindrer det ham ikke i at forene sig med en anden del af kirken, som anser hans opfattelse for rettroende. Tilbedelsen af det, vi anser for en oblat, kan udelukke et menneske fra vores nadverbord, men den vil sikre ham en varm modtagelse i den romerske kirke, som tror, at denne oblat er den inkarnerede Gud. Dér hører et sådant menneske hjemme. At han udelukkes, benægter ikke, at man kan tro på transsubstantiationen og alligevel blive frelst. Og lad os ikke glemme, at ingen bandlysning er gyldig, medmindre Gud står bag den. Alle bandstrålerne fra alle jordens enkelte kirker tilsammen kan ikke drive det menneske ud af Guds rige, som det behager Gud at beholde dér. Er bandlysningen retfærdig, tør ingen indvende noget imod den; er den uretfærdig, har den ikke udelukket manden fra den stridende kirke. Intet menneske kan i virkeligheden holdes ude af eller drives ud af den stridende kirke undtagen ved Guds handling eller ved sin egen.

Lad os nu prøve princippet på et bestemt tilfælde. Af alle den lutherske lærebygnings lærepunkter er det nadverlæren, der har mødt flest indvendinger med netop den begrundelse, vi lige har nævnt. Den, der er imod bestemte bekendelser, spørger, om den lutherske lære om sakramentet hører til den kristne rettroenhed eller kun til den lutherske. Vi svarer, at den hører til begge. Den lutherske rettroenhed er, hvis den virkelig er rettroenhed, nødvendigvis kristen rettroenhed, for der findes ingen anden. Den lutherske lærebygning er, hvis den er rettroende, nødvendigvis bibelsk og kristen. Hvis vi indrømmer, at den lære om sakramentet, som vor kirke fører, også er Det Nye Testamentes lære, så strider den vildfarelse, den står imod, selvfølgelig mod Det Nye Testamente og dermed mod kristendommen. Enten er den lutherske lære om sakramentet kristen, eller også er den det ikke. Er den ikke kristen, så er den ikke rettroenhed; er den kristen, så er dens modsætning nødvendigvis ikke kristen. Da vi går ud fra, at spørgeren drøfter sagen med os på vores egen grund og for argumentets skyld indrømmer vores forudsætning, mener vi, at hans spørgsmål i virkeligheden besvarer sig selv. Vi kan nemlig ikke tro, at han vil hævde, at to modstridende lærebygninger begge kan være sunde, to uforenelige udsagn begge sande og to læresætninger, der ophæver hinanden, begge rettroende.

Hvem kan vi anerkende som kristne? · Kristne i den romerske kirke · Kristne i de protestantiske kirker

