Om menneskets kræfter og den frie vilje

Om den frie vilje har Augustin og Bernhard skrevet. Augustin har på mange måder revideret sine synspunkter i de senere bøger, som han udgav mod pelagianerne; Bernhard er ikke konsekvent. Også hos grækerne findes der noget om dette emne, men spredt. Da jeg ikke vil følge menneskers meninger, vil jeg fremstille sagen så enkelt og så tydeligt som muligt. Både gamle og nye forfattere har næsten formørket den, fordi de fortolkede Skriften sådan, at de samtidig ville tilfredsstille den menneskelige fornufts dom. Det syntes ikke rigtig passende at lære, at mennesket synder af nødvendighed, og det syntes grusomt at dadle viljen, hvis den ikke kunne vende sig fra last til dyd. Derfor tillagde de de menneskelige kræfter mere, end der var grund til, og de vaklede mærkværdigt frem og tilbage, da de så, at Skriften overalt modsagde fornuftens dom. Og skønt den kristne lære netop på dette punkt er helt uenig med filosofien og den menneskelige fornuft, har filosofien alligevel lidt efter lidt sneget sig ind i kristendommen. Det ugudelige dogme om den frie vilje er blevet antaget, og Kristi velgerning er blevet formørket af vores fornufts verdslige og naturlige visdom. Man har taget ordet «fri vilje» i brug, et ord, der ligger meget fjernt fra Den Hellige Skrift og fra Åndens sans og dom, og vi ser, at hellige mænd ikke sjældent har taget anstød af det. Fra Platons filosofi har man føjet ordet «fornuft» til, som er lige så skadeligt. For ligesom vi i kirkens senere tider har omfavnet Aristoteles i stedet for Kristus, sådan blev den kristne lære rystet af den platoniske filosofi lige efter kirkens begyndelse. Derfor er det gået sådan, at der ud over de kanoniske skrifter ikke findes nogen ren litteratur i kirken. Alt, hvad der overhovedet er overleveret i kommentarer, lugter af filosofi.

Ordet «fri vilje».

For det første behøver vi, når vi skal beskrive menneskets natur, ikke filosoffernes mange inddelinger. Vi deler kort og godt mennesket i to. Der er i det en erkendelsesevne, og der er en evne, hvormed det enten søger eller skyr det, det har erkendt. Erkendelsesevnen er den, hvormed vi sanser eller forstår, drager slutninger, sammenligner det ene med det andet og udleder det ene af det andet. Den evne, som følelserne udspringer af, er den, hvormed vi enten vender os fra eller søger det, vi har erkendt; denne evne kalder man snart vilje, snart følelse, snart begær. Jeg mener ikke, at det betyder meget her at skille sanserne fra det, man kalder forstanden, og sansernes begær fra det højere begær. For vi taler om det højere, det vil sige ikke kun om det, hvori sult, tørst og lignende følelser, som også dyrene har, findes, men om det, hvori kærlighed, had, håb, frygt, sorg, vrede og de følelser, der udspringer af dem, har deres sæde. Det kalder de selv viljen. Erkendelsen tjener viljen, og derfor kalder de med et nyt ord viljen forbundet med erkendelsen eller forstandens overvejelse for den frie vilje. For ligesom tyrannen er i en stat, sådan er viljen i mennesket; og ligesom senatet er underlagt tyrannen, sådan er erkendelsen underlagt viljen, så at viljen, selv om erkendelsen tilråder det gode, alligevel afviser den og lader sig rive med af sin følelse, som vi senere skal forklare tydeligere. Forstanden forbundet med viljen kalder de omvendt for fornuften. Vi vil hverken bruge ordet «fornuft» eller ordet «fri vilje», men vil kalde menneskets dele for erkendelsesevnen og den evne, der er underlagt følelserne, det vil sige kærlighed, had, håb, frygt og lignende. Dette måtte nævnes, for at man senere lettere kunne påvise forskellen mellem lov og nåde, ja, for at man også med større sikkerhed kunne erkende, om der overhovedet er nogen frihed hos mennesket. Og det er forunderligt, hvor møjsommeligt både gamle og nye har beskæftiget sig med dette. Hvis nogen vil bagtale det, vi her siger, vil vi gerne og frimodigt forsvare det. Jeg ville nemlig blot tegne mennesket i helt grove træk, og jeg synes, at jeg har sagt så meget om menneskets dele, som overhovedet var af betydning.

