VI. Den konservative reformations bekendelse: Den Augsburgske Bekendelse

Hovedbekendelsen. Den Augsburgske Bekendelse*

* Den bibliografi, vi agter at give i noterne til denne afhandling, er ikke en almindelig bibliografi, men holder sig til de værker, som forfatteren har ved hånden, og som med få undtagelser står i hans eget bibliotek. Man vil dog finde, at den omfatter alle de vigtigste, så vidt samlerens flid, der har strakt sig over mange år, har formået at bringe dem sammen. I denne note giver vi kun bibliografien over bekendelsens bibliografi. I. Omtaler i værker af almen karakter. Buddei Isagoge (1730) 426, 437.—Noesselt, J. A.: Anweisung (3. udg. 1818) ii. 272.—Planck, G. J.: Einleitung (1795) ii. 592.—Danz: Encyclopædie (1832) 415.—Walch: Bibliotheca Theologica (1757) i. 327–362, iv. 1099.—Niemeyer: Prediger Bibliothek (1784) iii. 63–69.—Noesselt: Kenntniss Bücher (1790) § 507, 508.—Fuhrmann: Handbuch der Theolog. Literat. (1819) ii. a. 500, 507.—Ersch: Literatur der Theologie. (1822) 119.—Danz: Universal Wörterbuch. (1843) 96, 186, 921. Supplem. 22.—Winer: Handbuch. (3. udg. 1838) i. 323, 572. ii. 316. Supplem. (1842) 53.—Kaysers: Index Librorum, Confession, etc. II. Særlige omtaler af dens litteratur. Pfaff, C. M.: Introd. in Histor. Theolog. Liter. Tubing. 1726. iii. 385–416.—Jo. Alb. Fabricius Centifolium Lutheranum (Hamb. 1728–30. ii. 8) i. 104–144, ii. 583–606.—Bibliotheca Reimanniana (1731) p. 403.—Walchii, J. G.: Introductio in Libr. Symbol. Jena, 1732. 196–257.—Walchii, J. G.: Religionsstreitigkeiten der Evang. Luth. Kirche. Jena, 2. udg. 1733–1739. i. 35. iv. 4.—Walch, J. G.: Chr. Concordienb. Jena. 1750. p. 21.—Baumgarten, S. J.: Erläuterungen der Symb Schriften. Halle, 1761. p. 54–60.—Walchii, C. G. F.: Breviar. Theolog. Symb. Eccl. Luth. Göttingen, 1765. p. 69–75.—Baumgarten, S. J.: Geschichte der Religions-partheyen. Halle, 1866. p. 1150–1153.—J. W. Feuerlen: Bibliotheca Symbolica—edid. J. Barth. Riederer (Norimb. 1768.) 8. p 70 seq.—Koecher: Bibliotheca theologiae symbolicae et catecheticæ itemque liturgica. Guelferb. 1751. 114–137.—H. W. Rotermund: Geschichte, etc., (1829) p. 192–203.—Semleri: Apparatus ad Libr. Symbol. Eccl. Luth. Halae Mag. 1775. pp. 39, 42.—Beck, C. D.: Commentar. histor. decret. relig. chr. et formulae Lutheriae. Leipz., 1801. p 148, 794.—Tittmann, J. A. H.: Instit. Symbolic. ad Sentent. Eccles. Evang. Lipsiae, 1811. p. 92.—Ukert: Luther’s Leben. Gotha, 1817. i. 227–293.—Fuhrmann: Handwörterbuch der Christ. Relig. u. Kirchengesch. Halle, 1826. i. 537.—Yelin: Versuch einer histor-liter. Darst. der Symbol. Schriften. Nürnberg, 1829 p. 67.—Pfaff, K.: Geschichte des Reichst. zu Augsburg. Stuttg., 1830. p. v.–x.—Bretschneider: Systemat. Entwickelung. Leipz.. (1804). 4. udg. 1841 81–86.—C. A. Hase: Libr. Symb. Lips., 1827 (1845) proleg. iii.—J. T. L. Danz: Die Augsb Confess., etc. (1829) 1–4.—Köllner: Symb. der Luther. Kirche. Hamburg, 1837. p. 150–152.—Guericke, H. E. F.: Symbolik (1839), 3. Aufl. Leipz., 1861. 104–110.—Müller, J. T.: Symb. Bücher. Stuttg., 1848. xv. xvii.—Matthes, K.: Compar. Symbolik. Leipz., 1854. p. 76.—Herzog: Real Encyclop. Hamb., 1864. i. 234.—Hofmann: Rud. Symbolik. Leipz., 1857. p. 234.—Corpus Reformatorum, (1857), vol. xxvi. Pars Prior. 101–111. 201–204.

Reformationens ånd

Med højtidelig og hellig glæde har vi lært at vandre gennem den ærværdige bygning, som vore fædres hænder rejste i det sekstende århundrede. Her er intet af det glimmer, der fanger og fortryller barnets øje, men alt har den solide storhed, som fylder sjælen. Hver del stemmer overens med helheden, og alt samvirker til at bevise, at deres værk ikke var at rive ned, men at bygge op. Reformationens ånd var ingen ødelæggelsens engel, der sad og skulede med ondskabsfuld glæde over den forødelse, som bredte sig omkring den. Den var overskygget af vingerne fra den Ånd, der ganske vist svævede over de øde vande og kaos’ ødemark, men kun for at udfolde de livsspirer, der lå skjult dér, og frembringe lys og orden af mørket i den endnu øde og tomme skabning. Det er derfor langt vigtigere at vide, hvad reformationen bevarede, end hvad den væltede; for selv om det ofte er en uomgængelig forudsætning for at grundfæste sandheden at vælte vildfarelsen, er det ikke selv sandheden. Det kan rydde grunden blot for at sætte én vildfarelse i stedet for en anden, måske en større i stedet for en mindre. Historien om det, reformationen udrettede imod romanismens vildfarelser, er ganske vist dybt vigtig, men den er som intet mod historien om det, den udrettede for sin egen sag. At omstyrte romanismen var ikke dens første mål; i en vis forstand var det slet ikke dens mål. Dens mål var at grundfæste sandheden, lige meget hvad der måtte rejse sig eller falde i forsøget. Havde reformationen fået den skikkelse, som nogle, der siden har båret navnet protestanter, ville have givet den, ville den ikke engang have været et storslået nederlag; den bevægelse, der har rystet og fornyet en verden, ville være endt i nogle få elendige kævlerier og nogle få autos da fe; og beretningen om en historie, som hver dag får tusinders hjerter til at brænde i dem, ville være blevet byttet ud med en kort notits som denne: at en hidsig munk ved navn Luder eller Luther og nogle få vanvittige medhjælpere, der tåbeligt havde forsøgt at omstyrte det hellige romerske sæde og forblev hårdnakkede i deres fordærvelige og afskyelige kætterier, blev brændt levende til Guds og Jomfru Marias ære og til alle de troendes usigelige tilfredsstillelse. Det mægtigste våben, reformationen brugte imod Rom, var ikke Roms vildfarelser, men Roms sandheder. Den foregav ikke at gøre opdagelser eller at finde uhørte fortolkninger. Den tog Skriften i netop den mening, som Roms største skribenter havde sluttet sig til. Den afdækkede Guds lov og evangelium, som Rom havde bevaret, og anvendte dem, som Roms mest fremragende og mest ærede lærere havde anvendt dem, skønt Rom havde gjort dem ugyldige ved sine overleveringer. Således tog reformationen seksten århundreders livsstrøm ind i sit hjerte og trådte frem i en kristendoms skikkelse og styrke, en kristendom, der var vokset fra oldkirkens barndom til den fuldvoksne manddom i denne senere og modnere tid. Den frygtede ikke sandheden, blot fordi Rom holdt fast ved den, og den var ikke tilbøjelig til at omfavne en vildfarelse, blot fordi den med fordel kunne bruges til skade for Rom. Mens den bredt og dybt grundfæstede retten til personlig dom, gjorde den ikke det misbrug af den, som siden er blevet så almindeligt. Fra den sætning, at de væsentlige sandheder i Guds Ord er klare for ethvert kristent sind, som undersøger dem ret, sprang den ikke til den slutning, at tusind slægtled eller tusind granskere lige så let – eller lettere – kunne tage fejl som én enkelt. De tilkendte ingen anden end Guds Ord myndighed, men de lyttede ærbødigt til de troendes vidnesbyrd fra alle tider.

Bekendelsernes betydning

Det præg, som reformationens teologi giver sind og hjerte, er netop det, vi nu har mest brug for. Men hvor skal vi begynde, kan man spørge, i den uendelige mængde værker, der er skrevet om reformationen og dens teologi? «Kunsten er lang, og livet er flygtigt.» Og hvordan skal præsten finde bøgerne, købe dem, når han har fundet dem, og læse dem, når han har købt dem, når han så ofte mangler både penge og tid? Vi svarer, at en umådelig skat ligger samlet på lidt plads og inden for rækkevidde af enhver præst i vort land. Ved et omhyggeligt studium af vor kirkes bekendelsesskrifter, begyndende med Den Augsburgske Bekendelse og dens Apologi, vil man nå til en grundigere forståelse af reformationens historie, vanskeligheder, sande egenart og sejre end ved at læse alt, hvad man kan få fat i, eller hvad der nogen sinde er skrevet om denne mindeværdige bevægelse. Det er ganske vist alt for meget på mode nu om dage at læse om tingene og forsømme selve de store kilder. I den almindelige litteratur skrives og læses der så meget om Homer og Shakespeare, at disse store digtere til sidst vækker mindre opmærksomhed end deres kritikere. I teologien er det den herskende skik at lade de studerende læse indledninger til Bibelen og afhandlinger om dens forskellige sider i en sådan grad, at selve Bibelen næppe bliver studeret, undtagen indirekte, og at den studerende, skønt han ofte bliver præsenteret for den, aldrig for alvor lærer den at kende. Alle disse oplysende værker har, hvis de er godt udført, deres værdi; men den værdi forudsætter et sådant almindeligt kendskab til de bøger, de skal føre ind i, som enhver selv tilegner sig ved omhyggeligt at undersøge dem. Den største værdi i ethvert værk af den menneskelige ånd ligger trods alt som regel i det, der ikke behøver nogen vejleder, nogen kritiker eller nogen kommentator. Deres arbejde kan vise denne værdi tydeligere og således forøge den, og det skal ikke foragtes; men deres emne er større end de selv, og de er kun til nytte, når de fører til et nøjagtigt og kritisk kendskab til det, som man allerede har fået et almindeligt kendskab til ved egen undersøgelse. Det indrømmes nu for eksempel, at det almindelige kendskab til et sprog efter naturens orden må gå forud for et nøjagtigt, grammatisk kendskab til det. De to kan ganske vist tilegnes samtidig, så den ene del går forud for den anden; men må de adskilles, er det almindelige bedre end det videnskabelige. Hvis der i et bibliotek stod to skabe, det ene med alle de latinske grammatikker og det andet med alle de latinske klassikere, og én dreng blev holdt til klassikerne i seks år og en anden til grammatikkerne i seks år, ville den første forstå sproget i praksis, mens den anden intet ville forstå, ikke engang grammatikken.

Forholdet til reformationen

Og dette princip er let at anvende på de store, mesterlige skrifter, som udgør vore bekendelsesskrifter. De er dele af selve reformationen: ikke blot vidner i den løse forstand, hvori historiske skildringer er det, men dens faktiske frugter, kvintessensen af tidens oprørte teologiske og moralske kræfter. I dem kommer man i umiddelbar berøring med selve denne storslåede omvæltning. Dens styrke og dens svaghed, dens frygt og dens håb, de sandheder, den ophøjede, de vildfarelser og misbrug, den væltede, fremlægges her i den mest højtidelige og bedst bekræftede form, hvori reformatorerne gav dem videre til eftertiden. De er nerver, der løber fra tankens centrum i den ærværdige, herlige og udødelige tid ud til os, der er lemmerne. For at se kraften i hvert ord og vægten af hver hentydning kræves et indgående kendskab til tiden og mændene, og når den studerende tilegner sig det, vil han til sin glæde blive ført ind i et grundigt fællesskab og en dyb samhørighed med denne næststørste periode i menneskehedens historie. Vor kirkes barn vil finde anledning til at juble, ikke blot over de lysere sider af vor historie og vore lærdomme, hvis glans fylder ethvert øje, men endog over de punkter, hvorpå uvidenhed, misundelse og jalousi har bygget deres afmægtige angreb. Når han når frem til en grundig forståelse af dem, vil han finde ny anledning til med et hjerte, der svulmer af ærefuld stolthed, at sige: «Også jeg er lutheraner.» Vi er ikke så grove afgudsdyrkere og heller ikke så uvidende om disse store mænds egne udtalelser, at vi skulle forestille os, at de ikke efterlod noget for deres efterkommere at gøre. Om deres efterkommere har gjort det, og gjort det godt, er imidlertid et helt andet spørgsmål. At antage, at vi er nået længere i sandheden end de, blot fordi vi kommer efter dem i tid, er at lægge grunden til et princip, der er mere urimeligt og fordærveligt end Romerkirkens værste lære, og det er lige så tåbeligt som at sige, at et fireårigt barn i dag er en større astronom end Newton, fordi det lever i århundredet efter ham.

Hvad sand fremgang er · Vor tids ånd modarbejder grundighed

Men selv om vi indrømmer, at vi kan og bør gå fremad, vil vi udtrykkeligt sige, at vi ved fremgang mener fremskridt i samme retning. Vi kender ikke til noget punkt, hvor fremgang kræver, eller blot er forenelig med, at man forlader vore fædres grundprincipper. De kan have begået fejl og intet andet end fejl; de kan have vidst ingenting, og vi kan vide alt; men vi har ikke set noget bevis for, at det forholder sig sådan, og indtil det bliver fremlagt for os, må vi bede om overbærenhed med vor skepsis. Så meget kan vi trygt fastslå: De, der bedst forstår reformationens teologi, har størst tillid til den og den stærkeste kærlighed til den; for dem står den stadig i sin oprindelige herlighed, fast som de evige bjerge. Det, der smerter dem, efterhånden som de bliver mere og mere fortrolige med dette stærke hjerte, hvis livsblod varmer os, er, at vi ikke er kommet så langt frem, som vi burde. Vi har disse kæmper fra en svunden verden at stå på skuldrene af – kæmper, som, ak, en flod af vantro og teologisk letsindighed synes at skille os fra – og alligevel er der så mange ting, hvor vi ikke ser så langt som de. Det skyldes, at dovenskab eller uvidenhed hindrer os i at indtage den plads, som de ville løfte os op på. Vi har et fattigt og snævert syn på deres arbejde og måler det med en eller anden ynkelig lille målestok – undertiden en, som deres fjender har sat op, men endnu oftere en, som er sat op af dem, der gør mere skade end deres fjender, nemlig deres overfladiske og uforstandige selverklærede venner – og så lader vi vort sind blive indtaget imod dem. Et enfoldigt hjerte er mere værd end blot og bar videnskab, når det gælder om at fatte religiøs sandhed; og aldrig har man set en sådan forening af kæmpemæssige evner med et så barnligt sind som blandt det sekstende århundredes teologer. Forgæves gør vi det lettere at tilegne sig kundskab, hvis vi ikke i samme grad styrker den indstilling i sind og hjerte, som er nødvendig for at vinde den. Det følger derfor ingenlunde, at selv ånder af samme rang i vor egen tid ville nå længere, end reformationen nåede. For i dag kan der ligge mere hæmmende forhindringer langs den teologiske sandheds vej end i det sekstende århundrede. Smiger er farligere end legemlig fare; en forfængelig og overfladisk tilbøjelighed vil gøre mere skade end selv et overmål af det overnaturlige element; og Romerkirkens ånd og de fordomme, man ubemærket suger til sig i dens fællesskab, er ikke mere fordærvelige som forberedelse til at undersøge den guddommelige sandhed end et koldt, selvsikkert og rationaliserende sind. Hvis vi ikke hånligt afviser al hjælp i søgen efter sandheden, hvem kan vi så gå til med større tillid end reformationens store forfattere? Vi ved i det mindste, at de var oprigtige, ingen lejede skriverkarle, der skrev for at kildre tidens lune; vi ved, at de beherskede deres emner til fulde og vidste, at hvert ord ville blive gransket og hvert argument angrebet voldsomt af deres modstandere. Hver lære grundfæstede de ved Guds Ord og bekræftede den ved hans kirkes vidnesbyrd. Enhver indvending, som fremføres nu, blev dengang rettet imod sandheden. Striden har siden ikke føjet noget nyt til sit forråd; de kendte udmærket de overfladiske skingrunde, som nu gør folk så sikre i deres påstand om, at havde reformatorerne blot levet i vor tid, ville de have opgivet meget af det, de holdt fast ved. De kendte dem, men de levede og døde urokkelige i deres troskab mod det, de havde lært som sandhed. Det er en billig og populær måde at slippe af med det i reformationens teologi, man ikke bryder sig om: Man påstår, at det er en rest af pavedømmet, ligesom rationalisterne unddrager sig kraften i Skriftens udsagn ved at sige, at de er tillempninger til jødiske fordomme. Blandt disse rester af pavedømmet har man for eksempel regnet læren om treenigheden og om Kristi guddom, om forsoningen, om den evige straf, kort sagt alt, hvad der kendetegner den evangeliske kristendom. Ingen påstand kunne være mere søgt, når det gælder alle vor bekendelses lærdomme. De kan ikke blot bevises af Skriften, men det kan også påvises, at de var fuldt anerkendt i kirken, før pavedømmet havde et navn eller overhovedet fandtes. Det ville være langt mere naturligt at antage, at en del af det protestantiske parti i den voldsomme og forbitrede strid med dette kæmpemæssige vildfarelsens system ville blive drevet til at fornægte nogle sandheder, ved hvis misbrug Romerkirken søgte at hævde sin magt. Insinuationen om romersk påvirkning er et tveægget sværd, der næsten altid sårer den, som fører det; i virkeligheden er den som regel kun en sekterisk ånds tilflugt, når den ved at vække uvilje søger at opnå, hvad den ikke formåede med argumenter.

Amerikansk og tysk

Men har disse bekendelser trods alt nogen værdi for den amerikanske lutherske prædikant? vil man måske spørge. Vi kan ikke skjule vores sorg over, at der skal lægges så stærk vægt på netop ordet «amerikansk», hvor kært og helligt det end er for vores hjerte. Hvorfor skulle vi bryde eller svække den gyldne kæde, som binder os til de høje og hellige minder fra vores historie som kirke, ved at sætte et ord, der appellerer til nationalfølelsen, på en falsk plads? Står de to i modsætning til hinanden, selv når de føres helt ud til deres yderste grænser? Skal lutherdommen berøves sin herlighed for at passe til vores tid eller vores land? Nej! Vores land er stort og vidt og herligt, og det er, håber vi, bestemt til at bestå længe i sine frie institutioners solskin; men vores tro er videre og større, og den er evig. Verden skylder reformationen mere end Amerika; Amerika skylder den mere end sig selv. Navnene på vores land og vores kirke bør ikke vække strid, men smelte harmonisk sammen. Vi er sat her midt i sekterismen, og det sømmer sig ikke for os at gå let med til at øge den ødelæggende strøm af separatisme, der truer den rene kristendoms trivsel på vores kyster mere end alle andre årsager tilsammen. Vi er omgivet af børn af de kirker, som gør krav på at stamme fra reformationen. Vi agter og elsker dem oprigtigt. Vi beder inderligt om, at de må vokse i enhver kærlighedsgerning og mere og mere vindes for at føje de ikke mindre dyrebare lærdomme til den dyrebare sandhed, som de fremholder med så stor kraft – de lærdomme, som Gud midt i et så udbredt frafald fra den tro, som engang er blevet overgivet de hellige, har bevaret for os i vores bekendelse. Men hvordan skal vi gøre os værdige til deres agtelse og løfte os op over den ynkelige, smålige sekterisme, som uophørligt kravler hen over alt, hvad der er kirkeligt og fast? Vi må begynde med at kende os selv og være tro mod denne erkendelse. Lad os ikke med fulde pengekister spille tiggere og bede om gunst, hvor vi har alle muligheder for selv at give. Ingen kirke kan bevare sin selvagtelse eller indgyde andre agtelse, hvis hun er bange for eller skammer sig over sin egen historie og opfører en tvivlsom bygning på sine præsters og medlemmers uvidenhed. Hvor meget flakkende fremgang der end kan blafre omkring hende, vil hun dog synke og aldrig rejse sig igen. Og hvad værre er: Ingen ærlig mand vil sørge over hendes fald. For hvor meget man end glatter over en sådan moralsk uærlighed, ser enhver eftertænksom mand, at en sådan kirke er en organiseret løgn, med præster, menigheder, kirker og foreninger, der er gået sammen om at holde en løgn oppe. Fra denne følelse har et nådigt forsyn næsten helt bevaret vores kirke her i landet. Selv om mangel på kundskab eller presset fra de omgivende kirkesamfund i nogen grad kan have fået enkelte til i praksis at vige fra nogle af vores kirkes principper, har vores fælles oprindelse og vores herlige historie dannet et bånd af samhørighed. I kampen mod vanskeligheder, der ville have knust en kirke med mindre livskraft, har det lutherske kirkesamfund i dette land altid bevaret en hæderlig fornemmelse af sin egen værdighed og sit rette værd. Det salt, der har bevaret hende, er germansk. På disse kyster har hun endnu forholdsvis lidt egentlig historie. Når hun ser hen mod sin magts og herligheds rige, må hun lade blikket glide ud over Atlanterhavets bølger og føre tanken to århundreder tilbage. Hun har været og er stadig i en overgangstid fra ét sprog og ét nationalt bånd til et andet. Sprogspørgsmålet har kun interesse, for så vidt som det angår kirkens liv, men på det punkt bør det følges med øm og bævende opmærksomhed. Der var uden tvivl tilfælde, hvor de første lutheraneres modstand her i landet mod at indføre det engelske sprog i vores kirke udsprang af snævre synspunkter og rent tyske følelser. Men i endnu flere tilfælde udsprang den af frygt – en frygt, som vores senere historie har vist ikke var helt ugrundet – for at selve lutherdommen, vores liv, vores lærdomme og vores skikke, som var dem så kære, kunne komme i fare ved skiftet.

