VII. De sekundære bekendelser: Konkordiebogen

Den konservative reformations sekundære bekendelser

Konkordiebogens indhold og omfang

I Den Evangelisk-Lutherske Kirkes bekendelsesskrifter følges Den Augsburgske Bekendelse af fem andre læreudsagn: Apologien, De Schmalkaldiske Artikler, de to katekismer og Konkordieformlen – i et kort udtog og en fyldigere erklæring, med et tillæg af vidnesbyrd. Disse seks udgør sammen med de tre almindelige trosbekendelser Konkordiebogen. Den Augsburgske Bekendelse, Den Lille Katekismus og Epitomen kan betragtes som de tekster, som henholdsvis Apologien, Den Store Katekismus og Erklæringen er kommentarer til. Hele samlingen kan trykkes med en læselig skrift i et almindeligt duodecimobind. Tænk på, hvor meget plads en præst fylder med de ord, han i løbet af et eneste år bruger til at fremlægge de hellige lærdomme. Se på de mange bind, hvor enkelte forfattere har samlet frugten af deres arbejde med Skriften, og på de foliobind, der er viet til et enkelt emne. Så er det næppe et urimeligt krav fra kirkens side, at hun beder sine præster studere ét lille bind for at lære det officielle udtryk for hendes dom over de største spørgsmål – dem, der angår ren lære, sund ordning og et helligt liv. Alligevel er Konkordiebogen blevet fordømt, uden hensyn til hvad den indeholder, med den begrundelse, at den indeholder så meget. Hvad enten den har ret eller uret, hvad enten dens lære er sandhed eller løgn – dens omfang er nok til at fordømme den.

Selve bogens ret til at blive hørt, i hvert fald hvad angår dens fem sidste dele, er desuden blevet bestridt med den begrundelse, at en kirke, der én gang har fremsat sin trosbekendelse, ikke har myndighed til at ændre den ved at føje noget til, og at det at ændre ved at tilføje rummer den samme fejlslutning som at ændre ved at fjerne. Derfor skulle de, der i den ene yderlighed antager hele Konkordiebogen, og de, der i den anden forkaster Den Augsburgske Bekendelse helt eller delvis, være lige ulogiske. – Hertil kan man svare med følgende kendsgerninger:

Må en kirke ændre sin trosbekendelse? 1. Trosbekendelsen som det, der tros

I. Brugen af ordet «trosbekendelse» i indvendingen kan let misforstås. Menes der dermed det, en ren kirke tror, en ren kirkes tro og lære, så er det sandt, at den ikke kan ændres. Det, en ren kirke tror, er skriftmæssigt, for en ren kirke betyder en kirke, hvis tro er skriftmæssig. Er den skriftmæssig, så betyder det at ændre den, at man opgiver sandheden og holder op med at være en ren kirke. Desuden er enhver kirkes tro netop det, der gør hende til den, hun er – mister hun den, mister hun sin åndelige identitet. Havde den katolske kirke opgivet sin tro på treenigheden, ville hun være ophørt med at være den katolske kirke og være blevet den arianske sekt. Blev Den Protestantisk-Episkopale Kirke ført over i den romerske tro, ville hun ophøre med at være Den Protestantisk-Episkopale Kirke og blive en del af det romerske frafald. Hvis de evangeliske kirker opgav den evangeliske tro, ville de blive socinianske eller universalistiske samfund, og hvis den lutherske kirke ændrede sin tro, ville hun ophøre med at være den lutherske kirke og blive enten en ny sekt eller en del af den ene eller anden af de gamle sekter. Det er en selvmodsigelse at tale om, at en ren kirke som sådan ændrer sin tro.

2. Trosbekendelsen som et udsagn om troen

II. Men menes der med «trosbekendelse» et officielt udsagn om den tro, man har, så er det en stor fejltagelse at påstå, at kirken ikke kan have myndighed til at føje noget til den. Ligesom troens regel, Guds skrevne åbenbaring, er blevet udvidet ved den ene tilføjelse efter den anden – fra de tidlige optegnelser, der danner begyndelsen af Første Mosebog, videre gennem Det Gamle og Det Nye Testamente, indtil det fuldendte tempel står for os i Bibelen – således kan kirken, efterhånden som Gud viser hende hendes behov, udvide sin bekendelse, fremføre sit vidnesbyrd fyldigere og på den måde «ændre sin trosbekendelse» for at udtrykke sin ene, uforanderlige tro mere udførligt. Kan der føjes noget til en uforanderlig tros regel, så kan der også føjes noget til en uforanderlig tros bekendelse.

Identiteten i kirkens tro ligner ikke klippens uforanderlighed, men snarere menneskets levende identitet. Det spæde barn og den voksne er identiske. De er det samme væsen på forskellige trin af modenhed: det, der gør individet til det, det er, ændrer sig ikke. Barnet vokser ikke op til voksen modenhed ved at skifte personlig identitet – det bevarer denne identitet og vokser ved at drage det til sig, som stemmer overens med dets egen uforandrede natur. Den voksnes fuldkommenhed nås ikke ved amputationer og indpodninger, men ved vækst, hvor den kraft, der giver identiteten, former alt efter sin egen natur. Kirkens tro i dag er identisk med, hvad den var i apostlenes tid, men identitet udelukker ikke vækst – den udelukker kun et skifte af identitet. Den tro må altid være sig selv i sit væsen, hvad enten den som et spædbarn får mælk eller som en mand nyder fast føde. Kort sagt: fremskridtene sker ikke ved en ændring af kirkens tro, men ved denne tros stadige virksomhed – en tro, der netop fordi den selv er uforanderlig, i stigende grad gør kirkens bevidsthed, hendes lærebygning, hendes sprog og hendes liv lig sig selv.

Trosbekendelsens vækst

Der er lige så stor forskel på at tage noget fra en ren tro og at lade denne tro udvikle sig sundt i fyldigere udsagn, som der er på at hugge en arm af og at lade dens muskler vokse ved sund øvelse. Hele kirkens historie bekræfter dette princip. De trosbekendelser, Det Nye Testamente gengiver, holdt sig som regel til ét punkt. Den apostolske trosbekendelse i den ældste form, vi kender, er en ændring af disse oprindelige bekendelser, for så vidt som den føjer til deres udsagn for at gøre selve troen mere sikker. Den apostolske trosbekendelse, som vi har den nu, er en ændring af den ældste form, idet den føjer til dens ord for at sikre dens indhold endnu bedre. Den nikænske trosbekendelse var i sin ældste skikkelse på samme måde en ændring af den apostolske. Den nikænske trosbekendelse (den nikænsk-konstantinopolitanske) på græsk er en ændring af den ældste nikænske ved tilføjelse. Den nikænske trosbekendelse i Vestens kirker (både den romerske og de protestantiske) føjer «filioque» til Østens nikænske. Den athanasianske trosbekendelse er, skønt den kun udfolder to hovedpunkter, omkring seks gange så lang som den apostolske. Derpå lå kirken brak gennem århundreder; jorden hvilede og samlede næring til den tid, da den atter skulle pløjes op og give en herlig høst. Det første store, umiskendelige tegn på, at den varme regn fra oven var svar på bondens slid hernede på Herrens mark, var, at den nye bekendelses strå skød op. I sit første ord viser den nye bekendelse, at den spirer af den gamle sæd: «Vore kirker lærer med stor enighed, at Nikæakonciliets dekret er sandt og uden nogen tvivl skal troes.» (CA I.) «Kristus skal komme igen, som den apostolske trosbekendelse siger.» (CA III.) De andre bekendelser viser den samme forbindelse med de gamle trosbekendelser: «Skal hellige de troende – som den apostolske og den nikænske trosbekendelse lærer.» (Apol. III.) «Som den apostolske og den athanasianske trosbekendelse lærer.» (Schmalk. art. II, 4.) «Da der straks efter apostlenes tid, ja mens de endnu var på jorden, fremstod falske lærere og kættere, mod hvem man i oldkirken affattede symboler, det vil sige korte og kategoriske bekendelser, der rummede den almindelige kristne tros enstemmige konsensus og de rettroendes og den sande kirkes bekendelse, nemlig den apostolske, den nikænske og den athanasianske trosbekendelse, så bekender vi offentligt, at vi tager imod dem, og forkaster alle kætterier og alle lærdomme, der nogensinde er blevet ført ind i Guds kirke i strid med dem.» (Konkordieformlen 517, 3.) – «Disse tre almindelige og fælles trosbekendelser har den højeste myndighed – korte, men højhellige bekendelser, solidt grundet i Guds ord, højst herlige bekendelser.» (Smst. 569, 4.)

Den Augsburgske Bekendelse var selv en «ændring af trosbekendelsen ved tilføjelse», for så vidt som den bekendte alle punkterne i den apostolske, den nikænske og den athanasianske trosbekendelse mere udførligt og føjede en bekendelse til om mange punkter, som ganske vist lå i den rene kirkes tro i kim og uudtalt, men som hun aldrig før formelt havde bekendt.

Men dertil kommer, at Den Augsburgske Bekendelse, også som luthersk dokument, er et blivende vidnesbyrd om, at kristne mennesker og en del af den kristne kirke har ret og pligt til at udvide troens bekendelse, efterhånden som Guds forsyn leder dem. For Den Augsburgske Bekendelse er i virkeligheden ikke den første, men den fjerde i tilblivelsen af vor kirkes første officielle udsagn om hendes særlige tro. Først kom de 15 Marburg-artikler, hvor vor kirkes store repræsentanter fremlagde en række trospunkter; dernæst de 17 Schwabach-artikler, så Torgau-artiklerne og – som frugten af det hele og dets ædle fuldendelse – til allersidst Den Augsburgske Bekendelse.

Den Augsburgske Bekendelse voksede selv fra sin ældste skikkelse ved begyndelsen af forhandlingerne i Augsburg og frem til den dag, den blev overrakt kejseren. Den ene tro, som den bekendte i sin spæde form, formede dens vendinger, føjede til dens opregninger og værnede endnu bedre mod misforståelser, indtil den nåede sin modenhed.

At definere er ikke at ændre

III. Hvis det overhovedet er en fejlslutning at tage sig ret til at «ændre en trosbekendelse» «ved tilføjelse», så er det ikke en fejlslutning, det har til fælles med at tage sig ret til at «ændre ved fjernelse». Fejlen ligger her i, at ordet «ændre» bruges tvetydigt og får en falsk vægt. Vi bestrider en ren kirkes ret til at ændre troen; vi fastholder, at hendes trosbekendelse ikke bør ændres. Men vi hævder for det første, at det at skære trosartikler helt ud af hendes trosbekendelse og at lemlæste og ændre meningen i det, der bliver tilbage, er at ændre hendes trosbekendelse. For det andet hævder vi, at det ikke er at ændre trosbekendelsen at lade hendes tidligere trosbekendelse stå urørt og uforandret, at holde fast ved den af hele sit hjerte og hele sin sjæl i dens oprindelige og egentlige mening og – for at bevare den tro, den rummer – at vidne igen i fyldigere form ved at tilføje klare og skriftmæssige læreudsagn. Tværtimod er det en klog handling, der skal forhindre, at den ændres. Hvis en præst en søndag kort fremlagde læren om retfærdiggørelsen ved tro og så opdagede, at de udannede på grund af hans korte fremstilling havde misforstået den, eller at de ondsindede havde benyttet lejligheden til at forvrænge den, så kunne han med god ret den næste søndag uddybe sin fremstilling og således «ændre sin trosbekendelse ved tilføjelse» – for enhver prædiken er en præsts trosbekendelse. Er det en fejlslutning, så er det i hvert fald ikke en fejlslutning, det har til fælles med, at han den anden søndag tilbagekaldte, fornægtede eller gik uden om, hvad han havde lært den første – heller ikke selv om hans anden fremstilling var unødigt lang og kom med mange udsagn om andre nært beslægtede lærepunkter.

Kirkens almindelige dom om, at en fyldig definition er ønskelig

IV. Vi er også imod enhver unødvendig forøgelse af trosbekendelsernes antal eller udvidelse af deres omfang. Det er den lutherske kirke som helhed også. I næsten tre århundreder er der ikke føjet noget til hendes bekendelsesskrifter; og skønt det er meget muligt, at dele af vor kirke af lokale grunde kan udtale sig mere udførligt om bestemte sider af hendes tro, anser vi det ikke for sandsynligt, at den lutherske kirke som helhed nogensinde vil føje noget til sine bekendelsesskrifter – ikke blot intet, der kan stå i et sådant forhold til dem som Den Augsburgske Bekendelse (det ville være umuligt), men end ikke noget, der kan stå i et sådant forhold som Konkordieformlen.

Men dermed er det spørgsmål, vi nu har for os, ikke afgjort. Vi mener at have vist, at det at have trosbekendelser ud over Den Augsburgske Bekendelse ikke i sig selv er inkonsekvent eller forkert. Og nu til sagen: Er det nødvendigt eller ønskeligt, at der findes sådanne yderligere udsagn? På dette spørgsmål har hele vor kirke uden én eneste undtagelse, som vi kan huske, og i hvert fald uden nogen vigtig undtagelse, givet det samme svar, nemlig at det er ønskeligt og nødvendigt. For selv om det er en kendsgerning, at ingen trosbekendelse, der udelukkende er hendes, bortset fra Den Augsburgske Bekendelse, er blevet formelt antaget i alle dele af den lutherske kirke, så er det lige så sandt, at der ikke findes nogen vigtig del af denne kirke, som ikke har haft endnu en trosbekendelse ved siden af. Ingen national eller stor luthersk kirke har fra begyndelsen af sin fulde organisering og til denne dag nøjedes med Den Augsburgske Bekendelse som udsagn om sin tro. For ikke at tale om de tre almindelige trosbekendelser, som den lutherske kirke viser større ærbødighed end selve Den Augsburgske Bekendelse, havde mange af de lutherske kirker før udarbejdelsen af Konkordiebogen deres lærekorpora, der var lige så omfangsrige som den samling, man har råbt så meget op om på grund af dens vældige omfang, og undertiden endnu mere omfangsrige. Forfatteren har for eksempel det første af dem foran sig, Corpus Doctrinæ, Sachsens og Meissens bekendelsesskrifter, trykt i 1560 og udgivet af Melanchthon, som ud over de almindelige trosbekendelser og Den Augsburgske Bekendelse har Apologien og fire andre omfattende læreudsagn og udgør et foliobind på mere end tusind sider. Hvert eneste af de syv tunge Corpora Doctrinæ har tilføjelser til Den Augsburgske Bekendelse, for eksempel Apologien, begge Luthers katekismer og De Schmalkaldiske Artikler – ja, alt det i Konkordiebogen, som var udkommet, da de blev udgivet. Kirkeordinanserne og liturgierne fra det sekstende århundrede indeholdt trosbekendelser. Vi har gennemgået næsten dem alle i originaludgaverne eller i Richters samling. Vi har ikke bemærket én eneste, der kun indeholder Den Augsburgske Bekendelse.

Konkordiebogen dæmmede op for, at trosbekendelserne blev flere og flere

Det er en historisk kendsgerning, som let kan påvises, at Konkordiebogen formindskede både antallet af læreudsagn og omfanget af de bøger, der indeholdt dem, i de forskellige lutherske kirker. Den fjernede ikke blot Corpora Doctrinæ, men også de endnu mere betænkelige mange bekendelser, som forskellige lokale reformatorer og præster havde udarbejdet – ikke blot hvert land, men også byer og købstæder havde deres egne. Konkordiebogen indførte altså ikke tanken om tilføjelser til Den Augsburgske Bekendelse; tværtimod satte den de klogeste grænser for den. Men for ikke at dvæle længere ved dette punkt: det er sikkert, at den lutherske kirke med bestemt, næsten fuldstændig enstemmighed både før og efter Konkordiebogen har afgjort, at det er ønskeligt at have mere end Den Augsburgske Bekendelse som udsagn om læren.

Den lutherske kirke i Amerika er ingen undtagelse fra denne regel. Hendes grundlæggere bekendte sig til hele samlingen af bekendelsesskrifter. Generalsynoden anerkender ud over Den Augsburgske Bekendelse Den Lille Katekismus til folket, og ved dens teologiske seminarium var begge katekismer oprindelig nævnt i professorens ed. I edens nuværende form er Den Lille Katekismus bevaret. Men antager man Den Lille Katekismus, og er et fyldigere læreudsagn en utilladelig ændring, så må man antage den katekismus alene og smide Den Augsburgske Bekendelse, der udkom et år senere, ud.

Konkordiebogens indhold

Konkordiebogen kan overordnet deles i to: Den første del er udvalgt, den anden er nyskrevet. Den første består af vor kirkes trosbekendelser, som bogen blot samlede. Den anden er Konkordieformlen i to dele, Epitome og Declaratio, som bogen fremlagde for første gang. Alle dele af begge disse afdelinger, undtagen den første del af den første, ville blive forkastet efter det princip, vi nu drøfter; ja, hvis princippet blev gennemført logisk, ville ikke blot Den Augsburgske Bekendelse, men selve den apostolske trosbekendelse blive ofret for det. Kirken ville være nødt til at vende tilbage til trosbekendelsens ældste form eller helt undvære en trosbekendelse.