Menneskets to dele: forstand og vilje.

Til erkendelsesevnen hører loven, det vil sige erkendelsen af, hvad der skal gøres. Til følelsernes evne hører dyd og synd. Frihed siges ikke egentlig at tilkomme den erkendende del; den adlyder viljen og rives hid og did. Frihed er at kunne handle eller lade være, at kunne handle på den ene eller den anden måde.

Derfor rejses spørgsmålet, om viljen er fri, og i hvilket omfang den er fri.

Om viljen er fri.

SVAR: Da alt, hvad der sker, sker med nødvendighed efter Guds forudbestemmelse (prædestination), har vores vilje ingen frihed. Luthersk note: Melanchthon lærer her, at alt sker med nødvendighed efter Guds forudbestemmelse, så viljen ingen frihed har – heller ikke i ydre ting. Det ændrede han selv i de senere udgaver. Luthersk lære siger, at mennesket har en vis frihed i ydre, borgerlige ting, men ingen kraft i åndelige ting (CA XVIII; Apologien XVIII), og at Gud forud ved alt, men ikke er ophav til synden (CA XIX); forudbestemmelsen (udvælgelsen) gælder kun Guds børn og deres frelse (Konkordieformlen XI). Paulus siger i Rom 11: «For fra ham og i ham osv.» (Rom 11,36). Ef 1: «… som virker alt efter sin viljes beslutning» (Ef 1,11). Matt 10: «Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden uden jeres Far» (Matt 10,29). Jeg spørger dig: Hvad kunne siges tydeligere end dette? Ordsp 16: «Herren har gjort alt for sin egen skyld, også den ugudelige til ulykkens dag» (Ordsp 16,4). Og igen i kapitel 20: «Af Herren styres mandens skridt; hvem blandt mennesker kan forstå sin vej?» (Ordsp 20,24). Og igen i kapitel 16: «Menneskets hjerte udtænker sin vej, men Herren styrer hans skridt» (Ordsp 16,9). Jer 10: «Jeg ved, Herre, at et menneskes vej ikke er i hans magt, og at det ikke står til en mand at styre sine skridt» (Jer 10,23). Desuden lærer de bibelske beretninger det samme. 1 Mos 15: «Amoritternes misgerninger er endnu ikke fuldendt» (1 Mos 15,16). I Første Samuelsbog, kapitel 2: «Og de hørte ikke deres fars røst, for Herren ville slå dem ihjel» (1 Sam 2,25). Hvad ligner mere et tilfældigt træf, end at Saul går ud for at lede efter æsler og bliver salvet af Samuel og indsat som konge? Og igen i Første Samuelsbog, kapitel 10: «Med Saul gik en del af hæren, hvis hjerter Gud havde rørt» (1 Sam 10,26). I Første Kongebog, kapitel 12: «Kongen gav ikke efter for folket, for Herren havde vendt sig bort fra ham for at opfylde sit ord, som han havde talt ved Ahija fra Shilo til Jeroboam, Nebats søn» (1 Kong 12,15). Og hvad gør Paulus i Romerbrevets kapitel 9 og 11 andet end at føre alt, hvad der sker, tilbage til Guds bestemmelse? Kødets eller den menneskelige fornufts dom skyr denne lære, men Åndens dom tager imod den. For ingen andre steder lærer du med større sikkerhed både gudsfrygt og tillid til Gud, end når du har fyldt dit sind med denne lære om forudbestemmelsen. Indskærper Salomo den ikke overalt i Ordsprogene, så han snart lærer frygt, snart tro? Indskærper han den ikke i den bog, der har titlen Prædikerens Bog? Det betyder nemlig overordentlig meget for at nedtrykke og fordømme både den menneskelige fornufts visdom og dens klogskab, at man fast tror, at alt sker af Gud. Trøster Kristus ikke sine disciple allerstærkest med netop dette ene sted, når han siger: «Selv hårene på jeres hoved er talt alle sammen» (Luk 12,7)? Hvad så, vil du sige, er der da i tingene ingen tilfældighed – for at bruge deres ord – intet træf, intet held? Skriften lærer, at alt sker med nødvendighed. Luthersk note: Også her hævder Melanchthon en nødvendighed, der ophæver al frihed; jf. Konkordieformlen XI om forskellen mellem Guds forudviden og hans udvælgelse. Selv om der synes dig at være tilfældighed i menneskelivet, så må fornuftens dom holdes i ave. Således sagde Salomo, da han var optaget af tanken om forudbestemmelsen: «Og jeg forstod, at mennesket ikke kan finde nogen forklaring på alle Guds gerninger, som sker under solen» (Præd 8,17). Jeg kan måske synes tåbelig, når jeg straks i begyndelsen af værket drøfter det vanskeligste emne, forudbestemmelsen. Men hvad betyder det i en kortfattet oversigt, om jeg behandler det på første eller sidste plads, når det griber ind i alle dele af vores fremstilling? Og da den frie vilje under alle omstændigheder skulle behandles først, hvordan kunne jeg så forbigå Skriftens lære om forudbestemmelsen, når Skriften fratager vores vilje friheden gennem forudbestemmelsens nødvendighed? Luthersk note: Efter luthersk lære har viljen ingen frihed i åndelige ting, men nok en vis frihed i ydre ting (Apologien XVIII; Konkordieformlen II). Desuden mener jeg ikke, at det er helt uden betydning, at barnlige sind straks bliver fyldt med denne lære: at alt sker, ikke efter menneskers planer og anstrengelser, men efter Guds vilje. Indskærper Salomo ikke netop dette lige fra begyndelsen i de tankesprog, han skrev for de unge? Og at læren om forudbestemmelsen almindeligvis synes noget hård, skylder vi sofisternes ugudelige teologi, som har indprentet os tingenes tilfældighed og vores viljes frihed sådan, at sarte ører skyr Skriftens sandhed. For også at tage hensyn til dem, der synes, at det, vi har sagt om forudbestemmelsen, er for hårdt, vil vi se nærmere på selve den menneskelige viljes natur, så de studerende kan forstå, at sofisterne tager fejl, ikke kun i teologien, men også i deres dom over naturen. Om forudbestemmelsen vil vi tale lidt senere på sin plads og så kort som muligt rive det op med rode, som sofisterne ugudeligt har opdigtet om den. Eck [Johann Eck, Luthers modstander ved disputatsen i Leipzig 1519.] siger om Valla [Lorenzo Valla (d. 1457), italiensk humanist, der skrev en dialog om den frie vilje.], at han, fordi han har gendrevet skolernes lære om den frie vilje, har villet vide mere, end han havde lært – sikke et usædvanligt vittigt vrøvlehoved! Hvis de samme uhyrer vil indvende mod os, at en simpel grammatiker blander sig i teologien, hvad skal vi så svare andet end, at de ikke skal bedømme sagen efter forfatteren? For det afgørende er nu ikke, hvad vi har som fag, men om det, vi lærer, er sandt eller ej. Og at beskæftige sig med de hellige ting bør ikke regnes for os uvedkommende, medmindre vi ikke er kristne, for den kristne lære bør være fælles for alle.