Men når spørgsmålets sigte forstås så nøjagtigt, er svaret så indlysende, at vi er tilbøjelige til at tro, at pointen er en lidt anden. Måske menes der: Skal et menneske være sundt i denne lære for overhovedet at være kristen, eller kun for at være luthersk kristen? Hertil svarer vi: Til det fuldkomne ideal for en kristen i almindelighed hører det, at han tager imod hele evangeliets tro, og en mangelfuld eller falsk tro om sakramenterne skæmmer dette ideal i samme grad som en mangelfuld tro på ethvert andet punkt. Når alt andet er lige, kommer den kristne, der ikke holder fast ved Det Nye Testamentes lære om sakramentet, på dette punkt ikke så nær det fuldkomne ideal som den, der holder fast ved den. Eller – hvis vi forudsætter, som vi faktisk gør, at vor kirke holder denne lære rent – står den ikke-lutherske kristne i samme mål tilbage for den lutherske kristnes fulde trosliv. Det er i «troens enhed», at vi skal «nå frem til mands modenhed, til målet af vækst, nemlig Kristi fylde». Men spørgsmålet synes stadig så let at løse, at vi formoder, at pointen kan være en tredje: Kan et menneske være kristen, når han ikke tager imod det, som efter vores forudsætning som lutheranere er Det Nye Testamentes rettroenhed om sakramentet? Hvis det er pointen, svarer vi uden tøven, at et menneske her kan befinde sig i en ubevidst vildfarelse og alligevel være kristen. Den, der ser, at Det Nye Testamente lærer noget, og alligevel forkaster det, er ikke kristen. Den, som aldrig grundigt har undersøgt Det Nye Testamentes vidnesbyrd om sagen – og det er mange menneskers stilling – mangler for så vidt ærlighed. Den, som groft forvrænger læren og råt smæder den, gør sig skyldig i en stor forbrydelse. Her er afgørelsen ikke vanskelig. Og dog er det et af de sværeste praktiske spørgsmål at afgøre, hvor stor en uoverensstemmelse med kristendommens krav der skal til, før det er bevist, at et menneske ikke er kristen. Dette vanskelige spørgsmål angår ikke kun den kristnes tro, men også hans liv; det er både et lærespørgsmål og et praktisk spørgsmål. Der er bestemt mange punkter i Det Nye Testamentes sammenhængende morallære, hvor mennesker kommer frygteligt til kort, selv om vi mener, at vi er forpligtet til at betragte dem som kristne – svage, inkonsekvente og i stor fare, men dog kristne. Det er sandelig vovet at give plads til nogen som helst grad af afvigelse i kristen moral eller i kristen tro. Vor kirke er en frisindet kirke i ordets sande betydning; hun er gavmild med sit eget, men ikke med at give sin Herres gods bort imod hans befaling. Med sandheden, selv i dens mindste del, leger hun ikke. For sig selv og sine børn må hun holde fast ved den med urokkelig troskab. Men hun tror af hjertet, at selv hvor en del af sandheden er gået tabt eller blevet formørket, kan Gud holde et kristent liv ved lige gennem det, der er tilbage. Hun tror, at Gud har sine egne salige i hele kristenheden, bevaret ved sin almægtige nåde. Hun tror, at Pascal og Fénelon og mange ukendte og upåagtede i den romerske kirke var sande efterfølgere af Jesus; hun tror, at Kristus også nu kan bevare mange af sine egne dér. Selv om hun på grund af hans krav og anmasselser betragter paven som en antikrist, udelukker hun ham ikke som person fra muligheden for at blive frelst; men hun tør ikke opgive sit sanddru vidnesbyrd imod de romerske vildfarelser. Hun tør ikke lade sine børn tro, at det er ligegyldigt, om de holder fast ved retfærdiggørelse ved tro eller retfærdiggørelse ved gerninger, eller, hvad sakramentet angår, ved opus operatum [virkning i kraft af den udførte handling], transsubstantiationen og messen eller ved den rene lære, hun bekender. Og her sender vi spørgerens eget spørgsmål tilbage til ham. Han indrømmer, at Luther var kristen, før han forlod den romerske kirke, og at Gud har sine egne hellige selv under denne kirkes fordærvede system. Hører hans egne opfattelser imod opus operatum, imod transsubstantiationen og messen da til den kristne rettroenhed eller kun til den protestantiske? Skal vores protestantiske bekendelser udelukke et menneske fra vores protestantiske kirker og prædikestole, fordi han er romanist, når vi dog indrømmer, at han kan være Guds barn og arving til himlen? Hvad angår de store kirkesamfund, hvis særlige liv opstod i reformationstiden, er sagen ikke mindre klar. Vi behøver næppe at sige, hvor hjerteligt vi erkender, at der i de evangeliske protestantiske kirker, både blandt præster og folk, findes ædle eksempler på kristen nåde. Ikke desto mindre tror vi ikke, at der lever en eneste kristen, som ikke ville være en mere fuldkommen kristen med en ren nytestamentlig tro om sakramenterne end med menneskelige vildfarelser om dem. Og vi tror, at denne rene nytestamentlige tro netop er den, vor kirke bekender. Samtidig erkender vi gerne, at ligesom Channing, skønt han var unitarer, moralsk set var mere tiltalende end mangen en, der troede på treenigheden, sådan kan i endnu højere grad enkelte kristne, der tager fejl angående sakramenterne, langt overgå visse medlemmer af en kirke med en ren sakramentstro, når det gælder kristen nåde. Nogle mennesker står på højde med deres lærebygning, nogle hæver sig over den, og nogle synker under den.