Først og fremmest må vi altså huske, at fem syvendedele af det, der nu udgør Konkordiebogen, var antaget i den lutherske kirke, før bogen blev samlet. Dernæst er den direkte bekendende del af formlen (Epitomen) kun en smule større end Den Augsburgske Bekendelse, mens «Den grundige erklæring» blot er en udlægning og et forsvar af Epitomen. Lad os foreløbig se på disse ældre dele af Konkordiebogen. Lad os derfor tage de bekendelsesskrifter, der følger efter Den Augsburgske Bekendelse i Konkordiebogen, ét for ét og spørge, om det er forkert officielt at anerkende, at de fremstiller vor kirkes tro. Vi begynder med det første af dem:

Er det forkert at anerkende Apologien som et bekendelsesskrift for den lutherske kirke? Det spørgsmål vil vi besvare med nogle få kendsgerninger.

Apologien

I. Ingen vil benægte, at den fremstiller ét og samme troens system som Den Augsburgske Bekendelse. I sit første udkast er den det svar, som den store Melanchthon med de andre teologers råd og medvirken skrev på det romersk-katolske gensvar på Den Augsburgske Bekendelse. Den blev udarbejdet under ledelse af den samme myndighed, som havde taget initiativet til bekendelsen, og det var meningen, at den skulle overrækkes kejseren på samme måde. Heldigvis nægtede kejseren at lade den overrække; for den afvisning gav os Apologien, som vi nu har den, i stedet for Melanchthons udkast. Så snart Melanchthon havde modtaget den pavelige Konfutation, gik han i gang med at besvare den fuldt ud. På rejsen fra Augsburg til Wittenberg arbejdede han på den. I Altenburg, i Spalatins hus, var han i færd med den en søndag, indtil Luther tog pennen ud af hånden på ham og sagde, at han «på denne dag skulle hvile fra et sådant arbejde. Vi kan tjene Gud, ikke blot ved arbejde, men også ved hvile; derfor har han givet os det tredje bud og indstiftet sabbatten.»* Hjemme, og ikke længere midt i uroen og besværet på et fremmed sted, udarbejder Melanchthon dette forsvar for bekendelsen, denne udvidelse og forklaring af den. Hvad kan være tydeligere end det forsyn, der åbenbarer sig i Apologiens anledning og karakter?

* Salig: Hist. d. Augsp. Conf. I, 375. Ledderhose's Melanchthon. Transl. by Dr. Krotel, 115.

II. Köllner, efter alles mening en særdeles dygtig forfatter, men ikke luthersk i sin lære, siger om Apologien: «Den havde fra allerførste begyndelse et bekendelsesskrifts gyldighed og har haft den uomtvistet op til den nyeste tid.» Winer, denne fyrste blandt de lærde, hvis løse dogmatiske standpunkt giver hans vidnesbyrd på dette punkt så meget større vægt, siger: «Med hensyn til indholdet indtager dette skrift uomtvisteligt førstepladsen blandt den lutherske kirkes bekendelsesskrifter.» Vi kunne anføre mange flere citater af den slags, men det er ikke nødvendigt.

III. I vor kirke er Apologien i sandhed blevet regnet for en af hendes ædleste juveler. Da hun gjorde den til et af sine bekendelsesskrifter, bekendte hun sin dybe kærlighed til den. Som svar på et af de voldsomste angreb, jesuitterne har rettet mod hende, blev Apologien genoptrykt uden noter eller kommentarer, fordi den i sig selv var et fyldestgørende svar på alle de løgne, som romersk ondskab kunne opdigte mod vor kirke.

IV. I nyere tid er angrebene på den for det første kommet fra de forklædte vantro, der sneg sig ind i kirken under det fordringsfulde navn «rationalister», og for det andet fra unionistiske teologer. Over for disse angreb har den lutherske kirke uden vaklen vidnet om Apologiens rene lære, store betydning og gyldighed som bekendelsesskrift. Lad nogle få kendsgerninger belyse det.

1. De lutherske stænder, hvis navne står under Den Augsburgske Bekendelse, tilbød Apologien til rigsdagen, og den eneste grund til, at den ikke straks fik sin plads som et bekendelsesskrift, der i alle henseender var sidestillet med bekendelsen, var, at romersk fanatisme nægtede at høre den. Øjeblikkets voldsomme intolerance kom i forkøbet med den indvending, at man ikke skulle høre noget som helst mere til forklaring eller forsvar af bekendelsen. Begik de lutherske stænder samme slags fejlslutning ved at udarbejde Apologien, som hvis de var vendt tilbage til rigsdagen efter at have strøget alt det i bekendelsen, som Eck og hans medarbejdere ikke brød sig om? Apologien blev udarbejdet af Den Augsburgske Bekendelses forfatter og antaget af dens underskrivere. Er det så sandsynligt, at den på noget punkt var i uoverensstemmelse med det skrift, den forsvarede?

2. I 1532 fremlagde de evangelisk-lutherske stænder den på mødet i Schweinfurt som deres trosbekendelse.

3. I 1533 henviser Luther i et trykt, offentligt og officielt trøstebrev de kristne, som var blevet fordrevet fra Leipzig, til bekendelsen og dens Apologi som udtryk for hans og kirkens tro. Begge er optaget i alle de gamle udgaver af Luthers værker, fordi de så fuldt ud gengiver hans tro, hans tanker og endog hans sprogbrug, at de i en vigtig forstand virkelig må regnes for hans.

I brevet til de forfulgte lutheranere i Leipzig* siger Luther: «I Augsburg lød vor almindelige (allgemeine) bekendelse for kejserens og hele rigets ører og derefter gennem trykken i hele verden … Hvorfor skulle jeg sige mere? Dér har I mine skrifter og offentlige bekendelser – vor bekendelse og Apologi; i kirkerne står vore skikke for folks øjne; deri viser vi til overflod, hvad vi tror og holder for vist, ikke alene i disse artikler om sakramentet, men i alle troens stykker … Derfor, kære venner, stå fast, lad ingen forføre jer, lån ikke øre til tom snak (Geschwätze), selv om den skulle komme fra vor egen side, men hold fast ved vor bekendelse og Apologi … Hold fast ved evangeliet og ved Sankt Paulus' lære, som også vor Apologi og vor kirkeskik holder fast ved.»

* Werke: Leipz. xxi. 20[?]. Walch: x. 2228.

4. I 1537 i Schmalkalden blev Apologien efter fyrsternes ønske grundigt sammenholdt med Den Augsburgske Bekendelse af teologerne og derefter formelt underskrevet af dem som stemmende med Den Hellige Skrift og bekendelsen, med den erklæring, at de «troede og lærte i deres kirker i overensstemmelse med bekendelsens og Apologiens artikler». *

* I alle udgaverne af bekendelsesskrifterne i slutningen af De Schmalkaldiske Artikler.

5. I 1539 blev den i Danmark foreskrevet de lutherske præster som rettesnor for læren.

6. I 1540 blev den overgivet til religionssamtalen i Worms som en fremstilling af den lutherske lære og som grundlag for drøftelserne.

7. I 1541 blev den højtideligt stadfæstet af «de evangeliske fyrster», «de forbundne stænder af Den Augsburgske Bekendelse», «de protestantiske fyrster og stænder», som siger til kejseren: «Og for at ingen skal tvivle om, hvad slags lære der forkyndes i vore kirker, vidner vi atter, at vi holder fast ved den bekendelse, som blev overrakt Deres Majestæt i Augsburg, og ved den Apologi, som er føjet til den, og vi tvivler ikke på, at denne lære i sandhed er den katolske kirkes samstemmende lære, som er overleveret i profeternes og apostlenes skrifter og har faste vidnesbyrd fra den apostolske kirke og fra de lærde fædre – og i denne tro og erkendelse af Kristus vil vi altid påkalde Gud og lovprise ham sammen med hans katolske kirke.» †

† Melanchthon's Opera. Witeberg. iv. 752. Corp. Reformat. iv. col. 483. På tysk: Walch: xvii. 865. (Bucers oversættelse) Corp. Ref. iv. 493, 494. (Melanchthons original.)

8. Den blev uden undtagelse optaget i alle «lærekorpora», de egentlige «Corpora Doctrinæ», i de forskellige dele af vor kirke; og

9. I 1580 fik den sin retmæssige plads i Konkordiebogen.

Apologiens værdi

V. Den fortjener den plads, vor kirke har givet den. Om Apologiens fortrin siger Köllner *: «Ser man på dens værdi for det umiddelbare formål, er det svært at rose dette skrift nok, både for formen og hele kompositionen og for det læremæssige indhold. Det er skrevet med en uforlignelig klarhed, tydelighed og enkelhed, som må overbevise både lærde og ulærde. Dets mådehold og beskedenhed er den gode sag værdig, som det forsvarede. Melanchthons milde og fromme karakter kaster sådan sin glans over det hele, at man må erkende: Her kæmper de ædleste synspunkter og den reneste fromhed for religionens sag uden den mindste uværdige hensigt.

* Symbol. d. Luth. Kirch. 436.

Hvad indholdet angår, er det ubestrideligt, at det stiller sandheden i det klareste lys og med held hævder den evangeliske lære over for det romerske system. Dets virkning for evangeliets sag i dets egen tid er ubeskrivelig (unbeschreiblich). Historisk set kan Apologien derfor gøre krav på en uendelig høj (unendlich hoher) værdi for den evangeliske kirkes dannelse og befæstelse. Apologien tilkommer en evig værdi. Hvis kirken skulle skabe sig nye bekendelsesskrifter, vil hun hente sine grundlæggende lærdomme fra dette bekendelsesskrift, og det vil fortjene hellig ærbødighed til tidernes ende.»

Den samme fremragende forfatter siger i et andet værk: † «Ikke blot for sin egen tids umiddelbare formål, men nu lige så fuldt som i reformationstiden har Apologien sin værdi og betydning for den religiøse sandhed. For den udrettede alt dette (den ubeskrivelige virkning) alene ved evangeliets dybeste og vægtigste sandheder, sådan som Den Augsburgske Bekendelse vidner om dem, og som Apologien udfolder og grundfæster mere udførligt. Den Augsburgske Bekendelse var et lærd statsdokument, affattet med lige så megen diplomatisk forudseenhed og forsigtighed som evangelisk enkelhed, og netop derfor trængte den til en fyldigere udlægning … Derfor var og er det af usigelig betydning, at den berømte mand, der – mildest talt – havde fået overdraget tilsynet med udarbejdelsen af Den Augsburgske Bekendelse, selv stillede dens korte sætninger i et endnu klarere lys i denne anden juvel blandt de evangelisk-lutherske vidnesbyrd, og at han forklarede og grundfæstede dem ud fra hele sammenhængen i den evangeliske, bibelske sandhed. Den evangeliske kirkes grundlæggende og væsentlige lære, der skiller hende fra den romerske præstestands menneskelige tilføjelser, er denne: at vi ikke retfærdiggøres ved gerningernes retfærdighed, men ved genfødslen i troen på evangeliet. Og ligesom dette var det midtpunkt, hvorfra troens helte i reformationen udkæmpede deres sejre, sådan er den nu ikke blot den dybeste sandhed, men selve kristendommens hovedlære. Den sikrer kristendommen, og med den den evangeliske kirke, en evig beståen – for den er selve den evige sandhed. Denne lære, som er al kristendoms grund og væsen, grundfæster Melanchthon i Apologien med større nøjagtighed end noget andet sted.» «Dens betydning bevidnes af fjendernes angreb. De følte dybt, hvor meget deres sag led under den klare, lysende og skriftmæssige bevisførelse, den dialektiske dygtighed, forbindelsen af ro og grundighed og den velgørende varme, som kendetegner dette skrift. I hovedsagen, læren, er det lige så rent som den bekendelse, det er viet til at forsvare.» *

† Die gute Sache d. Luther. Symbol. geg. ihre Ankläg. Göttingen. 1847. p. 153.

* Müller lxxix.

De Schmalkaldiske Artikler

Den næste store bekendelse i Konkordiebogen er De Schmalkaldiske Artikler. Alene det, at disse artikler findes, er et bevis på, at hverken de lutherske øvrigheder, der lod dem skrive, eller Martin Luther, der er deres forfatter, eller de store teologer, der gav råd under udarbejdelsen, eller Melanchthon, Jonas, Bugenhagen, Cruciger, Amsdorf, Spalatin, Brenz og de andre store teologer og præster i vore kirker, som underskrev dem, forestillede sig, at det skulle være en fejlslutning at bekende kirkens tro fyldigere.

Anledningen til artiklerne var forventningen om, at et frit, almindeligt koncil – som reformatorerne så inderligt havde ønsket fra begyndelsen, og som så ofte var blevet lovet – endelig ville blive sammenkaldt. Paven sammenkaldte et koncil, der skulle åbnes i Mantova den 23. maj 1537. De evangeliske (lutherske) stænder blev indbudt til dette koncil, og indtil det blev åbenbart, at det ikke skulle være et frit koncil, viste de et stærkt ønske om at være repræsenteret på det.

Hvordan de blev til

Fordi man ventede, at sandheden ville blive hørt, ønskede kurfyrsten at få en ny fremstilling af vor kirkes store læremæssige grundsætninger med hensyn til de spørgsmål, som ville komme op på koncilet som stridspunkter mellem lutheranere og romanister. Derfor gav han Luther til opgave at skrive nye artikler som grundlag for forhandlingerne. De artikler, der således blev udarbejdet, blev forelagt de evangeliske stænders møde i Schmalkalden i februar 1537. Dér blev de grundigt gennemgået af vore store teologer og underskrevet af dem, og efter det sted, hvor de blev underskrevet, kom de til at hedde De Schmalkaldiske Artikler.

Hvorfor de var nødvendige

Straks melder spørgsmålet sig: Hvorfor udarbejdede man en ny bekendelse? Hvorfor blev Den Augsburgske Bekendelse ikke anset for tilstrækkelig, enten i sig selv eller sammen med Apologien? Var vor kirke ved at give efter, ved at forlade sit standpunkt eller utilfreds med sin første store bekendelse? Langtfra. Grundene var disse:

I. Den Augsburgske Bekendelse indeholdt for meget i visse henseender i forhold til det formål, man havde for øje. Formålet i 1537 var at sammenholde stridspunkterne mellem lutheranerne og romanisterne. Den Augsburgske Bekendelse er i vid udstrækning en bekendelse af hele den almindelige kirkes tro og omfatter derfor meget, som der ikke er strid om mellem vor kirke og den romerske, for eksempel læren om Gud og om Guds Søn. Den Augsburgske Bekendelse ville lige så meget vise, hvori vor kirke var enig med den romerske kirke – i alt det af troen, som den kirke havde bevaret rent – som hvori vor kirke skilte sig fra hende, fordi hun var faldet fra dele af sandheden. Den Augsburgske Bekendelse havde gjort sin store gerning ved at rette de fordrejede fremstillinger af vor kirke på de førstnævnte punkter. Nu var det ønskeligt, at hun lod det, der var afgjort, ligge og udtalte sig så meget klarere om stridspunkterne. Det var så meget mere påkrævet, fordi Melanchthon i sin store mildhed havde gjort indrømmelser under de forsøg på at nå til enighed, som fulgte i Augsburg efter den 25. juni. Romanisterne fordrejede den egentlige mening med dem og fandt i dem hjemmel for falske udlægninger af bekendelsens særlige lærepunkter. De forstod udmærket polemikkens to modsatte kneb: det ene at overdrive forskellene, indtil uskyld ser ud som forbrydelse; det andet at formindske forskellene, indtil sandheden synes næsten identisk med vildfarelsen. Kirken ville gøre klart skib til kamp, så den omstridte sandhed kunne sætte hele sin kraft ind, og den fordunklede sandhed kunne vise hele sin karakter. Men

II. Den Augsburgske Bekendelse indeholdt for lidt til fuldt ud at fremstille vor kirkes standpunkt over for Roms vildfarelser. I 1530 undgik vore fædre med rette at åbne stridspunkterne unødigt; for der var endnu håb om, at mange i den romerske kirke ville blive vundet af sandhedens mildere magt, og at kampens voldsomhed kunne dæmpes. Men Guds forsyn havde gjort det påkrævet, at kirken nu fremstillede udførligere, hvad hun i 1530 havde bekendt kortfattet.

III. Den Augsburgske Bekendelse var ikke stemt i den rette toneart til det arbejde, der nu skulle gøres. Den bekendelse var kirkens udtryk for sin Herres ånd, når han er mild mod de vildfarende. Nu var tiden kommet, da hun skulle give udtryk for den samme Herres ånd, når han taler med dommens røst til de egenrådige og forstokkede.

I Den Augsburgske Bekendelse sang kirken «Fred på jorden», selv i den kampens nat, som syntes at trække op. Men i De Schmalkaldiske Artikler syntes Fredsfyrsten selv at erklære, at han var kommet for at bringe sværd – sandhedens tveæggede sværd, med en knivskarp æg og skeden smidt bort. Derfor handlede kirken klogt og under Himlens ledelse, da hun, som havde betroet Melanchthon olivengrenen, gav sværdet til Luther.

Den Augsburgske Bekendelse skred frem til fløjtens toner; De Schmalkaldiske Artikler marcherede til trompetstød og paukehvirvler. I Den Augsburgske Bekendelse rækker Sandheden hånden frem til fred; i De Schmalkaldiske Artikler stiller hun sit ultimatum i en krigserklæring.