Ecks latterlige spydighed om Valla.

I. Hvis du bedømmer den menneskelige viljes kraft efter naturens fatteevne, kan det efter den menneskelige fornuft ikke nægtes, at der er en vis frihed i den med hensyn til ydre gerninger. Du erfarer jo selv, at det står i din magt at hilse på et menneske eller lade være, at tage denne klædning på eller ej, at spise kød eller ej. Og på denne tilfældighed i de ydre gerninger har filosofastrene, der tillagde viljen frihed, rettet blikket. Men fordi Gud ikke ser på de ydre gerninger, men på hjertets indre bevægelser, har Skriften intet overleveret om denne frihed. De, der former sæderne efter en ydre og så at sige maskeret borgerlig skikkelighed, lærer en sådan frihed, nemlig filosofferne og de nyere teologaster.

II. De indre følelser er derimod ikke i vores magt. Vi har nemlig gennem erfaring og praksis fundet ud af, at viljen ikke af sig selv kan aflægge kærlighed, had eller lignende følelser, men følelse overvindes af følelse. For eksempel: Fordi du er blevet krænket af en, du elskede, holder du op med at elske ham; dig selv elsker du jo mere brændende end nogen anden. Og jeg vil ikke høre på sofisterne, hvis de benægter, at de menneskelige følelser – kærlighed, had, glæde, sorg, misundelse, ærgerrighed og lignende – hører til viljen; for nu tales der ikke om sult eller tørst. For hvad er viljen, hvis den ikke er følelsernes kilde? Og hvorfor bruger vi ikke ordet «hjerte» i stedet for ordet «vilje»? Skriften kalder jo menneskets vigtigste del for hjertet, og netop den del, hvori følelserne opstår. Men skolerne tager fejl, når de opdigter, at viljen af sin natur står imod følelserne, eller at den kan aflægge en følelse, hver gang forstanden tilråder eller anbefaler det.

