Om det gamle og det nye menneske

Jeg har sagt, at friheden endnu ikke er fuldendt, fordi også helliggørelsen endnu ikke er fuldendt i os. For vi er begyndt at blive helliggjort af Guds Ånd, og vi bliver helliggjort, indtil kødet er helt dræbt. Derfor er de helliges natur dobbelt: ånd og kød, det nye menneske og det gamle, det indre menneske og det ydre. Kød betegner ikke kun legemet, som vi har drøftet ovenfor, men ganske enkelt hele mennesket, det «sjælelige» (ψυχικός) menneske, som Paulus kalder det (1 Kor 2,14), det vil sige det menneske, som er underlagt naturlige følelser og drifter. Det gamle menneske og ligeledes det ydre menneske betyder det samme som kød. Og kød er alt, hvad der findes af menneskelige følelser efter naturen: ikke blot at sulte og tørste, men også at elske rigdom, ære og andet af den slags. Og de filosofiske dyder er helt og holdent kød, og den frie viljes anstrengelser, af hvad art de end er. Ånd er derimod både Helligånden selv og hans virksomhed i os. Det nye menneske og det indre menneske er ånd, fordi de er genfødt af Helligånden: «Det som er født af Ånden, er ånd» (Joh 3,6). Vi er altså hellige, for så vidt som vi er ånd, for så vidt som vi er fornyet. I kødet, i det gamle menneske, i det ydre menneske er der stadig synd. Sådan siger apostlen: «Kødet begærer mod Ånden, og Ånden mod kødet» (Gal 5,17). Sofisterne i Paris nægter, at det begær, som er i de helliges kød, er synd; de kalder det svaghed. Dem har Luther gendrevet udførligt nok i skriftet mod Latomus. Og hvad er klarere, end at alt, hvad der står Guds lov imod, er synd? Kødet begærer imod Guds lov. Hvorfor kalder de så ikke begæret synd? Søger ikke også de hellige deres eget? Er der ikke også i de hellige kærlighed til livet, til ære, tryghed, ro og ejendele? At pariserne ikke har kaldt dette synd, skyldes, at de ikke har taget hensyn til følelserne, men har ment, at man synder ved ydre handlinger. Gerningernes rod ser de ikke. Derfor dømmer de tåbeligt om frugterne. For hvilken gerning er så god, at naturen ikke søger noget af sit eget i den? Selv om du har lagt kærligheden til κενοδοξία, tom ære, fra dig, har du i hvert fald endnu ikke lagt frygten for straf fra dig. Kødet besmitter altså gerningerne, hvor gode de end er. Og selv om du ellers slet ikke syndede, forsynder vi os så ikke yderst skændigt og groft ved åndens sløvhed eller dovenskab? Vi burde brænde af kærlighed til Gud og af tillid og skælve af frygt for Gud, sådan som det første bud kræver. Hvem gør det? Lad os derfor indrømme, hvordan sagen er: at der er synd i vores kød, og at det er Guds barmhjertigheds herlighed, at han tilgiver de troende synden. Og lovens ophævelse er intet andet end, at loven ved Kristus på den måde er blevet frataget sin ret til at fordømme syndere. Der er nogle, som har delt mennesket i tre dele: ånd, sjæl og legeme. Det fordømmer jeg ikke, blot de vil indrømme mig det, der er sandt: at ånden egentlig ikke er en del af naturen, men en guddommelig virksomhed, og at legemet og sjælen, det vil sige naturen uden Ånden, ikke kan andet end synde, og at de moralske dyder ikke kan fritage den for synd. Apostlen Paulus regner i Filipperbrevet alle sine retfærdigheder, som han havde frembragt ved sine anstrengelser med naturloven som vejviser, for tab og møg (Fil 3,8). Hvorfor praler de bespottelige sofister da så meget af naturens gerninger til skade for evangeliet? For intet formørker nådens storhed så meget som denne ugudelige lære om de moralske gerninger. Paulus glæder sig over at blive fundet i Kristus, idet han ikke har sin egen retfærdighed på grund af loven, men den, som er ved troen på Kristus, den retfærdighed, som er fra Gud (Fil 3,9). Sofisterne lægger endda en fortjeneste på grund af loven ind i retfærdigheden.