Det, der var sekundært i Den Augsburgske Bekendelse, er primært i De Schmalkaldiske Artikler. I Augsburg stod vor kirke frem for Sandheden, for at vildfarelsen kunne dø ved Sandhedens liv; i Schmalkalden stod hun frem imod vildfarelsen, for at Sandheden kunne leve ved vildfarelsens død. Da hun aflagde sit nye vidnesbyrd og indtog sin nye, fordelagtige stilling, brugte hun de vundne sejre som grundlag for de sejre, der endnu skulle vindes.

Deres værdi

Jesuitterne har ganske vist råbt op om, at De Schmalkaldiske Artikler strider mod Den Augsburgske Bekendelse. Vor kirke har med et overvældende flertal besvaret den løgn ved at regne dem blandt sine kronjuveler. Og dér fortjener de at stå. «Ikke alene blev kirkens lære fremstillet klart, men den blev udtrykt så helt og fuldt i Luthers stil, kraft og ånd, at den tid, han satte så dybt i bevægelse, ikke kunne andet end i dem genkende både et tro billede af Sandheden og et nyt støttepunkt for den. I disse artikler fremstiller Luther direkte den evangeliske (lutherske) kirkes og pavestolens grundsætninger i deres indbyrdes strid. I den evangeliske kirkes navn har han talt et dristigt og mandigt ord imod hele pavedømmet: gendrivelsens ord, uden noget, der svækker dets kraft. Og netop det giver dem så stor værdi også for vor tid. Umuligheden af at forene den evangeliske (lutherske) kirkes rene liv med Roms verdslige mål stilles i så klart et lys, at den evangeliske kirke altid vil se på dette bekendelsesskrift med den største ærbødighed og holde fast ved det med sand hengivenhed. Melanchthons tillæg til artiklerne er klassisk i både form og indhold. For vor kirke må disse skrifter altid forblive meget betydningsfulde, så meget mere som der ingen andre steder i bekendelsesskrifterne findes så udførlig en udtalelse om pavedømmet og – vel at mærke – så udførlig en udtalelse imod det.» (Köllner.)

«De danner», siger Müller,* «sammen med de tidligere bekendelsesskrifter en fuldstændig helhed, men har af de nævnte grunde en selvstændig værdi, fordi lutheranerne i dem for første gang udtrykkeligt og udførligt fastlægger deres forhold til paven og pavedømmet. Vi kan sige, at reformationen afsluttes i og med dem, og at den endelige adskillelse fra Rom dermed er udtalt.»

* Die Symb. Bücher, lxxxii.

Luthers katekismer: anledning og karakter

Den medlidenhed, der greb vor Herre, da han så skarerne, forkomne og spredte som får, der ikke har en hyrde, indåndede han i Luthers hjerte, og den blev ophav til katekismerne. Længslen efter at sørge for det forsømte folks religiøse behov viste sig tidligt i Luthers arbejde,* og under visitatsen i kurfyrstendømmet Sachsen 1527–1529 modnedes den til beslutningen om at udarbejde katekismerne: «Til at udarbejde denne katekismus eller kristne undervisning i sin korte, jævne og enkle form er jeg blevet tvunget og drevet af den jammerlige nød, som jeg på ny har erfaret under min visitats for nylig.» Som almen idé er katekisationen, den mundtlige undervisning – især af de unge – i den guddommelige sandheds grundbegreber, lige så gammel som religionen selv og har altid fundet sted i kirken. Men æren for at have fastlagt idéen om katekismen, sådan som ordet nu bruges, tilkommer Luther. Han er den egentlige kateketiks fader, og den ældste katekismus, der i dag er i brug i verden, er Luthers Lille Katekismus fra 1529. I katekismerne beholdt han det, som oldkirken havde brugt som grundlag for den første undervisning, nemlig De Ti Bud, trosbekendelsen og Fadervor, og føjede kun forklaringen af de to sakramenter til. «Heri viste han langt mere kateketisk, kirkeligt-didaktisk takt end alle de forfattere, hvis røde tråd er et system, hvilket system det så end måtte være. Der er i katekismerne en ægte konservatisme, en fastholden og udvikling af det, der allerede havde hjemme i folkets hjerte som den kristne bekendelse. I forklaringerne efter hans spørgsmål ›Hvad betyder det?‹ og ›Hvordan sker det?‹ har han næsten ord til andet bevaret udtryk, der findes hos Kero (munken fra Sankt Gallen, år 750) i hans udlægning af Fadervor, ja endnu tidligere i Gelasius’ sakramentarium (pave 492–496). Katekismen viser den selvfornægtelse, hvormed Luther holdt sig fra dogmatikkens formelagtige stil og fra polemikken; den åbenbarer kunsten at sige meget med få ord og bliver dog med al sin svangre rigdom aldrig dunkel, tung eller uegnet for folket. Disse egenskaber og den varme, hjertelige tone, som får Löhe» (der blot gentager et udtryk fra Luther selv) «til at sige, at katekismen kan bedes, har sikret denne lille bog dens ophøjede hædersplads – trods barbariet i tider og retninger, der efter deres natur har haft mindst sans for den højeste skønhed.» *

* Se Luthers kateketiske skrifter, begyndende med udlægningen af Fadervor for de jævne lægfolk, 1518. Werke: Leipz. xxii. Walch x. Erlangen xxi–xxiii. Luther’s Catechisms. By John G. Morris, D. D. Evang. Rev. July, 1849.

* Palmer in Herzog’s: R. E. viii. 618. Do: Evang. Katechetik. Stuttg. 5. ed. 1864.

Kirkens kærlighed kom konsistoriernes påbud i forkøbet, så Luthers katekismer blev indført overalt, og øvrigheden kunne blot stadfæste det, der allerede lå fast. Den Lille Katekismus gav så sandt udtryk for den enkle kristne tro, at den blev en bekendelse ved millioners spontane bifald. Den var et privat skrift, og dog mærkes hele kirkens hjerteslag direkte i den, mere end i nogen af bekendelserne. Den blev skrevet i den reneste katolicitets henrykkelse, og intet fra Luthers pen viser ham så fuldkomment som blot den kristne – ikke som teologernes fyrste, men som en ringe troende blandt troende.

Bekendelsesmæssig autoritet

I fortalen til Konkordiebogen erklærer «kurfyrsterne, fyrsterne og rigets stænder, som holder sig til Den Augsburgske Bekendelse», til slut: «Vi har ikke i sinde med denne Konkordiebog at gøre noget nyt eller på noget punkt at vige fra den himmelske læres sandhed, sådan som den er blevet anerkendt af vore fromme fædre og af os selv. Ved denne guddommelige lære forstår vi den, der er hentet fra profeternes og apostlenes skrifter og indeholdt i de tre gamle trosbekendelser, Den Augsburgske Bekendelse, som blev overrakt kejser Karl 5. i 1530, Apologien, som fulgte efter den, De Schmalkaldiske Artikler og dr. Luthers katekismer. Derfor er det vort forsæt i intet at vige fra disse, hverken i sag eller ord, men ved Helligåndens nåde enstemmigt at blive ved denne fromme enighed og at indrette alle afgørelser i religionsstridigheder efter den.» * «Og fordi denne religionssag også angår lægfolk, som man kalder dem, og vedrører deres evige frelse», siger Konkordieformlen, «bekender vi offentligt, at vi også tager Luthers Lille og Store Katekismus til os og anser dem for en slags lægfolkets bibel, hvori alt det kort er sammenfattet, som Den Hellige Skrift behandler mere udførligt, og som en kristen har brug for at kende til sin frelse.» «Disse katekismer er blevet modtaget og godkendt af alle kirker, der holder sig til Den Augsburgske Bekendelse, og bruges overalt offentligt i kirker og skoler og i private hjem – og i dem er den kristne lære, hentet fra Guds Ord, fremstillet med den største klarhed og enkelhed til brug for de ulærde og for lægfolket.» †

* Müller. 21: 299: 518.5.

† Do. 570.8.

Ordnet kronologisk som skrifter ville katekismerne, der udkom i 1529, have stået før Den Augsburgske Bekendelse, og sådan er rækkefølgen i det thüringske Corpus fra 1561. Men for så vidt Konkordiebogen følger en kronologi i sin ordning, er det rækkefølgen for skrifternes antagelse som bekendelser.

Fremstående mænds vurdering af dem

Man skulle mene, at netop en kirkes katekismus mere end noget andet måtte være umiskendeligt godkendt som officiel og bekendelsesmæssig. Det er gennem katekismen, at hendes kommende præster og hendes folk fra barnsben bliver opdraget i troen. Giver kirken sine børn en lærefremstilling, der er falsk på noget punkt, er hun deres sjæles forræder, ikke deres vogter. En katekismus, der udtrykker den rene tro i den form, der er bedst egnet til at bevare og udbrede den blandt folket, er af uvurderlig værdi. En sådan katekismus har vor kirke, hvis vi tør tage de klogeste og bedste mænds dom for gyldig. «Den kan købes for seks skilling», sagde Jonas, «men seks tusind verdener kunne ikke betale den.» «Luther», siger Polykarp Leyser,‡ «har skrevet en kort katekismus, der er mere kostbar end guld og ædelstene. I den er kirkelærens renhed, hentet fra profeter og apostle, så sammenføjet til ét helt lærelegeme og fremstillet med så lysende ord, at den med rette kan regnes for en kanon, eftersom den i sin helhed er hentet fra de kanoniske skrifter. Jeg kan sandfærdigt bekræfte, at der i denne ene lille bog er sammenfattet så mange og så store ting, at hvis alle tro prædikanter hele deres liv igennem holdt sig i deres prædikener til den Guds skjulte visdom, som er indesluttet i disse få ord, forklarede den rettelig for folket og udfoldede den udførligt ud fra Den Hellige Skrift, ville de aldrig kunne udtømme det grænseløse dyb.» «Hvis Luther», siger Mathesius,* «i hele sit livsløb ikke havde gjort andet end at indføre disse katekismer i familien, i skolen og på prædikestolen og at give hjemmet bordbønnerne og morgen- og aftenbønnerne tilbage, kunne verden aldrig takke ham nok eller gengælde ham.» «Sådan», siger Seckendorf,† «er foreningen af ren lære og åndelighed i Den Lille Katekismus, at den i sin art ikke har sin lige. Frem for alt er dens forklaring af den apostolske trosbekendelse beundringsværdig.» «Findes der en veltalenhed, der slår til – ikke til at yde emnet fuld retfærdighed, men blot til i nogen grad at hævde bogens værdi? Når jeg ser, hvordan kirkerne overalt nyder den velsignelse, den bringer, må jeg bekende, at det overgår alt, hvad jeg kan fatte. Skal jeg forsøge at udtrykke min agtelse for den, så må jeg tilstå, at jeg har fået mere trøst og en fastere grundvold for min frelse af Luthers Lille Katekismus end af alle de latinske og græske kirkeskribenters vældige bind tilsammen. Og skønt fremragende teologer ikke uden held har efterlignet Luther og skrevet katekismer, fortjener Luthers katekismus efter alle gode mænds dom sejrspalmen.» ‡ Matthes,§ der fremfører forskellige indvendinger mod katekismerne, tilføjer dog: «Luthers Lille Katekismus med sine korte, folkelige og barnlige, men samtidig dybe forklaringer, der imødekommer både forstandens og hjertets behov, er stadig den katekismus, der lettest indprenter sig i børnenes hukommelse og mere end nogen anden vækker religionens ånd og liv i dem. Er det stadig sådan, hvem kan så måle den velsignelse, den bragte i reformationstiden, da en ny epoke i den religiøse opdragelse af folket og dets børn begyndte med den?» «Der er lige så mange ting i den, som der er ord, lige så mange nyttige anvendelser, som der er punktummer.» * «Den er en sand juvel i vor kirke, et virkeligt mesterværk.» † «Det er umuligt at vurdere», siger Köllner,‡ «hvad disse katekismer var værd for deres tid. Luther gav i dem ikke blot et kort omrids af evangeliets grundsandheder, men vakte også selve katekisationen, den grundlæggende religionsundervisning, til live igen. Katekismens form var lige så velvalgt som dens indhold. Luther var en mand af folket; ligesom Paulus havde han gaven til at tale til mængden som ingen anden, så de enfoldigste forstod ham, og hjerte og sjæl på samme tid blev rørt. Og dette hjertets sprog, båret af Luthers hele tænkemåde som teolog, er grundtonen i hans katekismer. De bærer det sande præg af hans glade frimodighed, af den alvorlige hjertelighed, der var hans helt egen, og af al den sande fromhed, som her på én gang giver det lys og den glød, der oplyser forstanden og vækker følelserne til live.» Rankes ord‖ kan passende afslutte disse lovtaler: «Den katekismus, som Luther udgav i 1529, og som han efter eget udsagn, gammel doktor som han var, selv brugte som sin bøn, er lige så barnlig, som den er dyb, lige så let at fatte, som den er uudgrundelig, lige så enkel, som den er ophøjet. Salig den, der nærer sin sjæl med den og holder fast ved den! For i hvert øjeblik ejer han en uforanderlig trøst – han har under en tynd skal den kerne af sandhed, der er nok for de viseste blandt de vise.»

‡ I tilegnelsen i Chemnitzii Loci.

* Prædikener om Luthers liv.

† Historia Lutheranismi. i. § 51.

‡ Heshusius, citeret i Fabricii: Centif. Luther. ad Cap. lxxxii.

§ Comparative Symbolik all. Christl. Confession. 1854.

* Dr. I. F. Mayer.

† Baumgarten.

‡ Die gute Sache, 157.

‖ Deutsche Gesch. im Zeitalt. d. Reformat. Berl. 1839. ii. 445.

Konkordieformlen · Inddeling af dens historie

Vi nærmer os nu den del af Konkordiebogen, som bogen som helhed formentlig står eller falder med, alt efter om den antages eller forkastes. Det er helt sikkert, at den mest bestemte og vedholdende modstand, bogen har mødt, aldrig ville være blevet rejst, hvis den ikke havde indeholdt Konkordieformlen. Der kendes ikke et eneste tilfælde, hvor en stat, en by eller en enkeltperson, der antog Konkordieformlen, forkastede eller gjorde indvendinger mod nogen af de andre bekendelsesskrifter. At beslutte sig for at anerkende den er i virkeligheden at beslutte sig for at anerkende det hele. Var den nødvendig? Genoprettede den enigheden, eller fremmede den splid? Er den et rent vidnesbyrd om den ene, uforanderlige tro? Har kirken sat sit stempel på den som et autoritativt vidnesbyrd om sin tro, og har den som sådan stadig kraft og værdi? Det er umuligt at danne sig en begrundet mening om disse spørgsmål uden at genkalde sig hovedtrækkene i dette store dokuments historie. Historien kan deles i fire dele. For det første: de begivenheder, der gjorde det nødvendigt at udarbejde en ny bekendelse. For det andet: de begivenheder, der endte med udarbejdelsen af Torgau-formlen. For det tredje: udviklingen af Torgau-formlen til Bergen-bogen, der i sin reviderede form udkom som Konkordieformlen i Konkordiebogen, Dresden 1580. For det fjerde: den senere modtagelse af Konkordiebogen. *

* C. G. F. Walch: Breviarium L. S. E. L. 198–219.

For det første: Blandt de årsager, der gjorde formlen nødvendig, og blandt forudsætningerne for den kan nævnes:

Første afsnit. Forhistorien

I. Melanchthons vaklen, den virkelige og den tilsyneladende. Den skyldtes hans frygtsomme og milde karakter, der havde et anstrøg af tungsind; hans uvilje mod strid; hans filosofiske, humanistiske og klassiske tænkemåde og hans overordentlige finfølelse i spørgsmål om stil; hans overdrevne ærbødighed for kirkens og hendes gamle forfatteres vidnesbyrd; hans iver efter, at hele Vestens kirkefællesskab skulle bringes til enighed igen – eller, hvis det var umuligt, at i det mindste de protestantiske dele skulle leve i fred. Samspillet mellem alle disse træk, der vejede forskelligt til forskellige tider, frembragte de mest besynderlige selvmodsigelser. Og da Luther var borte, og reformationens åndelige lederskab var gået over til Melanchthon, blev manglen på konsekvens og fasthed, der havde været hans ulykke som menneske, til en offentlig ulykke. Hele reformationens værk, sådan som Melanchthon repræsenterede det, syntes bestemt til at gå i opløsning. Overalt var hans værker i deres forskellige udgaver i hænderne på den konservative reformations venner og fjender. Reformationens venner blev forlegne og forvirrede, og dens fjender blev glade og opmuntrede, når de så, hvor uendeligt udsagnene skiftede fra udgave til udgave i bøger, der udkom i hastig rækkefølge – bøger, som Luther i deres første skikkelse havde anbefalet som kanonisk rene og værdige til at leve evigt. Selv kirkens bekendelser, fastlagt af hendes myndigheder og underskrevet af hendes repræsentanter, blev rettet, udvidet her og forkortet dér, ændret i opbygning og i ordlyd, alt efter hvordan den rastløse trang til at forfine tanke eller stil drev ham. Alle hans værker bærer præg af hans sindstilstand på det tidspunkt, de udkom, hvad enten den var præget af hans håb om, at Rom ville blive mildere stemt, eller oplivet af den illusoriske udsigt til en virkelig forening med den mindre radikale del af zwinglianerne. Melanchthon blev grebet af et blændværk, der ødelagde hans egen sjælefred, alvorligt kompromitterede hans kristne konsekvens, fremelskede partiånden, splittede kirken og næsten bragte hende i undergang. Blændværket bestod i at tro, at freden kunne genoprettes ved hjælp af tvetydige formler, som ganske vist blev antaget af begge parter, men forstået på hver sin måde. Det er en plan, der ofte er blevet prøvet, og som aldrig lykkes, hvor folk mener det alvorligt. Den binder ikke folk tættere sammen; tværtimod efterlader den dem endnu mere fremmede for hinanden og endnu mere fulde af bitter mistillid. Folk må være ærlige i deres uenighed, hvis de nogen sinde skal blive ærlige i deres enighed.