Et menneskelegeme kan leve, ja endda være sundt, selv om den ene lungelap mangler; et andet kan være sygeligt og dø, selv om lungerne er fuldkomne. Alligevel hører hele lunger væsentligt med til et fuldkomment menneskelegeme. Vi kalder med rette stadig et menneske et menneske, selv om det har mistet arme og ben; vi kalder stadig en hånd en hånd, selv om den har mistet en finger eller er misdannet. Selv om vi altså gerne kalder systemer og mennesker kristne, når de mangler en sund sakramentslære, anser vi ikke desto mindre denne lære for væsentlig for et fuldstændigt kristent system og for en kristen mands fuldkomne tro. Den mand, der har mistet en arm, elsker vi ikke mindre for det. Har han mistet den ved egen skødesløshed, har vi ondt af ham i hans ulykke, men helt uden skyld er han ikke i vore øjne. Men når han påstår, at det er en skavank at have to arme, og vil hugge den ene af vore af, så sætter vi os til modværge. Hvis helvedes porte ikke har fået magt over kirken, findes der et sted på jorden et kirkesamfund, hvis fællesskab ikke indebærer, at man opgiver så meget som én eneste artikel i den kristne tro – og intet menneske burde være villig til at slutte sig til noget andet kirkesamfund. Den, der er sikker på, at der ikke findes et sådant kirkesamfund, er forpligtet til at sætte alt ind på at grundlægge det. Den, der ikke kender nogen bekendelse, som i alle sine artikler er tro mod troens regel, bør straks udarbejde en sådan. Enhver kristen er forpligtet til enten at finde en kirke på jorden, som er ren i hele sin tro, eller at skabe en. Omvendt indrømmer den, der siger, at kirken tager fejl, med netop den påstand, at han selv er vranglærer, hvis kirken har ret. Og når han beder om at få del i hendes fællesskab, mens han stadig benægter hendes lære, beder han hende om at antage det princip, at vildfarelsen skal have adgang til hendes skød. For som vranglærer, og kun som vranglærer, kan hun optage ham.

Vildfarelsens gang i kirken

Men hvad dette princip fører til i praksis, behøver vi ikke at gisne om; det virker altid på samme måde. Når vildfarelsen får adgang til kirken, går dens fremmarch altid gennem tre trin. Den begynder med at bede om tålsomhed. Dens venner siger til flertallet: I behøver ikke at frygte os; vi er få og svage; lad os blot være i fred, så vil vi ikke forstyrre andres tro. Kirken har sine lærenormer; dem vil vi naturligvis aldrig blande os i; vi beder blot om, at man for vort eget vedkommende lader vore private meninger i fred. Når vildfarelsen en tid har fået lov til det, går den videre og kræver lige ret. Sandhed og vildfarelse er to kræfter, der holder hinanden i ligevægt. Kirken må intet gøre, der ligner en afgørelse mellem dem; det ville være partiskhed. Det er snæversyn at hævde, at sandheden har større ret. Vi skal være enige om at være uenige, og enhver begunstigelse af sandheden, fordi den er sandheden, er partigængeri. Hvad sandhedens og vildfarelsens venner har fælles, er det grundlæggende. Alt, hvad de er uenige om, er ipso facto uvæsentligt. Enhver, der lægger vægt på den slags, forstyrrer kirkens fred. Sandhed og vildfarelse er to sideordnede magter, og den kirkelige statskunsts store hemmelighed er at bevare ligevægten mellem dem. Fra dette punkt går vildfarelsen snart videre til sit naturlige mål, som er at kræve herredømmet. Sandheden begyndte med at tåle; nu bliver den selv blot tålt, og det kun for en tid. Vildfarelsen kræver, at dens afgørelser skal have forrang i alle omstridte spørgsmål. Den sætter folk i embeder – ikke som i begyndelsen, skønt de har forladt kirkens tro, men netop fordi de har forladt den. Det, der anbefaler dem, er, at de tager afstand fra denne tro, og de får embedet for at lære andre at tage afstand fra den og gøre dem dygtige til at bekæmpe den.

Den lutherske kirkes troskab mod sin bekendelse

Så nødvendige, så uimodståelige er disse kendsgerninger og de principper, de kaster lys over, at historien viser os navnet «Den evangelisk-lutherske kirke» knyttet til ét uforanderligt træk overalt og gennem århundreder – lige fra den time, da navnet første gang blev brugt som særkende. Kirken var delt mellem nationer og talte forskellige tungemål; inden for visse grænser udviklede den forskellige indre retninger, og der var ikke fuld enighed om, hvilke skrifter der overalt skulle anerkendes som lærenormer. Alligevel finder vi ét uforanderligt element: Den evangelisk-lutherske kirke tog imod Den Augsburgske Bekendelse som skriftmæssig hele vejen igennem. En evangelisk lutheraner, der gjorde krav på ret til at angribe en lære i Den Augsburgske Bekendelse, var et ukendt fænomen.