Ordet «hjerte» skal bruges i stedet for «vilje».

III. Hvordan kan det da gå til, at vi mennesker ofte vælger noget andet end det, følelsen vil? For det første: At vi undertiden i en ydre gerning vælger noget andet, end hjertet eller viljen begærer, kan ske, fordi en følelse bliver overvundet af en anden følelse. Man kan for eksempel ikke nægte, at Alexander den Store elskede nydelser; men fordi han brændte endnu mere for ære, valgte han slid og forsmåede nydelserne – ikke fordi han ikke elskede dem, men fordi han elskede æren heftigere. Vi ser nemlig, at forskellige følelser hersker i forskellige naturer, og at enhver drages af sit eget begær. I lave naturer hersker havesygen, i mere fornemme – efter menneskers dom – stræben efter ry og folkets gunst.

IIII. Dernæst kan det måske ske, at man vælger noget helt imod alle følelser. Når det sker, sker det ved forstillelse, som når nogen behandler en, han hader af hjertet og af hjertet ønsker ondt, venligt, høfligt og indsmigrende, måske uden nogen bestemt grund. Selv om han ikke mærker, at han bliver overvundet af en anden følelse – der findes jo visse naturer, der er så indsmigrende, at de også stryger dem med hårene, som de hader – så hykler han, siger jeg, venlighed i en ydre gerning, hvor der efter naturen synes at være en vis frihed. Og dette er den vilje, som de dumme skolastikere har opdigtet for os: nemlig en kraft, der, hvordan du end er stemt, alligevel kan styre og tæmme følelsen, som når de lærer deres opdigtede bod. Hvordan du end er stemt, mener de, at viljen har kraft til at frembringe – sådan udtrykker de sig – gode handlinger: Hvis du hader nogen, kan viljen beslutte, at den fremover ikke vil hade ham. Og skønt vi af naturen er ugudelige og – jeg siger ikke: uden kærlighed til Gud, men – ligefrem foragter ham, lærer de, at viljen kan frembringe den beslutning, at den fremover vil elske Gud. Jeg spørger dig, min læser: Mener du ikke, at de er fra forstanden, som har opdigtet en sådan vilje for os? Gid jeg måtte få en sofist, der ville bagtale dette, så jeg kunne gendrive denne ugudelige, dumme og dårligt filosofiske lære om viljen i et ordentligt bind og en fuldstændig drøftelse. For når den, der hader, beslutter at aflægge hadet, er det – medmindre han faktisk er blevet overvundet af en stærkere følelse – helt og holdent en opdigtet tanke i forstanden, ikke viljens værk. Hvis Paris [trojansk prins i det græske sagn, som forlod nymfen Oinone for Helenas skyld.] beslutter at aflægge sin kærlighed til Oinone, er det, medmindre han faktisk er blevet overvundet af en stærkere følelse, en sminket og falsk tanke i forstanden. Det kan ske, at dit hjerte sammen med forstanden befaler de ydre lemmer – tungen, hænderne, øjnene – noget andet, end sindet føler, for vi er af naturen løgnere; sådan befalede Joab sin tunge og sine øjne, så han kunne se ud til at tiltale Amasa så venligt som muligt. Men hjertet kan man ikke befale at aflægge den følelse, det har fattet. Den følelse, som det er optaget af, aflægger det derimod, når den er blevet overvundet af et heftigere begær.

Skolastikernes opdigtede vilje.