De tre værker af Melanchthon, hvor ændringerne var mest iøjnefaldende og mest skadelige, er 1) Den Augsburgske Bekendelse, 2) Apologien og 3) Loci Communes.

II. I nær forbindelse med Melanchthons vaklen opstod der forskellige stridigheder blandt teologerne, der holdt sig til Den Augsburgske Bekendelse. Overordnet kan de beskrives som striden mellem filippisterne, dvs. Melanchthons tilhængere, og de mere konsekvente lutheranere. Melanchthons store navn blev brugt som skjold for meget, som der ikke er grund til at tro, at han ville have godkendt. Meget af det, han skrev, kunne forstås på to måder. De luthersk sindede filippister, der så mildere på det, lagde den bedste mening i hans ord og var uvillige til at opgive en mand, som kirken skyldte så meget, og som Luther havde elsket så højt. De reformerte lagde den mening i Melanchthons ord, som var gunstigst for dem selv. Kryptocalvinisterne brugte dem som skalkeskjul. Reformationens fjender henviste til dem som bevis på, at reformatorernes første principper og lærdomme var blevet opgivet. Hvad Melanchthons ord end betyder i de omstridte tilfælde, er så meget sikkert, at de i praksis virkede, som om den dårligste mening var den rigtige, og at deres uklarhed og dobbelttydighed ikke mindskede, men forværrede skaden. De gjorde den åbenlyse vildfarelses arbejde og kunne dog ikke rammes, sådan som en ærlig vildfarelse kunne. Vi har otteogtyve store bind af Melanchthons skrifter – og den dag i dag er upartiske og lærde mænd ikke enige om, hvad hans syn var på nogle af de dybeste spørgsmål i kirkens lære, spørgsmål, som Melanchthon skrev om hele sit liv.

III. 1560. Et stort brændpunkt for denne strid blev det filippistiske Corpus Doctrinæ fra 1560, som filippisterne, især i kurfyrstendømmet Sachsen, ønskede at give bekendelsesmæssig autoritet. Det forsøg mødte modstand hos de konsekvente lutheranere med den begrundelse, at samlingen indeholdt meget alvorlige vildfarelser. Det var i vores kirkes unionistiske del, ikke i den konsekvente, at tendensen til at udsende omfangsrige bekendelser først viste sig. Behovet for Konkordiebogen opstod i høj grad på grund af de langt mere omfattende lærefremstillinger, som filippisterne udsendte.

Det filippistiske eller meissenske tyske Corpus fra 1560 indeholdt: 1. de tre almindelige trosbekendelser; 2. Den Augsburgske Bekendelse efter Wittenberg-udgaven fra 1553, udvidet og ændret; 3. Apologien; 4. Gentagelsen af Den Augsburgske Bekendelse, skrevet i 1551 for at blive sendt til koncilet i Trient; 5. Loci Theologici; 6. Examen Ordinandorum; 7. Svaret på de afgudiske bayerske artikler; og 8. En gendrivelse af Servets muhamedanske vildfarelse. Det tilsvarende latinske Corpus fra samme år indeholder alle de skrifter, der står i det tyske; her er Den Augsburgske Bekendelse Variata, den ændrede udgave fra 1542, og til det hele er føjet Melanchthons svar til Stancaro.

Dette Corpus blev Konkordiebogens egentlige rival, og striden samlede sig i høj grad om spørgsmålet: Hvad skal man foretrække, dette Corpus eller den bog? Derfor er det værd at bemærke:

1. At dette Corpus er langt mere omfangsrigt end Konkordiebogen.

2. Bortset fra de almindelige trosbekendelser består det udelukkende af Melanchthons skrifter. Der står ikke én linje i det, som alene er Luthers. Katekismerne er der ikke; end ikke De Schmalkaldiske Artikler er der. Det var en tavs krænkelse af Luther og hans tro og værk, tilsyneladende i den lutherske kirkes navn, og den kom fra de mænd, der siden råbte op om, at Melanchthon ikke blev behandlet med tilbørlig respekt i Konkordiebogen – en bog, der dog giver Melanchthons største bekendelsesskrifter, Den Augsburgske Bekendelse og Apologien, hæderspladsen og desuden rummer hans traktat om pavens magt.

3. Det består i vid udstrækning af private skrifter, som kirken aldrig traf nogen officiel beslutning om.

4. Teksten i dets vigtigste dele er stærkt ændret og forvansket.

5. Der er meget i det, som er tungt og vidtløftigt og aldeles uegnet til at udgøre en bekendelse.

6. Det er tvetydigt på nogle afgørende punkter og usundt i læren på andre.

7. Hele tanken om at udgive et sådant Corpus bygger på et forræderi og et dobbeltspil, der er vores hellige tro uværdigt, og som den åbne ligefremhed, der kendetegner den lutherske kristendom, i særlig grad fordømmer.

IV. Den tidligere saksiske kryptocalvinisme, som Wittenberg-teologerne gav udtryk for i forskellige skrifter. Mens den bekendte ét trossystem, holdt den fast ved et andets lærdomme og fremmede dem i det skjulte, eller den forbigik de sandheder, den ikke åbent angreb. Mange blev fanget i dens net uden helt at forstå, hvad den var, og de var sene til at tro det værste om den. Det gjorde vanskelighederne langt mere indviklede og forbitrede det århundredes stridigheder. Gang på gang omgik og bedrog den netop de mænd, der arbejdede på at afsløre og nedkæmpe den.

V. 1569. Den foruroligende tilstand førte til forskellige rådslagninger blandt vores teologer, som af hjertet ønskede at redde kirken fra at blive kvalt af den opskydende vildfarelse eller fra at blive trådt ned og revet i stykker i bestræbelserne på at rykke den op med rode. De fremmeste blandt dem var Jakob Andreæ fra Tübingen (der tidligt i sit arbejde rejste til Niedersachsen i 1569), Martin Chemnitz, David Chytræus og Nikolaus Selnecker – alle store teologer, moderate i ånden, alvorlige kristne og inderligt optaget af kirkens renhed og fred.

VI. 1570. Kurfyrsterne af Sachsen og Brandenburg og hertug Julius af Braunschweig sammenkaldte i 1570 et møde i Zerbst for at fremme enigheden blandt teologerne. Andreæ var tilfreds med mødets resultater, men de svarede ikke helt til andres forventninger. Heshusius skrev imod mødet og imod Andreæ. Man var i virkeligheden kommet så vidt i mistro over for alt, hvad der tog sig bedst ud, at nogle mistænkte Andreæ for i hemmelighed at se gennem fingre med de vildfarelser, som han viede sit liv til at uddrive.

VII. 1573. Andreæ udarbejdede to skrifter, der skulle fremme freden, og sendte dem til teologerne i Niedersachsen til underskrift: 1. Seks prædikener om de splittelser, der var opstået mellem 1548 og 1573; 2. En fremstilling af de verserende stridigheder. Det første blev sendt i trykt form. Det andet, der var udarbejdet efter Chemnitz’ råd, forblev i håndskrift.

VIII. 1574. De kursaksiske Torgau-artikler blev skrevet af de saksiske teologer på kurfyrst Augusts befaling i 1574. Disse artikler blev – måske ikke uden grund – mistænkt for at gøre indrømmelser over for calvinistiske vildfarelser. Og dog virkede ingen anklage umiddelbart mere grundløs. Den, der læser dem under forudsætning af, at de er skrevet i god tro, vil let se en grundig afvisning og gendrivelse af den calvinistiske sakramentsfornægtelse i dem. Så fuldkomment er bedraget, hvis det er et bedrag, at Selnecker ved første gennemlæsning var henrykt over dem og lykønskede Guds kirke med, at der i Torgau var fremsat en så ren og oprigtig luthersk bekendelse. Den, der læser dem i dag, vil snarere undre sig over, at Selnecker skiftede mening, end over, at han havde dannet sig den. Calvinisterne selv klagede bittert over artiklernes strenghed imod dem. Deres ledere nævnes ved navn, og deres synspunkter fremstilles og gendrives. Beza, der blev nævnt i dem mere end én gang, skrev et svar på dem. Hospinian betragter dem som grundlaget for Konkordieformlen. Selv Hutter * siger, at «det, der skjuler sig i dem af calvinistisk gøgl, kun findes ganske få steder», og tilskriver deres mangler enten forfatternes ufuldstændige kendskab til de omstridte punkter eller en kærlighed, der håbede ved en mild stil at vinde sandhedens fjender til at tage imod den. I en tid, hvor bitre erfaringer endnu ikke havde givet grund til årvågen mistænksomhed, ville alle sandsynligvis have betragtet disse Torgau-artikler sådan, som Selnecker først betragtede dem. Kun en lang række af grunde til mistillid kan forklare, at de blev mistænkt.

* Concordia Concor. kap. v.

IX. 1575. Den svabisk-saksiske konkordieformel, hovedsagelig Chemnitz’ og Chytræus’ værk, udkom i 1575. Den må ikke forveksles med de niedersaksiske kirkers bekendelse, som de samme hænder havde udarbejdet i 1571. Andreæs «Fremstilling» blev godt modtaget af teologerne i Württemberg, men doktorerne i Niedersachsen var utilfredse med den og bad Chemnitz og Chytræus om at udarbejde den svabisk-saksiske formel med den som grundlag. Efter en omhyggelig gennemgang ved kirkernes repræsentanter blev formlen sendt tilbage til Württemberg. Denne formel blev i store træk grundlaget for Konkordieformlen.

Anden periode

Anden periode i Konkordiebogens historie begynder efter udarbejdelsen af den svabisk-saksiske formel (1575) og slutter med fuldførelsen af Torgau-formlen. De vigtigste begivenheder i den er disse:

I. 1576, februar. Mødet i Lichtenberg. August, kurfyrste af Sachsen, så, at selv om arbejdet med at samle kirken var begyndt, var det langtfra fuldført. Under indtryk af det sendte han (21. nov. 1575) sit gehejmeråd et egenhændigt skrift, der var en kristen fyrste værdigt. Det så rigtigt på tidens fare og dens kilde, og det afstak så klogt de principper, som alene kunne genoprette freden, og som man siden handlede efter, at man kan sige, at det lagde «den første grundsten til konkordieværket». «Vi skal,» sagde han, «se mere på Guds ære end på døde menneskers.» «Enhed blandt os, der gør krav på at have antaget Den Augsburgske Bekendelse, er umulig, så længe hvert land har sit eget Corpus Doctrinæ. Derved bliver mange vildledt, teologerne bliver forbitrede på hinanden, og bruddet bliver stadig større. Bliver ondet ikke helbredt, er der grund til at frygte, at vi og vores efterkommere ved denne forbitrelse og forvirring blandt teologerne helt bliver revet bort fra den rene lære. Min plan er, at vi, der bekender Den Augsburgske Bekendelse, forenes og sammenligner vores opfattelser i mindelighed; at tre eller fire fredselskende teologer og lige så mange verdslige rådgivere, udpeget af landenes fyrster, kommer sammen og medbringer de forskellige Corpora Doctrinæ; at de tager Den Augsburgske Bekendelse som deres rettesnor (Richtschnur); at de sammenligner disse Corpora og rådslår om, hvordan man ud af det hele kan lave ét Corpus, der skal være vores alles fælles bekendelse.» Dette skrift førte til, at mødet i Lichtenberg trådte sammen (feb. 1576). Det bestod af teologer, der var præget af den fredskærlighed, som den ædle kurfyrste med rette lagde så stor vægt på. Disse tolv teologer, blandt dem Paul Crell fra Wittenberg og Selnecker, fastslog tre ting som nødvendige for at skabe enighed:

1. Al privat egennytte og ærgerrighed, alle personlige klagemål og stridigheder, al mistanke om uret og al hævnlyst, alle tidligere strider og stridsskrifter mellem brødre skulle overgives til evig glemsel – skulle være «som om de aldrig havde været».

2. Man indrømmede, at det filippistiske Corpus Doctrinæ havde givet anledning til misforståelser. «Denne nyttige og gode bog, som den salige Philipp har skrevet, var blevet anbefalet af os og indført i kirker og skoler; nogle havde kaldt den en norm for lære og bekendelse. Det var blevet forstået, som om hensigten var at tage den salige Luthers nyttige og fortræffelige åndelige skrifter ud af hænderne på præster og folk. Visse punkter i dette Corpus, såsom den frie vilje, definitionen af evangeliet, nadveren og den manglende tydelighed over for sakramentsfornægterne, var blevet forstået i en mening – eller fordrejet til en mening – som vores kirker hverken har kendt eller kender noget til.» De betragter den derfor stadig som «en fortræffelig, god og nyttig bog», men giver afkald på den som «symbol, norm eller rettesnor». «Normen for vores lære og bekendelse er denne: Først og fremmest og uden forbehold sætter og nævner vi profeternes og apostlenes skrifter, de tre oldkirkelige trosbekendelser og dernæst Den Augsburgske Bekendelse, den første og uforandrede, dens Apologi, Luthers katekismer og De Schmalkaldiske Artikler. Ønsker nogen for retfærdiggørelseslærens skyld at føje Luthers Galaterbrevskommentar til, er vi af hjertet enige med ham.» Derefter taler de strengt om kryptocalvinistiske bøger, som i det skjulte var blevet udarbejdet og udbredt, og råder til at undertrykke dem.

3. De foreslog, at en kommission af sandheds- og fredselskende teologer, der tog Den Augsburgske Bekendelse som rettesnor og fulgte dens orden, skulle udarbejde en klar fremstilling af de omstridte lærepunkter. De udtrykte deres anerkendelse af de store teologer Chytræus, Chemnitz og Andreæ, der allerede havde gjort så meget i den retning, og føjede Marbachs navn til.

II. 1575, 14. nov. Det fælles initiativ fra Sachsen, Henneberg og Württemberg. Selv om de første skridt i dette samarbejde gik forud for mødet i Lichtenberg, hører det dog mere naturligt hjemme her, fordi det hænger så nøje sammen med Maulbronn-formlen.

1. En gammel fransk krønikeskriver har sagt, at englænderne er triste selv i deres lystighed. Om vores fromme fyrster i 1500-tallet kunne man sige, at de var religiøse selv i deres fornøjelser. Kurfyrst August mødte den gamle greve af Henneberg, Georg Ernst, på jagt. I en samtale om tidens uro sagde kurfyrsten, at han gerne ville råde bod på ondet, især det, som Wittenberg-teologerne blev beskyldt for, hvis han kunne få en tydelig fremstilling både af de falske lærdomme, de blev anklaget for, og af de sandheder, der stod imod dem. Greven lovede at lade et sådant skrift udarbejde.

2. Greven af Henneberg mødte (nov. 1575) hertug Ludwig af Württemberg ved hertugens bryllup med en datter af Karl, markgreve af Baden. Da festlighederne var forbi, og de andre fyrster var rejst, blev greven, hertugen og markgreven enige om at lade Lukas Osiander og Bidembach udarbejde det skrift, greven havde lovet.

3. Disse teologer lagde den svabisk-saksiske formel (se første periode, IX) til grund for deres skrift. De forkortede den og tilføjede bevissteder fra Skriften og citater fra Luther. Deres arbejde var færdigt 14. nov. 1575.

III. 1576, 19. jan. Maulbronn-formlen.

1. Det skrift, der var blevet til på denne måde, blev forelagt en række teologer, der var fyrsternes udsendinge. De prøvede og godkendte det på mødet i klostret Maulbronn (19. jan. 1576).

2. Maulbronn-formlen blev 9. feb. 1576 sendt af greven af Henneberg til kurfyrsten af Sachsen. Kurfyrsten havde imidlertid (17. jan. 1576) fået en afskrift af den svabisk-saksiske formel (første periode, IX) fra hertug Julius. Nu lagde kurfyrsten begge formler, Maulbronn-formlen og den svabisk-saksiske, i Andreæs hænder og bad om hans råd.

3. Andreæ optrådte i sagen på en måde, der var hans ærværdige navn værdig og svarede til den tillid, man viste ham i den store krise. Skønt den svabisk-saksiske formel i så høj grad byggede på hans eget arbejde, indrømmede han, at den var uegnet til sit formål på grund af den ujævne stil, de mange latinske ord og vidtløftigheden, mens dens ubestemthed over for Melanchthons skrifter kunne give anledning til nye stridigheder. Maulbronn-formlen, der på en måde var en forkortelse af den svabisk-saksiske, var omvendt for kort. Hans råd var derfor, at de to skulle lægges til grund for en tredje formel, der skulle forene begges fortrin og undgå deres fejl.