Hvad vi så end mener om den dømmekraft, de udviste, så lad os i det mindste ære deres motiver. De så, at vores lands sprog ikke rummede nogen luthersk litteratur, ingen historieskrivning, der lod vores kirke vederfares retfærdighed, og ingen ånd, som alt i alt kunne siges fuldt ud at svare til vores kirkes egenart. De frygtede, at lutherdommen under disse omstændigheder ville smelte bort eller blive et rent produkt af de påvirkninger, den var omgivet af. Derfor klyngede de sig til deres sprog som til en vold, der for en tid kunne holde den flod ude, som dag for dag brød ind over dem med voksende kraft. Hvad bebrejder vi dem så? Ikke deres brændende kærlighed til kirken eller deres glødende ønske om at bevare den i dens renhed, heller ikke den ømfindtlige ængstelse, som altid er kærlighedens barn; kort sagt ikke, at de var sande lutheranere. Hvis vi overhovedet bebrejder disse ærværdige mænd noget, så er det, at de ikke var lutherske nok; det vil sige, at de med al deres hengivenhed for kirken ikke havde den inspirerende tillid, som de burde have haft, til at hendes principper havde kraft til i sidste ende at sejre over enhver hindring. Gid de kunne have fattet det, vi tror allerfastest (selv om en del af det endnu ligger i fremtiden): at vores hellige tro efter alle skift i nationalt liv og i sprog, efter alt pres fra kirkerne og folket omkring os, skal træde frem i al sin renhed og kraft. Til sidst skal den spille en lige så betydningsfuld rolle i det store drama i vores vestlige rige som den, den spillede i sin oprindelige herlighed i verdenshistorien.

Og når vi nu har talt så frit om en misforståelse på den ene side af dette spørgsmål, vil vi være lige så åbenhjertige og tale sandheden om den anden.

Det er klart, at vores amerikanske fædre ikke klyngede sig til det tyske sprog, fordi de forestillede sig, at der var nogen forbindelse mellem lutherdommen og dette sprog som sådant – en hemmelighedsfuld sammenhæng mellem dets lyde og bøjninger og vores kirkes sandheder – så det engelske sprog og lutherdommen i sagens natur og af en væsensmæssig nødvendighed ikke kunne harmonere. Det er fanatisme at forsøge at snævre vores store kirke ind til en engelsk sekt eller en tysk. Den lutherske kirke er hverken engelsk eller tysk; og selv om begge sprog skulle ophøre med at være levende menneskers tungemål, kan hun ikke forgå. De største værker i hendes oprindelige litteratur, nogle af hendes bekendelsesskrifter og en del af hendes gudstjeneste og salmer var på latin; og kan hun leve i et dødt sprog, kan hun sandelig leve i ethvert levende. Nogle af sine herligste sejre har hun vundet, hvor der tales andre sprog. Allerede tidligt søgte hun at udbrede sine principper blandt de østlige kirker. Og vi vil tilføje, at hun på disse kyster og på et sprog, som hendes fædre ikke kendte, er bestemt til at lade sit sande liv og sin sande ånd træde herligere frem, end det er sket siden reformationen, fordi det her sker i en friere form.

Hvor vigtigt det er at kende kirken

Man kan måske diskutere, hvor langt vi skal tilegne os reformationens og vores tidligere kirkes principper. Men om dette kan der ikke være nogen diskussion: at vi bør gøre os grundigt fortrolige med disse principper. For selv det at forkaste en vildfarelse har ingen som helst værdi, medmindre det udspringer af en oplyst dømmekraft og en moden, forstandig overbevisning – ja, det er i sig selv en værre vildfarelse end nogen, det overhovedet kan forkaste, for det hviler på det fundament, som næsten al moralsk falskhed er vokset op på. Lad vores præster gå i gang med et dybtgående studium af vores kirkes historie og principper. Bliver resultatet af en moden dømmekraft noget andet end en øget hengivenhed for historien og en brændende tilslutning til principperne, vil vi føle os forpligtet til på ny at efterprøve de grunde, som efter en sådan undersøgelse har fået os til at hvile med et barns tillid ved det moderbryst, hvor så mange, hvis navne lyser på jorden og i himlen, har lagt deres døende hoved og erfaret, at det, hun lærte dem, var nok til at overvinde ikke blot enhver af livets prøvelser, men også enhver af gravens rædsler.

Den Augsburgske Bekendelse*

Først i rækken og først i betydning blandt de store dokumenter, hvori kirken under reformationen aflagde sit vidnesbyrd, står Den Augsburgske Bekendelse. Den verdslige mand bør nære dyb interesse for et dokument, der står i lige så nært forhold til hele frihedens sag, som «Uafhængighedserklæringen» står til vores egen frihed som amerikanere. Filosoffen bør undersøge, hvad der har formet meningerne og præget skæbnen for millioner af menneskeslægten. For den kristne fremstår den, set i sine historiske sammenhænge, som det største værk, hvori den rene religion er blevet båret oppe af menneskehænder. Teologen vil i den finde nøglen til en hel tidsalders brændende og dog dybsindige tænkning. Og den lutheraner, der først skal have bevist dens værdi for sig, er uden for argumenternes rækkevidde.

* Værker, der vedrører Den Augsburgske Bekendelses historie, ordnet kronologisk. 1530 (og samtidiges værker). 1. Luther: Werke (Walch.) xvi. 734–2145. Leipz. xx. 1–293. — Briefe: De Wette. iv. 1–180. vi. 112–128. — 2. Melanchthon: Epistolae etc. (Corp. Reform.) ii. 1–462. — 3. Nürnbergs udsendinge: Briefe: Strobels Miscellan. lit. inhalt. ii. 3–48. iii. 193–220. jf. Fikenscher. — 4. Pro. Relig. Christ. res gestae in Comit. Augustae Vind. hab. 1530. i Cyprian, Beylage vii. Skrevet af en romersk katolik under rigsdagen og udgivet med kejserligt privilegium. — 5. Bruck: (Pontanus, Heinse) Verzeichniss der Handlung. herausgeg. von Foerstemann. Archiv. Halle 1831. (Apologia MS.), til gendrivelse af det netop nævnte værk. — 6. Osiandri, Philippi Hassiae: Senat. Noremberg. Literae in Camerarii Vit. Melanchthonis, ed. Strobel. 407–414. — 7. Spalatin: Berichte, i Luther’s Werke, Leipz. xx. 202–212. — 8. Spalatin: Annales Reformationis, udgivet af Cyprian. Leipz. 1718. 131–289. — 9. Myconius: Historia Reformationis, fra 1517–1542, udgivet af Cyprian, 1718, s. 91, meget kortfattet. — 10. Camerarius: Vita Melanchthonis (1566) Strobel. Noesselt, Halae 1777. 119–134. — 1555. Sleidan: The General History of the Reformation, Englished and continued by Bohun. London, 1689. Fol. 127–140. — 1574. Wigand: Histor. de Augustana Confessione. Regiomont. 1574, i Cyprian Beylag. x. — 1576. Chytraeus: Histor. der Aug. Conf. Rost. 1576. Frankfort 1580. — 1578. Do. på latin. Frcf. ad Moen. — 1582. Do. Histoire de la Conf. d’Auxpourg. mise en Francois par le Cop. Anvers. — 1576. Coelestinus: Historia Comitiorum. Frankf. ved Oder, 1576–77. — (Kirchner, Selnecker og Chemnitz): Solida ac vera Confess. August. Historia (mod Wolf) translat. per Godfried. Lipsiae, 1685, 4to. — 1620. Sarpi: Histor. Concil. Trident. London, 1620. 40–45. — 1630. Bakius, R.: Confessio Augustana triumphans: das ist die trefflich-schöne Geschicht der Wahr. Ungeend. Augsburg Confession. Magdeb. 1630. — 1631. Saubert: Miracula Aug. Conf. Norimb. 4to. — 1646. Calovius: Criticus sacer vel Commentar. sup. August. Conf. Lips. 1646, 4to. s. 19–45. — 1654. Goebel: Predigten, 1–119. — 1665. Carpzov: Isagoge. 2d ed. 1675. 90–107. — 1369 [?]. Arnold: Unparth. Kirchen u. Ketzer Historien. Schaffhausen, 1740. 3 vols. Folio. i. 809. 1230. — 1681. Maimbourg: Historie der Lutheranisme. Paris, 1680. 178–209. — 1686. Du Pin: Bibliotheque. A new Ecclesiastical History of the sixteenth century. London, 1720. Fol. ch. xxii. — Seckendorf: Commentarius de Lutheranismo, 1686. Franc. and Lips. 1692 s. 150–209. übers. Frick. — 1714. Do. Reformations Geschichte von Roos, 1781. — 1705. Mülleri, J. J.: Historia von … Protestation … wie auch Augspurgische Confession, 1705, 4to. — 1706 Junker: Ehrengedächtniss Lutheri. Lipsiae, 1706, 8vo. § 30. — 1708. Loescher: Historia Motuum. 2d ed. 1723, 3 vols. 4to. i. 158–180. — 1715. Hildebrand: Historia Conciliorum. Helmstadii, 1715, 311–314. — 1716. Fleuter’s Historischer Katechismus. 3d ed. 1718. 339–365. — 1719. Cyprian: Hilaria Evangelica. Gotha, 1719. Nachricht, von der Augspurg Confession, s. 551–555. — 1727. Buddeus: De Colloq. Charitat. Secul. xvi. (Miscellan. Sacra) 1727. — 1730. Cyprian: Historia der Augsb. Conf. aus den Original-Acten — mit Beylagen. Gotha, 1730, 4to. Racknitz: Flores in Aug. Conf. 1730. — Pfaff: Lib. Symb. Introd. Histor. cap. iii. — Hoffmann, C. G.: Summar. Betrachtung. der auf Augsp. Reichstage, 1530. Actorum Religionis, 1730. — Salig: Vollständige Historie der Aug. Conf. 3 vols. Halle, 1730, 4to. — Do. Geschichte der Aug. Conf. aus Sleidan, Spalatin, Coelestinus, Chytraeus, Hortleder, Seckendorff u. Muller. 1730. I dialogform. — 1732. Walch, J. G.: Introd. in L. S. Jena, 1732. 157–482. — Hane: Historia Crit. A. C. — 1740. Moreri: Le Grand Dictionaire Historique, 1740. 8 vols. Folio. Art. Confession d’Augsburg, og Diete — 1745. Weismann: Introduc. in memorab. eccles. Histor. Sacr. Halae, 1745. i. 1498–1504. — 1751. Boerneri: Institut. Theolog. Symbolicæ. 23–55. — 1761. Baumgarten: Erleuterungen. 45. — 1765. Walchii, G. F.: Breviarium Theolog. Symb. Ec. Luth. Götting. 1765. 57–75. — 1775. Semleri: Apparatus ad Libr. Symb 36. — 1781. Planck: Gesch. Protestant. Lehrbegriffs. Leipz. 1781. 8 vols. 8vo. iii. 1. 1–178. — 1791. Henke: Geschichte der Chr. Kirche. 4th ed. 1806. iii. 139–143. ix. (Vater) 94–97. — 1782. Weber: Kritische Gesch. d. Aug. Conf. Franf. 1782. 2 vols. 8vo. — 1804. Schröckh: Kirchengesch. seit der Reformat. Leipz. 1804. i. 442–482. — 1811. Tittmann: Instit. Symbol. 80–90. — 1826. Schöpff: Symb. Büch. i. 24. — 1827. Hase: Libr. Symb. Lips. 1827. Prolegom iii–cxiv. — 1829. Rotermund: Geschichte des . . zu Augsb. übergeb. Glaubensbek. nebst . . Lebensnachrichten. Hannover, 1829. 8vo. — Cunow: Augsb. Confession, 1829. — Haan: Darstellung, 1829. — Danz: Die Augspurg. Conf. nach ihrer Geschichte. etc. Jena, 1829, 8vo. — Yelin: Versuch, 55–60. Hammerschmidt: Gesch. d. Augsb. Confess. 1829. von Ammon: Jubelfestbuch, 1829. — 1830. Schiebler: Reichstag zu Augsburg, 1830. — Spieker: Confessio Fidei, etc. Loeber. Faceus. — Pfaff: Geschichte des Reichst. zu Augs. u. des Augsb. Glaubensbek. Stuttg. 1830. — Tittmann: Aug. Conf. — Fikenscher: Geschichte des Reichst. zu Augsp. Nurnb. 1830, 8vo. — Märtens: Ueber die Symb. Bücher. Halberstadt. 1830. 8vo. 63–80. — 1831. Tittmann: Die Evangelische Kirche im 1530 und 1830. Leipz. 1831. — Marheineke: (1831.) — 1833–1835 Foerstemann: Urkundenbuch. 2 vols. — 1835. Bretschneider: Annales vitae Melanchthonis. a. 1530. (2. bind af Corpus Reform.) — Cox: Life of Melanchthon. Boston, 1835. Ch. viii. — 1837. Köllner: Symb. d. Luth. Kirche. 150–226. — D’Aubigne: Reformation (1837.) — 1838. Audin: Histoire de la vie, etc., de Martin Luther. Paris, 1845. Chap. xxiv. xxv. Oversat fra fransk. Philadelphia, 1841. Chap. xlvii. xlviii. Oversat af Turnbull. London, 1854. Vol. ii. 319–353. — 1839. Stang: M. Luther: Sein Leben u. Wirken. Stuttg. 1839. 600–687. — Ranke: Reformation (1839.) — 1840. Wessenberg: Kirchenversammlungen des 15ten und 16ten Jahrhunderts. iii. 115. — 1841. Rudelbach: Histor. kritisch. Einleitung in die Augsb. Conf. Dresden, 1841. — 1842. Stebbing: History of the Church from the Diet of Augsburg, etc. London, 1842. i. 9–56. — Neudecker: Die Hauptversuche zur Pacification der Ev. Prot. Kirche Deutschlands, von der Reformation bis auf unsere Tage. Leipz. 1846. 57–62. — 1846. Michelet: Luther; oversat af Smith. New York, 1846. s. 147. — 1847. Francke: Lib. Symb. xiii–xx. — 1848. Müller: Symb. Büch. liv. Oversat: The Book of Concord: New Market, 1851. xxxiii–xxxviii. 2d ed. 1854. 37–43. — 1849. Zimmermann: Luther’s Leben (Ref. Schr. iv.) 471–481. — 1853. Sartorius: Beiträge. 2d ed. 1–21. «The Glory of the Augsburg Confession.» — 1854. Herzog’s Real Encyclop. Hamb. 1854. i. 603–610. — Matthes: Comparat. Symbolik. 61–67. — 1855. Ledderhose: Life of Melanchthon, oversat af Krotel. Philadelphia, 1855. Chap. xi. — 1857. Hofmann: Rud. Symbolik. 229–231. — Bindseil, H. E.: Corpus Reformatorum. xxvi. Pars. Prior. — 1866. Guerike: Handb. der Kirchen-Gesch. iii. § 176. (9th ed.) 1866. — Winer: Darstellung. 3d ed. ii. 1866. — 1868. Kurtz: Lehrbuch d. K. C. § 132. 6. 7.

Den er vores skjold og vores sværd, vores banner og vores rustning, vores stats forfatning, vores legemes liv, vores væsens kim. Den er det bånd, der forener os over hele jorden, og med den og ved den står eller falder vores kirke som selvstændigt samfund. Ganske vist begyndte hendes liv før den, ligesom fosterets livspunkt er til, før hjerte og hjerne er dannet. Men når hun først har frembragt den bekendelse, som hendes eget liv strømmede ind i, lever de eller går til grunde sammen – sådan som fosteret vokser eller dør, alt efter om de livsvigtige organer folder sig ud i liv eller skrumper ind i døden.

Blandt den lutherske kirkes bekendelsesskrifter indtager de almindelige bekendelser ganske vist med rette førstepladsen – de bekendelser, som den rene kirke har været forenet om i alle tider, siden de blev til, og som den i dag slutter sig til over hele verden. Det er den apostolske, den nikænsk-konstantinopolitanske og den athanasianske trosbekendelse. Derved hævder hun sin sande katolicitet og ælde og erklærer, at navnet luthersk ikke angiver hendes væsen, men blot henviser til én storslået kendsgerning i hendes historie: hendes genoprettelse i den store reformation. Den mest strålende side af dette afsnit af hendes historie finder man på rigsdagen i Augsburg og i den «gode bekendelse», som hun dengang «aflagde» over for verdens mægtige. Byen Augsburg er ikke fattig på historiske minder af stor interesse, men de blegner alle ved siden af dens største ære. Dens gamle spir, som mangen en nedgående sols bløde lys havde hvilet på, blev dengang oplyst af en mildere glans, som aldrig skal gå ned. Byen skråner ned mod to anselige floder, som den ligger lunt imellem; men aldrig havde den «flod, som glæder Guds by», ladet sin livsstrøm flyde sådan gennem den som på hin skæbnesvangre dag. Tre gange siden da har kanonernes torden og våbengnyet lydt omkring og inde i byen – men det er vores helte, hvis ære stadig holder dens navn levende i menneskers erindring, og som skal holde det levende, når dens paladser er smuldret til støv.

Romanismen og dens bekendelse

En mørk tidsalder er en tidsalder uden bekendelse; fordærv i læren trives bedst, når den ikke er bundet af en udtrykkelig formulering af den lære. Mellem den athanasianske trosbekendelse (sandsynligvis fra omkring år 434) og det 16. århundrede kommer der ingen ny almindelig trosbekendelse. Vildfarelsen elsker det tvetydige. I striden med Rom klagede reformatorerne bittert over, at hun nægtede at give en udtrykkelig, officiel fremstilling af sin lære. «Vores modstandere,» siger Apologien,* «gør sig ikke den umage at sørge for, at der blandt folket findes en sikker fremstilling af hovedpunkterne i kirkens lære.» Jo blindere menneskene hang ved pavedømmet, desto mere uvillige var de til at få dets lære fremstillet i en autoriseret form. Først da den offentlige mening, som reformationen havde skabt, tvang den til det, indkaldte den romerske kirke omsider koncilet i Trient. Dets beslutninger blev først fuldført og offentliggjort sytten år efter Luthers død og treogtredive år efter Den Augsburgske Bekendelse. Det er bekendelsen, der giver den egentlige fødselsdato for en partikulær kirkes særegne liv. Målt efter de almindelige trosbekendelser har den evangelisk-lutherske kirke samme ret som den romerske kirke til at blive regnet for at stå i enhed med oldkirken. Men som partikulær kirke med et særligt bånd og kendetegn på enhed i læren er hun mere end tredive år ældre end den romerske kirke. Vores kirke har den ældste særlige bekendelse, der i dag er i brug i nogen større del af kristenheden. Den bekendelse er Den Augsburgske Bekendelse. Havde kirken kunnet fremlægge og fastholde en bekendelse som den augsburgske, før den mørke middelalder satte ind, var den mørke middelalder aldrig kommet. Så havde der ikke været nogen reformation, for der havde ikke været brug for nogen.

* 231, 43.

Den Augsburgske Bekendelse: forudsætningerne for dens udarbejdelse*

De mægtige rystelser, som Luthers og hans store medarbejderes genoprettelse af den guddommelige sandhed fremkaldte, havde ført til forsøg på at forlige de stridende kræfter, især gennem beslutninger på rigsdagene. På rigsdagen i Worms (1521) nægter Luther at tilbagekalde, og der udgår et edikt med befaling om at pågribe ham og brænde hans bøger; på rigsdagen i Nürnberg (1522) kræver den pavelige nuntius Cheregati, at Worms-ediktet bliver ført ud i livet, og at alle kirkens trofaste venner hjælper til mod Luther. Den første rigsdag i Speyer (1526) havde i realiteten ophævet Worms-ediktet. Den overlod nemlig gennemførelsen til de enkelte rigsstænders frie skøn og lovede, at et almindeligt koncil, eller i det mindste en national forsamling, snart ville blive indkaldt. Den anden rigsdag i Speyer (1529) slukkede de forhåbninger, som denne tidligere beslutning havde vakt. Den bestemte, at Worms-ediktet skulle håndhæves strengt, hvor det allerede var antaget, at den romerske messe skulle beskyttes, og at prædikanterne skulle være forpligtet til at holde sig til den romerske kirkes lære i deres forkyndelse. De evangeliske fyrsters protest mod denne beslutning gav ophav til navnet protestanter.