V. Skolerne benægter ikke følelserne, men kalder dem naturens svaghed og mener, at det er nok, hvis viljen har frembragte handlinger, der går i en anden retning. Men jeg benægter, at der er nogen kraft i mennesket, som for alvor kan stå imod følelserne. Og jeg mener, at disse frembragte handlinger ikke er andet end en opdigtet tanke i forstanden. For da Gud dømmer hjerterne, må hjertet med dets følelser nødvendigvis være menneskets øverste og vigtigste del. Hvorfor skulle Gud ellers bedømme mennesket efter den svagere del og ikke hellere efter den bedre, hvis der var en anden vilje end hjertet, som var bedre og stærkere end følelsernes del? Hvad vil sofisterne svare til dette? Hvis vi hellere havde villet bruge ordet «hjerte», som Skriften bruger, end Aristoteles' ord «vilje», kunne vi let have undgået så plumpe og så grove fejltagelser. Aristoteles kaldte rigtignok det valg af ting, der sker i de ydre gerninger, for vilje – et valg, som for det meste er løgnagtigt. Men hvad har ydre gerninger med den kristne lære at gøre, hvis hjertet er uoprigtigt? Desuden har heller ikke Aristoteles selv overleveret de frembragte handlinger, som Scotus har opdigtet. Men nu er det ikke så meget mit ærinde at gendrive dem som at lære dig, kristne læser, hvad du bør følge. Jeg indrømmer, at der i det ydre valg af ting er en vis frihed, men jeg benægter fuldstændig, at de indre følelser er i vores magt. Og jeg indrømmer ikke, at der er nogen vilje, der for alvor kan stå imod følelserne. Dette siger jeg om menneskets natur; for i dem, der er retfærdiggjort ved Ånden, kæmper gode følelser mod onde, sådan som vi skal lære nedenfor.

VI. Hvad nytter det desuden at prale af de ydre gerningers frihed, når Gud kræver hjertets renhed? Alt, hvad dumme og ugudelige mennesker har skrevet om den frie vilje og om gerningernes retfærdighed, er ren og skær farisæisk overlevering. Og når en følelse er blevet lidt heftigere, kan den ikke andet end bryde ud; som man plejer at sige: «Jag naturen ud med en høtyv, den kommer dog altid tilbage.» Og hvor meget gør vi ikke, som udadtil ser ud til at være det bedste, og som vi selv anser for godt, fordi vi ikke ser den skammelige følelse, som gerningen udspringer af! «Der er en vej,» siger Salomo, «som synes et menneske god, men dens ende fører til døden» (Ordsp 14,12). Og profeten Jeremias siger, at menneskets hjerte er fordærvet og uransageligt (Jer 17,9). Og David: «Hvem kender sine forsyndelser?» (Sl 19,13). Og: «Husk ikke mine uvidenhedssynder» (Sl 25,7). Til så meget river følelsen de blinde mennesker med, som vi slet ikke kan bedømme. Derfor skal et kristent sind ikke se på, hvordan gerningen ser ud udadtil, men på, hvilken følelse der er i sindet; ikke på, hvordan gerningernes frihed er, men på, om følelserne har nogen frihed. Lad de skolastiske farisæere prædike den frie viljes kraft; en kristen vil erkende, at intet er mindre i hans magt end hans eget hjerte. Gid de dumme skolastikere kunne se, hvor mange tusinde sjæle de har dræbt med deres farisæiske deuterosis [græsk ord for jødernes mundtlige overlevering (Mishna); her om skolastikernes menneskelærdomme] om den frie vilje! Mere om følelserne vil vi sige snart, når vi behandler arvesynden.

Sammenfatning

Hvis du sætter den menneskelige vilje i forhold til forudbestemmelsen, er der ingen frihed, hverken i de ydre eller i de indre gerninger, men alt sker efter Guds bestemmelse. Luthersk note: Her går Melanchthon igen videre end luthersk lære: mennesket har en vis frihed i ydre, borgerlige ting, og Guds forudviden gør ikke alt til en tvangsmæssig nødvendighed eller Gud til syndens ophav (Apologien XVIII; Konkordieformlen XI).

Hvis du sætter viljen i forhold til de ydre gerninger, synes der efter naturens dom at være en vis frihed.

Hvis du sætter viljen i forhold til følelserne, er der slet ingen frihed, heller ikke efter naturens dom.

For når en følelse først er begyndt at rase og koge, kan den ikke holdes tilbage fra at bryde ud.

Du ser, læser, hvor meget sikrere vi har skrevet om den frie vilje end både Bernhard og alle skolastikerne. Det, vi hidtil har drøftet, vil efterhånden blive klarere i de øvrige hovedpunkter i vores oversigt.