4. Dette råd fra Andreæ fik kurfyrstens fulde tilslutning. Da den kommende formels store opgave var at værne om den sande lære i Den Augsburgske Bekendelse, og da det til det formål var nødvendigt at fastslå og bevare dens uforfalskede tekst, var kurfyrstens første skridt at sikre sig den tyske afskrift af Den Augsburgske Bekendelse, som Spalatin havde taget under rigsdagen i 1530.

IV. 1576, maj. Mødet i Torgau. Kurfyrsten tøvede ikke med at føre den bevægelse mod enhed, der nu tegnede så lovende, videre. Han sørgede for, at teologer fra forskellige lande mødtes i Torgau. Atten af de tyve indbudte kom. Elleve af de tolv udsendinge fra Lichtenberg var blandt dem, og af dem var Selnecker den mest fremtrædende. De øvrige mest kendte navne er Andreæ, Chytræus, Chemnitz, Musculus og Corner. Forhandlingerne blev holdt på slottet Hartenfels, «Hårdhedens klippe» – et navn med en lykkelig klang for sandhedens bekendere i urolige tider. Ved gennemsynet af de to formler, den svabisk-saksiske og Maulbronn-formlen, gav man straks Andreæ ret i, at den ene var for vidtløftig og den anden for kort, og man fulgte hans råd om at smelte dem sammen til en ny formel. Den nye formel fik den svabisk-saksiske som grundlag. Man afveg dog nu og da fra dens opbygning, fulgte så vidt muligt rækkefølgen af artiklerne i Den Augsburgske Bekendelse og indsatte en artikel om nedfarten til helvede.

V. Således blev Torgau-bogen eller Torgau-formlen til (1576) efter syv års møje og bekymring. Mødet i Lichtenberg havde fastslået det overordnede princip, som enigheden skulle bygge på; den svabisk-saksiske formel havde givet grundlaget; Maulbronn-formlen havde hjulpet med overbygningen; de nødvendige sammenføjninger, tilføjelser og rettelser var på lykkelig vis blevet gjort i Torgau. Hvor forskelligartede vanskelighederne end havde været, og hvor bred den kløft end havde været, der engang gabte, som ville den sluge kirken, var enigheden i ånden nu så stor, at arbejdet i Torgau var færdigt på ti dage. Teologerne, der mødtes 29. maj, havde Torgau-betænkningen (Bedenken) klar 7. juni 1576. Alle teologerne havde taget aktivt del i udarbejdelsen, men Andreæ og Chemnitz regnes med rette for dens forfattere.

Formlen. Den tredje periodes historie

Den tredje periode i Konkordieformlens historie begynder med, at Torgau-formlen blev sendt ud til kirkerne til gennemsyn (1576), og slutter med udgivelsen af Konkordiebogen i 1580.

I. Efter at kurfyrst August (7. juni 1576) omhyggeligt havde gennemgået Torgau-formlen og forelagt den for sine rådgivere, sendte han den til rigets evangeliske stænder, for at den kunne blive grundigt prøvet i alle dele.

II. Værket blev overalt modtaget med interesse. I løbet af tre måneder blev der holdt tyve teologmøder. Formlen blev gransket i alle dele. Hos calvinisterne, både de skjulte og de åbenlyse, vandt værket kun lidt gunst. De reformerte holdt en konference i Frankfurt i sept. 1577 for at afværge det, de betragtede som en fordømmelse af deres parti. Der kom udsendinge fra andre lande. Elizabeth, dronning af England, sendte gesandter til flere af de evangeliske stater og især til kurfyrst August for at afværge den indbildte fordømmelse. I et høfligt, men bestemt brev, der gik gennem kongen af Danmark, forsikrede kurfyrsten dronningen om, at formlens formål var at rette og forebygge vildfarelser inden for de kirker, der holdt sig til Den Augsburgske Bekendelse, og ikke at fælde dom over andre kirker. Nogle af Melanchthons venner mente, at det var en mangel ved formlen, at den ikke anerkendte hans fortjenester. Hos nogle få teologer var der en dårligt skjult fortørnelse over, at de ikke var blevet spurgt til råds under formlens udarbejdelse. Men langt størstedelen af de femogtyve svar vidnede om en almindelig tilslutning til formlen og viste, at den rene tro stadig levede. Der blev fremsat mange meget værdifulde betænkninger, som ikke indebar nogen ændring i læren, men foreslog forskellige tilføjelser, udeladelser og sproglige ændringer. Det var klart, at bogen endnu ikke havde fået den skikkelse, hvor den fuldt ud kunne imødekomme kirkens behov.

III. Så snart svarene var kommet ind, kaldte kurfyrst August med Braunschweigs og Württembergs tilslutning de tre største af medarbejderne sammen, Chemnitz fra Braunschweig, Andreæ fra Tübingen og Selnecker fra Leipzig, for at revidere Torgau-formlen i lyset af kirkernes udtalelser. De mødtes med abbed Ulners hjertelige samtykke i klostret Bergen ved Magdeburg.

1. Her blev Torgau-formlen underkastet sin første revision, 1.–14. marts 1577. Arbejdet blev gjort meget samvittighedsfuldt. Hvert forslag blev omhyggeligt overvejet og vurderet efter sin virkelige værdi, fremstillingen blev gjort mere sammentrængt, og der blev udarbejdet en Epitome, en kort sammenfatning af Den grundige erklæring. Teorien om, at der blev foretaget en anden revision i Bergen i april, har kun lidt at støtte sig til.

2. Den anden og endelige revision af Torgau-formlen fandt sted i Bergen 19.–28. maj 1577. Til «det første triumvirat» føjede Brandenburg Corner og Musculus fra Frankfurt an der Oder, og Mecklenburg sendte på Augusts særlige anmodning Chytræus fra Rostock. Skønt de gik formlen igennem med den største omhu, fandt de kun lidt at ændre.

IV. Der blev lagt sidste hånd på værket. På dette trin (28. maj 1577) kender vi det som _Bergen_-formlen. I historien skulle det blive kendt som Konkordieformlen – og en formel for enighed var det i sandhed. Fra da af og til udgivelsen i 1580 blev der ikke ændret noget i det. I det hvilede en tavs kraft, som trykpressens magiske berøring skulle sætte fri, så den kunne udføre sin store gerning i verden.

V. Men hvor forunderligt det udførte arbejde end var, stod der endnu meget tilbage. Da kirken først så klart, hvordan freden kunne vindes, så hun, at den vej rummede fire opgaver: 1. At afgøre, hvilke skrifter der skulle være hendes lærenorm, og hvor man kunne finde en lærefremstilling, som den lutherske kirke uden forbehold kunne antage som sin bekendelse. 2. At udarbejde en bekendelse, der skulle anvende den hellige Skrifts lære og de ældre lærenormers lære på de nye spørgsmål, som rystede kirken, og værne de ældre normer mod forvanskning og falske udlægninger. 3. At få kirkens lærere til at underskrive begge slags bekendelser som repræsentanter for dens tro. Og 4. at lærenormen fik en højtidelig stadfæstelse af de verdslige stænder, så den var beskyttet mod vold.*

* Anton: Gesch. d. Conc. formel. I. 214.

To af disse opgaver var nu på lykkelig vis løst: Den Augsburgske Bekendelse, dens Apologi, De Schmalkaldiske Artikler og katekismerne var fastlagt som lærenorm, og Bergen-formlen havde afgjort de nye spørgsmål i overensstemmelse med denne norm. To opgaver stod tilbage. Først tænkte man på at løse dem ved at holde et almindeligt konvent – en plan, man viseligt opgav. I stedet valgte man at forelægge bogen til underskrift for kirkens repræsentanter i de forskellige lande. I langt de fleste lutherske stater og byer skrev man straks under. Den var helt igennem frivillig. Man opfordrede alle til at sige deres mening frit. Ingen blev tvunget. Ikke engang formlens fjender påstod noget sådant. De, der senere faldt fra den, påstod ikke, at de havde underskrevet den under tvang. Den blev underskrevet af tre kurfyrster, enogtyve fyrster, toogtyve grever, fireogtyve frie byer og otte tusind af kirkens lærere.

VI. Efter sagens natur kunne det dog ikke undgås, at der lød afvigende røster. Hvor få og svage de end var sammenlignet med den glade tilslutning fra størstedelen af kirken, blev de hørt med respekt, og man sparede ingen anstrengelser for at forene hele kirken. Men den ene slags indvendinger var ofte af den mest smålige og ynkelige art, for det meste rene udbrud af ondsindethed hos mænd, der var for små til at lede og for forfængelige til at følge. Den anden slags var af mere værdig art, men udsprang af ren politisk jalousi eller statsinteresse. Derfor nåede mildheden og tålmodigheden ikke deres mål. De, der elskede kirken højest, havde snarere håbet end ventet, at alle stænderne ville tage imod enhedens bånd. Dette hellige håb gik ganske vist ikke i opfyldelse, men resultaterne overgik ikke desto mindre al forventning. Var kirkens afstemning ikke helt enstemmig, så stod et overvældende flertal bag. En kirke, der var truet af undergang ved vildfarelsens snigende virke, havde rejst sig af det kaos, som et kætteri, der gav sig ud for at være rettroende, havde skabt. Det mørke, hvor ingen kunne skelne ven fra fjende, var fejet bort. Kirken var blevet udfriet af en ynkelig tilstand af strid og fremmedgørelse, som Guds fjender allerede jublede over som håbløs, og som ville være endt med reformationens fald. Uden Konkordieformlen er det tvivlsomt, om protestantismen kunne være blevet bevaret for verden. Den standsede blødningen fra de sår, lutherdommen var ved at forbløde af. Og historien stod over for kriser, hvor lutherdommen blev afgørende for at redde hele reformationens sag i Europa. Trediveårskrigen, martyrernes krig, som frelste vores moderne verden, lå ganske vist et århundrede ude i fremtiden, men den blev udkæmpet og afgjort i klostret Bergen. Uden de fredelige triumviraters pen var Gustav Adolfs sværd aldrig blevet draget. Indre forræderi og splittelse i reformationens kirke ville have udrettet det, som Roms kneb og våben ikke formåede. Men genrejsningens under skete. Fra at være den mest splittede kirke på jorden var den lutherske kirke blevet den mest stabile. Den blomst, der sprang ud i Augsburg, var trods storm, meldug og orm modnet til den fulde, runde frugt: den rigeste og klareste bekendelse, som den kristne kirke nogen sinde har givet sin tro udtryk i.

Den fjerde del af Konkordieformlens historie omfatter de begivenheder, der fulgte efter udgivelsen. Blandt dem kan følgende nævnes som de vigtigste:

I. En række stænder, som ikke var med ved den første underskrivning i 1580, skrev under i 1582. Nu var i alt seksogfirs evangeliske stænder i riget forenet i Konkordieformlen.

II. Om hvordan den blev modtaget uden for Tyskland, kan følgende forhold nævnes:

Fjerde periode

1. De fyrster og teologer, der havde givet verden Konkordieformlen, havde ikke gjort noget forsøg på at få kirkerne uden for Det Tysk-romerske Rige til at underskrive og medvirke. Grundene hertil var flere. For det første: Hvis man havde indbudt andre nationer til at arbejde med, ville det, der i forvejen var så indviklet, være blevet så kompliceret, at det ikke kunne gennemføres. For det andet mærkede man uden for Tyskland forholdsvis lidt til de vanskeligheder, der havde gjort Konkordieformlen nødvendig. Hele den læremæssige reformation uden for Tyskland var i en vis forstand sekundær. Tyskland var den store kamps slagmark, og de andre ventede, fordi de vidste, at afgørelsen dér ville blive en afgørelse for alle. For det tredje var der politiske skranker. I nogle lande, hvor den lutherske kirke stod stærkt, var fyrsterne reformerte eller romersk-katolske. En af de reformerte monarker, kong Henrik af Navarra, ønskede ganske vist at slutte forbund med de evangeliske stænder mod de romersk-katolske. Men stænderne satte den rene tro over alle politiske hensyn og afslog forbundet, medmindre det byggede på Konkordieformlen.

2. Danmark var den eneste undtagelse fra reglen blandt landene uden for riget. Undtagelsen skyldtes formentlig, at Augusts af Sachsen hustru var søster til kongen, Frederik II. Frederiks holdning var sandsynligvis en blanding af modvilje, som nogle af hans teologer, der var kryptocalvinister eller filippister, havde indgivet ham, og af frygt for, at Konkordieformlen skulle bringe de stridigheder ind i hans land, som det hidtil havde været fri for. Hvor blind og ufornuftig hans holdning var, ses af en begivenhed, der er stærkt omstridt, men tilsyneladende veldokumenteret: Uden at læse formlen eller forelægge den for sine teologer kastede han det pragtfuldt indbundne eksemplar, som hans søster kurfyrstinden havde sendt ham, i ilden. Den 24. juli 1580 udstedte han en forordning, der forbød at bringe et eksemplar af bogen ind i Danmark. Straffen var konfiskation af al overtræderens ejendom og døden. Præster og lærere, der blev kendt skyldige i at have et eksemplar i deres hus, skulle afsættes. Trods denne hårde modstand kom formlen til at nyde den største ærbødighed i Danmark, og i realiteten, om end ikke formelt, blev den et af den danske kirkes bekendelsesskrifter.

3. I Holsten blev den hurtigt indført og højt skattet, og i 1647 blev den formelt antaget som bekendelsesskrift.

4. I Sverige sad Johan III (1568–1592) på tronen. [trykket har «John II.»] Til det grusomme mord på sin sindssyge bror Erik føjede han den forbrydelse, at han vedholdende forsøgte at påtvinge sit folk romanismen. Dér kunne formlen naturligvis foreløbig ikke håbe på at blive hørt. Men i 1593, året efter hans død, besluttede mødet i Uppsala at underskrive den, og dens myndighed som bekendelsesskrift blev yderligere fastslået ved senere højtidelige, officielle stadfæstelser.

5. I Pommern, Livland og Ungarn (1573–1597) blev den antaget som bekendelsesskrift.

III. Det er værd at bemærke, at nogle af de fyrster og stænder, der af navn var lutherske, enten 1) aldrig antog formlen som deres bekendelse eller 2) trak sig tilbage, efter at de havde antaget den.

1. Byen Zweibrücken, som ikke havde modtaget formlen, gik i 1588 over til den reformerte kirke. Anhalt gjorde det samme omtrent samtidig, Wetterau i 1596 og Hessen i 1604.

2. I Kurpfalz havde Ludvig været en hengiven ven af konkordieværket. Ved hans død i 1583 indførte Johan Kasimir den reformerte tro. I Brandenburg udsendtes i 1614 under Johan Sigismund en kurfyrstelig resolution, fuld af grove skældsord mod formlen og dens forfattere. Alligevel blev formlen fortsat elsket og æret i Brandenburg. I en del af Braunschweig trådte Corpus Julium i stedet for Konkordiebogen. Det omfattede alt i Konkordiebogen undtagen formlen og indeholdt desuden et læreskrift af Chemnitz og et af Urbanus Rhegius. I den del af Braunschweig, som havde haft Corpus Wilhelminum, blev både Konkordiebogen og dette Corpus antaget som bekendelsesskrifter. Dette Corpus indeholdt hele bogens stof undtagen formlen.

IV. Konkordieformlen udkom i en meget stridbar tid og berørte alle tidens største spørgsmål. Som man kunne vente, blev den derfor angrebet af de reformerte og de romersk-katolske og af nogle få lutheranere af navn. De mest berømte af disse tidlige angreb var Ursinus’ «Kristelig formaning» fra 1581, Anhalt-betænkningen fra 1581, Bremer-prædikanternes svar fra 1581, Irenæus’ Examen fra 1581 og Ambrosius Wolffs Historie om Den Augsburgske Bekendelse fra 1580. Disse bitre smædeskrifter – for meget andet var de ikke – blev besvaret af de tre store teologer Kirchner, Selnecker og Chemnitz efter ordre fra de tre kurfyrster af Pfalz, Sachsen og Brandenburg. I 1599 udkom Staffort-bogen (opkaldt efter stedet, hvor den blev trykt), hvori markgreven af Baden fremlagde sine grunde til at forkaste Konkordieformlen. De var så overbevisende for ham selv, at han forfulgte sine lutherske undersåtter, fordi de ikke kunne se, hvor vægtige de var. Bogen blev besvaret af de württembergske og kursaksiske teologer i 1600–1602.

Også flere romersk-katolske forfattere angreb formlen. Den mest berømte af dem var kardinal Bellarmin i sin «Dom over Konkordiebogen» (Köln 1589). Den udgør nu fjerde del af hans værk om tidens stridsspørgsmål, mesterværket i 1500-tallets romerske polemik. Den blev besvaret af Hoë von Hoënegg (1605) og andre.

Når vi skal vurdere Konkordieformlens fortjenester og værdi – og dertil har vores blik på dens historie forberedt os – kan følgende forhold være værd at overveje:

Konkordieformlen. Dens fortjenester og værdi

I. De stridigheder, som Konkordieformlen skulle bilægge, havde voldt kirken uberegnelig skade, og de måtte absolut bilægges, hvis kirken skulle reddes.