* I. Officielle skrifter, der banede vejen for Den Augsburgske Bekendelse. 1. Visitatsartiklerne: de saksiske visitatsartikler. a. Melanchthons latinske artikler, 1527. De er yderst sjældne og findes ikke i nogen af de ældre udgaver af Melanchthon eller Luther. Gengivet i Corpus Reformatorum. Vol. xxvi. (1857.) 7. b. Melanchthons visitatsartikler på tysk, med Luthers fortale og nogle ændringer af ham. 1528. (Sidste udgave 1538.) Gengivet i Melanchthon’s Werke (von Koethe) i. 83–130. Corpus Reformatorum xxvi. 49 – i Luther’s Werke. Jena iv. 341. Leipzig, xix. 622. Walch. x. 1902. Erlangen xxiii. 3. Disse artikler må ikke forveksles med de saksiske visitatsartikler fra 1592, som er gengivet som tillæg i forskellige udgaver af bekendelsesskrifterne (Müller, s. 845.) 2. De femten Marburg-artikler. (3. oktober 1529.) jf. Feuerlin 42. Artiklerne er gengivet i Luther’s Werke, Jena iv. 469. Leipzig xix, 530. Walch. xvii. 2357. Erlangen 65, 88. Reformatorische Schriften von Zimmermann (1847) iii. 420. I alle disse udgaver er den fjortende artikel (om barnedåben) udeladt, så de kun udgør fjorten artikler. Walch gengiver dog (xxiii. 35) den fjortende artikel blandt de supplerede udeladelser (jf. smst. fortalen s. 6.) – I Corpus Reformatorum. xxvi. 121–128. Den xiv. artikel gengivet. – Zwingle’s Werke (Schuler u. Schulthess) ii. iii. 44–58. Den xiv. artikel gengivet. – Chytraei Historia. 355. Den fjortende artikel udeladt. – Müller J. J. Historie. s. 305–309. Den fjortende artikel gengivet. – Rudelbach. Reformation Lutherthum und Union (Leipzig, 1839) tillæg 665–668. efter Müller, naturligvis med den fjortende artikel. – De er oversat til latin: Solida ac vera Confess. August. Histor. s. 128–131. – Zwinglii Opera (Schuler et Schulthess) iv: ii. 181. jf. Seckendorf ii. 138. – På fransk i Le Cops Chytræus 463–466. – Til engelsk ved dr. Lintner. Missionary, 1857. (Uden den fjortende artikel.) 3. De xvii. Schwabach-artikler, 1529 (ofte fejlagtigt kaldt Torgau-artiklerne). Om særlig litteratur om disse artikler jf. Walch. Bib. Theolog. Select. i. 330, og Introd. in L. S. 163. – Feuerlin 78, jf. Layritii: De Articulis Suobacens. Wittenb. 1719. 4to. – Weber, Kritisch. Gesch. i. 13. K. Pfaff. i. 94. Evangelical Review, i. 246–249 (som fremlægger den forvirrede opfattelse hos Walch. Introd. in L. S. og hos de ældre forfattere). 1. I juni 1528 blev det første møde holdt i Schwabach. Dette mødes xxiii. artikler må ikke forveksles, som det er sket, med det andet mødes xvii. artikler. 2. Det andet møde i Schwabach var fastsat til 16. oktober 1529. a. På dette møde blev de xvii. artikler fremlagt. De er gengivet i Luther’s Werke, Jena v. 14. Leipzig xx. 1–3. Walch xxi. 681, 778. Erlangen xxiv. 322. – Corpus Reformatorum xxvi. 151–160. – Chytraeus, 22–26, Müller, Historie 442–448. Cyprian, Beylag. 159, mest kritisk hos Weber, Krit. Geschicht. Beylagen i. og Corp. Reform. De er oversat til latin: Coelestinus i. 25. Pfaff, Lib. Symb. Adpend. 3. – Fransk: Le Cops Chytraeus, s. 19. – Engelsk: Evangelical Review, ii. 78–84. (Med den gamle titel «Articles of Torgau».) b. Wimpinas, Mensings m.fl. svar på disse artikler, 1530. Det er gengivet i Luther’s Werke, Jena v. 16. Leipz. xx. 3–8. – Walch. xvi. 766. Jf. Seckendorf, lib. ii. 152. Cyprian 52. Evangelical Review, ii. 83. c. Luthers svar på papisternes ramaskrig over de xvii. artikler, gengivet i Luther’s Werke, Leipz. xx. 8. – Walch, xvi. 778. – Erlangen, 24, 319. Cyprian, Beyl. 159. 4. Torgau-artiklerne, 1530 (ofte forvekslet med Schwabach-artiklerne). – Jf. Seckendorf, ii. 151. Müller 441. Cyprian 52, som antager, at det, vi har kaldt «Schwabach-artiklerne», i virkeligheden er de artikler, der blev sendt til Torgau. – Jf. Salig: i. 158. Walch: Luther’s Werke xvi. 681, som antager, at Schwabach-artiklerne blev ændret noget og sendt til Torgau. – Jf. Weber: Krit. Gesch. i. 16–19. Foerstemann: Urkundenbuch i. 40–41. – Köllner: Symbolik. i. 156–168. – Corpus Reformator. xxvi. 161–170, som beviser, at Schwabach-artiklerne og Torgau-artiklerne er helt forskellige. Torgau-artiklerne, som med rette bærer dette navn, står i vid udstrækning i samme forhold til anden del af Den Augsburgske Bekendelse, som Schwabach-artiklerne står i til første del. – Torgau-artiklerne blev opdaget af Foerstemann (1833) og offentliggjort af ham i hans Urkundenbuch, i. 66–84. – Gengivet også i Corpus Reformatorum, xxvi. 171–200.

De protestantiske fyrster appellerede til et frit almindeligt koncil. Karl 5. havde forgæves forsøgt at få pavens samtykke til at indkalde et almindeligt koncil. Derefter indkaldte han til rigsdag i Augsburg og lovede at komme selv og nådigt høre hele sagen, for at «den ene kristne sandhed kunne opretholdes, så at alle kunne være undersåtter og stridsmænd under den ene Kristus og leve i én kirkes fællesskab og enhed». Med det formål pålagde kejseren den evangeliske tros venner at udarbejde en redegørelse for stridspunkterne, som skulle forelægges rigsdagen.

På kejserens befaling pålagde kurfyrsten af Sachsen, de evangeliske fyrsters leder, Luther og de andre teologer i Wittenberg at affatte et sammendrag af læren og en redegørelse for de misbrug, der skulle rettes. Den redegørelse, der så blev affattet, byggede på artikler, som allerede forelå. Den Augsburgske Bekendelse er den modneste frugt af en række arbejder, og dette var et af dem. Da der desuden hersker megen forvirring om, hvordan disse arbejder forholder sig til hinanden, kan det være nyttigt at gennemgå hovedpunkterne i tidsfølge.

1. 1529. 1., 2. og 3. oktober. Religionssamtalen i Marburg blev holdt mellem Luther og de saksiske teologer på den ene side og Zwingli og de schweiziske teologer på den anden. Luther udarbejdede sammen med andre af vore store teologer de XV Marburg-artikler, oktober 1529. Disse artikler skulle vise, på hvilke punkter lutheranerne og zwinglianerne var enige, og hvilket punkt de var uenige om. Da de gav en retfærdig fremstilling af både de omstridte og de uomstridte punkter, blev de underskrevet af alle teologerne fra begge parter.

2. 1529. 16. oktober. På grundlag af disse XV artikler udarbejdede Luther med de andre teologers råd og bistand de XVII Schwabach-artikler, der er opkaldt efter det sted, hvor de blev fremlagt.

3. 1529. 29. november. Fordi disse XVII artikler blev fremlagt i Schmalkalden, kaldes de undertiden de Schmalkaldiske Artikler.

4. 1530. 20. marts. Luthers XVII artikler blev i gennemset form sendt til Torgau og kaldtes længe Torgau-artiklerne, skønt de i virkeligheden er de gennemsete Schwabach-artikler. De handler hovedsagelig om læren.

5. 20. marts. Desuden blev der efter kurfyrstens anvisning udarbejdet et særligt skrift, som også blev sendt til Torgau. Luther var hovedforfatter til det i samarbejde med Melanchthon, Jonas og Bugenhagen. Disse artikler handler om misbrugene* og er Torgau-artiklerne i egentlig forstand.

* De nyeste og fyldigste resultater af den historiske forskning i disse spørgsmål findes i Corpus Reformat., bd. xxvi. (1858,) sp. 97–199.

6. De XVII læreartikler fra Schwabach dannede grundlaget for Den Augsburgske Bekendelses læreartikler; Torgau-artiklerne er grundlaget for dens artikler om misbrugene, og begge dele stammer hovedsagelig fra Luthers hånd.

I seks tilfælde svarer selve nummereringen af Schwabach-artiklerne til nummereringen i Den Augsburgske Bekendelse. De stemmer overens hele vejen igennem, ikke blot i læren, men i et væld af tilfælde ord for ord, så Den Augsburgske Bekendelse i disse tilfælde blot er en afskrift af Schwabach-artiklerne. Forskellene er enten rent stilistiske eller er gjort nødvendige af Den Augsburgske Bekendelses større formål og omfang. Men Schwabach-artiklerne præger og former hver eneste del af den så gennemgribende, at den endog har Luthers karakteristiske udtryksmåde.

Hvem der er dens forfatter: Luthers forhold til den*

I vid udstrækning er Melanchthons arbejde derfor blot en udbygning af Luthers, og i vid udstrækning er det ikke en udbygning, men en gengivelse. Luther skylder bekendelsen sin lærekraft, sit inderste liv og sin ånd, Melanchthon sin mageløse form. Begge er i en vis forstand dens forfattere, men de mest væsentlige elementer i den skyldes Luther, som frem for nogen er dens forfatter, ligesom Melanchthon er dens affatter. Tilskrev man Melanchthon alene forfatterskabet og udelukkede Luther, ville man udsætte den anden store reformator for anklage for det mest samvittighedsløse plagiat. Men selv om Luther ikke havde haft nogen direkte andel i Den Augsburgske Bekendelse, ville det være for vidtgående at påstå, at han på ingen måde var dens forfatter. Store, førende ånder er i en vis forstand forfattere til alle værker, der er spiret direkte frem af deres tanker. Men Luther var desuden i ganske særlig forstand ophav til Melanchthons teologiske liv – han var, som Melanchthon yndede at kalde ham, «hans kæreste fader». Al Melanchthons tidligste og reneste teologi er i vid udstrækning blot en gentagelse, på hans egen yndefulde måde, af Luthers tanker; og Den Augsburgske Bekendelse er i sit inderste væv Det Nye Testamentes teologi, sådan som Luther troede den. Melanchthon var ingen skabende ånd, og uden Luther ville hans navn næppe have fået en plads blandt de store teologer. Han var en billedhugger, der huggede med mageløs ynde efter mesterens model.

* Samlede værker af betydning for Den Augsburgske Bekendelses fortolkning og historie. Luther. Opera Omnia (latin) (1556–58.) Jena 1579–83. 4 Tom. Folio. — In primum Librum Mose Enarrationes. 1555. Fol. — Schriften und Werke (Boerner u. Pfeiffer.) Leipz. 1729–34. 22 bd. Folio. Greiffs Register. 1740. Fol. — Sämmtliche Werke. (Walch) Halle 1740–52. 24 bd. 4to. — Sämmtliche Werke. (Ammon, Erlsperger, Irmescher, Plochmann) Erlangen, 1826–1857. 65 bd. (tysk) og 2 bd. register. Uvurderlig til kritiske formål. — Geist, oder Concordanz der Ansichten, etc. Darmstadt, 1827–31. 4 bd. — Briefe, Sendschreiben u. Bedenken (De Wette), Berlin, 1826–56. 6 bd. (Det sidste udgivet af Seidemann.) — Reformatorische Schriften, in Chronologischer Folge. (Zimmermann) Darmstadt, 1846–49. 4 bd. 8vo. — (Lutherus Redivivus, oder des fürnehmsten Lehrers der Augspurg. Confess. D. M. Luther’s hinterlassene Schriftliche Erklärungen . . . was der Augspurg. Confess. eigentliche Meinung u. Verstandt in allen Articuln allezeit gewesen. (Seidel) Halle 1697.) — Melanchthon. Opera Omnia (Peucer.) Wittenb. 1562–64. 4 bd. Fol. — Opera quae supersunt omnia. (Bretschneider) Halle 1834–1856. 28 bd. 4to. Uundværlig for den, der studerer Den Augsburgske Bekendelse eller reformationen i det hele taget. Især Loci Theologici er udgivet med en fuldstændighed uden sidestykke i dogmatikkens bibliografi. — Melanchthon. Corpus Doctrinae Christianae, das ist, Gantze Summa der rechten Christlichen Lehre, etc. Leipzig, 1560. Fol. — Corpus Doctrinae Christianae quae est summa orthodoxi et Catholici Dogmatis. Lipsiae, 1563. Folio. — Zwinglii Huldr. Opera, Completa Editio prima cur. Schulero et Schulthessio. Zürich 1829–1842. 8 bd. 8vo.

Hvorfor Luther ikke var i Augsburg

Når Luther ikke var i Augsburg, er de grunde, som historieskrivningen altid har anført, åbenlyst de virkelige. Luther var ikke blot i pavens band, men også lyst i rigets akt. I kejserens reskript blev han kaldt «den onde fjende i menneskeskikkelse», «dåren» og «gudsbespotteren». Enhver kunne lovligt have pågrebet ham. Rigsdagen i Speyer (1529) havde gentaget Worms-ediktet. Kurfyrsten ville have set ud som en, der pønsede på forræderi, hvis han havde skubbet Luther frem for kejseren. Og så glødende som det pavelige parti hadede Luther, ville man ikke have ladet ham forlade Augsburg i live. Kurfyrsten ønskede så inderligt at have Luther hos sig, at han i begyndelsen lod sit ønske formørke sin dømmekraft. Han tillagde Karl 5.s milde ord så stor vægt, at han tillod sig at håbe, at selv Luther måske ville få lov at møde – om end temmelig svagt, som hans brev af 14. marts viser. Da Luther forlod Wittenberg, regnede han med, at han måske ville få lov at komme til Augsburg. Men han fik nægtet lejde. Havde kurfyrsten ønsket at få Luther af vejen, ville det have været langt lettere for kurfyrsten selv og behageligere for Luther at lade ham blive i Wittenberg.

At Luther kom til Coburg, beviser, hvor brændende man ønskede hans råd og medvirken; at han standsede dér, viser, hvor stor faren ville have været, hvis han var rejst videre. Man sørgede ikke blot for Luthers sikkerhed ved at holde ham tilbage dér, men også ved at anbringe ham på hertugen af Coburgs gamle borg. Den ligger på en høj, der hæver sig mere end fem hundrede fod over byen og behersker egnen, og den er af naturen og ved menneskers kunst så godt befæstet, at Wallenstein forgæves belejrede den under Trediveårskrigen. Det var kærlige venner, der tilrettelagde det hele for hans sikkerheds skyld, og Luther forstod udmærket, hvad ordningen gik ud på, og hvad den skulle tjene til – før den blev truffet, mens den stod på, og efter at det hele var forbi. Den 2. april, før han rejste, skriver han således: «Jeg tager med fyrsten så langt som til Coburg, og Melanchthon og Jonas med os, indtil man ved, hvad der vil blive forsøgt i Augsburg.» I et andet brev af samme dato: «Jeg er ikke kaldet til at tage til Augsburg, men af visse grunde ledsager jeg blot fyrsten på hans rejse gennem hans egne lande.» Den 1. juni skriver han: «Jeg venter ved Sachsens grænse, midtvejs mellem Wittenberg og Augsburg, for det var ikke sikkert at tage mig med til Augsburg.»

De udbrud af utålmodighed, vi finder i hans breve fra opholdet i Coburg, viser kun, at grundene til at holde ham tilbage på borgen – grunde, som hans køligere dømmekraft havde billiget – i hans store sjæls glød og i øjeblikke med stærk sindsbevægelse ikke længere syntes at være grunde. Døden syntes intet at betyde. Han ville med glæde møde den, som han havde mødt den før, blot for at være legemligt der, hvor han allerede var med hjertet. «Jeg brænder efter at komme,» siger han, «skønt ukaldet og ubuden.» Hans tilsyneladende utålmodighed, hans kval, hans ønske om at høre ofte fra dem og hans uvilje mod i øjeblikket at høre på nogen undskyldninger var alt sammen uundgåeligt for en ånd som Luthers under de forhold. Og dog var brevvekslingen usædvanlig stor, når man tænker på, at stederne lå flere dagsrejser fra hinanden, at tiderne var urolige og forbindelserne mangelfulde, og at alle brevene måtte bringes af særlige kurerer. Vi har omkring halvfjerds breve, som Luther skrev til Augsburg under rigsdagen, og vi kender toogtredive breve fra Melanchthon til Luther og niogtredive fra Luther til Melanchthon i de fem måneders brevveksling under rigsdagen eller i forbindelse med den i tiden forinden.*

* Luthers breve, De Wettes udg., iii. iv.

Brevvekslingen med Luther. Melanchthons breve af 4. maj

Luther og Melanchthon rejste sammen til Coburg, og i Coburg blev bekendelsens «exordium» skrevet. I Augsburg pudsede Melanchthon det, som det var hans vane, af til en endnu højere glans. Den 4. maj skriver han til Luther: «Jeg har gjort exordiet til vor apologi noget mere stilistisk afpudset (rhetorikōteron), end det var, da jeg skrev det i Coburg.» Om sit arbejde siger han: «Om kort tid vil jeg selv bringe det, eller hvis fyrsten ikke vil tillade mig at komme, vil jeg sende det.»

Med apologien eller forsvarsskriftet menes bekendelsen. Den var oprindelig hovedsagelig tænkt som et forsvar for de evangeliske (lutherske) bekendere, især for den måde, de havde omsat deres grundsætninger i praksis på, da de rettede misbrugene. Mens bekendelsen blev udarbejdet, var det anden del, der blev anset for den vanskeligste og – med henblik på de umiddelbare formål – for den vigtigste. Trosartiklerne var tænkt som en forberedelse til anden del. Foerstemann og andre mener, at Melanchthon med «exordium» ikke mente fortalen – der efter alt at dømme blev skrevet på tysk af Brück og oversat til latin af Jonas –, «men hele bekendelsens første del», og den opfattelse «har meget, der gør den sandsynlig».

Læser man Melanchthons ord i brevet af 5. maj efter grammatikken, synes de at afgøre sagen: exordiet var hele første del. For det er utænkeligt, at han skulle ønske at tage hele vejen til Coburg blot for at vise Luther fortalen, især da vi ved, at selve bekendelsen næsten var færdig på det tidspunkt. I et brev af samme dato (4. maj) til Veit Dietrich, der var hos Luther, siger han: «Jeg vil snart smutte over til jer for at bringe doktoren (Luther) den apologi, der skal overrækkes kejseren, så han (Luther) kan gennemgå den.»

Kurfyrstens breve af 11. maj

Af helt indlysende grunde kunne Melanchthon på dette tidspunkt ikke undværes i Augsburg blot en time. Dertil kom de farer, han kunne være blevet udsat for på rejsen, som han i sin store iver efter at tale personligt med Luther gerne ville foretage. Men den 11. maj sendte kurfyrsten bekendelsen til Luther med et brev, hvor han beskriver den som en omhyggelig bearbejdelse af netop de artikler, som Luther var hovedforfatter til. Han skriver til Luther (Augsburg, 11. maj): «Da du og vore andre teologer i Wittenberg har sammenfattet de religionsartikler, der er strid om, er det vort ønske at lade dig vide, at Melanchthon har gennemset dem yderligere og bragt dem i en form, som vi hermed sender dig.» «Og det er vort ønske, at du yderligere vil gennemse dem og underkaste dem en grundig prøvelse, og at du samtidig (daneben) også vil skrive, hvordan du synes om det, eller hvad du finder det rigtigt at tilføje om det eller til det. Og for at vi kan være rede ved Hans Majestæts ankomst, der ventes om kort tid, skal du sende det omhyggeligt forvaret og forseglet uden ophold tilbage hertil med det bud, der bringer dette.»

Luther havde været hovedmanden bag de artikler, som bekendelsen ifølge kurfyrsten blot var en bearbejdelse og tilretning af. Der kunne derfor kun være ringe plads til store ændringer, og da kejseren ventedes snart, var tiden for knap til vidtløftige drøftelser. De var i øvrigt også unødvendige, hvor alle var så fuldkommen ét i troen som vore bekendere. Smal måtte den margen og kort den tid have været, hvor Luther ikke kunne have skrevet nok til at slå enhver bekendelse ihjel, der pillede ved sandheden.

Hele kurfyrstens brev nævner udtrykkeligt den naturlige og tvingende grund: at man straks kunne få brug for Luthers dom, fordi kejserens ankomst var ventet – et punkt, som også Melanchthons brev af samme dato lægger vægt på. Hastværket viser, hvor ivrigt man ønskede Luthers mening og billigelse som en sine qua non [uomgængelig betingelse].

Rigsdagen var indkaldt til 8. april. Kort efter blev den udsat til 1. maj, og var kejseren ikke kommet så sent, ville Luthers artikler, som bekendelsen siden blev bygget på, selv være blevet fremlagt på denne senere dato. Som det nu var, måtte man være rede når som helst, efterhånden som Karl nærmede sig. Kurfyrstens brev forudsætter, at bekendelsens original blev sendt til Luther. Man gjorde sig stor umage for at hindre, at der blev lavet flere afskrifter, for fjenderne var ivrige efter at se den. Selv den 25. juni, den dag den blev overrakt, var det den latinske bekendelse i Melanchthons egen håndskrift, der blev givet til kejseren.

Melanchthons brev af 11. maj

Sammen med dette brev fra kurfyrsten sendtes et brev fra Melanchthon, stilet «til Martin Luther, hans kæreste fader». Heri siger han: «Vor apologi sendes til dig, skønt den snarere er en bekendelse, for kejseren vil ikke have tid til langvarige drøftelser. Alligevel har jeg sagt det, som jeg mente var mest gavnligt eller passende. Med det for øje har jeg medtaget næsten alle trosartiklerne, for Eck har udspredt de mest djævelske bagvaskelser imod os, og dem ville jeg sætte et modmiddel op imod. Jeg beder dig efter din egen ånd at træffe afgørelse om hele skriftet (Pro tuo spiritu de toto scripto statues). Der forelægges dig et spørgsmål, som jeg meget gerne vil have dit svar på. Hvad nu, hvis kejseren forbyder vore prædikanter at prædike i Augsburg? Jeg har svaret, at vi bør bøje os for kejserens ønske, for det er hans by, vi er gæster i. Men vor gamle herre er svær at blødgøre.» (Med «den gamle herre» menes enten kurfyrst Johan, der kaldtes sådan for at skelne ham fra hans søn, Johan Frederik, eller den gamle kansler Brück.) «Hvad du nu mener, beder jeg dig derfor skrive på tysk på et særskilt papir.»