Rationalismens karakter

Da Spener, Francke og den oprindelige pietistiske skole søgte at udvikle kirkens åndelige liv, gjorde de det ved at indskærpe kirkens lærdomme i deres levende kraft. De udførte deres værk ved at holde fastere ved de reformationens lærdomme, der blev bekendt i Augsburg, og ved at fremstille dem fyldigere fra alle sider. De stod alle på det standpunkt, at vor kirkes lærdomme er Guds Ords lærdomme, at ingen ændringer af dem var nødvendige eller kunne tillades, at hendes reformation var fuldendt i læren, og at det eneste, hun trængte til, var at bevare sin rene tro ved sund tugt og vise den i praksis ved hellig virksomhed. Disse Guds mænd og de store teologer, de fik indflydelse på, og de ædle missionærer, de sendte ud, holdt fast ved kirkens lærdomme. De udførte de store gerninger, der prises i hele kristenheden, netop gennem disse lærdomme. De udvandede dem ikke og drog ingen spidsfindige skel for at slippe uden om dem eller i praksis se bort fra dem. I de mest bittert omstridte af vor kirkes lærdomme såvel som i de mere almindeligt anerkendte var de helt igennem lutherske. De holdt ubøjeligt fast ved vor kirkes sakramentslære og forsvarede kirkens tro om dåben og nadveren, sådan som de forsvarede alle hendes andre lærdomme. Det var Semler og Bahrdt, Gabler, Wegscheider og Bretschneider og folk af deres slags, der først opfandt eller handlede ud fra den teori, at man kunne være lutheraner og samtidig angribe kirkens lærdomme. Bedre mænd end dem, vi har nævnt, blev i forskellig grad påvirket og ført på afveje af tidens rationalistiske ånd. De angreb ikke kirkens lærdomme, men de gik enten tavst forbi dem eller forsvarede dem med en tilbageholdenhed, der i praksis kom ud på det samme som forræderi. Det så ud, som om vore fædres trosbygning helt kunne blive styrtet i grus. Ligesom deismen tærede på det åndelige liv i Englands episkopale kirke og i Skotlands presbyterianske kirke, ligesom socinianismen lagde independenternes kirker i de samme lande øde og senere skyllede hen over New England, og ligesom ateismen fejede romanismen bort i Frankrig, således rejste rationalismen hovedet i den lutherske kirke. Vor kirke var grundfæstet på Guds Ord. Hvad kunne da rokke hende, uden at man tog Ordet fra hende eller førte hende ind på en ny og falsk måde at udlægge det på? Det blev rationalismens værk: at lade, som om den holdt fast ved Ordet, men forvanske dets mening, så bekendelsen og Ordet ikke længere syntes at stemme overens. Skaden syntes uhelbredelig, men Gud forlod ikke sit eget værk. Det onde bragte sin egen helbredelse med sig. Skaden virkede, indtil man indså, at tanken om at kalde sig ved en kirkes navn og alligevel gøre krav på ret til at angribe dens lærdomme var vantroen i knop. Det var Belial, der fik lov at søge ly under sømmen af Kristi klædning. Den, der eftertænksomt læser historien om rationalismen i Europa og om den unionisme, der nu alt for ofte er dens borg, vil ikke undre sig over, hvor alvorligt den sande lutherdom i Tyskland og de synoder, der er i åndsslægt med den, holder fast ved en ren bekendelse. Han vil ikke have svært ved at forstå, at de ikke er sindet at tåle ligegyldighed i troen, rationalisme og kætteri under dække af union. De kan ikke kalde det bitre sødt, mens deres læber endnu er våde af den malurt, de blev tvunget til at drikke.

Rationalismens historie i vor kirke viser visse faser, som vi her kort skal antyde:

Rationalismens historie

I. For det første indrømmede man, at kirkens lære var sand, men man gjorde mindre af dens betydning i forhold til andet. Man hævdede, at de dogmatiske læresætninger skulle skubbes i baggrunden, og at man alene skulle indskærpe de umiddelbart praktiske og erfaringsmæssige sandheder, revet løs fra deres sande sammenhæng med de dybere lærdomme. (Pseudopietisme og sværmeri.)

II. Da overbevisningen om disse anerkendte lærdommes værdi var svækket, voksede der en tilbøjelighed frem til at se bort fra de lærdomme, der skilte det lutherske og det reformerte kirkesamfund ad. Man skulle ikke presse Guds Ord igennem, hvor der var modvilje mod at tage imod dets lære. Heraf opstod unionsbestræbelser på grundlag af en almindelig protestantisk rettroenhed, og den lutherske kirke tilpassede sig det reformerte grundlag, den reformerte retning og lære.