1. Tiden var præget af voldsom uro og stærke overbevisninger. Ethvert spørgsmål, der berørte læren, blev betragtet med en følelsesmæssig intensitet, som en kold og skeptisk tid ikke kan forstå. For Guds mindste ord ville mennesker kæmpe i årevis. For dets skyld ville de med glæde acceptere konfiskation af deres ejendom, forlade deres hjem for at gå i landflygtighed og bestige skafottet. De stod imod til blodet for en hårfin forskel, hvis de troede, at håret sad på Sandhedens hoved.

2. Tiden var præget af vældige omvæltninger og hurtig genopbygning. Århundreders overtro var styrtet, og på ruinerne skulle der rejses et tempel for en ren tro, bygget på Skriften. Enhver var polemiker og bygmester, ivrig efter at tage del i tidens forunderlige værk. Det var en tid med feberagtig ophidselse. Mange blev grebet af den vildelse, der rammer et svagt og overanstrengt sind, og holdt deres vanvidstale for inspiration. Det var modsætningernes tid, hvor yderligheder efter reaktionens lov opstod parvis som fjender. To vildfarelser stod over for hinanden, og i deres kamp trampede de på troen, der lå knust imellem dem. Yderliggående folk behandlede sandheden, som om man kun kunne bo ved den ene af dens poler. Og når det var bevist, at den ene pol var uholdbar, mente de straks, at de måtte flytte til den anden.

3. De stridigheder, der fulgte efter Luthers død, standsede kirkens indre udvikling og fik arbejdet med at give den en mere fuldkommen forfatning til næsten at gå i stå. De store, levende lærdomme, som skabte reformationen, var i fare for at miste al deres praktiske kraft, fordi menneskers sind var opslugt af stridigheder. Krig som et nødvendigt onde, der skal afværge et større, og retfærdig krig som forspil til en ren fred må forsvares. Men krig, der er gjort til et erhverv, regnes for et gode, føres for sin egen skyld og aldrig ender, er forbandelsernes forbandelse. Og meget af striden i anden halvdel af 1500-tallet var hastigt ved at blive den slags strid. Kirken var truet af splittelser. Dens herlighed var formørket. Dens fjender spottede den. Dens børn var forvirrede og bedrøvede. Svage vendte sig bort fra dens fællesskab, snart til Zürich eller Genève, snart til Rom. Listige mænd sneg sig ind for at gøre den lutherske kirke til vranglærens beskytter. Der var fare for, at den tid, som den konservative reformation havde gjort herlig, skulle se dette storslåede værk gå tabt i forbitrede partiers endeløse splid. Derfor kan netop det særlige kendetegn ved formlen, som dens nødvendighed og værdi beror på, langt hen ad vejen forklare det, der ellers kunne synes gådefuldt: at størstedelen af den lutherske kirke modtog den med begejstring, mens nogle ikke antog den. Grunden er denne: Bekendelserne fremstiller vores kirkes tro i modsætning til vildfarelserne uden for den. Formlen derimod er, om ikke udelukkende, så dog hovedsagelig optaget af at fremstille sandheden og forsvare den over for de vildfarelser, der havde sneget sig ind i den og fordærvet nogle af dens børn. Romanismen havde med sine kneb forledt nogle. Sværmeri, sekterisme og vranglære havde lokket andre. Og iveren i striden mod det forkerte havde ført atter andre, for eksempel den ædle og store Flacius, til overdrivelser og overspændte udsagn, som måtte rettes. Den lutherske kirke blev angrebet med åben krig og direkte forfølgelse, med rænker, jesuitiske kneb og sammensværgelser. Romanismen var virksom på den ene side, sekterismen på den anden. Falske brødre, skinunionister, forsøgte med falske fortolkningskunster at bringe ordlyden i Den Augsburgske Bekendelse og de tidligere bekendelser i samklang med deres vildfarelser. Luthers mægtige ånd var gået til hvile. Melanchthons mildhed udartede undertiden til fuldstændig viljesløshed, og både over for romanisterne og over for sekterne lod han sig bevæge til at give efter på livsvigtige punkter.

Den lutherske kirke var endnu ikke sammentømret som organisme. Den levede kun af sin tro og havde i den sit midtpunkt og sit eneste enhedsbånd. Nu blev den, særlig i Tyskland, der var den store slagmark, kaldet til at møde en frygtelig krise.

Ingen, der kender kendsgerningerne, vil benægte, at der måtte gøres noget, som stod mål med det ansvar, der lå i så store og tvingende spørgsmål. Om midlerne kan der strides, om målet kan der ingen strid være. Verden er i høj grad delt mellem dem, der gør tingene, og dem, der påviser, at de kunne være gjort bedre. Men de sidste indrømmer da i det mindste, at tingene måtte gøres.

II. I denne prøvelsens tid brugte kirken de bedste midler til det nødvendige mål. Den benyttede sig af de bedste mænds arbejde, og de foreslog og gennemførte de bedste midler til at udarbejde Konkordieformlen.

1. Den første og største blandt disse mænd var kurfyrst August af Sachsen (1533–1588), søn af hertug Henrik den Fromme. I 1548 giftede han sig med Anna, datter af Christian III af Danmark. Hun var elsket af alle for sin hengivne troskab mod lutherdommen og for sine huslige dyder. August medvirkede til at få den augsburgske religionsfred i stand i 1555, hvorved protestanterne (lutheranerne) opnåede vigtige rettigheder på lige fod med de romersk-katolske. At disse goder var begrænset til «tilhængerne af Den Augsburgske Bekendelse», blev en farlig kilde til fristelse for de reformerte. Det fik folk til at foregive, at de holdt fast ved denne bekendelse, blot for at sikre sig de borgerlige goder, der fulgte med den.

Hvad grundsætningerne for konstitutionelt styre angår, var kurfyrsten forud for sin tid. I en tid med vilkårligt styre regerede han efter loven. Han rådførte sig med sin landdag i alle store spørgsmål og opkrævede ingen skatter uden dens råd. Hans forordninger var så retfærdige, at han er blevet kaldt den saksiske Justinian. Hans undersåtter så op til ham med en særlig kærlighed og ærbødighed. Ved sin dygtige indre forvaltning hævede han sit land langt over det øvrige Tyskland. Han indførte værdifulde reformer i både retsvæsen og finanser og gav uddannelse, landbrug og håndværk et afgørende skub fremad. Biblioteket i Dresden skylder ham sin oprindelse, og det samme gør de fleste af byens kunst- og naturvidenskabelige samlinger.

Augusts andel i Konkordieformlen var ham værdig. For at dække de nødvendige udgifter i forbindelse med formlen betalte kurfyrsten selv hundrede tusind dollars i guld. Hans gaver og anstrengelser hørte ikke op, før det store mål var nået. Han var ædel og uden mistanke og havde været sen til at tro, at de falske lærere kunne være forrædere. Først til sidst og modstræbende kom han til at gennemskue deres skadelige rænker. De vanskeligheder, de voldte kirken, gjorde kurfyrstens hår hvidt før tiden, men så meget mere arbejdede og bad han, indtil udfrielsen fra det onde var vundet. Mens teologerne var optaget af forhandlinger, lå kurfyrsten og hans ædle hustru ofte på knæ og bad inderligt om, at Gud ville oplyse sine tjenere med sin Hellige Ånd. I vid udstrækning er det denne store fyrstes fromhed, sunde dømmekraft og utrættelige tålmodighed, kirken kan takke for Konkordieformlen.*

* Hutter: Conc. Conc. kap. xi. Anton: i. 147, 148. Köllner: 533.

2. Ved siden af Augusts navn skal Jakob Andreæs stå (1528–1590). Han var professor og kansler ved universitetet i Tübingen og provst ved Sankt Georgs kirke, og han var Brenz’ elev, ven og kollega. «Han var», siger en, der ikke havde nogen grund til at overdrive sin ros, «en mand med fremragende begavelse, stor sjæl, sjælden veltalenhed og fuldendt dygtighed – en mand, hvis domme havde den største myndighed.»* Som attenårig var han dekan i Stuttgart. Da spanierne indtog byen og de protestantiske prædikanter blev drevet bort, blev Andreæ og brugte sin indflydelse til at mildne sejrherrerne. Som tyveårig opgav han hellere sin første præstestilling end at godtage interimet med dets indrømmelser til romanismen. Hans arbejde som reformator, både i lære og kirketugt, og siden som reformationens bevarer var utrætteligt. Han var «ofte på rejser», og alle hans rejser havde kirkens vel og Guds ære som mål. Plancks bedømmelse af Andreæ er, som man må indrømme, uvenlig og uretfærdig, og dog siger han: «Andreæ hører ikke blot til de lærde, men til de frisindede teologer i sin tid ... Det lå ikke i hans natur at hade noget menneske, blot fordi dette menneske ikke var rettroende ... Det var ikke blot muligt for ham at være retfærdig, i det mindste i begyndelsen, over for dem, der tog fejl, men han følte noget, som det ikke er let at sætte navn på, og som drog ham mod dem, der fór vild.» «Hans skrifter», siger Hartmann, «der tæller over hundrede og halvtreds, hører til de mest interessante vidnesbyrd om, hvad der prægede tidens teologiske stræben. Han var en mand med rig lærdom og utrættelig flid. Hans veltalenhed rev tilhørerne uimodståeligt med. Som prædikant var han fuld af ild og liv. Hans prædikener var i særlig grad praktiske. I forhandlinger var han dygtig og vindende.»

* Weismann: H. S. N. T. i. 1455. Se Andreæ i Herzogs R. E. i. 310, af Hartmann. Planck: Gesch. d. Protest. Theol. vi. 372.

3. Værdig til at nævnes sammen med de ærværdige navne August og Andreæ er Chemnitz (1522–1586), Melanchthons største elev. Allerede som fjortenårig viste han «en særlig begavelse», og han blev da sendt i skole i Wittenberg. Dér fik han sine første dybe indtryk af Luther, som han ofte hørte på prædikestolen, dengang Luther stod i sin krafts fulde glans. Da Chemnitz ni år senere kom til Wittenberg som student ved universitetet, levede Luther endnu, men den unge lærde havde endnu ikke bestemt sig for de teologiske studier, som hans berømmelse skulle blive knyttet til. Til dem drog Melanchthon ham. Chemnitz’ lærdom var noget kolossalt, men den havde ikke det mindste anstrøg af pedanteri. Hans dømmekraft var af højeste rang. Hans beskedenhed og enkelhed, hans klare tanke og lysende stil, hans fasthed i principperne og mildhed i tonen, hans rige lærdom og kraftige tænkning har vist sig i så høj grad i hans Loci, i hans bøger om vor Herres to naturer og om det sande nærvær, i hans Examen af Tridentinerkonciliet, hans forsvar for Konkordieformlen og hans evangelieharmoni, at hvert af disse værker er blevet en klassiker i sin art, og at de viser deres forfatter som sin tids største teolog – en af alle tiders største teologer.

4. Den tredje mand i det store teologiske «triumvirat», som fjenderne yndede at kalde det, var Nikolaus Selnecker (1530–1592). Også han var en af Melanchthons elever (1549). I 1557 blev han hofprædikant i Dresden. Han stod i høj gunst hos kurfyrst August. Hans enkle, alvorlige lutherdom fik ham til at forsvare Hoffmann mod forfølgelserne fra det melanchthonsk-calvinistiske parti. Så lidt forstod August dengang, hvad den snigende vildfarelse egentlig var – den, som han senere skulle rette de frygteligste slag imod –, at han lod Selnecker gå af (1561). Den landflygtige søgte tilflugt i Jena. Dér mødte de flacianske uroligheder ham og førte til, at han blev afsat, men August kaldte ham tilbage (1568) til et professorat i Leipzig. Dér arbejdede han videre i stilhed, dog ikke uden at have øje for den skade, som de kryptocalvinistiske bevægelser i Sachsen gjorde. Til sidst fik kurfyrsten med hans hjælp øjnene op for disse onder, og de bevægelser begyndte, der endte i Konkordieformlen. I alle disse bevægelser var Selnecker meget virksom og til stor nytte. Ham skylder vi den latinske oversættelse af formlen. Som alle, der tog del i dette ædle værk, blev han angrebet meget heftigt. Da det reformerte parti kom til magten ved Augusts død, blev Selnecker afsat og fik ikke engang lov at blive i Leipzig som privatmand. Hans familie blev chikaneret af Crell, og Selnecker selv endte i fattigdom. Men en sådan mand kunne ikke længe holdes nede. Han blev kaldet til superintendent i Hildesheim. Mens han lå på sygelejet i 1592, blev han kaldet til Leipzig som byens superintendent. Crell var styrtet. Selnecker blev båret tilbage, døende, men oprejst, og udåndede i Leipzig den 24. maj 1592. Kirken vil synge hans dyrebare salmer, nogle af dem til hans egne melodier, til tidernes ende, og hans minde vil blive værnet om som mindet om en af dens store forsvarere i mørkets tid.*

* Herzogs R.: xiv, 226. (Hollenberg).

5. Heller ikke de tre mænd, der arbejdede sammen med Andreæ, Chemnitz og Selnecker, var uværdige til at have del i disse tre hovedmænds store værk. Chytræus (1530–1600) fra Württemberg var en af Melanchthons yndlingselever. Han var professor i Rostock og superintendent, berømt for sin sunde dømmekraft, sin brede dannelse, sit mådehold, sin dybe indsigt i sin tids behov og sin længsel efter kirkens fred. Hans ry var stort i hans eget kirkesamfund, men ikke begrænset til det. Hans historie om Den Augsburgske Bekendelse er en klassiker i sin art. Han var en «stor og berømt lærer, der havde få sin lige».† Andreas Musculus (1514–1581) var fra Sachsen. I 1538 var han blandt de hengivne unge mænd fra reformationen, som samlede sig om Luther. Ingen var mere hengiven over for den store leder end Musculus. Han siger om Luther: «Siden apostlenes tid har der ikke levet nogen større mand på jorden. Gud har udøst alle sine gaver over denne ene mand. Mellem de gamle lærere (selv Hilarius og Augustin) og Luther er der lige så stor forskel som mellem månens skin og solens lys.» Han var en nidkær forsvarer af troen, en frygtløs og mægtig prædikant, der ikke skånede uretten, og virksom i alle kærlighedens gerninger. Christoph Corner (1518–1594) var fra Franken. Han var doktor og professor i teologi i Frankfurt an der Oder, generalsuperintendent i Kurfyrstendømmet Brandenburg og forfatter til en række lærde værker. Han blev kaldt «universitetets øje».*

† Weismann: H. E. i. 1457.

* Jöcher: Gelehrten Lexic. Vol. i: col. 2106.

6. Ved siden af disse ledende arbejdere deltog en række andre på forskellige trin af arbejdet. På den ene eller anden måde fik hele den daværende lutherske kirkes lærdom og dømmekraft lejlighed til at gøre sig gældende i Konkordieformlen.

7. Den plan, som værket blev gennemført efter, var af den bedste slags. Planen indebar, at de dygtigste hænder omhyggeligt udarbejdede de nødvendige dokumenter, at de blev gennemset igen og igen, at synspunkterne blev sammenlignet både skriftligt og ved samtaler, at kirkens forskellige dele frit kunne give deres mening til kende, at lægfolk og præster gav deres tilslutning, og at der blev holdt et stort antal konventer. Så omhyggeligt og langsomt blev værket ført frem, at de store mænd, der deltog, i de ti år fra begyndelse til afslutning fik deres gaver og modsætninger fuldt udfoldet. Aldrig er et værk af denne art blevet udført så grundigt. Indvendingerne mod planen og dens gennemførelse er af den svageste slags. En generalsynode for alle de lutherske kirker var umulig, og selv om den var blevet sammenkaldt, kunne den ikke have været samlet længe nok til de nødvendige drøftelser. Den almindelige enighed, som er det eneste af værdi, en generalsynode kunne have givet, blev nået ad en langt bedre vej. Selv om formlen blev udarbejdet af et udvalg af store teologer, var den den lutherske kirkes egen handling og gerning, i hvert fald for størstedelen af kirken. Konkordieformlen bragte fred og velsignelse overalt, hvor den blev ærligt modtaget. Det onde, den ikke fik rettet, blev stående på grund af den splittelsessyge modstand mod den. Alt godt i denne onde verden er aldrig mere end en tilnærmelse. Selv den guddommelige velsignelse, der kommer direkte ned over verden fra Guds hånd, skæmmes af onde menneskers lidenskaber og af de godes skrøbelighed. Den guddommelige troesregel påtvinger ikke de uvillige en fuldkommen tro, og vi bør heller ikke vente, at en trosbekendelse, hvor ren den end er, skal tvinge de uvillige til en konsekvent bekendelse.

IV. Det læremæssige resultat, som Konkordieformlen nåede frem til, stemmer med den rene sandhed i Guds Ord. De lærdomme, som formlen skulle afgøre, blev afgjort rigtigt. Som indledning til hele den egentlige drøftelse

1. fastslår formlen skarpere og klarere, end det hidtil var sket, det princip, at Den Hellige Skrift er troens eneste og fuldkomne regel. Reglen fremlægger credenda – det, der skal tros.

2. Den bestemmer, hvad der er den rene bekendelses rette opgave: at være kirkens vidnesbyrd om og bekendelse af den sandhed, der er hentet fra reglen. Bekendelsen fremlægger credita – det, der tros.