Det, Luther skulle skrive, var hans dom både over bekendelsen og over spørgsmålet om prædikenen, og det «særskilte papir», som han udtrykkeligt blev bedt om at skrive på, må betyde særskilt fra det, som bekendelsen stod på. Luther blev så udtrykkeligt bedt om ikke at skrive i margenen, som han ellers så ofte gjorde. En sandsynlig grund var, at man måske skulle bruge dette oprindelige udkast til bekendelsen, når den skulle overrækkes kejseren. Originalen til Luthers svar til kurfyrsten på begge punkter findes endnu (for det var til kurfyrsten og ikke til Melanchthon, svarene skulle gives, og de blev også givet til ham). De står sammen; ingen af dem står i margenen af noget som helst, men begge er skrevet nøjagtig, som Melanchthon særligt havde bedt om: «på tysk» og på et «særskilt papir».* At man trods al tidspresset sendte ham selve originalen til bekendelsen, viser, hvor brændende man ønskede at være dobbelt sikker på Luthers tilslutning.

* Cœlestinus, i., s. 40. Luther’s Epistol. supplem. Buddei, 93. Salig. Hist. d. Aug. Conf., i. 169. Cyprian, Beylage xiv. Ex Autographo. Luther’s Briefe: De Wette (brev 1213) sammenlignede selv originalen i arkivet i Weimar.

At man tillagde Luthers dom over denne form af bekendelsen den allerstørste betydning, bevises desuden af, at alt blev standset i Augsburg, efter at bekendelsen var afsendt (11. maj), indtil man havde hørt fra ham. «Den 16. maj meddelte kurfyrsten de andre stænder, at bekendelsen var færdig, men ikke helt afsluttet, for den var sendt til Luther til prøvelse.» Kort efter modtog man i Augsburg Luthers svar af 15. maj, hvori han af hjertet godkendte bekendelsen uden at ændre et ord.*

* Corpus Reform., nr. 700. Köllner, s. 171, 175.

I kurfyrstens brev til Luther kaldes den en «form af bekendelsen», fordi bekendelsens stof var forberedt af Luther selv. Melanchthons arbejde var blot at gennemse dette stof og give det «form», og denne gennemsete form skulle prøves af alle de lutherske myndigheder og teologer i Augsburg og især af Luther.

Hvad angår trosartiklerne og de misbrug, der skulle rettes, var bekendelsens stof allerede færdigt og lå klar – meget af det direkte fra Luthers hånd og alt sammen med hans medvirken og billigelse. Alle spørgsmålene drejede sig kun om «formen»: hvilke misbrug der skulle udvælges, og hvor udførligt de skulle behandles. Den «form af bekendelsen», der blev sendt den 11. maj, var Den Augsburgske Bekendelse: i det store og hele den samme og ordret den samme i alt, hvad der virkelig er væsentligt i den. Vi har afskrifter, der ligger så tæt på det stadium, den dengang havde nået, at vi ved, at det forholder sig sådan. Melanchthons brev erklærer udtrykkeligt, at næsten alle trosartiklerne var behandlet, og selv i sin færdige skikkelse hævder Den Augsburgske Bekendelse kun at give «omtrent summen af den lære, vi holder fast ved».

Men i dette spørgsmål behøver vi ikke at nøjes med slutninger, hvor stærke de end er. Vi har et direkte vidnesbyrd fra Melanchthon selv, som vi skal fremlægge senere, om, at Luther før overrækkelsen traf afgørelse om det, der efter Melanchthons dom var selve Den Augsburgske Bekendelse. Hans ord beviser, at de ændringer, Luther ikke så, udelukkende var stilistiske finesser eller en noget fyldigere udarbejdelse af ganske få punkter, hovedsagelig om misbrugene. De viser kort sagt, at Luther havde givet bekendelsen sin billigelse, og at den aldrig ville være blevet overrakt uden.

Luther besvarede kurfyrstens brev af 11. maj og godkendte af hjertet den bekendelse, han havde fået tilsendt, uden at ændre et ord. Intet blev taget ud, intet blev føjet til, intet blev ændret. Han taler beundrende, ikke dadlende, om dens mådeholdne stil og indrømmer, at den havde en mildhed i fremstillingen, som han ikke selv rådede over.

Da kejseren stadig lod vente på sig, brugte Melanchthon tiden til hist og her at forbedre bekendelsens ydre form. Han elskede det mest udsøgt præcise og fine udtryk og blev aldrig træt af at file på sit værk. Han og Luther var i hovedsagen helt på det rene med og enige om, hvilke emner der skulle behandles under overskriften misbrug. Udkastet til behandlingen af dem stammede i vid udstrækning fra Luthers hånd, og det hele var godkendt af ham.

Hovedsagerne var helt afgjort, principperne lå fast, og de spørgsmål, der opstod, drejede sig om stil, om udvalg af emner, om måden at behandle dem på eller om, hvad der var hensigtsmæssigt – ting, hvor troen ikke stod på spil. Om dette hører Luther snart igen fra sin søn i evangeliet.

Melanchthons brev af 22. maj

Den 22. maj skrev Melanchthon til Luther:* «I apologien ændrer vi dagligt mange ting. Artiklen om klosterløfterne har jeg fjernet, fordi den var magrere, end den burde være, og sat en noget fyldigere drøftelse af samme punkt i stedet. Nu behandler jeg også nøglemagten. Jeg ville ønske, at du ville se trosartiklerne igennem. Finder du ingen mangler ved dem, vil vi behandle de andre punkter, så godt vi kan (utcunque). For de skal ændres fra tid til anden og tilpasses omstændighederne.» I samme brev beder han Luther om at skrive til hertug Georg af Sachsen, fordi hans brev ville have afgørende vægt hos ham: «der er brug for dine breve».

* Corpus Reformatorum, ii. Epist., nr. 680.

Dette brev viser:

1. At Melanchthon ønskede, at Luther skulle vide alt, hvad han gjorde.

2. At trosartiklerne var færdige, og at ændringerne var begrænset til artiklerne om misbrug.

3. At der i drøftelserne om misbrugene var mange spørgsmål, som måtte afgøres, alt efter hvordan omstændighederne formede sig under Guds forsyn.

Tre til fire dage synes at have været budets sædvanlige rejsetid mellem Augsburg og Coburg. Kurfyrsten sendte bekendelsen den 11. maj. Luther svarede den 15. maj, sandsynligvis samme dag, som han modtog den. Hans svar nåede formentlig Augsburg den 20. maj, og to dage senere sender Melanchthon ham trosartiklerne med den bearbejdelse, de havde fået i mellemtiden, og fortæller ham, hvad han havde gjort og agtede at gøre.

Rückert, en rationalistisk tysk forfatter, byggede – til dels ud fra den forudsætning, at Luther ikke fik lov at modtage dette brev – en teori om, at Den Augsburgske Bekendelse var ment som et kompromis med Rom, og at man frygtede, at Luther ville ødelægge planen, hvis han ikke blev holdt uvidende. Men selv om Luther ikke modtog Melanchthons brev og artiklerne af 22. maj, benægter vi, at den fornuftige forklaring skulle være, at bekendelsens venner i Augsburg svigagtigt holdt dem tilbage. Lad os antage, at Luther aldrig modtog dem. Hvad så? At holde dem tilbage ville have været en åbenlyst umoralsk handling. Det var unødvendigt, tåbeligt og risikabelt, og det strider mod den personlige karakter hos de store fyrster og ledere, politiske som teologiske, der var lige så lidt tilbøjelige som Luther til at gå på kompromis med Rom i noget principielt spørgsmål. Kurfyrsten og Brück var på nogle punkter mindre villige til at give efter end Luther. Teorien modsiges af den store mængde kendsgerninger, der viser, at Luther, skønt legemligt fraværende, var den styrende ånd i Augsburg. Den modsiges af bekendelsen selv, en fremstilling, der er rolig i formen, men vældig i indholdet, og som vælter pavedømmet fra selve grunden. Den modsiges af papisternes rasende svar på rigsdagen, af pavedømmets angreb på den gennem alle tider og af beslutningerne på koncilet i Trient, hvis polemik hovedsagelig er rettet mod den. Den modsiges af den begejstrede beundring, som Luther nærede for bekendelsen og gav udtryk for igen og igen.

Millioner i vore rensede kirker har med rette i århundreder betragtet den som det store bolværk mod Rom, og hele den protestantiske verden har været enig i sin dom: at den i sit grundlag er evangelisk og skriftmæssig over for Rom. Dens største forsvarere har været pavedømmets dygtigste angribere.

Man kunne lige så godt antage, at Bibelen er et kompromis med Djævelen, og at Helligånden blev udelukket fra at medvirke til dens tilblivelse, for at han ikke skulle forstyrre forhandlingerne, som at Den Augsburgske Bekendelse er eller var ment som et kompromis med pavedømmet, og at Luther derfor blev forhindret i at få del i dens tilblivelse.

Hvis brevet virkelig aldrig nåede Luther, så er teorien om, at bekendelsens venner svigagtigt holdt det tilbage i Augsburg – at det hele var en af de lumpneste og samtidig mest unyttige forbrydelser, der nogen sinde er begået – helt ekstrem. Den forudsætter så nederdrægtig ondskab hos gerningsmændene, at kun de stærkeste beviser eller de mest overvældende formodninger kan berettige nogen til at anse en sådan forklaring for mulig.

Hvis dette brev eller andre aldrig nåede Luther, må det tilskrives en af to ting. Enten den mangelfulde befordring, hvor breve gik tabt, kom på afveje eller blev ødelagt af skødesløse eller svigagtige bude – noget, der hele tiden klages bittert over i Luthers og andres breve fra den tid. Eller også, hvis der blev gjort noget for at hindre brevene i at nå Luther, må det være sket fra romanisternes side, for de samledes nu i voksende styrke i Augsburg. Det blev endnu sværere at komme i forbindelse med Luther, fordi hans ophold på Coburg blev holdt hemmeligt for hans fjender – og i juni, på hans egen anmodning i et brev, som vi skal citere, endog for de fleste af hans venner.

Så meget om teorien, når vi for argumentets skyld indrømmer den kendsgerning, den bygger på.

Men sagen er, at Luther faktisk modtog Melanchthons brev af den 22. Brevet gik ikke tabt; det står i sin helhed i alle udgaver af Melanchthons breve* og i de tidligste fremstillinger af Den Augsburgske Bekendelses historie. Fra begyndelsen og helt frem til Rückerts tid findes der ikke så meget som en antydning af, at det ikke skulle være nået frem. Vender vi os til de breve, hvor Luther klager over vennernes tavshed, finder vi intet, der tyder på, at Melanchthons brev ikke var nået frem. Tværtimod tyder de i allerhøjeste grad på, at det var nået frem. Da det blev sendt straks (Melanchthon siger, at han havde lejet et bud, før han begyndte på brevet), må det have nået Luther omkring den 25. maj.

* På originalens latin i Corpus Reform., ii., No. 698. På tysk i Walch’s Luther’s Werke, xvi., No. 927.

Luthers brev af 1. juni til Jacob Probst i Bremen† viser, at han havde de allernyeste efterretninger fra Augsburg, og at han tog del i bekymringerne og ansvaret for det, der dengang foregik: «Også her er jeg optaget af Guds sager, og hele rigets byrde hviler på os.» Dernæst gengiver han delvis ordret Melanchthons brev af 22. maj om, hvornår kejseren ville være i Augsburg.‡ Fra samme brev citerer han Melanchthons egne ord om Mercurinus:§ «Han ville ikke have noget med voldsomme rådslagninger at gøre – i Worms havde det vist sig, hvad voldsomme rådslagninger kunne udrette. Han ønskede, at kirkens sager blev ordnet i fred.» Han slutter sin beretning om forholdene i Augsburg med at sige: «Nu har du en beretning om sagerne, som de står i dag i Augsburg» (hodie habet).

† De Wette’s Briefe, No. 1217. Buddeus, Suppl., No. 123.

‡ Melanchthon: vix ante Pentecosten. Luther: forte ad Pentecosten. [Melanchthon: næppe før pinse. Luther: måske til pinse.]

§ Melanc.: Nolle se violentis consiliis interesse. Luth.: Se nolle interesse violentis consiliis. Mel.: Wormatiæ apparuisse, quam nihil proficiant violenta consilia. Luth.: Wormatiæ vidisset, quid efficerent violenta consilia. Mel.: Vir summus Mercurinus. Luth.: Summus Mercurinus. Mel.: Res ecclesiasticæ rite constituerentur. Luth.: Ecclesiæ res cum pace constitui. [Melanchthon: at han ikke ville have del i voldsomme rådslagninger. Luther: at han ikke ville have del i voldsomme rådslagninger. Melanchthon: i Worms havde det vist sig, hvor lidt voldsomme rådslagninger udretter. Luther: i Worms havde han set, hvad voldsomme rådslagninger udrettede. Melanchthon: den fremragende mand Mercurinus. Luther: den fremragende Mercurinus. Melanchthon: at kirkens sager blev ordnet på rette vis. Luther: at kirkens sager blev ordnet i fred.]

Luther modtog altså Melanchthons brev af den 22. og citerer den 1. juni udførligt fra det.

Heller ikke frem til da klager han over, at forbindelsen med Augsburg var afbrudt; tværtimod beretter han om forholdene helt frem til den dag, han skriver.

Den 2. juni skriver Luther til Melanchthon.* I dette brev klager han ikke med ét ord over nogen tavshed fra Melanchthons eller de andres side i Augsburg. Han klager over, at han er så overrendt af besøgende, at han er nødt til at forlade Coburg for en dag for at give indtryk af, at han ikke længere er der. «Jeg beder dig og de andre hos dig om fremover at tale og skrive sådan, at ingen længere vil søge mig her; for jeg ønsker at forblive skjult, og at I samtidig holder mig skjult, både i jeres ord og i jeres breve.» Derefter taler han om rygtet om, at kejseren slet ikke ville komme til Augsburg, og om sin dybe uro. Brevet viser, hvad der optog Luther så stærkt i de følgende dage. Tusind foruroligende rygter nåede ham, og han ville gerne høre fra Augsburg ved enhver given lejlighed; samtidig havde han, fordi han ønskede at være skjult, bedt Melanchthon og sine andre venner om ikke at sende breve på en måde, der kunne røbe, at han var i Coburg. Disse to forhold forklarer Luthers store iver efter nyheder. De forklarer også, som sagt, til dels, hvorfor brevene nåede ham så uregelmæssigt: efter hans anvisning af 2. juni skulle de jo sendes i al hemmelighed. I brevet af 5. juni klager Luther ikke over, at der var gået lang tid, men over, at de ikke skrev ved hver lejlighed. Og lejlighederne var undertiden ret hyppige; somme tider bød der sig mere end én om dagen. Intet af Luthers uro gælder bekendelsen. I brevet til Melanchthon af 7. juni klager Luther over vennernes tavshed i Augsburg, men i en spøgefuld tone. I sit brev af 19. juni til Cordatus† siger han: «Vi har ingen nyheder fra Augsburg. Vore venner i Augsburg skriver ikke noget til os.» I sit brev til Gabriel Zwilling‡ af 19. juni siger han: «Du får måske nyhederne fra Bernhard, for vore venner har ikke besvaret vore breve hele måneden» (juni). Luthers brev af 20. juni til Justus Jonas* viser direkte, hvor længe brevvekslingen lå stille: «Endelig er dine breve kommet, min Jonas, efter at vi i tre hele uger har gået og ærgret os over jeres tavshed.» Tidsrummet omfatter altså ikke den 22. maj, men kun de første tre uger af juni. Der er derfor ikke den mindste grund til at tvivle på, at Luther modtog Melanchthons brev og trosartiklerne af 22. maj. Den 1. juni underrettede kurfyrst Johan fortroligt Luther om et vigtigt forslag, som han havde fået fra kejseren. Hvis man altså var gået lyssky og uhæderligt til værks over for Luther, må årsagerne og følgerne på en ganske særlig måde søges i tiden mellem kurfyrstens fortrolige underretning af 1. juni og brevet til Luther fra Augsburg af 15. juni. Men intet i begivenhedernes gang antyder nogen sådan grund, selv hvis der fandtes en kendsgerning, der syntes at kræve noget i den retning – og nogen sådan kendsgerning findes ikke. Tværtimod vil vi fremlægge en kendsgerning, der fejer ethvert behov for at drøfte dette punkt videre af bordet.

* De Wette, Briefe, No. 1219. Buddeus, No. 124. På tysk: Walch xvi., p. 2826.

† De Wette, Briefe, No. 1229. Buddeus, No. 125. Walch xvi. 2833.

‡ De Wette, No. 1230. Buddeus, No. 126. Walch xvi. 2836.

* De Wette No. 1232. Buddeus. No. 127.

Vi har set: 1) at kurfyrsten den 11. maj sendte bekendelsen i dens første form til Luther i Coburg, for at han skulle give sin skriftlige dom over den;

2) at Melanchthon sendte den igen den 22. i samme måned, og at Luther modtog den i dens anden form.

3) Vi vil nu vise, at den, før den blev overrakt, for tredje gang blev sendt til Luther i en så vidt muligt fuldstændig skikkelse, og at han godkendte den i det, man nok kan kalde dens endelige form.

Det vidnesbyrd, vi vil påberåbe os, er Melanchthons eget. Det findes først i fortalen til hans Corpus Doctrinæ (den kristne læres hele indhold) fra 1560 og desuden i fortalen til første bind af Wittenberg-udgaven af hans værker i folio. Det er genoptrykt i Corpus Reformatorum, bd. ix., No. 6932. Her siger han i en fremstilling af Den Augsburgske Bekendelses historie:

I. «Jeg samlede bekendelsens hovedpunkter, som omfattede nogenlunde summen af vore kirkers lære.»

II. «Jeg tiltog mig intet, for i nærværelse af fyrsterne og de andre embedsmænd og af prædikanterne blev den gennemdrøftet og vedtaget i ordnet rækkefølge, sætning for sætning.»

III. «Bekendelsens fuldstændige form blev derefter (deinde) sendt til Luther, som skrev til fyrsterne, at han havde læst bekendelsen og godkendte den. At det gik sådan til, husker fyrsterne og andre hæderlige og lærde mænd, som endnu lever, udmærket.»

IV. «Herefter (postea) blev denne bekendelse læst op for kejser Karl i en stor forsamling af fyrster.»

Dette uddrag viser for det første, at den fuldstændige bekendelse – tota forma, den hele form, dvs. artiklerne om læren og om misbrugene – blev forelagt Luther, til forskel fra enhver tidligere og ufuldstændig form af bekendelsen.

2. Dette er noget ganske andet end Luthers godkendelse af bekendelsen, som den blev sendt den 11. maj, for den var ikke «tota forma», men forholdsvis ufærdig; den var ikke blevet drøftet i nærværelse af fyrster, embedsmænd og prædikanter, for de var endnu ikke i Augsburg. Det var heller ikke dengang meningen, at bekendelsen skulle afgives i alle de evangeliske stænders navn; den skulle begrænses til Sachsen. Luthers svar på brevet af 11. maj gik ikke til fyrsterne, men til Johan alene. Indtil den 11. maj var kurfyrsten (med sit følge) den eneste af fyrsterne i Augsburg. Den 12. kom landgreven af Hessen, den 15. nürnbergerne. Først efter den 22. maj fandt den rådslagning og drøftelse sted, som Melanchthon taler om. Da bekendelsens hele form var blevet vedtaget, blev den sendt til Luther, fik hans endelige godkendelse og blev overrakt Karl. Indholdsmæssigt var denne fuldstændige form den samme som den bekendelse, der blev fremlagt, selv om Melanchthon ændrede i ordlyden helt frem til selve overrækkelsen.

Hvad angår Luthers mening om Den Augsburgske Bekendelse, vil vi lade ham selv tale.

Luthers mening om Den Augsburgske Bekendelse

1. 1530, 15. maj. I Luthers svar til kurfyrsten siger han: «Jeg har læst Philips apologi (bekendelse) fra ende til anden; den behager mig overordentlig godt, og jeg ved intet, som jeg kunne forbedre eller ændre i den, og det ville heller ikke passe mig, for jeg kan ikke træde så sagte og blidt. Kristus vor Herre hjælpe til, at den må bære megen og stor frugt, sådan som vi håber og beder. Amen.»*

* Luther’s Briefe, De Wette, 1213, Walch xvi, 785. På latin: Cœlestinus i, 40, Buddeus 93. På fransk: (Le Cop’s) Chytraeus. p. 29.

Disse beundrende ord om Melanchthons store gaver kom fra Luthers inderste hjerte. Mindre end seks måneder forinden havde han skrevet til Jonas:† «Alle Hieronymusser, Hilariusser og Makariusser tilsammen er ikke værdige til at løse remmen på Philips sandal. Hvad har de alle tilsammen udrettet, som kan sammenlignes med ét års undervisning ved Philip eller med hans ene bog, Loci communes?» Havde Luther været i Augsburg, ville han ikke have ladet arbejdet med at fuldende «bekendelsens form» komme i andre hænder end Melanchthons. «Jeg foretrækker», siger han, «Melanchthons bøger frem for mine egne og ser hellere dem udbredt end mine. Jeg er født til at kæmpe med sammensvorne og djævle, derfor er mine bøger mere heftige og krigeriske. Det er mit arbejde at rydde stubbe og døde rødder op, hugge tornene bort og fylde sumpene op. Jeg er den grove skovhugger og rydningsmand. Men Melanchthon går stille og roligt frem med sine rige gaver fra Guds egen hånd, bygger og planter, sår og vander.»‡

† Buddeus, No. 100.

‡ Fortalen til Melanchthons kommentar til Kolossenserbrevet.