III. Af tilbøjeligheden til at undervurdere og se bort fra disse lærdomme opstod den følelse, at det ville være en stor vinding for enhedens sag, hvis de helt kunne skaffes af vejen. Hvorfor være enige om at være uenige, når selve årsagerne til uenighederne kunne ryddes af vejen ved en fri kritik? Disse særlærdomme var jo opstået af en alt for streng opfattelse af inspirationen og af, hvor meget Bibelens ordlyd vejer. Hvorfor ikke gøre udlægningen af den mere frisindet? Således opstod den tidligere og mere moderate rationalisme hos Semler og hans skole.

IV. Så kom begyndelsen til enden. Mænd, der stadig stod i kirkens ydre fællesskab, krævede ret til at underkaste alle dens lærdomme deres kritik. Den forfinede og den vulgære rationalisme, der hovedsagelig skilte sig fra hinanden ved graden af åbenhjertighed, splittede præsteskabet. De rev den reformerte kirke med sig og i vid udstrækning endda den romerske foruden vor egen. De brød livet i liturgi, katekismus og salmesang ned og ødelagde folkets sjæle. Skamløs vantro iførte sig kirkens livré. Man havde forkastet regelens tro og var dog stadig gode lutheranere. Hvorfor så ikke forkaste troens regel og være gode lutheranere? Troen hos hine mænd fra gammel tid havde jo vist sig – for mænd, der var mere end to hundrede år klogere end deres fædre – at være lutter menneskelig spekulation. Hvorfor skulle regelen så ikke også være det? Det spørgsmål fik de snart afgjort: Bibelen blev smidt ud efter bekendelsen, og folk fik lov at være, hvad de havde lyst til, og bære det navn, de selv valgte. Jo mindre lutherske de var i ordets gamle betydning, desto mere var de lutheranere i den nye. De forlangte ikke blot at blive kaldt lutheranere, men påstod, at de var de eneste ægte lutheranere. Havde Luther ikke befriet menneskeånden for dens lænker? Var reformationen ikke ganske enkelt en hævdelse af den menneskelige fornufts kræfter og af retten til personlig dom? Var det ikke en vildfarelse fra Luthers mørke tid, at han styrtede frygten for paven, men lod frygten for Gud blive stående? Det sætter jo blot et uhåndgribeligt pavedømme i stedet for et synligt. Havde Luther blot haft den lykke at leve længe nok til at læse deres skrifter, var han så ikke helt sikkert blevet vundet for den fuldeste frihed? Hvem kunne tvivle på det? Af hele reformatorens værk var det eneste positive resultat, de mente, han havde nået, altså indeholdt i de velkendte linjer, som der rigtignok ikke findes noget bevis for, at han har skrevet, men som ligger så langt forud for alt i hans utvivlsomt ægte værker, at de i deres øjne er overkanoniske, nemlig:

Wer nicht liebt Wein, Weib und Gesang, Der bleibt ein Narr sein Leben lang. [Den, der ikke elsker vin, kvinder og sang, bliver en nar sit liv igennem.]

Det er alt, hvad de har levnet som grundlæggende i reformatorens trosbekendelse. Sådan lyder Første Mosebog, og sådan lyder Åbenbaringen i Europas historie om den slags lutherdom, der gør krav på ret til at lemlæste og angribe kirkens tro. Burde vi ikke skælve over den og vogte os for at tage blot ét skridt hen imod dens forfærdelige vildfarelse og dens frygtelige følger?

Genrejsningen af kirkens tro

Ved Guds store barmhjertighed er en modbevægelse og en vækkelse i ordets sande betydning i gang. Den går frem i den gamle verden. Den går frem i den nye. Værket går frem og vil gå frem, indtil de gamle stier er fundet – indtil det gamle banner igen vajer for hver en vind, og den gamle tro, troet, følt og levet, giver kirken hendes oprindelige herlighed og hellige styrke tilbage. Gud fremme den dag! For vor kirkes navn, hendes historie, hendes sorger og hendes sejre, hendes herlighed i det, der har været, og hendes kraft til det gode, der endnu skal komme – alt er bundet til det princip, at renhed i troen kommer først af alt, og det et sådant første, at der uden det ikke kan være noget sandt andet.