I samklang med denne regel og dermed nødvendigvis også med fortidens rene bekendelser afgør formlen over for tidens vildfarelser:

i. Angående arvesynden: at den ikke er menneskets væsen eller substans eller natur (Flacius), men en fordærvelse af denne natur.

ii. Om den frie vilje: at der ikke er tre virkende årsager til omvendelsen, hvoraf den ene er menneskets vilje (filippistisk), men kun to, Helligånden og Ordet som hans redskab.

iii. Om retfærdiggørelsen: at Kristus er vores retfærdighed, ikke alene efter sin guddommelige natur (Andreas Osiander) og heller ikke alene efter sin menneskelige natur (Stancaro), men efter begge naturer; og at retfærdiggørelsen ikke er en indgydt retfærdighed (Osiander), men en tilgivelse af vores synder – ikke fysisk, men juridisk.

iv. Om de gode gerninger. Her forkastes udtrykkene, at gode gerninger er nødvendige til frelse (Major), og at gode gerninger er skadelige for frelsen (Amsdorf), og sandheden læres således: For det første, at gode gerninger ganske sikkert følger af den sande tro som det gode træs gode frugt; at det er de genfødtes nødvendige pligt at gøre gode gerninger, og at den, der synder med vidende og vilje, mister Helligånden; men at mennesker alligevel hverken bliver retfærdiggjort eller frelst ved deres gode gerninger, men «af nåden … ved tro». Kort sagt: retfærdiggørelsen og den frelse, der følger af den, er nødvendige for de gode gerninger, ikke omvendt. De går forud, de gode gerninger følger efter. For det andet: «Vi forkaster og fordømmer det nøgne udtryk, ’at gode gerninger er skadelige for frelsen’, som forargeligt og ødelæggende for den kristne tugt. At gerningerne er fordærvelige for et menneske, der stoler på dem, er ikke gerningernes egen skyld, men skyldes hans egen forfængelige tillid, som han imod Guds udtrykkelige Ord sætter til dem. Gode gerninger hos de troende er tegn på den evige frelse. Det er Guds vilje og udtrykkelige befaling, at de troende skal gøre gode gerninger. Dem virker Helligånden i dem. Disse gerninger behager Gud for Kristi skyld, og til dem har han lovet en herlig løn både i det nuværende og i det kommende liv. I disse sidste tider er det ikke mindre nødvendigt, at folk formanes til et helligt liv og mindes om, hvor nødvendigt det er, at de øver sig i gode gerninger for at vise deres tro og taknemmelighed mod Gud, end det er nødvendigt at vogte sig for at blande de gode gerninger ind i spørgsmålet om retfærdiggørelsen. For ved en epikuræisk indbildning om troen kan mennesker komme under fordømmelse lige så vel som ved en pavelig og farisæisk tillid til deres egne gerninger og fortjenester.»*

* Epitome 588–591. Solid. Declarat: 699–708.

v. Om loven og evangeliet. Når ordet evangelium tages i sin almindelige og videste betydning, så det omfatter hele Kristi og hans apostles lære, kan man med rette sige, at det er en prædiken om omvendelse og syndernes forladelse. Men når ordet evangelium bruges i sin særlige og egentlige betydning, så Moses som lovens lærer og Kristus som evangeliets lærer stilles over for hinanden, er evangeliet ikke en prædiken om omvendelse og om revselse af synden, men intet andet end et højst glædeligt budskab, fuldt af trøst, en dyrebar forkyndelse af Guds nåde og velvilje, vundet ved Kristi fortjeneste.

vi. Om lovens tredje brug. Guds lov har ikke alene en første brug, nemlig at opretholde den ydre tugt, og en anden brug, at føre mennesker til erkendelse af deres synder, men har også en tredje brug, nemlig at den flittigt skal indprentes de genfødte, som alle stadig har meget af kødet hængende ved sig, så de kan have en sikker regel, som hele deres liv skal formes og styres efter.

vii. Om nadveren. Dette var frem for alt det spørgsmål, der førte til, at formlen blev udarbejdet, og det besvares med særlig tydelighed og fylde. Den rene lære om nadveren sammenfatter den i disse udsagn:

Vor Herre Jesu Kristi sande legeme og sande blod er sandt og væsentligt * til stede i den hellige nadver og gives sandt med brødet og vinen:

* Tysk: wesentlich. Latin: substantialiter.

«De modtages sandt med munden sammen med brødet og vinen, dog ikke på den måde, som folkene i Kapernaum forestillede sig (Joh 6,52), men på en overnaturlig og himmelsk måde på grund af den sakramentale forening, en måde, som menneskelig sans og fornuft ikke kan fatte. Vi bruger ordet ’åndelig’ for at udelukke og afvise den grove, kødelige måde at være til stede på, som sakramentsfornægterne digter op og tillægger vore kirker. I denne betydning af ordet åndelig siger vi også, at Kristi legeme og blod modtages åndeligt i den hellige nadver … For selv om denne delagtighed sker med munden, er måden, den sker på, åndelig:»

De modtages af alle, der bruger sakramentet: af de værdige og troende til trøst og liv, af de vantro til dom.

Derfor forkaster og fordømmer Formlen:

Den pavelige forvandlingslære, messeofret, nadveren under én skikkelse og tilbedelsen af de ydre elementer, brødet og vinen, i nadveren:

Zwinglianernes og calvinisternes vildfarelser, som for eksempel disse: at testamentets ord ikke skal tages, som de lyder; at kun brød og vin modtages med munden; at Kristi legeme kun modtages åndeligt, hvormed menes: kun ved vores tro; at brødet og vinen kun er kendetegn, hvorved de kristne kender hinanden; eller at de er billeder, forbilleder og lignelser af et fraværende legeme; at kun kraften, virkningen og fortjenesten af Kristi fraværende legeme og blod uddeles i nadveren; at Kristi legeme på en sådan måde er lukket inde i himlen, at det på ingen måde kan være på jorden, når den hellige nadver holdes:

«Al grov, kødelig, kapernaitisk tale om det overnaturlige og himmelske mysterium:

Den kapernaitiske spisning af Kristi legeme, som om det blev revet i stykker med tænderne og fordøjet som anden føde, hvilket sakramentsfornægterne mod deres egen samvittigheds vidnesbyrd og efter så mange forsikringer fra vores side ondsindet digter op for at gøre vores lære forhadt.» *

* Epitome, 597–604. Solid. Declaratio. 724–760.

viii. Om Kristi person. Behandlingen af dette store emne hænger nøje sammen med nadveren. Den lære om Kristi person, som formlen fremlægger, hviler på den mest ophøjede række af slutninger i den kristne læres historie. I hele bekendelsernes historie er der intet, der kan måle sig med den, når det gælder om at forene nøjagtig skriftudlægning, dogmatisk kunnen og troskab mod den historiske udvikling. Femten århundreders kristen tænkning når sit højdepunkt i den. Læren om «communicatio idiomatum» er i virkeligheden kun den gentagelse, som den kristne videnskab i sin fuldeste modenhed giver af sandheden, at «Ordet blev menneske». Den apostolske trosbekendelse har den allerede, når den siger, at Guds «enbårne Søn, vor Herre, er undfanget, født, har lidt, er korsfæstet, død og begravet, nedfaret til helvede, opfaren til himmels og sidder ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd». «Idiomata» er uadskillelige fra «natura», egenskaberne er uadskillelige fra naturen. Er der en «communicatio» af naturerne, må der også være en «communicatio» af disse egenskaber; det vil sige: Den natur, der er antaget i personen, må ved denne antagelse få del i egenskaberne hos den natur, i hvis person den er antaget. Hvis et evigt væsen virkelig blev undfanget og født, hvis den, der ikke kan lide, virkelig led, hvis den uendelige virkelig blev naglet til korset, hvis den udødelige var død, hvis han, som himlen og himlenes himmel ikke kan rumme, lå skjult i en grav – hvis alt dette ikke er en gåde, men en klar og ligefrem læresætning – så tager den, der tager imod Den apostolske trosbekendelse, også imod den forudsætning, som gør det nødvendigt at antage læren om communicatio idiomatum. Hvis Den apostolske trosbekendelse ikke mener, at Jesus Kristus er én person, i hvem naturerne er uadskilleligt forbundet, så den ene person virkelig gør alt, hvad der gøres, hvad enten det sker gennem den ene natur eller gennem begge, og den ene person virkelig lider alt, hvad der lides, skønt den kun kan lide gennem den ene natur, der kan lide – hvis den mener, at Guds enbårne Søn ikke døde, men at en anden, menneskelig person døde; hvis den mener, at han, der blev født, led og døde, ikke sidder ved Guds højre hånd og ikke er dommer over levende og døde, men at kun en anden, guddommelig person sidder der og skal dømme; kort sagt: hvis Den apostolske trosbekendelse mener, at Jesus Kristus ikke var Guds enbårne Søn, men at den ene af hans naturer var Guds Søn og den anden natur ikke var Guds Søn, og at Jesus Kristus i virkeligheden ikke er én person i to naturer, men to personer – ja, så siger Den apostolske trosbekendelse vedholdende, hvad den ikke mener, og den almindelige kristne tro er et kaos af modsigelser. Den nikænske trosbekendelse fastholder den samme store lære på et senere trin, hvor den videnskabelige modenhed er nået længere. Den enbårne, den evige Søn, skaberen af alle ting, stiger ned fra himlen, bliver menneske, bliver korsfæstet (skønt uendelig), lider (skønt han ikke kan lide). Han er én person, og til ham henføres al den herlighed, der er guddommelig, og al den skam og smerte, der er menneskelig. Den athanasianske trosbekendelse vidner endnu videre: «Skønt han er Gud og menneske, er han dog ikke to, men én Kristus – én, ikke ved at guddommen er forvandlet til kød, men ved at menneskeligheden er optaget i Gud; helt og holdent én, ikke ved sammenblanding af væsen, men ved personens enhed. For ligesom den fornuftige sjæl og kødet er ét menneske, således er Gud og menneske én Kristus, som» (Gud og menneske, én Kristus) «led for vores frelse, nedfor til helvede og opstod på den tredje dag.» Den Augsburgske Bekendelse tager tråden op fra disse vidnesbyrd: «Gud Søn blev menneske, så der er to naturer, den guddommelige og den menneskelige, uadskilleligt forbundet i personens enhed, én Kristus, sand Gud og sandt menneske, som blev født, sandt led, blev korsfæstet, døde og blev begravet.»

Den bibelske tro, som disse vidner står for, fremlægger formlen udførligt i følgende sætninger:

1. Den guddommelige og den menneskelige natur er personligt forenet i Kristus. Disse naturer er ikke blandet sammen til ét væsen, og den ene er heller ikke forvandlet til den anden, men hver natur beholder sine væsentlige egenskaber, som aldrig kan blive den anden naturs egenskaber.

2. Den guddommelige naturs egenskaber er at være væsentligt, af natur og af sig selv almægtig, evig, uendelig og allestedsnærværende. De er ikke og kan ikke blive den menneskelige naturs egenskaber. Den menneskelige naturs egenskaber er ikke og kan ikke blive den guddommelige naturs egenskaber.

3. Det, der kun er den ene natur eget, tillægges ikke den anden natur som adskilt, men hele personen. Den guddommelige natur lider ikke, men den person, der er Gud, lider i sin menneskelighed. Alle gerninger og alle lidelser tillægges ikke naturen, men personen. Hver natur virker i fællesskab med den anden det, der er den eget.

4. Fordi den menneskelige natur i Kristus er personligt forenet med den guddommelige natur, har den ved siden af og ud over sine naturlige, væsentlige og blivende menneskelige egenskaber modtaget særlige, overnaturlige, uransagelige og usigelige forrettigheder i majestæt, herlighed og magt.

5. Denne meddelelse sker ikke ved nogen væsentlig eller naturlig udgydelse af den guddommelige naturs egenskaber over i den menneskelige natur, som om Kristi menneskelighed kunne have dem per se [i sig selv] og adskilt fra det guddommelige væsen, eller som om Kristi menneskelige natur ved denne meddelelse havde aflagt sine naturlige og væsentlige egenskaber og enten var forvandlet til den guddommelige natur eller ved disse meddelte egenskaber var blevet i sig selv eller per se lig med den guddommelige natur, eller som om begge naturers naturlige og væsentlige egenskaber var de samme eller i det mindste lige store.

6. Da hele guddomsfylden bor i Kristus, ikke som i hellige mennesker og engle, men legemligt, det vil sige som i sit eget legeme, stråler denne guddom med al sin majestæt, kraft, herlighed og virkning frem i denne menneskelige natur, hvor og som Kristus vil, og i den, med den og gennem den åbenbarer og udøver den sin guddommelige kraft, majestæt og virkekraft.

7. Således er og bliver der i Kristus én eneste guddommelig almagt, kraft, majestæt og herlighed, som alene er den guddommelige natur egen; men netop den, som er én eneste, stråler frem og udøver fuldt, men frivilligt, sin magt i, med og gennem den antagne menneskelighed i Kristus.*

* Formul. Concor. Epit. et Sol. Declarat. art. viii.

8. For at gøre tankegangen, der fører frem til læren om egenskabernes fællesskab, tydeligere, må man have visse logiske forudsætninger og visse definitioner for øje. I inkarnationen er det ikke to personer, nemlig en guddommelig person og en menneskelig person, der antager hinanden, som om der var to sideordnede, der på lige fod tog hinanden; heller ikke tager én person, nemlig den guddommelige, en anden person, nemlig en menneskelig person, så der er to personer i foreningen, den guddommelige person, der antager, og den menneskelige person, der antages. Nej, én person, som har den guddommelige natur, antager en menneskelig natur, så der fremkommer én person, hvori to naturer er bestanddele, men på forskellig måde – den guddommelige natur er absolut og selvstændigt personlig, den menneskelige natur afledt og afhængigt personlig. Den guddommelige natur har stadig, som den altid har haft, sin egen indre personlighed; den menneskelige natur er antaget ind i den guddommelige natur og har hverken haft eller har nogen anden personlighed end den ene guddommelige personlighed, som den har i kraft af foreningen. Kristi menneskelige natur består ikke per se [i sig selv], sådan som ethvert andet menneskes menneskelighed gør, men består i Guds Søns person. Derfor er personen uadskillelig, selv om naturerne er forskellige. Denne sammensatte gudmenneskelige person eksisterede ikke før foreningen og kan ikke eksistere uden i og ved foreningen; og den anden natur i den sammensatte person har ikke eksisteret som natur før eller adskilt fra denne forening og har aldrig haft, har ikke og kan ikke have personlighed uden for denne forening. Communicatio idiomatum er derfor ingen bortgivelse, hvor giveren ikke længere har det givne, og modtageren fremover har det for sig selv, adskilt fra giveren. Den er det fællesskab i egenskaberne, som de to naturer har i den ene person, sådan at den guddommelige natur har disse egenskaber i sig selv, og den menneskelige natur har dem i og på grund af sin personlige enhed med den guddommelige natur. I denne sammenhæng betyder ordet «meddele», brugt aktivt, at «give fælles besiddelse», det vil sige: Den guddommelige natur giver den menneskelige fælles besiddelse af egenskaberne i personen. Brugt intransitivt betyder ordet «meddele» at «have noget fælles med en anden»; den menneskelige natur har egenskaberne fælles med den guddommelige natur, men kun afledt, i og gennem sin personlige forening med den guddommelige. «Egenskabernes meddelelse eller fællesskab» er derfor de to naturers fælles delagtighed i disse egenskaber i den ene person, sådan at den guddommelige natur har egenskaberne i sig selv, og den menneskelige natur har dem gennem den guddommelige og i afhængighed af den. Skønt den ikke-inkarnerede Logos var en egentlig person, før han antog en menneskelig natur, omfatter den inkarnerede Logos’ personlighed de to naturer. Den person, der ikke er både menneskelig og guddommelig, er ikke Kristi person, og den handling eller det nærvær, der ikke er både menneskeligt og guddommeligt, er ikke Kristi handling og ikke Kristi nærvær.

De vildfarelser, formlen forkaster, er på den ene side alt, hvad der indebærer en sammenblanding eller forvandling af naturerne; at Kristi menneskelige natur skulle være til stede på samme måde som guddommen, som et uendeligt væsen eller ved sine væsentlige egenskaber; al ligestilling af dens væsentlige egenskaber med Guds, og enhver forestilling om, at den rumligt skulle være udstrakt til alle steder. Vildfarelserne på den anden side er, at Kristi menneskelige natur var alene i den forløsende lidelse og gerning, uden at Guds Søn havde fællesskab med den; at Kristi nærvær hos os på jorden kun er efter hans guddom, og at hans menneskelige natur slet ingen del har i det; at den antagne menneskelige natur i Kristus i gerning og sandhed ingen meddelelse og intet fællesskab med og ingen del i den guddommelige kraft, visdom, magt, majestæt og herlighed har, men kun har fællesskab med guddommen blot i titel og navn.