2. Fra tiden mellem 8. og 25. juni stammer Melanchthons udsagn, som vi har citeret ovenfor, om at Luther godkendte bekendelsen i den form, den fik efter drøftelsen.

3. 3. juni. Luther til Melanchthon: «I går læste jeg igen hele din apologi omhyggeligt (diligenter) igennem, og den behager mig overordentlig godt.»§

§ På latin: De Wette, No. 1243. Buddeus, No. 137. På tysk: Walch xvi 1082.

4. 6. juli, til Hausmann:‖ han taler kærligt om «vor bekendelse, som vor Philip har udarbejdet».

‖ De Wette, No. 1245.

5. 6. juli, til Cordatus:* «Vor bekendelse blev læst op for hele riget. Jeg er overmåde glad for at have oplevet denne time, hvor Kristus ved sine så store bekendere i så stor en forsamling er blevet prædiket i så herlig en bekendelse, og det ord er gået i opfyldelse: ’Jeg vil tale om dine vidnesbyrd for konger’, og også dette er gået i opfyldelse: ’og ikke blive til skamme’, for ’den, som bekender mig over for mennesker’ (det er hans ord, som ikke kan lyve), ’ham skal jeg også bekende over for min Far, som er i himlene’.»

* De Wette, 1246. Walch xvi, 1083.

6. 6. juli, til kardinal Albrecht, ærkebiskop af Mainz, Tysklands primas:† «Deres Højhed har ligesom rigets andre stænder uden tvivl læst den bekendelse, som de vore har overrakt, og som efter min overbevisning er således affattet, at den med glade læber kan sige med Kristus: ’Hvis jeg har sagt noget forkert, så bevis, at det er forkert. Men hvis jeg har talt ret, hvorfor slår du mig så?’ Den skyr ikke lyset og kan synge med salmisten: ’Jeg vil tale om dine vidnesbyrd for konger og ikke blive til skamme.’ Men jeg kan godt forestille mig, at vore modstandere på ingen måde vil antage læren – men endnu mindre er de i stand til at gendrive den. Jeg har intet som helst håb om, at vi kan blive enige i læren, for deres sag kan ikke tåle lyset. Så stor er deres forbitrelse, af et sådant had er de optændt, at de hellere ville udholde selve helvede end give efter for os og opgive deres nye visdom. Jeg ved, at denne vor lære er sand og grundet i Den Hellige Skrift. Med denne bekendelse vidner vi klart og godtgør, at vi ikke har lært forkert eller falsk.»

† De Wette, No. 1247. Walch xvi, 1085. På latin: Buddeus, No. 139.

7. 9. juli, til hertug Johan, kurfyrste af Sachsen:‡ «Vore modstandere mente, at de havde vundet meget ved at få kejseren til at forbyde prædikenerne, men de forblindede mennesker så ikke, at denne lære ved den skrevne bekendelse, som blev overrakt kejseren, blev mere prædiket og videre udbredt, end ti prædikanter kunne have gjort det. Det var ellers et fint påfund, at vore prædikanter blev bragt til tavshed, men i deres sted trådte kurfyrsten af Sachsen og andre fyrster og herrer frem med den skrevne bekendelse og prædikede frit for alles øjne, for kejseren og hele riget. Kristus blev sandelig ikke bragt til tavshed på rigsdagen, og hvor rasende de end var, måtte de høre mere fra bekendelsen, end de ville have hørt fra prædikanterne på et år. Paulus’ ord gik i opfyldelse: ’Guds ord er ikke bundet’: Bragt til tavshed på prædikestolen blev det hørt i paladset; de stakkels prædikanter fik ikke lov at åbne munden – men store fyrster og herrer forkyndte det.»

‡ De Wette, No. 1050. Walch xvi, 969. På latin: Buddeus, No. 142.

8. 9. juli, til Jonas:* «Der bliver aldrig enighed om læren» (mellem den evangeliske og den romerske kirke), «for hvordan skulle Kristus og Beliar kunne enes? Men det første og største ved dette koncil har været, at Kristus er blevet forkyndt i en offentlig og herlig bekendelse; han er blevet bekendt i lyset og lige op i ansigtet på dem, så de ikke kan prale af, at vi flygtede, at vi var bange eller skjulte vores tro. Mit eneste uopfyldte ønske i den sag er, at jeg ikke selv var til stede ved denne prægtige bekendelse. Jeg har været som de hærførere, der ingen del kunne tage i forsvaret af Wien mod tyrkerne. Men det er min glæde og trøst, at mit Wien imens blev forsvaret af andre.»

* De Wette, No. 1251. Walch xvi, 1098.

9. Den 15. juli skriver Luther et brev til sin «højtelskede broder i Kristus, Spalatin, Kristi standhaftige bekender i Augsburg»,† og igen den 20. juli «til Spalatin, Kristi trofaste tjener og bekender i Augsburg».‡

† Buddeus, No. 150.

‡ Buddeus, No. 154.

10. 20. juli, til Melanchthon: «Det var en stor sorg for mig, at jeg ikke legemlig kunne være til stede hos jer ved denne skønneste og helligste bekendelse af Kristus»§ (pulcherrima et sanctissima). Den 3. august sender han et brev til Melanchthon, «sin højtelskede broder i Kristus og Herrens bekender i Augsburg».

§ Buddeus, No. 155.

11. Men måske er Luthers begejstrede beundring for Den Augsburgske Bekendelse ingen steder blusset klarere op end i hans veltalende sammenfatning af, hvad vore bekendere havde udrettet på rigsdagen. Den står i det sidste brev, han skrev til Melanchthon, før de igen mødtes i Coburg (15. september): «I har bekendt Kristus, I har tilbudt fred, I har adlydt kejseren, I har båret uret, I er blevet overøst med deres forhånelser, I har ikke gengældt ondt med ondt. Kort sagt: I har udført Guds hellige gerning værdigt, sådan som det sømmer sig for hellige. Glæd jer da i Herren, og jubl, I retfærdige! Længe har I aflagt vidnesbyrd i verden; se op og løft jeres hoveder, for jeres forløsning nærmer sig. Jeg vil kanonisere jer som Kristi trofaste lemmer, og hvilken større ære kan I få end at have tjent Kristus trofast og vist jer som et lem, der er ham værdigt?»

12. I sine bordtaler sagde Luther: «Så stor er Guds ords kraft og magt, at jo mere det forfølges, des mere blomstrer og breder det sig. Tænk på rigsdagen i Augsburg, hvor den sidste basun før dommedag lød. Hvor rasede ikke hele verden dengang mod vores lære! Vores lære og tro blev bragt frem i lyset i vores bekendelse. Vores lære faldt ned i sjælene hos mange af de ædleste mænd og løb som gnister i tøndret. De blev antændt og antændte andre. Således trådte vores bekendelse og forsvar frem i den højeste herlighed.»*

* Leipz., xx, 200. Tischreden (Foerstemann,) iv, 351.

13. I året 1533† var Luther med til at kræve, at kandidaterne, før de kunne indtræde i prædikeembedet, afgav erklæringen, «at de omfattede evangeliets uforfalskede lære og forstod den således, som den er fremstillet i den apostolske, den nikænske og den athanasianske trosbekendelse, og som den gentages i den bekendelse, som vore kirker overrakte kejseren på rigsdagen i Augsburg 1530, og løftet om, at de med Guds hjælp vil forblive standhaftige i denne overbevisning til enden og trofast udføre deres tjeneste i kirken».

† Buddeus, No. 178.

Det er ikke underligt, at Melanchthon selv betragtede bekendelsen mere som Luthers end som sin egen og kaldte den «den ærværdige doktor Luthers bekendelse».‡

‡ Melanchthon Orat. (1553.) Fortale til Confessio Doctrinæ, 1551, i Corp. Ref., lib. xii, No. 5349.

Dette er da resultatet af det hele: Helligånden er gennem sin almindelige oplysning ved Ordet den sande kilde og oprindelse til Den Augsburgske Bekendelse; dens sekundære kilde er hele den evangeliske kirke i 1530, og det vigtigste redskab for dens røst var, hvad angår indholdet og formens substans, Luther, og hvad angår formens fuldendelse og ynde, Melanchthon – begge handlede med råd, medvirken og fuld tilslutning fra kirkens gejstlige og verdslige repræsentanter. Alt efter hvilket synspunkt vi anlægger, kan vi sige, at Den Augsburgske Bekendelse er den evangeliske kirkes værk, eller teologernes og lægfolkenes i Augsburg, eller Melanchthons eller Luthers. «Vores bekendelse», «vores bekendelse, som vor Philipp har udarbejdet», «jeres bekendelse», «min bekendelse» – alle disse udtryk bruger Luther. Alle disse udsagn er sande og stemmer fuldkommen overens, ligesom vi kan sige, at Uafhængighedserklæringen var de tretten koloniers værk, eller Kontinentalkongressens, eller dens udvalgs, eller Thomas Jeffersons. Melanchthon var altså frem for nogen bekendelsens affatter, ikke som privatperson, men som leder af en kreds af rådgivere, uden hvis samtykke intet blev fastlagt.* Luther var frem for nogen dens ophavsmand – som kirkens repræsentant, kaldet af Gud. Derfor har alle redelige forfattere af hjertet tilsluttet sig Luthers egen erklæring, hvor han ikke blot gør krav på Den Augsburgske Bekendelse som i en vis forstand sin egen, men regner den blandt sine dyrebareste værker:† «Katekismussen, udlægningen af de ti bud og Den Augsburgske Bekendelse er mine.» Dette krav rejser han på ingen måde i en betydning, der strider mod dokumentets offentlige karakter eller mod Melanchthons store fortjeneste, dels som den, der samlede stoffet, dels som den, der affattede bekendelsen. Kœllner tilføjer: «Og det havde han ret til at sige.» Weber‡ siger: «Hvad indholdet angår, var Luther bekendelsens ophavsmand, ganske vist ikke den eneste, men den primære.» «Melanchthon», siger Danz,§ «var affatteren, redaktøren, ikke ophavsmanden (Redacteur, nicht Urheber).»

* Melanchthon, 26. juni: «Jeg ville have ændret mere, hvis mine rådgivere havde tilladt det.»

† Werke (Walch,) xxii, 4532. Kœllner 181 (45.)

‡ L. S. prol. ad C. A. p. viii.

§ A. C. § 3.

Men findes der ikke nogle få ord af Luther om bekendelsen, som strider mod denne begejstrede tilslutning? Vi svarer: Der findes ikke ét eneste ord af den art. De steder, der er blevet anført for at vise, at Luther i visse henseender ikke var tilfreds med bekendelsen, er følgende:

Luthers påståede indvendinger mod bekendelsen

1. 29. juni* (til Melanchthon): «Fra min side er der i den apologi givet mere end nok efter; afviser de den, ser jeg ikke, hvad mere jeg kan give efter, medmindre de fremlægger klarere grunde og skriftbeviser, end jeg hidtil har set dem fremlægge.» Det er tydeligt, at Luther i dette citat ikke mener, at andre har gjort indrømmelser på hans vegne. Det er hans egne indrømmelser, han taler om – indrømmelser ikke af lære eller principper, men af ønsker, som var ham meget kære, og som kunne opgives, så længe selve sandheden ikke blev sat på spil. «Dag og nat», tilføjer han, «er jeg optaget af sagen; jeg tænker over den, vender og drejer den, argumenterer og gennemsøger hele Skriften, og stadig vokser den fulde vished om denne vores lære i mig, og jeg bliver mere og mere bestyrket i den beslutning, at jeg ikke vil give mere efter, lad der så komme, hvad der vil.» «Jeg tager anstød af, at du skriver, at du i denne sag følger min autoritet. Jeg vil hverken være eller kaldes ophavsmand i denne sag. Er den ikke lige så vel din sag, skal det ikke hedde, at den var min og blev pålagt dig. Er det min sag alene, vil jeg føre den alene.» «Er vi ikke kirken eller en del af kirken, hvor er så kirken? Har vi ikke Guds ord, hvem har det så?» «Som jeg altid har skrevet, skriver jeg også nu: Jeg er rede til at indrømme dem alt, blot evangeliet bliver os frit. Men hvad der strider mod evangeliet, kan jeg ikke indrømme.» Dette viser, at Luther mente, at der ikke var gjort nogen indrømmelse i bekendelsen, som stred mod evangeliet.

* På latin: Epistol. Mar. Luth. Buddeus, 113. Cœlestin. i. 198. De Wette, No. 1236. På tysk: Jena (ed. 1566) 40. Leipz. xx. 185. På fransk: Chytræus (Le Cop) 131.

2. Brevet af 3. juli† til Melanchthon er et, som Rückert med den rationalistiske tænknings karakteristiske tørhed står helt rådvild over for. Han kan ikke få mening i det, medmindre det skal være en kritik af bekendelsen. Det må indrømmes, at det begynder på en usædvanlig måde for et brev med kritik: «I går læste jeg igen omhyggeligt jeres apologi, og den behager mig voldsomt.» Nu kommer de formodede kritiske ord: «Men den fejler og synder i én ting, nemlig at den handler imod Den Hellige Skrift, hvor Kristus siger om sig selv: ’Vi vil ikke, at denne skal være konge over os’; og den rammes af dette dadelord: ’den sten, som bygmestrene forkastede’. Men hvor der er så stor blindhed og stivsind, hvad andet kan I så vente end at blive forkastet? For de under os ikke navnet bygmestre, et navn, de selv tager sig, og det med rette; vi derimod bør rose os af navnet nedbrydere, adsplittere og urostiftere; vi bør rose os af at blive regnet blandt de ugudelige, ligesom selve stenen blev regnet blandt røvere og dømt sammen med dem.» For den, der kender Luthers stil og tankegang, er det straks klart, at disse ord er ironiske: De parodierer – og det er knap nok en parodi – de absurde argumenter og den brug af skriftsteder, som nogle af datidens romerske polemikere gjorde sig skyldige i. Luther begynder med på skrømt at spille rollen som en sådan modstander. Bekendelsen vil have Kristus til at herske over os, men modstanderen indvender, at det strider mod Skriften, som siger: ’Vi vil ikke, at denne skal være konge over os.’ Desuden irettesættes bekendelsen af Skriften, fordi den gør netop det, som bygmestrene forkastede, til hjørnesten. Vi er bygmestrene, og I reformatorer er nedbryderne. Det humoristiske ved stedet er, at modstanderne lader det, som Skriften fordømmer, gælde for bifald, og det, som Skriften bifalder, gælde for dadel – og at deres eget krav på at være bygmestre bliver vendt mod dem selv. I er bygmestrene, ganske vist – de bygmestre, der forkastede den sten, som i bekendelsen er blevet hovedhjørnesten.

† På latin: Ep. M. L. Budd. 127. Cœlestinus, 204. På tysk: Walch xvi. 1082. De Wette, No. 1243.

3. Brevet af 21. juli* til Justus Jonas siger om det spørgsmål, der var blevet stillet, ’om bekendelsen havde flere artikler at fremlægge’: «Satan lever endnu og har lagt mærke til, at jeres apologi på listesko er gået uden om artiklen om skærsilden, om helgendyrkelsen og allermest om paven som Antikrist. Ulykkelige kejser, hvis han har i sinde at bruge rigsdagen til at høre på gendrivelser af Luther, som om den nuværende apologi ikke gav dem nok at svare på!» Det betyder, at selv om bekendelsen havde givet anledning til dette krav, fordi den ikke opregnede flere misbrug, så rummede den dog rigeligt. Ordene ville desuden, taget i den mest ugunstige betydning, kun vise, at Luther ønskede, at der blandt artiklerne om misbrug havde stået en erklæring om, at paven er Antikrist, og en fuld behandling af læren om helgendyrkelse og skærsild. Men bekendelsen kunne som et fælles offentligt dokument kun drøfte det, som et flertal af dem, der skulle slutte sig sammen om den, fandt bedst at fremlægge. Melanchthon selv blev nedstemt i spørgsmål, han ønskede at tage med. Den Augsburgske Bekendelse var intet privat dokument. I det arbejde, Luther og Melanchthon udførte med den, var de begge hele kirkens redskaber og måtte ofre deres rent personlige ønsker for den fælles dom. Hver sætning, hvert ord i Den Augsburgske Bekendelse, som den står, udtrykker Luthers tro og fik hans uforbeholdne, gentagne og begejstrede tilslutning.

* På latin: Budd. 169. Cœlestinus, 233. På tysk: Walch xvi. 2843. De Wette. No. 1266.

Lad os antage, at Thomas Jefferson, da han i Uafhængighedserklæringen opregnede de politiske overgreb, der retfærdiggjorde vores adskillelse fra Storbritannien, havde ønsket at nævne et eller to flere, end udvalget fandt nødvendigt, så de ikke kom med. Det ville ikke svække hans krav på at være dokumentets forfatter. Selv hvis han fortsat mente, at dokumentet ville være blevet bedre med de et eller to ekstra overgreb, ville det hverken svække den hjertelige og samvittighedsfulde tilslutning, han gav dokumentet, eller forringe værdien af hans vidnesbyrd. Men Luthers ønske, som dette er en rimelig parallel til, var tilmed kun forbigående, og han kom til klart at se, hvad hele verden siden har set: at Den Augsburgske Bekendelse i det, den tier om, er et mønster på udsøgt dømmekraft, ligesom den i det, den siger, er et mesterværk af stil.

Formålet med Den Augsburgske Bekendelse

Anledningen til Den Augsburgske Bekendelse var kejserens befaling – ikke fordi han krævede en sådan bekendelse, men fordi den under Guds forsyns ledelse voksede ud af hans indkaldelse. Det sidste skulle blive det første, og det første det sidste. Bekenderne selv forstod i begyndelsen ikke den fulde værdi af den åbning, der var skabt for forkyndelsen af sandheden; men da det gik op for dem, viste de sig deres store stilling værdig. Først tænkte de kun på en apologi. Den tro, de holdt fast ved, og de skikke, de praktiserede, ville de blot forsvare mod de gængse bagvaskelser. Dette formål tabte de ikke af syne, men det blev sekundært. Deres egentlige formål blev snart at fremstille hovedpunkterne i hele den himmelske sandheds system og at vise, hvordan de i dens lys varsomt og mildt, men fast havde søgt at fjerne de misbrug, der var opstået i Vestens kirke. Apologien blev forvandlet til en bekendelse. Den var ikke blot ikke ment som et kompromis med pavedømmet; den viste også tydeligt – og skulle vise – at et sådant kompromis er umuligt. Vore reformatorer havde ganske vist næret et ædelt håb, som den bitre erfaring hele tiden gjorde svagere: at hele Vestens kirke, befriet fra pavens trældom, måtte vende tilbage til sin gamle, bibelske tro og, ved at forsage romersk katolicisme, atter nå frem til kristen katolicitet og blive et de helliges samfund. Havde en sådan tilbagevenden været mulig, ville Den Augsburgske Bekendelse – både ved sin enkle og rene fremstilling af læren, ved den konservatisme, der præger hele dens tone, og ved sin fasthed og mildhed – have hjulpet til at lette den; men den bro, den slog, var ikke ment til at åbne vejen tilbage til vildfarelsen, men til at hjælpe mennesker over til den rene tro.

Bekendelsens overrækkelse: den latinske og den tyske tekst*

Bekendelsen blev overrakt rigsdagen på latin og tysk lørdag den 25. juni 1530. Begge tekster er originaler; ingen af dem er i egentlig forstand en oversættelse af den anden. Begge fremlægger nøjagtig samme lære, men ordlyden er forskellig på en måde, så den ene er en uundværlig vejledning til fuldt ud at forstå den anden. Derfor har begge tekster samme autoritet. Det var den tyske, man af nationale grunde valgte at læse højt. Kejseren tog begge eksemplarer, gav det tyske til kurfyrsten af Mainz og beholdt selv det latinske. I dag ved man ikke, hvor originalerne er, og heller ikke med sikkerhed, om nogen af dem stadig findes. Ud over syv uautoriserede udgaver i 1530 blev bekendelsen trykt under Melanchthons egen ledelse, både på latin og tysk, mens rigsdagen endnu var samlet. Autoriserede udgaver fra dette år, både på latin og tysk, er i forfatterens eje og er blevet gennemgået under arbejdet med denne bog. Bekendelsen blev straks mangfoldiggjort. Utallige udgaver af originalerne og oversættelser til Europas vigtigste sprog så dagens lys. Dens fjender har hjulpet dens venner med at udbrede den og med at vogte over, at genoptrykkene af originalerne ikke blev ændret på punkter, der havde mere end rent litterær interesse.

* Håndskrifter af Den Augsburgske Bekendelse i arkiverne. Jf. Köllner, 321–336. A. Latinske håndskrifter. Köllner 323–329. Corpus Reformatorum, xxvi, 213–226. 1. Weimarhåndskriftet: (Vin. Weim.) jf. Corp. Reform. l. c. 223. Köllner 323. Foerstemann, Urkundenb. i. 444. Weber i. 79–81. Varianterne gengives hos Weber, Foerstemann, Hase, Müller, Corp. Reformat. – 2. Ansbachhåndskriftet: (Onold. Ansb.) ut supra. – 3. Det hannoveranske. Köllner 324. Weber i. 84. – 4. Hessisk I. Köllner 325; Foerstemann i. 442 gengiver varianterne. – 5. Hessisk ii. Foerstemann i. 444 gengiver varianterne. – 6. Dessau (Anhalt.) Jf. Weber i. 87, som gengiver varianterne. – 7. Det nürnbergske. Köllner 336; Weber i. 94 gengiver varianterne. – 8. Det regensburgske. Köllner 327; Foerstemann 446 gengiver varianterne (Reg.) – 9. Det würzburgske, Köllner 329; Foerstemann (i. 446) gengiver varianterne. B. Tyske håndskrifter. 1. Mainzeksemplaret i rigets protokol. Det blev længe anset for originalen og fik som sådan plads i Konkordiebogen (1580). Jf. Weber i. 165; Köllner 306. – 2. Spalatins (Weimar i.) – 3. Weimar (ii.) – 4. Det første ansbachske (i.) – 5. Det andet ansbachske (ii.) – 6. Det tredje ansbachske (iii.) – 7. Det hannoveranske. – 8. Det nürnbergske. – 9. Det hessiske. – 10. Det münchenske [Münch.] – 11. Nördlingen. – 12. Augsburg. Af alle disse giver Köllner, Foerstemann og Weber fulde beskrivelser, og de to sidstnævnte også varianterne; det samme gør Müller under teksten til Editio Princeps.

Den ændrede Augsburgske Bekendelse*

I 1540 udsendte Melanchthon en ændret udgave af den latinske tekst. Han erklærede, at ændringerne kun gjaldt ordlyden, og at han blot ville udtrykke bekendelsens præcise lære i dens oprindelige skikkelse tydeligere; alligevel lagde både fjende og ven mærke til dem. I Melanchthons udgave fra 1531 var der foretaget ubetydelige ændringer af sproglig art; men i modsætning både til denne udgave og til originalen fra 1530 kaldes udgaven fra 1540 Variata (den ændrede), fordi nogle af artiklerne er bearbejdet på ny, og der er foretaget vigtige ændringer. Den første artikel, der er behandlet sådan, er artiklen om arvesynden (II). Ændringerne står her i skarpe parenteser:

* Melanchthons ændrede udgave af den latinske bekendelse findes i tre former. I. 1531, 8vo. II. 1540, 4to. III 1542, 8vo. Weber ii. 32–116. I. Udgaven fra 1531, 8vo. Varianterne er små. Det er aldrig blevet påstået, at de berører meningen. Weber ii. 82–102. Corpus Reformat. xxvi. 337. – Lutheri Opera, Jena (1583) iv, 191–203. – Melanchthons Opera, Wittenb. 1562, p. 27–38. – Corpus doctrinæ, Leipz. 1563, gengivet sammen med udgaven fra 1542. – Denne udgave er ofte blevet forvekslet med udgaven fra 1530, 4to. (1. a.,) og blev faktisk af Selnecker optaget i den første latinske udgave af Konkordiebogen. Jf. Weber ii. 102; Köllner 348. Varianterne gengives hos Hase: Prolegomena xv. Confess. Variat. Varietas, og er mærket (A.) II. Udgaven af den latinske bekendelse fra 1540, 4to. Variata. Weber ii. 103–107. – Corpus Reformat. xxvi, 339. – Den gengives i Corpus Reformatorum xxvi, 351–416, med varianterne. (Udg. fra 1535, 1538. – Varianterne gengives hos Hase: Prolegomena xv–lxxiv og er mærket (B.) – Den er oversat i «An Harmony of Confessions» osv., Cambridge, 1586. Dér kaldes den «første udgave». Jf. Weber ii. 103, Köllner 349. III. Den latinske bekendelse fra 1542, 8vo. Variata ændret på ny. – Weber ii. 108–116, Corpus Reformat. xxvi, 345. – Gengivet i Corpus Doctrinae, Lipsiæ, 1563. 1–56. – Fabricii Harmonia 1573. – Melanchthonis Opera (Peucer) Witt. 1562. i. 39–58. Den er ofte blevet genoptrykt og forveksles undertiden med Variata fra 1540. – Varianterne gengives hos Hase og er mærket (C.), og i Corp. Reform. (ed. 4.) Jf. Weber ii. 108; Köllner 349. Den er oversat i «an Harmony» osv. Dér kaldes den «anden udgave».

«De lærer også, at efter Adams fald fødes alle mennesker, som forplantes efter naturens almindelige gang [_på naturlig måde_], med synd [har de ved fødslen arvesynd], det vil sige uden frygt for Gud, uden tillid til Gud. [Men ved arvesynd forstår vi det, som de hellige fædre og alle rettroende og fromt oplærte i kirken kalder sådan, nemlig skylden (reatum), hvorved de, der fødes, på grund af (propter) Adams fald er hjemfaldne (rei) til Guds vrede og den evige død, og ligeledes selve den menneskelige naturs fordærvelse, som (fordærvelse) forplantes fra Adam,] og med begær. [Og den menneskelige naturs fordærvelse, manglen på den oprindelige retfærdighed eller uskyld eller lydighed, omfatter begæret.]

«Og at denne sygdom eller arvelige brist [Og denne mangel er en forfærdelig blindhed og ulydighed, nemlig at mangle det lys og den kundskab om Gud, som ville have været i naturen i dens uskyld; ligeledes at mangle den retskaffenhed, det vil sige den vedvarende lydighed, den sande, rene og højeste kærlighed til Gud og lignende gaver, som naturen havde i sin uskyld. Derfor er disse mangler og begæret fordømte ting og i deres egen natur døden værd; og den arvelige brist] i sandhed er synd … [De fordømmer pelagianerne, som benægter arvesynden og mener, at disse mangler eller begæret er ligegyldige ting eller blot straffe, ikke ting, der i deres egen natur er at fordømme, og som drømmer om, at mennesket kan opfylde Guds lov og på grund af denne sin egen lydighed blive erklæret retfærdigt for Gud.]»

Den fjerde artikel (om retfærdiggørelsen) er stærkt udvidet, og behandlingen af emnet er meget smuk. Den femte, om nådemidlerne, hævder tydeligere end den oprindelige bekendelse, at tilbuddet om syndernes forladelse i evangeliet er universelt, og er derved på dette punkt mere udtalt anticalvinistisk i sin formulering. Den sjette uddyber læren om helligheden i dens forhold til retfærdiggørelsen. I den niende hedder det: Dåben er nødvendig til frelse [som en ceremoni indstiftet af Kristus]. Børnene bliver ved dåben [overgivet] til Gud og optaget i Guds nåde [og bliver Guds børn, som Kristus bevidner, når han om de små i kirken siger (Matt 18,14): ’Det er ikke jeres himmelske Fars vilje, at en af disse små skal gå fortabt’]. De fordømmer gendøberne, som påstår, at børn bliver frelst uden dåb [og uden for Kristi kirke]. Dette lader sig endnu mindre end den oprindelige artikel tolke calvinistisk. Artiklerne om den frie vilje (xviii), om forsvaret for retfærdiggørelsen ved tro (xx) og om helgendyrkelsen (xxi) er alle dygtigt udvidet. Artiklerne om misbrugene er omarbejdet og ordnet på ny. Det kan ikke bestrides, at Variata som lærefremstilling i flere henseender er meget smuk og har stor værdi, og at den, hvor den utvivlsomt stemmer fuldkommen overens med den oprindelige bekendelse, er en vigtig hjælp til at fortolke denne. Havde Melanchthon udgivet det nye stof udelukkende som et privat skrift, ville det meste af det være blevet mødt med den ubetingede beundring, som det med fuld ret havde krav på. Men han begik den skæbnesvangre fejl at behandle et stort officielt dokument, som om det var hans private ejendom, og alligevel beholde den gamle titel, i det store og hele den gamle form og de gamle underskrifter. Hvordan ville man have bedømt Jefferson, hvis han i 1786, ti år efter erklæringen, havde udsendt noget, han kaldte Uafhængighedserklæringen – udvidet her, forkortet dér, med nye emner og ny behandling og med noget, der i det mindste lignede en indrømmelse til den magt, vi havde løsrevet os fra – og så havde forsynet det med udvalgets navne og Kontinentalkongressens bekræftelse af, at dette var dens handling og beslutning på nationens vegne? Melanchthon gjorde noget værre. Uafhængighedserklæringen var blot den formelle side af en fuldbyrdet handling. Den Augsburgske Bekendelse var et dokument med blivende gyldighed og i stadig brug. At ændre nogen af dens lærepunkter var at indrømme, at bekenderne for så vidt havde taget fejl, og at vække mistanke om, at de kunne have taget fejl i mere. Og en ændring af formuleringerne ville – uanset forklaringen – blive opfattet som en ændring af læren. Vor tros modstandere var heller ikke sene til at udnytte Melanchthons store fejltagelse. Den første offentlige omtale af ændringen kom fra romersk-katolsk side. Melanchthon havde Variata med sig til religionssamtalen i Worms i begyndelsen af 1541.* Efter protestanternes (lutheranernes) ønske skulle Den Augsburgske Bekendelse være grundlaget for drøftelsen. Eck havde den tyske original med til samtalen fra det kejserlige arkiv i Mainz – den, der var blevet læst op på rigsdagen i 1530 og givet til kejseren. Han indledte med disse ord: «Før alt andet vil jeg fremføre én ting … Modparten har overrakt os et eksemplar af bekendelsen og Apologien, som slet ikke (minus) er i overensstemmelse med rigsafskeden fra Hagenau, ifølge hvilken selve bekendelsen, sådan som den blev overrakt (exhibita) hans kejserlige majestæt og fyrsterne, skulle have været givet også til os, ubeskåret og uforfalsket … men vi lader det punkt ligge under protest og går over til sagen.» Hertil svarede Melanchthon: «Hvad uligheden mellem eksemplarerne angår, svarer jeg, at sagernes mening er den samme (rerum eandem esse sententiam), selv om nogle ting hist og her i den senere udgave er formildet (mitigata) eller er mere udførlige.» Hertil svarede Eck: «Hvad forskellen mellem eksemplarerne angår, kunne jeg let gendrive hans svar og vise ved selvsyn, at disse eksemplarer afviger fra Den Augsburgske Bekendelse, ikke blot i ordene, men i selve sagerne. For kortheds skyld udsætter jeg det, jeg har at sige, til artiklerne kommer op i samtalen. Da vil jeg gøre klart, hvad jeg har påstået, som i den tiende artikel osv.» Hertil sagde Melanchthon: «Det, der er fremført om eksemplarerne, kan vi bedre svare på et andet sted – og lad os holde måde med den slags beskyldninger.» Hertil sagde Eck: «Hvad ændringen af eksemplarerne angår, lader jeg den nu med vilje ligge.» Hvis Melanchthon bevidst ændrede meningen i bekendelsen, er det umuligt at forsvare ham mod anklagen for direkte usandhed. For vort eget vedkommende tøver vi ikke et øjeblik. Trods alle de fejl, Melanchthon begik af sin store kærlighed til freden, regner vi ham for hævet over enhver mistanke, når det gælder hans kristne karakter. Hvis Variatas lære afviger fra bekendelsens, var ændringen ikke tilsigtet af Melanchthon. Vi går videre og siger: Godtager man som fortolkningsregel, at Variata skal læses ud fra den overbevisning, at Melanchthon ikke tilsigtede nogen ændringer, fører det ikke fortolkeren ud i absurditeter. Variata kan fortolkes, så den stemmer så godt overens med den uændrede bekendelse, at Melanchthons udsagn er troværdigt. Om ændringerne i den tiende artikel (om nadveren) vil vi tale et andet sted. Calvinisterne og kryptocalvinisterne handlede, som om de ikke troede på Melanchthons udsagn om, at der ikke var tilsigtet nogen ændring af læren. I den lutherske kirke så man forskelligt på sagen. De, der troede på Melanchthons erklæring om, at ændringerne kun gjaldt ordlyden og blot skulle give et bedre udtryk for netop den lære, der var fremlagt i Augsburg, lod dem enten passere uden misbilligelse eller dadlede dem forholdsvis mildt. Hver gang de tilsyneladende blev tolereret i den lutherske kirke, skete det ud fra den forudsætning, at den ændrede bekendelse ikke i nogen som helst henseende afveg fra den uændredes lære. Ingen del af den lutherske kirke har nogen sinde ment, at Melanchthon havde ret til at ændre bekendelsens mening på et eneste punkt. Melanchthon selv anerkendte gentagne gange, efter at Variata var udkommet, den uændrede Augsburgske Bekendelse som udtryk for sin egen uforandrede tro, for eksempel på rigsdagen i Regensburg i 1541. I 1557, ved religionssamtalen i Worms, anerkendte han ikke blot den uændrede Augsburgske Bekendelse, Apologien og De Schmalkaldiske Artikler som sin bekendelse, men fordømte også ved navn og skriftligt den zwinglianske lære. Kun få dage før sin død (1560) sagde han: «Jeg bekender ingen anden lære end den, som Luther fremførte, og ved den vil jeg blive til mit livs ende.» Enhver, der siger, at han antager den ændrede bekendelse, men forkaster den uændrede, er derfor enten selv uærlig eller forudsætter, at Melanchthon var det – og viser sig villig til at udnytte hans moralske svaghed.

* Corpus Reformator. iv. No. 2132. P. Melanchthon. Leb. u. ausgewählt. Werke, von Dr. Carl Schmidt. Elberfeld. 1861. 379.

Den ændrede bekendelses historie viser, at det ikke gavner kirkens fred, men tværtimod forstyrrer den endnu mere alvorligt, når man forsøger at forlige folk gennem enighed om tvetydige formuleringer – ved at vedtage udtryk, som den ene gruppe skal forstå i én betydning og den anden i en anden.

De gængse udgaver af Den Augsburgske Bekendelse: latin og tysk*

Den gængse udgave af Den Augsburgske Bekendelse på latin – den, der står i Konkordiebogen – er et genoptryk af Melanchthons egen første udgave fra 1530. Den gængse udgave af bekendelsen på tysk, som også er den, der står i Konkordiebogen, er derimod ikke et genoptryk af Melanchthons første udgave, og det forhold kræver en forklaring.

* Udgaver og oversættelser af Den Augsburgske Bekendelse. Litteraturen findes hos Fabricius: Centifol. 109, 585–589. Feuerlin: Bibl. Symb. [1. udg. 44–69] s. 40 ff. Masch: Beyträge zur Geschichte merkwürdig. Bücher. [1769] i. 159. – Salig: i. 695–737. Koecher: Bibliotheca theol. Symbol. 145–149. Weber: Kritisch. Geschichte. Bd. ii. – Köllner: Symbol. Luth. Kirch. 226–237. 344–353. – Corpus Reformatum xxvi. 201–264. 337–350. Om oversættelserne jf. Weber ii. 4. Feuerlin 60–64 [66–69.] Rotermund, 184. Danz. 38. Webers værk, der er klassisk inden for kritikken af bekendelsens tekst, ordner de forskellige udgaver efter deres udgivelsesrækkefølge således: A. De uautoriserede udgaver af Den Augsburgske Bekendelse i 1530. De blev udgivet i strid med kejserens befaling og uden de protestantiske fyrsters vidende. Weber i. 353–408. Danz. 35–40. Der var syv udgaver af den art. I. Latin: Der var én latinsk udgave. Den beskrives af Weber: i. 405–408, og afvigelserne (Ed. Ant.) fra Melanchthons gengives af ham i Beylagen til anden del af Krit. Gesch. jf. Corpus Reformatorum xxvi. 231–234. II. Tysk. 1. Beskrevet af Weber i. 357–366, og varianterne (Ae. Ex. 1.) gengivet. Beylag. z. Erst. Theil. iii. – 2. Beskrevet af Weber: i. 367–372, mere korrekt end den foregående. – 3. Beskrevet af Weber: i. 372–375, nøje i overensstemmelse med nr. 1. – 4. Beskrevet af Weber: i. 376–381, følger nr. 1 nøje. jf. Reimmani Catalog. 403. Feuerlin 41. – 5. Beskrevet af Weber: i. 381–387. jf. Salig. i. 711. Feuerlin 41. – 6. Gengivet af Zeidler i supplementsbindet til Luthers Werke. Halle 1702, s. 346–363. Beskrevet af Weber: i. 387–400, som gengiver afvigelserne (Ae. Ex. 2.) Sammenlign desuden Köllner Symbolik 228–231. Alle disse bygger, som Weber har påvist (400), sandsynligvis på ét eneste håndskrift. B. Melanchthons udgaver: jf. Köllner, 231, 345. Melanchthons Præfatio. Salig. i. 471. Weber ii. 6. I. Den første af dem, Editio Princeps, er kvartudgaven, latin og tysk. Wittenberg, 1530 (1531.) Eksemplarer af bekendelsen i denne udgave nåede Augsburg, mens rigsdagen endnu var samlet. Weber i. 356. ii. 11. Hase Proleg. v. 3, Köllner 234, jf. Feuerlin nr. 253 (205) og frem for alt Corpus Reformator. xxvi, 234–258. 1. Den latinske tekst, nøjagtigt genoptrykt med varianter, i Webers Kritisch. Gesch. ii. Beylage i. Nothwend. Vertheidig. 1629. 24–223. Den latinske tekst i ed. princeps er også textus receptus i bekendelsesskrifterne. Reinecii Concord. Lips. 1708. Do. Lips. 1730. (A. C. Germ. et Latina cum vers. Graeca.) Pfaff: Lib. Symb. Tübing. 1730, første kritiske udgave. Walch. Christlich. Concordienb. Jena 1750. Rechenberg: Concordia Lips. 1732 (1677.) – Twesten: 1816. Winer: 1825. Hase: Libr. Symb. (1827) med varianter. – Francke: Lib. Symb. 1846, med varianter og sammenholdt med den tyske tekst: Müller: Die Symb. Bücher, 1848. – Tittmann: Confessio Fidei &c., ex prima Melanchthonis editione, Dresden 1830; 8vo. med noter. Weber, 1830, med noter – Foerstemann: Urkundenbuch i. 470–559, med varianter. – Corpus Reformatorum: xxvi. 263–336, med varianter. Fra denne udgave har vi de læremæssige artikler i Schmuckers Pop. Theolog., 1834. Tillæg i. Do. Lutheran Manual, 1855. Oversættelser. Den er oversat til fransk: Histoire de la Conf. d'Auxpourg (Chytraeus) mise en Francois par Luc le Cop. Anvers, 1582, 72–106; jf. Weber ii. 212–216. Fabricius, Cent. Luth. 588. – Til engelsk: An harmony of Confessions, &c. Cambridge 1586. – S. S. Schmucker, D. D., Popular Theology, 1834. I de læremæssige artikler er fordømmelserne udeladt, undtagen i art. xii, xiii, xvi, xvii. – E. Hazelius, D. D., Discipline, etc., 1841. 5–56. Kun de læremæssige artikler, men med fordømmelserne. – C. P. Krauth: Augsburg Confession with notes. Philada. 1868. Om oversættelserne af Den Augsburgske Bekendelse til engelsk jf. Weber ii. 216–218. På foranledning af Thomas Cromwell, «som døde som lutheraner» (Burnet), blev Den Augsburgske Bekendelse og Apologien oversat til engelsk af Richard Taverner og trykt i London 1536. 2. Den tyske tekst i Editio princeps (ikke Text. recept. i bekendelsesskrifterne) jf. Weber ii. 16–54; Köllner 346 (Cyprian Cap. x.) Gengivet i Luthers Werke, Jena vi, 387. Leipzig, xx, 9. – Twesten: 1816. – Tittmann: Die Augsburg Confess. nach den Original Ausgab. Melanchthon's. Dresden 1830, med noter. – Müller: Symb. Bücher, 1848. Abdrücke von Melanchthon's erster Ausgabe der Augsb. Confess. 861–904, med varianter. Afvigelserne fra den tyske Text. recept., som de gengives i Baumgartens Concord. (Rh, efter Rhaw – trykkeren af originaludgaven,) og hos Walch: Concordienbuch (Wittenberg i.) Weber i. Beylag. iii. II. Melanchthons «forbedrede» udgave af den tyske bekendelse, 1533, 8vo. Jf. Weber K. G. ii. 55–81. Feuerlin, 44, 45 (48,) Köllner 347. Gengivet i Corpus Doctrinæ. Leipz. 1560. i–xlii. – Weber: Augspurg. Confession nach der Urschrift im Reich's Archiv, nebst einer Ehrenrettung Melanchthon's, Weimar, 1781. 8vo. Den fejltagelse fra Webers side, som førte til udgivelsen af denne udgave, er en af den teologiske litteraturs kuriositeter. (jf. Köllner Symb. 294.) Den blev anledningen til, at han udarbejdede sit mesterlige værk: Den Augsburgske Bekendelses kritiske historie. C. Den Augsburgske Bekendelse (tysk) efter en kollation af eksemplaret i det kejserlige arkiv (Konkordiebogens vedtagne tyske tekst.) Köllner 349; Weber ii. 117–192. – Gengivet hos Chytræus: Histor. der Augspurg. Confess. (1576) 1580. 59–94. – Cœlestinus: Historia Comit. August. 1577. ii. 151–167. – Concordia. Dresden 1580. Fol. 3–20. Nothw. Vertheidig. 1629. 24–223. Müller, Historia 595–649. Reineccius 1730. Cyprian, Historia 1730. – Webers Krit. Gesch. 1783, i. Beylage iii, med varianter. Schott 1829, og i de fleste fremstillinger af Den Augsburgske Bekendelses historie. – Den findes i alle de tyske og tysk-latinske udgaver af bekendelsesskrifterne. Med varianter hos Reineccius 1708. Baumgarten 1747. Walch 1750. Twesten 1816. Ammon 1829. Müller 1848. Schmucker: Lutheran Manual, 1855. 325–339, gengiver de læremæssige artikler og efterskriften. Oversættelser: Den forkortede oversættelse af artiklerne om misbrug i dr. Schmuckers Popular Theology, s. 337, er efter denne udgave. I Lutheran Manual, 283–309, gives en fuldstændig oversættelse af artiklerne om misbrug, ligeledes efter denne udgave. The Unalt. Aug. Conf. New York, 1847, do. 1848. Phila. 1855, for the Lutheran Board of Publication. – The Christian Book of Concord. New Market, 1851. Anden, reviderede udgave, 1854. Bekendelsen blev oversat af pastorerne A. og S. Henkel til første udgave og revideret af C. Philip Krauth, D. D., til anden udgave. D. Samlede udgaver. Jf. Weber ii. 193–206. Köllner 351. I. Latin. Fabricii Leodii: Harmonia Aug. Conf. Colon. 1573, Fol. Den indeholder 1. En tekst, der hævdes at være originalen. 2. Variata fra 1542. 3. Varianter fra kvartudgaven fra 1530 og oktavudgaven fra 1531. Jf. Corpus Reformat. xxvi, 225–229. – Corpus Doctrinae, Lips. 1563. 1. Bekendelsen fra 1542. 2. Oktavudgaven fra 1531. Oversættelse: An Harmony of Confessions, Cambridge, 1586. II. Tysk. Chytræus: Historia (1580.) 1. Den vedtagne tekst fra arkivet. 2. Teksten i Editio Princeps, hvor den afviger fra den anden. III. Tysk og latin. Nothwendige Vertheidigung des Aug. Apffels. Leipz. 1619. 24–223. Editio princeps af den latinske tekst, Textus recep. af den tyske. Reineccius 1708. Do. 1730. Walch 1750. Müller 1848. Do. Tittmann 1830, Editio princeps af begge. Twesten 1816. 1. ed. princ. af den latinske og den tyske tekst. 2. Den tyske tekst i den almindelige udgave. IV. Græsk, latin og tysk (Dolscii) ed. Reineccius, 1730. E. På vers. – Augspurgisches Lehr-lied. Kun de læremæssige artikler. På græske og latinske vers (Rhodomann) 1730. Der findes også en engelsk versificering af de læremæssige artikler i Brødremenighedens ældste salmebøger.