IX. Om Kristi nedfart til helvede. Behandlingen af dette vanskelige punkt er et mønstereksempel på fuldstændighed, korthed, enkelhed og beskedenhed. Læren kan ordnes som svar på disse spørgsmål:

1. Hvem for ned? Kristus, Guds Søn, vor Herre, altså guddommelig; han, som blev korsfæstet, døde og blev begravet, altså menneskelig; følgelig ikke legemet alene, ikke sjælen alene og ikke guddommen alene, men Kristus, hele personen, Gud og menneske. Det er netop, hvad Den apostolske trosbekendelse fastslår: «Guds enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget af Jomfru Maria, født, har lidt, er død, nedfaret til helvede.»

2. Hvornår? Ikke før hans død (Calvin og Ursinus), heller ikke ved hans begravelse, som om den var ét med den (Økolampadius, Beza), men efter hans begravelse.

Sådan er også rækkefølgen i Den apostolske trosbekendelse: «død og begravet, nedfaret til helvede».

3. Hvorhen? Ikke til et billedligt helvede af sjælekvaler eller af kvaler som de fordømtes (Calvin, Ursinus), ikke ned i graven (Økolampadius, Beza), heller ikke til limbus patrum, et underjordisk opholdssted for sjælene (Bellarmin og romanisterne i almindelighed sammen med nogle af kirkefædrene), men til helvede.

4. Hvorfor? For at give vor Herre en herlig sejr og triumf, for at overvinde Satan og for at nedbryde helvedes magt for alle troende.

5. Hvordan? Hvordan det skete, må vi ikke nysgerrigt granske; vi skal gemme kundskaben om det til den anden verden, hvor dette og andre mysterier skal blive afsløret – mysterier, som i dette liv overgår vores blinde fornufts evne og skal tages imod i enfoldig tro.

Til denne artikel er der ikke føjet nogen modsætninger.

X. Om kirkeskikke; om middelting (adiafora). Skikke, som hverken er påbudt eller forbudt i Guds Ord, er i sig selv ingen del af den egentlige gudstjeneste. Kirken kan foretage de ændringer i dem, der er brug for, idet den tager hensyn til klogskab og overbærenhed; men sådanne ændringer må ikke foretages for at undgå forfølgelse, og heller ikke sådan at det svækker klarheden i kirkens vidnesbyrd mod den pavelige religion. Ingen kirke bør fordømme en anden, fordi ceremonierne er forskellige, når de er enige i læren og i alle dens dele og i den rette brug af sakramenterne.

XI. Om forudbestemmelsen. «For denne artikel», siger Köllner, «står den lutherske kirke i evig taknemmelighedsgæld til formlens forfattere.» Ganske vist havde læren ikke været genstand for strid inden for selve den lutherske kirke, men den hang så afgørende sammen med hele kredsen af teologiske sandheder, at det var klogt at fremstille den i hele dens skriftmæssige fylde.

Læren kan sammenfattes i disse teser:

1. «Guds forudviden eller forudsyn er det, hvorved han forudser og forud kender alle ting, før de sker, og den strækker sig til alle skabninger, hvad enten de er gode eller onde.»*

* Formula Concordiæ, 728.

2. «Forudbestemmelsen eller udvælgelsen er den guddommelige viljes forsæt og den evige rådslutning, hvorved Gud af ren barmhjertighed har udvalgt i Kristus til evigt liv og har besluttet at frelse alle dem, der i sandhed tror på Kristus og bliver i denne tro indtil enden.»

3. «Hele læren om Guds forsæt, råd, vilje og ordning (alt det nemlig, som angår vores forløsning, kaldelse, retfærdiggørelse og frelse) skal fattes samlet i sindet … nemlig at Gud i sit råd og forsæt har besluttet følgende:

At menneskeslægten virkelig skulle forløses og forsones med Gud ved Kristus, som ved sin uskyld og sin allerfuldkomneste lydighed, ved sin lidelse og sin allerbitreste død har fortjent os den retfærdighed, der gælder for Gud, og det evige liv;

At Kristi fortjeneste og hans velgerninger skulle bringes, tilbydes og uddeles til os gennem Ordet og sakramenterne;

Han har også besluttet, at han ved sin Helligånd gennem det Ord, der forkyndes, høres og huskes, vil være virksom i os, bøje vores hjerter til sand omvendelse og bevare os i den sande tro;

Det er hans evige forsæt, at alle, som i sandhed omvender sig og tager imod Kristus i sand tro, skal blive retfærdiggjort, taget til nåde og antaget som sønner og arvinger til det evige liv;

Og dem, der er retfærdiggjort ved troen, vil han hellige i sand kærlighed, som apostlen vidner (Ef 1,4): ’ligesom han har udvalgt os i ham før verdens grundlæggelse til at være hellige og fejlfrie over for ham i kærlighed’;

Gud har også besluttet i sit evige råd, at han i deres mange og forskelligartede svagheder vil forsvare de retfærdiggjorte mod verden, kødet og djævelen, vil lede og vejlede dem på deres vej og, hvis de skulle falde, holde dem oppe med sin hånd, så de under korset og i anfægtelsen kan få stærk trøst og blive bevaret til livet;

Det er hans evige rådslutning, at han vil fremme og styrke det gode værk, som han har begyndt i dem, og bevare det til enden, hvis blot de holder sig fast til hans Ord som til en stav, beder om hans hjælp med inderlige bønner, bliver i Guds nåde og bruger de gaver, de har fået af ham, godt og trofast;

Gud har også besluttet, at dem, han har udvalgt, kaldet og retfærdiggjort, vil han i et andet og evigt liv frelse og give evig herlighed.»*

* Formula Concordiæ, 802.

4. «Mange tager i begyndelsen imod Guds Ord med stor glæde, men falder siden fra. Grunden til det er ikke, at Gud ikke vil give dem, i hvem han har begyndt det gode værk, sin nåde til at blive standhaftige, for det strider mod den hellige Paulus’ ord (Fil 1,6). Den sande grund til deres frafald er, at de med vilje igen vender sig bort fra Guds hellige bud, bedrøver og forbitrer Helligånden, igen indvikler sig i denne verdens urenhed og på ny smykker deres hjertes gæstekammer for Satan.»†

† Ibid. 809.

5. «Gud har fra evighed forudset og ved på det nøjagtigste og sikreste, hvem af de kaldede der vil eller ikke vil tro på Kristus, hvem af de omvendte der vil eller ikke vil blive standhaftige i troen, og hvem af dem, der er faldet i grove synder, der vil vende om, og hvem af dem der vil gå til grunde i deres ugudelighed … Men fordi Herren har forbeholdt sin egen visdom alene sådanne hemmelige ting og intet har åbenbaret om dette i sit Ord, endnu mindre befalet os at beskæftige vores tanker med disse mysterier, men tværtimod har forbudt os at tage fat på dem, derfor sømmer det sig ikke for os at give vores tanker frit løb, at fastslå noget, at ræsonnere om det eller at ville udforske disse dybt skjulte ting; vi skal i stedet hvile i hans åbenbarede Ord, som han har henvist os til.»‡

‡ Ibid. 812.

6. «Hvis nogen fremstiller læren om Guds evige forudbestemmelse sådan, at anfægtede sjæle ikke kan hente nogen trøst af den, men tværtimod får anledning til fortvivlelse, eller sådan at ubodfærdige bliver bestyrket i deres sikkerhed, ugudelighed og egenvilje, så er intet mere sikkert, end at denne artikel ikke bliver lært af ham efter Guds Ord og vilje.»*

* Formula Concordiæ, 728.

7. «Ikke alene forkyndelsen af omvendelse, men også evangeliets løfte er universelt, det vil sige, det gælder alle mennesker. Derfor har Kristus befalet, ’at der skal prædikes omvendelse og syndernes forladelse _for alle folkeslagene_’; ’således elskede Gud verden at han gav sin eneste søn’; ’Kristus borttager verdens synd’; ’han gav sit kød til liv for _verden_’; ’hans blod er soning for hele verdens synder’; Kristus siger: ’Kom til mig, alle I som er trætte og bærer byrder, og jeg vil give jer hvile.’ ’Gud har indesluttet alle under ulydighed for at vise alle barmhjertighed.’ ’Herren vil ikke at nogen går fortabt, men at alle må nå til omvendelse.’ ’Den samme er Herre over alle og rig nok for alle som påkalder ham.’ ’Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle og over alle dem som tror.’ ’Og dette er Faderens vilje, at enhver som tror på Kristus, skal have evigt liv.’ Og Kristus vil, at dette evangeliets løfte i almindelighed skal forkyndes for alle dem, som omvendelsen prædikes for.»†

† Ibid. 804.

8. «Denne Guds kaldelse, som han tilbyder os gennem evangeliets ord, er ikke forstilt og påtaget; ved denne kaldelse åbenbarer Gud os tværtimod sin vilje, nemlig at han i dem, han kalder på denne måde, vil være virksom gennem sit Ord, så de bliver oplyst, omvendt og frelst.»‡

‡ Ibid. 805.

9. «Grunden til, at mange er kaldede, men få udvalgte, er ikke den guddommelige kaldelse, der sker gennem Ordet, som om Guds mening var denne: ’Udvortes kalder jeg ganske vist alle, for hvem Ordet forkyndes, til del i mit himmerige; men det er ikke mit hjertes tanke, at alle skal kaldes alvorligt til frelse, men kun nogle få; for min vilje er, at størstedelen af dem, jeg kalder gennem Ordet, hverken skal blive oplyst eller omvendt, selv om jeg gennem mit Ord, hvorved de kaldes, giver dem min mening anderledes til kende.’ For det ville være at tillægge Gud modstridende viljer, som om han, der er den evige sandhed, var splittet mod sig selv eller sagde én ting og mente en anden.»*

* Formula Concordiæ, 807.

10. «Ligesom Gud i sit evige råd har bestemt, at Helligånden gennem Ordet skal kalde, oplyse og omvende de udvalgte, og at han vil retfærdiggøre og evigt frelse alle dem, der tager imod Kristus i sand tro, således har han også i det samme råd besluttet, at han vil forhærde, forkaste og overgive til evig fordømmelse dem, der, når de kaldes gennem Ordet, støder det fra sig og står Helligånden imod (som gennem Ordet vil virke kraftigt og være virksom i dem), og hårdnakket bliver ved i dette oprør.»†

† Ibid, 865.

11. «Årsagen til denne foragt for Ordet er ikke Guds forudviden eller forudbestemmelse, men menneskets forvendte vilje, som afviser eller forvrider det middel og redskab for Helligånden, som Gud tilbyder mennesket ved at kalde det, og som står Helligånden imod … som Kristus siger: ’Hvor ofte har jeg villet samle … men I ville ikke.’»‡

‡ Ibid, 809.

Til sidst behandler formlen forskellige partier, kætterier og sekter, som aldrig har vedkendt sig Den Augsburgske Bekendelse. De vildfarelser, der regnes op og forkastes, er gendøbernes, «som er splittet i en række sekter, hvoraf nogle forsvarer flere, andre færre vildfarelser»; schwenckfeldianernes; de nye arianeres; og de nye antitrinitariers, som her beskrives som enten triteister eller subordinatianere.

Sådan er Konkordieformlens lære, og sådan er dens modsætninger. De stemmer i enhver henseende overens med Den Hellige Skrift, med de almindelige trosbekendelser og med den lutherske kirkes tidligere bekendelser. Formlen er kun den gamle lære gentaget, systematiseret, anvendt og forsvaret. Hovedanklagen mod Konkordieformlen er, at den førte til et fuldstændigt brud mellem den lutherske og den zwingliansk-calvinistiske kirke. Det er en stor fejltagelse. Årsagen til bruddet var de forskellige overbevisninger og principper på begge sider. Formlen rejste ikke et eneste af de spørgsmål, den afgjorde. Men Konkordieformlen var ikke engang anledningen til bruddet. Tværtimod: Efter de stridigheder, som uundgåeligt fulgte, da Konkordieformlen kom frem, herskede der en langt sundere og venligere stemning mellem de to kirkesamfund. Før formlen var der meget i deres indbyrdes forhold, som var lige så egnet til at nedbryde moralen i den reformerte kirke som til at opløse og plage den lutherske. En ærlig adskillelse er langt bedre end en uærlig forening, og to kirker er lykkeligere og venligere over for hinanden, når de åbent vedkender sig deres forskelle, end når de skjuler de virkelige uoverensstemmelser i et tågeslør af tvetydigheder og dobbeltbetydninger. Og selv om to kirkesamfund ligger i åben strid, er det bedre, at slagene udkæmpes langs klart afstukne linjer eller om velforståede stridspunkter – at de bliver nationers kampe efter krigens love snarere end grænselandets og buskadsets vilde, uoverskuelige krigsførelse. Det er ikke sandt, at formlen i virkeligheden var skyld i, at nogle få stater, der kun af navn var lutherske, åbent gik over til den reformerte side. De fleste af disse overgange skyldtes politisk magt og skete til folkets bitre sorg. Ingen stat, som ærligt holdt fast ved Den Augsburgske Bekendelse, gik over til de reformerte. Hvis formlen afslørede nogen, der blot brugte Den Augsburgske Bekendelse som et skalkeskjul, og skammede dem ud af deres foregivne lutherdom, så er det en grund mere til at elske den. Konkordieformlen anklages for at have undertrykt den melanchthonske retning i vores kirke og for at have sat bogstavets og dogmets forstening i stedet for åndens og Ordets frihed. Heller ikke det er sandt. Det er ikke sandt, at den ånd i vores kirke, som formlen stødte på, var ægte frihed. Det var snarere en ånd, som skabte en virkelig trældom under påskud af frihed – en ånd, der kun var tolerant over for det uklare og slappe og ikke over for en klart afgrænset læremæssig overbevisning. Det var en ånd, som gjorde kirken blød og slap, netop da den havde brug for al sin kraft og fasthed. Det var en ånd af falsk ærbødighed for oldtiden og menneskelig autoritet over for Ordet. Den gav efter snart for en falsk filosoferen, snart for de reformerte, snart for Rom. Den forsøgte at tilpasse nogle af de mest livsvigtige lærepunkter til rationalismens krav på den ene side og romanismens på den anden. I «interimerne» var den nær ved at ofre alt, hvad der var vundet i kampen med pavedømmet. Den indrømmede i realiteten, at reformationens princip ikke kunne nå frem til noget bestemt resultat, og at den bedre vej, som den hævdede at åbne, for altid førte hen imod noget, der aldrig kunne nås. For så vidt Melanchthons store gaver blev brugt rent og klogt, fæstnede formlen deres frugter i kirken. Den væltede ikke de bekendelsesskrifter, som Melanchthons største ære er knyttet til. Den grundfæstede bekendelsen og Apologien for altid som hele kirkens bekendelse. Konkordiebogen behandler Melanchthon, som Bibelen behandler Salomo. Den åbner vidt for udsynet til hans visdom og herlighed og trækker sløret for beretningen om hans sørgeligere dage. Melanchthons temperament var mere krævende end Luthers. Han gjorde sin personlige mildhed til en dogmatisme og krævede det umulige. Syndflodens tid var kommet – en verden skulle renses, og det nyttede ikke at sende duen ud, før vandet havde trukket sig tilbage. Reformationstiden kunne ikke være en tid med melanchthonsk mildhed. At kræve det er at kræve, at krig skal være fred, at slag skal udkæmpes med fjer, og at hære skal rykke frem under vift med olivengrene. Formlens krig var en indre forsvarskrig; men som alle borgerkrige efterlod den uundgåelige sår, som ikke lægedes med det samme. En kamp i kirker eller stater, der ender med sejr over et skisma blandt deres egne børn, kan i generationer ikke vinde den almindelige sympati, som sejren over en fælles fjende mødes med. Hele England jubler over sejrene over Frankrig, men endnu i dag findes der englændere, for hvem Karl er en martyr og Cromwell en djævel. Formlens krig blev udkæmpet for store principper; den blev udkæmpet modigt og uden indrømmelser, men den blev udkæmpet med storsind under korsets gamle banner. Den blev kronet med sejr, og den sejr bragte fred.

Tiden vil med fuld sikkerhed få alle, der elsker vores kirke, til at indse, at uden den anden krig og den anden fred – bevarelsens krig og fred – ville de rigeste frugter af den første, reformationens krig, være gået tabt. Håbløs splittelse, anarki, undergang og opslugning var de farer, som Konkordieformlen frelste vores kirke fra. Tabet af Tyskland ville have været tabet af lutherdommen i hele verden og dermed tabet af selve protestantismen.

Konkordieformlens forfattere følte ansvaret ved deres stilling og var sig ikke ubevidste om, hvor stort et værk de havde udført. Ydmygt, men med glæde sluttede de formlen med disse højtidelige ord: «Derfor har det været vores hensigt for den almægtige Guds og for hele Kristi kirkes åsyn, både de levendes og de slægters, som skal komme efter os, at vidne, at den erklæring om de omstridte artikler, som vi nu har afgivet, og ingen anden, i sandhed er vores lære, tro og bekendelse. I denne bekendelse er vi ved Guds nåde rede til med frygtløse hjerter at træde frem for Jesu Kristi domstol og aflægge regnskab. Imod denne erklæring vil vi intet sige og intet skrive, hverken åbent eller i det skjulte, men med Herrens hjælp blive standhaftige i den til enden. Til vidnesbyrd herom har vi efter moden overvejelse, i Guds frygt og under påkaldelse af hans navn, med egen hånd skrevet vores navne under denne erklæring.»