Den tyske original blev, som vi har set, lagt i det kejserlige arkiv i Mainz. Kejseren havde forbudt, at bekendelsen blev trykt uden hans tilladelse. Alligevel udkom den i smug flere gange i løbet af året. Ingen af disse udgaver var trykt efter en afskrift af originalen, men alle efter afskrifter af bekendelsen, der var lavet, før den havde nået den fuldendte form, som den faktisk blev fremlagt for rigsdagen i. Da disse udgaver ikke blot var uautoriserede, men heller ikke gengav bekendelsen i den skikkelse, den faktisk var blevet overrakt i, udgav Melanchthon den selv både på tysk og på latin. Den tyske tekst blev trykt efter hans eget manuskript, det samme, som rigsdagens eksemplar var skrevet af efter. Den nåede Augsburg og blev læst og udbredt dér, mens rigsdagen endnu var samlet. Melanchthon udgav den udtrykkeligt, fordi de uautoriserede udgaver ikke var nøjagtige.

Den første autoriserede udgave, Editio Princeps, kom fra forfatterens egen hånd. Den bød ikke blot efter sagens natur på den sikreste garanti for fuld nøjagtighed. Den udkom også, netop mens den rigsdag, den var blevet læst op for, endnu var samlet, og altså omgivet af mistænksomme og årvågne fjender – mænd, der ivrigt ventede på at få øje på den mindste antydning af uoverensstemmelse og blæse den op. Denne udgave blev antaget af Luther og hele den lutherske kirke. Luther kendte ingen anden tysk udgave af Den Augsburgske Bekendelse end denne. Den blev optaget i hele kirkens lærekorpora (Corpora Doctrinae). Den står i Jena-udgaven af Luthers værker, en udgave, der var blevet til ud fra ønsket om at have hans skrifter i fuldstændig uforandret form, og den gengives dér som den ægte bekendelse i modsætning til alle de udgaver af den, der havde større eller mindre afvigelser.

På de evangeliske (lutherske) fyrsters møde i Naumburg i 1561 – blandt fyrsterne var to af de oprindelige underskrivere – blev denne udgave erklæret for ægte, på ny højtideligt underskrevet og forsynet med underskrivernes segl. Intet kunne synes mere sikkert fastslået, end at denne Melanchthons originaludgave gengav bekendelsen i dens mest fuldendte form, præcis som den faktisk blev overrakt på rigsdagen.

Men ulykkelige omstændigheder, der i høj grad hang sammen med Melanchthons senere forsøg på at skabe enhed ved hjælp af behændige formuleringer og behændige fortielser, førte til en aldeles grundløs mistanke om, at der selv i originaludgaven kunne være afvigelser fra selve bogstaven i bekendelsen, sådan som den faktisk blev overrakt. At der skulle være nogen ændringer i meningen, blev ikke engang i de tider med sygelig mistænksomhed påstået; men man var stærkt optaget af at skaffe sig et eksemplar af bekendelsen, der i ord, i bogstaver og i tegnsætning stemte fuldstændig overens med originalen. Den latinske original havde Karl taget med sig, men den tyske original mente man stadig lå i arkivet i Mainz. Joachim 2. pålagde i 1566 Coelestinus og Zochius at lave en afskrift efter originalen i Mainz. Deres afskrift blev optaget i det brandenburgske lærekorpus i 1572.

I 1576 skaffede August af Sachsen sig hos kurfyrsten af Mainz en afskrift af det samme dokument, og efter den blev Den Augsburgske Bekendelse trykt, sådan som den står i Konkordiebogen. Overalt hvor Konkordiebogen blev antaget, blev Melanchthons originaludgave af den tyske tekst fortrængt, skønt den tilsvarende udgave af den latinske tekst er bevaret. Således måtte den første udgave af Den Augsburgske Bekendelse på tysk et halvt århundrede efter, at den var blevet almindeligt anerkendt, vige pladsen for det, man troede var en tro afskrift af originalen.

To hundrede år efter at bekendelsen var blevet overrakt, meddelte Pfaff den teologiske verden en opdagelse, som har genindsat Melanchthons originaludgave i dens ret. Pfaff opdagede, at dokumentet i arkivet i Mainz ikke var originalen, men blot en afskrift. Og Webers arbejde har påvist, at denne afskrift slet ikke kan gøre krav på at være lavet efter originalen. Den er skrevet af efter et af de mindre gennemarbejdede eksemplarer af bekendelsen, der var lavet, før den under Melanchthons hånd havde fået præcis den skikkelse, den faktisk blev fremlagt i. Selv om den almindelige udgave af Den Augsburgske Bekendelse – den, der findes i Konkordiebogen, og som de gængse oversættelser af bekendelsen er lavet efter – altså slet ikke afviger i meningen fra Melanchthons originaludgave, er den dog ikke så fuldendt i stilen og, hvor de afviger fra hinanden, ikke så klar. Den højeste tekstkritiske autoritet, både for den tyske og den latinske tekst, er altså Melanchthons egne originaludgaver.*

* Om de her fremlagte kendsgerninger sammenlign Weber Krit. Geschichte: Hase, Lib. Symb., Francke do. Köllner Symb., Luther. Kirch., 342.

Den gængse udgave af den tyske tekst og Melanchthons tidligere udgave er ordret enslydende i størstedelen af artiklerne, både om læren og om misbrugene. Den eneste forskel er, at Melanchthons udgave af og til er noget fyldigere, især om misbrugene, på nogle få punkter løber mere nøjagtigt parallelt med den latinske tekst og af og til er mere gennemarbejdet i stilen. Når spørgsmålet om forholdet mellem dem har praktisk betydning, er det ganske enkelt, fordi Melanchthons udgave udtrykkeligt eller tydeligere siger det, som den anden blot forudsætter eller udtrykker mindre klart.

Den Augsburgske Bekendelses opbygning og inddeling

Den Augsburgske Bekendelses opbygning bærer spor af den måde, hvorpå den voksede frem af de artikler, der dannede dens grundlag. Den indeholder som sine to grundlæggende dele en positiv fremsættelse af de mest nødvendige sandheder og en afvisning af de alvorligste misbrug. Den omfatter: I. Fortalen; II. De enogtyve hovedartikler om troen; III. En efterskrift og fortale, der forbinder første del med anden og danner en elegant overgang fra den ene til den anden; IV. Den anden store hoveddel, der omfatter syv artikler om misbrug; V. Efterskriften, efterfulgt af underskrifterne.

Artiklerne er ikke som helhed ordnet efter et system. De kan inddeles således:

I. De anerkendt katolske eller almindelige kristne artikler – dem, som kristenheden, både den græske og den romerske, har bekendt, især i den apostolske og den nikænske trosbekendelse. Det var lærdommene om treenigheden (I), inkarnationen (III), Kristi genkomst, de dødes almindelige opstandelse, lønnens og straffens evighed (XVII), at tjenesten er gyldig, selv når den udføres af uværdige tjenere (VIII), at nåden tilbydes i dåben, og at børnene har ret til den (IX), kirkestyret (XIV), det borgerlige styre (XVI), den frie vilje (XVIII) og syndens årsag (XIX).

II. De protestantiske artikler – dem, der er rettet mod de fejl i læren og de misbrug i skikkene, som fandtes i den pavelige del af Vestens kirke. Dem gik bekendelsen imod i hele sin argumentation, der byggede på Den Hellige Skrift som troens højeste rettesnor. Men i særdeleshed gik den imod Roms pelagianisme i læren om arvesynden (art. II), dets forvanskning af læren om retfærdiggørelsen (art. IV), dets lære om gerningernes fortjeneste (art. VI, XX), om prædikeembedet som en præstestand (art. V), om transsubstantiationen (art. X), om øreskriftemålet (art. XI), om boden (art. XII), om opus operatum i sakramenterne (art. XIII), om kirkens orden (art. XX), om den kristne kirkes sande væsen (art. VII) og om helgendyrkelsen (art. XXI).

Hele anden del var viet til argumentationen mod misbrugene i den romerske kirke, især nadveren under én skikkelse (misbrug, art. I), præsternes cølibat (art. II), messen (art. III), skriftemålet (IV), menneskelige traditioner (V), klosterløfterne (VI), kirkens magt og især biskoppernes domsmyndighed (VII).

III. De evangeliske artikler eller dele af artikler – de artikler, der især hævder de lærdomme, som hænger mest direkte sammen med evangeliet i dets egentlige væsen som budskabet om forløsning for det fortabte menneske: de store lærdomme om nåden. Det er især de artikler, der lærer om menneskets fald, om at dets natur er fordærvet helt til roden, at det er hjemfaldet til den evige død, og at genfødslen er absolut nødvendig (art. II); om Kristi soning og Helligåndens frelsende gerning (art. III); om retfærdiggørelsen ved troen alene (IV), om bodens eller omvendelsens sande karakter (XII) og om menneskets egen viljes afmagt til at virke den (XVIII).

IV. De konservative artikler – de artikler, der fremlægger særlige bibelske lærdomme, som den lutherske kirke fastholder i særlig renhed over for romanismens forvanskninger, radikalismens overdrivelser, rationalismens forvrængninger eller teologiens ufuldstændige udvikling. Det gælder lærdommene om, at Kristi to naturer i egentlig forstand er uadskillelige, både i tid og i rum (art. III), om Ordets og sakramenternes objektive kraft (art. V), om at både de himmelske og de jordiske elementer virkelig er til stede i nadveren (art. X), om den sande værdi af den private, det vil sige den personlige, tilgivelse (art. XI), om sakramentsnådens ægte karakter (art. XIII), om den rette middelvej med hensyn til kirkens ceremonier (art. XV), om viljens frihed (XVIII) og den rette lære om syndens årsag (XIX). På alle disse punkter fremlægger Den Augsburgske Bekendelse opfattelser, som – enten i indhold eller i mål – står imod yderligheder, der gør krav på at være protestantiske og evangeliske. Pelagianiserende, rationalistiske, fatalistiske, sværmeriske og uhistoriske tendenser har mere eller mindre ubevidst vist sig både i romanismen og i forskellige former for en protestantisme, der kun af navn er evangelisk. De bliver alle imødegået og fordømt af disse artiklers bogstav, indhold eller ånd.

Gennem det hele strømmer en ånd af alvorlig tro og ren gudsfrygt. Bekendelsens legeme viser fuldendte teologers hånd; dens sjæl åbenbarer det inderste liv hos ydmyge, alvorlige kristne.

Den Augsburgske Bekendelses værdi.* 1. Som protest mod romanismen

Den Augsburgske Bekendelse har uberegnelig værdi som et blivende vidnesbyrd mod den romersk-katolske kirkes vildfarelser. Den gamle, sande katolske kirke var næsten gået til grunde i hovmod, havesyge og overtro. Gejstlighedens store opgave var at forsvare de vildfarelser, den tjente sig rig på. To falske lærdomme var særlig nyttige til det formål: for det første at kirkens tradition er en del af troens rettesnor, for det andet at gode gerninger kan fortjene noget hos Gud. Når både kirkens formale og materiale princip var forvansket, hvad kunne så følge andet end at meget af det dyrebareste i kristendommen gik til grunde? Den protest, der var brug for dengang, er der stadig brug for. Den romerske kirke har ganske vist formelt afskaffet nogle af de værste misbrug, som havde deres begrundelse i hendes falske lærdomme. Trykket fra protestantisk tænkning tvinger hendes børn, eller lyset fra protestantisk videnskab vinder dem, til en kristendom, der er bedre end hendes teorier. Men det gamle ondes rod er der stadig: De gamle vildfarelser er ikke opgivet og kan ikke opgives. Har Rom først bundet sig, er det bundet uigenkaldeligt. Der skal blot gunstige omstændigheder til, så dukker enhver af dets vildfarelser op igen med al deres gamle kraft. Det grundlæggende princip om ufejlbarlighed, stoltheden over at være konsekvent og den magt, disse lærdomme giver det, gør det sikkert, at de ikke vil blive opgivet. Mod alle Roms mange vildfarelser, og frem for alt mod de lærdomme, der på en eller anden måde hænger sammen med dem alle, må Den Augsburgske Bekendelse fortsat holde det rene lys op fra troens eneste rettesnor og fra dens store centrale lære om retfærdiggørelsen ved troen.*

* Fortolkning af Den Augsburgske Bekendelse i kommentarer, noter og prædikener. Histoire de la Confess. d’Auxpourg (Chytraeus) par le Cop. Anvers 1582. s. 107–114. Noterne beskæftiger sig med bekendelsens citater og historiske hentydninger. An Harmony of the Confessions, etc. «There are added in the ende verie short notes in which both the obscure things are made plaine, etc.» [Til sidst er der tilføjet meget korte noter, hvori de dunkle ting gøres klare osv.] Cambridge, 1586. s. 593, ad fin. Mentzer: Exegesis Augustanae Confessionis (1613) Frankfort, 1690. Står stadig som et værk af allerstørste værdi. – Calovius: Criticus Sacer vel Commentar. in August. Confess. Lips. 1646. 4to. pp. 920. Do. Theologia sec. tenorem August. Confess., etc. 4to. pp. 1900. Disse to værker når kun til bekendelsens første artikel. – Alting H.: Exegesis Logica et Theologica August. Confess. Amstelod. 1647. 5–114. – Goebel: Augustana Fidei Confess. das ist die xxi Artikel . . erkläret. Frankf. a. M. 1654, Fol pp. 1400. Under titlen prædikener en grundig kommentar til bekendelsen. – Calovius: Synopsis Controversiarum etc. secund. seriem Articul. August. Confess. Wittenberg, 1685, 4to. pp. 1104. Lutherus Redivivus. Halle 1697. – Hoffman G.: Commentarius in August. Confessionem. Tubing. 1717. 4to. pp. 400. Et meget værdifuldt værk. De afsnit af de andre bekendelsesskrifter, der svarer til de enkelte artikler i Den Augsburgske Bekendelse, er samlet; også den württembergske bekendelse er inddraget i sammenstillingen. – Cyprian: Historia der Augspurg. Confession. Gotha, 1730. s. 208–227. Prøver på en kommentar til art. i, xiii, xxii og xxviii. – Von Seelen: Stromata Lutherana sive var. Script. ad . . . Augustan. Confess. Om art. v og vi om misbrug. xii. Om citaterne fra kirkefædrene. xvi. – Carpzovii: Isagoge in L. Eccl. Luth. Symb. Lips. 1675. 95–763. Efter næsten to århundreder stadig det bedste af de eklektiske værker om bekendelsesskrifterne. Bekendelsen og Apologien behandles sammen. Jf. Fabricii Histor. Biblioth. iv. 264. – Pfaff: Eccles. Evang. Libri Symb. Loca difficilia explanavit et vindicavit. Tubing. 1730. s. 28–86. Noterne er meget korte og meget værdifulde. – Walch: Introductio in L. S. . . observat. histor. et theolog. illus. 1732. 157–408. En klassiker blandt de ældre værker. – Reinecii: Concordia – adjectis, locis, etc. notisque aliis. Lips. 1735. 7–74. Noterne er mest tekstkritiske eller knytter sig til bekendelsens citater fra Skriften og kirkefædrene. – Boerneri: Institutiones Theologiae Symbolicae. Lipsiae, 1751. – Baumgarten: Erleuterungen. 2. udg. 1761. Kortfattet og righoldig. – Walchii: Breviarium (1765,) s. 75–116. – Semleri: Apparatus (1775,) s. 42–127. Tittmann: Institut. Symbol. (1811) s. 91–134. – Tittmann: Die Augsburg Confession: Confessio Fidei. Dresden 1830 Winer (1825.) – Schöpff: Die S. B. mit historischen Einleit. kurz. Anmerk. u. ausführlichern Erörterungen. Dresden, 1826. 24–103. – Yelin: Versuch (1829) s. 70–77. – Schott C. H.: Die Augsb. Conf. mit historisch. Einleit. u. erläuter. Anmerkungen. Leipz. 1829. The Unaltered Augsburg Confession. To which is prefixed a historical Introduction to the same, by C. H. Schott. New York, 1848. – Weber: Conf. August. animadversionibus, historicis, exegeticis, dogmaticis et criticis. Halis 1830, 4to. – Spieker: Confessio fidei . . . varii generis animadversionibus instruxit. Berolini 1830. – Tittmann: De summ. princip. A. Conf. 1830. – Lochman G., A. M. The History, Doctrine, etc., of the Evang. Luth. Church. Part II, the Augsburg Confession, with explanatory notes and remarks. Harrisburg, 1818. – Schmucker S. S., D. D. Elements of Popular Theology, with special reference to the doctrines of the Reformation, as avowed before the Diet at Augsburg in 1530. Andover, 1834. Do. Lutheran Manual, or the Augsburg Confession illustrated and sustained. Philadelphia, 1855. – Hazelius E. L.: The Doctrinal Articles of the Augsburg Confession, with notes; in the Discipline etc. of the Evangelical Lutheran Synod of South Carolina. Baltimore, 1841. – Beck: Sammlung Symbol. Bücher – Evangelisch. Reform. Kirche, 2. udg. Neustadt, 1845. ii. 353–406. – Francke: Libri Symb. Eccles. Lutheranae, Lipsiae 1847, 9–50. – The Unaltered Augsburg Confession. Philada. 1855. (for Luth. Board.) Nogle få værdifulde noter af prof. Schaeffer. – Prædikener af Bakius, Goebel, Tholuck, Schleiermacher, Harms og Sartorius.

* Fikenscher. Gesch. d. R. z. Augsb. 208. Köllner ii. 395.

2. Dens politiske værdi

Den Augsburgske Bekendelse havde og har stor værdi på grund af de sunde politiske principper, den hævdede og sikrede. Da den var underskrevet af fyrsterne og de frie byer, var den en suveræn stadfæstelse af og garanti for kirkens og den enkelte kristnes rettigheder i staten. Den hævdede, at kirken som kirke er uafhængig af staten, at kirkens og statens områder er adskilte, at staten har rettigheder over den kristne som undersåt, at den kristne som undersåt har pligter over for staten, og at Guds lov og samvittighedens krav står over alle uretfærdige menneskelige bestemmelser. Den bestemte i korte, men fyldestgørende udsagn hele forholdet mellem den kirkelige og den borgerlige magt.* Den gjorde det af med forestillingen om kirken som en stor magt, der skulle herske over verden – den lærte, at lovlige borgerlige ordninger forpligter, at det er tilladt for kristne at bestride borgerlige embeder, at staten har ret til at kræve ed, til at fastsætte straffe og til at føre «retfærdige krige», og at den kristne borger har pligt til at tage del i dem. Den hævder, at «Guds bud skal agtes højere end al sædvane – at skik, der er indført imod Guds bud, ikke kan godkendes.» «Kristne skal være øvrigheden og dens love lydige i alle ting», «undtagen kun dem, hvor den befaler nogen synd, for da skal man adlyde Gud mere end mennesker.» Den gjorde det af med klostervæsenet og det tvungne cølibat, disse svagheder i staten; den tæmmede pavens, biskoppernes og gejstlighedens hovmod og genoprettede de normale og guddommelige forhold mellem menneske og menneske, mellem undersåt og hersker, mellem kirke og stat, mellem Guds lov og menneskelig lov, mellem troskab og samvittighedens rettigheder. Den lutherske kirke giver enhver stat, hun kommer ind i, sin store borgen for, at hun er tro mod de principper, som frie styreformer alene kan hvile på.

* Art. vii, xvi, xxviii.

3. Dens værdi som bekendelse og forsvar

Den Augsburgske Bekendelse var udsøgt egnet til alle sine formål, både som en bekendelse af troen og som et forsvar for den. I den bankede selve evangeliets hjerte igen. Den gav det, der hidtil kun havde været en tendens, organisk skikkelse og knyttede store nationer sammen i det helligste bånd, mennesker kan forenes i. Den satte de evangeliske fyrster i stand til som samlet front at lægge deres moralske vægt i vægtskålen for sandheden i riget. Dette var udgangspunkterne for dens store gerning og herlighed blandt mennesker. Næst efter Gud skylder hele den protestantiske verden den mere end noget andet sin borgerlige og religiøse frihed. Under dens banner blev Roms hovmod brudt og dets hære tilintetgjort. Den er den rene protestantismes symbol, ligesom de tre almindelige trosbekendelser er symboler for den katolicitet i udvikling, som den ægte protestantisme er beslægtet med, sådan som den modnende frugt er beslægtet med blomsten. Mod den har alle dybe tænkeres øjne været vendt som mod en håbets stjerne midt i de indre stridigheder i en protestantisme, der kun er det af navn. Gieseler, den reformerte kirkes store historiker, siger:* «Lyder spørgsmålet: Hvilken af alle de protestantiske bekendelser er bedst egnet til at danne grundlaget for en union mellem de protestantiske kirker, så erklærer vi os uforbeholdent for Den Augsburgske Bekendelse.» Men ingen ægte union kan nogen sinde dannes på grundlag af Den Augsburgske Bekendelse uden ved en hjertelig tilslutning til hele dens tro, en ærlig modtagelse af alle dens læreudsagn i den betydning, som udsagnene har i selve bekendelsen. Vil nogen tilgive Rom de synder, det ikke har angret, må de gøre det i åben modstrid med Den Augsburgske Bekendelse. Vil nogen gå med til i det mindste en våbenhvile med rationalismen eller sværmeriet, må de begynde deres værk med at få folk til at glemme den store bekendelse, som fra begyndelsen nægtede dem ly.

* Theolog. Stud. u. Kritik, 1833, ii, 1142. Schenkel har samme opfattelse.

4. Dens værdi som midtpunkt for store minder

Med Den Augsburgske Bekendelse begynder det klart erkendte liv i den evangelisk-protestantiske kirke, Vestens rensede kirke, som hendes fjender hæftede navnet «luthersk» på. Med denne bekendelse er hendes mest selvopofrende kampe og største bedrifter forbundet. Den er helliget af Luthers bønner, nogle af de mest brændende, der nogen sinde er brudt frem af et menneskehjerte; den er indviet ved Melanchthons tårer, nogle af de ømmeste, der nogen sinde er faldet fra et menneskes øje. Den er balsameret i den levende, døende og udødelige hengivenhed hos den lange række af vor tros helte, som gik gennem den verden, der ikke var dem værdig, til deres evige hvile. De største mestre i åndens rige har forsvaret den med deres arbejde; de største fyrster har beskyttet den mod sværdet med sværdet; og dens martyrers blod, der taler om noget bedre end hævn, går for evigt i forbøn sammen med blodet fra ham, hvis altformående kærlighed og hvis eneste offer, der soner for alt, er begyndelsen, midten og enden på dens vidnesbyrd.

5. Dens værdi som vejviser til Kristus

Men det er ikke kun på de historiske begivenheders store skueplads, at dens kraft har vist sig. Den har ført millioner til Guds ord – mennesker, der har levet og er døde ukendt for den store verden. I de ringeste hjem og de ydmygeste hjerter har den gennem tiderne åbnet kilden til himmelsk påvirkning. Den forkyndte, at Kristi fortjeneste er altfyldestgørende, og at troen på ham har retfærdiggørende kraft; og dette kastede himmelsk lys, fred og glæde over det tyngede hjertes mørkeste gåder. «Den forbliver for evigt», siger Gieseler, «et lys, der leder dem, som kæmper i vildfarelse, ind på den rette vej.» Den åbnede vejen til den sande enhed i Kristi kirke; og har den for en kort tid set ud til at splitte, har den kun splittet for til sidst at samle hele kirken under Kristi eneherredømme og i den ene rene tro.

6. Dens værdi for fremtiden

Set i hele sin sammenhæng er dens historie historien om de århundreder, vi nu står midt i det fjerde af. Og kirkens fremtid, som er menneskeslægtens fremtid, kan kun folde sig ud af nutiden i kraft af det liv, der spirer frem af de store grundsætninger, som Den Augsburgske Bekendelse plantede i verden.

Den Augsburgske Bekendelse som trosbekendelse: hvad indebærer det at modtage den ret?*

Kan vi med ære bære navnet evangelisk-lutherske, ærligt erklære, at vi modtager Den Augsburgske Bekendelse som vor bekendelse, og ærligt hævde at høre til vore fædres kirke, mens vi forkaster, eller lader det stå åbent at forkaste, dele af den lære, hvis antagelse gav vor kirke hendes selvstændige eksistens og hendes særlige navn og førte til, at hendes bekendelse blev til – en lære, som er nedfældet i bekendelsens artikler og værnet af deres fordømmelser, og som hele vor kirke i århundreder fastholdt i alle sine officielle handlinger som det vigtigste og grundlæggende? Det er det egentlige spørgsmål. Alle andre er sidespor. Når dette spørgsmål først er rejst, kan det aldrig lægges til side, før det er afgjort på redelig vis; og det bør enhver samvittighedsfuld mand, enhver, der elsker vor kirke, overveje under bøn. Et vidnesbyrd, der vedrører det store spørgsmål, et vidnesbyrd af allerstørste betydning, som har krav på at blive hørt først af alle, er bekendelsen selv, hvis krav der nu tales så meget om.

* Værker om dogmatik og dogmatikkens historie, som har værdi for fortolkningen eller forsvaret af Den Augsburgske Bekendelse, eller som belyser den teologi, der bygger på den eller afviger fra den. Melanchthonis: Opera Dogmatica i Corpus Reformatorum, vol. xxi.–xxiii. a. Loci Theologici (1521). b. Examen ordinandorum. c. Catechesis puerilis. d. Explicatio Symboli Niceni. e. Repetitio Augustanae Confessionis sive Confessio doctrinae Saxonicarum ecclesiarum. — Jf. Galle: Melanchthon (1840) og Augustis udgave af Loci (1821) om Melanchthons ændringer i læren. — Flaccii: a. Catalogus Testium veritatis (1556). b. Centuriæ Magdeburgenses. c. Clavis. d. Scholia in N. Test. — Chemnitz: a. de vera et substantiali præsentia. b. de duabus naturis. c. Loci Theologici. d. Examen Concil. Trident. e. Theologiae Jesuitic. praecipua capit. — Hutter: Compendium Locor. Theologic (1610) udg. Schutze 1772. — Osiander L: Enchiridion Controvers. (1614.) — Hunnius N: Epitome Credendorum (1625). — Gerhard J: a. Loci Theologici (1610) (Cotta). b. Confessio Catholica (1633). — Calovius: a. Apodixis (1684). b. Synopsis Controversiarum (1653). c. Mataeologia papistica (1647). d. Biblia Illustrata. — Koenig: Theologia positiva (1664). — Quenstedt: Theologia didactico-polemica (1685). — Bechmann: Adnotationes in Compendium Hutteri (1690). — Buddeus: a. Theologia Dogmatica (1723). b. De veritate religionis evangelicae (1729). c Religions-Streitigkeiten 1724. d. Isagoge (1727). — Schmid J. A.: Breviarium theolog. polemic. (1710). — Lange: Oeconomia salutis (1728). — Reinhard L. Theologia Dogmat. (1733). — Walch J. G. a. Dogmatische Gottesgelahr. (1749). b. Polemische (1752). c. Religions-Streitigkeiten (1724). — Carpov. (1737). — Baumgarten S. J. a. Evangelische Glaubenslehre (1759). b Theologisch. Streitigkeiten. (1762) c. Religions-Parteyen (1766). — Mosheim: a. Streit-Theologie (1763). b. Theolog. Dogmat. (1758). — Carpzov J. B. Jr. Liber doctrinalis (1767). — Walch C. W. F. a. Geschichte der Lutherischen Religion (1753). b. Bibliotheca Symbolica (1770). — Semler: Institutio (1774). — Doederlein (1780). — Seiler: a. Theolog. dogmat. polemica (1780). b. Doctrin. Christian. Compend. (1779). — Morus: a. Epitome Theol. Christianae (1789). b. Commentarius in Epitom. (1797). — Beck: (1801). — Storr & Flatt: Dogmatik (1803). — Reinhard F. V. (1801). — Schott (1811). — Bretschneider: a. Dogmatik (1814). b. Entwickelung (1804). — Wegscheider: Institutiones (1815). — Twesten (1826). — Knapp (1827). — Nitzsch (1829). — (Schuman): Melanchthon Redivivus, 1837. — Hase: a. Dogmatik (1826). b. Hutterus Redivivus (1829–1868). — Klein: (1822) udg. Lange (1835). — Schmid H. Dogmatik d. Evang. Luth. Kirche, (1843–1863). — Martensen (1855). — Sartorius (1861). — Thomasius (1863). — Philippi (1863). — Hofman (1860). — Kahnis (1868). — Luthardt (1868).

Hvordan ser Den Augsburgske Bekendelse på Den Augsburgske Bekendelse? Det er et grundlæggende spørgsmål for en ærlig mand, der overvejer at underskrive den; for hvis bekendelsen selv – ved sin oprindelse, sin historie og sin ordlyd – protesterer mod visse forestillinger, må dens vidnesbyrd mod dem vel veje tungere end noget andet. Se da på nogle få kendsgerninger:

I. Bekendelsen fremlagde hele den lutherske kirkes ene, udelte tro i riget. Den var ikke et værk af mænd uden myndighed til at repræsentere kirken; den var alle menighedernes stemme. Grunden blev lagt af Luther; stoffet blev samlet af de store teologer fra hele den lutherske kirke – af Brenz, Jonas, Spalatin og andre, som omhyggeligt gennemgik og prøvede hinandens arbejde. Melanchthons mageløse hånd blev brugt til at give troen den mest fuldkomne form, den helt igennem fuldendte fremstilling; bekendelsen blev underkastet Luthers omhyggelige prøvelse, og han godkendte den af hjertet. Melanchthons egen beretning lyder: «Jeg samlede bekendelsens hovedpunkter, der omfatter næsten summen af vore menigheders lære. Jeg foretog mig intet på egen hånd. I fyrsternes og embedsmændenes nærvær blev hvert emne drøftet af vore prædikanter, sætning for sætning. En afskrift af hele bekendelsen blev derefter sendt til Luther, som skrev til fyrsterne, at han havde læst bekendelsen, og at han godkendte den.» Hvert eneste punkt i bekendelsen var blevet overvejet igen og igen, var blevet prøvet i Ordets smeltedigel, havde vist sin praktiske kraft i livet og var blevet forsvaret mod skarpe angreb – af vore store bekendere og af tusinder af ydmyge og alvorlige menige kristne. Til selve udarbejdelsen var der mindst fire måneder. Den 11. maj sendte kurfyrsten første gang bekendelsen til Luther, og den blev først læst op på rigsdagen den 25. juni; der gik altså seks uger fra den i alt væsentligt var færdig, til den blev overrakt. Hvert penselstrøg derefter var frugten af stræben efter fuldendt stil og fuldkommen behandling. Aldrig er en bekendelse blevet grundigere forberedt, mere omhyggeligt og bønsomt overvejet eller mere hjerteligt modtaget.

II. Efterhånden som forskellige kongeriger, stater og byer tog imod Guds ords tro, sådan som vor kirke havde udfoldet den, antog de denne bekendelse som deres egen, og de blev kendt som evangelisk-lutherske, fordi de antog den på den måde. Kirken blev kendt som Den Augsburgske Bekendelses kirke, og dette store dokument blev en del af det, der definerer kirken. Den lutherske kirke var den kirke, der uden forbehold holdt fast ved Den Uforandrede Augsburgske Bekendelse i dens historiske forstand.

III. De argumenter, man nu stoler på for at ryste kirkens tro, var alle blevet brugt, før bekendelsen blev udarbejdet. Ja, det rationalistiske argument var blevet fremført med langt mere kraft og overbevisningsevne, end det plejer at have i dag. De, der gentager de mislykkede forsøg fra vor tros første modstandere, kunne med fordel for deres egen sag studere disse gamle vildfarere. Intet er føjet til datidens argumentation i de store, væsentlige punkter, hverken på den ene eller den anden side. Efter Økolampads lærde og indsmigrende fremstilling – hans værk kunne ifølge Erasmus «om muligt føre selv de udvalgte vild», og Melanchthon fandt det værd at besvare – efter Karlstadts uforfærdede dristighed og efter Zwinglis bestikkende argumentation, der var så overfladisk og derfor syntes så klar – efter alt dette er det ikke sandsynligt, at det svage ekko af deres argumenter, som er det eneste, man nu hører, når deres synspunkter forsvares, ville ryste vore fædre, hvis de levede. Skriftbeviset står nu, hvor det stod dengang, og Ordet, som dengang var for stærkt for Luthers menneskelige tvivl, ville også nu vise sig for stærkt for dem. Det er ikke argumentet, der har ændret sig: det er lige så overvældende nu som dengang; men troens enfoldighed, den troskyldige tillid – de er alt for ofte veget for den rationaliserende ånd i en forfængelig og selvsikker slægt. Hvis vore fædre levede nu med deres gamle ånd, måtte vi enten stå sammen med dem på deres bekendelse eller stå alene. Luther ville synge nu, som han sang dengang:

«Ordet skal de lade stå / og ingen tak få for det.»

IV. Selve navnet Augsburg, der fortæller os, hvor vor bekendelse blev fremlagt, minder os om, hvilke forpligtelser de har, som siger, at de modtager den. To andre bekendelser blev bragt til den by: Zwinglis bekendelse og Den Tetrapolitanske Bekendelse – den første åbenlyst i strid med vor kirkes tro, især hvad angår sakramenterne, den anden tvetydig og undvigende på nogle af de afgørende punkter i den samme lære. Disse to bekendelser huskes nu kun på grund af den historiske glans, som vor bekendelse kaster over alt, hvad der på nogen måde kom i forbindelse med den. Men kan det virkelig være sådan, at den lære, som stillede sig op mod Den Augsburgske Bekendelse i Augsburg, er denne bekendelses lære eller kan forliges med den noget andet sted? At det, der ikke var lutherdom dér, er lutherdom her? At det, der var lutherdom dengang, ikke er lutherdom nu? At Zwingli eller Hedio fra Strasbourg uden at ændre syn ærligt kunne underskrive den bekendelse, de havde stillet sig op imod – netop den bekendelse, hvor hovedsigtet med nogle af de vigtigste artikler var at lære den sandhed, disse mænd benægtede, og at fordømme de vildfarelser, disse mænd nærede? Eller at mænd, der nu mener, hvad de mente dengang, nu ærligt kan gøre, hvad de hverken ville eller kunne gøre dengang? Hvad der ikke kunne gøres dengang, kan ikke gøres nu. En grundsætning påvirkes lige så lidt af, at der går tre hundrede år, som af, at der går ét år. Mænd, der nærer romersk, rationalistisk eller zwingliansk vildfarelse, kan umuligt foregive at modtage bekendelsen som deres egen og samtidig være i overensstemmelse med vore fædres grundsætninger, med den kirkelige enhed med dem og med det kirkenavn, som deres grundsætninger og deres tro fastlagde. En sådan fremgangsmåde udvisker alle grænselinjer for historisk identitet og moralsk sammenhæng og åbner vejen for vildfarelse af enhver art.

V. Bekendelsens sprog, når den taler om sig selv, er i høj grad værd at lægge mærke til.

1. Den kalder sig en bekendelse, ikke en rettesnor. Bibelen er troens eneste rettesnor, og dette dokument bekender den tro, som Bibelen er rettesnor for.

2. Den kalder sig en _tros_bekendelse; en bekendelse af troen, ikke af menneskers meninger eller synspunkter, men af den guddommelige overbevisning om den frelsende sandhed, som Helligånden virker gennem Ordet. Det, den handler om, omtaler den som «den hellige tro og kristne religion», «den ene, eneste og sande religion», «vor hellige religion og kristne tro». Overskriften over bekendelsens lærestykke er: «Hovedartikler i troen».

3. Bekenderne omtaler denne trosbekendelse som «deres prædikanters bekendelse og deres egen bekendelse», «den lære, som deres prædikanter har fremlagt og lært i menighederne i deres lande, fyrstendømmer og byer». Fortalen slutter med ordene: «Dette er vor egen og vore folks bekendelse, sådan som den nu følger tydeligt, artikel for artikel.» De adskiller deres tro lige så vel fra Roms vildfarelser som fra tidens sværmeriske og rationaliserende retninger.

4. Bekendelsen erklærer: «Menighederne hos os lærer» de lærdomme, der fremlægges i artiklerne. Det er ikke blot store fyrster og ikke blot store teologer; det er menighederne, der lærer disse lærdomme. De største mænds private meninger er her intet. Det er menighedernes tro, der fremlægges, og de, der handlede på deres vegne, talte som deres repræsentanter; de kendte den fælles tro, og de blandede ikke deres egne rent private følelser eller særlige synspunkter ind i den, hvor vigtige de så end selv måtte anse dem for.

Det er en stor misforståelse at tro, at vor evangelisk-protestantiske kirke af hensyn til konsekvensen er forpligtet til at holde fast ved et synspunkt, blot fordi Luther holdt fast ved det. Hendes tro skal ikke holdes op mod Luthers private mening som prøvesten. Tværtimod: hans private mening skal prøves på hendes bekendte tro, når spørgsmålet er: Hvad er ægte luthersk? Navnet luthersk, sådan som vor kirke tåler det, betyder ikke mere end, at hun af hjertet tager imod den nytestamentlige tro i dens helhed – den tro, i hvis genoprettelse Luther var en så herlig fører. Da Eck under forhandlingerne i Augsburg fremdrog visse steder fra Luthers skrifter, svarede Brenz og Schnepf: «Vi er ikke her for at forsvare Luthers skrifter, men for at holde fast ved vor bekendelse.» Når Konkordieformlen viser, at Den Augsburgske Bekendelse er vor tids bekendelsesskrift, grunder den dens myndighed på, at den er «den enstemmige overensstemmelse og erklæring om vor tro». Enkeltpersoners private meninger, hvor indflydelsesrige de end er, kan på ingen måde fastslå eller fjerne et eneste ord i kirkens bekendelse. Enhver, der under nogen som helst påskud giver private meninger kirkelig myndighed, berøver kirken hendes frihed. Hun kan ikke drages til ansvar for nogen lære, som hun ikke officielt har erklæret for sin egen.

5. Bekenderne siger ved slutningen af lærestykkets artikler: «Dette er omtrent hovedsummen (summa: hovedpunkterne, de vigtigste sager) af den lære, som prædikes og læres i vore menigheder til sand kristen undervisning og trøst for samvittigheden og til opbyggelse for de troende.» Den kalder det, den fremlægger, «den ene, enkle sandhed», og betegner det som «hovedartiklerne» eller de grundlæggende artikler (Hauptartikeln).

Bekenderne betegner og karakteriserer bekendelsen som «vor bekendelse», som «hovedpunkterne i den lære, der læres i vore menigheder», som «hovedartiklerne (eller de grundlæggende artikler)», som «troens artikler». De siger: «Kun det er blevet fremført, som syntes nødvendigt at sige, for at man kunne forstå, at vi hverken i lære eller ceremonier har antaget noget, der strider mod Skriften»; og ved afslutningen af deres værk erklærer de, at det var tænkt som «en sum af læren» eller en fremstilling af dens hovedpunkter «for at gøre vor bekendelse kendt og læren hos dem, der underviser hos os».*

* Epilog, 69, 5.

6. Om denne fremstilling af lærens hovedpunkter siger bekenderne: «Deri kan man se, at der intet er, som afviger fra Skrifterne»; «den er klart grundet i Den Hellige Skrift»,† «i overensstemmelse med det rene, guddommelige Ord og den kristne sandhed». De erklærer, at der i disse «hoved»- eller grundlæggende «artikler ikke findes nogen usandhed eller mangel, og at denne deres bekendelse er guddommelig og kristen (göttlich und Christlich)». De indleder artiklerne om misbrug med at gentage, at deres bekendelse er bevis for, at «der i troens artikler intet læres i vore menigheder, som strider mod Den Hellige Skrift»,‡ og bekenderne slutter med at erklære, at hvis der er punkter, som bekendelsen ikke har berørt, er de rede til at give udførlig oplysning «i overensstemmelse med Skrifterne», «på grundlag af den hellige, guddommelige Skrift».

† Epilog, 70, 6.

‡ Nihil inesse, quod discrepat a Scripturis — in heiliger Schrift klar gegründet. [at der intet er deri, som afviger fra Skrifterne – klart grundet i Den Hellige Skrift]

7. Bekenderne siger, at der i bekendelsen «intet er, som afviger fra den katolske kirke, den almindelige kristne kirke.»§

§ Ab Ecclesia Catholica — gemeine, Christlicher Kirchen. [fra den katolske kirke – den almindelige, kristne kirke]

8. Bekenderne erklærer desuden, at de fremlægger deres bekendelse for ikke at «bringe deres sjæl og samvittighed i den allerhøjeste og største fare for Gud ved misbrug af Guds navn eller Ord».

9. De erklærer også, at det er deres store formål med bekendelsen at undgå «at give en anden lære i arv til deres børn og efterkommere, en lære, der ikke stemmer med det rene, guddommelige Ord og den kristne sandhed».

Vore fædre vidste godt, at menneskers meninger svinger, at mennesker forlader sandheden, og at overbevisninger ikke kan gå i arv; men de vidste også dette: at når mennesker antager et navn, påtager de sig navnets forpligtelser; at de ikke ærligt kan underskrive bekendelser, medmindre de tror på deres indhold; og de vidste, at efter denne deres store bekendelse kunne mennesker ikke længe opretholde det skin at høre til dem, hvis de var antitrinitariske, pelagianske, romerske, rationalistiske eller sværmeriske. De kunne give deres tros arv videre til deres børn i tillid til Gud om, at disse børn ikke for rationalismens messingglimmer eller Roms skarlagenrøde pjalter ville give afkald på denne førstefødselsret, som er mere dyrebar end guld.

Vore fædre troede med den hellige Paulus, at den sande tro er «én tro» og derfor aldrig ændrer sig. Den er den samme fra slægt til slægt. Vidnesbyrdet om en sand tro er et vidnesbyrd til tidens ende. Derfor sagde Brück, Sachsens kansler, da han overrakte bekendelsen: «Med hjælp fra Gud og vor Herre Jesus Kristus skal denne bekendelse stå uovervindelig mod dødsrigets porte, til evig tid.»